En vampyrs bekendelser

Jeg er nået til den anden af de bøger, som står på min must-read-liste for 2012 – ‘En Vampyrs Bekendelser’ af Anne Rice. Jeg startede faktisk på den for mange år siden, kort tid efter at jeg havde set filmatiseringen, men der fængede starten mig ikke rigtig, og så fik jeg aldrig læst den færdig. Nu fik den atter en chance, for det er helt sikkert en af klassikerne i vampyrlitteraturen, og jeg holdt meget af filmen i sin tid.

Hele omdrejningspunktet for bogen er interviewet med vampyren Louis, som fortæller sin livshistorie til en ung journalist. Louis’ fortælling starter med hans forvandling til levende død og fortsætter ellers frem gennem årtierne, hvor han og hans fæller rejser omkring og forsøger at gøre det uendelige liv meningsfyldt. En rejse som ikke kun er fysisk men også mental, for hvorfor skal man dog stræbe efter udødelighed, når man afskyr det væsen, man er blevet til? En blodtørstig og afstumpet vampyr, som stille og roligt glemmer sin menneskelighed og bliver til et selvisk rovdyr.
 
Det var en fornøjelse at læse en bog, som lægger sig langt tættere op af den klassiske vampyrmyte end hvad man ofte oplever i den nyere vampyrlitteratur. I ‘En Vampyrs Bekendelser’ er vampyrer blodtørstige, lidenskabelige, hævngerrige og ikke mindst tragiske væsner, som mennesker med rette bør frygte. Jeg elskede den passionerede og eftertænksomme tankegang hos Louis, som sandt at sige er temmelig depressiv og trist. Det er tydeligt, at det evige liv ikke er værd at stræbe efter i hans øjne. Tværtimod er det en straf, en mangel på at blive ældre og til sidst dø. Det kammer muligvis lidt over, for hele den tragiske og triste del fylder rigtig meget i hans fortælling, og der er et par steder, hvor handlingen godt kunne speedes lidt op, men omvendt passer det meget godt til hans person, at han dvæler så meget ved dette.

Starten fængede mig som sagt ikke så meget, da jeg første gang havde tænkt mig at læse bogen, men denne gang generede den mig ikke. Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med fortællerytmen i den del, hvor Louis stifter bekendtskab med Armand. Jeg ved ikke helt, hvad jeg savner helt præcis, men der var et eller andet, som gjorde, at den del ikke fængede så godt.

Kærlighed fylder meget i bogen, men ikke på den almindelige heteroseksuelle måde, hvor en mand og en kvinde forelsker sig. Her er kærligheden til livet – eller måske rettere det menneskelige liv – i fokus, ligesom tiltrækningen vampyrerne imellem også er stærk. Her er der både plads til stærke bånd mellem mænd samt mellem voksne og børn. Kærligheden er platonisk – ikke noget med kys eller det, der er værre – men jeg syntes alligevel, at det var et befriende og modigt træk af forfatteren. Det er trods alt sjældent et sjældent syn og især tilbage i 1990’erne, hvor bogen udkom på dansk (den udkom så på engelsk tyve år før det, hvilket gør det endnu mere interessant).

Som det nok fornemmes i resten af anmeldelsen, så var jeg ret tilfreds med læseoplevelsen. Den emmer af stærke følelser – lidenskab, had, fortvivlelse, hævngerrighed og begær – og lægger ikke skjul på alle de negative sider af vampyrernes liv og væsen. Der er intet glansbillede – det er en tragisk fortælling, og det er sådan, jeg foretrækker vampyrer. Blodtørstige, intelligente, lidenskabelige og selviske dræbere, som formår at skabe en episk og spændende fortælling.

Helt klart en must-read-bog hvis du er til vampyrer med bid i 😉

Hex Hall 2: Dæmonglas

For nylig havde jeg lyst til lidt let læsning, da jeg var på biblioteket, så denne fortsættelse til ‘Hex Hall’ kom med, da jeg hentede de bestilte bøger.

