Middlemarch

Denne måneds klassiker blev ‘Middlemarch’ af George Eliot. Jeg vidste ikke særlig meget om bogen, inden jeg havde set den på flere lister over anbefalede klassikere, men jeg bestilte den under alle omstændigheder fra biblioteket. Første overraskelse kom, da jeg skulle reservere den – i den danske oversættelse er bogen nemlig på knapt 1000 sider, så det var jo lidt af en mundfuld.

‘Middlemarch’ foregår i byen af samme navn – en ganske almindelig engelsk provinsby. Handlingen strækker sig over nogle få år i første halvdel af 1800-tallet og omfatter en lang række af byens beboere. I starten virker personskildringerne en anelse fragmenterede, men langsomt flettes personernes skæbner sammen og giver et indblik i hverdagslivet – både som rig og som fattig. Det er en provinsby på godt og ondt, og hvor sladderen kan ødelægge menneskers liv for altid, hvis ikke den bliver modsagt.

Det er en bog, hvor hverdagsdramaet er fortalt så præcist og detaljeret, at det er som at se et teaterstykke. Beskrivelserne er malende – godt hjulpet på vej af den allestedsnærværende fortæller, som ikke er bleg for at fortælle sin mening om den enkelte situation. Et par gange fandt jeg det irriterende, men omvendt var det også ret interessant at høre forfatterens kommentarer til til personernes opførsel. Personerne er i øvrigt meget menneskelige – både lige så selviske og opofrende som mennesker kan være – og det var med til at gøre bogen til en god læseoplevelse. Der var ingen actionscener eller andre voldsomme virkemidler. Handlingen drejede sig først og fremmest om disse menneskers liv, men det var fortalt så intenst og med så meget nerve, at det næsten var som at være der selv.

‘Middlemarch’ blev skrevet af Mary Anne Evans, som udgav bogen under pseudonymet George Eliot. Det er også interessant at have i tankerne, for dengang var det stadig ikke almindeligt med kvindelige forfattere, og selvom de godt kunne få udgivet bøger, lå disse ofte i den romantiske og letlæselige genre. Hun valgte derfor at udgive bogen i en mands navn, så værket blev taget seriøst.

Det er en god bog. Har du tiden og roen til det, vil jeg anbefale dig at læse ‘Middlemarch’ og fordybe dig i byens konflikter, sladder og dramaer.

Libri di Luca

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke plejer at vælge krimier, når jeg låner lydbøger, fordi jeg ofte hører lydbøger, mens jeg træner eller på anden måde skal tage hensyn til baggrundsstøj (biltrafik eller støj i forbindelse med offentlige transportmidler). Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg stødte på denne bog, og det er jeg glad for.

‘Libri di Luca’ af Mikkel Birkegaard er en krimi for bogelskere og i særdeleshed dem, som holder af højtlæsning. Hovedpersonen, advokaten Jon Campelli, arver farens antikvariat, Libri di Luca. De har ikke haft kontakt de sidste 20 år, og Jon er egentlig ikke så interesseret i bogbranchen, men det ændrer sig, da han efter begravelsen får sandheden om sin far at vide. Luca, som faren hed, var formand for bibliofilselskabet – en organisation af lettorer, som er mennesker, der gennem bøger kan påvirke andres oplevelse af det, de hører eller læser, ved enten at forstærke eller svække de følelser og tanker, der opstår. På den måde kan lettorer styre folks tanker og i værste fald styre dem som i en slags hypnose.

For 20 år siden opstod der en konflikt i selskabet, og organisationen blev delt. Konflikten blusser dog op, netop som Jon overtager antikvariatet, og pludselig skal han ikke blot konfronteres med sine egne evner som lettor, men også med de intriger og stridigheder, som bibliofilselskabet atter rodes ind i.

