Madame Bovary

Jeg har to bogudfordringer i år, og hvor februar måneds lød på novellesamling, hvor jeg læste ‘Start uret’, så blev månedens klassiker ‘Madame Bovary’ af Gustave Flaubert.

Bogen handler om Emma Bovary, der som ganske ung gifter sig med den rare, naive og ret jordnære læge, Charles, som elsker hende højt. Desværre indser Emma hurtigt, at livet som lægens frue slet ikke lever op til hendes drømme og ønsker. Han er kedelig og forudsigelig, og livet som gift middelklassefrue indeholder ingen spænding, så hendes hungren efter lidenskab og eventyr kaster hende snart ud i en affære, hvor hun konstant søger det dramatiske, passionerede og livsbekræftende. Hverdagen er slet ikke hende – hun trives kun, når romantikken truer med at kvæle hende i al dens voldsomhed.

Emmas realitetssans er i bedste fald ringe og i værste fald ikke tilstedeværende. Som læser sad jeg flere gange og tog mig til hovedet over den håbløs naive og uansvarlige måde at forvalte ikke blot eget men også andres liv, og sandt at sige havde jeg ikke meget til overs for hende. Hun fokuserede meget på egne drømme og byggede en masse luftkasteller op, som tydeligvis viste, hvor ung og umoden hun var.

Historien er elegant skrevet og formår at give et indblik i en kvindes liv, hvor drømme og virkelighed åbenbart ikke kan forenes. I dag virker problematikken en smule søgt, da det er er blevet naturligt at kunne være gift flere gange i løbet af livet, men det var det ikke i 1857, hvor romanen blev skrevet, og der var problemstillingen noget mere forståelig. Dengang blev der set (endnu) mere skævt til utroskab, og forfatteren blev involveret i en retssag, da man mente, at hans skildring af utroskab var anstødelig og til fare for den offentlige moral. Han vandt dog retssagen.

Ud fra et historisk perspektiv er romanen interessant, men jeg må dog også indrømme, at hovedpersonen var så irriterende naiv og tåbelig, at jeg slet ikke følte sympati med hende.

Start uret

Jeg har længe savnet noget ordentlig sci-fi i læsningen. Da jeg var barn, var det rimelig let at få fingre i sci-fi bøger, men de sidste ti år har boghitlisterne stået i fantasy-, krimi- og nu paranormal romance-bøgernes tegn. Jeg blev derfor rigtig glad, da jeg læste en ret positiv anmeldelse af denne novellesamling på Den Elektriske Kanin i december.

‘Start uret’ af Benjamin Rosenbaum er som sagt en novellesamling, hvor historierne varierer meget i længde og tema. Min favorit var den første, som også lægger navn til bogens titel, og tager udgangspunkt i en verden, hvor mange mennesker har valgt at være unge og leve et sorgløst (teenage-)liv, og hvor en i vennegruppen pludselig vil bryde denne idyl ved at udtrykke ønske om at blive ældre og få børn.

Jeg synes dog også, at kvaliteten af novellerne svinger utrolig meget, og et par af dem er komiske på en kikset måde, og det ærgrer mig, for den første novelle er rigtig god, og det er sjældent, jeg støder på gode noveller. Det er en kunst at skrive en spændende og velfungerende historie på få sider, og det er en af grundene til, at jeg ikke plejer at læse novellesamlinger, for det er ikke særlig tit, at jeg imponeres over kvaliteten. Det blev jeg heller ikke denne gang, men jeg så på biblioteket, at Science Fiction Cirklen har udgivet flere bøger, og jeg tror, jeg vil undersøge det nærmere på et tidspunkt, for god sci-fi længes jeg stadig efter.

Kadaverdoktoren

Tilbage i november fik jeg downloadet ‘Kadaverdoktoren’ af Lene Kaaberbøl som lydbog, da den var blandt flere bøger, som var mulige at downloade gratis i forbindelse med bogmessen på et tidspunkt. Her på det seneste har jeg så haft problemer med netlydbog.dk, så det var oplagt at kaste sig over denne bog, som jeg havde set frem til at nyde.

Bogen foregår i 1894 i en by i Frankrig og handler om opklaringen af flere sære dødsfald, som måske har noget med hinanden at gøre. Hovedpersonen er den unge Madeleine Karno – datter af enkemanden Albert Karno, som er en af byens læger. Han er kendt som Kadaverdoktoren, da det ofte er ham, som undersøger ligene i forbindelse med dødsfald. Madeleine assisterer ofte sin far, når han arbejder, og sammen opdager de en mide i næseboret på liget af en ung kvinde, som faren er i gang med at undersøge. Kvindens forældre nægter at lade hende obducere, så der er kun miden til at hjælpe opklaringsarbejdet videre, og kort tid efter er der endnu et mystisk dødsfald, hvor der også bliver fundet mider på liget.

Snart går jagten på den ukendte morder, og både Madeleine og hendes far bliver involveret i opklaringsarbejdet.

