By af glas

Jeg har flere gange tænkt på at læse noget af Paul Auster, så for nylig lånte jeg endelig ‘By af glas’ som lydbog. Bogen er første del af New York trilogien.

Bogens hovedperson er krimiforfatteren Quinn, der skriver under psedonymet Willian Wilson. En nat får en opringning fra en mand, der spørger efter Paul Auster, og Quinn afviser ham i første omgang. Manden ringer dog flere gange, og Quinn ender med at udgive sig for at være Paul Auster, for nu vil han vide mere om den fremmede. Hurtigt vikles Quinn ind i et mærkeligt sammensurium af begivenheder og aliasser, for hvem er den fremmede egentlig? Ved han det overhovedet selv? Og hvem er det, der skal myrdes?

Jeg må indrømme, at jeg fandt bogen meget forvirrende, og det var svært at finde hoved og hale i den. Samtidig var der et par monologer, der var lige lovlig lange og bidrog til, at det ikke altid var lige let at fastholde koncentrationen.

Det er ikke en bog, der er særlig velegnet som lydbog – i hvert fald ikke, hvis du hører den over en uge eller mere, for handlingen er som sagt snørklet, og det er vigtigt at holde fokus.

Det var desværre ikke en bog, der fascinerede mig så meget, som jeg havde håbet. Flere gange blev jeg irriteret på personerne eller på den snørklede handling, og jeg var lidt modløs, da historien var færdig. Det var ikke lige den oplevelse, jeg forventede, eftersom Paul Austers værker hører til blandt nyklassikerne inden for litteratur. Af samme grund vil jeg ikke afvise, at jeg kan finde på at læse noget mere af ham en anden god gang… men der går nok lidt tid, før jeg får mod på det igen.

Glasslottet

Denne erindringsbog har fået en række positive anmeldelser, så da jeg faldt over den på netlydbog.dk, fik den lov til at fylde mine ører og tanker under transporten til og fra arbejdet en række dage.

‘Glasslottet’ er skrevet af Jeannette Walls og handler om hendes barndom, hvor hun voksede op i en række ørkenbyer sammen med sine forældre og tre søskende. Faren var en kreativ og intelligent mand, som udfordrede børnenes fantasi og lærte mange gode ting i en tidlig alder. Desværre var han også alkoholiker, og derfor gik familien ind imellem for lud og koldt vand, for det var svært at holde fast i et arbejde. Moren var til gengæld en følsom kunstner, der havde svært ved at forholde sig til virkeligheden og ikke mindst det ansvar, der følger med at have en familie, og det medførte ofte, at børnene skulle passe sig selv og være dem, der skaffede mad på bordet.  

Flere gange er familien virkelig presset, men de overlever gang på gang, og langsomt vokser Jeannette op og oplever flere og flere succeser, som ganske vist betyder, at hun klarer sig godt, men også at hun bliver mere og mere distanceret i forhold til familien.

Det er en fascinerende men også lidt skræmmende bog, der beskriver en familie i forfald og et par forældre, som ikke magter at tage ansvar. Jeg blev flere gange vred under læsningen, når moren prioriterede maling og pensler højere end mad og tid til børnene, ligesom det var utrolig trist at opleve en far, der på den ene side var genial og på den anden side en manipulerende dranker.

Trods forældre, der virkelig burde opføre sig mere voksent, så rummer bogen også en tydelig kærlighed til forældrene, selvom forfatteren sagtens kunne slippe af sted med at være bitter, hvis det var det, der var hendes hensigt.

Bogen er velskrevet og medrivende, og min største anke – udover de defekte forældre, men dem kan forfatteren jo ikke gøre for – er, at slutningen er så markant mere positiv end resten af bogen, at det får den til at virke en anelse utroværdig. Men ellers er bogen værd at læse og giver et indblik i en barsk og samtidig kærlig opvækst, som førte til en flot journalistkarriere for hovedpersonen.

