90 film i en fart

Dette er en bog, som du har glæde af, uanset om du har set filmene eller ej. Jeg købte den for nylig, da jeg fandt den på tilbud, og det er en hyggelig og sjov gennemgang af 90 film – hver fortalt på fire tegneserievinduer.

Der findes en tilsvarende bog, hvor 90 (klassiske) bøger også er gennemgået, men den turde jeg ikke kaste mig over, for jeg er i gang med at læse en del klassikere og vil ikke kende for meget til historierne inden.

Men som sagt – ’90 film i en fart’ kan du sagtens læse, selvom du ikke har set filmene inden, men jeg syntes dog, at en del af gennemgangene blev sjovere af at kende filmen i forvejen.

Du skal dog være opmærksom på, at der ved enkelte film bliver afsløret lige lovlig meget af handlingen, mens andre er beskrevet så indforstået, at det ikke ødelægger fornøjelsen ved at se filmen på et senere tidspunkt – men omvendt heller ikke er så sjovt, da du ikke ved, hvad der refereres til.

Drageløberen

Dette er en bog, jeg burde have læst allerede for flere år siden, da den kom ud. ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini fik megen positiv omtale og solgte ret godt, da den udkom i 2003-2004 og blev siden hen filmatiseret. Da jeg stødte på den som lydbog hos netlydbog.dk, besluttede jeg dog, at nu var tiden kommet til at teste, om den kunne leve op til de mange rosende ord.

Handlingen fortælles af Amir, der vokser op i Kabul som en del af overklassen. Hans bedste ven er Hassan, der er jævnaldrende med Amir og tjener hos Amirs far, men det er ikke noget, de taler højt om, for Hassan tilhører en af de laveststående klasser i Afghanistan, og det er ikke velset at have relationer til dem.

De to drenge leger godt sammen og er et af de stærkeste par til den årlige drageturnering indtil den dag, hvor misforståelser og frygt splitter dem ad. Kort tid derefter rejser Hassan og hans far væk, og få år efter forlader også Amir og hans far fødehjemmet og flygter til USA, da russerne rykker ind i Kabul.

Årene går, og da Amir en dag får mulighed for at gøre alt godt igen og være den loyale ven, som han ikke formåede at være som dreng, griber han muligheden og begiver sig på en farefuld færd.

Det var en meget gribende historie. Normalt foretrækker jeg historier i den lettilgængelige ende af skalaen, når jeg vælger lydbøger, da jeg primært hører dem, mens jeg går – ofte i områder, hvor der er en del trafik. Med denne bog var der dog ingen problemer med at koncentrere sig om historien, selvom der var masser af støj omkring mig, for den er godt fortalt og var svær at ‘give slip på’. Historien blev ved med at vende tilbage i mine tanker, og flere gange måtte jeg lige synke en ekstra gang eller to, når der var passager i fortællingen, som var særligt barske.

Historien har en god rytme, og forfatteren er god til at lave ildevarslende cliffhangers, så du som læser ved, at noget snart vil ende ulykkeligt, og det derfor er endnu mere grusomt at læse om. Den sidste del af historien er dog til tider så barsk og sørgelig, at det bliver lidt for meget og lidt for påduttet, men ser jeg bort fra det, er det en af de mest gribende bøger, jeg har læst det seneste år – kun ‘Stadig Alice’ har gjort lige så ondt at læse. ‘Drageløberen’ er en tankevækkende bog om venskab, frygt, kærlighed, svig og ærlighed, og har du ikke allerede læst den, så vil jeg anbefale dig at læse den.

Dæmonernes by

Denne bog har jeg længe ønsket at læse, og da jeg for nylig var på biblioteket og spurgte om inspiration til boglånene via Twitter, foreslog Rebecca, at jeg fik fat i ‘Dæmonernes by’ – og det gjorde jeg så.

Bogen, der er skrevet af Cassandra Clare, er første del i en trilogi – eller det var det, for nu forlyder det, at forfatteren skriver et bind mere i serien.

