Oprør

Dette er en bog, som jeg har glædet mig meget til at læse. Faktisk har jeg haft den liggende på boghylden i flere måneder og ventet bevidst med at læse den, for det var hyggeligt at gå og glæde sig til den.

‘Oprør’ af Suzanne Collins er tredje og sidste del i trilogien, som kendes under navnet ‘The Hunger Games’ efter den engelske titel på den første bog. Jeg har tidligere læst de to første bøger på dansk (‘Dødsspillet’ og ‘Løbeild’) og kan kun anbefale disse to bøger.

Nu er dette som sagt sidste del af en trilogi, så jeg vil ikke komme ind på selve handlingen, da det vil ødelægge læseoplevelsen af de to første bøger. Jeg vil til gengæld gerne fortælle overordnet om min oplevelse af bogen og serien som helhed.

‘Oprør’ er en fin afslutning på en fantastisk trilogi. Den var ikke helt så fængslende som de to første, men jeg vil ikke sige, at jeg var skuffet. På den ene side kunne jeg godt have tænkt mig lidt flere positive scener i løbet af bogen, og på den anden side var det dejligt, at det ikke kammede over i Hollywood-lykke. Denne bog er mindst lige så barsk som de foregående – ja faktisk værre. Som læser bliver du trukket gennem sorg, fortvivlelse, frustration og lede, hvor de små glimt af lykke er flygtige og få.

Jeg savnede mere drive og selvstændighed hos hovedpersonen, og bogen virkede ind imellem lidt rodet i opbygningen. Samtidig havde jeg lidt samme følelse som da jeg læste den sidste Harry Potter-bog – det var de samme personer, der var med, men settingen var en helt anden, og personerne blev presset i et endnu større omfang end tidligere.

Det er en rigtig god serie, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse den – ikke kun fordi du godt kan forberede dig på en del skriverier om serien, når filmatiseringen af den første bog får premiere til marts næste år, men også fordi denne serie er blandt de første bøger i den dystre sci-fi genre, som vi godt kan forvente vil få mere opmærksomhed de kommende år.

Den store Gatsby

Denne måneds klassiker endte med at blive ‘Den store Gatsby’, som jeg har set på mange lister over ‘klassikere du bør læse’ – uden aldrig helt at vide, hvad den handlede om.

Bogen er skrevet af F. Scott Fitzgerald og foregår i USA i 1920’erne, hvor fortælleren Nick sørger for at føre os gennem en tragisk historie om et kærlighedsdrama, som han er tilskuer til. Handlingen foregår en god del af tiden i et rigmandsmiljø, med nytilflytteren hr. Gatsby som værten for store og pompøse fester, der trækker mange folk til. Selv er han omgærdet af en del mystik, men da Nick møder ham, viser det sig, at Gatsby er en høflig og venlig gentleman, der dog ikke synes at interessere sig synderlig for de fester, han er vært for. Lidt efter lidt viser det sig, at Gatsbys interesse først og fremmest handler om Daisy, som dog er gift med Tom Buchanan. Daisy og Gatsby var kærester blot få år tidligere, men af forskellige grunde endte det med, at Daisy blev gift med Tom. Gatsby har dog ikke tænkt sig at opgive sin store kærlighed, og han prøver stædigt at overbevise Daisy og Tom om, at deres ægteskab hviler på en løgn, og at Daisy og Gatsby i stedet bør gifte sig.

Det er en kort bog – lige knapt 200 sider – så der er ikke så megen udenomssnak. Alligevel er handlingen så simpel, at det er lige før, at bogen bliver lidt langtrukken til sidst. Måske forstår jeg bare ikke Daisys tøven, og hvorfor hun virker så handlingslammet. Det er en trist bog, hvor handlingen både virker forudsigelig og uundgåelig på samme tid. Jeg fik ondt af den ulykkelige Gatsby, som med sin naive tilgang til kærlighed udstråler en tro på ’sin egen lykkes smed’-tankegangen, at han næsten kun kan få skrammer i løbet af historien.

Bogen er stemningsfuld og giver et fint indblik i denne jazztid, som 1920’erne var. De sorgløse og dekadente fester beskriver miljøet hos datidens aristokrati, og det er som at kigge ind i et skrøbeligt glashus, som man ved snart vil falde sammen. Det var også denne del, jeg fandt mest interessant, for kærlighedshistorien i sig selv faldt jeg aldrig helt for.

Forfatningen

Jeg har en svaghed for bøger med dystre temaer, og det kan man roligt sige, at denne bog hører under.

‘Forfatningen’ er skrevet af Gemma Malley og foregår i en nær fremtid, hvor det ikke er tilladt at have børn. Menneskeheden har ikke længere brug for at sætte nyt liv til verden, for med hjælp fra medicinsk forskning er det lykkedes at stoppe kroppens forfald, så folk nu er evigt unge. Der er ikke brug for børn, og derfor er det blevet ulovligt at føde børn. En sjælden gang sker det dog, at et par bryder reglerne, og sådan kom Anna til verden. Anna er et Overskud – et menneske, der ikke er brug for – og samfundet ser ned på personer som Anna. Når myndighederne opdager et barn, bliver det straks taget fra forældrene og anbragt på en anstalt, hvor børnene lærer, at de intet er værd. De er kun en belastning for samfundet og må derfor lære, hvordan de kan være tjenere for de rigtige mennesker fremover.

Det er en tankevækkende – og ikke helt urealistisk – verden, som bogen beskriver, og det er bestemt ikke et samfund, man har lyst til at opleve. En verden hvor straf og fornægtelse er dagligdag, og hvor udvikling nærmest er blasfemi. Hvorfor lave om på noget, som staten mener er bedst? Beskrivelserne af frustrationerne, det lave selvværd og de håbløse tilstande var gode men deprimerende. Jeg havde intet problem med at visualisere det samfund, og det var ikke et kønt syn.

Sproget er lige lovlig simpelt i starten – selvom det er en ungdomsbog, må sætningskonstruktionerne godt være lidt længere og besnærende. Handlingen skal ikke skæres ud i pap. Der kommer dog en bedre fortællerytme et stykke inde i bogen, og derefter glider fortællingen fint.

Jeg savnede at blive rørt for alvor. Der manglede lige en gnist – noget som ville få min mave til at knuge sig sammen eller få mig til at gyse. Til trods for det var det en udmærket læseoplevelse, for grundideen med et samfund, som nægter folk at føde børn, er et interessant tankeeksperiment.

Et par nørdede boglinks

Trænger du til at læse andet end bøger (yeah right!), så får du her et par tips til læsning for/om boglæsere.

Det første er et speciale om Twilight, jeg så ved et tilfælde på Kommunikationsforum. Specialet belyser, hvordan kvinder forføres af den romantiske fortælling i Twilight-sagaen. Hvis du ikke er så meget til analyse, kan du ’snyde’ og hoppe frem til omkring side 83, hvor du kan læse konklusionen.

Et andet spændende link har jeg fra Bogtyven. Vil du have hjælp til at finde den der bog, som handler om en mand… du kan ikke lige huske navnet på ham, men handlingen foregår i Spanien, og… her kan du få hjælp til at finde frem til bogen, hvis titel du ikke husker/kender.  

De nøgne træer

Månedens ene bogudfordring er denne gang mandlige danske forfattere, og det er jo unægtelig et ret bredt spillerum. Der var ingen oplagt kandidat, så det var tilfældet, der rådede, da jeg endte med at vælge ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen. Det er en bog, jeg flere gange har hørt om, uden at jeg rigtig vidste, hvad den handlede om, så her kunne jeg slå to fluer med ét smæk og blive lidt klogere på en dansk klassiker.

