2001

En af de største klassikere inden for sci-fi-film er Rumrejsen 2001, der havde premiere i 1968. Jeg prøvede at se den for et par år siden, men måtte opgive undervejs – den var simpelthen for mærkelig! Filmen blev til i tæt samarbejde mellem filminstruktøren Stanley Kubrick og forfatteren Arthur C. Clarke, og det burde måske gøre mig lidt forbeholden mht. at læse bogen, men sådan havde jeg det ikke. Jeg håbede nemlig på, at bogen ville være meget bedre, for sådan er det ofte mht. filmatiseringer, og jeg fik ret!

2001′ er udgivet i 1968 – samme år som filmen – og starter på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fortiden – dengang hvor mennesket stadig var på abe-stadiet. En gruppe menneskeaber støder på et fremmedlegeme – en monolit – der tilsyneladende påvirker dem, så de begynder at udvikle sig til det, vi i dag kender som mennesket. Historien springer derefter i tid – frem til det 21. århundrede, hvor en forsker tager til månen for at undersøge en mystisk genstand, der er dukket op, og halvandet år senere sendes en ekspedition af sted til Jupiter – styret af den superintelligente computer, HAL 9000. De forskellige hændelser begynder at hænge sammen, da historien udvikler sig og tager en højst interessant drejning.

Starten er en smule sær, men eftersom jeg havde set halvdelen af filmen, blev jeg ikke overrasket, da bogen også startede med et kapitel om menneskeabernes udvikling. Først virkede det ret underligt, men jeg vil godt røbe, at det gav mere mening, når man kom længere ind i bogen. I bogform giver denne del af historien også langt mere mening, da den er mere selvforklarende end filmudgaven, og kapitlet endte faktisk med at blive ret interessant.

Hovedfortællingen om rumekspeditionen var meget spændende og velskrevet, og jeg kunne især godt lide den højteknologiske del, hvor forfatteren gjorde meget ud af at forklare, hvordan rumrejser udføres. Jeg elskede de mange detaljer, der fik mig til at visualisere – og acceptere – at selvfølgelig kan rumrejser gennemføres på den måde!

Jeg var i det hele taget ret begejstret for bogen – indtil jeg nåede til de sidste 40 sider. Derefter blev den mere og mere mærkelig, og jeg havde svært ved at acceptere slutningen. Det irriterede mig, at historien tog den drejning, for indtil da var jeg som sagt ret vild med bogen, men slutningen trak helt klart ned. Desværre. Jeg ville ellers så gerne holde af bogen, men jeg endte med et lidt rodet indtryk. Kunne jeg undlade at tage slutningen med i min bedømmelse, ville bogen være en af de bedste sci-fi-bøger, jeg har læst, men slutningen trækker desværre en del ned. Bogen er dog stadig værd at læse. Den er langt bedre end filmen – og det tager kortere tid at læse bogen frem for at se filmen!

4 tanker om "2001"

  1. Den lyder interessant. Ærgerligt at slutningen skuffer (forvirrer), men er blevet tilpas nysgerrig til at den må komme på læse-listen 🙂

  2. Jeg blev ret irriteret over, at en god bog blev 'ødelagt' på den måde – nu sad jeg lige og var så begejstret for historien og de mange spændende detaljer. Men den er stadig værd at læse 🙂

  3. Jeg har haft den stående i TBR-listen lige så længe jeg kan huske. En af den slags bøger, som man “bør” læse, men som jeg ærligt aldrig er kommet særligt tæt på rent faktisk at begynde på…
    Den lyder helt anderledes end jeg havde forestillet mig, men jeg skal være ærlig og indrømme, at der nok skal en eller anden udfordring til før jeg kommer til at læse den i den nærmeste fremtid 🙂

  4. Jeg var lidt skeptisk, inden jeg gik i gang, for jeg brød mig virkelig ikke om filmen, men bogen var – bortset fra slutningen – ret interessant og lige præcis den slags sci-fi, jeg havde lyst til at læse. Personligt synes jeg, at 'Krøniker fra Mars', som jeg også lige har læst, er mere mærkelig. Den anmelder jeg senere på ugen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *