Løsepenge – Skyggens Lærling nr. 7

Jeg hører en del lydbøger – fortrinsvist fantasy, men der har også sneget sig flere genrer ind på det sidste. En af de fantasyserier, som jeg har nydt mest at høre, er Skyggens lærling, som jeg før har omtalt. Jeg hørte de seks første lydbøger, men derefter gik der lang tid, uden at flere af bøgerne udkom som lydbøger, og for nylig opgav jeg at vente mere og lånte derfor den syvende bog på biblioteket. Nu har jeg så lige fundet ud af, at bog 7 og 8 er kommet som lydbøger på netlydbog.dk, så jeg kan jo passende låne bog nr. 8 der inden længe.

Hvis du ikke vil vide noget om handlingen, skal du hoppe ned til næste afsnit. I ‘Løsepenge’  af John Flanagan bliver skandiernes Oberjarl Erak taget som gidsel i Arrida, og Eraks næstkommanderende Svengal henvender sig til araluanerne for at bede om hjælp. Halt, Will, prinsesse Cassandra og en række andre tager af sted for at købe Erak fri, men turen viser sig at være farefuld, og der bliver brug for mod og snarrådighed, hvis araluanerne skal overleve mødet med ørkenen.

Bogen følger stilen i de foregående bøger, hvor Will er den unge, venlige, dygtige og ukuelige rangerlærling, som klarer sig godt og forstår at tage sig af vennerne og de, der har brug for hans hjælp. Der er fokus på venskab, sammenhold, mod, snarrådighed og barmhjertighed, og selvom flokken flere gange løber ind i problemer, så følte jeg aldrig, at det blev rigtig farligt – jeg vidste, at de nok skulle klare den. Serien er feel good fantasy – eller hyggefantasy som jeg ind imellem kalder det, for det er fantasy med de gode, gammeldags værdier, og som giver dig et fint pusterum fra hverdagen. Jeg holder meget af serien og glæder mig til at kaste mig over bog nr. 8 meget snart!

3096 dage

På min liste over de 20 bøger, som jeg skal læse i 2012, står en enkelt biografi. Jeg er ellers ikke rigtig til biografier, men da Natascha Kampusch udgav sin biografi sidste år, vidste jeg, at den bog måtte jeg læse. Ikke bare fik jeg anbefalet den af flere venner og bekendte, men jeg husker også tydeligt dengang i 2006, hvor hun dukkede op efter otte års fangenskab. Her var en sjælden mulighed for at høre historien fra hovedpersonen selv i stedet for at høre sladderpressens vinkler på sagen.

‘3096 dage’ fortæller historien om Natascha Kampusch. Om hendes barndom både før og især efter kidnapningen i 1998, hvor hun som 10-årig blev bortført og spærret inde i en kælder af en mand, der de næste otte år holdt hende fanget. Bogen er skrevet af hende selv, hvor hun fortæller historien om indespærringen og kampen for at overleve som menneske. 

Hendes fangenskab gennemgår flere faser. Først det spinkle håb om at komme fri, indtil hun indser, at hun aldrig kommer derfra med gerningsmandens gode vilje. Skal hun væk, bliver hun nødt til at flygte, for hun vil aldrig kunne overtale ham til at sætte hende fri. Dernæst den langsomme psykiske nedbrydning, som gerningsmanden udsætter hende for, hvor han stille og roligt indprenter hende, at hun ikke er noget værd, at der ikke er nogen, der savner hende, at hun er helt afhængig af ham. Efter en tid følger afstraffelse i form af mindre og mindre mad samt slag over hele kroppen, så hun er oversået med blå mærker. 

Da jeg lyttede til hendes fortælling, blev jeg gang på gang slået af, hvor tænksom og stærk hun fremstår gennem hele bogen. Hun lægger ikke skjul på, hvor apatisk hun har været i perioder, men samtidig kan jeg kun beundre den viljestyrke og overlevelsestrang, som hun besad under fangenskabet. Hun reflekterer – naturligvis – en del over sine handlinger i løbet af bogen og vurderer både sig selv, gerningsmanden og myndighederne. Måske er visse pointer letkøbte – det er jo altid let at være bagklog – men jeg synes nu, at hun er god til at se nuanceret på tingene. 