Hovedpersonen er den 15-årige Clary, som lever et helt almindeligt liv, indtil hun en dag er på diskotek sammen med vennen Simon og som den eneste overværer, hvordan tre unge mennesker jager og dræber en ung fyr. Da hun forsøger at forklare hændelsen for Simon og de vagter, der er tilkaldt af hendes chokerede opførsel, tror de hende ikke, og det går op for hende, at hun er den eneste, der kan se morderne. De er skyggejægere og tilhører dermed en anden verden, der er befolket af dæmoner, troldmænd, vampyrer og varulve, og hun bliver snart inddraget i deres verden, da det viser sig, at der er en grund til hendes overnaturlige evner.

Det var en hyggelig læseoplevelse, og bogen er spændende og underholdende. Et potentielt trekantsdrama udviklede sig anderledes end ventet, og det passede mig rigtig godt, for der er lige lovlig mange ‘helt almindelig pige møder en eller flere lækre fyre og vild passioneret kærlighed opstår’-bøger i handlen for tiden. I det hele taget udviklede kærlighedsdelen sig til at blive nuanceret på flere fronter og mere interessant, end jeg ellers har set i den type bøger. Det kan i hvert fald udvikle sig i en spændende retning.

Til gengæld er der flere klicheer, og jeg var lidt irriteret over, at der igen-igen ikke kan være bog med overnaturlige elementer, uden at både vampyrer og varulve skal nævnes. Nu var deres interne konflikt ikke lige så dominerende, som jeg kunne have frygtet, men stadig – de to grupperinger er ikke uløseligt forbundet. Der er også hele baggrunden for, hvordan Clary har fået sine evner, og hvorfor hun inddrages i den overnaturlige verden, som flere steder virker lige lovlig konstrueret og utroværdig.

Jeg var ikke helt oppe at ringe over denne bog, men det var som sagt en hyggelig oplevelse, og jeg skal også læse de andre bøger i serien på et senere tidspunkt.

Mus og mænd

Månedens klassiker-udfordring er denne gang en bog, som jeg efterhånden har set og hørt referencer til mange gange – ikke mindst i tv-serien Lost, som vi så sjette og sidste sæson af for nylig.

John Steinbeck optræder ofte med flere bøger på de ‘klassikere du bør læse’-lister, som jeg er stødt på de senere år, og jeg vil ikke afvise, at jeg godt kan finde på at kaste mig over en bog mere af ham i år.

I første omgang blev det til ‘Mus og mænd’, som er en lille bog på ca. 130 sider. Bogen handler om landarbejderne George og Lenny, den lille og den store, den kloge og den dumme, som vandrer fra gård til gård og løser de opgaver, de nu kan få. Det er George, der planlægger for dem begge to, for den enfoldige Lenny følger mest af alt bare trop, mens han drømmer om et landsted med bløde kaniner, som han kan ae.

Drømmen om et bedre liv er ret essentiel for bogen, og som læser fornemmer man hurtigt, at det nok kun vil være en drøm, for den slags sker ikke for afvigere – og det er de to mænd og i særdeleshed Lenny. Situationen er skrøbelig, og det ender da også galt, da Lennys fascination af bløde genstande kombineret med hans utrolige styrke ender i en ulykke.

Det er en ret enkel og lineær fortælling uden så megen udenomssnak. Den er stemningsfuld, og det var let at visualisere handlingen til trods for, at fortællestilen er så ligetil. Historien og ikke mindst slutningen er langt hen ad vejen ret forudsigelig, hvilket blot er med til at forstærke den sørgmodige stemning.

Som altid er det interessant at overveje, hvorfor denne bog er blevet en klassiker. Jeg vil mene, at den enkle opbygning, som rammer noget så grundlæggende som frihedstrangen og drømmen om det gode liv, er en vigtig del, som ikke går af mode, selvom bogen er skrevet for over 70 år siden.

Den Røde Boomerang

I sidste måned blev jeg kontaktet af en forfatter, som ville høre, om jeg ville læse og anmelde hans seneste bog. Da jeg havde læst fortalen, takkede jeg ja, for det lød interessant, og så er det jo altid spændende at stifte bekendtskab med nye forfatterskaber.

