Vand til elefanterne

Da ‘Vand til elefanterne’ af Sara Gruen blev filmatiseret tidligere i år, fangede historien mig med det samme, da hele settingen med cirkuslivet i 1930’erne fik mig til at mindes den geniale tv-serie, Carnivale. Da jeg samtidig læste flere positive anmeldelser af bogen, blev titlen straks noteret på listen over bøger, jeg gerne ville læse.

Derefter gik der en række måneder, indtil jeg for nylig faldt over bogen på netlydbog.dk, og så var der ingen undskyldning – den måtte jeg høre!

Bogen er fortalt af den 93-årige Jacob Jankowski, der tænker tilbage på sin ungdom, hvor han ved et tilfælde endte med at arbejde som dyrlæge i et cirkus. Han er ellers tæt på at afslutte sin uddannelse, da han mister sine forældre og pludselig står uden penge, så han rejser ud i verden, hvor han slår følgeskab med et omrejsende cirkus. Det er en ukendt verden for ham, og som ny får han da også en række knubs, men han bliver snart venner med den smukke cirkusartist Marlena, den ustabile dyrepasser August og en lang række af de jævne arbejdere, som laver alt det praktiske arbejde i forbindelse med forestillingerne. Jacob forelsker sig i Marlena, og jo mere den forbudte kærlighed gnaver i ham, jo mere risikabel bliver situationen.

Historien er virkelig godt skruet sammen og fortalt med en varme og livsglæde, som – selvom du som læser sagtens kan fornemme, at ting vil gå rigtig galt – også er gribende og livsbekræftende på samme tid. Som læser følger du både Jacob i fortid og nutid, for historien skifter mellem hans ungdomsfortælling og de kvaler, han nu har på plejehjemmet, hvor han må slås med rigide regler og for lidt at lave. Det er en meget menneskelig og sympatisk hovedperson, som er let at holde af.

Bogen emmer af stemning og favner også mange af de tragiske skæbner, som cirkuslivet bød på dengang, og det gør historien troværdig og interessant. Selvom filmen blev solgt meget på kærlighedshistorien, så rummer bogen meget mere og andet end det. Jeg skal ikke kunne sige, hvor loyal filmen er over for bogen, da jeg desværre ikke har set filmatiseringen endnu, men den vil jeg helst sikkert kaste mig over på et tidspunkt. Det er muligt, at der er mange pigehjerter, der banker for Robert Pattinson, men jeg glæder mig mest til at se en af denne tids bedste skuespillere, Christoph Waltz, folde sig ud i skurkerollen.

Læs bogen. Eller hør den som lydbog som jeg gjorde.

Creme fraiche

Denne måneds bogudfordring fra Bogklubben var at læse en bog fra samme år, som man er født, og derfor skulle jeg finde en bog fra 1978. Jeg måtte desværre indse, at det var ret begrænset, hvad jeg havde lyst til at læse blandt de titler, jeg fandt frem, og jeg var da stærkt fristet til at gå efter det sikre hit – en digtsamling af Michael Strunge. Jeg tænkte dog, at det kunne være spændende at kaste sig over noget, jeg ikke kendte i forvejen, og derfor valgte jeg Suzanne Brøggers ‘Creme fraiche’.

I den delvist selvbiografiske bog følger vi jeg-fortælleren, der beskriver sine unge år, som både indeholder kærlighed, sex, rejser, familieøjeblikke og mange små og underfundige passager. Det er en bog, hvor kønnet – eller rettere det kvindelige køn – er i centrum, og hvor jeg-personen eksperimenterer og provokerer.

Jeg må indrømme, at var dette ikke en udfordrings-bog, så havde jeg droppet den undervejs. Der er lidt for mange beskrivelser af intime detaljer hvad angårpersonernes kroppe og deres sexliv, og det er ærlig talt ikke mig. Jeg overvejede, om den åbenhed var særlig for kvindelitteraturen for den periode, men jeg læste et sted, at bogen vakte megen opsigt, da den kom frem, så det har åbenbart ikke været et kendetegn. Det kunne ellers fint ligge i tråd med den frigjorte 70’er-stil, hvor man ikke skulle skamme sig over sin krop, og hvor frihed og lighed blev lovprist. Men som sagt – jeg er sådan set ligeglad med, hvem og hvor mange hovedpersonen dyrker sex med – jeg gider bare ikke læse så mange detaljer om det. Det virker mere som om, der er et ønske om at provokere (og det lykkedes) end om at beskrive den nye seksuelle bevidsthed hos kvindekønnet.

Men når nu jeg havde pålagt mig selv at læse bogen til ende – for når det er en bogudfordringsbog, så opgiver jeg ikke – så endte jeg alligevel med at finde passager, som interesserede mig. Der var for eksempel historierne om jeg-personens far, som var tankevækkende og spændende, og det var også mest den første halvdel, som var lidt for seksualiseret – anden halvdel var langt mere tiltalende.