Hendes reflektioner virker også som et behov for at argumentere for, hvorfor hun handlede – eller måske ikke handlede – som hun gjorde under sit fangenskab. Det er spændende læsning, men jeg tror nu mest, at det er for hendes egen skyld og knapt så meget for læseren. Det er ret analyserende, og enkelte gange kammer det lidt over, når hun refererer til psykologiens opfattelse af, hvorfor mennesker reagerer, som de gør.  


Hendes historie er ikke kun interessant, fordi det er en skræmmende og ubehagelig fortælling om et sygt menneske, der bortfører og frihedsberøver en lille pige. Det er også en vigtig fortælling om en pige, der formår at bevare fatningen og holde modet oppe, selvom der går otte år, før hun slipper fri. Det er en fortælling om livskraft, viljestyrke og menneskelighed, der formår at have forståelse over for gerningsmanden, selvom resten af verden står klar til at fordømme ham, da hun fortæller om sit fangenskab. Hun har en meget vigtig pointe med, at gerningsmanden også bare er et menneske. Hun siger det ikke for at bagatellisere, hvad han gjorde, men for at fortælle, at verden ikke er sort og hvid, at alle indeholder både gode og dårlige sider.

Bogen er holdt i et simpelt og hverdagsagtigt sprog, men reflektionerne er tankevækkende og vigtige. Læs den!

Bogmærke-fetisch

Jeg plejer ikke at gå op i bogmærker. Faktisk har jeg klaret mig med små papirlapper, postkort eller hvad jeg nu ellers kunne finde i mange år, men i løbet af de seneste måneder er jeg begyndt at samle på bogmærker. Samle er måske så meget sagt, for planen er, at jeg får et udvalg af bogmærker, der tematisk kan passe sammen med de bøger, jeg læser. Det er så lidt en udfordring på krimi- og horrorområdet, for sjovt nok er det primært pæne og stilfulde bogmærker, som kan købes de steder, hvor jeg har fundet bogmærker indtil videre. Her er der en vis overvægt af goth- og fantasy.

Jeg har fundet nogle af ovenstående bogmærker på en ferie til Paris i efteråret og resten på Etsy – meget farlig hjemmeside at besøge hvis du har lidt mønter på lommen. Her er jeg også på udkig efter bogmærker i de genrer, hvor jeg fortsat mangler, og jeg tror, jeg skal vil købe et par mere.

Det er selvfølgelig fuldstændig ligegyldigt for læseoplevelsen, om bogmærket nu passer til bogen, eller om man blot bruger en brugt busbillet, men når nu jeg bruger så meget tid på at læse, så synes jeg også, at det er oplagt at bruge nogle gode, solide og pæne bogmærker.

Claras krig

Denne bog står også på min bogudfordringsliste for i år, for jeg blev ret interesseret i den efter at have læst en række meget positive anmeldelser af bogen sidste år.

‘Claras krig’ af skrevet af den polske jøde Clara Kramer og handler om hendes liv under 2. Verdenskrig. Clara er en helt almindelig teenager, da krigen bryder ud, men hurtigt forvandles hendes liv til en evig angst for at blive fanget af tyskerne. Mens frygten for at blive anholdt og sendt i koncentrationslejr vokser, leder familien desperat efter en udvej, og det ender med, at de søger i skjul i kælderen hos en etnisk tysker. Han og hans familie sørger for at købe mad til dem og gang på gang lyve, når andre borgere får mistanke om, at han skjuler jøder i sit hjem.

Som tiden går bliver de flere og flere i beskyttelsesrummet, hvor de til sidst sidder 18 mennesker, og vi følger, hvordan de kæmper for at bevare håbet og den sidste rest af værdighed, mens tyskerne nægter at slippe grebet om Polen.

Der er ingen tvivl om, at det både er en interessant og tankevækkende bog, som belyser den del, vi ikke hørte så meget om i historieundervisningen. Hvordan var det at være på flugt? Hvordan kunne du leve så småt? Hvordan var det at leve i skjul, hvor selv dine bedste venner pludselig kunne forråde dig? Det er fascinerende og skræmmende læsning, for det ligger selvfølgelig meget langt fra den almindelige danskers hverdag, men det giver også et godt indblik i de barske vilkår under krigen.

