Læser du flere bøger ad gangen?

Jeg har bemærket, at flere bloggere har gang i flere bøger på samme tid. Er du en af dem? Hvad kan du særlig godt lide ved det? Er det for at kunne skifte mellem forskellige historietyper afhængig af, hvilket humør du er i? Eller er det noget andet?

Selv plejer jeg kun at læse én bog ad gangen, men til gengæld har jeg så også en lydbog, som jeg hører noget af stort set hver dag, når jeg går ture eller tager bus eller tog. Ind imellem læser jeg så også en fagbog sideløbende med den almindelige skønlitteratur, men jeg har kun gang i mere end én skønlitterær bog ad gangen, når gemalen og jeg er i gang med at læse en bog højt for hinanden.

Touch the Dark

Jeg faldt ved et tilfælde over bogen sidste år, da jeg skulle bestille et par julegaver fra en udenlandsk bogshop, og da bogen lød spændende, købte jeg den helt spontant.

‘Touch the Dark’ af Karen Chance handler om Cassandra, der kan se ind i fremtiden og kommunikere med ånder. Hendes særlige evner giver hende en række problemer – både med mennesker og vampyrer, der ønsker at have kontrol over hende, og bogen starter da også med at skitsere de problemer, hun har med Tony – en mafioso vampyr, som hun undslap for tre år siden.

Starten på bogen var ret forvirrende. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt det faktisk var første bog i serien, da referencerne til hendes fortid lød ret indforståede. Og der sker også en del i bogen, som kan være med til at forvirre læseren, men alligevel savnede jeg mere indhold og tyngde i handlingen. Jeg syntes, der var for meget fokus på flugt og beskyttelse af Cassandra – det virker lidt, som om hun er et trofæ, som alle ønsker at besidde, og det er ærlig talt ikke særlig flatterende at tingsliggøre hovedpersonen. Som læser får det i hvert fald ikke mig til at føle noget særligt for hende.

Vampyrer forbindes ikke overraskende med erotik, og det er der selvfølgelig også i bogen – ikke i så stor grad, at det bliver corny, men undskyldningen for at have det med er ikke synderlig elegant

Jeg kunne godt lide, at settingen lidt anderledes, at hun talte og omgikkes vampyrer så naturligt, og at der var hele aspektet med ånder, men jeg syntes ikke, at det gav nok til historien, og i det hele taget vil jeg næppe læse videre i serien – den første bog her fangede ikke rigtig.

Mine boghylder

Da jeg for nylig fortalte lidt om mine læsevaner og præferencer på Bogklubbens blog, var der flere, der spurgte til flere billeder af bogsamlingen, og i dag fik jeg så endelig tid til at tage nogle billeder. Desværre fik jeg ikke taget dem, mens der var sol, så flere af dem blev grynede og lidt rystede – men det håber jeg, at I overlever 🙂


Jeg har en stærk svaghed for fantasy, og det er også ret tydeligt på vores bogreoler. Selvfølgelig har vi Harry Potter – den serie brugte vi i øvrigt som højtlæsning, da gemalen og jeg i en række år har praktiseret den hyggelige vane at læse højt for hinanden. Desværre er den gået lidt i glemmebogen de sidste to år, men jeg har planer om at genoplive den i aften.

Ved siden af står den fantasyserie, jeg elskede allermest som ung – McCaffreys serie om Menolly.

På en anden hylde fortsætter fantasybøgerne. Rothfuss’ serie er en gave fra gemalen, som havde hørt godt om den. Jeg syntes dog, at starten var noget træg, men da jeg først var kommet i gang med at læse den, var den svær at slippe igen. En meget lovende serie, hvor jeg går utålmodigt og venter på næste bog!

Eragonbøgerne skuffede mig noget – den første gik jeg faktisk i stå med og fik først læst færdig et halvt år efter, mens nr. to i serien var noget bedre.

En hylde mere med fantasy – denne gang i den sjove ende af skalaen. Selvfølgelig har vi Pratchett-bøger. Jeg har ikke købt dem alle – han har jo skrevet temmelig mange, og efter sigende skulle det ikke være dem alle, der er lige gode, men de første er i hvert fald ret sjove.

Da jeg var ung, læste jeg alt, hvad Dennis Jürgensen udgav, så da Freddy-serien blev genudgivet for et par år siden, skulle jeg selvfølgelig have den!

