Vingeskudt

For nylig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville anmelde ‘Vingeskudt’, og efter at have læst om bogen sagde jeg ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Martin Richardt og er hans debutroman. Handlingen er splittet op i tre forløb, som læses parallelt – et under Anden Verdenskrig, hvor kaptajnløjtnanten Rüdiger er den bærende person og står for ledelsen af den tyske radarstation på vadehavsøen Mandø. De to andre forløb foregår i 1970’erne, hvor læseren følger henholdsvis arkitekten Sten og socialarbejderen Meike. Begge udsættes for begivenheder, som får dem til at reflektere over livet og de valg, de foretager sig. 

‘Vingeskudt’ er en bog om kærlighed, loyalitet, løgne og fortielser. Selvom bagsideteksten røbede, at der var tale om flere handlingsforløb, blev jeg alligevel frustreret i starten, når kapitlerne hoppede fra person til person, for der var et forløb, der var mere interessant end de andre. Denne balance skiftede dog undervejs, og da jeg først havde vænnet mig til stilen, gik det også lettere med blot at nyde bogen, for et eller andet sted endte strukturen med at give mening.

Bogens hovedpersoner er generelt sympatiske og interessante, men jeg nåede aldrig rigtig at føle for Sten, som kom til at virke ret anonym i forhold til de to andre hovedpersoner. Jeg kan heller ikke helt slippe tanken om, at jeg havde holdt endnu mere af bogen, hvis den var skåret anderledes, så der var endnu større fokus på Rüdigers og Meikes historier.

Sproget er nuanceret og en anelse svulmende, men den stil kan jeg generelt godt lide, så det passer mig fint. Handlingen er som udgangspunkt også fint tænkt, men der mangler en smule i udførelsen for, at jeg for alvor bliver grebet af dramaet. Det er en udmærket bog, og jeg kan godt finde på at læse flere bøger af samme forfatter, hvis han fortsætter med at udgive bøger.

Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg

Som bloggen viser, så har jeg en ret bred bogsmag (dog med en vis forkærlighed for fantasy og horror). Jeg kan også godt lide at udfordre mig selv og læse bøger i genrer, som jeg ikke kender så godt, og derfor blev jeg også fristet, da jeg læste en positiv anmeldelse af  denne bog på Litteratursiden.

‘Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg’ er skrevet af Kjersti Annesdatter Skomsvold og handler om Matea – en lille gammel kone, som altid har levet afsondret uden rigtig at kende andre. Kontakten til andre mennesker er så minimal, at da hun indser, at hendes liv stille og roligt rinder ud, bliver hun pludselig bange for at blive glemt. Tænk hvis ingen opdager, at hun er død – eller endnu værre – ikke opdager, at hun har levet? Derefter starter jagten på den menneskelige kontakt – eller jagten på livet kan man også kalde det.

Bogen er en lille sag på ca. 150 sider, som formår at være tankevækkende og finurlig på en helt særlig måde. Jeg smilede flere gange undervejs, fordi hovedpersonen har en ret pudsig tankegang og væremåde, og jeg kan ikke andet end at holde af hende, selvom hun opfører sig ret besynderligt. Det er også en smuk fortælling om at blive gammel og om frygten for ikke at have leve livet – en frygt, jeg godt kan forstå, selvom jeg stadig er ung, for tænk nu, hvis jeg ikke når alle de ting, jeg gerne vil her i livet? Selvom bogen handler om at slutte et liv, så synes jeg, at den på mange måder er livsbekræftende, og det er dejligt at se, at selv en lille bog som denne kan rumme så megen visdom. Interessante bøger behøver ikke nødvendigvis at være over 400 sider, og det var en god læseoplevelse, som ikke krævede mange timers læsning.

Skaknovelle

Tidligere på måneden var jeg på biblioteket, og her fandt jeg ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig på hylden over klassikere. Den lille og beskedne bog endte med at friste mig så meget, at jeg valgte den som september måneds klassiker.

