Når oplæseren fortolker bogen

For et par år siden læste jeg de to første bøger i ‘Vampire Diaries’-serien på engelsk, men det havde jeg glemt alt om, da jeg for nylig skulle låne et par lydbøger på netlydbog.dk og fik downloadet den første bog i serien. Da jeg opdagede fejlen, besluttede jeg mig for at høre bogen alligevel, for det kunne jo være, jeg så også fik mod på at læse/høre resten af serien bagefter.

… og det var faktisk en ret interessant oplevelse at høre en bog, som jeg havde læst før, for jeg fik en helt anden opfattelse af bogen. Da jeg læste den, opfattede jeg det som en forholdsvis simpel, lidt oldschool men også hyggelig serie, hvor der ikke var så megen udenomssnak med varulve m.m., men først og fremmest et klassisk og intenst trekantsdrama.

Men men… lydbogen gav så et lidt andet indtryk. Oplæseren gjorde nemlig en del ud af sin stemmeføring, så personerne blev langt mere håndgribelige, og det var ikke til alles fordel. For eksempel fandt jeg den kvindelige hovedperson ret usympatisk i starten, fordi hun kom til at fremstå som en narcissistisk, manipulerende og lettere hjælpeløs person – ikke ligefrem positive træk. Det er selvfølgelig ikke taget ud af den blå luft – meget af dette havde hun i forvejen i bogen, men det blev bare langt mere tydelig, når oplæseren fortolkede det. Oplæseren var i det hele taget god til at være konsekvent og holdt stilen hele bogen igennem, så de forskellige personer beholdt de stemmenuancer, som oplæseren havde bestemt sig for i starten, og det gjorde det let at følge med i handlingen.

Jeg synes ikke, at det er dårligt, at oplæseren på den måde påvirker min oplevelse af bogen – heller ikke selvom det ikke var til hovedpersonens fordel (og jeg kan da røbe, at jeg er i gang med at høre tredje del i serien, så jeg blev ikke skræmt væk), men det fik mig til at tænke over, hvor vigtig en god oplæser er. Jeg har flere gange droppet lydbøger, hvor oplæserens stil ikke passede mig, og det er jo synd, for det kunne jo være en god bog – den var bare ikke matchet rigtigt med oplæseren.

Har du haft gode, sjove, mærkelige eller forfærdelige oplevelser med lydbogsoplæsere?

Den tavse by

I sidste måned læste jeg ‘Dæmonernes by’ – første bog i en serie af Cassandra Clare. En serie jeg har fået anbefalet af flere, og hvor første bog var udmærket, uden at jeg for alvor blev blæst omkuld.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da ‘Den tavse by’ som sagt er anden del i en serie, men i stedet fremhæve, at anden del var bedre og mere fængende end første bog. Rammerne er sat, og det gør, at der kan kæles for flere detaljer. Bogen er heller ikke bange for at udfordre et par tabuer på kærlighedsfronten, og det er befriende at se, så det ikke ender i det klassiske trekantsdrama, som bruges lige lovlig ofte i denne genre af bøger. Der er action, der er humor, der er kærlighed – og der er masser af overnaturlige væsner. Det bliver en kende for meget til sidst (we’re all so very special), men jeg kan alligevel ikke lade være med at nyde forfatterens fortolkning af de forskellige væsner og de konflikter, der er mellem dem.

Nu ser jeg frem til at læse den næste bog – mon ikke jeg når den i løbet af sommerferien?

Dræb ikke en sangfugl

Månedens klassiker er denne gang en bog, hvis titel jeg har set rigtig mange gange uden at vide noget som helst om indholdet – og det gjorde mig til sidst så nysgerrig, så jeg kastede mig over bogen. 

‘Dræb ikke en sangfugl’ er skrevet af Harper Lee, og bogen foregår i den lille sydstatsby Maycombe i 1930’erne. Hovedpersonen – den lille pige Jean Louise, der kaldes Spejder blandt venner – fortæller om sin hverdag, sine venner og sin familie, og de små og store problemer, der er i lokalsamfundet.

Spejders ligefremme og drengede fremtoning giver masser af fremdrift i historien, for der er gang i den lille pige. Hendes mod bliver også en vigtig del af fortællingen, da hendes far tager den meget utaknemmelige opgave at være forsvarer for en sort mand, der er anklaget for voldtægt af en hvid kvinde. Racekonflikter var meget betændte i den periode, og fremmedhadet blusser op i den lille by – til stor undren for Spejder.