Madeleine er en intelligent og videbegærlig ung kvinde, og hun er på flere punkter ret usædvanlig for den tids kvinder, hvilket både glædede og generede mig på samme tid. Nu er lige præcis den tids kvinderoller noget af det mest uinspirerende, jeg kan forestille mig, så det er dejligt, at hun har noget mere vid og selvtillid, end kvinderne oftest beskrives med. Men samtidig er hun så egenrådig og intelligent, at det næsten virker utroværdigt. Heldigvis har forfatteren også givet hende en knapt så heldig måde at omgås mennesker, så hun tit ender i akavede situationer, fordi hun ikke helt ved, hvordan hun skal begå sig, og det gør det lettere at tilgive hendes ’superevner’ på andre områder.

Bogen er stemningsfuld og med mange gode detaljer – både i beskrivelserne af personer og af omgivelserne. Den er ikke speciel uhyggelig, men til gengæld er opklaringsarbejdet spændende og medrivende. En fin bog, som jeg nød at høre som lydbog, men som også vil være god i almindelig papirudgave.

Flaskepost fra P

Jeg tror ikke, at forfatteren behøver en nærmere introduktion, for er der en dansk forfatter, som danskerne virkelig har taget til sig de senere år, så er det Jussi Adler-Olsen, der med sin serie om Afdeling Q har skabt en spændende og fængslende serie om en lille dansk kriminalafdeling, der opklarer bestialske mord og grusomme forbrydelser.

‘Flaskepost fra P’ er tredje bog i denne serie, hvor Carl, Assad og Rosa denne gang får fingrene i en flaskepost, der har boet flere år i en vindueskarm i Skotland, inden trioen sætter sig for at tyde brevets indhold. Sideløbende følger læseren en kidnapper, som er besat af at infiltrere religiøse sekter, bortføre deres børn og kræve løsepenge af forældrene.

Jeg holdt meget af de to første bøger, som fangede mig hurtigt, og især samspillet trioen imellem var med til at gøre bogen interessant. Jeg tror også, at det er på det punkt, at den tredje bog fejler lidt, for den er lige lovlig langtrukken i starten, og uden at afsløre for meget, så har trioen det mildest talt ikke særlig godt.

Men bogen vinder ved nærmere bekendtskab – eller rettere et stykke længere inde i bogen – hvor handlingen for alvor kommer i omdrejninger, og trådene så småt flettes sammen. Der kommer mere kød på Assad og Rosa, ligesom Carl også får flere nuancer, og det klæder alle tre figurer. Samtidig er det også rart, at kidnapperen – selvom han synes overlegen og meget struktureret – også bliver ret presset undervejs, for superskurke har en tendens til at blive kedelige og lidt for heldige.

Alt i alt en glimrende treer i denne spændende serie. Den første bog er stadig min yndlings i den serie, men jeg synes, at forfatteren er sluppet meget godt af sted med denne bog.

Dødsspillet / The Hunger Games

Denne bog har jeg både læst danske og engelske anmeldelser af, og hver gang var anmelderen ved at boble over af begejstring over læseoplevelsen. Jeg var selv i tvivl, hvilket sprog jeg skulle læse den på, men jeg endte med den danske udgave – til trods for at det er en meget dyrere fornøjelse i forhold til, hvor billige bøgerne er på engelsk. Jeg har dog indtryk af, at den danske udgave er en god
oversættelse – jeg syntes i hvert fald ikke, den var ramt af knudrede sæninger eller lignende tegn på hovedløs oversættelse.

‘Dødsspillet’ af Suzanne Collins handler om den 16-årige Kattua, som lever i fremtidsverdenen Panem, der er opdelt i 12 distrikter. Hun bor sammen med sin mor og lillesøster i det fattigste i distrikter, og hver dag er en kamp om at skaffe føde nok. Kattua løser det ved at gå på jagt sammen med sin ven Gale, og de er ganske ferme til at fange mindre dyr og finde spiselige rødder, som sørger for at holde den lille familie i live.

I Panem er en af de vigtigste årlige traditioner Dødsspillet, hvor hvert distrikt vælger en dreng og en pige til at repræsentere sig i det største tv-show,  hvor deltagerne kæmper til døden om at være den sidste overlevende. Det er en vulgær form for realityshow, hvor børnene bliver sluppet løs i et ukendt terræn og med den oppakning, de kan nå at få med sig fra startsområdet, og så følger tv-seerne dem ellers, mens de forsøger at overleve i det barske terræn – og jager hinanden.

I de rige distrikter trænerne børnene til begivenheden gennem flere år og melder sig frivilligt, mens de fattige distrikter afholder en lodtrækning. Kattuas lillesøster bliver – imod al sandsynlighed – udtrukket, og Kattua melder sig straks frivilligt, så lillesøsteren undgår at deltage i det farlige spil.