‘Hex Hall 2: Dæmonglas’ er fortsættelsen til historien om Sophies første semester på Hex Hall – en opdragelsesskole for unge med magiske evner. I første bog bragte hendes magiske evner hende flere gange på glatis, men i efterfølgeren bliver problemerne kun større. Hun bliver udpeget som potentiel efterfølger til en vigtig post og forlader derfor skolen for at få den rette oplæring. Snart angribes både hun og hendes nærmeste af medlemmer af Øjet – personer, som bekæmper magiske væsner. Og for at føje spot til skade bliver hun mere og mere forelsket i Archer, som hun under ingen omstændigheder må se.

Nu er det lidt svært at skrive så mange detaljer om en efterfølger uden at afsløre for meget om handlingen i den første bog. Jeg vil dog sige, at jeg var lidt overrasket over, at handlingen så hurtigt blev flyttet væk fra skolen. Når skolens navn netop indgår i bogtitlen, så forventer jeg, at den er rammen for fortællingen, men det er den ikke her. Hovedpersonen er dog stadig Sophie, der har den samme småironiske og småsnakkende tankegang. Hun virker lidt mere moden og knapt så sjov i denne bog, og i det hele taget er der skruet mere op for alvoren, hvilket jeg har det lidt blandet med. Bogen lander lidt mellem to stole – på den ene side vil den gerne være den lidt lette og sjove udgave af den paranormale-romantiske bølge, og på den anden side vil den gerne slå på en række alvorlige (og klassiske) problemstillinger. Jeg synes, den bliver lidt ligegyldig, når den prøver at være alvorlig og dramatisk, for det er der andre bøger, der gør langt bedre. Sophie er en ok hovedperson og er med til at trække op i den samlede bedømmelse, men jeg må nu indrømme, at serien ikke siger mig synderlig meget. Den er hurtigt læst og hurtigt glemt. En hurtig, småklistret og sukret snack i bogformat.

Ulvens bror

Når jeg surfer på netlydbog.dk, leder jeg ind imellem bevidst efter en bog, som er hyggelig højtlæsning og knapt så meget et tungt, litterært værk. Lydbogsmediet er for mig i højere grad noget, jeg nyder, når jeg er på farten (enten med bus, tog eller til fods), og så må det gerne være en fortælling, som får mig til at smile.

Her passer ‘Ulvens bror’ af Michelle Paver godt ind. I bogen følger vi drengen Torak, hvis far dræbes af en stor bjørn. Torak vandrer derefter alene omkring i skoven, for han har ikke haft kontakt til sin klan i mange år. Snart støder han dog på en ulveunge, som han hurtigt knytter bånd til, og i løbet af kort tid vokser et sprog frem mellem dem, hvor de begge forstår, hvad hinanden siger. Torak fornemmer godt, at det må være en særlig evne, han har – en evne, han ikke bør tale højt om – og han forsøger da også at skjule den, da han støder på tre unge mennesker fra Ravneklanen, som tager ham til fange. Han må kæmpe for sit liv, da han dømmes til døden, men ved hjælp af list og kløgtighed vinder han kampen. Han indser dog hurtigt, at han langt fra er reddet, for flere mener, at hans opdukken er et tegn, hvor han har en særlig rolle i forbindelse med opfyldelse af en profeti. 

Det er længe siden, jeg har læst/hørt en bog, hvor handlingen foregår i stenalderen, men det var rart med en helt anden setting, end jeg er vant til. Forfatteren er god til at tegne et billede af en rå natur, hvor mennesket endnu ikke har haft megen indflydelse, og hvor det at overleve er en kamp i sig selv.

Det er et utrolig sympatisk og hyggeligt makkerpar – drengen og ulveungen – og har du på et tidspunkt haft en hund, så kan du genkende noget af opførslen og sproget i beskrivelsen af ulven. Jeg trak flere gange på smilebåndet, når de to kommunikerede, og min klare sympati lå hos dem – godt hjulpet på vej af, at Ravneklanens opførsel ind imellem var dybt underlig, når du som læser ikke kendte til deres baggrund inden mødet mellem dem og Torak.