Det er i det hele taget Spejders barnlige og livsglade måde at fortælle på, der gør historien levende og interessant. Bogen er varm og humoristisk, og børnenes naive men logiske tilgang til tingene er dejlig befriende og gør de tunge emner langt lettere at læse. Bogen beskriver den intolerance og afstumpethed, som menneskeheden desværre også rummer, men Spejder formår også at få gode sider frem i folk, og på trods af de alvorlige emner er det på mange måder en livsbekræftende og dejlig bog.

Indtil videre den bedste af de klassikere, jeg har læst endnu. Stemningsfuld, tankevækkende, hyggelig og en sand fornøjelse at læse. 

Efter skælvet

Da jeg bestilte bøger på biblioteket for i starten af måneden og gerne ville låne et par af Haruki Murakamis bøger, blev det besværliggjort af det faktum, at hans bøger er så populære, at der er flere ugers ventetid på dem – og jeg havde planlagt at læse mindst én af hans bøger i denne måned, så jeg måtte ‘nøjes’ med et par af hans knapt så læste bøger.

Den ene har jeg allerede skrevet om – den anden var denne novellesamling. Nu vidste jeg godt, at sidstnævnte var et modigt valg, da jeg normalt ikke er så meget til noveller, og af samme grund valgte jeg derfor den anden bog som månedens bogudfordring.

‘Efter skælvet’ indeholder seks noveller, der alle foregår kort tid efter det voldsomme jordskælv i 1995 i Kobeområdet i Japan. Novellerne har dog ikke noget med katastrofen at gøre, men har dog enkelte henvisninger til begivenheden. I stedet handler de om kærlighed, til- og fravalg, tomhed, frustration, sorg og skrøbelighed.

Jeg er som sagt ikke så meget til novellegenren, og denne bog formåede ikke at ændre på den opfattelse. Historierne rørte mig ikke. Der var noget distanceret over dem, som jeg ikke helt kan forklare, ligesom jeg heller ikke oplevede den humor, som jeg læste om i en anmeldelse af bogen. Jeg syntes dog, at novellen ‘Honningkage’ indeholdt et fint og elegant trekantsdrama, og det er den af historierne, jeg bedst kunne lide.

Sønden for grænsen og vesten for solen

Jeg har hørt meget – og udelukkende godt – om Haruki Murakami de senere år, men har indtil nu haft til gode at læse hans bøger. Med månedens blogudfordring, hvor temaet er ‘Bøger fra andre kontinenter end Europa eller Nordamerika’, så var det oplagt at kaste sig over hans forfatterskab. Han er dog en ret populær herre, så stort set alle bøger var udlånt på biblioteket, og der var lang ventetid på en del af dem. Jeg reserverede derfor flere, og pludselig fik jeg besked om, at to af dem var kommet hjem! Der følger derfor en anmeldelse mere af en af hans bøger senere på ugen.

Men tilbage til denne bog. ‘Sønden for grænsen og vesten for solen’ handler om Hajime, der som tolvårig møder pigen Shimamoto, som han straks knytter sig til. De mister dog kontakten som teenagere, da han flytter til en anden by, og i mange år flakker han fra kvinde til kvinde uden at finde den rette. Shimamoto bliver ved med at spøge i hans tanker, og han fortryder bitterlig, at han gav slip på hende, for ingen anden måler sig med hende. Men en dag træder hun ind i hans jazzbar, og lige pludselig bliver han konfronteret med fortiden og det savn, han har gået med i så mange år.

Bogen er ret ligetil at læse – både enkel i opbygning og sprog. Alligevel virker den mere kompleks; måske fordi den er god til at beskrive de valg og fravalg, som mennesker ofte tager – og fortryder. Kærlighed og lidenskab fylder en del i bogen, uden at det dog bliver langtrukkent eller vulgært.

Jeg savnede at blive rørt og at føle noget for personerne i det hele taget, og jeg må indrømme, at jeg ikke blev helt så overvældet og betaget, som jeg havde forventet. Dog var det alt i alt en udmærket læseoplevelse.

