Blodige bånd

Månedens tema i Bogudfordringen 2011 er krimi før 2000, og det var et let tema for mig – ikke kun fordi jeg med jævne mellemrum læser krimier, men også fordi jeg med det samme vidste hvilken bog, jeg ville kaste mig over.

Da jeg var teenager, slugte jeg Ed McBains krimier om Station 87 råt, så selvfølgelig måtte jeg ‘fejre’ månedens udfordring med netop at læse en McBain-krimi. Det passede sig også fint ved, at jeg fandt en af hans bøger i bogtræet i efteråret.

‘Blodige bånd’ omhandler overfaldet og mordet på Muriel Stark – en 17-årig almindelig pige, der var til fest sammen med sin 15-årige kusine. Bogen starter med, at sidstnævnte kommer styrtende ind på politistationen med blodige hænder og forrevent tøj. Hurtigt peger mistanken på Muriels fætter Andrew, men gennembruddet for efterforskningen kommer først, da kriminalbetjent Carella får fat i Muriels dagbog, der bringer nye overraskende vinkler på sagen.

Bogen er kun på 250 sider og er hurtigt læst. Den er ikke blandt McBains bedste, men den er simpel og lettilgængelig, og vi når også rundt blandt flere af de sædvanlige betjente på stationen. Det er en hyggelig krimi, og selvom flere af McBains bøger er mere barske end denne, så bliver det aldrig det blod- og voldsorgie, som flere af de nutidige krimiforfattere dyrker.

Pigen i gyngen

Gennem de seneste måneder er jeg flere gange blevet inspireret af Litteratursidens anbefalinger, og det er også på baggrund af dem, at jeg lånte denne bog på biblioteket. ‘Pigen i gyngen’ er skrevet af Richard Adams, som blandt andet har skrevet klassikeren ‘Kaninbjerget’, men genremæssigt er der nu stor forskel på de to bøger.

‘Pigen i gyngen’ handler om den engelske porcelænshandler Alan, som med jævne mellemrum rejser til København for at købe porcelæn til sin forretning. På en af sine ture møder han den meget smukke og charmerende tyske kvinde Käthe, som han forelsker sig hovedkulds i, og i løbet af få dage bliver de både forlovet og rejser til USA for at blive gift. Omgivelserne reagerer først med undren og skepsis, men så snart de møder Käthe, bliver de alligevel charmeret af hendes indtagende væsen, og gang på gang undrer hovedpersonen sig over, hvordan han dog kan være så heldig, at en kvinde som hende er faldet for ham?

Men stille og roligt er der flere og flere uforklarlige hændelser, som griber ind hverdagen og lægger sig som en mystisk tåge om Käthes ukendte fortid og hendes underlige temperamentsfulde anfald. Hvad udløser disse overnaturlige hændelser?

Det er en interessant bog, hvor samtalerne ofte er rappe i tempoet og overvældende af lidenskab. Især Käthe er overvældende og fascinerende i sin meget sprudlende opførsel, og hun blev meget tydelig for mig – et godt tegn på, at forfatteren forstår at gøre sine personer levende og relevante.

I historien går lang tid, før mystikken for alvor breder sig, og hvor historien er en hyggelig kærlighedshistorie, der er krydret med referencer til København – noget jeg i øvrigt fandt en anelse pudsigt, men sådan reagerer jeg let, hvis en udenlandsk forfatter pludselig inddrager Danmark i sin historie. Der går faktisk lidt for lang tid, før det for alvor bliver mystisk og uforklarligt, og jeg synes ikke, at klimaks er lige så tilfredsstillende som i ‘Rebecca’. Måske er det også forfatterens ønske, at det skal være en historie, man går tilbage til for at dykke mere ned i, og jeg er sikker på, at den sagtens tåler flere gennemlæsninger, så man opdager flere nuancer, men jeg savnede som sagt en mere afrundet slutning.

Den fremmede

Jeg har to udfordringer på bogfronten i år – jeg skal både læse en klassiker hver måned og læse en bog, der matcher månedens krav på Bogudfordringen 2011. Januars klassiker er ‘Den fremmede’ af Albert Camus, som er en lille sag på ca. 140 sider. Alligevel bliver den udpeget som klassiker på grund af den betydning, romanen havde for den franske litteratur, hvor Camus blev en af eksistentialismens stemmer.

