Mørke steder

Jeg lånte for nylig denne bog på biblioteket efter at have læst en anbefaling af bogen – kan desværre ikke huske hvor – og tænkte, at nu var det på tide at snuse lidt til den populære krimigenre igen.


Bogen handler om Libby Day, der som syvårig oplevede drabet på moderen og de to ældre søstre på tæt hold. Man mente, at drabet var del i en ofring til Satan forestået af Libbys 15-årige bror, Ben, og det var da også hendes vidnesbyrd, der sendte ham bag tremmer.

Nu er der gået knapt 25 år, og siden mordene har Libby levet af de donationer, som venlige mennesker har givet hende i årene efter den tragiske hændelse. Pengene er dog ved at slippe op, og Libby er ved at blive desperat efter at få penge mellem hænderne igen, da Mordklubben pludselig kontakter hende Mordklubben er en hemmelig forening af amatørdetektiver og særlinge, som efterforsker voldsomme forbrydelser. Her er der mange, der mener, at Ben er uskyldig dømt, og selvom Libby først ikke vil høre tale om den mulighed, indleder hun alligevel et samarbejde med dem. Langsomt men sikkert pilles gazen af gamle, betændte sår og snart finder Libby og læseren ud af, at der hændelserne var langt mere nuancerede, end hvad betjentene først fandt ud af.

Kapitlerne skiftes til at beskrive nutiden – ud fra Libbys syn – og datiden – ud fra både moderens og Bens syn – og blander dermed nutid og fortid på en elegant og logisk måde, hvor vi både følger Libbys detektivarbejde samt moderens og Bens tanker og handlinger på selve drabsdagen. Det giver flere gange læseren mulighed for at være lidt foran Libby i at regne ud, hvad der er sket, og der er flere overraskelser i vente.Stemningen bygges stille og roligt op, hvor det gyser lidt, når man som læser kan følge med i, hvordan spændingen stiger, og alle personerne fortsætter mod det uundgåelige – drabet på moderen og de to piger.

Libby er ikke en særlig sympatisk hovedperson, men det gør ikke så meget – i bund og grund er hendes væremåde forståelig, og det kammer aldrig over, så du som læser når at blive træt af hende. Til gengæld er en af kvinderollerne så sær og outreret, at hun virkede utroværdig, og det er ærgerligt, da hun får en del plads i historien.

Bogen er spændende og emmer af landlig amerikansk lowlife-miljø, hvor pengene er få, og hvor du kun lige akkurat kan holde næsen over vandet. Desværre er afslutningen ret uelegant – den virker meget konstrueret og usandsynlig, hvilket skæmmer den samlede læseoplevelse. Jeg følte mig i hvert fald lidt snydt, da jeg ikke syntes, at slutningen passede godt sammen med den stemning, der var opbygget. Men ellers en fin bog, og jeg tror, jeg vil holde lidt øje med den forfatter. Der er potentiale til flere gode læseoplevelser.

Julen bragte – en ny hyggekrog til læsningen!

Havde du en dejlig juleaften? Og fik du nogle gode boggaver?

Jeg fik en enkelt bog i kategorien skønlitteratur, men det er også en bog, jeg har ønsket mig i flere år – nemlig ‘Kaptajn Alatriste’. Tidligere på måneden fik jeg to tegneseriehæfter med Nemi. De fleste af mine gaver hørte til kategorien gastronomi, da det er en anden hobby, der også fylder en del i mit liv, og her blev det blandt andet til fem kogebøger plus en bog om vin, så der er masser af læsestof den næste tid!

Men jeg fik også en gave, som får betydning for læsningen fremover – nemlig en gyngestol! Den har jeg ønsket mig, siden jeg var… hrm… 14-15 år, og nej, det er ikke særlig teenageagtigt, men jeg har altid ment, at sådan en Bedstemor von And-gyngestol er et af de hyggeligste steder at sidde med en bog!

Rigtig glædelig jul og må de næste dage være fyldt med gode læseoplevelser 🙂

Hvor de gamle visner

Jeg var positivt overrasket, da jeg første gang læste en bog af Michael Kamp, og jeg lovede derfor mig selv, at jeg skulle se nærmere på det forfatterskab på et tidspunkt. Desværre havde biblioteket ikke den bog, som jeg havde udset mig, da jeg var forbi for nylig, men så fandt jeg ‘Hvor de gamle visner’ i stedet.

Det er en meget kort bog, som fortæller historien om Holmegårdens Ældrecenter afdeling, Demensen, hvor de demente ældre bor. Plejeren Anita er den hårdtarbejdende og helt almindelige hovedperson, som må døje med underbemanding, svigtende kolleger og en flok beboere, som har deres helt egne særheder. Der er en trist stemning af nedskæringer, omsorgssvigt og manglende håb, og flere og flere af de ældres tilstand forværres. Anita bliver opmærksom på, at der er noget galt, at det er som om, at stedet er hjemsøgt, men spørgsmålet er, om hun kan gøre noget ved det, eller om det er for sent.