Troldmændene fra Ravenscliff

Denne bog har jeg læst flere positive anmeldelser af, så da jeg så den på biblioteket for nylig, besluttede jeg, at nu var det på tide, den kom med hjem.

‘Troldmændene fra Ravenscliff’ er første bog i en serie af Geoffrey Huntington, og den handler om drengen Devon, der allerede som har monstre boende i sit klædeskab. Da faren dør, når han dog lige inden at fortælle, at han ikke er Devons rigtige far. Devon har ikke anden familie, han kan bo hos, så han flytter til Ravenscliff, hvor en af hans fars bekendte – Mrs. Crandall – bor sammen med datteren Cecily. Her bliver han straks trukket ind i mystiske hændelser og uhyggelige optrin, og det bliver meget hurtigt tydeligt, hvorfor resten af lokalbefolkningen gyser, når de hører om Ravenscliff, for her forsøger det onde at overtage!

Det var en meget blandet fornøjelse at læse bogen. Den havde en noget ujævn rytme, så jeg flere gange følte, at visse passager var unødig langtrukne og kedelige, mens der andre gange var et fint flow i historien. Samtidig haltede sproget flere steder – muligvis oversættelsessjusk – og det gjorde, at handlingen ikke blev medrivende. Der var ellers en del uhygge i bogen, hvor især den otteårige dreng er ret ubehagelig, men ind imellem kammede det over og virkede skingert og påduttet.

Selve grundkonceptet er også set før – den unge knægt, der opdager, at han har særlige evner, at han er noget helt særligt og har en særdeles særlig skæbne er jo ikke noget nyt, og det tæller ikke til bogens fordel, at jeg er i gang med en anden serie med en teenager, der er noget helt særligt, ligesom jeg i det hele taget er lidt træt af den skabelon. Derfor ved jeg heller ikke pt., om jeg vil læse næste bog i serien – jeg synes ikke, at denne her virkede overbevisende.

The Novice

I maj måned var Bogudfordringen fantasy, og det er jo ret let for en som mig, der elsker den genre. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne slå to fluer med ét smæk og fandt derfor denne bog frem, som jeg havde glædet mig meget til at læse.

‘The Novice’ af Trudi Canavan er fortsættelsen til ‘The Magician’s Guild’. Har du ikke læst den første bog, vil jeg anbefale dig det. Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen her – det er det evige problem med at anmelde serier – men kan alligevel ikke helt undgå det, så hvis du absolut intet vil vide om handlingen, skal du stoppe her.

I denne bog starter Sonea på troldmandsakademiet med Rothen ved sin side som vejleder, men hun opdager hurtigt, at hun langt fra er velkommen, og både elever og lærere ser skævt til hende, fordi hun er fra slummen. Selvom hun gang på gang viser, hvor store magiske evner hun har, og hvordan hun let tackler den hårde træning, er det alligevel legitimt at mobbe og forfølge hende. Det udnytter drengen Regin og samler snart et slæng, som forfølger hende. Sonea ved ikke, hvad hun skal gøre, for hun er bange for repressalierne, hvis hun gør de magtfulde rige børn noget.

Bogen fortsatte den gode stil fra den første i serien. En god solid og lidt langsom fortællerytme, hvor der var tid til at dvæle ved de enkelte scener, og hvor personernes forskellighed formåede at komme til udtryk. Konflikten med Regin er interessant men virker også en anelse forceret. Måske er jeg bare lidt naiv, men jeg synes, der mangler en mere vægtig grund til konflikten end blot, at Sonea er fra slummen. På mig virker det i hvert fald ret manisk, at hun skal udsættes for et så voldsomt had bare på grund af det.

Men ellers er bogen velskrevet og interessant og indeholder flere spændende sideforløb, som jeg dog ikke vil afsløre her. Igen er det persongalleriet, som er blandt de bedste ting ved bogen. Menneskerne er tilpas forskellige uden at være for karikerede, og så er jeg glad for, at der er en overvægt at sympatiske personer i bogen. Det er lidt vigtigt for mig, efter at jeg har læst lige lovlig mange fantasybøger gennem de senere år, hvor stort set alle – inklusiv hovedpersonen – var ubehagelige, egoistiske og modbydelige mennesker.

Men igen – har du ikke læst denne serie, så vil jeg anbefale dig at gøre det.