Fifty Shades – fanget

En af tidens mest hypede bøger er uden tvivl ‘Fifty Shades of Grey’, og i forbindelse med oversættelsen til dansk, der netop er udkommet, fik jeg bogen tilsendt af forlaget Rosinante. Det var med blandede følelser, at jeg pakkede bogen ud, for det er ærlig talt ikke en genre, der siger mig noget, og jeg var meget splittet mht. om jeg skulle læse den. På den ene side følte jeg, at jeg burde, for jeg ville godt vide, hvorfor den bog er blevet så hypet, når jeg samtidig kan læse anmeldelser af bogen, hvor den bliver sablet ned. På den anden side frygtede jeg, at kritikerne havde ret, og at bogen virkelig var gudsjammerlig dårlig. Men men – jeg syntes ikke, at det var retfærdigt at dømme bogen uden at have læst den, så jeg måtte i gang med opgaven.

Bogen handler om den 21-årige Anastasia Steele, der skal interviewe den 27-årige stenrige forretningsmand, Christian Grey. Under interviewet føler hun sig tiltrukket af ham, og hun finder snart ud af, at det er gengældt, for hr. Grey vil gerne se hende igen. De indleder snart et intenst og lidenskabeligt forhold, hvor han forsøger at overtale hende til et dominansforhold, hvor hun skal adlyde hans ordrer, men hun vægrer sig og forsøger at undgå det, for hun er ikke sikker på, at hun kan leve op til hans forventninger.

Lad mig starte med at sige, at bogen var ikke lige så dårligt skrevet, som jeg havde frygtet. Forfatteren bruger ganske vist flere udtryk forkert eller bare på en irriterende måde – for eksempel når Anastasias underbevidsthed dukker op i hendes bevidsthed (øh…), eller når Anastasias indre gudinde jubler. Indre gudinder er noget, som selvbestaltede ’selvhjælpseksperter’ har fundet på for at tjene penge. Det er et rædselsfuldt udtryk. Men bortset fra det er sproget lettilgængeligt og letlæseligt.

Personkarakteristikken er ret utroværdig – der er den smukke kvindelige hovedperson, som selvfølgelig – i bedste chick lit-stil – ikke selv har indset hvor lækker hun er – og så er der den indtagende, forførende, smukke, besidderiske og stenrige mandlige hovedperson, som bruger alle kneb for at score hende. Det bliver lidt for smukt og perfekt til, at jeg rigtig kan føle personerne, og selvom det er prisværdigt, at Anastasia forsøger at virke lidt selvstændig og ikke bare bade i rigmandens gaver, så skal han naturligvis gøre en masse urealistiske ting for at vinde hendes kærlighed.

I betragtning af, at bogen i høj grad er kendt på grund af det dominansforhold, som hovedpersonerne skulle have, så er bogen noget skuffende. Den er utrolig sober på det punkt – bevares, der er flere semi-saftige sexscener – men fræk sm-sex skal man lede længe efter. Faktisk er det lidt trættende, at de bruger så lang tid på at tale om det i stedet for at gøre det, og det afslører efterhånden, at der ikke er særlig meget handling i bogen. Når alt kommer til alt kan de lidt over fem hundrede sider skæres ned til: lækre mennesker møder hinanden og sød musik opstår. De lækre mennesker har sex. Mere sex. Hun er bange for, at han ikke er interesseret i hende. De har sex igen. Hun er usikker på sig selv. De diskuterer men har god forsoningssex. Han forsøger at presse hende. Hun græder lidt igen. De har god sex. … og det er nogenlunde det.

Bogen beskriver et behov, som mange (hvis ikke alle) kvinder har – at blive elsket og bekræftet. Der er nok mange kvinder, der kan identificere sig med den usikkerhed, som hovedpersonen føler, og når hovedpersonen så bliver bejlet til af en smuk, forførende og stenrig mand, ja så er det jo et drømmescenarie.

Jeg er dog ret ærgerlig over, at vi igen skal have en kvindelig hovedperson, der er usikker på sig selv og som søger bekræftelse. Det havde vi – efter min mening – nok af i chick lit-bøgerne og i Bella fra ‘Twilight’. Næ, så er jeg langt mere til de kvindelige hovedpersoner, der selv skaber mulighederne og som ikke er bange for at gå forrest – for eksempel Kattua fra ‘The Hunger Games’ eller Sonya fra ‘Magician’s Guild’.

Det er en lettilgængelig bog – hurtig at læse og ret light underholdning. Der er ikke så meget at blive forarget over (udover den småkedelige fremstilling af kvindekønnet), men har du brug for en afløser til ‘Twilight’, og savner du noget letbenet ferielæsning, så er det måske noget for dig.

Jeg bliver dog nødt til at have et fantasy-fix efter denne læseoplevelse, for nu trænger jeg til at læse om tøser, der er handlingsorienterede og sparker r*v!

Riget ved vejens ende

Jeg har haft lidt travlt på lydbogsfronten, hvor de sidste uger blandt andet har budt på tredje og sidste del af Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg har tidligere anmeldt ‘Vejen til Jerusalem’ og ‘Tempelridderen’.

Arn Magnusson vender endelig tilbage fra Det Hellige Land, men meget har ændret sig i Västra Götaland, og der tales om krig. Arn medbringer en del folk og en viden, som måske kan gøre en forskel både i krigen og i det liv, som han håber på at dele med Cecilia. Der er dog folk, der mener, at krigen kan afværges ved at Cecilia gifter sig til anden side, men det vil Arn ikke gå med til – han vil have Cecilia koste hvad det vil!

Jeg synes desværre, at handlingsforløbet er lidt ujævnt i denne bog. Arns ankomst og tiden derefter beskrives meget detaljeret og fylder meget i bogen, og ligesom ved første bog er der flere lange passager med hele det politiske spil. Der savnede jeg en stamtavle eller noget lignende, jeg kunne se på for at få et overblik over de politiske intriger og deltagere.

Til gengæld er det spændende at følge, hvordan deres arbejde er med til at opbygge og modernisere det land, der senere blev til Sverige. Der er også glimrende budskaber om at satse på kærlighed, tillid og troskab – budskaber som bestemt ikke er unikke for serien, men som ikke desto mindre er ganske væsentlige og sympatiske.

Alt i alt har det været en til tider interessant men også lidt langtrukken oplevelse at læse denne trilogi. Den var desværre ikke så medrivende og spændende, som jeg havde håbet, men jeg er glad for at have læst den, og jeg overvejer nu, om jeg skal følge op på serien ved at se de filmatiseringer, der kom for få år siden.

Kærlighedens historie

Det er jo sundt at udfordre sig selv, så da Gyldendal spurgte, om jeg ville anmelde ‘Kærlighedens historie’, takkede jeg ja efter at have læst teaserteksten. Jeg fornemmede, at der kunne ligge en fin lille historie gemt i den undseelige bog.

Bogen skifter mellem to hovedpersoner – den ældre særling, Leo Gursky, og teenagepigen Alma Singer. Leo lever alene og er så bange for at dø, uden at nogen opdager det, at han ofte planlægger små uheld i løbet af hverdagen, så folk for eksempel vil bemærke ham, når han kommer til at vælte noget i supermarkedet. Alma er en pige med ben i næsen, der har adopteret sin afdøde fars interesse for vildmarkslivet og samtidig arbejder stædigt på at finde en ny mand til moren.

De to personers historier kører sideløbende, men flettes lige så stille mere og mere sammen frem til det uundgåelige punkt, hvor de smelter sammen til én…

Jeg faldt med det samme for Leo – denne pudsige ældre herre, der frygter at blive gemt og glemt. Hans sære små vaner fascinerede mig dybt, så i starten blev jeg irriteret, når hans fortælling blev afbrudt af Almas kapitler. Hun er ellers en type, jeg normalt holder af – handlekraftig og frisk på at bryde normer – og der gik da heller ikke så lang tid, før jeg også lod hendes historie trænge igennem.

Tempoet er stille og roligt i denne lille bog, og selvom den kun er 250 sider lang, så er der både tid og plads til vemodige øjeblikke og små glimt af humor. Det er historien om at elske og at miste – og frygten for at elske og miste – og det er temaer, der aldrig går af mode.

Handlingsforløbet er ikke særlig overraskende, og mange ting kunne jeg gætte på forhånd, men selvom jeg normalt foretrækker overraskelser i handlingen, så var det i højere grad fortællestilen, som fængede. Især slutningen var meget elegant og rørende skrevet, og jeg vil vove at påstå, at alene den gør bogen værd at læse.

Dekameron

Sidste år udfordrede jeg mig selv på klassikerfronten og valgte derfor at læse mindst én klassiker hver måned. I år har jeg en liste på tyve bøger, jeg vil læse i løbet af året, og det er en skøn blanding af nyudgivelser, bøger som jeg længe har ønsket at læse – og et par klassikere, som jeg ikke nåede sidste år.