Bogen emmer af kærlighed til bøger, og som bogelsker kan man jo ikke andet end at sympatisere med det udgangspunkt. Det er en fascinerende verden af mentale kræfter, som forfatteren har skruet sammen, som på én gang er abstrakt, skræmmende og tankevækkende. Især første halvdel er god, for hele introduktionen til persongalleriet og omgivelserne er spændende og levende fortalt. Samtidig fortættes følelsen af, at der er mennesker i det skjulte, som har en helt anden dagsorden, og at de ikke vil vige tilbage for at gennemføre deres planer. I anden halvdel af bogen – og især den sidste fjerdedel – bliver handlingen dog lige lovlig actionpræget og skinger. Det er som om, at der skal skrues helt op for skurkebarometeret, og det er synd for historien, for det behøver forfatteren ikke at gøre – det giver nærmere bagslag at bruge så store armbevægelser midt i det hele, da det bryder med bogens hidtidige stil. Bogen har en ret filmisk stil, og jeg mener også at have læst, at filmrettighederne til den er blevet solgt. Det overrasker mig ikke, for der kan blive en udmærket actionfilm ud af bogen. Jeg håber dog i så fald, at der også bliver plads til at dvæle lidt ved antikvariatet og de mennesker, der arbejder i det miljø, for det var især de elementer, jeg holdt af.

The Vampire Diaries 1-4

Jeg læste de to første bøger i serien ‘The Vampire Diaries’ af L. J. Smith for et par år siden. For nylig kom jeg til at låne de selvsamme bøger som lydbøger, da jeg i et øjebliks forvirring havde blandet titlerne sammen med en anden serie, men når nu jeg havde lånt dem, kunne jeg lige så godt høre dem igen – og så samtidig også høre de to næste bøger i serien.

Serien handler om Elena, den smukke og mest eftertragtede pige i skolen, som alle fyre falder for. Da den mystiske men lækre Stefan Salvatore starter i skolen, beslutter hun straks, at han skal være hendes. Hun slår op med sin kæreste, Matt, og indleder straks jagten på Stefan. Men mystiske ting begynder samtidig at ske i byen. Flere bliver overfaldet, og Elena oplever, at hendes popularitet falder. Der er også noget anderledes ved Stefan, og hun undrer sig over, at han ikke er lige så let at fordreje hovedet på, som hun er vant til.

Nu er det en serie, så det er begrænset hvor meget af handlingen, jeg vil røbe her – men selvfølgelig er der vampyrer med, og kærlighedsdramaet er der skruet godt op for.

Da jeg læste de to første bøger i sin tid, blev jeg positivt overrasket over den lidt gammeldags stil, der var i bøgerne. Det var tydeligt, at de er skrevet for ca. 20 år siden – jeg synes, at stilen er anderledes i forhold til de nyere dark romance-bøger – og de er langt hen ad vejen mere simpelt opbygget. Der er dog et problem med hovedpersonen, for jeg havde vitterlig ikke megen sympati for hende i starten – og da slet ikke, da jeg hørte historierne som lydbøger senere hen. Der blev Elena virkelig fremstillet som en gås, hvilket dog også havde sine underholdende sider.

Kærlighedsdramaet er – tja, et meget klassisk trekantsdrama. Det kan godt være, at det er mig, der er frygtelig monogam og gammeldags, men jeg har aldrig været særlig interesseret i dem. Det virker så arrogant, når pigen ikke kan vælge mellem to fyre og dermed sårer dem begge, ligesom det også er ret overvældende, når to fyre bejler så meget til samme pige, at det nærmest bliver som en besættelse for dem begge. Jeg kan ikke se så mange grunde til at trække det i langdrag – enten må hun vælge, eller også må hun foreslå dem, at hun lever i åbent parforhold og dermed kan være sammen med dem begge. Det ville også være en meget moderne tilgang.

