Skyggens lærling

Som jeg tidligere har nævnt, så låner jeg en del lydbøger og især fantasy, som jeg hører, når jeg går på arbejde, rejser med bus/tog eller køber ind. En af de bedste fantasyserier, jeg indtil nu har hørt, er Skyggens Lærling, der er skrevet af John Flanagan. Den tiende bog i serien udkommer på engelsk her i efteråret, og indtil videre er jeg nået til den femte bog.

Serien handler om den unge dreng, Will, der er for lille og klejn til at blive optaget på ridderskolen. I stedet bliver han udvalgt til at være lærling hos kongens bistre ranger, og livet som ’skygge’ viser sig hurtigt at være langt mere interessant og udfordrende, end han havde forventet.

Det er en spændende historie med sympatiske hovedpersoner og stærke venskaber. Der er plads til ærlighed og sund fornuft, og det er et dejligt alternativ til mange af de danske fantasyromaner, hvor svig, ondskab, narcissisme og dumhed præger en stor del af persongalleriet. Det er lidt en feel good-serie, for det bliver aldrig rigtig farligt for hovedpersonerne, og indtil videre har der heller ikke være udpræget sørgelige scener, men den er usædvanlig hyggelig at høre, og Esben Hansen gør det godt som oplæser.

Pæonpavillonen

For et par år siden læste jeg ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ af Lisa See, og det var en meget gribende oplevelse. Siden har jeg holdt lidt øje med hendes forfatterskab, så da jeg så, at hun havde udgivet ‘Pæonpavillonen’, måtte jeg selvfølgelig have den. Jeg har dog gemt på den i et godt stykke tid, for det er dejligt at gå og glæde sig til en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Allerede nu pisker jeg en stemning op, men jeg er som sagt glad for den første bog, jeg læste af forfatteren, og denne bog skuffede heller ikke.

Bogen handler om den kinesiske pige, Pæon, og foregår i Kina i 1600-tallet. Her er piger og kvinder ofte til mere besvær end glæde og ligger under for mændenes luner, og her går meget af opdragelsen af piger på at blive en god og lydig hustru, som stiltiende accepterer, at manden har flere konkubiner, hvis hustruen ikke kan føde sønner.

Pæon er dog en drømmer og opdager kærligheden kort før sit arrangerede bryllup. Hun begynder at hungre efter selv at opleve kærlighedens sødme, hvilket hun ikke føler vil ske i sit kommende ægteskab. Det spirende oprør bliver til en ukontrollabel brand inde i hende, og det bringer ulykke over hende selv og flere af dem, hun har kær.

Jeg kan ikke røbe så meget mere af handlingen – den skal opleves. Jeg kan dog godt afsløre, at bogen er yderst velskrevet og gribende. Pæons liv er alt andet end misundelsesværdigt set med nutidens vestlige øjne, og selvom jeg før har læst bøger, der har beskrevet de indsnørede fødder, der var på mode dengang, så er det stadig forfærdeligt at læse om. I det hele taget er fortællingen levende skrevet, og forfatteren er god til at skabe stemningsfulde billeder for læseren. De mange traditioner, som indgår i handlingen, er samtidig med til at give et detaljeret billede af, hvordan hverdag og fest har været på det tidspunkt.

Historien er dragende, sentimental og sørgmodig, og det er forfriskende at se, hvordan hun både får læseren til at holde med hovedpersonen, men samtidig ikke er bleg for at lade denne gøre egoistiske og tåbelige ting. Bogen er ikke helt på højde med ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ og har et par steder, hvor handlingen ikke fungerer helt optimalt, men den er stadig en anbefaling værd.

Dronningeofret

‘Dronningeofret’ af Hanne-Vibeke Holst er tredje og sidste del i den trilogi om kvinder, magt og politik, som hun startede med den roste bog ‘Kronprinsessen’, der nogle år senere blev fulgt op af ‘Kongemordet’. De to hovedpersoner er denne gang Charlotte Damgaard, som også var hovedperson i første bog i serien, samt Socialdemokraternes leder, Elizabeth Meyer. Omdrejningspunktet er det forestående folketingsvalg og den lange kamp for at overbevise vælgerne om, at det ikke kun er på tide, at regeringsmagten skal gå til Socialdemokraterne – men også at Danmark skal have sin første kvindelige statsminister!

Det er en bog skrevet i nutidens Danmark, og den henter kraftig inspiration fra mange virkelige politikere og begivenheder. Det er både bogens styrke og svaghed, for det gør visse karakterbeskrivelser letgenkendelige, men flere gange er det også en letkøbt og underforstået reference.

Forfatteren har skabt to hovedpersoner, som jeg langt hen ad vejen har sympati for, selvom jeg til tider er både uenig i holdninger og reaktioner, og deres valg – og tøven – gør dem menneskelige. Skurkene i bogen er desværre knapt så elegant beskrevet – ind imellem nærmest klodsede i beskrivelsen – men til gengæld er de noget mere troværdige i forhold til Jussi Adler-Olsens skurkegalleri, hvilket jeg sætter pris på.

Historien er skrevet med et stort overblik, hvor mange sidehistorier og begivenheder bliver flettet elegant sammen, og selvom det er en tyk bog på over 600 sider, så var der intet tidspunkt, hvor jeg blev utålmodig eller følte, at fortællingen kørte i tomgang. Der kunne sagtens skæres ned på antallet af sidehistorier, men det er også hyggeligt at få nærmiljøet beskrevet så indgående i bogen, og det gør historien langt mere levende.

