Under kuplen

Da jeg var teenager, var jeg helt vild med Stephen Kings bøger og slugte de fleste af hans bøger råt. Min begejstring dalede dog noget, da han begyndte at skrive bøger med større vægt på socialrealistiske personer og knapt så meget fokus på overnaturlige evner og hændelser. Det er meget lidt fra hans hånd, jeg har læst gennem de sidste 10-15 år, så da jeg skulle finde 20 bøger, som jeg vil læse i år, så besluttede jeg, at en af disse skulle være en af de nyere King-bøger. Jeg læste en kort intro til ‘Under kuplen’ og fandt den ret interessant – og overså samtidig at bogen er på 1200 sider! Jeg havde nok valgt en anden bog af ham, hvis jeg havde set dette med det samme, for jeg har en del ‘murstensbøger’ på min 20’er-liste.

‘Under kuplen’ foregår i USA i den lille by, Chester’s Mill, i Maine. Det er en helt almindelig dag, hvor alt ånder fred – indtil en usynlig kuppel uden varsel dukker op og lukker byen inde og omverdenen ude. Kuplen er uigennemtrængelig, og ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvad den er lavet af. Der opstår forvirring og usikkerhed, og snart benytter flere af byens egoistiske og magtliderlige mennesker situationen til at tilrane sig mere magt. Snart består politikorpset af uerfarne men bevæbnede unge mennesker, som er marionetter for byens egentlige leder, Jim Rennie. Han får dog modspil fra kokken Dale Barbara, der har en fortid i militæret, samt journalisten Julia og en lang række andre borgere, som ikke mener, at situationen bliver bedre af at optrappe konflikterne i byen. De må dog indse, at så længe byen er spærret inde på grund af kuplen, er det lige meget, om man har loven – og moralen – på sin side, hvis ens modstander er den udøvende magt i byen – i bogstaveligste forstand.

Dette er en typisk King-bog – på godt og ondt. King er god til at skabe hverdagshelte og (super-)skurke, men jeg synes, at både Barbara og de to hovedskurke er lidt for sort/hvide og kedelige. Til gengæld er der et kæmpe persongalleri, som rummer flere interessante – og lidt skæve – personligheder, som gør det lidt lettere at sluge de stereotyper, som King desværre bruger i en række af hovedrollerne. Der er mange personer at holde styr på, men der var en personoversigt i starten af bogen, som jeg brugte et par gange. Der var også et kort over byen, men det ignorerede jeg, da jeg aldrig bruger det i skønlitteratur.

King er også en forfatter, der ikke pylrer om sine personer, og det er en af de ting, jeg godt kan lide ved hans forfatterskab. Du kan aldrig være sikker på en lykkelig slutning, eller at din yndlingsperson overlever, og han sparer bestemt ikke på dødsfaldene i denne bog.

Præmissen for historien – den mystiske kuppel – er ikke særlig sandsynlig, og forklaringen på dens opdukken er da hverken interessant eller plausibel. Det er heller ikke årsagen til kuplen, der fokuseres på i bogen, selvom personerne selvfølgelig bruger en del tid på at finde frem til årsag og løsning. Det er først og fremmest relationerne mellem byens beboere, og hvordan mennesker reagerer under pres, som forfatteren udpensler.

Desværre går udviklingen meget hurtig – for hurtig – så situationen bliver skinger og utroværdig. I løbet af få dage er der undtagelsestilstand i den lille by, hvor den sædvanlige politistyrke hurtigt er udskiftet, så den snart består af unge rednecks med få hjerneceller og overdreven lyst til at skyde med skarpt. Den voldsomme eskalering i konflikterne virker forjaget, og det undrer mig samtidig, når nu forfatteren har 1200 sider at brede sig på. Hvorfor skal det gå så hurtigt? Kunne konflikterne ikke være lidt mindre voldsomme? Lidt mindre sort/hvide? Og kunne der ikke skæres lidt i sideantallet? 1200 sider er meget, og selvom jeg på intet tidspunkt kedede mig under læsningen, så burde en ansvarlig redaktør have luget ud i teksten, så bogen var blevet slanket med flere hundrede sider.

Det er som sagt en King-bog på godt og ondt. Den tilføjer ikke så meget, som King-fans ikke allerede har set, men er du glad for Kings stil, så er du i trygge hænder med denne bog, og du vil sandsynligvis hygge dig fint under læsningen. Har du ikke læst King før, så gør mig i en tjeneste og tag en af de ældre bøger først. Jeg kan blandt andet anbefale ‘Brandstifter’, ‘Cujo’, og ‘Den døde zone’ og ‘Christine’.

Niceville

Jeg har læst mange positive anmeldelser af denne bog, så da jeg faldt over den på biblioteket, blev jeg nødt til at finde ud af, om den kunne leve op til roserne.

‘Niceville’ af Kathryn Stockett foregår i 1960’erne i Mississippi i USA, hvor raceadskillelsen lever i bedste velgående, selvom store dele af USA har indført en række initiativer for at ligestille sorte og hvide mennesker. Historien fortælles skiftevis af tre kvinder, de to sorte husholdersker Aibileen og Minny, samt den hvide frøken Skeeter, der drømmer om at blive journalist. Netop Skeeters skrivedrømme fører til, at Skeeter beslutter sig for at beskrive livet i de mississippiske hjem – set fra de sorte tjenestefolk. Det er en ret uhørt vinkel og tilmed livsfarlig for de sorte, for selvom raceloven er indført i staten, så er skellet mellem hvid og sort stadig dybt. Det lykkes Skeeter at få Aibileen til at være den første, der fortæller sin livshistorie, men derefter går det meget trægt med at skaffe flere deltagere til det hemmelige projekt, for tjenestefolkene frygter repressalierne, hvis byens hvide kvinder og mænd hører om projektet.

Bogen er velskrevet, og sproget flyder let og ubesværet. Opdelingen med de tre fortællere er med til at vinkle historien, så læseren ikke blot oplever de sortes og de hvides tankegang i løbet af fortællingen, men også hører to forskellige tjenestefolks tanker, og den nuancering kan jeg godt lide. Det gør fortællingen knapt så sort/hvid (pun intended), selvom historien som udgangspunkt er ret simpel opbygget og på mange måder følger Hollywood-modellen med tydelige helte og skurke.

Meget af tiden var det – trods de barske undertoner med raceuroligheder – hyggelig læsning, og jeg havde ikke læst mange sider, før det var ret tydeligt, at sympatien og forståelsen lå hos de sorte tjenestefolk og den unge, naive Skeeter. Det stod dog også snart klart, at hovedpersonerne stille og roligt søgte hen mod et klimaks, hvor du som læser havde en tydelig fornemmelse af, at det ville ende galt – måske endda rigtig galt. Det gav en god spænding og drive i historien, men jeg syntes dog ikke, at afslutningen helt kunne leve op til dette. Historien var lidt for pæn og lidt for politisk korrekt, og skurkene var lidt for lette at foragte. Jeg savnede mere af dybden og hjertevarmen fra ‘Dræb ikke en sangfugl’ (en bog, der refereres mange gange til i bogen, hvilket bliver lidt anstrengende til sidst), og selvom slutningen fint tilfredsstillede min retfærdighedssans, så savnede jeg lidt flere overraskelser.

Bogen er lettilgængelig, hovedpersonerne er sympatiske, og historien får dig hele tiden til liiiige at læse et kapitel mere. Det er ikke stor litteratur, men det er fin underholdning, som får dig til at smile og blive lidt rørt undervejs. Kan anbefales.

Dragens Tid

Lyst til lidt old school fantasy? Sådan lidt i familie med Dragonlance-serien?

‘Dragens Tid’ af Richard A. Knaak foregår i Warcraft-universet og handler om magikeren Rhonin, der får til opgave at redde den røde dragedronning, som er blevet fanget af en ond ork-leder. Han får selskab af elverkvinden Vereesa Windrunner og dværgekrigeren Falstad Dragonreaver, men deres færd er farefuld, og de får snart flere problemer end ventet.

Jeg hørte en anden Warcraft-bog for et par år siden, og det var en udmærket oplevelse, hvor plottet ind imellem tog ret utraditionelle drejninger. Denne bog overrasker ikke helt på samme måde, men til gengæld er dialogen mellem de tre følgesvende ganske hyggelig. Jeg syntes dog, at en del af passagerne med orkerne var kedelige og derfor blev oplevelsen et noget ujævnt trav, hvor jeg mest af alt havde lyst til at spole frem til kapitlerne med de tre følgesvende.

Warcraft-verdenen er mere og andet end det berømte World of Warcraft-computerspil, og derfor er jeg glad for, at der er skrevet en række bøger i dette univers, for det har en del at byde på. Jeg synes som sagt ikke, at denne bog var lige så interessant som den anden, jeg har læst i samme verden, men jeg vil ikke afvise at kaste mig over flere bøger, der foregår i denne fantasyverden.

Alt i alt er det en udmærket fantasybog, men ikke en, der for alvor markerer sig og dermed også en bog, jeg hurtigt glemmer.

Doppler

Jeg er lidt fascineret af forfatteren Erlend Loes finurlige persongalleri, som jeg tidligere er stødt på i ‘Stille dager i Mixing Part’ og ‘Volvo Lastvagnar’. Det var derfor helt naturligt at låne ‘Doppler’ af samme forfatter, da jeg opdagede lydbogen hos netlydbog.dk.

Hovedpersonen, Anders Doppler, handler om en familiefar, der ikke rigtig bryder sig om andre mennesker, og en dag indser han, at han ganske enkelt gider mere. Han passer ikke ind i samfundet. Han tager straks konsekvensen og flytter ud i skoven. Her er en helt anden fred og ro – langt væk fra den ligegyldige hverdag – og han vænner sig hurtigt til at leve så simpelt som muligt. Det lykkes ham tilmed at dræbe en elg med en kniv. Eneste problem er bare, at elgen efterlader en kalv, som Doppler føler, at han bør tage ansvaret for, og snart er han tættere knyttet til kalven end til noget menneske fra hans fortid.

Humoren er både underfundig og ret sort. Det er på én gang provokerende og forståeligt, da hovedpersonen vender ryggen til samfundet og opretter sit eget åndehul ude i skoven – langt væk fra ansvar og pligter. Hans sociale evner kan ligge på et meget lille sted, eller sådan føles det i hvert fald i første omgang. På sin vis er han ‘jo bare ærlig’ og glider ikke med strømmen, men vælger at svømme sine egne veje. Det er et opgør med normalitetsbegrebet og dyrkelsen af det perfekte liv, og det er befriende og skræmmende læsning. Det lyder så enkelt og så bindegalt på samme tid.

Jeg synes dog, at historien flere gange går lidt i tomgang i anden halvdel af bogen. Flowet bliver for langsomt og ensformigt i en periode, inden der atter sker noget.

Det er en sjov, tankevækkende og lidt trist historie, og har du mod på en lidt skæv historie, der gør op med den traditionelle måde at leve livet på, så bør du overveje at læse denne lille bog.

Nightshade

Som jeg før har nævnt, så hører jeg tit lydbøger, når jeg er på farten – i bus, tog eller til fods – og ofte er det fantasy- eller ungdomsbøger. Jeg faldt for nylig over ‘Nightshade’ af Andrea Cremer, og selvom oplægget ikke lød til at afskille sig synderligt fra det hav af paranormale romance-bøger, der er spyttet på markedet siden ‘Twilight’-bølgen startede, så gav jeg den en chance. 

Hovedpersonen er teenagepigen Calla, der på overfladen ligner et almindeligt menneske. Det er hun dog ikke – hun er alfahun og er udset til at blive forenet med alfahannen Ren, så de sammen kan lede det kobbel ulve, de er en del af. Calla er helt afklaret med sin skæbne, indtil hun begynder at lære mennesket Shay at kende. Han virker meget interesseret i hende, og selvom hun ikke bør, har hun svært ved at holde sig fra ham. Stille og roligt begynder de i fællesskab at undersøge fortiden og hvorfor, tingene er endt som de er i dag, og Calla finder efterhånden ud af flere sandheder om historien, som ligger langt fra det, hun er blevet fortalt gennem hele sit liv.

I denne bog er omdrejningspunktet ikke vampyrer men varulve, og det giver lidt mere pondus visse steder. Jeg kunne godt lide, at Calla ofte gik i dyreform, når hun blev bange eller aggressiv, og det virkede som om, at ulve-vinklen ikke bare var en undskyldning for at lave lidt paranormal romance. Jeg syntes dog, at det var ærgerligt, at det igen-igen-igen skulle ende i et trekantsdrama med den vægelsindede pige i midten og to handyr (pun intended), der kæmpede om hende. Det er set så mange gange før, og jeg må indrømme, at det slet ikke tiltaler mig. Måske er jeg bare lidt for gammeldags og monogam, men jeg kan ikke se det attraktive i at blive bejlet til af to personer på én gang. Samtidig syntes jeg, at Shay var rimelig irriterende, og det fremgik ikke særlig tydeligt, hvorfor Calla blev tiltrukket af ham. Var det mest på grund af, at han ikke – i modsætning til Ren – var en, hun var blevet påduttet? Tja.

Jeg kan som sagt godt lide ulvevinklen, og der er flere nuancer i bogen, som jeg godt kunne lide, men overordnet set var læseoplevelsen ikke synderlig interessant, og jeg regner ikke med at læse flere bøger i serien.

The Way of Shadows

På listen over de 20 bøger, jeg skal læse i år, er der denne fantasybog, som en lang række af de bogbloggere, jeg normalt følger, har anbefalet. Jeg siger jo aldrig nej til en god fantasybog, så jeg købte den for et stykke tid siden og læste den inden påskeferien.

‘The Way of Shadows’ er skrevet af Brent Weeks og er første bog i en trilogi. Bogens hovedperson er den forældreløse dreng, Azoth, som lever på gaden og forsøger at overleve magtkampene i den gadebande, som han hører til. Det er et barsk og ubarmhjertigt miljø, og Azoth higer efter et liv, hvor han ikke længere er bange, hvor han er i stand til at forsvare sig, og hvor andre ikke opfatter ham som et let offer. Han ser op til den legendariske lejemorder, Durzo Blint, og forsøger at blive Durzos lærling. Men Durzo er ikke en venlig og forstående læremester, og da han endelig tager Azoth til sig, indser Azoth snart, at livet som lærling er mindst lige så hårdt som gadelivet, og at han skal tage valg, som vil ændre hans og andres liv radikalt.

Dette er en barsk bog og adskiller sig markant fra ‘The Magician’s Guild’ og ‘Skyggens Lærling’-serierne, hvor persongalleriet indeholder mange gode og retfærdige personer, og hvor man aldrig får følelsen af, at hovedpersonen er i alvorlig fare. Det gør man til gengæld i ‘The Way of Shadows’, for her er ikke sparet på skurke, vendekåber og folk i fordærv. Her er tricksters, tyve og magthungrende mennesker i hobetal, og det er ikke underligt, at hovedpersonen har svært ved at gennemskue, hvem han kan stole på, for det ændrer sig konstant. Lige når du tror, at du har gennemskuet handlingen, så twister forfatteren lige historien en gang mere, og selvom det bestemt gør, at du som læser hele tiden er på tæerne, så bliver det også en anelse søgt til sidst.

Men det er først og fremmest skyggesiderne, der får bogen til at skille sig ud og gjorde det til en spændende læseoplevelse. Du ved ikke i hvilken retning, forfatteren vil dreje handlingen, og det pirrede min nysgerrighed og lyst til at læse en side mere… og en side mere… Samtidig er forfatteren ikke bange for at tage en række modige valg mht. personlighed, konflikter og dødsfald, og det får dramaet til at blomstre.

Hovedpersonen Azoth er overvejende god og ret moralsk, og selvom han måske godt kunne tage flere tvivlsomme beslutninger i løbet af bogen, så har jeg det nu bedst med, at hovedpersonen er et overvejende godt menneske. Lidt for meget af det nyere fantasy, jeg har læst, har haft hovedpersoner, som var decideret utiltalende, og så bliver jeg hurtigt træt af historien.

Lejemordermiljøet har ikke før været omdrejningspunktet for de bøger, jeg har læst, så det var også forfriskende med en anden type hovedperson end de gængse magikere, som ellers dominerer mange fantasybøger. Det betyder samtidig, at der er langt flere moralske valg i bogen, end du normalt støder på i fantasy, og det var med til at give bogen mere dybde og relevans.

Jeg kan kun tilslutte mig koret af tilfredse læsere – dette er en fantasybog, jeg gerne anbefaler. Hvis du har mod på fantasy fyldt med skurke, grådighed, løgne og ubehag, og hvor ikke alt er, som det ser ud, så bør du overveje at læse denne bog. Jeg har allerede bestilt næste bog i serien og glæder mig til at læse den senere på året.

Velkommen i dybet

Jeg trængte efterhånden til at læse noget i en af mine yndlingsgenrer, horror, så i sidste uge kværnede jeg denne novellesamling på… en dag! Det er også en lille sag på under 300 sider og skrevet med forholdsvis stor og læsbar skrift, så det gik hurtigt.

I 2009 udskrev forlaget Tellerup en konkurrence om at skrive den bedste gyserhistorie. Ud af de tilsendte bidrag blev 13 historier valgt ud og udgivet i novellesamlingen ‘Velkommen i dybet’ sammen med en novelle af Michael Kamp. Forfatterne er en spraglet blanding af erfarne forfattere og debutanter og har ret forskellig indgangsvinkel til gyset. Det er også godt, for det er jo forskelligt, hvad der kan frembringe gys hos den enkelte.

Overordnet set er det fin underholdning. Nu er jeg ikke så meget til noveller, og gysernoveller har aldrig rigtig ‘virket’ på mig, men det var interessant at se, hvordan forfatterne vinklede deres historier. Nu kan jeg ikke lide store edderkopper, så når en forfatter vælger at tage udgangspunkt i en massiv edderkoppe-belejring, så synes jeg selvfølgelig, at det er en pænt ubehagelig men også ret overdreven vinkel. 

Jeg foretrækker dog stadig gyserhistorier i ‘fuld længde’. Det er meget få, der mestrer gysernovelle-genren, hvor mine bedste bud til enhver tid vil være Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, og det ville også være uretfærdigt at forvente det niveau i denne bog, men jeg håber, at flere af forfatterne vil fortsætte skriveriet, så der også i fremtiden vil blive udgivet spændende danske horrorhistorier.