Bogen er – som titlen antyder – en novelle, som handler om mødet med den indesluttede og arrogante verdensmester i skak og en tidligere skakentusiast, hvis evner bunder i en tragisk baggrund. Skakspillet viser sig ikke blot at være et levebrød eller en passion men kan også blive en besættelse, og historien udvikler sig til at være et drama uden lige.

Jeg var meget imponeret over fortællingen, som indeholdt mere spænding og drama, end hvad mange romaner kan præstere. Stemningen blev så intens og fortættet undervejs, så det føltes som at være der selv, og jeg blev virkelig grebet af historien. Jeg var næsten skuffet over, at historien ikke var længere, men omvendt formåede forfatteren også at have en så stram og nøje planlagt fortælling, at den føltes fuldendt, da jeg nåede sidste side.

Bogen kræver ikke et forkundskab til skak, og du behøver ikke at være skaknørd for at finde denne bog interessant – selvom der selvfølgelig vil være udtryk undervejs, som du vil nyde mere, hvis du kender til skak-jargonen. Det er en gribende fortælling om besættelse, passion og udholdenhed, og jeg vil klart anbefale bogen.

Volvo Lastvagnar

Månedens ene bogudfordring går denne gang ud på at læse en bog, der er skrevet på et andet sprog end dansk. Her kunne jeg selvfølgelig have valgt den oplagte løsning at læse en bog på engelsk, men jeg havde lyst til at gå andre veje og kiggede i stedet mod nord. Jeg har tidligere læst en bog af Erlend Loe, og dengang lovede jeg mig selv, at det bestemt ikke var sidste gang, jeg kastede mig over hans forfatterskab.

Erlend Loe er dog ret populær på mit bibliotek, men jeg fik da fat i ‘Volvo Lastvagnar’, som er en selvstændig fortsættelse til en anden af hans bøger: ‘Doppler’. I ‘Volvo Lastvagnar’ møder man både den excentriske Maj Britt, og senere hen støder hovedpersonen fra ‘Doppler’ – den lidt kiksede Andreas Doppler – til og indgår snart i et kompliceret og lettere forvirrende trekantsdrama mellem Maj Britt og naboen von Borring.

Det er svært at gå i detaljer med handlingen, for den er både indforstået og sort, og det er da også denne stil, der er med til at gøre bogen ganske sjov. Jeg har desværre ikke læst forgængeren, men har hørt fra flere, at ‘Volvo Lastvagnar’ ikke er lige så god som den første bog, og den har da også perioder, hvor handlingen går lidt i tomgang, og forfatteren væver lige lovlig meget. Der er passager, hvor han fokuserer lidt for meget på sig selv og hele den metasnak, som han ynder at krydre bogen med, men overordnet set er det en finurlig, surrealistisk og sjov bog, som jeg godt vil anbefale dig at læse, hvis du har mod på at kaste dig over sort norsk humor. Bogen er selvfølgelig også oversat til dansk.

Det du elsker

Denne gang er jeg lidt på forkant og har læst en bog, som først udkommer den 16. september. Bogen fik jeg tilsendt af forlaget Aben maler, som udlovede en række bøger via Twitter

‘Det du elsker’ er den første bog af Louise Doughty, som er oversat til dansk, og den handler om Laura, som mister sit ene barn, datteren Betty, i en bilulykke. I bogen følger man Laura både i tiden op til og lige efter ulykken, hvor sorg, fortvivlelse, hævngerrighed og handlekraft flettes ind i hinanden i et troværdigt kludetæppe af menneskelige følelser. Hun tænker både på det forliste forhold til sin tidligere ægtemand og på uretfærdigheden i, at datteren pludselig er revet bort, og snart rejser Laura sig af sorgens vugge, for nu er det på tide at handle!

Bogen er lidt svær at kategorisere. På sin vis kan den godt kaldes et hverdagsdrama, og der er også en smule thriller over den, men det er først og fremmest en virkelig velskrevet roman. Sproget glider let og ubesværet, og historien fortælles så naturligt, som var det en samtale med en god ven. Det er kun på de sidste 50 sider, at der er et par ‘knaster’ – et par skæve vinkler i historien, hvor den ene i mine øjne er unødvendig og akavet, mens en anden bidrager til en interessant drejning i historien. Jeg kan ikke konkretisere det mere her, uden at jeg afslører for meget, men det giver historien mere kant og gør historien knapt så pæn. Det kan jeg godt lide, for selvom første del af bogen som sagt er godt skrevet, så har den også brug for lidt skævhed, så det ikke bliver én lang fortælling om en mors tab.

Jeg er ikke sikker på, at det var en bog, jeg havde kastet mig over, hvis ikke jeg havde fået den tilsendt, men det var dejligt at blive positivt overrasket. En god bog i genren hverdagsdrama og som passer sig fint som hverdagslæsning. Bogen er på lidt over 300 sider og er hurtigt læst.

Moln – jorden husker

Vi går mod mørkere tider, og derfor er det på tide at finde horror- og vampyrbøgerne frem igen.

For et par måneder siden læste jeg et par positive anmeldelser af ‘Moln – jorden husker’, der er skrevet af Michael Kamp, og selvom jeg ikke er så meget til novellesamlinger, så lød denne her nu ganske lovende. For nylig kunne jeg da heller ikke nære mig længere og lånte den på biblioteket.

Da jeg læste bogen, glemte jeg faktisk, at det var noveller, for historierne foregår alle i byen Moln og flettes flere steder sammen, så de nærmere virker som brudstykker af en større fortælling. Jeg havde følelsen af at stå i et mørkt rum og være udstyret med en lommelygte, hvor batterierne er lige ved at løbe tør. Jeg kan tænde lommelygten og få et kort glimt af et hjørne af rummet, men jeg har ingen mulighed for at danne mig overblik over, hvordan hele rummet ser ud.

Historierne kan læses hver for sig, men er bedst når du læser dem lige efter hinanden. Jeg læste bogen på én dag, og jeg havde lidt svært ved at slippe den, da jeg først var gået i gang. Bogen er på lidt over 200 sider og skrevet i et naturligt og flydende sprog, som sætter en troværdig ramme for novellernes hovedpersoner (alle teenagere) og deres handlinger. Det er tydeligt, at forfatteren er vant til at omgås børn og unge, og den respekt kan også ses i hovedpersonerne, der virker som ganske almindelige danske teenagere.

Horrorhistorier skal jo gerne fremkalde gåsehud og/eller små gys undervejs, og her bestod bogen med glans. Da jeg kun manglede et par kapitler, og klokken nærmede sig midnat (det perfekte tidspunkt at læse horrorhistorier), greb jeg mig selv i at spekulere på, om jeg nu også skulle ligge med ansigtet ud mod sengekanten, når jeg lagde mig til at sove – tænk nu hvis jeg vågnede midt om natten, og der så stod en død pige og stirrede på mig?  … her indså jeg, at bogen da for alvor var kommet ind under huden på mig, for den slags tanker plejer jeg sjældent at have, når jeg læser horrorhistorier eller ser horrorfilm. Men stor ros herfra for at bygge en krybende gyserstemning langsomt op, så læseren stille og roligt bliver mere og mere ubehagelig til mode. Kan absolut anbefales hvis du er til horror.

Ps. Jeg endte med at sove med ansigtet ud mod sengekanten – efter at have taget et par dybe indåndinger og trukket dynen helt op til næsen!

De otte

Denne bog læste jeg en positiv anmeldelse af sidste år, og den lød så interessant, at jeg ønskede mig den i julegave – og fik den. Siden har bogen stået og ventet på bogreolen, men da jeg fik øje på den i sidste uge, greb jeg den og gik i gang med at læse.

‘De otte’ af Katherine Neville er en solid bog på lidt over 600 sider. Der er to handlingsforløb – et i slutningen af 1700-tallet og et i 1970’erne. I begge handlingsforløb er omdrejningspunktet det mystiske og eftertragtede Montglane skakspil, som siges at have særlige kræfter og kan give ejeren ubegrænset magt. Hovedparten af bogen foregår i 1970’erne, hvor hovedpersonen er computereksperten Catherine Velis. Hun bliver inddraget i jagten på skakspillet, som fører hende til Algeriet, og snart går den hæsblæsende jagt, som involverer mystiske beskeder, spåkoner, hemmeligt politi, skakgåder, lidenskab og magtbegær.

Da jeg læste bogen, fik jeg ind imellem en fornemmelse af, at forfatteren havde læst en del af Dan Brown, inden hun gik i gang med bogen. ‘De otte’ er imidlertid skrevet længe før den bølge af religiøse konspirationsteori-bøger, der fulgte i kølvandet på ‘Da Vinci Mysteriet’, og selvom der er flere cliffhanger-tricks i bogen, så er det intet i forhold til i Da Vinci – og tak for det!

Opstarten var ret tung, og i lang tid fandt jeg handlingen i 1700-tallet langt mere interessant end den ‘nutidige’ fortælling. Der var for megen udenomssnak, hvor handlingen trådte vande, og jeg kedede mig en del gennem de første 400 sider. Derefter kom der for alvor gang i historien, og der manglede bestemt ikke actionscener i den sidste halvdel af bogen. Alligevel vil jeg mene, at man sagtens kunne skære mindst 100 sider af bogen, uden at det gjorde noget negativt for læseoplevelsen.

Handlingen koncentrerer sig først og fremmest om jagten på Montglane skakspillet. Der foregår et pseudo-skakspil parallelt med handlingen, som jeg havde lidt svært ved at acceptere – måske fordi det lugtede for meget af fanatiske loger i stil med den føromtalte bølge af religiøse konspirationsteorier. Det virker simpelthen utroværdigt, at mennesker vil gå så langt for at få fat i et skakspil. Et smukt og imponerende et af slagsen – men alligevel.

Der er selvfølgelig også tilsat lidt romance, men ikke så meget, som jeg først frygtede. Jeg kan til gengæld lide skattejagtsdelen, og selvom den godt kan virke lidt old school flere steder (og desværre ikke helt så charmerende som Indiana Jones-filmene), så holder denne del nogenlunde.

Der er skrevet en fortsættelse af bogen, som hedder ‘Den sorte dronning’ og foregår 30 år efter, at den første bog sluttede. Pt. føler jeg mig ikke fristet af at læse den, da jeg syntes, at ‘De otte’ var noget lang i spyttet. Du skal læse ‘De otte’, hvis du er fascineret af skak og måske også spiller det jævnligt, og hvis du har god tid.

Barden Beedles Eventyr

Det har nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at filmatiseringen af den sidste Harry Potter-bog havde premiere denne sommer, og det var ret underligt pludselig at skulle afslutte den lange rejse med J. K. Rowling og den fantastiske verden, hun har opbygget. Derfor blev jeg glad, da jeg kort tid efter premieren på den sidste film faldt over ‘Barden Beedles Eventyr’ til sølle 25 kr.

Bogen indgår som en vigtig del af ‘Harry Potter og Dødsregalierne’, da en af eventyrerne bruges direkte i Harry Potter-historien. ‘Barden Beedles Eventyr’ rummer dog også andre eventyr, og de har hver især en række fodnoter og er kommenteret af selveste Albus Dumbledore. En sjov lille gimmick men ikke så hensigtsmæssig, når bogen bruges til højtlæsning.

Eventyr er som skabt til højtlæsning, og denne bog er ingen undtagelse. Den er faktisk ikke speciel interessant, hvis jeg skal være helt ærlig, for jeg kom på ingen måde i ‘Harry Potter-stemning’. Den fungerede dog ok som højtlæsningsbog og egner sig mest til mindre børn. Bogen er sjov at have stående sammen med Harry Potter-bøgerne, men den er ikke et must buy.