Jeg har en klar fordom om, at denne bog nok primært vil tiltale kvinder i alderen +45 år, men hvis du er yngre end det og nød at læse bogen, så skriv gerne en kommentar om, hvad der tiltalte dig ved bogen.

De elendige

Denne måneds klassiker har jeg længe ønsket at læse, og ‘De elendige’ af Victor Hugo er da også svær at komme uden om.

Romanen handler om Jean Valjean, der må lide 19 år som galejslave, inden det lykkes ham at slippe væk. Han starter et nyt og bedre liv, hvor han snart er blevet en respekteret og vellidt borger, hvor han blandt andet støder på den fattige Fantine, som han fatter medlidenhed med. Han forsøger at hjælpe hende med at få sin lille datter tilbage, som hun har bortadopteret, men da Fantine pludselig dør, vælger Valjean selv at tage sig af den lille pige. Desværre er sorgerne langt fra forbi, for politiet kommer på sporet af Valjean og afslører hans falske identitet, så de må flygte over hals og hoved.

Lad mig starte med at fastslå, at det samlet set var en fin læseoplevelse. Jeg holdt meget af passagerne med Valjean og hans adoptivdatter, da passagerne var stemningsfulde og smukt beskrevet. Faktisk var sproget i det hele taget af høj kvalitet, selvom forfatteren havde en irriterende vane med at dvæle meget lang tid over små detaljer og komme med særdeles lange beskrivelser af ting, som ikke havde synderlig meget med handlingen at gøre. Ind imellem blev det nærmest teatralsk så lang tid, en scene kunne strække sig, og her var jeg ved at miste tålmodigheden et par gange. Det var primært den lange passage med oprøret, som ikke interesserede mig synderlig meget – her kunne jeg snildt have skåret en del sider fra.

Bogen er ikke bare en beskrivelse af Valjeans og datterens liv, men indeholder en god samfundsbeskrivelse af datidens Frankrig, ligesom ære, retfærdighed og romantiske forviklinger belyses i romanen. Hvis du kan tilgive forfatteren, at han er lidt lang i spyttet, så kan du forvente en spændende og tankevækkende bog, hvor din retfærdighedssans bliver pirret adskillelige gange. 

Dragonfly

Jeg henter en del inspiration hos andre bogbloggere, når jeg skal finde ny litteratur, og ‘Dragonfly’ er en af de bøger, som jeg har læst flere positive anmeldelser af gennem det sidste års tid – blandt andet Bookaholic, der gav bogen topkarakter. ‘Dragonfly’ skiller sig også lidt ud i forhold til mange andre fantasybøger ved at være en enkeltstående bog (i hvert fald indtil videre – man ved jo aldrig, om forfatteren kommer på andre tanker).

I ‘Dragonfly’ følger vi prinsesse Taoshira, der er blevet udpeget til at gifte sig med prins Ramil, så de to lande kan knytte et stærkt fælles bånd mod fjenden, der truer med krig. Hverken Taoshira eller Ramil er dog på nogen måde interesseret i giftermålet, og de går med det samme fejl af hinanden, da de mødes første gang. Kultursammenstødet skaber revner i forbindelsen mellem de to lande, og det bliver ikke bedre, da de to unge forsvinder under en ridetur og kaster landene ud i en diplomatisk krise. De to unge mennesker tvinges til gengæld til at samarbejde, da de skal undslippe fjenden, som har kidnappet dem, og mellem utallige misforståelser og kiksede samtaler finder de så småt sympati for hinanden.

‘Dragonfly’ er langt hen af vejen en feel good fantasy-bog, hvor humor, sammenhold og kærlighed er i højsædet. Visse steder bliver den dog så barsk, at den er på kanten til at ryge ud af den kategori, men overordnet set får bogen dig til at smile og glædes, når det går godt for hovedpersonerne. Jeg kunne især godt lide, at der var så meget fokus på kulturerne og de forskellige, der fik det til at slå gnister mellem Taoshira og Ramil.

Jeg har en vis… prinsesse-allergi… men jeg endte alligevel med at holde af Taoshira, som var så skrøbelig og stærk på samme tid, at det fascinerede mig. Jeg kunne godt lide den udvikling, hun gennemgik, og jeg kunne levende sætte mig ind i hendes frustrationer.

Trænger du til en fantasybog, hvor der er fokus på kultursammenstød, venskab, snedighed, humor, kærlighed og spænding, så kan jeg anbefale denne bog.

