Populærmusik fra Vittula

Jeg trængte til at læse – eller rettere høre – noget helt andet, så jeg kastede mig straks over denne bog, da jeg fandt den op netlydbog.dk.

Hovedpersonen er den unge dreng Matti, som bor i den lille by Pajala, som ligger i Nordsverige tæt på den finske grænse. Vi følger ham gennem barndoms- og teenageårene, hvor han langsomt vokser op og bliver en ung fyr, der interesserer sig for piger og 60’er-popmusik. Det hele har en tung, dyster og lidt kikset aura af provins, hvor der også er absurde familiefejder, drukfester og en stærk konservatisme.

Bogen fremstilles ofte som morsom på grund af den surrealistiske og nærmest karikerede fremstilling af provinslivet. Desværre var det slet ikke min oplevelse. Jeg endte med at måtte kæmpe mig igennem bogen, og det var kun stædighed og følelsen af, at den måtte da snart blive bedre, der gjorde, at jeg ikke droppede bogen.

Den surrealistiske og kiksede vinkel er slet ikke mig. Det minder mig om dengang, hvor jeg så filmen Trillingerne fra Belleville, som flere i min omgangskreds roste og omtalte som ganske underholdende. Jeg blev til gengæld så trist til mode, da jeg så den. Jeg er bare ikke til provinsiel og dyster underholdning. Måske skyldes det, at jeg voksede op i provinsen og ikke forbinder det med noget sjovt (bare lettere tragisk), måske er jeg bare ikke særlig god til at grine af andres ulykke (med mindre vi taler om South Park eller andre tegneserier, som er så langt ude, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre).

Sproget indeholder mange finurligheder, og jeg ærgrer mig over, at handlingen skyggede så meget for læse/lytte-oplevelsen, at jeg ikke fik nydt oplæsningen til fulde.

Hvis du vil have en mere detaljeret anmeldelse af bogen, vil jeg anbefale dig at kigge på litteratursiden.dk.

Tempelridderen

Mit første møde med Arn i Jan Guillous middelaldertrilogi var så positivt, at jeg straks måtte høre en bog mere, så i sidste uge downloadede jeg efterfølgeren, ‘Tempelridderen’, på netlydbog.dk. Da denne bog er anden del af en trilogi, vil jeg ikke gå så meget i detaljer mht. handlingen, da det kan afsløre for meget.

Arn er blevet kriger i det hellige land, mens Cecilia er sendt i kloster, og i bogen følger man de to personer sideløbende. Arn redder den muslimske hærleder Saladin, og et venskab opstår mellem de to fjender – et venskab der kommer til at påvirke krigen senere hen. Samtidig må Cecilia kæmpe mod den strenge Moder Rikissa, som benytter enhver chance for at hakke på den unge kvinde og straffe hende for alskens synder.

Jeg tabte desværre lidt pusten mht. min begejstring for serien, da jeg lyttede til denne bog. Arns første møde med Saladin er bestemt interessant, men trækkes i langdrag, da hovedpersonerne har en virkelig lang og overfilosofisk snak om religion og mennesker. Det ser ud til, at forfatteren har en vis forkærlighed til lange samtaler, hvor personerne rigtig smager på ordene, for det sker flere gange i denne bog og i forgængeren.

Personerne kunne godt være mere nuancerede. Arn er – selvfølgelig – et utrolig godt menneske og en dygtig kriger – men jeg savner mere kant og troværdighed hos både ham og Cecilia. De virker urealistisk gode og rare, som omverdenen udsætter for diverse ondskabsfuldheder, og hvor Arn og Cecilia er helt uden skyld. Her måtte de godt have været bare en anelse mere menneskelige og dermed også vise flere dårlige sider eller svære valg.

Cecilias liv er barsk, men hun kommer også hurtigt til at fremstå som en uartig skolepige, når hun sammen med sin navnesøster forsøger at undgå alle de straffe, som Moder Rikissa udsætter dem for. I det hele taget bliver venskabet mellem de to gange Cecilia lidt for tøseveninde-agtigt – det passer ikke rigtig ind i den tidsperiode, ligesom personerne også er lidt for gamle til at opføre sig på den måde.

Når det så er sagt, så var det stadig en hyggelig bogoplevelse, selvom der var perioder, hvor jeg kedede mig og ventede på, at handlingen speedede op. Jeg håber, at den sidste bog i serien kan ruske lidt op i løjerne og er mere på niveau med den første bog.

Mørkeræd

På bogudsalget tidligere på året købte jeg blandt andet denne bog, og selvom den var rasende billig, så var jeg tæt på ikke at bruge penge på den, for jeg havde ikke de store forventninger til den. Heldigvis endte den med at komme med hjem, for den viste sig at rumme meget mere, end jeg troede.

Bogen handler om den 32-årige David, som er mørkeræd. Han er ikke bare bange for mørke – han er dødsensangst og finder på alle mulige krumspring for at undgå at sove, når natten falder på. Han har ret usunde vaner såsom for lidt søvn og forkert kost, og det slider på ham både fysisk og mentalt. Derfor beslutter han sig for at konfrontere sig selv med angsten, og som en del af terapien lejer han sig ind i en øde beliggende hytte i Nordsverige. Her er gode muligheder for at se frygten i øjnene… lidt for gode muligheder viser det sig….

Denne bog bestod den ultimative gysertest – nemlig delvist at blive læst i blændende solskinsvejr og alligevel være så uhyggelig, at jeg gyste flere gange. Den har en rigtig god balance, hvor du hele tiden er i tvivl om, hvorvidt det bare er indbildninger og dermed Davids paranoia, der driver gæk med ham, eller om der vitterlig er noget udenfor hytten, som vil ham ondt. Der overlades en del til læserens fantasi, og det passer mig rigtig godt, for det gør det langt mere uhyggeligt.

Fortællingen benytter flere tidsspring, så du stille og roligt hører mere og mere om Davids barndom og langsomt forstår, hvad der ligger til grund for hans frygt. Det bliver fortalt på elegant vis, hvor du som læser føler, at du fjerner lag på lag af tynde silketørklæder for at se mere og mere af frygtens arne. Da bogen kun er på 200 sider, når du aldrig at blive utålmodig og føle, at det bliver trukket i langdrag, men du bliver mere og mere nysgerrig.

Jeg fattede hurtigt sympati for den ensomme David, som bruger meget tid på at tale med sin kat, Trix, og som ellers mest opsøger andre mennesker for ikke at være alene med mørket. Især scenerne med Trix rørte mig, fordi det var så tydeligt, at han var stærkt knyttet til kæledyret, og det var på én gang rørende og meget menneskeligt. Jeg ved ikke, hvor bevidst forfatteren har været omkring dette, men for mit vedkommende var det med til at skabe en følelse af, at der var noget på spil – at det ikke bare var en tilfældig person men et levende menneske, der var hovedperson i bogen.

Jeg er ret fascineret af, hvordan en så enkel historie i så stilfærdige omgivelser i sidste ende kan virke så troværdig og uhyggelig på samme tid. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg læser noget fra den forfatters hånd.

Bogen kan varmt anbefales, hvis du er til gysere. Du bør dog ikke medbringe den, hvis du har planer om at tilbringe en uge alene i en hytte langt ude i en svensk skov.

Ildbærerne

Sidste år læste jeg ‘Ondvinter’ af Anders Björkelid, og den barske og kolde fantasyverden fascinerede mig, selvom stilen også var meget trist.

Den anden bog i serien – ‘Ildbærerne’ – fortsætter et år efter, hvor den første bog stoppede, og vi følger atter tvillingerne Wulff og Sunia, der nu har vandret i Dommerringen i et år. De er forvirrede men er meget opsatte på at fuldføre den mission, som faderen gav dem, inden han døde.

Den første forhindring kommer dog fra en uventet kant, da Sunia får sin første menstruation og pludselig skal sendes til månepræstinderne. Tvillingerne er ikke vant til at være adskilt og de har det ikke godt med de kønsroller, som hirdjægerne pådutter dem. Samtidig kommer Kulden nærmere, og Wulff og Sunia forsøger at advare de andre om den fare, der truer. Men Kulden har jo været væk i mange år, så det er helt andre problemer, der optager folk i byen.

I første bog skulle jeg lige vænne mig til stilen, som er meget nordisk – kold, trist og barsk. Jeg forestillede mig en snedækket finsk ødemark, når jeg læste, og den stemning fortsætter i ‘Ildbærerne’. Jeg synes dog, at denne bog har et bedre flow og giver flere forklaringer undervejs, men det kan også skyldes, at jeg som læser nu har et bedre indblik i den verden, som bogen foregår.

Det er sjældent, at fantasybøger tager kønsroller op og belyser dem direkte i teksten, men det sker i denne bog, og det fandt jeg yderst interessant. Ikke blot Sunias menstruation (hvor tit er det lige, man hører om det i fantasybøger?), men også det, at Wulff og Sunia mestrer begge evner, som egentlig kun ‘hører til’ hos det andet køn. Derfor må Wulff bære sværdet, selvom det er Sunia, der forstår at bruge det, og deres skuespil, hvor tvillingerne lader som om, at de passer ind i de gængse kønsroller – uden at de gør det – var med til at nuancere historien.

Jeg er positivt overrasket over ‘Ildbærerne’ og er blevet mere bidt af serien nu. Det plejer ellers tit at være den omvendte situation, hvor anden bog i serien ikke kan leve op til de forventninger, som den første bog har skabt, men her har jeg det helt omvendt. Jeg glæder mig allerede til at læse den næste bog i serien.

Nymphana – Blodets farve

Jeg faldt over denne bog, da jeg surfede lidt rundt i bibliotekets database, og selvom forsiden var lige lovlig nuttet og layoutet lignede noget, der hittede for ti år siden, så lød oplægget spændende.

‘Nymphana – Blodets farve’ er første bind i en trilogi, der blander fantasy og den virkelige verden. Bogen foregår på øen Nymphana, der bebos af lyselvere og sortelvere. De to racer har levet adskilt de sidste 1000 år efter krigen, der splittede området i to riger, og i bogen følger vi lyselveren Aila og sortelveren Gabril, der mødes og siden ender med at flygte sammen, da uvenskabet mellem de to racer blusser op og nye uroligheder truer.

Tingene bliver for alvor komplicerede, da de to elvere møder professor James Kingsford – et menneske fra den virkelige verden – som er endt i samme fantasyverden, men de tre personer finder snart ud af at samarbejde.

Da jeg læste om kombinationen af fantasyverdenen og den virkelige verden, så syntes jeg, at konceptet lød interessant, men desværre bliver det ikke udnyttet til fulde i denne bog. Jeg savnede en bedre sammenkobling af de to verdener og ikke mindst en flere detaljer om professorens opdukken, men det kan være, at dette bliver uddybet i de kommende bøger. Det havde dog klædt serien, hvis der var gjort mere ud af dette allerede i første bog.

Jeg må til gengæld indrømme, at jeg blev noget stødt over, hvordan lyselvere og sortelvere blev defineret. Nu er fantasyvæsner altid blevet fortolket på mange måder, og jeg er da set mange forskellige elver-fortolkninger, men jeg blev alligevel irriteret over beskrivelsen af sortelvere. Én ting er at definere lyselvere (dvs. ‘almindelige’ elvere) på mange forskellige måder – en anden ting er at tage sortelvere og grundlæggende bare gøre dem til en mørkere udgave af lyselverne. Her reagerer mit nørd-gen ret kraftigt. Sortelver-racen er i rollespilssammenhæng en ret veldefineret og interessant race, hvor magtspil, kønsroller og samfund er markant anderledes end det meste andet fantasymateriale, og derfor generer det mig, når sortelver-begrebet bliver brugt så lemfældigt.

Ja, jeg ved godt, at det er en ret nørdet kritik, men jeg mener, at det havde fungeret bedre, hvis de to elverracer var blevet udskiftet med to forskellige menneskeracer, der evt. havde lidt overnaturlige evner (eftersom der også optræder sjæledyr i historien). Der er ingen grund til at tage velfungerende fantasyvæsner og så lave en lightudgave af dem – noget som lige lovlig mange forfattere desværre har gjort de senere år, hvor vampyr- og varulvemyterne er blevet tømt for saft og kraft og reduceret til mainstream popidoler.

Et andet – og ret vigtigt kritikpunkt – er sproget i bogen. Teksten indeholder en del formuleringsfejl, og sproget er meget deskriptivt og fladt. En god forfatter forstår at beskrive en scene, så læseren kan mærke, hvad hovedpersonerne tænker og føler. Forfatteren bør ikke ty til lange (visuelle) beskrivelser af de enkelte scener, hvor hovedpersonernes følelser forklares i detaljer. Det går direkte imod et af de vigtigste skriveråd “Show, don’t tell”. Hvis forfatteren holder sig til meget beskrivende scener, bliver sproget fladt og kedeligt, og som læser føler du, at du bliver madet med mos.

Det havde klædt bogen, hvis den havde været forbi en redaktør, inden den kom på markedet, for der er så mange fejl og kluntede formuleringer, at jeg havde lyst til at finde den røde pen frem og begynde at rette i teksten.

Jeg håber, at der ofres penge på en redigering af næste bog i serien, for det er synd at sende uredigeret materiale i trykken – både for forfatteren og for læseren. Jeg har dog ingen planer om at læse resten af serien – jeg synes desværre ikke, at den første bog fængede.

Sommerferielæsning

I år har jeg lidt tidligere sommerferie, end jeg plejer, og derfor hygger jeg allerede nu med at planlægge, hvad jeg skal nå at læse i min ferie. Først og fremmest er sommerferier jo en god anledning til at læse lidt tykkere bøger, og derfor ved jeg allerede nu, at jeg vil kaste mig over George R. R. Martins ‘Game of Thrones’, som jeg længe (dvs. i flere år!) har ønsket at læse. Det er pt. den eneste bog, jeg er helt sikker på, at jeg skal læse i ferien, men derudover har jeg en god stabel af bøger, som jeg også overvejer at kaste mig over. Det kunne for eksempel være Jussi Adler-Olsens ‘Journal 64’ eller ‘World War Z’ af Max Brooks.

Jeg håber dog, at min sommerferie vil være varm og solrig, så jeg kan ligge på et tæppe i haven og læse, så det kan også være, at jeg skal finde et par bøger frem, som er lidt mere positive og muntre end de ovenstående bøger.

Er du også så småt begyndt at kigge på, hvad du skal læse i din sommerferie?

Halt i livsfare

En af de hyggeligste fantasy-serier, jeg har læst i nyere tid, er ‘Skyggens lærling’ af John Flanagan. De fleste af bøgerne (1-6 samt 8) har jeg dog hørt som lydbøger. Da jeg nåede til nr. 7, kommenterede jeg også, at serien var blevet lige lovlig feel good-ramt, men i bog nr. 9 – ‘Halt i livsfare’ – synes jeg dog, at forfatteren får rusket lidt op i historien. Det er et ret simpelt historieforløb – skåret ind til benet sker der faktisk ikke så meget – men til gengæld er historien mere interessant end de to foregående bøger, for her er der for alvor noget på spil, da en af hovedpersonerne – Halt – kommer i livsfare. De andre personer kæmper for at redde ham, og selvom visse ting bliver en anelse søgte, så er historien mere spændende og nærværende.

Det var rart at opleve, at forfatteren godt kunne ruske lidt op i serien, og selvom jeg synes, at det er begrænset, hvor meget mere den serie kan have at byde på, så har jeg stadig planer om at læse de sidste tre bøger i serien.

Vejen til Jerusalem

Ind imellem har jeg haft følelsen af, at jeg var en af de meget få her i landet, der endnu ikke har læst Arn-tetralogien. Serien, der har gået sin sejrsgang både i bogform og til dels også som film, udkom første gang som bog i slutningen 1990’erne, og jeg har længe tænkt på, at jeg burde se at få den læst. Da jeg så faldt over bogen på netlydbog.dk, var der ingen undskyldning længere.

‘Vejen til Jerusalem’ af Jan Guillou handler om den unge dreng, Arn Magnusson, og hans opvækst i midten af 1100-tallet dels i Sydsverige, dels i Danmark. Han opdrages af munke og lærer blandt andet skønsang og evnen til at mestre sværd og bue. Som teenager forlader han klostret og enderi problemer, da han uforvarende bliver en blik i magtspil og intriger. Snart dømmes han til tyve års bodstjeneste som tempelridder, og vejen til Jerusalem ligger åben.

Jeg læste et sted, at bogen blev betegnet som en historisk spændingsroman om den hellige krig, og den beskrivelse er ikke helt ved siden af. Selvom jeg nok ville forvente lidt mere dramatik og spænding i en spændingsroman, så er det en interessant måde at fortælle om 1100-tallet på. 

Bogen overraskede mig på flere punkter. Først og fremmest var den langt mere hyggelig, end jeg havde forestillet mig. Bøger om 1100-tallet og i særdeleshed bøger, der inddrager religion, har en tendens til at blive dystre, alvorlige og triste, men ‘Vejen til Jerusalem’ var langt hen ad vejen en glad, positiv og rar fortælling med et glimt i øjet. Munkene var ikke blot tørre papirnussere men havde varme, hjerte og humor, 

Derudover fylder Arns barndom langt mere af bogen, end jeg havde forventet, men det gjorde nu ikke noget, for selvom det til tider blev en tand for godmodigt, så var jeg fint underholdt. Faktisk skal man langt ind i bogen, før Arn for alvor får modstand. Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om tiden inden da slet og ret er for sukkersød, eller om det gør den første rigtige konflikt langt mere interessant. Det er i hvert fald en brat ændring i hans liv.

Hvis jeg skal finde et kritikpunkt, så er det, at magtkampene mellem de forskellige slægter og lande til tider fyldte lige lovligt meget, og her havde jeg ind imellem svært ved at holde koncentrationen. Det er i sådan et tilfælde, at jeg godt kunne bruge en stamtavle eller lignende oversigt, så jeg kunne bladre tilbage for lige at dobbelttjekke et par navne, men det har man ikke lige ved hånden, når man hører en lydbog.

Alt i alt var det en ganske hyggelig oplevelse, så jeg regner med, at jeg inden længe vil låne næste bog i serien.

Jack the Rippers lærling

Jeg kan huske, jeg læste en positiv anmeldelse af denne bog sidste år, og da jeg alligevel skulle hente en god stabel bøger på biblioteket for nylig, så røg denne her med i stakken.

‘Jack the Rippers lærling’ af Carina Evytt handler om kirurgen Thomas Lindberg, der er dybt fascineret af seriemorderen Jack the Ripper. En dag slår det klik for Thomas og han skamferer et lig på hospitalet, hvilket sender ham flere måneder i behandling. Da han endelig lukkes ud, har han mistet sit job, er på fallittens rand, og hans hustru har fundet sammen med Thomas’ bedste ven.

Der er mildest talt ikke meget at glæde sig over, men da Thomas møder reinkarnationen af selveste Jack the Ripper – i skikkelse af en nuttet kattekilling (!), så får hans liv helt ny mening, og han går straks i lære hos den berømte seriemorder.

Bogen var ret anderledes i forhold til mine forventninger. Jeg havde svært ved at acceptere, at Jack the Ripper skulle symboliseres i form af en kær lille killing. Thomas’ og kattens dialoger var da til tider sjove, men oftest fandt jeg det plat, ulogisk og en smule fornærmende over for myten Jack the Ripper, at han skulle repræsenteres i form af en killing.

Starten af bogen var også for vag og gik for hurtigt frem. Thomas var dårligt nok sluppet ud fra det psykiatriske hospital, før han begyndte at tænke destruktive tanker igen, og jeg savnede i det hele taget mere dybde i bogen. Den var ikke specielt nuanceret, og personkarakteristikken var ret flad i de fleste tilfælde. Det er især problematisk, at hovedpersonen aldrig bliver nærværende og interessant. Jeg kan godt lide, at han på den ene side foretager sig ret syge ting, og på den anden side også formår at vise flere sårbare og menneskelige træk. Desværre bliver han bare aldrig rigtig troværdig og levende, og da han bærer meget af historien, smitter det også meget af på læseoplevelsen.

Bogen er ret forudsigelig det meste af vejen – undtagen slutningen, som havde et twist, jeg godt kunne lide. Det trækker klart op, at slutningen overrasker, men samlet set var det ikke en særlig interessant bog, og jeg var tæt på at lægge den fra mig, da jeg havde læst de første 50 sider. Nu er bogen er letlæselig og lettilgængelig, så jeg valgte alligevel at læse den færdig, men det er ikke en bog, jeg vil anbefale.