Handlingen foregår i Algeriet, hvor den unge franskmand Meursault en dag kommer til at dræbe et andet menneske, og resten af bogen handler om retssagen, domsafsigelsen og Meursaults tanker om dette.

Jeg havde forventet en tungere og mere kompliceret tekst, men ‘Den fremmede’ var let at læse, og sætningskonstruktionerne var simple – nærmest grænsende til det barnlige, da fortællestilen var meget deskriptiv og blottet for indlevelse. I den første halvdel af bogen var det særlig slemt, og det irriterede mig, for det gjorde fortællingen flad og som noget, der skulle overståes. I anden halvdel var det ikke lige så udtalt – mest af alt fordi hovedpersonen stort set ikke har kontakt med andre personer i den del og derfor ikke har samme behov for at genfortælle deres ord og handlinger.

Efter at have læst bogen sad jeg og spekulerede over, hvorfor lige denne bog er værd at kalde en klassiker. Med nutidens øjne virker den ret simpel, og handlingen er så flad og ligetil, at den hverken vækker engagement eller store følelser i mig, da jeg læste den. Til gengæld kan jeg godt se, at historien afspejler den meningsløshed, som eksistentialismen har som omdrejningspunkt. Men sandt at sige vil jeg nok foretrække en faglig tekst om eksistentialisme frem for denne bog.

Saga

‘Saga’ er den tredje og sidste del i trilogien om Valhal af Johanne Hildebrandt. Jeg læste de to første bøger i det tidlige efterår og blev helt opslugt af den første bog, mens nummer to efterlod mig med et mere lunkent indtryk.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da det kan forstyrre læseoplevelsen af de to første bøger. Bogen trækker på mange af de personer, der er introduceret i de to første bøger, og ligesom mellem de to første bøger er vi atter rykket en generation frem, og derfor er det Saga, Frejas barnebarn, vi primært følger i bogen.

Der er knapt så mange knive i ryggen og overraskende intriger i denne bog i forhold til den foregående, og det synes jeg er et klogt valg, for det blev jeg en smule træt af, da jeg læste ‘Idun’, hvor der var mange skurke og få helte. Historien er medrivende, spændende og tankevækkende, og selvom ikke alt går, som jeg håbede, så er det alligevel en god og værdig afslutning på trilogien.

Samlet set er det bestemt en serie, jeg vil anbefale – i hvert fald hvis du har lyst til at læse en sagnhistorie med masser af dramatik, action, intriger, kærlighed og bedrag, og hvor sproget er så svulstigt og direkte, at du bliver blæst omkuld. Jeg overvejer kraftigt at kaste mig over en anden bog af samme forfatter, for hun imponerede mig med denne serie, og jeg er spændt på, hvad hun ellers kan skrive.

Kadaverjagt

Jeg har besluttet mig for at anmelde lidt flere af de lydbøger, jeg hører hver måned, og den første i rækken er ‘Kadaverjagt’ af Dennis Jürgensen. Det er en selvstændig fortsættelse til ‘Kadavermarch’ og kan derfor læses, selvom du ikke har læst den første – men jeg vil kraftigt anbefale, at du tager dem i kronologisk rækkefølge, for ellers vil du være ret forvirret i starten.

Bogen handler om særlingen Lorens, der bor på Anholt og som pludselig får besøg af zombier. Efter halsbrækkende scener, hvor det hurtigt står klart, at nærkontakt med zombierne har dødelig udgang, går han sammen med et par andre øbeboere og tager kampen op mod de levende døde.

Bogens handling relaterer sig ikke synderligt til den første bog, da både sted og personer er nogle andre, men bogen starter med et regulært zombieangreb, og der går lang tid, før hovedpersonen finder ud af tingenes rette sammenhæng. Baggrunden for zombiernes opdukken er ret interessant, og derfor synes jeg ikke, du skal snyde dig selv for ‘Kadavermarch’, for når alt kommer til alt synes jeg, at det var en bedre bog. ‘Kadaverjagt’ bruger for meget tid i starten på at beskrive Lorens’ kamp mod zombierne, og der går for lang tid, før han slutter til en større gruppe. Det er muligt, at filmen I Am Legend fungerede fint med ganske få personer, men læsere af horror ved jo godt, at der ryger nogle personer i svinget, når først zombierne trænger sig på, og derfor var starten ikke specielt skræmmende, for der var jo ikke så mange dødelige ‘at give af’.