Konflikten mellem flere af personerne i bogen er lige lovlig forceret – det giver således ikke helt mening, at Toraks pludselige fjende er så forhippet på at skade ham og fremhæve sig selv. Omvendt er selve kulturkonflikten mellem Torak og Ravneklanens medlemmer ganske interessant og belyser fint, hvor isoleret han har levet, og hvor anderledes mennesker kan opfatte ting. 

Der er ingen tvivl om, at det er en hyggelig bog, selvom der også er barske øjeblikke. Med slutningen antydes det, at der nok er et stilskifte i den næste bog, men jeg tror nu, jeg vil læse eller høre efterfølgeren under alle omstændigheder, for jeg kan godt lide den verden, som forfatteren tager udgangspunkt i. Bogen kan anbefales, hvis du trænger til en stille, rolig og hyggelig højtlæsningsbog. 

Blod

I år har jeg valgt en ny udfordring på bogfronten – nemlig en liste på 20 bøger, som jeg skal nå at læse i år. Det er en god blanding af klassikere, bøger jeg har haft stående i lang tid, bøger jeg har ønsket at læse i lang tid samt enkelte pludselige indskydelser. Den første bog fra listen har jeg allerede læst, og ‘Blod’ af Guillermo del Toro og Chuck Hogan hører helt sikkert til kategorien af bøger, som jeg længe har ønsket at læse.

Bogen er første del i en vampyrtrilogi, men ikke som de smukke teenagevampyrer der har hærget bestsellerlisterne de seneste år. I ‘Blod’ lander en Boing 777 i lufthavnen i New York, og pludselig slukkes al strømmen i flyet, og kontroltårnet kan ikke længere komme i kontakt med flypersonalet. Man frygter, at der er sket et biologisk terrorangreb, og en specialenhed sendes af sted for at undersøge flyet og evakuere eventuelle overlevende. Da det endelig lykkedes at trænge ind i flyet, viser det sig, at alle undtagen fire mennesker er døde, men der er ingen tegn på kamp eller sygdom. En af eksperterne, professor Goodweather, får dog snart mistanke om, at der er noget, der er alvorlig galt, for ligene viser ingen tegn på dødsstivhed eller forfald, og da ligene pludselig forsvinder fra kølerummet, intensiveres jagten på sandheden – og ikke mindst de levende døde, som nu spreder rædsel flere steder i byen.

Dette er en interessant fortolkning af vampyrmyten. I denne version er der visse sammenfald med den klassiske vampyr, men glem alt om elegance, kontrol og intelligens – disse vampyrer opfører sig langt mere som zombier end som vampyrer. Dette sker selvfølgelig for at få flere blodige og modbydelige scener, hvor ofrene – i teorien – har en chance for at flygte og får at give illusionen af en plage, der spreder sig i bedste dommedagsstil.

Det er som sagt første del af en trilogi, og det mærkes desværre tydeligt. Historien er lang tid om at komme ordentligt i gang – der er lidt for meget tågeslør og mystik over starten – og du er dårligt kommet rigtig i gang med historien, før bogen er slut. Jeg havde foretrukket, hvis de havde samlet det til to bøger i stedet og evt. strammet første del mere op, for der er ingen grund til at trække første del så meget i langdrag.

Når det så er sagt, så er det (morbidt) underholdende at følge, hvordan de døde opfører sig og spreder smitten. Det sker på en mere…. hm… menneskelig måde, forstået på den måde at det langt hen ad vejen er ret logisk, at de døde opfører sig, som de gør i bogen. Og der reflekteres mere over, hvorfor de gør det, og hvorfor ofrene reagerer på forskellig vis – det gjorde bogen til andet end et voldsorgie. Det er flere stille scener, som giver stof til eftertanke, og det passer mig også fint, at smitten ikke eksploderer fuldstændig uhæmmet fra dag 1, men stille og roligt udvikler sig.

Det havde klædt historien, hvis der havde været færre klicheer. Der er lidt for meget “én mand mod resten af verden”, “hvorfor vil I ikke tro på mig?” og “ond forretningsmand vil have magt og udødelighed”. Det er set mange gange før, og det gør ikke rigtig historien mere interessant at gentage dem her.