Settingen er som sagt ret trist og tegner et troværdigt men deprimerende billede af et ældrecenter, hvor der hverken er meget nærvær eller håb. Selve historiens opbygning er meget traditionel, og har du bare læst en håndfuld horrorhistorier gennem tiden, kan du godt regne ud, hvordan historien ender. Men selvom bogen er ret forudsigelig, er den ok. Lidt for kort og for traditionel til min smag og et stykke op til ‘Moln – jorden husker’, som jeg var ret vild med, men forfatteren viser stadig, at han har meget at byde på, og at det er i denne retning, du skal kigge, hvis du er interesseret i nye, interessante danske horrorhistorier.

I misosuppen

Jeg har en vis svaghed for bøger, der foregår i Asien og i særdeleshed Japan, der er et utroligt fascinerende land. Jeg kunne derfor heller ikke nære mig, da jeg stødte på ‘I misosuppen’ af Ryu Murakami på min biblioteksudflugt for et stykke tid siden.

I bogen følger vi den 20-årige Kenji, der er guide i Tokyos natteliv. Få dage før nytår bliver han hyret af den amerikanske turist, Frank, der gerne vil have en rundtur i det japanske natteliv. Det umage par besøger en lang række lyssky barer og peepshows, mens Kenji bliver mere og mere overbevist om, at Franks underlige opførsel ikke blot skyldes kulturelle forskelle men simpelthen dækker over, at han er psykopat og muligvis har dræbt en gymnasiepige, hvis lig er fundet kort tid inden. Kenji har dog ingen anelse om, hvor galt det faktisk kan gå, når man opholder sig i nærheden af Frank…

Jeg blev hurtigt grebet af bogen, som ledte mig igennem Tokyos natteliv med en mere og mere paranoid følelse, da jeg levende kunne forestille mig Kenjis dilemma – skulle han stole på sin intuition, eller skulle han slå det hen? Kenji er en sympatisk men også ret konfliktsky hovedperson, hvilket både gør ham menneskelig men også medskyldig i de frygtelige ting, der sker undervejs. Der er en fantastisk spændingskurve, hvor forfatteren med simple midler formår at opbygge en fortættet og ubehagelig følelse af, at noget er helt, helt galt, og hvor du som læser føler dig ligesom Kenji, der ikke ved, om han overfortolker signalerne, eller om han bør flygte, mens tid er. Jeg sad flere gange og digtede videre på historien for at lure, hvad der lå bag Franks mystiske opførsel, og da først handlingen tog fart, var det en fascinerende og lidt skræmmende oplevelse.

Bogen har få men ret voldelige og brutale scener, så det skal du være forberedt på, hvis du vil læse den. Meget af bogen kan dog også læses som et interessant møde mellem to meget forskellige kulturer – den amerikanske og den japanske – og hvor du som vesterlænding får et lille indblik i den japanske kultur på godt og ondt.

Min eneste anke er, at bogen taber lidt pusten de sidste 50 sider, men ellers er det en bog, jeg bestemt vil anbefale. Den er velskrevet, interessant, fascinerende og skræmmende på samme tid.

Den hvide krage

Den sidste bogudfordring for i år – når vi ser bort fra den klassiker, jeg skal nå at læse i denne måned – var at læse en bog, der er udgivet i år. Nu er det sjældent, at jeg læser bøger det samme år, de er udgivet, så det var faktisk meget sjovt lige at læse op på, hvad der er kommet af spændende bøger. Det resulterede også i, at den bog, jeg helst ville læse, endte på juleønskelisten, og i stedet tog jeg så ‘Den hvide krage’ af Marcus Sedgwick.

I bogen følger du skiftevis to piger – Rebecca og Ferelith – som mødes i den lille engelske flække Winterfold. Samtidig krydres bogen af gamle optegnelser fra 1700-tallet, som en lokal præst nedfældede, da en fransk doktor bosatte sig i byen og begyndte at eksperimentere med menneskets frelse fra Helvede.

Rebecca er lige flyttet til byen sammen med sin far, og det er alt andet end sjovt. Forholdet til faren er ikke godt, og hun føler sig alene, så da hun møder Ferelith, tiltrækkes hun af den anden pige, selvom Ferelith mildest talt opfører sig sært. Hendes gådefulde adfærd forvirrer Rebecca, men hun drages også af den mystiske pige, og snart finder de sammen om at udforske byens dystre hemmeligheder.