De fede år

En bog, der blandt andet bliver solgt på, at den er forbudt i oprindelseslandet Kina, er en bog, som pirrer min nysgerrighed, så da jeg faldt over denne bog på biblioteket, blev den tilføjet bogstablen, inden jeg trissede hen mod udgangen.

‘De fede år’ af Chan Koonchung foregår i Beijing i nær fremtid. Her er landet pludselig grebet en optimisme og munterhed, og velstanden stiger, mens resten af verden er ramt af økonomisk krise. Samtidig er en måned forsvundet fra alle officielle registre, men ingen lader til at bemærke det – bortset fra en lille flok mennesker, som begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en måned er forsvundet, og hvad mon det er, som regeringen forsøger at skjule? Har den pludselige succes noget at gøre med den forsvundne måned, og hvad er det helt præcis, der gør, at alle pludselig er så lykkelige og positive?
 Selvom bogen er fiktion, så ligger den på flere punkter ret tæt på virkeligheden, hvor Kina netop har oplevet en voldsom vækst de senere år og har givet kineserne en langt større velstand. Den underliggende samfundskritik er interessant, for selvom det ikke er en dyster bog som George Orwells ‘1984’, så er det stadig tydeligt, at det er et samfund, hvor du ikke skal skille dig alt for meget ud eller stille spørgsmål ved det styrende system. Men i stedet for et overvågningssamfund, hvor du bliver kontrolleret og mistænkt så er Kinas befolkning blevet passiviseret med guld og lykke. Hvorfor gøre oprør, hvis du er mæt og har råd til det nyeste fladskærms-tv?
I virkelighedens Kina forsøger regeringen også at slette befolkningen hukommelse for de tragiske begivenheder, der har været i landets historie – for eksempel massakren i 1989 på Den Himmelske Freds Plads – og selvom det selvfølgelig er bekvemt at lukke øjnene og glemme alle ubehageligheder, så er det ikke ligefrem den bedste måde at udvikle et land på. Jeg kan anbefale Informations interview med forfatteren, hvor han fortæller mere om nutidens Kina.

Bogens historie er ret simpel, og derfor bliver fortællingen også lige lovlig lang, da det er de samme emner, der bliver vendt og drejet. Især slutningen bliver lidt for opremsende, men det ødelægger ikke pointen med, at selve emnet er interessant og yderst aktuelt. Læs den hvis du er til politiske konspirationer og modstandskamp i en moderne verden.

Midt imellem

Jeg kan desværre ikke huske, hvordan jeg faldt over denne bog i første omgang, men mon ikke det har været, da jeg skimmede bibliotekets liste over nye bøger? I hvert fald lød oplægget interessant, og da jeg har en vis svaghed for bøger, der foregår i Asien, så kunne jeg ikke stå for fristelsen og bestilte den hjem fra biblioteket.

‘Midt imellem’ af Jean Kwok er en delvis selvbiografisk bog, der handler om den 11-årige Kim, som tager fra Hong Kong til New York sammen med sin mor. De vil starte et nyt og bedre liv her, og det tegner da også lyst, da Kims tante Paula og hendes amerikanske mand kan hjælpe dem med flybilletter, tilladelser, arbejde og et sted at bo. Det viser sig dog hurtigt, at der ikke bliver givet ved dørene, og at både Kim og moren må arbejde hårdt for overhovedet at have noget at spise. De bliver hele tiden lovet et bedre sted at bo, uden at tanten har reelle hensigter om at leve op til sine løfter, og det er en daglig kamp at overleve. Samtidig arbejder Kim utrætteligt i skolen for at følge med, selvom al undervisning foregår på engelsk, og hun skiller sig markant ud fra de andre børn – hun er fattig, taler dårligt engelsk – og er meget dygtig til en række fag. Men Kim nægter at give op, og bogen beskriver ungdomsårene, hvor hun kæmper en stædig kamp for at give sig selv og moren tålelige levevilkår, samtidig med at hun forsøger at tage en uddannelse.

Det er en spændende, fascinerende og velskrevet historie, hvor det er meget let at holde af – og holde med – hovedpersonen. Kim er en pige med ben i næsen og hovedet skruet godt på, og hendes stædighed er beundringsværdig og underholdende. De ting, som moren og hende bliver udsat for, er horrible – grænsende til det utroværdige – og alligevel formår Kim at blive ved med at kæmpe.

Historien er ind imellem barsk, og det kan være svært at forstå, at der er folk i USA, der tilsyneladende har så dårlige levevilkår. Derfor bliver personskildringen også en anelse sort-hvid, da Kim og moren hurtigt får rollerne som de uskyldige ofre og dermed vinder læserens smpati, og her måtte forfatteren godt have givet dem lidt mere kant.

Historien er måske ikke helt troværdig – jeg havde hele tiden en følelse af, at det nok skulle gå godt til sidst – og selvom det ikke var en rigtig feel good-historie, så savnede jeg lidt usikkerhed og frygt for, at historien pludselig tog en (endnu) mere ubehagelig drejning.

Men som sagt – det er en velskrevet bog, og jeg følte mig godt underholdt, mens jeg læste den, så skidt med, at der lige var et par detaljer, der kunne finpudses lidt.

Abehuset

Jeg har tidligere læst Sara Gruens ‘Vand til elefanterne’, hvilket var en god og rørende læseoplevelse, så da jeg faldt over ‘Abehuset’, som hun også har skrevet, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en bog, jeg blev nødt til at læse.

Bogen handler om Isabel Duncan, der er forsker på et laboratorium, hvor der forskes i aber og deres sprogforståelse. Kontakten til aberne er så intens, at flere af medarbejderne knytter personlige bånd til aberne – og omvendt – så da laboratoriet angribes af aktivister, og aberne bortføres, indleder Isabel en desperat kamp for at bringe aberne tilbage. Det bliver dog en kort jagt, for hurtigt dukker aberne op igen, men ikke på en måde, som Isabel lige havde forestillet sig…

Historieoplægget er sympatisk, men minder for meget om lignende historier om venskaber mellem dyr og mennesker, og hvordan onde, pengegriske og kompromisløse personer ikke forstår dette men vil udnytte dyrene til egen vindings skyld. Der er for mange klichéer i handlingen, og derfor virker historien både velkendt og uinteressant.

Samtidig er linjerne trukket så skarpt op, at det bliver alt for sukkersødt og save the world-agtigt, hvilket på ingen måde var med til at skabe sympati for det egentlig budskab, og det irriterede mig – især fordi forfatteren tidligere har bevist, at hun kan fortælle interessante og rørende historier, uden at det bliver alt for vammelt. Som læser føler jeg mig også talt ned til, når personkarakteristikken bliver så ekstrem endimensional, og det ærgrer mig, at bogen ender med en lidt ligegyldig – men sød – historie om venskaber mellem mennesker og dyr.

The Walking Dead & Lovecraft

Det er sjældent, jeg anmelder tegneserier – mest af alt fordi jeg oftest læser humoristiske tegneserier såsom Pearls Before Swine og Get Fuzzy. Men tegneserier er mere og andet end slapstick humor og et glimt i øjet – noget som disse to tegneserier i den grad beviser.

‘The Walking Dead’ er en postapokalyptisk serie, der har gået sin sejrsgang verden over og som nu filmes som tv-serie. Første og anden sæson er allerede bragt, og selvom jeg savner personer med dybde i serien, så er det nu interessant med en tv-serie, hvor kulissen – og ind imellem historien – er befængt med zombier.

Det er en historie om en række mennesker, der rejser gennem en verden, der er invaderet af levende døde, og titlen ‘The Walking Dead’ er ikke blot en henvisning til zombierne men også til den håbløse situation, som de overlevende befinder sig i. Hvordan skal de dog kunne leve og overleve i et nedbrudt samfund med millioner af zombier, der tørster efter deres blod?

Tv-serien følger første tegneseriebind et godt stykke af vejen. Jeg var i hvert fald overrasket over, at producenterne ikke havde fortolket mere, da de lavede serien, men jeg vil sige, at der er også intriger fra tv-serien, som heldigvis ikke fandtes i den originale tegneserie. Alene det får mig til at overveje kraftigt, om ikke jeg skal købe en række af de engelske vind.Første bind af serien udkom ganske vist på dansk sidste år, og det er også på dansk, jeg har læst det, men jeg tror ikke, jeg har tålmodighed til at vente på oversættelserne. Jeg skal dog også lige vænne mig til stilen, for det er ikke altid, at jeg er enig med forfatteren i, hvad han skal bruge mange eller få billeder på at fortælle.

En af de mest fascinerende forfattere er i mine øjne H. P. Lovecraft, der har skrevet en række morbide, absurde og skræmmende gyserhistorier og defineret en hel verden fyldt med skrækkelige monstre, som kan bringe mennesker på vanviddets rand på et øjeblik. Hans historier har dannet grundlag for en lang række film, rollespil og brætspil, og fortællingerne kan stadig skræmme så mange år efter, at de er skrevet.

Dette er et ganske hæderligt forsøg på at lave en tegneserie over hans eget liv. Jeg gik ikke så meget op i, hvorvidt alle facts var i orden – det var trods alt en fortolkning -men blev fanget af stemningen i bogen. Der er nemlig lagt vægt på de vrangforestillinger, som Lovecraft led af, og gennem hele historien opsøges han af de monstre, som han også skrev om. Han balancerer på vanviddets rand, og det er ganske godt illustreret. Men samtidig er illustrationerne også et problem, for fans af Lovecraft ved, at monstrene netop er ubeskrivelige og unævnelige – kort sagt så horrible og skrækindjagende, at der ikke findes ord eller tegninger, der til fulde kan beskrive hvilken horror, som menneskene trues af.

Det er en smuk, trist og interessant historie på samme tid – en historie mættet med stemning, ligesom Lovecrafts egne historier.

Et glas mælk, tak

Jeg har hørt meget godt om denne bog – at den var velskrevet, tankevækkende og ikke mindst barsk – så den har længe været på min must-read-liste.

‘Et glas mælk, tak’ er skrevet af Herbjørg Wassmo og handler om den femtenårige Dorte, der bor sammen med sin mor og søster i en mindre by i Litauen. Faderen er død, og deres liv er præget af fattigdom og en barsk hverdag, hvor de kæmper for at have tag over hovedet og mad på bordet. Dorte møder på et tidspunkt en lidt ældre pige, Nadia, der fortæller hende om, hvor det let er at få et tre måneders job på en café i Sverige, hvor man tjener gode penge. Det lyder som et drømmejob, og Dorte vælger at tage af sted i al hemmelighed med udsigten til lettjente penge.

Virkeligheden viser sig dog at være en helt anden, da hun får frataget sit pas, og hun snart befinder sig i et mareridt, hvor hun bliver voldtaget og mishandlet af en flok menneskehandlere. Derefter kan hun se frem til at leve som prostitueret i et land, hvor hun ikke kan gøre sig forståelig over for lokalbefolkningen, og hvor hun bliver manipuleret til at makke ret og blot finde sig i at blive udnyttet gang på gang.

Der er ingen tvivl om, at det er en barsk og ubehagelig historie, som forfatteren fortæller. Alligevel blev jeg ikke helt så berørt af bogen, som jeg havde forventet/frygtet. Måske skyldes det, at jeg ikke kunne lade være med at sammenligne den med filmen Lilja 4-ever, som for alvor krøb ind under huden på mig.

Men det er som sagt en ubehagelig bog, der udstiller menneskehandlen med al dens egoisme, fornedrelse og magtmisbrug. En bog, hvor du bagefter vil undre dig over, at den slags kan foregå i nutidens samfund, for der er ingen tvivl om, at forfatteren har hentet inspiration fra de mange sager om sexhandel, som medierne har kunnet berette om de senere år. 

Høstens Engle

Jeg holder meget af zombiegenren, men jeg må også indrømme, at især zombiefilm ofte er opbygget ud fra samme skabelon – få zombier bliver til flere i et samfund, som ikke lægger mærke til noget, før det er for sent, og zombierne lægger hele verden øde. En lille gruppe kæmper heroisk for at overleve for ofte blot at dø til sidst. The End.

Sådan er denne bog ikke, og da jeg samtidig stødte på mange positive anmeldelser af den, røg den straks på min læseliste og blev en af de mange bøger, jeg fik læst i ferien.

‘Høstens Engle’ af Alden Bell er en zombiebog, der handler meget lidt om zombier. Den foregår 25 år efter, at zombierne lagde det meste af verden øde. Her rejser teenagepigen Temple gennem USA og lever af det, hun finder undervejs. Kontakten til andre mennesker er ofte akavet og fyldt med mistro – det går ikke at knytte sig til andre mennesker, for det gør ondt at miste. Alligevel forbarmer hun sig til sidst, da hun støder på sinke Maury, og snart udgør de et umage par på et bizart road trip – væk fra zombier og ondskabsfulde mennesker. 

Denne bog er mættet af støvet, dyster og modfalden stemning, men ind imellem er der små glimt af fortrøstning og håb. Det er et samfund i forfald, og det er ikke et sted, du har lyst til at opsøge endsige opholde dig i. Zombierne er der hele tiden i baggrunden som den lurende trussel, der flere gange dukker op, men ellers er det først og fremmest den degenererede menneskehed, som sørger for den barske og sørgelige stemning. Her vægtes overlevelse frem for alt andet, og jeg kom flere gange til at tænke på The Road, som jeg også så i ferien – der er lidt af den samme stemning i denne bog, bare ikke helt så mørk og brutal.

Hovedpersonen Temple er en pige med ben i næsen, og selvom hun er en tough girl, så er det også tydeligt, at hun bekymrer sig om andre. Hun er bare bange for at miste igen, og hendes fortid bliver flere gange beskrevet med små flashbacks. Det er en hovedperson, som er let at holde af, selvom hun som udgangspunkt ikke er den klassiske helt.

Der er en beundringsværdig overlevelsesvilje i denne bog, og alene stemningen i bogen gør den værd at læse, for du bliver ført ud i et smukt men dystert cowboyland, hvor lovløsheden hersker.

Det eneste negative, som jeg kan komme i tanke om, er at Temple flere gange forsyner sig med madvarer og andre ting fra forladte supermarkeder. Det virker ret urealistisk – ikke blot at der stadig er varer i butikkerne 25 år efter (utroligt at de ikke er blevet rippet helt af de overlevende – mennesker har jo en tendens til at hamstre for at overleve), men en del af madvarerne vil simpelthen ikke være i den tilstand, som forfatteren beskriver. En cola bliver for eksempel helt flad ½-1 år efter, at mindst holdbarhedsdatoen er overskredet, og så kan den stadig drikkes, men smager til gengæld utrolig sødt og fælt.

Bortset fra denne detalje så er bogen som sagt et interessant bud på, hvordan zombiegenren kan fornys og gøres til et smukt, fascinerende og trist indblik i, hvordan menneskeheden måske vil være, hvis zombieangrebet en dag kommer. En klar anbefaling herfra – også selvom du ikke er til horror.

The High Lord

Jeg har glædet mig meget til at læse tredje og sidste del i ‘The Black Magician’-trilogien af Trudi Canavan, og da jeg først gik i gang med at læse den, undrede det mig, at jeg har ventet så længe med at læse den sidste bog.

Da det er sidste bog i serien, så vil jeg ikke bringe et referat her og kan heller ikke afsløre særlig meget, men læs evt. mine anmeldelser af ‘The Magician’s Guild’ og ‘The Novice’.

‘The High Lord’ levede op til mine forventninger – og mere til. Faktisk overraskede den positivt, for jeg troede, jeg vidste, hvor historien var på vej hen, men så lavede handlingen et par drastiske sving, og pludselig rystede forfatteren flere overraskelser ud af ærmet – til min store fornøjelse. Jeg elsker nemlig, når historier ikke alt for forudsigelige, og her kom der lidt mere kant på såvel handling som personer i historien.

En værdig afslutning på en god trilogi, som nu hører til blandt mine yndlings-fantasyserier. Kan varmt anbefales.

Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv

Da jeg var ude at rejse i min ferie, skete det frygtelige – jeg løb tør for læsestof! Det sker ellers aldrig, men på denne ferie fik jeg læst mere, end jeg havde håbet på, så to dage inden afrejse havde jeg kun en lille stump lydbog tilbage. Heldigvis kom min svigerinde mig til undsætning og lånte mig ‘Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv’ af Junot Diaz. Ikke lige en bog jeg selv var faldet over, men ikke desto mindre en interessant læseoplevelse.

Bogen handler om Oscar Wao, der kommer fra Den Dominikanske Republik – og som ægte latino er han naturligvis muskuløs, sexet, selvsikker og en rigtig scorekarl…. FORKERT! Oscar er tværtimod en tyk og kikset nørd, som er social inkompetent og virkelig dårlig til at score piger. Oscar er i det hele taget en en skamplet for hele den mandlige del af befolkningen, men han prøver – virkelig prøver – at blive attraktiv over for kvinderne… altså bortset fra når han bruger al tiden på at spille computer og skrive rollespilsscenarier…

Denne bog har sin helt egen og ret forfriskende stil. Sproget er sprudlende og fyldt med spanske gloser. Mit spanske ordforråd er meget begrænset, men som regel forstod jeg fint meningen med de forskellige udtryk, og ellers er der en lang ordliste bagerst i bogen. Det er en smagssag, om man kan lide den stil eller ej. Normalt ville det nok irritere mig, men da jeg som sagt ofte kunne gætte meningen med det spanske udtryk, så var det med til at gøre fortællingen levende og autentisk.

Selvom udgangspunktet er Oscar, så handler store dele af bogen om hans familie, hvor man som læser blandt andet får mulighed for at følge storesøsteren og moderen i kapitler, der fokuserer på deres barndom, og hvordan disse er med til at tegne den forbandelse, som familien siges at være ramt af. I starten forvirrede det mig lidt, og en kort overgang syntes jeg, at det var irriterende, men så blev jeg grebet af fortællingerne og endte med at være fint tilfreds med opdelingen. Du skal ikke forvente, at det er en lineær historie om Oscar – tværtimod springes der en del i tid og i jeg-fortællere, men forfatteren forstår at væve det sammen til en historie, der giver mening.

Bogen giver et spændende indblik i en kultur, jeg ikke kendte meget til i forvejen, hvilket gør den eksotisk, fascinerende, farverig og meget interessant. Forfatteren har samtidig ramt en ung og moderne stil, der er ret street, og hvor der spilles på mange henvisninger til populærkultur og nørdede hobbies. Det er noget, jeg kender en del til og selv dyrker, så jeg syntes, det var ret sjovt at læse, men det kan muligvis være lidt indforstået for andre.

Jeg tror ikke, jeg selv havde taget initiativ til at låne bogen, hvis ikke jeg havde fået den anbefalet, men det var bestemt en interessant læseoplevelse, og jeg pønser på, om ikke jeg skal læse noget mere af samme forfatter på et andet tidspunkt.