En anden lidenskab er horror, og i betragtning af hvor meget horror, jeg har læst gennem tiden, har vi faktisk ikke specielt meget stående i den genre. Men Lovecraft har vi selvfølgelig!

Skal jeg fremhæve tre forfattere, hvis bøger jeg slugte råt som ung, så ville den ene af dem være Stephen King. Jeg elskede hans bøger! Det er først i løbet af de sidste 12-15 år, at jeg har købt bøger – indtil da var jeg storforbruger af biblioteket – men mange af hans bøger har jeg købt senere hen, selvom jeg næppe får læst dem alle igen. Det er bare meget hyggeligt at gå og kigge på dem og mindes alle de gode læseoplevelser.

Flere King-bøger – og Larssons krimiserie, som er en af de (få?) bestsellere, som jeg er rigtig vild med.

Nu er vampyrer jo kommet på måde de sidste par år, og da det er et af de emner/genrer, som jeg holder meget af, har jeg naturligvis også vamp-bøger. Det er dog primært Anne Rice-bøger, og jeg må med skam fortælle, at jeg ikke har læst særlig mange af dem, men jeg håber på at få gjort noget ved – måske hen over vinteren? Det passer sig altså bedst til den mørke tid… Jeg har haft resten af Twilight-bøgerne, men jeg solgte dem, da jeg ikke var særlig imponeret over de tre andre bøger i serien.

Flere vampyrbøger – og sandelig også nogle sci-fi-bøger! Da jeg var barn, var sci fi populært, men jeg synes godt nok ikke, at udvalget har været særlig imponerende de sidste mange år! Her er det virkelig nødvendigt at ty til det engelske/amerikanske bogmarked, og vi er da også begyndt at købe langt flere bøger på engelsk de senere år, end vi tidligere har gjort.

Her er en hylde med populærlitteratur, som jeg vil være så fræk at kalde det. Jeg har ikke fået læst efterfølgeren til ‘Jordens søjler’ endnu – det er gemalen, der har sørget for, at den er flyttet ind hos os – men den skal jeg (også!) have læst på et tidspunkt. Er det muligt at få flere timer i døgnet?

Den står sammen med en række bøger fra den bølge af religiøs-kult-der-forsøger-at-dække-over-noget-hemmeligt-ved-Jesu-liv-bøger, som fulgte efter ‘Da Vinci mysteriet’, og som jeg fik læst nogle stykker af.

Så skifter vi lige retning og viser hylden med det asiatiske tema. Jeg synes, at fortællinger derfra kan være ret fascinerende – især fordi kulturerne er så forskellige fra Vesten. Det er mest historier fra det gamle Kina, jeg har erhvervet mig, men et par af de nyere bøger om unge kinesere og japanere er også ret fascinerende.

Og nu er det ikke skønlitterært det hele. Der er også plads til lidt filosofi og digte. Det er gemalen, der er Kafka-fan, mens jeg var meget betaget af de filosofiske diskussioner om natur og ondskab. Dog ikke helt så meget som de to bøger, jeg har stående af George Orwell – en af de bedste forfattere, som skrev i det 20. århundrede.

Og den sidste hylde, jeg vil vise i denne ombæring, er hylden med hoflitteratur – eller hvad man nu skal kalde det. Da jeg var barn, havde jeg en periode, hvor jeg læste mange historier, som tog udgangspunkt i 1500-1700-tallets hofintriger, og det har jeg aldrig helt lagt bag mig. Især Sarah Waters’ bøger er fonøjelig læsning, for hun forstår at skrue et godt plot med listige intriger sammen.

Det var så et udvalg af bøgerne. Vi har også et par ‘blandet landhandel hylder’, hvor der ikke rigtig er noget tema, ligesom vi også har en del fagbøger og kogebøger – meeen det faldt lidt uden for, syntes jeg. De viste hylder er ikke helt repræsentative for, hvor bredt jeg læser, men jeg beholder sjældent bøger, som ikke for alvor har tryllebundet mig – de bliver givet videre til venner eller fra nu af afleveret i bogtræet.