Bogen markedsføres som ‘en moderne gotisk thriller’, og den beskrivelse passer ganske fint til historien. Det er tydeligt, at der er noget galt i byen – især med Ferelith, hvis opførsel er underlig, ubehagelig og forvirrende. Den dystre, gotiske stemning bygges langsomt op i bogen og når et interessant klimaks – som dog føles uafsluttet og giver for mange spørgsmål til sidst. Der er en del løse ender i fortællingen, og det giver et lidt rodet indtryk. Slutningen mangler den elegance, som blandt andet ‘Rebecca’  har, og jeg savnede en stærkere kobling mellem de tre fortællere i bogen.

Bogen er udmærket uden at være prangende. Jeg savnede mere gys og nærvær i fortællingen og blev aldrig helt grebet af historien. Måske skyldtes det, at jeg ikke rigtig kunne relatere mig til Ferelith, som virkede så virkelighedsfjern og sær, at hun var alt for utroværdig, mens Rebecca var alt for anonym.

De unaturlige

Dette er anden del i serien Humaran, som jeg startede på i oktobers, da jeg læste ‘Den ydmyge amulet’ af Sascha Christensen.

i ‘De unaturlige’ er Humaran-amuletten forsvundet igen, og Josephine og Liam drager af sted for at lede efter den. Med sig har de Morgan, en mystisk kvinde, der hører til de unaturlige. Josephine tvivler ind imellem på, at det overhovedet er en fordel at have Morgan med på rejsen, for de ved ikke, om de kan stole på hende, og hun opfører sig ret sært. Men da børnene flere gange ender i farlige situationer, er Morgan ofte i nærheden til at hjælpe dem. 

Historien i denne bog afskiller sig en del fra den første, og det er positivt, at det ikke bare er et opkog af en historie, du allerede har læst. Børnene er draget af sted på en mission, de ikke selv har valgt og ej heller forstår, og det skaber selvfølgelig en del spørgsmål hos dem selv og læseren. Hvorfor skal de rejse? Hvor skal de rejse hen? Hvad skal de gøre for at løse opgaven? Jeg synes dog, at der bliver lidt for mange spørgsmål, ligesom børnene tager for få initiativer, men snarere bliver trukket rundt i manegen som et par cirkusheste. Det er såmænd ikke deres skyld, for de har ingen anelse om, hvad de skal gøre, og det ville have været rart, hvis forfatteren havde givet dem flere valgmuligheder og mere handlekraft, i stedet for at overlade deres skæbne til de andre personer i bogen.

Bogen har dystre elementer, som klæder den ganske godt, og den del må forfatteren gerne skrue endnu mere op for. Det er spændende, når det er farligt, overraskende og mystisk! Men den forvirrende del, som jeg nævnte før, trækker desværre noget af spændingen ud af bogen, og jeg var ikke nær så begejstret for ‘De unaturlige’, som jeg var for den første bog i serien. Det kan godt være, jeg læser den sidste bog i serien – sådan af princip, fordi det nu er en serie – men det haster ikke.

Cirklen

Jeg har en vis forkærlighed for fantasy og sci-fi, og det viser sig især, når jeg vælger lydbøger til den daglige transport. Krimier egner sig bare ikke særlig godt, når man risikerer at blive afbrudt et vigtigt sted i handlingen af støjende trafik eller af diverse beskeder over togets højttalere.

Af samme grund kastede jeg mig over ‘Cirklen’ af Mats Strandberg og Sara B. Elfgren, som har skrevet en ungdomsroman om seks gymnasiepiger, der ikke alene viser sig at have overnaturlige evner – men også er i fare for en stærk og ond kraft, der truer og lokker dem til at opsøge deres egen død. Pigerne finder hurtigt ud af, at de er afhængige af hinanden, for de kan kun overvinde truslen ved at samarbejde, men det er langt fra let, når de ikke har noget til fælles og har svært ved at stole på hinanden.

Selvom meget af bogen fokuserer på pigernes magiske kræfter, så har jeg alligevel lidt svært ved at kategorisere bogen som fantasy. Måske fordi gymnasie- og teenageuniverset samtidig er så tydeligt. Det er ikke negativt – faktisk er det en ganske forfriskende setting – men det falder lidt til jorden, da bogen hurtig bliver ret langtrukken, og handlingen ikke rigtig rykker sig nogen steder. Læseren skifter hele tiden mellem at følge de forskellige piger og høre historien fra hendes vinkel, og det passer fint ind, men er også lidt forvirrende i starten – i hvert fald i lydbogudgaven.

Forfatterne er ikke bange for at tilføje spænding til bogen i form af et par lig – og her bruges ikke kun bipersoner’ kan jeg røbe – men jeg savnede mere spænding i anden halvdel af bogen, som blev alt for vævende og kedelig. Det ærgrer mig, at anden del af bogen helt tabte mig, for første del var udmærket, men lige nu kan jeg ikke forestille mig, at jeg vil kaste mig over en evt. to’er til denne bog.