Fatherland

Robert Harris’ bog ‘Fatherland’ hørte jeg om for nogle år siden og blev straks fascineret af settingen. Bogen tager udgangspunkt i, hvad der kunne være sket, hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig. Handlingen foregår i Berlin i 1964, hvor Adolf Hitler snart skal fejre sin 75-års fødselsdag. Hovedpersonen, Zavier March, er en tysk politimand, der efterforsker et mord, og han finder snart ud af, at mordet ikke blot er politisk betinget men også dækker over en langt større skandale, som kan få alvorlige konsekvenser for det politiske styre – og for hans egen sikkerhed!

Starten overraskede og skuffede mig lidt, for de første kapitler var meget lig almindelige krimihistorier, men langsomt fik forfatteren flettet mere og mere af samfundsbeskrivelsen ind i handlingen, hvilket både var skræmmende og tankevækkende. Fædrelandet er ikke fremstillet på samme direkte og voldsomme måde som den brutale overmagt i for eksempel ‘V for Vendetta’, men der er ingen tvivl om, at folk bliver straffet, hvis de ikke tilhører den korrekte race eller lever efter de retningslinjer, som fædrelandet dikterer. Det er for eksempel direkte statsskadeligt at få foretaget en abort, da man som borger har pligt til at videreføre Fædrelandet og dets værdier, og der er derfor dødsstraf, hvis man får foretaget abort. 

Selve opklaringsarbejdet fandt jeg ikke så interessant, men det skyldes muligvis, at jeg lod mig irritere at den traditionelle romance, som hovedpersonen også lige skulle have tid til under den hastige efterforskning. Jeg syntes, at det var decideret synd for bogen – ikke fordi det som sådan var dårligt fortalt, men mere fordi det var så stereotypt. Samtidig virker den potentielle politiske skandale ikke som den store overraskelse, når jeg som læser ved mere om, hvad der er foregået under krigen, end de fiktive hovedpersoner i bogen. Det er lidt synd, for skandalen er helt sikkert en trussel mod Fædrelandet – som læser opfatter du bare ikke oplysningerne som specielt overraskende.

Jeg havde nok håbet på en bog, hvor der blev brugt mere plads på at beskrive hverdagen og livet i Fædrelandet og knapt så meget på opklaringsarbejdet, men jeg var nu meget godt underholdt alligevel, og den fik mig flere gange til at tænke over den frihed, vi tager for givet i hverdagen, men som jeg bestemt ikke vil undvære.

Stille dager i Mixing Part

‘Stille dager i Mixing Part’ af Erlend Loe er en lille bog på norsk, som jeg fik af et par venner for et stykke tid siden. Det er en lille paperback, der kan læses på få timer. Bogen er en blanding af dialog og tankestrøm fra et norsk ægtepar, der er på ferie i ’Mixing Part’ – et sted i Tyskland. Navnet ’Mixing Part’ stammer fra en fejl, som et oversættelsesprogram på internettet laver, da ægteparret vil oversætte en tysk tekst om det område, hvor de skal holde ferie.
 Som læser følte jeg, at de ofte brugte samme fejlkodede oversættelsesprogram, når de talte sammen, for dialogen er på mange måder typisk for et par, der taler forbi hinanden konstant. Men netop det gjorde bogen underfundig og fik mig flere gange til at trække på smilebåndet, for dialogen fik personerne til at virke meget troværdige og levende. Der var en selvfølgelighed i deres kommunikation, som er ret typisk for par, der har været længe sammen, men i stedet for at opnå en fælles forståelse misforstod de to personer hinanden igen og igen.
Det er en fin lille bog, og det var hyggeligt at læse lidt norsk igen, men et stort litterært værk er det ikke, og den er som sagt så hurtigt læst, at det dårligt kan betale sig at købe bogen.