En af disse klassikere er værket ‘Dekameron’ af Giovanni Boccaccio. Bogen er skrevet omkring 1350, så det er en ældre sag. På latin betyder bogens titel “de ti dages værk”, og det er en fortælling, hvor ti unge mennesker forlader Firenze for at undgå den sorte død. I stedet tager de ud til et landsted og underholder her hinanden med sjove, sørgelige, spændende, saftige og finurlige historier i ti dage.

Bogen har ry for at indeholde en del uartige historier, og sandt nok er der forbløffende mange af historierne, der har utroskab som tema. Der er helt sikkert flere af historierne, der kunne forarge dengang, bogen blev skrevet, men jeg synes nu også, at den kan virke udfordrende i dag – men måske bare af andre årsager. Utroskabshistorierne er sjældent særlig detaljeret beskrevet, så de virker på ingen måde pornografiske. Til gengæld er den lemfældige omgang med ægtefæller og elskere noget, der beskrives en anelse for sorgløst til mig, men nu er jeg også temmelig monogam, så jeg løftede da øjenbrynet mere end én gang, når en hovedperson kastede sig over en ny elsker.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke lade være med at  bemærke, hvordan kvindesynet er i bogen. Selvom kvinderne lige så ofte er den, der bedrager ægtefællen til fordel for en elsker, så er der en tendens til, at mænd blot bortfører en kvinde, hvis de vil have hende, og selvom hun måske græder og ikke følger frivilligt med, så underordner hun sig forbløffende hurtigt og ender ofte med at holde meget af sin nye ægtefælle. Stockholm-syndromet fandtes tilsyneladende også dengang. Og jo, jeg ved godt, at kvindesynet generelt var helt anderledes dengang.

Der er mange – og mange forskellige – historier i dette omfattende værk, og der er lidt for enhver smag – både sjove og sørgelige historier med eller uden lykkelig slutning. Der er temmelig mange, der er bygget over utroskab. Lidt for mange efter min smag, for det blev noget ensformigt i længden, men der er heldigvis også andre historier med helt andre temaer. 

En interessant læseoplevelse, fordi den også er med til at vise, hvordan datidens Firenze var, og hvad der optog de unge. Jeg vil dog anbefale, at du ikke læser den ud i ét men skifter mellem denne bog og en anden, så du ikke går helt kold i de mange korte historier.

Den evige nat

Så fik jeg læst tredje og sidste del af Guillermo del Toros og Chuck Hogans zombie/vampyrtrilogi. Jeg har tidligere anmeldt ‘Blod’ og ‘Mørke’.

Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, for det vil afsløre for meget – især hvis du ikke har læst de tidligere bøger.

‘Den evige nat’ blev heldigvis en overvejende positiv læseoplevelse. Jeg har læst flere anmeldelser af de to første bøger, hvor folk har været begejstrede for den første bog og dybt skuffede over den anden. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod er jeg blevet mere og mere positiv over for serien. Da jeg havde læst den første bog, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at læse resten af serien, men nu er jeg faktisk glad for, at jeg gennemførte det.

I ‘Blod’ var historien alt for lang tid om at komme i gang, og handlingen sneglede sig af sted. Selvfølgelig var der en del personer, der skulle introduceres, men det behøver man altså ikke op mod 300 sider til. ‘Mørke’ rummede langt mere handling, og selvom den til tider havde et noget ujævnt forløb med flere sidehistorier, som ikke altid var lige interessante, så endte jeg med at være mere tilfreds med den end med den første bog i serien.

‘Den evige nat’ er så bogen, der ikke blot samler op på de to foregående bøger, men som også indeholder et par twists til historien og ikke mindst flere af personerne – twists som er yderst tiltrængte og en fin afveksling fra det sædvanlige historiemønster. Den er action packed, og selvom enkelte actionscener er lidt for slavisk beskrevet med for mange “og så gjorde han det”-beskrivelser, så er der i hvert fald ikke mulighed for at kede sig under læsningen.

Jeg er stadig skeptisk mht. at kalde væsnerne i bøgerne for vampyrer, men seriens dommedagstoner og modstandskamp gør den overordnet til udmærket læsning. Jeg advarer dog om, at første bog kan være noget træg at komme igennem.

Brobyggerne

Du skal stå tidligt op, hvis du vil låne den nyeste udgivelse fra en kendt forfatter – i hvert fald hvis du vil låne bogen lige efter udgivelsesdatoen. Da Jan Guillou sendte første bind af romanserien ‘Det Store Århundrede’ på gaden i 2011, fik den ganske pæne anmeldelser, og da han er en kendt og elsket forfatter, så blev der straks en alenlang kø, da bogen kom på det lokale bibliotek. Da jeg skrev mig op, var jeg nr. 86 i køen (!), men da det ikke hastede med at læse den, lod jeg blot tiden gå, og efter lidt over fem måneder var det så endelig min tur til at læse værket.