Bogen rummer en livsvilje, stædighed og medmenneskelighed, som er beundringsværdig – ikke blot fra jødernes side men også fra den tysker, hr. Beck, som sætter så meget på spil for at redde disse mennesker. Hvor alle andre – selv de venner og naboer, som familien har kendt i årevis – er parate til at stikke dem, så holder han gang på gang hånden over dem.

De fysiske beskrivelser af kælderen, tingene og menneskene er med til at gøre fortællingen levende og nærværende. Det er næsten som at være der selv – men også kun næsten, for jeg tror, jeg ville få klaustrofobi af sådan et sted.

Det er en spændende og skræmmende historie om en tid, som vi ikke bør glemme, selvom meget har ændret sig siden da. Det er også et fascinerende indblik i den menneskelige psyke, hvor man ikke kan andet end at beundre de mennesker, som formåede at leve i skjul og måtte gennemgå så meget for at overleve.

Bogen er en anelse langtrukken til sidst – jeg kunne næsten ikke rumme mere og syntes, at fortællingen kørte lidt i tomgang – men ellers har jeg ikke meget at udsætte på denne bog. Det er helt klart en af de bøger om 2. Verdenskrig, jeg har fundet mest relevant at læse.

Den gamle mand og havet

En af de klassikere, som jeg ikke nåede sidste år, hvor jeg læste en klassiker hver måned, var denne lille sag af Ernest Hemingway. Det er en kort fortælling på ca. 116 sider med et ret enkelt handlingsforløb, og alligevel var den med til at sikre Hemingway Nobels Litteraturpris i 1954.

‘Den gamle mand og havet’ handler om en gammel fisker, der ikke har fanget noget i 84 døgn. Han tror dog stadig på, at det vil lykkes, og han har da før oplevet, at lykken har ventet på sig. Han sejler ud med troen på, at lige netop i dag vil lykken vende, og sandelig om ikke han får ret. Han får en ordentlig kleppert på krogen – nok den største fisk  han nogensinde har set – og derefter starter kampen om at trætte fisken, så den til sidst kan dræbes og tages med hjem. Men kampen bliver hård, og ind imellem har fiskeren på fornemmelsen, at det er ham, der først må opgive ævred.

Det er som sagt en kort historie med en ret simpel handling. Faktisk er den så enkel, at jeg ikke vil komme ind på slutningen, for der skal være lidt spænding ved at læse den, men lad mig bare nævne, at jeg synes, at slutningen er naturlig, smuk og trist på samme tid.

Jeg er fascineret, når forfattere formår at bygge en interessant historie op med så få virkemidler. Historien er nærmest provokerende naiv og enkel, men alligevel en nydelse at læse. Stilen fik mig til at tænke på japansk eller kinesisk fortællestil uden at jeg helt kan præcisere det – jeg vil tro, at de enkle sætninger og meget ligetil betragtninger var det, der gjorde udslaget.

Bogen berører på én og samme tid troen på sejr og menneskets evne til at blive ved med at søge lykken, men også en udholdenhed, som næsten er skræmmende. Der er noget meget ærekært og alligevel forståeligt i fiskerens kamp mod fisken, for hvis det ikke skal være nu – hvornår skal det så være?

Det er på én gang en hyggelig, sørgmodig og tankevækkende bog, og selvom de tre tillægsord kan virke modstridende, så synes jeg alligevel, at det beskriver min oplevelse af bogen meget godt. En klar anbefaling herfra.

Magik

Da gemalen og jeg blev kærester… hvilket så er 12 år siden nu… kastede vi os ud i den hyggelige hobby, højtlæsning. Det var altid fantasy, hvor vi skiftedes til at læse højt for hinanden, og således har jeg for eksempel nydt hele Harry Potter-serien sammen med gemalen, ligesom vi blandt andet også har læst Bartimæus-trilogien, de første bøger i Artemis Fowl-serien samt en række andre bøger. For et par år siden gik vi i gang med ‘Magik’, men vi fik lidt for travlt med andre ting, og bogen forputtede sig på bogreolen. For et stykke tid siden blev den fundet frem igen, og selvom det var flere år siden, vi sidst havde læst i den, så stod handlingen forbavsende skarp i vores erindring.

‘Magik’ af Angie Sage er første bog i serien om Septimus Heap. Det er en bog fuld af magi og sjove eller uhyggelige fantasyvæsner, og den er skrevet med et glimt i øjet. Her er troldmænd, nekromantikere, forbyttede børn, prinsesser, magiske genstande og selvfølgelig også en drage. Et resumé vil blive ret omfattende, så lad mig i stedet fortælle lidt om bogens kvaliteter som højtlæsningsbog.

Bogen befinder sig i den lette ende af fantasygenren. Den er skrevet til et yngre publikum, og er du voksen, når du læser bogen, vil du nok finde den en anelse letbenet og ufarlig. Til gengæld har den et levende og letflydende sprog, som gør den meget velegnet som højtlæsningsbog, og så må man bestemt ikke undervurdere den småironiske og tilbagelænende humor, der er i bogen. Det er den slags, der gør det sjovt at læse bøger højt, og vi grinede en hel del gange, mens vi læste den.

Der er en hyggelig stemning i bogen, hvor forfatteren blandt andet benytter teknikken med at lade dyr/ting have tanker og følelser. Det kan hurtigt blive en billig gimmick, men jeg syntes, det virkede fint de fleste gange.

Bogen har slet ikke samme tyngde og nuancer som f.eks. Harry Potter og Bartimæus-trilogien, men har du brug for en god højtlæsningsbog, og er det i orden, at den er lettilgængelig og skrevet med et glimt i øjet, så bør du overveje denne bog. Nu håber jeg ikke, at der går lige så lang tid, før vi får læst den næste bog i serien, for jeg har virkelig fået lyst til mere højtlæsning!

Vredens druer

Jeg er godt i gang med at få læst de 20 bøger, som jeg har sat mig for at nå i år, og denne klassiker af John Steinbeck var en af de klassikere, som jeg overvejede meget at læse under sidste års klassiker-benspænd. Der endte jeg dog med en anden bog af ham – ‘Mus og mænd’, som også var ganske interessant.

‘Vredens druer’ handler om depressionen i USA i 1930’erne. I bogen følger du familien Joad, der ligesom mange andre i Oklahoma bliver tvunget til at forlade deres gård og marker, fordi de ikke kan holde kreditorerne fra døren. De har set plakater, hvor der annonceres efter frugtplukkere i Californien, og de drager af sted med håb i hjertet og viljen til at knokle for føden. Men det er ikke nok. Californien oversvømmes med desperate og sultne familier, som leder efter arbejde med lys og lygte, og kampen bliver intensiv og hård. Men ind imellem overskygges frustrationen af små tegn på medmenneskelighed og håb, og familien Joad kæmper stædigt videre, selvom oddsene ser dårlige ud.

Dette er en bog, som sætter tankerne i gang – ikke blot på grund af det overflodssamfund, som Danmark trods finanskrise stadig er, men også fordi der er en stædighed og inderlighed i denne bog, som jeg sjældent er stødt på. Det er et tydeligt portræt af en hårdtarbejdende familie, der ikke er vant til at få noget forærende, men som gerne knokler for at få noget at spise. Det eneste, de ønsker sig, er et hjem, mad på bordet og lidt menneskelig værdighed. Alle tingene er dog svære at opnå i et USA, der er hårdt ramt af depressionen, og hvor tusindvis må gå fra hus og hjem og flakke rundt på landevejene for at finde arbejde. Der er så mange om buddet, at arbejdsgiverne presser lønningerne langt under det acceptable, hvilket blot skaber endnu mere frustration og panik.

Der er en beundringsværdig vilje til at overleve i familien Joad, som trods alskens ulykker og udfordringer kæmper, kæmper og atter kæmper for at finde arbejde og skaffe mad. Langsomt falder familien dog fra hinanden, men de tilbageværende giver stadig ikke op.

Bogen skifter mellem to kapiteltyper – hovedkapitlerne, hvor vi følger familien Joad, og de korte samfundskapitler, hvor forfatteren kommenterer på samfundsstrukturerne og de mekanismer, der gør, at de få personer, som nu ejer al jorden, frygter de mange tusinde desperate arbejdere og søger beskyttelse ved at hyre bevæbnede vagter. Alle de penge, som jordejerne sparer på lønningerne til arbejderne, bruges i stedet på geværer og kugler, og på den måde kører konflikten blot mere og mere op i en spids, jo lavere lønningerne bliver. Det er elegant og alligevel brutalt fortalt, og som læser sidder du og ryster på hovedet – det er så simpelt og så alligevel ikke. Alle er fanget i en hårdknude af pres, forventninger og økonomiske strukturer, så ingen tør vise forståelse og medmenneskelighed.

Det er en trist og tankevækkende bog, hvor du som læser sluger de små glimt af positive oplevelser i dig på samme måde som hovedpersonerne kaster sig over den sparsomme mad. Jeg har en stor svaghed for samfundskritiske bøger, hvor ‘1984’ selvfølgelig er blandt mine yndlingsbøger, og her udmærker ‘Vredens druer’ sig. Det er en bog, som stiller skarpt på et kapitalistisk og industrialiseret samfund, som fortrænger alle hensyn og forpligtelser og kun fokuserer på profit og magt. Det er en bog, der appellerer til medmenneskelighed, forståelse og næstekærlighed – værdier som forhåbentlig aldrig glemmes.

‘Vredens druer’ har mine varmeste anbefalinger.

Vampyrens mærke

Da jeg lånte lydbøger for en lille uge siden, fandt jeg det ret oplagt at kaste mig over denne bog, da den ville ligge i fin forlængelse af ‘Hex Hall 2 – Dæmonglas’ og ‘En vampyrs bekendelser’. Denne bog omhandler nemlig unge mennesker, der skal uddannes som vampyrer, og selvom det lød… temmelig sært… så kunne jeg ikke nære mig.

‘Vampyrens mærke’ af P. C. Cast og Kristin Cast er første bog i serien Nattens Hus – en serie, der pt. er otte bøger lang. I bogen følger vi den 16-årige Zoey, som lever et helt almindeligt teenageliv, indtil hun en dag bliver mærket i panden af en Udsending. Alle omkring hende trækker sig tilbage, for mærket betyder, at hun nu er dømt til et liv som vampyr og bliver nødt til at drage til Nattens Hus, hvor hendes uddannelse som vampyr vil foregå. Selvom hun er ulykkelig over sin skæbne, finder hun snart venner – og en fjende – det nye sted, og hun indser, at hun åbenbart er tiltænkt en særlig rolle. Hendes mærke i panden er anderledes, og langsomt begynder hendes nye kræfter at vise sig.

Da jeg læste ‘Hex Hall 2’, savnede jeg stemningen af skoleliv i bogen, eftersom handlingen hurtigt førte hovedpersonerne væk fra skolen. Den stemning er der til gengæld masser af i ‘Vampyrens mærke’, og på mange måder ligner den en almindelig ungdomsbog med de sædvanlige kærlighedsproblemer, søde bedstevenner og intriger. Der er dog gjort en del ud af at skabe en verden, hvor du ikke bare bliver bidt og så er vampyr, men hvor du udvælges og derefter gennemgår en flerårig uddannelse, inden du er klar til at være fuldblodsvampyr (pun intended – undskyld). Vampyrerne tilbeder samtidig gudinden Nyx, hvilket bringer okkultisme og ritualer ind i bogen, og det gør den mere interessant i mine øjne.

Den er klassisk mht. kærlighedsproblemer og problemer i forhold til skolens intrigante pige, men historien er fortalt på en fin og hyggelig måde, hvor hovedpersonen fremstår sympatisk, fornuftig og reel, og selvom jeg er ret konservativ mht. hvordan rigtige vampyrer skal være, så kan jeg godt tilgive denne version. Den er trods alt meget hyggelig og forsøger ikke at være mere, end den er – en ungdomsroman om unge, usikre vampyr-ynglinge.