Luxe

Jeg kan godt lide at komme lidt uden for min comfort zone og prøve ting, som ellers ikke lige er mig. Da jeg bestilte denne bog via biblioteket, havde jeg dog ingen anelse om, at det lige præcis var det, jeg havde gang i, for jeg troede egentlig, at der var mere fokus på det adelige liv og knapt så meget på det intrigante kærlighedsliv.

‘Luxe’ af Anna Godbersen handler om New Yorks glitrende overklasseliv i slutningen af 1800-tallet og ikke mindst de to søskende, Elizabeth og Diana. Pigernes liv i luksus synes mest at dreje sig om, hvordan de kan tage sig bedst ud til festerne – både i forhold til rober og til hvilke herrebekendtskaber, der gør kur til én – men snart viser det sig, at det emmer af intriger, had, begær og forventninger. Elizabeth indser snart, at hendes valg af kavaler ikke længere blot er en leg men et valg, der har store konsekvenser for hendes families fremtid. Faktisk har hun ikke så meget valg, for tingene flasker sig, så en af de mest eftertragtede og velbeslåede mænd frier til hende, og hun bliver nødt til at sige ja. At det så ikke passer hendes lillesøster samt hendes bedste veninde, ja det er så en anden sag…

Denne bog er mindst lige så lyserød som forsiden men tilsat en solid portion bitre mandler, for sikke en flok intrigante tøser, der er med! Bogen er omdrejningspunkt for et sandt eldorado af rigdom, luksus, drama, intriger, had, begær, fortvivlelse, løgne og desperation. Dramaet er så svulstigt og overdådigt, at det var en anelse overvældende, og at læse bogen var som at spise en kæmpestor lyserød marengs. Meget sødt og lidt kvalmende.

Personkarakteristikken var desværre ret tynd og klichépræget, og der var ikke rigtig nogen af personerne, der var værd at fatte sympati for. Herren, som alle bogens tøser sukkede efter, opførte sig som en arrogant og egoistisk nar, så det var lidt svært at forstå, hvorfor han skulle være så bedårende dejlig.

Alligevel var oplevelsen ikke så dårlig, som jeg forventede. Sproget var svulmende og alligevel ligetil, så siderne fløj af sted på ingen tid. Det var kitch men også lidt hyggeligt. Jeg vil også indrømme, at jeg havde en vis fornøjelse ved at være forarget over de tåbelige tøsers opførsel i bogen, og når jeg har sundet mig lidt oven på læseoplevelsen, vil jeg nok læse næste bog i serien for at se, hvordan jeg reagerer på den.

Filmatiseringer af bøger

I går var jeg i biografen for at se The Hunger Games – filmatiseringen af ‘Dødsspillet’, som var en af de bedste bøger, jeg læste sidste år. Jeg indrømmer gerne, at det var med en vis skepsis, at jeg satte mig i biografsædet, for det er nærmere reglen end undtagelsen, at filmatiseringer ikke lever op til mine forventninger.

The Hunger Games har fået overraskende gode anmeldelser, og det er da også en af de filmatiseringer, jeg har set, som har været mest tro mod bogen. Det var også en udmærket filmoplevelse, men jeg var ikke blæst omkuld på samme måde, som da jeg læste bogen – og det er nu ikke så underligt, for det er jo to forskellige medier.

Bogmediet kan noget helt andet end filmmediet. I bogen er der tid til fordybelse, til tanker, til ikke-handling og til tomhed. Filmmediet er (ofte) afhængig af et vist tempo, af action, af pænhed (mest i Hollywood) og af fremdrift. Bøger kan være mange hundrede sider lange – film er sjældent længere end 2½ time. Film viser dig en bestemt vinkling af historien, mens bogen i højere grad lader dig fortolke og vægte de ting, som du finder interessant. For eksempel var jeg meget begejstret for samfundskritikken og den barske verden, som The Hunger Games foregår i, og jeg opfattede slet ikke, at der var optakt til et trekantsdrama. Men ok – nu har jeg så heller aldrig været særlig interesseret i kærlighedsdramaer, så det var måske derfor…