Samlet set var bogen udmærket underholdning. Jeg blev ikke blæst omkuld, som jeg havde håbet, men omvendt var det nu også en hæderlig historie, som jeg nok ender med at læse til ende, når jeg får fat i de to sidste bøger.

Paranoia

Nu har jeg ellers flere gange hævdet, at jeg ikke synes, at krimier egner sig særlig godt til lydbogsmediet, men jeg kunne alligevel ikke nære mig, da jeg stødte på ‘Paranoia’ af Gretelise Holm, da jeg surfede på netlydbog.dk

Bogen er den første bog i krimiserien med journalisten Karin Sommer som hovedperson. Karin Sommer har rundet de 50 år og tumler lidt med en fortid, hvor hun i en periode havde psykiske problemer. Dette bliver pludselig uhyggelig aktuelt, da hun først finder sin kat dræbt foran døren til sin lejlighed og siden flere gange oplever, at en fremmed bryder ind hos hende om natten og terroriserer hende. Langsomt begynder omverdenens sympati for hende at vende til mistro, og hun bliver indlagt til behandling. Men Karin Sommer er overbevist om, at det er en konspiration, og sammen med en ung kvindelig advokat forsøger hun at komme til bunds i sagen. Hvem er det, der forsøger at stoppe hende – og fra hvad?

Bogen skildrer intriger og problemer i en mindre provinsby, og det gør den ganske fint. Settingen er troværdig og nede på jorden, og persongalleriet virker også ret realistiske. Karin Sommer er en anderledes men god hovedperson, og jeg synes, det er forfriskende med en kvindelig hovedperson, der har rundet de halvtreds år. Hun har ben i næsen og bliver på intet tidspunkt ynkelig, hysterisk eller anden måde irriterende, selvom hun mildest talt står i problemer til halsen.

Som læser begynder du også at overveje, om Karin egentlig er begyndt at se syner, fordi alle beviser peger på, at hun selv finder på indbruddene, og bogen har en udmærket spændingskurve. Det bliver aldrig rigtig farligt – der er langt til dramatikken i Stieg Larsson og Dan Brown – men nu er bogens udgangspunkt også langt mere jordnært, så det er sådan set i orden. Jeg havde dog håbet, at der gik endnu længere tid, før jeg regnede ud, hvordan tingene hang sammen. Men afslutningen er smuk, elegant og meget oplagt. Ros til forfatteren for at turde.

Jeg har set bogen/serien omtalt som femikrimi, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, at denne bog er langt bedre end de bøger, som normalt hører under denne kategori. Godt nok har hun en affære med en langt yngre mand og bliver på den måde bekræftet i sin kvindelighed, men ellers er hendes køn ikke særlig dominerende i bogen, og det kan jeg godt lide. Jeg er vitterlig ikke til kønsklicheer.

Det er en udmærket krimi, og er du til hovedpersoner, der ikke nødvendigvis er hårdtarbejdende, skilsmisseramte mandlige politiagenter på ca. 40 år, så overvej at læse denne bog. Jeg skal i hvert fald have fat i den næste bog i serien.

Labyrint

Denne bog har jeg overvejet at læse, lige siden den udkom for nogle år siden, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at låne et fysisk eksemplar på biblioteket, så blev fristelsen alligevel for stor, da jeg faldt over den på netlydbog.dk.

‘Labyrint’ er skrevet af Kate Mosse og har to sideløbende historier – en om den unge kvinde Alice Tanner, som i 2005 finder et par ret interessante ting under en arkæologisk udgravning ved Carcassonne. Samtidig følger læseren også den 16-årige Alais, som levede 800 år tidligere – samtidig med korstoget mod de franske kættere. Alais får en bog af faren, en bog som er knyttet til Labyrint-trilogien, der gemmer på sandheden om den hellige gral. Det er derfor vigtigt, at Alais beskytter den, om det så skal koste hende livet. I løbet af bogen finder Alice efterhånden ud af, at hendes fund er meget værdifuldt – så værdifuldt at det er værd at slå ihjel for.