‘Den Røde Boomerang’ af Kim Jørgensen lægger ud med et møde mellem to mænd, som ender med, at den ene trækker den andens livløse krop ind i en bil og lader den forsvinde i det kolde søvand. Imens står en anden mand i skjul og betragter hele sceneriet. Gerningsmanden – det succesfulde og skruppelløse byggematador Klaus Winther – har dog mange ugerninger på samvittigheden, og selvom han sikkert og fejlfrit er styret udenom problemerne i mange år, så må han efterhånden indse, at han har ødelagt så mange menneskers liv, at der er flere, som mener, at regnskabets time er kommet.

Det er en kort – kun lidt over 200 sider – og lettilgængelig bog. I starten var den lige lovlig letbenet i sproget og mindede mig mest om en ungdomsroman. Sproget var lidt for simpelt, der var flere korrekturfejl, og der var også en række gentagelser. Men da jeg nåede et stykke ind i bogen, gled historien lettere og mere naturligt og bød på flere gode momenter. Forfatteren har gjort en del ud af at inkludere flere ‘hemmelige’ personer, forstået på den måde at det længe står uklart, hvem der optræder i de enkelte passager, og det er jo en smagssag, om man kan lide det. Personligt gjorde det mig ikke det store, men det blev brugt i et omfang, så det virkede som en lidt for let løsning.

Hovedskurken havde jeg det til gengæld lidt sværere med, da han virkede lidt for karikeret og skurkagtig til en dansk setting. Hans handlinger var for planlagte, for bombastiske, for perfekte.

Slutningen af bogen er desværre ret kort. Der skal pludselig forklares meget på ganske få sider, og der synes jeg, at metoden er for let (hvordan kan jeg ikke komme ind på her, hvis du gerne vil læse bogen på et tidspunkt). Så hellere bruge flere sider på den. 

Nobody

Jeg har altid haft et ret ambivalent forhold til Neil Gaiman. Flere af mine venner priser hans bøger, og jeg har beundret ham for flere af de nytænkende og skæve universer, som han har bragt til live i sine bøger. Jeg har dog flere gange oplevet, at der lige manglede det sidste – at der var et eller andet, der skurede i historiens rytme, når jeg læste hans bøger. Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg faldt over denne bog på biblioteket.

‘Nobody’ af Neil Gaiman er en børne- og ungdomsroman, som handler om den unge knægt Nobody – også forkortet Bod – som lever på en kirkegård blandt alle de døde. Hans forældre blev myrdet, da han var lille, og kun held og pudsige omstændigheder gjorde, at Bod selv søgte skjul på den nærliggende kirkegård, hvor de levende døde (ikke at forveksle med zombier) straks tog sig af ham.

Bod får en særpræget opvækst, hvor læseren også møder en lang række af kirkegårdens beboere, der forsøger at lære Bod at kunne begå sig blandt de døde ved at introducere ham til kunsten at hjemsøge, ‘blegne’ m.m. Men stille og roligt begynder fortiden at indhente Bod, og han må snart indse, at forældrenes morder stræber ham efter livet.

Bogen er – trods den alvorlige start – hyggelig læsning, og persongalleriet er interessant og levende. Det er en af de Gaiman-bøger, som jeg har været mest på bølgelængde med, og nød jeg stemningen samt det faktum, at selvom det var en ungdomsbog, så formåede forfatteren at inddrage alvorlige hændelser på en elegant og relevant måde, uden at det endte med for meget fokus på det sørgelige.

Bogfix

Jeg havde ikke helt planlagt at skulle på bogindkøb, men da jeg havde 1½ times ventetid i København i fredags, smuttede jeg forbi den store boghandel ved Rådhuspladsen og faldt over en håndfuld bøger, som gerne ville med hjem. Faktisk var der en del, der gerne ville det, men jeg begrænsede mig til disse, som jeg fik til en god pris – gav et sted mellem 200 og 300 kr. for de fem.

Jeg forudser en sommer med gode læseoplevelser!

Stadig Alice

Min liste over bøger, jeg gerne vil læse, bliver konstant længere, og det hjælper ikke, at jeg læser med på en del blogs, hvor folk anbefaler bøger, som de har nydt at læse. En af disse – ‘Stadig Alice’ af Lisa Genova – læste jeg den anden dag, og selvom det ikke var en bog, jeg decideret nød at læse, så er det absolut en af de bedste, jeg har læst i år.

