Anglicismo

Jeg læser sjældent digte. For mig er digte små smagfulde tekststykker, som er underfundige, ærlige og sårbare stykker af menneskets sjæl, og som helst skal røre mig eller få mig til at fundere over livet. Desværre er det ikke særlig tit, at jeg støder på digte, der har den virkning på mig, så da jeg blev kontaktet af Michael Juhl Svendsen for at høre, om jeg havde lyst til at anmelde digtsamlingen ‘Anglicismo’, tøvede jeg først. Efter et kort kig på hans hjemmeside – og dermed også et par af hans digte – blev jeg dog så nysgerrig, at jeg kastede mig ud i det.

Digtene handler om håb, kærlighed, tosomhed, længsel, søgen, identitet, nysgerrighed og evnen til at give og at elske. Mange af digtene er bygget op omkring en jeg-fortæller, og de bliver derfor meget personlige og nærværende.

Der var flere af digtene, som jeg straks faldt for og som blev ved med at lege videre i mine tanker, mens andre digte ikke sagde mig noget. Det er der som sådan ikke noget overraskende i, men jeg var til gengæld selv lidt overrasket over, at mange af digtene om kærligheden baseret på tosomhed ikke rigtig fængede hos mig, mens digte såsom Stripperen (et kærlighedsdigt til København) og S-togs-konversation fik mig til at smile og lade tankerne fare.

Mange af digtene er meget direkte og ligetil – måske ligefrem lidt for ligetil, for jeg kan godt lide, når digte er lidt mere snørklede og tvinger læseren til at tænke og fortolke. Men samtidig er det også rart, at de ikke er så abstrakte, at man føler, at de kun er skrevet med analysehungrende gymnasielærere for øje.

Det er en udmærket digtsamling, som jeg gerne finder frem fra hylden igen på et senere tidspunkt.

Mørke

Med alt det gråvejr, der har været de seneste uger, mente jeg, at jeg sagtens kunne snige lidt mere horror-litteratur ind i ferielæsningen, så jeg besluttede mig for at læse videre i Guillermo del Toros og Chuck Hogans vampyr/zombie-trilogi, selvom jeg ikke var så imponeret af den første bog i serien, ‘Blod’.

‘Mørke’ fortsætter, hvor ‘Blod’ slap, hvor vampyrvirussen spreder sig hurtigt i New Yorks gader. Kaos breder sig, men Eph har stadig svært ved at få sandheden frem, for myndighederne vil ikke lytte til ham. Sammen med Nora, Setrakian, Fet og Gus forsøger han at kæmpe imod den nærmest uovervindelige fjende, men kampen bliver pludselig nuanceret af, at hovedvampyren, Herren, også møder modstand blandt sine egne. Er det muligt, at denne splid kan komme menneskene til gode, eller er kampen allerede tabt?

Stilen minder meget om den første bog på godt og ondt, men nu hvor rammerne er skabt, synes jeg, at der er lidt mere fremdrift i historien i forhold til den første bog. Der er dog stadig passager, som burde være strammet lidt op, og jeg savnede lidt mere føling mht. hovedskurken, Herren. Der mangler karisma og pondus på samme måde som Darth Vader, Voldemort og lignende kendte skurke. Herren sagde mig ikke rigtig noget.

Det endte dog med – blandt andet fordi bogen faktisk indeholder et par interessante twists til slut – at jeg fandt denne bog mere interessant end forgængeren. Jeg er stadig ikke så vild med den fortolkning af vampyr-definitionen, som bogen beskriver (i mine øjne er det lige så meget zombier), men nu bliver jeg nødt til at få slutningen med.

Kragepigen

Jeg er før stødt på anbefalinger af denne bog, så da jeg faldt over den som lydbog, kom den med på min sommerferie.

‘Kragepigen’ af Eriksson og Sundquist er første del af trilogien ‘Victoria Bergmans svaghed’, og det er en barsk historie om en række indvandrerdrenge, der bliver fundet myrdet i Stockholms gader. Kriminalkommissær Jeanette Kihlberg er på sagen sammen med sin kollega Jens Hurtig, og historien skifter mellem at følge disse personer samt psykologen Sofia Zetterlund, der arbejder med stærkt traumatiserede mennesker. De to kvinder finder sammen i udforskningen af den makabre sag, som viser sig at indeholde flere og flere ubehagelige overraskelser. 

Det er en psykologisk og moderne krimi, som udstiller menneskers svagheder og lidelser. Der er ingen formildende humor i den, og der svælges nærmest i vold og overgreb.

Bogen følger meget den nye nordiske trend med en barsk historie, hvor en kvindelig opklarer – med de obligatoriske problemer på hjemmefronten – forsøger at finde frem til morderen, og selvom den kvindelige hovedperson selvfølgelig er en gæv pige, så bliver persongalleriet noget stereotypt. Mænd bliver generelt fremstillet som upålidelige, sexhungrende og magtliderlige, mens kvinderne er ofre for mandens dominans. Har vi ikke set den endimensionale fremstilling nok gange efterhånden?

Det overordnede tema for bogen er Hvor mange lidelser kan man udsætte andre for, inden man ophører med at være et menneske og bliver et monster?”. Det er et interessant spørgsmål men bruges nærmest også som undskyldning for et orgie af brutale og nederdrægtige handlinger, at jeg mere reagerede med mistro end med at tro på historien.
  

Som lydbog fungerer den udmærket, selvom jeg normalt er forsigtig med at låne krimier som lydbøger, da den genre ikke passer lige så godt til mediet som mange andre genrer. Der var dog lange passager, hvor det ikke tydeligt fremgik hvilken kvinde, man fulgte, ligesom der også springes i tid flere gange i historien, og hvis jeg holdt flere dages pause fra lytningen, måtte jeg ind imellem spole tilbage for at finde ud af, hvem historien nu beskrev. 

Plottet er interessant nok, men historien ødelægges lidt af personfremstillingen og de sædvanlige privatlivsproblemer, som vi kender fra femi-krimierne. Historien bliver også lidt for forudsigelig, når man først er nået et stykke ind i bogen, og det ærgrede mig, for i mine øjne er krimier nemlig ofte gode til at overraske med nye twists i handlingen. 

Selvom jeg ikke blev så imponeret, som jeg havde håbet, så kan jeg godt finde på at læse/høre næste bog i serien. Ikke mindst fordi jeg – ud fra slutningen på denne bog – undrer mig lidt over, hvordan historien skal strække sig over tre bøger. Der må være en overraskelse i ærmet hos de to forfattere.

Landsbyens blod

Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med forfatteren, da jeg læste ‘Folkets tjener’ sidste år, og da der atter var tale om en bog med et kontroversielt emne, så kom denne bog med på sommerferie i det franske.

Handlingen foregår i nyere tid i en landsby i Kina, hvor fortælleren er en 12-årig dreng, der er død kort tid inden. Han er hhv. barn og barnebarn af to af de mest centrale personer i historien, og han fortæller den tragiske historie om en by, hvor mange af beboerne dør af en blodsygdom, AIDS, som de er blevet smittet med i forbindelse med en omfattende handel med blod. Jo flere, der dør, jo flere penge har familierne brug for, så de kan give deres kære en ordentlig begravelse, og derfor vil flere og flere sælge deres blod – med fatale følger.

Det er en historie om grådighed, egoisme og forfald, hvor lysten til at tjene penge – mange penge – overstråler fornuften. Det er også historien om kampen mellem fællesskabet og individet, og hvordan det (moderne) individ kan udnytte fællesskabet. Om hvordan penge kan få folk til at gøre frygtelige ting eller blot se den anden vej, når andre lider.

Det lyder meget trist, og det er det også, men forfatteren er også god til at indflette små gnister af håb og lykke ind i den fortvivlende historie. Der er for eksempel fortællingen om kæresteparret, der begge er meget syge, men som vælger at gifte sig og flytte sammen, så de i det mindste kan leve lykkeligt sammen de sidste dage af deres liv. Der er en livsglæde og stædighed i bogen, som er livsbekræftende og tiltrængt midt i al døden og elendigheden.

Bogen bygger på den sande historie om, at flere hundredtusindvis af kinesiske bønder blev smittet med HIV på grund af organiseret køb og salg af blod og efterfølgende døde af det. Det gør bogen endnu mere chokerende og trist, for det er noget, der ikke bør ske, og som ikke kan forsvares.

En tankevækkende og smukt fortalt historie, som jeg godt vil anbefale.

A Game of Thrones

Denne anmeldelse starter med en pinlig indrømmelse. Denne bog har jeg nemlig haft liggende i fire år uden at kunne tage mig sammen til at læse den. Det er først inde for de sidste par år, at jeg for alvor er begyndt at læse skønlitteratur på engelsk, og da jeg samtidig hørte, at denne bog er tung, kompliceret og lang – ja, så fristede det ikke ligefrem, selvom mange venner og bekendte har anbefalet bogen. Da bogen så kom i tv-serieform sidste år, lovede jeg mig selv, at jeg ville læse bogen, når jeg havde set første sæson, og det fortrød jeg ikke…

‘A Game of Thrones’ er skrevet af George R. R. Martin og foregår i kongeriget Westeros, hvor intriger, had og magtspil truer freden mellem fyrstefamilierne. I en verden, hvor årstiderne sagtens kan vare mange år, er sommeren ved at gå på hæld, og vinteren er på vej. Kongens nære ven, Eddard Stark, bliver bedt om at tiltræde som Kongens Hånd og dermed blive en af de mest magtfulde mænd i kongeriget. Eddard er dog ikke meget for det, for i modsætning til mange andre adelige er han slet ikke interesseret i det magtspil, som gennemsyrer hoffet. Man kan dog ikke sige nej til en konge, og Eddard drager derfor til kongebyen sammen med sine døtre, mens hans ældste søn og de yngste børn bliver tilbage på borgen sammen med deres moder. Eddard opdager snart, at forholdene i byen er langt værre, end han frygtede, og at det kræver meget arbejde – og vennetjenester – at rette op på det.

Parallelt med disse begivenheder forsøger de fordrevne fyrstebørn, Daenerys og Viserys Targaryen, at rejse en hær for at vende tilbage til kongeriget og erobre tronen. Daenerys bliver gift med den mægtige krigsherre og klanleder, Khal Drogo, men klanens skikke er meget anderledes, og det kræver en del omstilling at falde til.

I det kolde nord er Eddard Starks bastardsøn, John Snow, draget op til Muren for at blive en del af Nattens Vogtere. Gennem flere årtusinder har vogterne været udstationeret for at holde øje med, at intet ondt fra nord angriber kongeriget. Der er flere og flere tegn på, at farerne nærmer sig, og flere ekspeditioner forsvinder eller vender tilbage som lig.

… og dette er blot en meget kortfattet og simpel fremstilling af et par af de mange historier, der er i bogen, for der er mange hoved- og sidehistorier i denne bog på ca. 800 sider. Der er rigtig meget at holde styr på, og det gør det ikke lettere, at forfatteren konstant springer mellem ovenstående lokationer – samt et par stykker mere – ligesom det hele tiden skifter, hvilken hovedperson du følger. Jeg syntes dog ikke, at det var så galt, som jeg havde hørt – tror der var 8-10 personer, man skiftede imellem – men efter sigende bliver det endnu værre i anden bog i serien.

Der er ingen tvivl om, at dette er en af de bedste fantasybøger, jeg har læst. Den dystre stemning og de fortættede intriger koblet med et spændende og nuanceret persongalleri var virkelig fængende læsning, og da forfatteren på ingen måde skåner mange af sine hovedpersoner, som bliver udsat for mordforsøg, bedrag, svigt – og i sidste ende døden – ja, så er jeg helt solgt.

Bogen er blevet kritiseret for at være mandschauvinistisk, og det er korrekt, at der er en del kønsstereotype valg med flere samfund, hvor det er manden, der har magten, og hvor kvinder udnyttes. Der er dog en god bredde i kvinderollerne – lige fra de naive til de handlekraftige, og der er bestemt en lang række interessante episoder, hvor kvinderne træder i karakter. Alene det at der er så mange kvinder med i bogen er et stort plus i forhold til Tolkiens bøger, som aldrig rigtig har fænget mig. 

Personerne er meget menneskelige på godt og ondt, og selvom der er nogen, som generelt er gode, og der er nogen, der generelt er onde, så er forfatteren god til at nuancere dem, så det hele ikke bliver sort og hvidt. Efter sigende bliver dette endnu mere tydeligt i de følgende bøger i serien, hvor personerne udvikler sig og viser endnu flere sider af sig selv. Det er også den store spændvidde i persongalleriet, der gør, at alle kan finde nogen at identificere sig med og dermed holde af. Personligt er jeg ret glad for Arya Stark, men Jaime Lannisters ligefremme ‘ja, det er mig, der er skurken’-attitude er så befriende ærlig, at jeg ikke kan lade være med at holde lidt af ham, selvom man selvfølgelig bør hade Lannister-familien, fordi de er sådan nogle dumme, magtliderlige svin. Til gengæld kan jeg slet ikke snuppe den supernaive Sansa Stark, som kun kan drømme om den dag, hun bliver prinsesse og kan holde sin elskede prins Joffrey i hånden. Hendes handlinger bringer ulykke over mange mennesker, og hun burde fra start have gjort som Tyrion gør i denne pragtfulde – men indforståede – video:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=qYNeT2nzEgA]

Jeg så som sagt første sæson af tv-serien, inden jeg læste bogen, og det var en fordel, da tv-serien fulgte bogen meget nøje. Jeg har hørt, at sæson to ikke lægger sig lige så tæt op af anden bog i serien, men da anden sæson endnu ikke er udkommet på dvd, har jeg desværre ikke set den.

Er du til fantasy, så kan jeg kun anbefale denne bog. Se evt. tv-serien bagefter – det er velproduceret fantasy, og det er et sjældent syn i tv- og filmverdenen. 

Hippie 1

Denne bog var en af de mest omtalte bøger sidste år og fik mange roser med på vejen, og det gjorde mig så nysgerrig, at jeg valgte at sætte bogen på en liste over 20 bøger, som jeg skal læse i år.

‘Hippie 1’ af Peter Øvig Knudsen er første del i fortællingen om en af Danmarkhistoriens vigtigste begivenheder i det 20- århundrede – nemlig Thylejren i 1970, hvor flere tusinde hippier forsøgte at skabe et nyt samfund bygget på frihed og total demokrati.

Bogen er en detaljeret beskrivelse af de første 32 dage i lejren og indeholder en række tilbageblik fra årene op til lejren, hvor grundstenene til eksperimentet blev lagt.

Lejren eksisterede i 74 dage og var et resultat af flere års oprør mod verden, som den var dengang – et oprør mod kontrol, krig og diktatur og i stedet en invitation til et samfund med kærlighed, forståelse, rummelighed, hash og samarbejde.

Det er spændende læsning, som giver et langt mere nuanceret af hippiernes samfund – på godt og ondt. Der er utrolig mange detaljer, som bygger på et omfattende og beundringsværdigt researcharbejde, hvor forfatteren dog også flere gange må fremhæve, når interviewpersonerne er uenige i udlægningen af en række begivenheder. Menneskers evne til at huske er forskellig og ofte præget af, hvad man har lyst til at huske, så det er ikke så underligt, at der er uenighed om en del ting. Samtidig må man ikke glemme, at der også blev eksperimenteret en del med hash, lsd m.m. dengang, og en del minder er forsvundet i de euforiserende tåger. 

Når man beskriver hippietiden, kan man ikke undgå at komme ind på sex og opløsningen af det faste parforhold, og bogen kommer også ind på en lang række af de forhold, der blev indgået og brudt på kryds og tværs, hvor man ikke tog det så tungt, hvis kæresten pludselig havde lyst til at hygge sig med en anden. Datidens journalister gik meget op i al den nøgenhed, som lejren bød på, og det fremgår også, at lejrdeltagerne – først og fremmest kvinderne – syntes, at det var ret irriterende at blive opfattet som et objekt, der skulle beglos og fotograferes konstant. Alligevel var det hver dag muligt at besøge lejren – mod et lille beløb, hvis man ikke tilhørte en af de lokale beboere.

Det er især konflikterne, der er interessante, for de er med til at udvide min opfattelse af tiden omkring Thylejren og viser et hippiesamfund, der var langt mere splittet, end jeg havde forventet. Mange hjalp selvfølgelig til i lejren, men der var også mange nassere og tilmed folk, der stjal – både personlige genstande (tøj, penge, telte) og fra fælleskassen.

Forholdet til lokalsamfundet var generelt positivt, men her opstod der – naturligvis – også konflikter, når man placerer en lejr med flere tusinde hippier midt i et klassisk konservativt landsbysamfund. Der blev dog samarbejdet om en lang række ting, og mange af de lokale besøgte da også lejren for at se, hvad det var for nogle langhårede kjøvenhavnere, der havde forvildet sig over på de jyske marker. Der opstod dog gnidninger – blandt andet på grund af rapserierne, der steg mærkbart i området og ikke harmonerede særlig godt med de gode intensioner, som lejren byggede på.

Et interessant indblik i hippietiden og et samfund, som byggede på gode intensioner, men blev ødelagt af interne stridigheder, magtbegær, misundelse og mangel på engagement og ansvarlighed.

Bøger er en form for omsorg

I går læste jeg et indlæg på Merlin P. Manns blog om et sympatisk projekt, som forfatteren Rachel Röst har sat sig for – nemlig at samle bøger ind til børn, der lever under svære kår. Projektet hedder ‘Bøger er en form for omsorg’. I øjeblikket er hun ved at samle ind til tre steder:

  • Skælskør Julemærkehjem (børn i alderen 9-14 år)
  • Alexandra-kollegiet (10 udsatte enlige mødre samt deres børn i alderen 0-6 år)
  • Krisecenteret Garvergården (børn i alderen 0-18 år)

 I løbet af de næste uger vil jeg gennemgå min bogsamling og se, om ikke der er noget, som kan vække glæde blandt børn og unge, som jeg kan sende til projektet. Børnebøger har jeg ikke så mange af, men jeg læste nu også en del ungdoms- og voksenbøger, da jeg rundede de 10 år, så mon ikke der er noget fra boghylden, som trænger til at komme videre til nye, friske øjne?

World War Z

Jeg elsker zombier. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid været fascineret af gys og horror, og derfor passer det mig rigtig godt, at zombierne har fået mere opmærksomhed i litteratur- og filmverdenen de senere år. En serie som The Walking Dead, som startede som tegneserie, men som nu også er kendt som en tv-serie af samme navn, har været med til at få andre end die hard-horrorfans til at synes, at zombie-settingen godt kan være interessant.

En anden grund til den nye interesse for zombier er bestselleren ‘World War Z’ skrevet af Max Brooks. Jeg har tidligere læst hans ‘The Zombie Survival Guide’, som jeg varmt kan anbefale, men nu fik jeg endelig læst denne nyklassiker inden for zombiegenren.

‘World War Z’ er en lidt anderledes historie om et zombieangreb, der er tæt på at udrydde menneskeheden. I modsætning til klassisk historiefortælling, hvor man ofte følger en eller flere hovedpersoner gennem hele bogen, så er denne bog opdelt i kapitler, der hver indeholder interviews med personer fra hele verden, der har overlevet zombieinvasionen. Gennem interviewene følger du som læser hele udviklingen fra det første angreb og videre til udbredelsen af zombieplagen, indtil myndighederne for alvor erklærer zombierne krig og bekæmper dem med alle midler.

Det er rigtig spændende at følge, hvordan zombieinvasionen breder sig fra land til land, og hvordan myndighederne tackler truslen i de forskellige kulturer. Myndighederne prøver både med kamp, flugt og karantænezoner, og de store linjer med de politiske detaljer er selvfølgelig rigtig interessante, men de personlige ‘øjenvidneberetninger’ er nu de vigtigste, når det gælder om at gøre historien nærværende og troværdig. Det er også med til at hæve fortællingen over ‘vold og splat’-niveauet, som zombiegenren ellers er kendt for, og det er virkelig en fornøjelse at læse en bog, der i den grad forstår at tage genren seriøst og forsøge at fortælle en zombiehistorie på en ny og fascinerende måde.

Det er en af de bedste zombiebøger, jeg har læst, og af samme grund gruer jeg lidt for den kommende filmatisering, for jeg er ikke sikker på, at den kan få det samme skær af troværdighed og nærvær med i fortællingen. Filmindustrien har trods alt en vis forkærlighed for at fokusere på action, men lad os nu se. Jeg er meget spændt på det endelige resultat, og i mellemtiden kan jeg jo genlæse denne bog eller overlevelsesguiden – sådan hvis nu, at zombieinvasionen bryder ud inden da…

Assasinernes hemmelighed

Jeg er lige hjemvendt efter en 10 dages skøn ferie i det franske, og her var kufferten selvfølgelig spækket med bøger, der kunne læses ved poolen. Et par af dem var biblioteksbøger – blandt andet ‘Assasinernes hemmelighed’ af Jon Courtenay Grimwood, som jeg var faldet over, da jeg sidst var på biblioteket. 

Handlingen foregår i Venedig i 1400-tallet, hvor adelslivet summer af intriger og bedrag, og hvor mennesker købes og sælges for ussel mammon. I skyggerne lurer overnaturlige væsner, og flere personer forsøger at udnytte deres særlige evner i magtspillet om byen. Kontrasten mellem rig og fattig er som mellem sort og hvid, hvor de fattiges kår beskrives som uhumske, vulgære og ydmygende, og hvor de adelige er komplet ligeglade med andre mennesker.

I centrum for handlingen er den unge kvinde Lady Giuletta, assasinerlederen Atilo og den unge dreng Tycho, som alle inddrages ufrivilligt i de adeliges magtkampe. Ladyen er blevet pålagt at gifte sig med Cyperns konge for siden hen at forgifte ham, men inden brylluppet bliver hun bortført, og Atilo får til opgave at finde hende. Han får dog en del at se til, da han også forsøger at tæmme gadedrengen Tycho, der viser sig at have så fremragende snigmorder-evner, at Atilo vælger ham som lærling. Tycho skal være en vigtig brik i kampen om magten, men Tycho selv har sin egen dagsorden…

Oplægget lød rigtig spændende, men desværre var jeg ikke særlig begejstret for udførelsen. Jeg savnede større fokus på personerne med sympatiske træk, så jeg som læser havde lettere ved at holde af personerne og kunne fatte interesse for at følge dem. Samtidig var sproget både farverigt men til tider også lige lovlig knudret og påtaget, hvilket ødelagde rytmen i fortællingen.

Det overnaturlige element er ret underspillet, hvilket på sin vis er et klogt træk, da den historiske setting er interessant nok i sig selv, men der går alt for lang tid, inden læseren for alvor får en idé om, hvad der foregår, og jeg synes aldrig, at der kommer en forløsning på dette. Muligvis er det fordi, det er første bog i en trilogi, men det fremgår heller ikke tydeligt i bogen. Der skal åbnes mere for godteposen, hvis jeg som læser skal bide på og synes, at det er værd at læse den næste bog i serien.

Jeg kedede mig en hel del, da jeg læste bogen, og det er synd, for den historiske setting er fantastisk, og flere af intrigerne kunne let bruges i en rigtig spændende bog. Desværre er disse elementer ikke udnyttet særlig godt, og jeg læste kun bogen færdig, fordi den er hurtigt læst.

Opfølgning på bogudfordring

Så er det tid til at følge op på min bogudfordring, hvor jeg har lavet en liste på 20 bøger, jeg skal nå at læse i år. Og hvad er status så lige nu?

I løbet af årets første måneder har jeg allerede læst 14 af bøgerne – jeg mangler dog at blogge om en af dem, men det kommer lidt senere på måneden. Jeg er gået i gang med ‘Game of Thrones’, som jeg er meget spændt på, og derefter følger en lille pause i ‘liste-læsningen’, da jeg har en stabel biblioteksbøger og bøger til anmeldelse, som jeg lige skal have tygget mig igennem.

Jeg er positivt overrasket over, at jeg nyder at følge listen og ikke føler mig fastlåst i valget af bøger. Måske var jeg lidt bange for, at jeg ikke ville have tid til at læse så mange andre bøger end lige dem fra listen, men jeg har fået mere transporttid i år, og den kan jeg jo lige så godt bruge på at læse bøger.

Har du også bøger, du har sat dig for at læse i år, og hvordan går det i så fald med det mål?