Denne bog startede godt – og så gik det ellers stille og roligt ned ad bakke. I starten var jeg lidt ærgerlig over, at historien er splittet op i to dele – en i nutiden og en i fortiden – for der gik et stykke tid, inden det begyndte at give mening. Selvfølgelig vidste jeg som læser, at der var en dybere mening med, at man skulle følge de to hovedpersoner, men det spillede ikke helt sammen i starten. Historien om Alais var ret fængende, og den nød jeg at følge med i et godt stykke ind i bogen, mens historien om Alice skulle lidt op i omdrejninger, før den blev interessant. Da jeg var nået halvvejs, var det til gengæld, som om historien knækkede over på midten, og herefter var det en ærgerlig rutsjetur at skulle igennem den anden halvdel, som føltes mere og mere langtrukken, og hvor jeg blot blev mere og mere ligeglad med personerne og deres gøren og laden.

Bogen har flere fællestræk med den bølge af ‘gralbøger’ (med Da ‘Vinci Mysteriet’ som frontløber), der kom for en række år siden, men jeg synes dog ikke, at de nutidige religiøse fanatikere virker lige så hysteriske som i Dan Browns bøger. Til gengæld formår han at holde et højt spændingsniveau, mens denne bog helt tabte min interesse til sidst. Jeg vil tro, at du skal være ret begejstret for ‘gralbøger’ for at holde af denne bog.

Man spørger da ikke om penge på facebook?

Jeg fik et anmeldereksemplar tilsendt af denne bog og havde planer om at anmelde den i december, men i juleferien fik jeg set langt flere film end planlagt, og dermed var der langt mindre tid til bøgerne, så denne bog læste jeg i stedet som den første i det nye år. Måske også meget passende da dette er en personlig historie om udvikling og refleksion over livet i det hele taget.

‘Man spørger da ikke om penge på facebook?” er skrevet af Anne Deppe, og det handler om hendes drøm om at blive personlig coach og om kampen for at nå så langt. Bogen er et direkte ripoff fra hendes blog i den periode, hvor hun beslutter sig for at søge ind på en coach-uddannelse, og blogopdateringerne følger så hendes kamp for at komme ind samt den første tid under uddannelsen.

Da jeg i sin tid læste bagsideteksten, havde jeg indtryk af, at bogen rummede et længere forløb, der beskrev, hvordan forfatteren nåede målet (i første omgang selve uddannelsen) og hvordan hun gjorde det, men den del fyldte ikke nær så meget, som jeg havde håbet. Faktisk følte jeg, at titlen var en anelse misvisende, da episoden med at skaffe pengene til uddannelsen ikke fyldte særlig meget – og at det ‘kun’ var omkring 6000 kr, der blev samlet ind via Facebook, mens banken lånte de resterende 45.000-50.000 kr. (godt nok på baggrund af de indsamlede penge, men alligevel). I øvrigt vil jeg gerne indrømme, at netop titlen var en af grundene til, at jeg sagde ja til at læse bogen, for det er en temmelig udansk ting – at spørge fremmede mennesker om penge. Forfatteren fik da også en del negative reaktioner, da hun i sin tid skrev på sin blog, Facebook samt til en lang række venner og bekendte og spurgte, om de havde lyst til at bidrage til betalingen af hendes uddannelse. Jeg synes egentlig, at det er meget frisk gået, men skal jeg være ærlig, så tror jeg, at jeg ville have det lidt underligt, hvis en af mine venner skrev til mig og spurgte om det samme. Under alle omstændigheder tackler forfatteren det ganske godt i løbet af blogopdateringerne og har et meget afslappet og afvæbnende indstilling til, at folk reagerer så forskelligt.