Berlinerpoplerne

Gennem de seneste år har jeg læst og hørt rigtig mange begejstrede kommentarer om ’Berlinerpoplerne’ af Anne B. Ragde, og jeg havde derfor visse forventninger til bogen.
Bogen handler om tre vidt forskellige brødre, der mødes ved moderens sygeleje. Det er en familie, hvor folk er gået skævt af hinanden mange år forinden og derfor ikke har holdt kontakten. Af samme grund er der mange misforståelser, usagte ting og skepsis, da familien samles, og flere må bide fordomme i sig og acceptere, at andre godt kan være fine mennesker, selvom de har andre normer.
Det er en enkel fortælling, som langt hen ad vejen har et stille og roligt fortælletempo, og forfatteren fortæller levende, så jeg tydeligt kan visualisere fødegården, hvor det meste af handlingen foregår.
Jeg må dog indrømme, at jeg slet ikke blev grebet af historien, og jeg undrer mig lidt over, hvordan bogen er blevet en bestseller, for den sagde mig ikke noget. Bogen er på 300 sider, og det var først ved de sidste 50 sider, at jeg følte lidt sympati for hovedpersonerne – indtil da var jeg mere eller mindre ligeglad med, hvad de foretog sig. De var som sådan ikke usympatiske – nærmere meget menneskelige med deres reaktioner og generelle væremåde – men forfatteren formåede ikke at gøre mig synderlig interesseret i, hvad de foretog sig og hvorfor. Det ærgrer mig, for med al den ros, som bogen har fået de seneste år, så føler jeg mig lidt snydt for en stor læseoplevelse.

En bogorms bekendelser?

Bogklubben mener spurgte mig, om jeg havde lyst til at fortælle lidt om min bogverden – hvad jeg kan lide at læse, yndlingsgenrer mm.

Det kom der dette lille indlæg ud af – krydret med et lille billede af bogsamlingen (i dette tilfælde en af fantasy-hylderne) og et fra vores have, som er skøn at bruge til læsning om sommeren!

Tjek i det hele taget bloggen – der er mange gode boganmeldelser og tips.

Det stumme broderskab

‘Det stumme broderskab’ af Julia Navarro har stået på vores bogreol i flere år. Den blev en del af bogsamlingen i den periode, hvor salget af krimier med tempelriddere, okkulte sekter og religiøse gåder boomede, og jeg fik derfor ikke læst bogen med det samme, da jeg på det tidspunkt nåede smertegrænsen for religiøs fanatisme og pseudo-intellektuelle fortolkninger af Jesu liv og efterliv.

På den ene side fascineres jeg af historier med okkulte undertoner og mystiske loger med hemmelig dagsorden, og på den anden side har jeg oplevet lidt for mange bøger i denne genre, som ikke tilfører noget nyt men bare virker som et opkog af lidt krimi, lidt gådeløsning, lidt kærlighedsdrama og lidt fanatiske religiøse. Sådan havde jeg det også, da jeg læste ‘Det stumme broderskab’.

Handlingen starter med en brand i katedralen i Torino, hvor Jesu hellige ligklæde opbevares. Efter branden finder politiet en død mand, hvis tunge er blevet skåret af, og det er starten på en lang efterforskning, hvor politiet bliver udfordret af flere religiøse sekter, der har en særlig interesse i ligklædet. Samtidig er der flere højtrangerende personer i kunstverdenen og erhvervslivet, som åbenbart også interesserer sig meget for sagen, og i det hele taget er det svært at finde frem til sandheden – hvilket dog ikke stopper de ihærdige efterforskere.

Starten af bogen var fin, og det var en god detalje, at bogens kapitler vekslede mellem at foregå i nutiden og i datiden, hvor man fulgte Jesu ligklædes vej gennem historien, men jeg blev hurtigt lidt træt af bogen. Historien virkede ret klassisk og var krydret med en meget kompromisløs religiøs leder og en kvindelig hovedperson, som var så smuk og lynende intelligens, at det virkede klichépræget. Der var ikke de store overraskelser undervejs, og jeg savnede at blive forført af spændende gåder eller dramatisk håndling, men forfatteren formåede ikke at fange mig som læser, så jeg blev opslugt af handlingen.

Jeg vil dog fremhæve slutningen som interessant og mere spændende, end jeg havde frygtet, men er du til denne type bøger, så findes der andre i samme genre, som er langt bedre.