Og så er der selvfølgelig også vampyrtemaet. Igen ser vi et eksempel på, hvordan dagslyset kan omgås, da vampyrerne bare kan bære en lille ring, der beskytter dem. På det punkt er jeg også ret traditionelt anlagt, og det bliver ikke bedre af, at en af vampyrerne i bøgerne er utrolig goody-good. Det er vampyrer ikke! Til gengæld undgår bogen stort set at svælge i andre overnaturlige racer, og det bliver ikke den samme vampyr vs. varulv-konflikt som i ‘Twilight’-bøgerne.

På trods af ovenstående kritik var bøgerne nu underholdende at høre. Jeg havde først indtryk af, at serien stoppede efter fire bøger, men kan se, at der er flere i serien. Det virker som om, at bøgerne først var planlagt som en trilogi, for umiddelbart afrundes historien godt efter de tre første bøger, og jeg var ikke særlig vild med den udvikling, historien tog i den fjerde bog. Af samme grund har jeg heller ikke planer om at læse eller høre resten af serien, for jeg syntes, at historien røg ud af en tangent og ikke længere havde særlig meget med det oprindelige oplæg at gøre.

Englens by

Tredje og sidste del i Cassandra Clares serie ‘Dødens instrumenter’ afrunder historien om Clary, der har udviklet sine særlige evner så meget, at de kommer til at spille en afgørende betydning i konflikterne.

Jeg vil ikke skrive så meget om handlingen her, da dette som sagt er sidste bog i en serie, men du kan finde mine kommentarer til de foregående under ‘Dæmonernes by’ og ‘Den tavse by’.

‘Englens by’ er en udmærket afslutning, men jeg forstår godt dem, der mener, at anden bog i serien er den bedste. Den tredje og sidste er mere traditionel, og slutningen irriterede mig lidt, for den blev lidt for perfekt og sukkersød. Der var ellers skruet godt op for dramaet, så en Hollywood-slutning virkede lidt malplaceret. Omvendt er der sikkert mange af fansene, som har været ret tilfredse med den, men nu har jeg en vis svaghed for tragedier og skæve slutninger, og så var det lidt et antiklimaks.

Men ellers har det været interessant læsning. Det klassiske trekantsdrama har været væsentlig mere nuanceret end i ‘Twilight’-bøgerne og har budt på masser af udvikling. Faktisk er udvikling ret gennemgående for personerne i bøgerne, for de fleste af dem kommer ikke igennem historien uden at have ændret sig, og selvom det for de flestes tilfælde er ret klassiske skæbnehistorier, så er det hyggelig læsning. Noget af det, jeg bedst kunne lide ved serien, var dens friske tilgang til konflikter, for her er både plads til homoseksualitet og søskendekærlighed – emner, der sjældent optræder i ungdomsfantasy og paranormale historier. Jeg savnede at være mere grebet af historien, men nød den humoristiske dialog i bøgerne, og alt i alt var det udmærket underholdning.

Skæbnespydet

Jeg faldt over ‘Skæbnespydet’, da jeg handlede i boghandlen ved Rådhuspladsen for et par måneder siden. Boghandlen har en hel hylde dedikeret til bøger om 2. Verdenskrig, og jeg blev nysgerrig, da jeg så denne bog, som skulle beskrive nazisternes flirten med det okkulte.

‘Skæbnespydet’ af Trevor Ravenscroft tager udgangspunkt i myten om Longinus spyd, som efter sigende skulle være det spyd, Jesus blev stukket med, da han hang på korset på Golgatha. Spyddet er siden blevet tillagt okkulte kræfter – af flere fortolket som Den Hellige Gral – og spyddet er derfor meget eftertragtet. Det siges, at den, der holder spyddet i sin hånd, har magt over hele verden.

Adolf Hitler hørte om myten som ganske ung og blev grebet af historien. I bogen følger du, hvordan hans og nazistpartiets interesse for det okkulte udvikler sig, og hvordan de brugte sort magi i 2. Verdenskrig.