Bogen er som sagt en direkte kopi af de blogindlæg, der fulgte i tiden op til og under coach-uddannelse, og jeg må indrømme, at den form var jeg ikke så vild med. Blogindlæg virker ofte ret fragmenterede, når man fører dem fra skærm og over på papir, og det bliver ikke bedre af, at skriftstørrelsen er ret stor (13-14 punkt), så det virker som en børnebog. Samtidig er layoutet fra blogindlæggene beholdt, så knapperne ‘Like’, ‘Comment’, ‘Share’ og ‘Delete’ er nævnt under hvert eneste indlæg, ligesom kommentarerne fra læserne er beholdt inkl. navn og dato. På den ene side er det råt og ærligt – på den anden side virker det sjusket. Her ville jeg have brugt mere tid på layout, så det så noget mere indbydende ud, for det virkede lidt for hjemmelavet til mig.

Hvad bogen ikke har i form eller retskrivning, har den til gengæld i ærlighed og personlighed. Du føler virkelig, at det er et ‘rigtigt menneske’, der har skrevet teksten. Jeg får indtryk af, at her er person, der virkelig tror på sin idé, og som virkelig vil det her, og det er faktisk fascinerende at læse om en sådan dedikation. Det er ærligt, naivt og men også charmerende, og selvom jeg flere gange blev irriteret over den ret ustrukturerede tekst, så var den stadig så interessant, at jeg grublede videre over den bagefter.

Det er ikke et litterært værk. Faktisk ville jeg ikke udgive teksten som bog på den måde, da jeg ikke bryder mig om at kopiere blogindholdet direkte over i en bog – der skal langt mere redigering til efter min mening. Til gengæld tegner den et billede af en ret interessant person, for da jeg lagde bogen fra mig, så tænkte jeg, at jeg tror faktisk, at forfatteren vil egne sig ganske godt som coach. Hun har et drive og et gåpåmod, som smitter og glæder, og hun lader til at have en oprigtig interesse i at hjælpe andre og at se ting fra en anden vinkel. Alene den allersidste tekst i bogen – som slet ikke handler om hendes uddannelse – viser et menneske, som har evnen til at tackle spændte situationer på god og anderledes måde. Den historie har fået mig til at smile flere gange de sidste dage, og det har jeg stor respekt for.

Årets bogudfordring

I år har jeg valgt at gå med på Irene’s bogudfordring, hvor du vælger 20 bøger, som du gerne vil nå at læse i 2012. Jeg har efterhånden samlet mig en god stak bøger, som jeg længe har ønsket at læse, og så har jeg selvfølgelig en alenlang liste over bøger, som ser spændende ud. Det var derfor ikke svært at finde frem til 20 bøger, som jeg vil læse i år.

Guillermo Del Toro og Chuck Hogan: Blod
Bogen blev lanceret som en barsk og brutal nyfortolkning af vampyrhistorierne, og det er lige mig! Ikke noget med nuttede, blodfattige (!) vampyrer – we want the real deal! Desværre har jeg hørt, at toeren i denne serie ikke skulle være så fantastisk, men den første, ‘Blod’, fik ret god omtale, da den kom frem. 

Jacqueline Carey: Kushiel’s Dart
Det her er en af de bøger, hvor det er lidt pinligt for mig at indrømme, at jeg ikke har læst den endnu. Det er nemlig halvanden år siden, jeg fik den anbefalet og nok et år siden, jeg købte bogen. Nu skal det være!

George R R Martin: Game of Thrones
Nu har jeg haft de to første bøger i Martins serie stående i knapt fire år (for i de kredse, jeg kommer, har denne fantasyserie været en klassiker i mange år), og jeg har kun hørt godt om serien. Desværre frister 1000 tætskrevne sider på engelsk ikke så meget, så jeg har flere gange tænkt på at læse den i en ferie. Nu ender det nok med, at jeg ser første sæson af tv-serien, inden jeg kaster mig over første bog – men den skal jeg så også læse i år!

Thomas E. Sniegoski: Englen
Bogen fik desværre lidt lunken modtagelse hos flere andre bloggere, men jeg har besluttet mig for at give den en chance, for jeg kan godt lide oplægget.

Natascha Kampusch: 3096 dage
Der er nok de færreste, der har glemt historien om Kampuschs liv i kælderen hos sin bortfører. Det er en historie, der skræmmer og fascinerer på samme tid, og jeg ser frem til at læse hendes egne betragtninger om det liv, hun levede i kælderen.