Bree Tanners korte liv efter døden

Som så mange andre har jeg også læst Twilight-serien, hvor jeg nød første bog i fulde drag (hvis vi fokuserer på beskrivelsen af teenagerens usikkerhed og første møde med kærligheden – ‘vampyr’-delen vil jeg undlade at kommentere denne gang). De efterfølgende bøger faldt dog drastisk i kvalitet og sluttede med fireren, som var ret… underlig.

Da jeg faldt over ‘Bree Tanners korte liv efter døden’ netlydbog.dk, blev jeg dog tilpas nysgerrig til at låne bogen. Bogen foregår parallelt med den tredje bog i Twiligt-serien – ‘Formørkelse’ – og handler om teenageren Bree. Hun er en af de nyfødte vampyrer, som udgør den hær, der planlægger et angreb på Bella og Cullen-klanen. Selve bogen handler utrolig lidt om personerne fra Twilight-serien, og i stedet er der fokus på livet som nyfødt vampyr – forvirringen, blodtørsten og forsøget på at finde meningen med at være ‘i live’.

Bree ved ikke særlig meget om at være vampyr, eller hvorfor de forbereder et angreb, og langt hen ad vejen kan hendes forvirrede tankegang tilskrives, at hun er ung og ikke får særlig mange informationer. Jeg syntes dog, at hun lidt for ofte lød ret blank, og det irriterede mig, for så naive og uvidende er almindelige dødelige teenagere altså ikke.

På sin vis var det interessant at læse denne vinkel på angrebet, men jeg havde nu foretrukket, at det var kortet ned til en (semi-) lang novelle, for der var ikke kød nok på historien til, at den burde udgives som bog. Jeg tror, man skal være die hard-fan af serien for at nyde denne bog, for der er ikke meget at komme efter, hvis ikke man kender Twilight-universet i forvejen.

… og det kom så på ønskesedlen…

Da jeg sidste weekend skrev et indlæg om bogønsker til jul, blev jeg blandt andet opfordret til at skrive lidt om, hvad jeg selv ønsker mig.

Jeg er blandt andet glad for at læse tegneserier og har flere yndlings-serier – heriblandt Get Fuzzy og Pearls Before Swine – og begge serier optræder på ønskesedlen. Der er også blevet plads til et par albums med Nemi, som jeg mangler, og så har jeg også skrevet Xkcd på.

I år har jeg lavet en decideret ‘bøger på engelsk’-kategori, for der er en del spændende fantasybøger, der ikke oversættes til dansk, ligesom bøger på engelsk oftest er meget billigere end de danske udgaver. Her har jeg blandt andet noteret R. A. Salvatores legendariske serie om sortelveren Drizzt, som jeg har fået anbefalet af flere fantasy-interesserede venner. Af nyere bøger har jeg noteret Maggie Stiefvaters ‘Shiver’, Maria V. Snyders ‘Poison Study’, Jim Butchers ‘Storm Front’ samt Brent Weeks’ ‘The Way of Shadows’.

Der er selvfølgelig også danske bøger på min ønskeseddel, og det er en god blanding af skønlitteratur og kogebøger. ‘Kaptajn Alatriste’ af Arturo Pérez-Reverte har efterhånden stået så længe på min ønskeseddel, at jeg snart køber den selv, og så har en af mine yndlingsforfattere – Lisa See – udgivet bogen ‘Pigerne fra Shanghai’, som jeg meget gerne vil læse. Mht. kogebøger er en del af dem ret nørdede og svære at få fat på, så dem må jeg nok hellere købe selv, men jeg har da i hvert fald skrevet Claus Meyers ‘Almanak’ på, ligesom en bog om fransk simremad også har sneget sig med på ønskesedlen.

Hvilke bøger ønsker du dig? 

Tokyo min elskede

Når jeg går på biblioteket, sørger jeg som regel for at reservere de ønskede bøger på forhånd og så ellers haste hjem, inden det går galt. Hvis jeg først bevæger mig ned mellem boghylderne, får jeg hurtigt samlet en høj stabel af bøger, jeg har lyst til at læse.

Sådan gik det for nylig, da jeg var på biblioteket og liiige skulle lede efter en bog, jeg ikke havde reserveret i forvejen. Her sneg denne bog – og en håndfuld mere – sig med, inden jeg måtte skynde mig ud af biblioteket igen.

I ‘Tokyo min elskede’ af Amélie Nothomb beretter den belgiske jeg-fortæller om sin tid i Japan, da hun var i starten af 20’erne. Mødet med Japan er et spændende gensyn, for hun boede der de første fem år af sit liv. Hun beslutter sig for at forbedre sit japanske og samtidig tjene lidt ekstra ved at arbejde som hjælpelærer i fransk, og snart har hun en ung japansk mand som kunde. Deres møde udvikler sig snart til venskab, men han forelsker sig hurtigt i hende, og efter en tid danner de par. Et umage par ja – men et par. Det er dog tydeligt, at han har langt mere interesse i forholdet, end hun har, og stille og roligt fører det til det uundgåelige, der alligevel ender med at overraske.