Jeg var meget glad for ‘Kronprinsessen’, da den kom frem, mens ‘Kongemordet’ skuffede mig. I ‘Dronningeofret’ har forfatteren valgt at nuancere mange af bipersonerne langt mere, og det klæder dem virkelig, for nu er der både stærke kvinder og mænd – og svage kvinder og mænd. Der er plads til, at mænd kan være oprigtigt forelskede i de stærke kvinder, og stærke kvinder er der mange af i denne bog, så hvis du ikke kan lide kvinder med ben i næsen, så er dette ikke en bog for dig.

Bogen er bestemt værd at læse. Den er spændende, medrivende og stemningsskabende, og slutningen er ikke bare en værdig afrunding på bogen men også for hele trilogien.

Et spind af løgne

 ‘Et spind af løgne’ er skrevet af John Hart og handler om advokaten Jackson Workman Pickens. Halvandet år efter hans mors død, bliver liget af hans far fundet, og et mareridt af mistro, had, beskyldninger og gamle minder vælter op. Faren forsvandt samme nat, moren døde, og mistanken retter sig snart mod Jackson, som opfører sig alt andet end normalt.

Det er en ret enstrenget historie, som forsøger at skabe noget dramatik med en skoleflamme, hovedpersonen ikke helt kan vende tilbage til, en ualmindelig ondskabsfuld far, en narcissistisk og materialistisk hustru, en bitchy efterforsker og et nærmiljø, som virker lige så overfladisk og sørgeligt som ‘American Psycho’

Det er endnu en bog, hvor det er temmelig svært at føle noget for hovedpersonen. Han er ganske enkelt ikke særlig sympatisk, og han gør ikke meget for at gøre det bedre. Samtidig er hans tankegang så ensporet, at hans personkarakteristik bliver urealistisk i forhold til, at han er advokat og kender så meget til procedurer i forbindelse med politiets opklaring i kriminalsager. Der er så mange gange, hvor han burde vide bedre i forhold til hans reaktioner og udtalelser, at det bliver både irriterende og frustrerende til sidst.

Der er også en del gentagelser i historien, og nærmiljøet bliver så sort/hvidt, at det virker påklistret.

Det virker lidt, som om handlingen er tvunget frem – med halvhjertede forsøg på sidehistorier og motiver – i en setting, hvor de fleste personer er overkarikerede og er lige så troværdige som i en dårlig blockbuster-film, du lejer en trist søndag, hvor udvalget er virkelig ringe i filmbiksen. 

Nej, jeg kan ikke anbefale bogen.

Mand af ære

Den italienske mafia har fascineret litteratur- og filmbranchen de seneste årtier, hvor organisationen er blevet romantiseret og har fået ry for at være stilfuldt klædte kriminelle med klassiske dyder såsom at værne om familien, tro på Gud og afsværge prostitution.

Når man så læser bøger, der tager udgangspunkt i interviews med afhoppere og mafiamodstandere, så tegner billedet sig knapt så rosenrødt, da disse mænd af ære som oftest har en eller flere elskerinder og i øvrigt ikke holder sig tilbage, når det drejer sig om at skovle penge til sig.

Morten Beiter har i ‘Mand af ære’ interviewet en afhoppet mafiaboss, Claudio Severine Samperi, der fortæller om sit liv, og forfatteren har også talt med en lang række familiemedlemmer, hvilket nuancerer historien godt. Der har ligget et kæmpearbejde bag denne bog, og det er prisværdigt, at forfatteren har flettet interviewdelene sammen med historiske passager og sitationen på Sicilien i dag.

Det er en spændende bog, som både fænger og undrer, for den beskriver en verden, der ligger langt fra de fleste menneskers hverdag. En verden, hvor trusler, mord, store pengebeløb og elskerinder er ganske almindeligt, og hvor man får, hvad man peger på – hvis man er mand af ære.

Den bog vil jeg godt anbefale – især hvis du gerne vil have et indblik i mafiaens hemmelighedsfulde verden og høre om de konsekvenser, der er, når en mafiaboss vælger at sige farvel til sin gamle identitet for måske at redde sin egen familie.

Heksenes forsvarere

Jeg har længe ønsket at læse ‘Heksenes forsvarere’ af Jan Guillou, og på ferien var tiden endelig kommet. Guillou har lavet en historisk reportage om hekseforfølgelsen i Sverige, hvordan den starter og udvikler sig, og hvordan den bliver bekæmpet af skeptikere. Der er et par artige overraskelser imellem – for eksempel hvor dominerende barnevidner var i den svenske heksejagt – ligesom hvor lidt opmærksom, at adelen var på problemet. Det var først og fremmest borgerklassen, der angav hinanden, ligesom det kun var dem, der blev dømt.

Bogen belyser også heksejagten i de andre europæiske lande – herunder Danmark – og det er ret interessant og tankevækkende at læse, hvor forskelligt det har udartet sig i de forskellige lande. I et land var det for eksempel primært mænd, der blev dømt for at være hekse, mens antallet af sager om sodomi var langt større end heksesager i et andet land.

I slutningen af bogen drager Guillou parallel til den jagt på pædofile, der brød ud i 1990’erne, hvor en del mænd i for eksempel børnehaver blev mistænkt for pædofili, og hvor psykologers ledende spørgsmål førte til, at børn pludselig anklagede de mandlige pædagoger for overgreb. I Sverige var der en række sager, hvor flere blev uskyldigt dømt – og siden frikendt, da sagerne ikke holdt vand.

Bogen er ganske interessant at læse, og indholdet er også vedkommende for det moderne menneske, for tilsyneladende er mennesket ikke særlig god til at lære af historien, når det samme panik-mønster kan gentage sig. Det er også voldsomt at læse, hvordan barnevidnerne har opført sig i datidens heksesager, for det rokker unægtelig ved det uskyldige og barmhjertige billede af børn, som ellers er fremherskende i dag.

Helt sikkert en bog, jeg vil anbefale – også selvom man får sine fordomme udfordret, eller måske nærmere derfor!