Det er ingen nyhed, at nazisterne forbindes med okkultisme og sort magi. Allerede da jeg var barn, så jeg, hvordan Indiana Jones bekæmpede onde, okkultdyrkende nazister, og siden er jeg gang på gang stødt på sammenkoblingen i mange film og bøger. Hver gang har jeg undret mig over, om koblingen kan være rigtig – var nazisterne virkelig så fascinerede af den sorte magi, som fortællingerne antyder, eller er det blot et forsøg på at beskrive nazismen som endnu ondere og uforståelig for resten af omverdenen?

Efter at have læst ‘Skæbnespydet’ er jeg ikke mere overbevist. Bogen er informationsrig men også tørt fortalt, og det er ikke lige en bog, du læser et par sider af, inden du skal sove. Den kræver noget mere koncentration, og så kræver den også en forståelse og accept af det overnaturlige – noget jeg ikke har i så stort omfang, som det kræves i denne sammenhæng. Jeg går ganske enkelt helt kold, når jeg læser passager om astrallegemer, og det er så hokus-pokus, at jeg ikke tror på det.

Jeg vil ikke afvise, at nazisterne kan have flirtet med det okkulte under 2. Verdenskrig, men det lykkedes ikke denne bog at overbevise mig.

Farvel til Harry

I nat er der Danmarkspremiere på den ottende og sidste Harry Potter-film. De første udenlandske anmeldelser, jeg læste, flød over af begejstring, og det tyder på, at filmen er den værdige afslutning, som serien fortjener. Filmene har ellers haltet på et par områder i forhold til bøgerne, men jeg glæder mig til at se denne film, for jeg tror, den er spektakulær.

Det bliver vemodigt, for ligesom mange andre har jeg nydt den verden, som Rowling skabte i forbindelse med bøgerne, og det bliver underligt at sige farvel. Jeg har lovet mig selv at læse bøgerne igen på et tidspunkt. Det bliver ikke lige foreløbig, for der er så mange andre bøger, jeg også gerne vil læse, men Harry Potter vender jeg helt sikkert tilbage til.

Og så lader jeg Albus Dumbledore få det sidste ord:

“Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light.”

Lommetyven Gideon

Da jeg var på biblioteket sidste gang, kom jeg til at forgribe mig lidt på fantasyhylden, og af samme grund kom jeg hjem med denne bog, som jeg ikke kendte til i forvejen.

‘Lommetyven Gideon’ er første bog i serien ‘Tidsrejsen’ af Linda Buckley-Archer. Bogen handler om de to børn, Peter og Kate, der ved et uheld aktiverer en antityngdekraftmaskine, så de sendes tilbage til 1763. Her bliver maskinen straks efter stjålet, men Gideon kommer dem til undsætning og tager dem under sine vinger, så de ikke falder for meget udenfor i deres anderledes beklædning og underlige opførsel. Hvad de ikke ved er, at han også er lommetyv og har ‘visse forpligtelser’, og selvom han sikkert hjælper dem, fordi han har lyst, så kan han ikke komme udenom, at der er andre, som mener, at han bør handle anderledes. I bogen følger du dels børnene og deres kamp for at klare sig i en fremmed verden, hvor de forsøger at komme tilbage til nutiden – og dels deres forældre og det efterforskningshold, der er sat til at finde de forsvundne børn. 

Det er en hyggelig historie, hvor jeg dog savnede mere af den Dick Turpin-stil, der var lagt op til. Men Gideon er simpelthen så goody-good, at det næsten bliver for meget. Det havde også været oplagt, hvis børnene blev noget mere pressede i forhold til at passe ind i ‘det gamle samfund’ – jeg syntes, at de slap alt for let af sted med blot at skifte tøj og så forsøge at undgå at tale om biler og den slags. Det var for overfladisk. Bogen var udmærket underholdning, men jeg manglede for alvor at blive grebet, og umiddelbart føler jeg ikke et behov for at læse de andre bøger i serien.

Et dukkehjem

I den ene bogudfordring er månedens tema ‘Drama eller skuespil’, og her valgte jeg skuespillet ‘Et dukkehjem’ af Henrik Ibsen.

Historien tager udgangspunkt i ægteparret Nora og Torvald Helmer og et ægteskab, som virker lykkeligt på overfladen, men hvor Nora lider af de skrækkeligste kvaler. Hun har løjet for manden og har i al hemmelighed lånt penge under falske forudsætninger, og nu gruer hun for, hvad der vil ske, når han finder ud af det. Hun bliver afpresset og føler, at hun kun kan stoppe det på én måde – ved at tage sit eget liv. Men inden det kommer så langt, viser det sig, at hendes naive forestillinger om de andre mennesker i huset ikke passer sammen med deres opførsel, da det for alvor gælder.

Jeg har med vilje ikke gået så meget i detaljer i ovenstående beskrivelse, for det ville ødelægge noget af læseoplevelsen. Det er meget begrænset, hvad jeg har læst af skuespil – mener at vi læste et par i gymnasiet, men derudover har jeg ikke selv opsøgt det. Jeg holder nu meget af teater, selvom jeg langt fra kommer så tit af sted, som jeg gerne vil, og at læse dette skuespil føltes lidt som at overvære en teaterforestilling. Meget hurtigt fik jeg visualiseret rammerne og levede mig ind i stykket. Det var en ret positiv oplevelse – især fordi handlingen har et par twists, som giver stykket langt mere dybde, end jeg forventede, men også fordi slutningen er ret interessant og uventet. Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg godt kan finde på at læse et skuespil igen, for selvom det ikke er lige så godt som at se en rigtig forestilling, så giver det stadig noget af stemningen. Og ‘Et dukkehjem’ overraskede som sagt positivt, så vil du gerne give dig i kast med at læse et skuespil, så kan dette anbefales.

Dæmonheksen

I sidste måned læste jeg ‘Troldmændene fra Ravenscliff’ af Geoffrey Huntington og var noget lunken bagefter. Jeg følte mig ikke helt overbevist om, at det var en serie, som var noget for mig – den fængede ikke rigtig – men jeg havde allerede fortsættelsen liggende, og efter en kort betænkningstid valgte jeg også at læse denne.

‘Dæmonheksen’ foregår kort tid efter slutningen på første bog. Der er blevet mere roligt efter hændelserne i den første bog, og Devon nyder det. Men der går ikke lang tid, før mærkelige ting atter begynder at ske, og han har en klar fornemmelse af, at husets beboere forsøger at skjule noget for ham. Hvad er det, som de ikke vil fortælle ham? Og er der ikke noget lusk ved den nye hjælper, Bjørn? Devon opdager snart, at han atter må kæmpe for, at Helvedesgabet ikke åbnes, og farerne lurer over alt.

Jeg syntes igen, at handlingen havde en lidt underlig rytme. Historien var ind imellem noget rodet, og så blev jeg også irriteret over alt det hemmelighedskræmmeri – mest af alt fordi en del af hemmelighederne var ret lette at regne ud, og det virkede derfor forceret, når Devon famlede sig vej frem for at opklare mystikken. Samtidig virkede det som om, at forfatteren havde skelet til ‘Da Vinci-Mysteriet’, hvor konceptet med at slutte et kapitel af med en cliffhanger i den grad blev misbrugt. Der var alt for mange eksempler på “nu smider vi lige noget i hovedet på hovedpersonen og afslutter kapitlet”, og det blev temmelig trættende til sidst.

Alligevel hælder jeg til at synes bedre om denne bog i forhold til den første. Jeg er dog på ingen måde blevet overbevist om, at denne serie er en, jeg skal læse til ende – slet ikke da jeg har en del bøge rpå lager, som jeg glæder mig meget til at læse – så jeg regner ikke med at læse flere bøger i denne serie.