Bogen er først og fremmest interessant, fordi den indeholder en række detaljer om japanske skikke og levevis. Der er stor forskel mellem den japanske og europæiske kultur, og her er bogen med at belyse flere af forskellene og de akavede situationer, det kan medføre. Selve personkarakteristikken og forholdet mellem de to elskende er til gengæld meget distanceret og beskrevet så nøgternt, at jeg aldrig følte for hovedpersonen eller havde fornemmelsen af, at hun var til stede i forholdet. Det er muligvis med vilje – at læseren skal føle den distance, hun forsøger at holde over for sin japanske kæreste – men det giver desværre også en ‘var det det?’ følelse i slutningen af bogen.

Du skal læse den, hvis du gerne vil høre mere om forskellene mellem japansk og europæisk kultur, men lad være med at forvente dig det store af selve handlingsforløbet og kærlighedsforholdet.

Hvad du ønsker…

… skal du få. Se, hvis det passede, så ser det ud til, at jeg får fyldt godt op på boghylderne juleaften. De seneste dage har jeg opdateret min ønskeseddel, da der ikke er længe til, at gemalen og familien efterspørger den.

Selvom jeg atter er fast gæst på biblioteket, så er der også en række bøger, som jeg gerne vil eje, og i år er jeg blevet nødt til at lave en ny ‘kategori’ på ønskesedlen – engelske bøger. Der er nemlig en række bøger, jeg gerne vil læse, som ikke bliver oversat til dansk, ligesom udbuddet på engelsk er meget, meget større – og væsentlig billigere. Desuden gør det jo ikke noget at få holdt det engelske ved lige.

Er der også mange bøger på din ønskeseddel? Og kan du finde på at give dig selv bøger i julegave?

Slægtens offer

Jeg hører ofte lydbøger, men da det næsten altid er i forbindelse med offentlig transport, skal det være bøger, som er i den lettere ende af skalaen, og som er let at høre i mindre brudstykker. Her er fantasy-genren rigtig god, og jeg har derfor hørt en del af de nyere danske fantasybøger gennem de sidste par år. Her er jeg blandt andet stødt på Josefine Ottesens forfatterskab, som jeg har det lidt blandet med. På den ene side har hun et skønt og dragende sprog, som gør historierne levende og fængende, men på den anden side har jeg oplevet, at hun har skrevet en trilogi med den mest irriterende og selvmedlidende hovedperson, som jeg til dags dato er stødt på  (det er ‘Historien om Mira’, jeg tænker på).

Nu har Josefine Ottesen kastet sig over den tidlige middelalder, og det har resulteret i ‘Slægtens offer’, som er den første bog i en serie. I bogen følger vi den 13-årige Ragnhild, som står på tærsklen til at blive voksen, hvilket dog ikke huer den unge pige. Da hun bliver trolovet med en ung mand, som hun finder utrolig irriterende og øretæveindbydende, forsøger hun først at forhindre det. Men skik skal følges, og der er intet, hun kan gøre udover at sætte sin lid til Gud eller Frøj, som tilhører de gamle guder.

Historien er ret klassisk – ung pige vil ikke følge normerne, og det er synd for hende, at hun skal tvinges til noget. En meget moderne måde at betragte aftalte ægteskaber, som nærmere var reglen end undtagelsen dengang. Heldigvis begår forfatteren ikke den fejl, at hovedpersonen for alvor begår oprør – hun indser hurtigt, at der ikke er så meget, hun kan gøre, og så følger vi ellers, hvordan historien ubønhørligt nærmer sig klimaks. Til gengæld sker der ikke så frygtelig meget i historien, når det kommer til stykket – vi hører mere om, at moderen svigter Ragnhild gang på gang, og at Ragnhilds kommende ægtemand er et værre fjols, men jeg savnede noget mere udvikling.

Slutningen overraskede mig, hvilket langt hen af vejen er positivt, men omvendt fik jeg også følelsen “øhm okay – og hvad så nu?”. Den næste bog i serien foregår et par hundrede år senere, så det bliver en ny hovedperson, man skal følge. Denne bog føles derfor uafsluttet, og jeg har det lidt underligt med at sige farvel til en hovedperson på den måde.

Jeg var desværre ikke lige så imponeret af denne bog som trilogien med Mira (der var meget velskrevet til trods for, at jeg hadede hovedpersonen), men jeg regner med at høre flere af Josefine Ottesens bøger fremover. Jeg håber dog, at det bliver med en anden oplæser, for nu er det fjerde gang, jeg er stødt på denne oplæser, og hun er slet ikke min type. Historierne bliver ekstra triste, trælse og deprimerende, når hun læser dem op.