Bogen er i øvrigt rimelig kort, men jeg synes, at mængden af action og bogens længde passer fint sammen. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at læse denne, men da jeg fandt den som lydbog på netlydbog.dk, så måtte jeg straks høre den i stedet. Jeg har en fiks idé om, horror kan være ekstra interessant som lydbog, men da bogens handling og personer er ret jordnære, så blev det dog ikke så skræmmende, som jeg havde håbet. Til gengæld blev jeg ret overrasket over, at der var lagt lydeffekter på – primært tunge slæbende lyde og stønnen/gurglen fra zombierne – for det har jeg ikke tidligere oplevet med lydbøger, men det var en god idé!

The Magicians’ Guild

‘The Magicians’ Guild’ af Trudi Canavan er blandt de fantasybøger, jeg har hørt bedst om de sidste par år, så jeg havde en del forventninger til bogen.

Det er første bog i en trilogi, og den handler om pigen Sonea, der ved et uheld finder ud af, at hun har magiske kræfter. Det kommer som et chok for hende, for hun er ikke andet end almindelig pøbel, og det er helt uhørt, at en pige som hende skulle have magiske evner. I forvejen kommer hun fra fattige kår, hvor skepsissen og hadet til magikerne er stort, og hendes modvilje bliver ikke mindre, da magikerne indleder en jagt på hende, for det accepteres ikke, at utrænede magikere går frit omkring. Hendes venner forsøger at hjælpe hende, men magikerne kommer alligevel tættere og tættere på…

Forventningerne blev bestemt indfriet – det var en rigtig god læseoplevelse! Det var spændende at følge Soneas flugt og udviklingen af hendes evner, og det var dejligt at læse en historie, hvor hovedvægten af personerne var sympatiske. Der har ellers været en tendens til, at nyere fantasybøger havde narcissistiske, egoistiske og irriterende hoved- og bipersoner i rollerne, men det lider denne bog ikke af, og jeg nød at fordybe mig i denne fantasyverden, hvor jeg levende kunne forestille mig de enkelte scener.

Sproget flyder let og ubesværet, og fortællingen er ikke hæmmet af en masse selvopfundne og knudrede fantasynavne. Den er let at læse – også selv hvis du ikke er vant til at læse engelske bøger – og tempoet er stille og roligt, så det er let at følge med. Jeg tror, jeg skal have købt toeren… næste gang jeg giver mig selv lov til at købe bøger…

Beautiful Dead – Jonas

Jeg har mange gange kigget på denne bog og overvejet at læse den, og da jeg så fandt den på tilbud for en måneds tid siden, fik jeg endelig gjort noget ved sagen. ‘Beautiful Dead – Jonas’ af Eden Maguire er den første bog i en serie på fire, der foregår i byen Ellerton, hvor fire unge mennesker er døde inden for blot et år.

En af dem, Phoenix, efterlader sig kæresten Darina, der er dybt fortvivlet over hans død, og det er hende, læseren følger. Hun længes efter ham, og hun kan næsten ikke tro sine egne øjne, da hun atter får mulighed for at se ham. Phoenix er blevet en af De Smukke Engle – meget smukke væsener, der er sendt tilbage for at opklare de mystiske omstændigheder ved sin egen død, hvis ikke vedkommende vil ende for altid i limbo. Darina er den eneste, der kender til deres eksistens. De fire unge mennesker, der alle var døde i løbet af det sidste år, er blandt De Smukke Engle, og det er Jonas’ død, der er omdrejningspunktet i den første bog i serien.

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var så imponeret over bogen. Personkarakteristikken var flad, og jeg følte mig hverken berørt af dem eller deres skæbner. Ideen med De Smukke Engle er ganske fin, men jeg følte mig ikke overbevist om, at de vitterlig var så smukke og fantastiske, ligesom kærlighedsforholdet mellem Darina og Phoenix heller ikke virkede overbevisende. Jeg har dog en mistanke om, at bogen vil være bedre på engelsk, for på dansk var sproget alt for simpelt til, at den for alvor fængede mig.