Selve præmissen interesserede mig fra start, og handlingen er tempofyldt men giver også plads til masser af stemning og indlevelse. Forfatteren formår at skabe en hovedperson, som er skeptisk, dedikeret og småparanoid uden at det kammer over, så hun fremstår som en sur og tvær teenager, der er svær at holde af. Der er en god balance mellem Kattuas – sunde – skepsis og hendes trang til at holde af og gøre det rigtige, selvom det ikke altid gavner hende selv. Som læser ved du, at ikke alle vil overleve Dødsspillet, og derfor var det modigt at forfatteren at give et mere nuanceret billede af flere af deltagerne, for som læser sad jeg nærmest og blev nervøs for at komme til at holde af de andre deltagere, når jeg vidste, at de næppe ville overleve. Men den slags taktik forhindrede som sagt ikke forfatteren i at vise andre og mere sympatiske sider af deltagerne, og det kunne jeg rigtig godt lide. Sort/hvid-historier er jo sjældent særlig interessante.

Det her er en page-turner – jeg læste den ret hurtigt og havde svært ved at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang. Der er lagt et fint stykke arbejde i at beskrive en verden og forskellige kulturer, så de bliver levende og relevante, og personerne er for de flestes vedkommende også interessante og nuancerede.

Det eneste, der irriterer mig – og det er ikke bogens skyld – er at jeg ville skrive næste bog i serien på min ønskeseddel, inden jeg havde læst bogen færdig, og da jeg gik ind på en bogshop for at finde titlen på den næste bog, afslørede den første linje af bogens beskrivelse, hvad ‘Dødsspillet’ slutter med! Det er simpelthen så irriterende, når bogshops lægger den slags tekster op uden at tage hensyn til, at den potentielle køber ikke nødvendigvis har nået at læse den foregående bog endnu! (og jeg gik selvfølgelig ikke ind for at læse hele beskrivelsen, men den første linje var ‘tvungen’ læsning, når man søgte på forfatterens navn og fik oversigten af bøger). Det ødelagde lidt af spændingen – men gjorde så også, at jeg fik læst bogen endnu hurtigere, så jeg ikke skulle gruble for meget over, hvad der præcis ville ske undervejs, siden bogen kunne slutte på den måde.

Blækhjerte

Jeg stødte tilfældigt på denne bog på en anden blog for et stykke tid siden, og da jeg havde læst lidt om bogen, tænkte jeg, at den ville egne sig fint som hygge-fantasy en mørk vinteraften. Der tog jeg dog lidt fejl, for bogen har længere passager, der både er mørke og ubehagelige.

‘Blækhjerte’ af Cornelia Funke handler om pigen Meggie, der bor sammen med sin far Mo, som er bogbinder. Han er en ener inde for sit felt, og hans kundskaber er efterspurgt af mange bogsamlere, men det er nu ikke den eneste ting, som han mestrer – han kan også fortælle historier så levende, at hans stemme kan fremmane personer fra de bøger, han læser højt! Og det har haft katastrofale følger, for Mo kan ikke selv bestemme, hvem han fremmaner – og hvornår, så pludselig er en af de værste skurke og hans mænd sluppet løs i virkeligheden, hvor de snart udgør en fare for mange og især for Meggie og Mo. 

Som bogelsker er det jo skønt at følge hovedpersoner, som også nærer stor kærlighed til ‘den gode historie’. Det kriblede helt i mine hænder, da jeg læste om Elinors fantastiske bibliotek, og jeg blev også lidt misundelig, da Maggies kiste med smukke indbundne bøger blev beskrevet.

Bogen er som sagt ikke specielt hyggelig, for hovedpersonerne bliver udsat for flere ubehagelige ting, og der er intet formildende ved skurken, så det er ikke en bog, du læser for at blive fortryllet af feer og smilende elvere. Men det gør ikke bogen dårlig – bare anderledes i forhold til, hvad jeg havde forventet, og alt i alt er det en udmærket og tankevækkende bog, som leger med ideen om at kunne trylle figurer ud af eventyrbøgerne – og hvor galt det kan gå. Men jeg havde dog håbet at blive grebet bare lidt mere af historien.

Ondvinter

Første gang, jeg stødte på denne bog, kunne jeg ikke lade være med at smile, da jeg så bogens titel. Den virkede en anelse barnlig, og selvom bogens oplæg lød spændende, så vurderede jeg det først som en børnebog. For et stykke tid siden læste jeg så en anmeldelse af den, hvor den stadig lød interessant – og så kom den alligevel med hjem fra biblioteket, da jeg var forbi for nylig.

‘Ondvinter’ af Anders Björkelid handler om tvillingerne Sunia og Wulff, som allerede fra små lægger mærke til, at de adskiller sig fra de andre landsbybeboere. En dag fanger de et underligt dyr, som viser sig at være en vætte, og det bliver deres første møde med en overnaturlig verden, de ikke tidligere kendte det. En verden, som rummer mange farer, og som de snart bliver konfronteret med.

Der er en fin dyster stemning i bogen, og historien er både interessant og velskrevet. De overnaturlige elementer kommer langsomt snigende i løbet af handlingen, hvor tvillingerne opdager flere nye sider ved dem selv og deres far, og de forstår pludselig flere mystiske hændelser fra deres barndom.

De to tvillinger virker interessante og er sympatiske men laver også fejl, og det er en god balance, som jeg har savnet i flere af de nyere fantasybøger, jeg har læst de seneste år.

Det er en udmærket bog, som sagtens kan læses af voksne, og jeg vil bestemt ikke afvise at læse efterfølgeren, når den bliver udgivet.