100 års ensomhed

‘100 års ensomhed’ dukker ofte op på læselister over klassikere, og da jeg kværner mig igennem en del klassikere disse år, så skulle denne her naturligvis også læses.

Bogen er skrevet af Gabriel García Márquez, og handlingen foregår i en fiktiv latinamerikansk stat, hvor et ungt ægtepar grundlægger en landsby i starten af 1800-tallet. Dette skal være stedet, hvor alle deres drømme går i opfyldelse! Der er dog frygt for indavl, og den frygt ligger og lurer latent gennem hele bogen, hvor man følger landsbyens beboere gennem et helt århundrede, hvor kærlighed og egoisme er bærende elementer i fortællingen.

Jeg var desværre ikke særlig fanget af historien, og det skyldtes i høj grad navngivningen af bogens personer. Der var ganske enkelt for mange af især mændene, hvis navne lå alt for tæt på hinanden, og jeg havde overraskende svært ved at holde styr på dem. Det var frustrerende og gjorde, at læserytmen blev ujævn. Bogen rummer ellers flere fine små og pudsige hverdagshistorier, som jeg periodevis nød, men helhedsbilledet manglede, og læseoplevelsen var derfor fragmenteret og utilfredsstillende.

Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag kan finde på at genlæse bogen – evt. med en noteblok ved siden af, så jeg kan tegne et stamtræ undervejs – men det er næppe noget, jeg gør i overskuelig fremtid.

7 tanker om "100 års ensomhed"

  1. Du har helt ret i det med navnene. Det er så distraherende – der var heldigvis et stamtræ i min udgave af bogen, så det konsulterede jeg jævnligt. Jeg forstod godt Marquez’ intention med navngivningen, men som du er inde på, er det meget distraherende for læsningen!

  2. Jeg er så enig i din anmeldelse. Bogen skuffede også mig i sin tid – jeg holder langt mere af ‘Kærlighed i koleraens tid’ af samme forfatter.

    • Det er jeg glad for at høre, for den bog har jeg også overvejet at læse. Efter skuffelsen over ‘100 års ensomhed’ blev jeg noget mere tøvende ift at skulle læse ‘Kærlighed i koleraens tid’, meeen nu får jeg da lidt mere mod på det 🙂

  3. Haha, nu er det mange år siden jeg læste bogen og jeg kan huske jeg læste den som om det var de samme personer hele vejen i gennem bogen, netop på grund af de meget ens navne og det var først da jeg læste et sted, at historien følger flere generationer, at min fejl gik op for mig. Men det er nok ikke en bog jeg kommer til at genlæse, den var tung at komme i gennem.

    • Det kan jeg sagtens forstå – havde jeg ikke læst foromtalen af bogen kort tid inden, så kunne jeg meget vel have gjort det samme 😀

  4. Pingback: Kærlighed i koleraens tid | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *