Fyrsten

Da jeg læste på universitetet, indgik et par kapitler fra Niccolò Machiavellis ‘Fyrsten’ som en del af pensum, og det var både fascinerende og skræmmende læsning. Jeg har længe ønsket at læse det samlede værk, så da jeg skulle vælge månedens klassiker for oktober, blev det denne bog.

‘Fyrsten’ er en håndbog i at udøve magt – at være det dominerende statsoverhoved, der forstår at kontrollere befolkningen og politiske modstandere. Den er skrevet i en tør og kynisk tone og beskriver de dilemmaer en magthaver ofte oplever, når han/hun forsøger at opretholde ro og orden i sit land. Det er hele tiden en afvejning af, hvad der bedst kan betale sig for at beholde magten, og hvor herskeren kan ty til voldsudøvelser, hvis det er nødvendigt.

Machiavelli taler fornuftens sprog, hvor han forsøger at beskrive magtspillet ud fra en logisk vinkel, hvor der ikke er plads til moral og empati. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at bogen gennem alle tider er blevet opfattet som kontroversiel. Bogen har været genstand for mange diskussioner gennem årene, hvor blandt andet udtrykket “målet helliger midlet” stammer fra. ‘Fyrsten’ bliver dog ved med at være aktuel, for Machiavellis fokus på politik uden moral kan fortsat perspektivere de politiske systemer verden over.

Jeg skulle lige vænne mig til den nøgterne og kyniske skrivestil, men hvis du først accepterer den, indeholder ‘Fyrsten’ en lang række interessante betragtninger om magtudøvelse, som ikke blot er interessant for politikere men også for os – folket. Det er en håndbog, som du bør læse, hvis du blot interesserer dig en smule for politik eller blot vil vide noget om magtforhold og de virkemidler, som ledere kan bruge for at beholde magten.

Folkets tjener

I denne måned går den ene bogudfordring på at læse en bog om en historisk begivenhed. Det var ret oplagt at tage en om 2. Verdenskrig – men samtidig også for oplagt – så i stedet overvejede jeg at tage en fra 1700-tallet og gerne om den franske revolution. Desværre var den, jeg først havde udset mig, udlånt på biblioteket, men ved et tilfælde faldt jeg over denne lille gule bog.

‘Folkets tjener’ foregår i Kina 0 1967 under kulturrevolutionen, hvor Formand Mao hyldes som den store leder, og fællesskabet igen og igen fremhæves i stedet for – eller ligefrem på bekostning af – individet.

Hovedpersonen er mønstersoldaten Wu Danang, som bliver forfremmet til oppasser for divisionskommandanten og dennes kone, Liu Luan. Snart finder Wu ud af, at Liu Luan er ensom og savner ømhed, og selvom han først forsøger at holde hende på afstand, som en ærlig og trofast oppasser bør gøre, indser han, at hun både kan være en trussel mod hans karriere, hvis ikke han følger hendes ordrer – og at hun er utrolig sensuel og smuk. Deres affære er upassende og farlig – og ender ganske overraskende.

Bogen handler ikke så meget om kulturrevolutionen, som jeg håbede – i hvert fald ikke i direkte. Til gengæld indeholder historien masser af sjove og overraskende vinkler, hvor der spindes flere satiriske sløjfer på hele dyrkelsen af Mao. Det er ikke så underligt, at bogen er blevet forbudt i Kina, for den er ikke just partiloyal eller speciel positiv over for Mao-dyrkelsen.

Selve kærlighedshistorien interesserer mig ikke så meget (jeg er generelt ikke så meget til kærlighedshistorier), og det er ret overvældende, at den del fylder så meget i bogen. Den er dog så voldsomt ladet af desperat bekræftelse og lidenskab, at det bliver sjovt i stedet for kvalmende. Den er lidt for erotisk til min smag, men den går dog ikke så meget i detaljer.

Det var en interessant læseoplevelse, og vil du gerne læse en bog, hvor du lærer lidt mere om kulturrevolutionen på en ny måde, så er dette et glimrende bud.

Den Første

De senere år har vampyrerne for alvor bidt (høhø) sig fast i bogmarkedet, og den ene paranormale bog efter den anden er dukket op hos boghandlerne – spækket med kærlighedshistorier om vampyrer, mennesker, varulve, feer, skyggefolk og hvad der nu ellers findes af væsner, der kan puttes ind i semi-realistiske verdener, hvor den uendelige kærlighed lever.

Men en ny bølge er allerede i gang, og her taler vi om den postapokalyptiske/dystopiske genre, som atter har rejst sig og nu dukker op som bestsellere hos boghandlerne eller som populære tv-serier eller film. Jeg har tidligere læst ‘Dødsspillet, som hører til blandt de bedste bøger, jeg har læst i år, og nu har jeg endelig læst ‘Den Første’ af Justin Cronin. Det krævede dog, at jeg satte en del tid af til det, for bogen er på over 1000 sider, så det er ikke en bog, du lige læser på en aften.

I ‘Den Første’ starter den amerikanske regering i al hemmelighed et eksperiment, hvor en række dødsdømte fanger bliver injiceret med en virus. Eksperimentet går galt, da menneskerne forvandles til stærke og frygtindgydende væsner med en voldsom smag for menneskeblod, og verden forfalder derefter hurtigt. Den lille pige, Amy, er en vigtig brik i spillet, for det er som om, at skæbnen har tiltænkt hende en helt særlig rolle – ikke bare under verdens undergang men også i tiden efter. En tid, hvor de sidste overlevende kæmper for at klare sig over for væsnerne og for hinanden.

Da jeg første gang hørte om denne bog, fik jeg at vide, at den handlede om vampyrer. Det er dog ikke rigtigt – de væsner, der er med i bogen, ligger temmelig langt fra vampyr-myten, og i bogen er menneskerne heller ikke helt enige om, hvad/hvem væsnerne er. De bliver kaldt alt lige fra glødepinde til zombier og viraler, men først og fremmest er det frygtelige væsner, som har meget lidt med mennesker at gøre, selvom de alle er født sådan – og derefter forvandlet efter et bid af væsen.

Bogen foregår primært i tiden efter verdens undergang, hvor store dele af USA ligger øde, og de få overlevende har samlet sig i små kolonier uden kontakt med hinanden. Menneskerne lever et simpelt liv, hvor de konstant forsøger at holde væsnerne på sikker afstand. Det er både interessant og tankevækkende, når ‘fremtidens mennesker’ finder ting fra før verdens undergang, som de forsøger at få til at virke. Ind imellem virker det troværdigt, ind imellem ikke (jeg havde for eksempel lidt svært ved at acceptere, hvor let de kunne få transportmidler til at virke igen).

Hele ideen om en verden, hvor det meste teknologi er skrællet bort, og hvor menneskerne er overladt til sig selv i kampen mod en uovervindelig fjende, giver naturligvis mulighed for at skildre en række personkonflikter og dilemmaer, som afspejler, om menneskeheden stadig rummer barmhjertighed, næstekærlighed og uselviskhed. Her har forfatteren brugt en række klassiske konflikter, som i mange tilfælde er relevante – men også kan virke en anelse uopfindsomme. Jeg vil undlade et eksempel her, da det kan afsløre for meget af handlingen, men jeg havde flere gange fornemmelsen af at ‘have set den film før’.

Bogen er god underholdning, selvom den er temmelig lang. Jeg sad et par gange og overvejede, om ikke den burde have mødt en redaktør, der kunne have skåret den lidt mere til, for der er flere gange, hvor der er lidt for megen stilstand og gentagelse, men det var ikke for alvor et problem. Til gengæld kunne den godt have mødt en korrekturlæser inden udgivelsen, for selvom det er umuligt at undgå en slåfejl eller to i en bog på over 1000 sider, så var der så mange i bogen, at det irriterede mig. Det er ganske enkelt noget sjusk.

Jeg smilede meget undervejs, for det var helt nostalgisk at læse bogen. Den minder mig på mange punkter om ‘Slutspillet’ af Stephen King, og da jeg slugte alt fra hans forfatterskab, da jeg var teenager, var det hyggeligt at læse noget, der mindede om. Jeg savner dog hans evne til at skabe nuancerede, spændende og levende personer, for her haltede ‘Den Første’. Man kom aldrig helt ind under huden på dem, og selvom de fleste virkede sympatiske, så brændte de ikke igennem.

Alt i alt var det en god læseoplevelse på trods af kritikpunkterne. Det er dejligt at se, at de dystre fremtidsbøger atter dukker op hos boghandlerne, og jeg håber, at de næste par år vil byde på en række perler. ‘Den Første’ er den første bog i en trilogi, og næste bog ventes at udkomme til næste år. Jeg er spændt på, hvad der vil ske i den og skal naturligvis også læse den.

Fægtemesteren

På min lille tur til Paris havde jeg medbragt et par paperbacks, og denne her nåede jeg at sluge på flyveturen + ventetiden ved bagagebåndet – jojo, det er om at udnytte tiden fornuftigt!

‘Fægtemesteren’ er skrevet af Arturo Pérez-Reverte og foregår i Madrid i 1868. Vi følger den noble og agtede fægtemester, Jaime Astarloa, der underviser de rige mænd og deres knægte i fægtekunsten. hun bliver rystet i sin grundvold, da han en dag opsøges af en ung, smuk kvinde, som ønsker at lære et bestemt fægteangreb, som han har opfundet. I første omgang afslår han, men hun giver ikke op, og til sidst giver han efter. Undervisningen af kvinden – og ikke mindst kvinden i sig selv – fascinerer ham, selvom han ikke kan lade være med at undre sig over, at hun har opsøgt ham med et så specifikt ønske. Da en af hans andre elever kort tid efter findes dræbt af netop det føromtalte fægteangreb, får fægtemesteren en mistanke om, at han er blevet brugt i en konflikt, som kun de færreste kender til.

Det er en udmærket krimi med et meget lille persongalleri, hvor fægtemesteren bærer meget af historien. Alligevel er den spækket med handling og beskriver samtidig fint, hvordan klassiske dyder snart vil forsvinde, og hvor ære og moral stille og roligt glider bort i glemslens tåger. Fægtemesteren står her som den faste klippe og den, som stædigt holder fast i de gamle traditioner og dyder, mens han ser, hvordan verden omkring ham forandrer sig. En verden, der byder på intriger og højforræderi, som han nødtvungent involveres i.

Jeg må indrømme, at hvor krimidelen ikke interesserede mig synderligt, så var det historiske aspekt og hele miljøbeskrivelsen det, der fangede min opmærksomhed og gjorde flyveturen til en lille tidsrejse. En fin lille bog, som du kan sluge på få timer.

Mrs de Winter

For et par måneder siden fik jeg en pose bøger af en af mine venner, der er endnu større bogorm end jeg. Hendes bibliotek var begyndt at blive lidt overfyldt, så hun havde luget lidt ud i samlingen, og dette var en af de bøger, som hun sagde farvel til.

Jeg læste ‘Rebecca’, som ‘Mrs de Winter’ er en fortsættelse af, sidste år og var meget begejstret for klassikeren. Bøgerne er ikke skrevet af samme forfatter, men Susan Hill valgte alligevel at kaste sig ud i den dristige opgave at skrive en fortsættelse til et kendt og elsket værk.

‘Mrs de Winter’ foregår ca. ti år efter slutningen af ‘Rebecca’, og meget af handlingen er knyttet til den første bog. Det vil derfor afsløre for meget, hvis jeg giver et kort resumé her.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg begyndte at læse bogen, for det er sjældent en god idé at skrive en fortsættelse til en så stor succes og slet ikke, når det ikke er hovedværkets forfatter, der gør det. Susan Hill slipper dog rimeligt fra forsøget på visse områder. Jeg synes blandt andet, at sproget minder en del om det oprindelige værk. Hun bruger dog alt for mange gentagelser, og hovedpersonen er endnu mere handlingslammet end i den første bog – hvilket alligevel er lidt af en præstation, for hovedpersonen i bøgerne er ikke just den initiativrige og selvstændige type. Samtidig er alt for meget af handlingen bundet op på hændelser i den første bog. Det er ikke så underligt, for på den måde kan forfatteren nyde godt af den første bogs succes og ikke komme til at træde fans alt for meget over tæerne. Alligevel er det for letkøbt og initiativløst – det virker rent ud sagt som at koge suppe på et ben.

Bogen vil ikke gå over i historien som dens forgænger, og det er ikke en bog, du behøver at læse. Til gengæld vil jeg igen anbefale dig at læse ‘Rebecca’, som er en af de bedste gotiske romaner, jeg har læst. Perfekt til en efterårs- eller vinteraften!

Et par bogkup

Da jeg var jagt efter en boggave i dag, faldt jeg samtidig over et par gode tilbud, og da det er temmelig længe siden, jeg sidst har købt bøger, så syntes jeg, at det var på tide at bringe lidt med hjem til hylden.
 
Don Quijote’ er en af de klassikere, som jeg håber at få læst i år, men jeg har længe haft problemer med at finde den rigtige udgave – for eksempel fik jeg bestilt en forkortet udgave på biblioteket og opdagede det først, da jeg skulle hente den. Men nu tror jeg, at jeg har fået fat i en mere rigtig udgave – og så kostede den kun 50 kr. i Bog & Idé. Her fandt jeg også denne sampak med de to bøger af Margaret Weis og Tracy Hickman til den sølle pris af 29 kr. i alt! Det kunne jeg heller ikke stå for.

Sådan finder du en god fantasy- eller sci-fi-bog

En af mine venner sendte dette billede til mig for nylig. Det er en sjov, anderledes og ganske god inspiration til, hvad du bør læse af fantasy- og sci-fi-bøger ud fra dine egne præferencer (om du er nybegynder i den boggenre, er du mest til magikere eller barbarer, er du rollespiller, leder du efter en klassiker osv.).

Der er mange af fantasybøgerne, jeg allerede har læst (og som jeg i de fleste tilfælde kan anbefale), mens jeg er lidt mere grøn på sci-fi-området. Jeg har dog allerede fundet flere titler i begge genrer, som lyder ret spændende og som er noteret på min ’skal læses-liste’.

Er der bøger i guiden, som frister dig?

Kampråb fra en tigermor

I foråret læste jeg om det røre, som Amy Chuas bog ‘Kampråb fra en tigermor’ vakte i USA, og herhjemme var kritikken også hård mod den kinesiske mor.

Amy har skrevet en bog, som både er et opråb til vestlige forældre og samtidig en beretning om, hvordan en kinesisk mor opdrager sine børn til at blive vindere. For kinesiske forældre er du kun god nok, hvis du er nr. 1 til alt – en andenplads er fuldstændig ligegyldig. Det handler ikke om at være med – det handler om at vinde!

Den tankegang kolliderer med den vestlige børneopdragelse, hvor børn opmuntres konstant og roses for selv de mindste fremskridt. Her er der fokus på, at barnet skal lære af lyst, og at der skal være plads til leg og sociale aktiviteter i det hele taget.

Det er derfor ikke så overraskende, at Amy mødes med massiv kritik, når hun gør sig til fortaler for en opdragelse, som bygger på tårnhøje krav, benhård disciplin og endeløse repetitioner. Ting, som vestlige børn tager som en selvfølge (lege med kammerater efter skoletid, deltage i sociale aktiviteter på skolen og selv vælge fritidsaktiviteter), er fuldstændig udelukket for Amys børn, da det vil stjæle dyrebar tid, som de ellers kan bruge på at øve henholdsvis klaver og violin.

Det er chokerende læsning – ingen tvivl om det – men bogen var mere nuanceret, end jeg frygtede. Amy besidder en vis portion humor og selvironi, og undervejs reflekterer hun også over begivenhederne. Godt nok er det mest til ‘egen fordel’ – det er forbløffende få ting, hun reelt fortryder – men hun gennemgår også en forandring undervejs. Havde hun ikke det, var jeg også blevet skuffet.

Hun har flere gode pointer, som drukner desværre på grund af den bombastiske vinder-retorik. Det er relevant at stille krav til børn – at være den voksne og tage beslutninger på deres vegne i stedet for at bombardere dem med valg. Det skal bare på ingen måde være så ekstremt som i Amys tilfælde, hvor børnene er projekter, der skal vise, hvor dygtig Amy er som mor. Det er beundringsværdigt hvor meget tid, hun bruger på at øve sammen med sine børn. I mine øjne er det så ikke kvalitetstid, når en del af den bruges på at udsætte dem for sønderlemmende kritik, men ikke desto mindre bruger hun masser af tid og energi på sine børn.

Det er en spændende, tankevækkende og provokerende bog. Er du forælder, vil du nok reagere kraftigere, end jeg gjorde, men den er værd at læse – uanset om du har børn eller ej.

Én ting er dog sikkert – jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har haft en mor som hende!

Den ydmyge amulet

Denne bog købte jeg i foråret efter at have fået den anbefalet af Boglabyrinten. Jeg kunne dog ikke rigtig komme i gang med den før for nogle dage siden, da jeg trængte til noget fantasy og opdagede bogen, som lå i en bogstak ved sengebordet.

‘Den ydmyge amulet’ er skrevet af Sascha Christensen og er hendes debutroman. Hovedpersonen er den unge magiker Josephine Teller, som er flyttet til en mindre by sammen med sin faster og onkel, der vil åbne et hotel. Josephine er ret træt af situationen og har bestemt ikke lyst til at deltage i hotel-forberedelserne, men da det viser sig, at huset bærer på mørke hemmeligheder og et problem, hun som magiker på bør løse, påtager hun sig straks ansvaret. Snart er hun rodet ind i problemer, hvor hun ikke kan gennemskue, hvem der er ven, og hvem der er fjende, så hun må stole på sin intuition. 

Bogen er i genren ‘moderne fantasy’ – forstået på den måde, at handlingen så vidt jeg kan se foregår i nutiden, men har tydelige fantasytræk såsom magi, alfer og hekse. Starten er lidt forvirrende – det er først langt inde i bogen, at du får en forklaring på, hvorfor bogen starter, som den gør, og af samme grund var jeg lidt skeptisk, da jeg gik i gang med bogen. Efter få kapitler begyndte historien dog at tage form, og snart slugte jeg den ene side efter den anden.

Overordnet er fortællingen medrivende og interessant. Spændingen stiger, og forfatteren stiller flere og flere spørgsmål undervejs, som er med til at pirre læseren. Det er lige ved at kamme over til sidst, hvor det efterhånden er svært at vente på svarene, men jeg synes, at balancen er ok. Til gengæld er der forklaret lidt for meget enkelte steder – det bliver lidt for tænkt og konstrueret, som om forfatteren har lagt et kompliceret puslespil – og den slags skal netop ikke være tydeligt.

Det er som sagt en debutroman, og de enkelte småskavanker, der er ved bogen, er sandsynligvis væk i den næste bog i serien. Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at læse mere i serien, for ‘Den ydmyge amulet’ var ganske lovende, og det er ikke så underligt, at den vandt Orlaprisen for bedste fantasybog i 2010.

Vælger du bøger ud fra årstiden?

Jeg antydede i et tidligere indlæg, at nu hvor dagene bliver kortere, og mørket kommer snigende, så er det for mit vedkommende tid til at finde de dystre og uhyggelige bøger frem. Der er bare visse bøger, der ikke egner sig til sol og sommer, og jeg har for eksempel en række vampyr- og horrorbøger, som ikke har fristet hen over sommeren. Lyse aftener samt gys og gru matcher bare ikke. Til gengæld er sommeren oftest det tidspunkt, hvor jeg kan finde på at læse bøger i den mere letbenede ende af skalaen.

Har du det på samme måde? At årstid og boggenre gerne må passe sammen? Eller betyder lys og vejr ikke det store for dine læseoplevelser?