Bogen fortælles af hovedpersonen Holger Mikkelsen, og handlingen finder sted fra slutningen af 1943 og frem til efteråret 1944. Danmark er besat af Tyskland, og Holger færdes i det århusianske universitetsmiljø og i modstandsbevægelsen, men bogen handler lige så meget om hans affære med Gerda, der er gift med modstandsgruppens leder. Affæren griber om sig, og spændingen breder sig, så man til sidst blot venter på, at noget vil gå galt.

Det er en kort og lineær fortælling, hvor selve modstanden mod tyskerne fylder knapt så meget. I stedet er omdrejningspunktet den førnævnte kærlighedsaffære og selve kammeratskabet i modstandsgruppen, hvor forbindelsen mellem Holger og Gerda langsomt æder uskylden op og skaber frustration og ulykke.

Jeg havde håbet på mere fokus på selve modstandskampen og knapt så meget på kærlighedsaffæren, som sandt at sige ikke interesserede mig særlig meget. Det er et problem for en bog, hvor det er den bærende del af handlingen, og af samme grund var dette heller ikke en synderlig interessant læseoplevelse. Jeg savnede at blive overvældet og overbevist af kærligheden mellem de to elskende for at kunne forstå behovet for deres affære, og det meste af tiden var jeg fyldt af en stille undren.

Hvis jeg bliver

Da jeg lånte lydbøger for nylig, faldt jeg over ‘Hvis jeg bliver’ – en bog, som flere bogbloggere har anbefalet. Det var derfor oplagt at downloade den, og den hørte jeg så i ferien, når lejligheden bød sig.

Bogen er skrevet af Gayle Forman og handler om den 17-årige Mia, som er nået til en skillevej i sit liv. Hvad vil hun, når hun er færdig med skolen? Skal hun vælge at studere musik, selvom det betyder, at hun skal rejse langt væk – mange kilometer væk fra familie, kæreste og venner? Eller skal hun vælge at blive i byen men dermed gå glip af en fantastisk mulighed for at dyrke musikken? Men det er i bund og grund ikke det valg, der er det vigtigste i bogen, for en morgen kører hun og familien galt. Resten af familien bliver dræbt, mens Mias liv er i fare. Hun ligger i koma efter ulykken, men kan følge sig selv og omgivelserne, som var hun et spøgelse. Hun indser snart, at det meget vel kan være hende selv, der skal vælge mellem liv eller død – om hun vil vågne op til et liv uden sin nærmeste familie, eller om hun vil favne døden.

Oplægget til bogen er godt – en tankevækkende diskussion om, hvad du ville vælge, hvis du havde valget mellem at leve og dø, men hvor du skulle undvære flere af dine nærmeste. Det er en bog, hvor du ikke kan forvente andet end at blive rørt undervejs, men her syntes jeg, at der gik lige lovlig lang tid, før historien for alvor greb mig. Måske skyldes det, at jeg hørte den som lydbog, for oplæseren var sandt at sige ikke særlig inspirerende. Hun lød trist og glædesløs – som om det var en sur opgave at læse bogen højt – og det er desværre ikke noget, som var et tilfælde, for den lydbog, jeg hører nu, har også hende som oplæser, og der er samme trætte tone.

Når det så er sagt, synes jeg også, at handlingen er en anelse langtrukken et par steder, og jeg havde også lidt svært ved at forstå i starten, at der overhovedet var et valg, for valget syntes oplagt (ikke kun ud fra min egen holdning men også ud fra vinklingen i bogen). Langsomt begyndte jeg dog at forstå, at hovedpersonen faktisk overvejede begge muligheder meget seriøst, og så blev handlingen mere spændende.

Tabet af ens elskede er noget nær den værste smerte, jeg kan forestille mig, og derfor er de scener, som gør mest ondt, da Mias kæreste besøger hende på hospitalet. Der er en skrøbelighed og frygt der, som er så menneskelig og forståelig, og det er i sidste ende besøgsscenerne, som rørte mig mest.

En udmærket bog, som du bør nyde i bogform, hvis du er interesseret. Lydbogsudgaven var i hvert fald ikke så indspirerende, og det skyldtes i overvejende grad oplæseren.

Kafka på stranden

Haruki Murakami er blandt de mest omtalte forfattere gennem de seneste år her i Danmark. Den japanske forfatter har i den grad formået at ramme en skrivestil, som tiltaler mange danskere, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet anbefalet hans bøger.

I juni læste jeg to af hans bøger i forbindelse med den ene bogudfordring. Jeg kunne ikke få fat i hans bestsellers, da der var lang ventetid på dem på biblioteket, så jeg lånte i stedet ‘Sønden for grænsen og vesten for solen’ samt ‘Efter skælvet’. Desværre var ingen af bøgerne den store læseoplevelse, som jeg havde håbet/forventet, men jeg ville ikke opgive ham helt, så her i min ferie nåede jeg at læse ‘Kafka på stranden’.

Bogen er blandt forfatterens største værker, og den handler om to vidt forskellige personer – den 15-årige dreng Kafka Tamura, der stikker af fra barndomshjemmet, og den gamle mand Nakata, som er analfabet og kan tale med katte. Bogen er et kludetæppe af skift mellem de to hovedpersoner og deres handlinger, og det er krydret med klip fra fortiden, som er med til at danne rammen om fortællingen og give baggrundsviden om flere af bogens personer.

Det er en skæbnefortælling og en slags roadmovie i bogform, som til tider er så snørklet og abstrakt, at det ikke giver mening at skrive et resumé her. Denne parallelverden er fascinerende, besnærende, underlig og ulogisk – og alligevel gav den på en eller anden måde mening.

Jeg var fascineret, da jeg læste bogen. Der var mange finurlige detaljer i bogen, og et eller andet sted var jeg glad for, at den bog ikke var skrevet, da jeg gik i gymnasiet, for det er en bog, som du kan bruge en rum tid på at fortolke og vurdere. Jeg kunne især godt lide, at forfatteren legede med en anden form for logik, end jeg er vant til – og at jeg accepterede det uden videre i stedet for at tænke “ej, det går ikke det der – sådan er virkeligheden ikke!”. Det surrealistiske tager ikke overhånd, men understøtter grundhistorien og giver fortællingen kant. Historien er poetisk, følsom, trist og livsbekræftende på samme tid, og den er bestemt værd at bruge tid på.

Sameland

I juni var jeg forbi en boghandel for at lede efter en fødselsdagsgave. Jeg fandt hurtigt et par gode men ret alvorlige bøger og mente derfor, det ville være godt at supplere købet med en bog i den humoristiske genre. Da jeg spurgte en af ekspedienterne, anbefalede han straks ‘Sameland’, som jeg endte med at købe.

Gavemodtageren har endnu ikke læst bogen, men til gengæld fik jeg så mulighed for at låne den af en af mine venner for nylig, og det var en meget passende lille feriebog at kaste sig over.

‘Sameland’ er debutbogen fra Magne Hovden, og den handler om de to gæve nordmænd, Leif og Roy, der går og pusler med et meget kreativt og ambitiøst projekt – en forlystelsespark rettet mod naive turister, der godt vil opleve, hvordan det er at være same for en dag. Det burde ikke være så svært at flikke sådan et sted sammen, og da de har et lille startkapital, må der laves et par kompromisser med indhold og kvalitet. Men hvad – det går jo nok, for turister er jo ikke så kloge… De to hovedpersoner er dog ikke selv for smarte og får hurtigt rodet sig ud i en masse problemer, og snart er det tæt på at ramle om ørerne på dem.

Udgangspunktet for bogen er forfriskende og sjovt – at lade handlingen foregå i Nordnorge og så tilsætte to skæve typer i bedste Gøg og Gokke-stil. Der spares ikke på klicheerne, for det er letbenet humor, hvor stereotyper har det lettest ved at begå sig. Jeg synes dog, at det bliver lidt for let og ligegyldigt. Det er forudsigeligt og naivt, og flere af personerne minder så meget om hinanden, at de kan være svære at skelne fra hinanden.

Samtidig virker humoren flere gange forceret og klinger hult, og jo mere jeg læste, jo mere undrede jeg mig over, at en ekspedient kunne anbefale den bog. Jeg morede mig mere, da jeg læste ‘PS: jeg elsker dig’, og sidstnævnte er trods alt i en genre, jeg ikke bryder mig om. Jeg savnede de skøre indfald, der var i ‘Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’, og den varme og underfundighed, der er i Jørn Riels bøger. Hovedpersonerne var mest af alt et par naive og lidt sørgelige eksistenser, som jeg fik lidt ondt af, men som jeg ikke følte med eller interesserede mig synderligt for.

Bogen er hurtigt læst og hurtigt glemt. Ok som letlæselig feriebog med en lidt anderledes vinkel, men ikke den store litterære oplevelse.

PS: Jeg elsker dig!

Jeg har en meget bred bogsmag, men der er selvfølgelig genrer, som jeg sjældent kaster mig over. En af disse er chick-lit, som jeg mildest talt har et anstrengt forhold til. Da bølgen startede for ca. 10 år siden, var det et sjovt påfund, og jeg læste da også ‘Bridget Jones’ dagbog’ ligesom alle andre. Bogen havde da sine underholdende øjeblikke, men mest af alt havde jeg mest lyst til at tage hovedpersonen i skuldrene og ruske i hende, indtil hun holdt op med at lyve over for sig selv og beskæftigede sig lidt mere med virkeligheden. Det blev kun værre, da jeg læste et par af ‘Shopaholic’-bøgerne, for magen til selvbedrag og mangel på realitetssans havde jeg endnu ikke oplevet.

Genren var forfriskende, da den kom frem, for bøgerne turde gøre grin med den moderne kvinde og det perfekte glansbillede, som mange tror, de skal leve op til, når de bladrer i damebladene og ser den ene photoshoppede model efter den anden. Jeg tændte bare helt af den (ofte materialistiske) naivitet, der var i bøgerne – den evige stræben efter det helt rigtige tøj, det helt rigtige job, den helt rigtige mand – og ikke mindst at det alt sammen lykkedes for hovedpersonen i sidste ende – ofte uden at hun skulle gøre noget for det end at være sjov og charmerende på det rigtige tidspunkt over for en person, der pudsigt nok var direktør for et stort og anerkendt firma.

Alligevel vælger jeg at læse 1-2 chick-lit bøger om året for at udfordre mig selv, og som jeg skrev til Nikoline, da snakken faldt på chick-lit bøger for et stykke tid siden – det er lidt ligesom at spise billigt og underlødigt slik: sjovt og godt lige i det øjeblik, du indtager det og lettere vammelt bagefter.

Det er som regel, når jeg har sommerferie (som nu), at jeg får læst disse bøger, for sol og sommer passer ikke så godt sammen med flere af mine yndlingsgenrer, og derfor fandt jeg ‘PS: Jeg elsker dig’ på biblioteket for nylig.

Bogen var Cecilia Aherns debut, der blev en bestseller verdenen over, og den er lidt anderledes end de første chick-lit bøger. I denne bog følger vi Holly, som har mistet sin mand Gerry kort tid inden bogens start. Han var omkring de tredive år, men blev ramt af kræft, og den kun 29-årige Holly har svært ved at komme videre efter tabet af sin elskede. Efter et par måneder, hvor hun har levet isoleret i eget hus og ikke har orket at se hverken venner eller familie, dukker der en dag en tyk kuvert op til hende hjemme hos hendes forældre. Kuverten viser sig at være fra Gerry og indeholder 10 lukkede kuverter – én til hver måned i resten af året. Hver kuvert indeholder en opgave til Holly, som hun skal udføre, og hun kaster sig straks over missionen for på den måde at holde mindet om Gerry i live i længere tid. Men som månederne går, indser hun, at der snart ikke vil være flere kuverter tilbage, og at hun bliver nødt til at komme videre i sit liv.