Clara Kramer: Claras krig
Det er en Claras personlige historie om kampen for at overleve holocaust i et beskyttelsesrum under 2. Verdenskrig, og da jeg læste om bogen, besluttede jeg straks, at den skulle jeg læse. At den samtidig har fået en række ganske gode anmeldelser gør heller ikke noget.

Anne Rice: En vampyrs bekendelser
Jeg læste starten af bogen dengang, hvor filmatiseringen lige var udkommet, men der gik jeg i stå, og så kom jeg aldrig videre. Nu får bogen en chance til.

J. R. R. Tolkien: Hobbitten
Det er den eneste bog på listen, jeg har læst før, men det er efterhånden så mange år siden, at jeg mener, det er en god idé at få den genopfrisket, inden filmatiseringen kommer til december 2012.

John Steinbeck: Vredens druer
Denne nobelprismodtager har stået for flere af litteraturens klassikere, og sidste år læste jeg da også ‘Mus og mænd’. I år vil jeg prøve en bog mere fra forfatteren.

Giovanni Boccaccio: Dekameron
Dette var en af de bøger, jeg overvejede at læse sidste år, da jeg havde klassiker-tema, og jeg er ret spændt på, hvordan læseoplevelsen bliver, for den er lidt uden for den type bøger, jeg normalt finder på at læse.

Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet
Her er det en af de helt store klassikere, jeg skal læse. Jeg tror faktisk ikke, jeg har læst noget af Hemingway før, så jeg ved ikke så meget om, hvad jeg kan forvente.

Brent Weeks: The Way of the Shadow
En række andre bogbloggere anbefalede på det kraftigste denne bog sidste år, så den har stået på min liste et stykke tid, og nu skal det være. Hvis jeg kan lide bogen, kan jeg glæde mig over, at der allerede er udgivet flere bøger i serien.

Jim Butcher: Storm Front
Jeg læste et sted, at serien er en blanding af krimi og sort magi, og det fangede straks min opmærksomhed! Det skulle være ganske underholdende læsning, og det skal der bestemt også være plads til.

Paul Auster: Leviathan
Denne forfatter har jeg fået anbefalet flere gange, og nu går det ikke længere – nu bliver jeg nødt til at give ham en chance!

Stephen King: Under kuplen
Jeg var virkelig stor King-fan, da jeg var yngre, hvor jeg læste størstedelen af hans bøger. De sidste år 10 år er det dog ret begrænset, hvad jeg har læst fra hans hånd – blandt andet fordi han havde en periode, hvor hans bøger blev lige lovlig socialrealistiske, og det faldt ikke i min smag. Men nu vil jeg opdateres, og derfor skal jeg læse mindst én nyere King-bog i 2012, og denne her ser interessant ud.

Ken Follett: Uendelige verden
Det er også en bog, der har stået på min bogreol i flere år. Forgængeren, ‘Jordens søjler’, gled let ned, da jeg læste den for nogle år siden, og nu er det på tide, at jeg får læst denne bog.

Lone Frank: Mit smukke genom
Jeg var dybt fascineret, da jeg første gang læste om denne bog, der tager læseren med på en rejse i den genetiske videnskab. Jeg håber på, at det er en bog, der sætter tankerne i gang og gerne stiller spørgsmålstegn ved det praktiske og etiske ved den genetiske videnskab.

Peter Øvig Knudsen: Hippie 1
En af de mest omtalte fagbøger i 2011, og da jeg også synes, at bogudfordringen kan rumme fagbøger, så kommer denne med. Emnet er ungdomsoprøret, og det er ret lang tid siden, jeg sidst har læst faglitteratur om denne periode, så må det være på tide at få genopfrisket min viden om emnet.

Anders-Peter Mathiasen, Jeppe Facius: Fra Edderkoppen til Makrellen
Nu jeg var i gang med at kigge på faglitteratur, så faldt jeg over denne fagbog, som handler om den danske underverden gennem 60 år. Det er en lidt anderledes vinkel end de hundredvis af 2. Verdenskrigs-bøger, som jeg ellers stødte på, så denne bog måtte på min liste.