Er The Hunger Games en god film? Ja, langt hen ad vejen er den. Der er dog flere ting, som kunne/burde uddybes (for eksempel hvordan og hvorfor Katniss spiller forelsket under spillet), og så var filmen stadig for pæn. Verdenen skulle have været mere beskidt og dyster (væk med solskin og panggrønne skove), og drabsscenerne kunne sagtens have været mere ubehagelige og skræmmende. Det er jo børn, der dræber hinanden, og det er en af de få tabuer, som verden stadig har tilbage. Faktisk var det en af de første ting, der slog mig, dengang jeg læste bogen – hvordan vil de filmatisere en bog, som omhandler et så tabuiseret emne? Men det er lykkedes ved blandt andet at gøre drabene ret hurtige, ikke særlig blodige og med meget få close up-billeder. Det synes jeg er synd. Ikke fordi vi partout skal svælge i blod, drab og væmmelse, men fordi noget af pointen med hele historien går tabt, når det ikke gør ondt at opleve den.

Skal filmbranchen så holde op med at filmatisere bøger, hvis det alligevel ikke lykkes at frembringe samme oplevelse som bøgerne? Nej, det synes jeg ikke. Bare fordi filmatiseringen ikke vækker de samme følelser eller fortæller 100% den samme historie, så er det ikke nødvendigvis en dårlig film. Ind imellem sker det også, at filmatiseringen gør historien mere interessant. Sådan har jeg det for eksempel med ‘Ringenes Herre’. Bogen sagde mig ikke så meget – der var de stille passager lidt for lange til min smag – men filmene var fantastisk underholdende. Nu ved jeg godt, at det nærmest er politisk ukorrekt ikke at elske ‘Ringenes Herre’ (især blandt alle de fantasynørder, jeg normalt omgås), men nu havde jeg også læst en del fantasy, inden jeg kastede mig over denne klassiker. Derfor havde jeg heller ikke samme læseoplevelse som mange af dem, der bliver introduceret til fantasy ved at starte med denne klassiker.

Hvad synes du om filmatiseringer? Hvilke filmatiseringer har været gode og hvilke har været dårlige?

Mit smukke genom

På listen over bøger, jeg skal læse i år, har jeg også sat ‘Mit smukke genom’ af Lone Frank. Det er sandt at sige ikke en bog, jeg normalt ville vælge, men siden bogen blev udgivet i 2010, har jeg læst mange positive anmeldelser af den, så nu blev jeg nødt til at finde ud af, om den også faldt i min smag.

Bogen er skrevet i jeg-person, hvor forfatteren tager læseren med på en opdagelsesrejse, hvor hun forsøger at finde ud af så meget som muligt om sine gener. Hvad er sandsynligheden for, at hun udvikler bestemte sygdomme? Hvordan vil hendes sundhed være de kommende år? Hvor længe vil hun leve? Hvad bør hun forandre i sit liv, så hun tager hensyn til de fordele og ulemper, som hendes gener giver hende?

Det er en interessant og ret anderledes læseoplevelse, men jeg var nu ret overrasket over, hvor godt den er blevet modtaget, i forhold til hvor tunge emner den rent faktisk behandler.
Først og fremmest er der en del fagnørderi i bogen, og da jeg har en semi-naturvidenskabelig baggrund og i øvrigt altid har nørdet med en række ting, så gjorde det mig ikke så meget. Den meget naturvidenskabelige vinkel var dog også en anelse provokerende, for jeg er også (fagligt) opdraget ud fra en socialkonstruktivistisk tankegang, hvor biologien ikke har noget at sige. Den konstante fokus på, at generne skulle have så megen magt over livet var derfor lidt grænseoverskridende men egentlig også tankevækkende. Tænk hvis man virkelig kan finde ud af så meget om, hvordan man bør leve, blot ud fra en test af generne?
… og når jeg skriver bør, så er det, fordi en gen-test i mine øjne aldrig kan blive en facitliste for, hvordan du skal leve dit liv, men det kunne da være rart med flere fingerpeg om, hvad man for eksempel bør undgå at spise eller generelt udsætte sig for. Der er jo mange, der går omkring i årevis og ikke aner, at de bør afholde sig fra at indtage bestemte fødevarer, fordi det kan være skadeligt for dem – også selvom det er helt normale fødevarer.
Den solide fokus på jeg i bogen er også lidt overvældende, for selvfølgelig er det en smule navlepillende at gå så meget i dybden med sine egne gener. Omvendt betyder det også, at forfatteren kan gå i dybden i stedet for hele tiden at skulle forholde sig til en større forsøgsgruppe, ligesom det også er med til at vise forskellene i de gen-tests, hun gennemfører.
Der er – meget naturligt – en del snak om arvelighed både fra egen familie og til kommende generationer, og jeg kan forestille mig, at der også er en del, der har været fascineret af dette aspekt i bogen. Mig sagde det dog ikke så meget, men jeg har heller ikke børn og dermed heller ikke den bekymring. Mine gener er så at sige kun mit eget problem.
Alt i alt en interessant læseoplevelse. For mit vedkommende var det ikke en pageturner, og jeg var heller ikke blæst omkuld i det hele taget, men samlet set er jeg nu glad for, at jeg læste den, for der er bestemt noget at gruble over.

Gør en forskel

Det var en lidt anden genre, jeg kastede mig over, da jeg for et stykke tid siden ville låne et par lydbøger via netlydbog.dk. Her faldt jeg nemlig over en management-bog skrevet af Ulrik Wilbek, og da jeg så forsiden, tænkte jeg “hvem vil ikke gerne gøre en forskel?”

‘Gør en forskel’ handler om, hvordan du gør en forskel i din fritid, i dit arbejde eller på et mere generelt plan. Hvad kan du? Hvad vil du opnå? Hvordan når du dit mål?

I bogen gennemgår forfatteren fire grundlæggende personlighedstyper, som minder meget om de typer, du kan finde i en del andre management-bøger. Forfatteren har dog flere råd til, hvordan man udnytter de forskellige typers potentiale, og hvordan disse bliver endnu bedre i samspil med andre. Ikke overraskende er en del af udviklingen baseret på samarbejde og fællesskab med andre, men der er dog også råd til, hvordan du bryder dine vaner og dermed udfordre dig selv. Ofte er det det, der gør, at vi som mennesker udvikler os, fordi vi er tvunget til at se os selv med nye øjne.   

Bogen er ret kort, og selvom en del af det er set før, synes jeg, at der er tilpas mange nye råd og personlige anekdoter til, at bogen er værd at læse. Det er altid godt at blive inspireret til, hvordan man kan udvikle sig og prøve sig selv af.

Lyntyven – de tre første bøger

Jeg hører en del lydbøger, og jeg har en vis forkærlighed for (ungdoms-) fantasy, for det må gerne være noget underholdende og letfordøjeligt, som jeg kan nyde, mens jeg sidder i en bus eller tog – eller når jeg går en tur. Serien om Percy Jackson passer perfekt til den skabelon, så i løbet af de sidste par uger har jeg hørt de tre første bøger i serien, som kan lånes på netlydbog.dk

Serien handler om den 12-årige Percy, som altid har været et problembarn. Det viser sig dog, at der er en god grund til, at han altid roder sig ud i problemer, for han er Halvblods – halvt menneske, halvt græsk gud – og det tiltrækker en del monstre, der vil slå ham ihjel. Percy får dog snart hjælp, og da han kommer til Halvblodslejren, hvor han møder andre Halvblods, får han hurtigt et par gode venner – og et par uvenner.

Jeg vil ikke gå i detaljer med bøgernes handling her, men kommentere på et mere overordnet plan. Bøgerne er skrevet i et letflydende sprog og med et glimt i øjet. Der er flere sjove detaljer, men enkelte gange kammer det over og bliver ret fjollet.

I første bog er Percy lige lovlig tungnem, og dialogen er lidt træls ind imellem, men dette bliver heldigvis bedre i de to næste bøger. Der er masser af action, og forfatteren har moret sig med rigtig at finde detaljer frem fra de græske gudehistorier. En hyggelig måde at få genopfrisket sin græske mytologi på.

Serien er ikke speciel nyskabende, men den er let at gå til, og jeg kan godt lide vinklen med de græske guder. Fin underholdning som lydbog.

Leviathan

Jeg har længe – meget længe – overvejet at give mig i kast med Paul Austers bøger. Han blev læst en del i min omgangskreds for ca. 10 år siden, og jeg har hørt mange pæne ting om hans bøger. Jeg satte derfor ‘Leviathan’listen over bøger, jeg skal læse i år.

Bogen starter med, at en mand sprænger sig selv i luften. Da forfatteren Peter Aaron læser om hændelsen i avisen, er han med det samme sikker på, at det drejer sig om hans forfatterkollega Benjamin Sachs. Resten af bogen er Peters beskrivelse af Benjamins liv, og hvad der kan være baggrunden for vennens pludselig og tragiske død.

Jeg har grublet en del over denne bog, efter jeg havde læst den færdig. Ikke så meget over handlingen i sig selv men mere over læseoplevelsen – eller rettere manglen på samme. Bogen efterlod ikke noget indtryk men nærmere et tomrum og skuffelsen over at vente på noget, der ikke kom.

Jeg savnede at føle personerne, at få et personligt forhold til dem (godt, skidt eller bare i det hele taget en holdning til, hvordan de er som mennesker), at få vækket min interesse for personerne og for handlingen. I stedet sad jeg det meste af tiden og undrede mig i det stille over, hvad der har gjort den bog så berømt.

Det var ikke fordi, at jeg kedede mig undervejs, men bagefter sad jeg med en underlig følelse af at være gået glip af noget. Hvad var det, jeg overså? Hvorfor gjorde bogen ikke indtryk på mig?

Jeg må læse noget mere af Auster på et tidspunkt for at blive klogere på, hvad det er, som andre finder fængende ved hans bøger.

Fra Edderkoppen til Makrellen

Flere af de bøger, som jeg skal læse i år, bevæger sig væk fra den skønlitterære genre og over i det mere faglitterære. ‘Fra Edderkoppen til Makrellen’ af Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen er en af disse.

Bogen handler om den danske underverden i perioden 1944-2004 og giver et interessant indblik i kriminaliteten gennem 60 år. Forfatterne følger udviklingen fra smuglerne under 2. Verdenskrig og videre til pornoindustrien i 1960’erne og 1970’erne, rockerne i 1980’erne og 1990’erne og narkohandlen i nutiden. Ikke bare de kriminelle men også politiet og pressen kommer under behandling, og ind imellem er kontakterne mellem de tre parter lige lovlig tætte.

Det er en ret spændende bog, som beskriver en del af Danmarkshistorien, som jeg ikke kendte særlig godt i forvejen. Selvfølgelig har jeg fulgt en række af sagerne i pressen fra slutfirserne og frem, men kriminalsagerne før min tid kendte jeg ikke til. Hele beskrivelsen om samarbejdet mellem modstandsbevægelsen, smuglerne og politiet under 2. Verdenskrig var således ny læsning for mig, og det var ret interessant at høre om, hvordan samarbejdet havde en vis legitimitet over sig under krigen – men bestemt ikke bagefter. Alligevel havde en række betjente svært ved at holde sig fra de kriminelle løbebaner efter krigen – noget der virker ret eksotisk at læse om, for det er heldigvis sjældent, at de danske myndigheder anklages for korruption.

Det er interessant at følge, hvordan kriminaliteten udvikler sig og skifter karakter, som årene går, og hvordan forbrydernes, betjentenes og journalisternes liv former sig på godt og ondt. Det er en noget anden type historiefortælling end den, de fleste af os har mødt i undervisningssammenhæng, men det er fascinerende og lærerigt.

Vil du have et indblik i den danske forbryderverden siden 2. Verdenskrig, så er denne bog et godt bud.

Udsalgshøsten

Dette + to kogebøger blev høsten til bogudsalget. Sidste år var jeg ret skuffet over udvalget, mens det passede mig noget bedre i år. Jeg så flere bøger, som jeg gerne vil læse, men som jeg ikke behøver at eje, så dem låner jeg en anden god gang på biblioteket. Enkelte af ovenstående bøger forventer jeg dog ikke at beholde i al evighed, men det er nu meget rart at have et par bøger i baghånden, som kan læses på udenlandsferier.

Fandt du noget spændende på udsalget?