I bogen følger vi den 50-årige Alice, som er professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet. Hun er blændende intelligent og højt respekteret for sin faglighed og har et dejligt liv sammen med sin mand og tre voksne børn. Lidt efter lidt opdager Alice, at hun er begyndt at små detaljer – enten et ord, en aftale eller noget helt tredje, og snart indser hun, at noget er galt. Måske er det stress, eller kan det være overgangsalderen. Da hun endelig tager sig sammen og går til lægen, får hun imidlertid at vide, at hun har Alzheimers i en form, som er arvelig og rammer yngre mennesker.

Til trods for at hun kæmper mod sygdommen – både mentalt og med medicin – forværres hendes tilstand, og snart kan hun heller ikke skjule det for venner og kolleger.

Denne bog gjorde ondt at læse, for selvom forfatteren holder fortællingen i en meget lødig stil, som ikke svælger synderlig i følelsesporno og billige tricks, så går det lige i hjertet, når man som læser opdager, hvordan Alices hukommelse langsomt falder fra hinanden og får hende til at blive et helt andet menneske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ‘Dronningeofret’, hvor den ene hovedperson også mister store dele af sin hukommelse, og hvor jeg følte samme afmagt ved at følge en person, som må indse, at der ikke er langt igen. Eller rettere – at personen ikke får lov til at dø ’som sig selv’, men som et falmet billede af den person, man var engang.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har grædt så meget, mens jeg læste en bog – jeg kan kun huske at have fældet en enkelt tåre eller to under boglæsningen de senere år, men her strømmede tårerne ned af kinderne på mig flere gange. Måske er det lige så meget frygten for at opleve denne sygdom hos en, man holder af, der rørte mig dybt og fik mig til at føle mig så sårbar og dødelig.

Jeg vil varmt anbefale at læse bogen, som ikke er synderlig lang, men som kræver lidt tid at fordøje bagefter. Den er varm og sørgelig på samme tid, men den rørende historie er absolut værd at bruge tid på.

Kongens fald

Aprils klassiker-udfordring blev ‘Kongens fald’ af Johannes V. Jensen. Det er sådan en bog, mange læser i løbet af deres skoletid, men af ukendte grunde nåede vores konservative dansklærer i gymnasiet ikke at finde denne frem i løbet af de tre år. Til gengæld er det en af de bøger, som optræder i Kulturministeriets meget omdiskuterede kulturkanon.

Bogen handler om den unge bondesøn Mikkel Thøgersen, der kommer til København og her ser Christian den 2. for første gang. Hvad Mikkel ikke ved på dette tidspunkt er, at han vil følge kongens liv på tæt hold, og bogen beskriver en begivenhedsrig tid af Danmarkshistorien, hvor de skandinaviske lande er i krig, og hvor Christian forsøger at konsolidere sin magt over Danmark, Norge og Sverige. Men borgerkrigen – Grevens Fejde – ødelægger disse planer og river tæppet væk under kongen, hvis magt smuldrer. En del af historien beskrives ved at følge Mikkel, men også en del af de personer, han møder på sin vej, optræder i mindre afsnit, som er med til at give et samlet billede af Mikkel og kongens liv.

Bogen er skrevet i et gammelt sprog og med vendinger, som ikke findes i det nudanske sprog, så det kræver lidt mere nærvær at læse bogen. I betragtning af, at bogen kun er på ca. 200 sider, er den spækket med handling og er på det punkt nærmest en modsætning til ‘Forbrydelse og straf’, som jeg læste lige inden.

Det var spændende at læse om denne tidsperiode, som jeg har forsømt lidt de seneste år, og det er en hyggelig måde at få opfrisket historieundervisningen på. Den var lidt tør at komme i gang med – jeg skulle lige vænne mig til skrivestilen og rytmen i historien – men da historien først kom i omdrejninger, var det en udmærket læseoplevelse, hvor jeg især nød det gamle sprog og den ekstra udfordring, der lå i at dekonstruere de vendinger, som ikke findes i nutidens hverdagssprog.