Naomi Klein: No Logo
Denne bog har jeg haft stående i… så mange år, at det er pinligt at tænke over… så det er ikke et øjeblik for tidligt at læse den! Og selvom den måske er lidt bedaget, så er jeg sikker på, at Kleins betragtninger om reklamens magt stadig er interessante.

Stormfulde højder

Den sidste klassiker, jeg nåede at læse i 2011, var ‘Stormfulde højder’ af Emily Brontë, og det var dermed også den bog, der udgjorde den sidste af de 12 klassikere, som jeg havde sat mig for at læse sidste år.

Det er en bog, som jeg har hørt om utallige gange, men som jeg har vægret mig ved at læse, da jeg havde indtryk af, at det var en dramatisk og sødladen kærlighedshistorie, og det er ikke lige mig. Da jeg havde læst bogen, måtte jeg dog indse, at jeg havde taget fejl i et par af mine fordomme.

Historien fortælles primært gennem tjenestepigen Nelly Dean, som følger familierne Earnshaw og Linton gennem flere generationer. Stormfulde Højder er navnet på Earnshaws gård, mens Lintons bosted hedder Thruscross Grange, og de to steder er rammen for hele fortællingen. Hele polemikken starter, da mr. Earnshaw en dag kommer hjem fra marked sammen med hittebarnet Heathcliff, som han vælger at tage til sig som sit eget barn. Datteren Catherine fatter dog efterhånden sympati og hengivenhed over for den nye bror, mens sønnen Hindley har svært ved at acceptere, at faderen nu holder mere af Heathcliff end Hindley. Heathcliff behandles dårligt af plejefamilien og fyldes vrede og hævntørst, hvilket giver ham et yderst kompliceret sind. Forholdet mellem Catherine og Heathcliff slår gnister, og til sidst rejser han bort for en tid. Catherine vælger da at gifte sig med Linton-sønnen fra nabogården, men deres ægteskab er ikke lykkeligt, for hun elsker stadig Heathcliff. Da hun dør i barselssengen, bliver Heathcliff rasende og sætter alt ind på at forpeste og ødelægge sin elskedes ægtemand, og så begynder dramaet for alvor.

Jeg troede, at kærlighed var omdrejningspunktet for romanen, og det er det på sin vis også, men en kærlighedshistorie vil jeg nødigt kalde det. Tværtimod er bogen fyldt med had, egoisme, hævngerrighed, snævertsynethed, smålighed og mange andre af menneskets dårlige sider, og det var faktisk deprimerende læsning, for der var ikke rigtig nogen af personerne, jeg brød mig om. Hvis de ikke var direkte afskyvækkende, havde jeg medlidenhed med deres naivitet og tåbelighed. Det var direkte ubehageligt at læse, hvordan de mennesker opførte sig over for hinanden – enten for bevidst at såre det andet menneske eller af tankeløshed eller egoisme.

Bogen er dog yderst velskrevet og byder på masser af dramatik og storladne følelser. Det er en tragedie, hvor du som læser ikke ved, hvordan historien skal ende – og om den overhovedet kan ende godt. Jeg holder normalt af tragedier, men her er forudsætningen, at jeg har sympati med et par af de implicerede, og det må jeg desværre indrømme, at jeg ikke havde i dette tilfælde. Interessen for afslutningen blev derfor en mere distanceret nysgerrighed end oprigtig ønske om, at det ville gå personerne godt. Når det så er sagt, så er slutningen faktisk mere positiv, end jeg forventede, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Historien er interessant, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg læste den, selvom jeg ikke brød mig om personerne og deres gerninger. Den giver et indblik i konflikten mellem at gifte sig af kærlighed eller af pligt samt de begrænsninger, der var i samfundet på det tidspunkt. Samtidig er sproget præget af en dristighed og vildskab, som var uhørt på den tid, og som selv i dag kan chokere, da det fremstår ret voldsomt og direkte.