Kære fucking dagbog

’Kære fucking dagbog’ er skrevet af journalisten Henrik List og er en fiktiv dagbog skabt ud fra en lang række interviews med unge emo-, goth og punkdyrkende unge og det miljø, der var omkring Ungeren på Jagtvej 69.
Jeg blev overrasket, da jeg begyndte at læse bogen, for jeg havde forventet, at den var krydret med brudstykker af interviewene, men den holdt sig konsekvent til dagbogsformen. I starten blev jeg småprovokeret af den ret slangtunge tekst, for det lød ret påklistret, men jeg vænnede mig hurtigt til det og må også indrømme, at langt hen ad vejen var teksten tro mod det sprog, som unge bruger i dag. Det virker bare underligt i bogform, for det hører mere hjemme på netfora, blogs og smser.
Hovedpersonen skriver om mange ungdomsproblemer – både på egne og vennernes vegne – og den altopslugende usikkerhed og selvudslettende adfærd er meget rammende for de følelser, som mange teenagere tumler med. Ind imellem fik jeg helt lyst til kramme hovedpersonen og fortælle, at lyset for enden af tunnelen ikke nødvendigvis er et tog – men at livet også kan være andet og mere end det fedeste tøj og at være den mest populære pige. Det er også på det punkt, at jeg havde svært ved at forstå hovedpersonen, men teenagerne i dag er åbenbart i langt højere grad ramt af at skulle have det rigtige outfit og blive set/være kendt/blive elsket af alle. Jeg synes i hvert fald, at hele den der ’se mig’-problematik var interessant, for den matcher meget godt mediebilledet, hvor der har været voldsom fokus på at blive kendt for at være kendt de senere år.
Når det kommer til stykket, har bogen ikke særlig meget med Ungeren at gøre, men den giver et levende billede af en ganske almindelig teenager med de problemer, der ofte følger, når man dyrker en subkultur og kæmper mod samfundets normalitetsbegreb.

Det bliver næppe en litterær klassiker, men den er værd at læse – især hvis du enten har svært ved at forstå nutidens unge eller vil genopfriske noget af den weltschmertz, som teenagere kan rumme.  

Bogtræ

I sommers hørte jeg om et sjovt initiativ, som biblioteket havde startet op – et bogtræ. Det lille ‘træ’ har en række hylder, hvor der kan stå bøger. Foran hver hylde er der en solid plastiklåge, så bøgerne er beskyttet mod vind og vejr.

Konceptet går så ud på, at du er velkommen til at låne en bog, hvis du vil sidde i den omkringliggende park og læse lidt. Har du lyst til at tage den med hjem, må du også det, ligesom du selvfølgelig meget gerne må efterlade en bog til den næste nysgerrige bogelsker.

I dag fik jeg så endelig smuttet forbi parken og nydt synet af det lille bogtræ, og jeg nærstuderede også hyldernes indhold, som spændte lige fra Stephen King-gysere til ‘Pigen med den blå cykel’. Der var søreme også en fin pocketudgave af ‘Berlinerpoplerne’, som jeg gerne vil læse, så den kom med hjem. Til gengæld satte jeg så ‘Fuglebal’ af, og så håber jeg, at den finder en læser, som sætter større pris på den end jeg.

Mørkets dronning

Da jeg så titlen første gang, kom jeg uvægerligt til at tænke på vampyrer, men ‘Mørkets dronning’ af Susan Carroll handler om alt andet end det!

Historien handler om tre franske søstre, der bor på en lille ø. Deres mor er død, og faren er forsvundet, så den ældste søster Ariane forsøger at være husbestyrer og tage sig af de yngre søstre. Hun bliver bejlet til af den hæmningsløse og mystiske grev Renard, der tilsyneladende ikke har et problem med, at søstrene er vise kvinder – også kaldet Jordens Søstre – og besidder magiske kræfter. Deres magi er hvid og viet til gode formål, mens andre kvinder har kastet sig over sort magi – den som har startet folkets frygt for magi og dermed også heksejagten i landet.

En af de værste er Frankrigs magtfulde dronning Katharina, som er en yderst dygtig bruger af sort magi. Hun er ondskabsfuld og magtbegærlig, og hun har til fulde fortjent sit øgenavn, Mørkets dronning. Søstrene kommer uheldigvis til at krydse hendes vej, og hurtigt er de trukket ind i et intrigant og dødeligt spil, hvor dronningen vil gøre alt for at beholde sin position og udrydde samtlige fjender.

Bogen var ret fængende i starten og havde en hyggelig stemning – sådan lidt a la de positive scener i filmen Shakespeare in love – men jo mere søstrene er i fare, jo mere kommer den mystiske greve til at fylde, og efterhånden bliver der lige lovlig meget ‘åh, vi stakkels kvinder er i nød, og kun en heltmodig mand kan redde os’ over det. Det pissede mig rimelig meget af – især fordi forfatteren langt henad vejen også sørger for at give søstrene handlekraft og magi – men når det ser allerværst ud, skal de partout reddes af den ridende helt. Og den romantiske del kommer til at fylde mere og mere og bliver rimelig kvalm (nu er jeg heller ikke så god til romantiske romaner i det hele taget), så jeg var ikke helt tilfreds, da jeg var færdig med bogen. På den ene side vil jeg gern læse efterfølgeren og se, hvordan det går søstrene, for de er sådan set interessante nok, men jeg kan godt være foruden deres kærlighedskvaler og den renden af mænd, som hele tiden vil beskytte og redde dem.