Det er en bog, som kalder på både smil og tårer. Den spidder og beskriver angsten for at miste utrolig godt, og jeg fik så ondt af hovedpersonen i starten. Det er dog primært i begyndelsen, at de sørgelige passager er, for resten af bogen fokuserer i høj grad på Hollys missioner, som hun enten skal løse alene eller sammen med sin brogede vennekreds, som selvfølgelig indeholder flere festaber, der nok skal sparke gang i festen og lave flere pinlige optrin, som læseren kan grine af. Det bliver flere gange en kende forceret, ligesom hun også løser flere problemer (såsom at skaffe et nyt job) lige lovligt let og naivt.

Alt i alt er det en sød bog med lidt mere pondus end de traditionelle chick-lit bøger. Den rummer kærlighed og en tro på, at alt nok skal blive bedre, som muligvis er hamrende naiv – men ikke desto mindre er et tiltrængt budskab.

Hex Hall: Dæmonens hævn

I sommerferien plejer jeg gerne at have lyst til et par bøger i den lette og underholdende ende af skalaen. Jeg ville egentlig skrive feel good-bøger, men de par stykker, det er blevet til indtil videre, passer ikke rigtig i den kategori.

Jeg lånte for nylig ‘Hex Hall: Dæmonens hævn’ af en af mine venner. Jeg er flere gange stødt på bogen på flere danske bogblogs, hvor meningerne om bogen har været ret delte. Det er en lille sag på 281 sider med rimelig stor skrift, så den er hurtigt læst, og den egnede sig dermed fint som læsning på tæppet i solskinnet.

Bogen handler om Sophie Mercer – en 16-årig pige, der er heks, og som fra bogens start udfører magi, der går gruelig galt. Som straf sendes hun til Hecate Hall, en opdragelsesskole for unge med magiske evner, og her åbner sig en hel ny verden for hende. Hun har selv levet i flere år uden at have nogen at tale med om sine evner, da hendes egen mor er et helt normalt menneske, og hun intet har set til faren siden forældrenes skilsmisse mange år tidligere. På skolen er der både hekse, formskiftere, alfer – og vampyrer. Sidstnævnte er lidt tabu, da alle jo ved, at vampyrer kun lever for at slå mennesker ihjel, men Sophie gør sig hurtigt gode venner med skolens taber-vampyr.

Der bliver også set skævt til Sophie – af grunde hun ikke forstår i starten – men der går dog ikke lang tid, før mystiske hændelser skaber uro og frygt på skolen og får smådrillerierne til at virke banale. Flere hekse bliver overfaldet og er tæt på at dø, og da mistanken falder på Sophies vampyrven, går hun i gang med at undersøge sporene, for hun nægter at tro på, at det er hendes ven, der står bag overfaldene.

Jeg har hørt flere omtale bogen – eller rettere bøgerne, for dette er første bog i en serie – som en slags spoof på hele dark romance-bølgen, men jeg syntes nu ikke, at den var skarp og præcis nok til for alvor at være en humoristisk bog. Den har dog sjove passager, og både Sophie og hendes klassekammerater kommer med flere skarpe og underholdende kommentarer undervejs. Det er en ret light bog, og på sin vis var den meget sød, men der var ikke så meget nyt eller revolutionerende over den. Jeg havde håbet på lidt mere tyngde og bid (haha!) i både sprog og handling, men fik i stedet en forholdsvis forudsigelig og letlæselig oplevelse.

Jeg vil ikke afvise, at jeg godt kan finde på at læse flere bøger i serien, selvom denne ikke var den store succes, for det er som sagt bøger, der er lettilgængelige og hurtigt læst og egner sig fint til en dag, hvor man vil slappe helt af. Popcorn i bogformat.