Udfordringer i 2011

Jeg har længe pønset på at give mig selv et par udfordringer på læsefronten i 2011. Den første fandt jeg selv på, mens den anden er et større projekt, som Bogklubben mener har søsat.

For det første skal jeg have læst nogle flere klassikere, for det har jeg stort set ikke fået gjort de seneste år. Hver måned vil jeg derfor sørge for at få læst mindst én klassiker, og jeg er allerede godt i gang med at udvælge ‘de heldige’.

For det andet er der som sagt Bogudfordringen 2011, som Bogklubben mener står bag. Her er der defineret et tema for hver måned, hvor de deltagende så skal læse en bog, der passer til temaet/genren. Jeg kan se, at der er flere udfordringer iblandt (i forhold til hvad jeg normalt læser), men da det er sundt at prøve noget nyt, så kaster jeg mig gerne ud det.

Og ellers er der kun tilbage at ønske jer alle et rigtig godt nytår!

Firkantede pakker

Jeg er godt i gang med juleferien, som står i hyggens tegn. Der skal både være tid til venne- og familiebesøg, se tv-serier, gå i biografen, spille computer og læse bøger. Akja – det er lige før, at jeg føler, jeg har travlt! 😉

Jeg havde ikke ønsket mig så mange bøger i år, da der var andre og mere presserende ting på ønskesedlen, men jeg fik da et par stykker – nemlig ‘Det otte’ af Katherine Neville og ‘Undtagelsen’ af Christian Jungersen. Sidstnævnte læste jeg dog for et par år siden, så den skal jeg have byttet ved lejlighed.

Jeg fik også flere bøger om vin og madlavning, da det interesserer mig meget, og så forærede jeg mig selv to tegneserier – en ‘Get Fuzzy’ og en ‘Pearls Before Swine’. Jeg elsker de to serier!

Fik du nogle gode boggaver?

Silhuet af en synder

Dette er et godt eksempel på en bog, jeg forelskede mig i, straks jeg så forsiden. Da jeg så både hørte godt om den og læste bagsiden, hvor den blandt andet var beskrevet som en gotisk roman, så vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg skulle læse den.

‘Silhuet af en synder’ af Leonora Christina Skov foregår i starten og midten af 1900-tallet og fortælles på skift af de to hovedpersoner, som har besluttet sig for at udforske og genfortælle slægtshistorien for familien på godset Liljenholm, hvor sindssyge, incest og overtro tilsyneladende har været med til at give stedet lidt af et ry gennem årene. Jeg vil ikke røbe så meget mere af handlingen her, for der er godt gang i forviklingerne i den snørklede historie, så jeg kan let få røbet for meget.

Forfatteren gør ikke så meget ud af at tydeliggøre, hvornår den ene fortæller slutter og den anden tager over, og det forvirrede mig lidt i starten, hvor jeg ikke var så koncentreret under læsningen. Det måtte jeg hurtigt sande, at jeg måtte ændre på, for historien bringer flere overraskelser med sig.

Sproget er medrivende og er med til at gøre historien levende. Hovedpersonerne får også lov til at kommentere en del undervejs – henvendt direkte til læseren – og selvom det er med til at give dem mere personlighed, fandt jeg det også ret irriterende og unødvendigt. Jeg morede mig lidt, da jeg flere gange fandt direkte referencer til ‘Rebecca’ i bogen, men samtidig virkede det også lidt ’se, jeg har læst denne bog’-agtigt, og det klædte ikke historien. I modsætning til netop den bog var der ikke speciel megen uhygge over ‘Silhuet af en synder’, men hvad den ikke havde af uhygge, havde den til gengæld i misforståede hensyn, ulykkelig barndom og lesbisk kærlighed. Den snørklede historiefortælling fungerede også fint det meste af tiden, selvom jeg til sidst blev lidt mæt af det og fik følelsen af, at historien twistes, fordi den kan – og ikke fordi den bare er sådan.

Jeg er overordnet tilfreds med oplevelsen, men kan også mærke, at jeg ikke er helt færdig med at evaluere oplevelsen og vil gruble lidt videre over bogen de næste dage – og det er jo ikke så ringe endda, når en bog kan få én til at spekulere over historien, når den sidste side er vendt.

Bedømmer du en bog ud fra forsiden?

Hvor meget betyder bogens forside for dig, når du skal finde nyt læsestof? Er der bøger, du har kastet dig over, alene fordi forsiden tiltalte dig meget, eller er der bøger, som du har undgået på grund af en dårlig forside – men måske alligevel har læst og er blevet positivt overrasket?

Jeg kan godt fristes af et lækkert omslag. Nu skal man jo ikke bedømme alene på udseendet, men jeg har flere gange set en forside og straks blive ret interesseret i bogen, og jeg vil også hævde, at jeg sjældent tager fejl, når jeg får bestemte forventninger til en bog ud fra forsiden. Selvfølgelig er det glippet enkelte gange, men jeg synes, at de fleste forsider afslører en del om bogens stemning.

Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Havde jeg ikke læst flere rosende anmeldelser af denne bog, ville jeg næppe have givet mig i kast med den, men da det var muligt at hente den gratis som lydbog på P4’s hjemmeside i sidste måned, blev jeg fristet. Nu anmelder jeg sjældent de lydbøger, jeg hører, men denne her gjorde alligevel tilpas meget indtryk.

‘Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’ af Jonas Jonasson er en fantastisk farverig fortælling om svenske Allan Karlsson, der stikker af fra plejehjemmet på sin 100-års fødselsdag og hurtigt får rodet sig ud i kriminalitet og mord – dog med et glimt i øjet, for det var sandelig ikke med vilje! Han får snart følgeskab af en ret broget flok, og bogen skifter mellem at fortælle om deres oplevelser i nutiden og Allans liv gennem det 20. århundrede. Og der er meget at fortælle, for han har været vidt omkring.

Jeg blev med det samme fanget af den lune og tilbagelænede ironi, som forfatteren benyttede, og den første halvdel af bogen slugte jeg hurtigt. Bogen er blevet sammenlignet med Forrest Gump, og det er ikke uden grund. Hovedpersonen har en ejendommelig evne til at støde på de største og mest kendte statsledere i det 20. århundrede, som han i de fleste tilfælde får et godt forhold til, og der er nærmest ikke grænser for de mærkværdigheder, han får rodet sig ud i. Det er også her, at jeg tabte pusten, for det blev hurtigt lidt for søgt, lidt for heldigt, lidt for meget. Starten af bogen var god, for den fokuserede på nutiden, og det er den del af bogen, der helt sikkert fungerer bedst, men jo længere ind i bogen, man kommer, jo mere fylder fortiden. Hen mod slutningen bliver fortællingen i nutiden også lidt for heldig og godmodig, og det ærgrer mig svært, at en bog, der starter så godt, ender med at blive en rodet oplevelse.

Bogen ville gøre sig bedre ved at være kortere og skære ned på antallet af flinke statsledere. Det virker lidt som om, at forfatteren hen mod slutningen pludselig indser, at det nok er bedst, at det ikke slutter alt for dramatisk og derfor gør en række knapt så elegante krumspring for at gyde olie på vandene.

Er du til fantastiske fabler, hvor realisme er en by i Timbuktu, og hvor nøgtern lune og ufattelig held er i højsædet, så bør du overveje denne bog, for uanset min kritik er bogen langt hen ad vejen velskrevet og hyggelig læsning.

Rebecca

Omkring slutningen af oktober havde Litteratursiden en temartikel om gotiske romaner, og jeg blev ret inspireret af listen, så jeg låne flere af bøgerne på biblioteket. En af dem, jeg næppe selv var faldet over, var ‘Rebecca’ af Daphne Du Maurier – en bog, der er skrevet over over 70 år siden, og så vidt jeg har forstået lidt af en bestseller i sin tid.

Bogen handler om en ung og lidt usikker kvinde, som er ansat som selskabsdame for en overfladisk og snobbet frue. I Monte Carlo støder de på en herre, Maxim de Winter, som hurtigt fatter sympati for den unge kvinde, og som i sidste ende frier til hende.

Hun tror, hendes lykke er gjort, men da de rejser til Manderlay, som er hans smukke hus, finder hun snart ud af, at der hviler en tung skygge over stedet. De Winters tidligere hustru Rebecca, som omkom ved en tragisk ulykke mindre end et år tidligere, var åbenbart elsket og beundret af alle på egnen, og hovedpersonen kommer hurtigt til at føle sig utilstrækkelig og som en farveløs erstatning for den tidligere hustru. Flere og flere ubehagelige sammenstød med høje forventninger og hendes eget mindreværd forvandler lykken til et rent helvede, og samtidig dukker der flere og flere mærkelige oplysninger op omkring Rebecca.

Bogen er usædvanlig godt skrevet, og jeg må sige, at det var en fornøjelse at læse denne bog efter flere knapt så gode læseoplevelser her på det sidste. Historien er fængslende og medrivende, og jeg fik hurtigt sympati for hovedpersonen, som åbenbart er så ubetydelig, at forfatteren har valgt ikke at give hende et navn i bogen – et enkelt men genialt træk, som virkelig understreger hvor ubetydelig hovedpersonen er i forhold til Rebecca. I modsætning til ‘Den lukkede bog’, hvor jeg var ret træt af hovedpersonen, så synes jeg ikke, at ynkeligheden kammer over i denne bog, og det er jeg glad for.

Sproget er forførende og medrivende, og forfatteren forstår at nuancere uden at det bliver et vulgært orgie i tillægsord (deeet kan jeg nu også godt lide ind imellem, men det er en anden sag). Den dystre og gotiske stemning kommer fint frem med ganske enkle virkemidler, og som læser sad jeg flere gange og tænkte på, at nu sker der nok snart noget uhyggeligt, for huset virkede mere og mere uhyggeligt. Meget stemningsmættet og fascinerende.

Det er helt sikkert en bog, jeg vil anbefale!