‘Brobyggerne’ er som sagt første bog i en serie om 1900-tallet, og handlingen starter i Vestnorge, hvor tre små brødre viser sig at være vidunderbørn og derfor sendes til Dresden for at uddanne sig som ingeniører. Uddannelsen er dækket af et velgørende selskab, som dog har det krav, at knægtene – efter endt uddannelse – skal være med til at bygge jernbanen mellem Oslo og Bergen. Forskellige personlige omstændigheder gør dog, at to af brødrene forsvinder til udlandet, så det kun er den ældste, Lauritz, der står tilbage og må fuldføre opgaven.

Bogen igennem følger læseren så skiftevis Lauritz i Norge og broderen Oscar, der er flygtet til Afrika. To meget forskellige liv og så alligevel ikke, for begge brødre udmærker sig gennem deres viden og tekniske snilde og kommer begge på spændende og medrivende eventyr.

Dette er en velskrevet pageturner, hvor du bliver grebet af handlingen og lige må have et kapitel mere. Hovedpersonerne er gennemgående sympatiske, retfærdighedssøgende og handlekraftige og sørger hele tiden for at drive historien fremad, ligesom de er lette at holde af – og med. De måtte egentlig gerne have lidt mere kant – de er næsten for pæne og ufarlige – men måske det kommer i næste bog?

Forfatteren får vævet mange af datidens vigtigste temaer ind i historien, hvor de store anlægsopgaver, de tekniske fremskridt og ikke mindst eventyrerne i Afrika præger handlingen. Der er i det hele taget ikke rigtig tid og mulighed for at kede sig i denne bog, og det er dejligt at opleve.

Er du til bøger med sympatiske hovedpersoner, en god portion action og en vis mængde historiske referencer, så bør du læse denne bog. Falder den i din smag, kan du tilmed glæde dig over, at det første del af en serie, så flere spændende læseoplevelser venter forude.

Teater: Skammerens datter

I går var jeg på Østre Gasværk sammen med en god ven for at se teaterudgaven af ‘Skammerens datter’. Jeg var ret spændt, for serien hører til blandt de bedste danske fantasybøger, der er skrevet, og jeg havde allerede smuglyttet til et par af forestillingens fængende musiknumre på Youtube.

‘Skammerens datter’ handler om Dina, der er datter af byens skammer – et menneske, der blot ved at se dig i øjnene kan se alle dine løgne, alt det du skammer dig over. Det er en vigtig evne, for skammeren er ofte hende, der bliver tilkaldt til retssager, men det er også en evne, som skræmmer mange væk. Hvem vil være ven med en person, som med et enkelt blik kan få dig til at huske alle de skamfulde ting, du har gjort i dit liv?

En dag bliver Dinas mor kaldt til Dunark for at hjælpe i en mordsag, men der går ikke lang tid, før en rytter også kommer for at hente Dina, fordi hun skal assistere moren. Det viser sig dog at være en fælde, og snart er Dina ufrivilligt viklet ind i hofintriger og kampen om magten.

Først og fremmest er forestillingen en ganske fin fortolkning af første bog i serien, og især sangene og scenografien er med til at skabe en gribende fortælling. Jeg var ret vild med måden, scenen blev brugt på, for der var alskens lemme og døre i gulvet, som skuespillerne hele tiden åbnede eller lukkede og dermed skabte en ret dynamisk og livlig scene med meget få virkemidler.

Der var flere gode ørehængere blandt sange – både af den bombastiske og den sørgmodige slags – men der var dog også et par sange, hvor der var for mange (knudrede) ord i versefødderne. Ikke desto mindre var der arbejdet med at få musikken til at vække følelser og understøtte historien, og jeg skal helt sikkert have fat i cd’en, når den udkommer – der er sange, som jeg glæder mig til at nynne videre på den kommende tid.

Som tilhænger af seje, kvindelige hovedroller er jeg godt tilfreds med valget af Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose som Dina, for hun har en smuk og klar stemme og et meget udtryksfuld ansigt, der matcher mit indtryk af Dina fra bogen. I det hele taget er der mange gode skuespilpræstationer, men det er kvinderne, der virkelig stråler, og det er ikke så underligt i en fortælling, der i den grad bæres af stærke kvinder. Et skønt alternativ til det traditionelle fantasy, hvor kvinder let ender i biroller, der evt. kan reddes fra et tårn eller en drage.

Så er forestillingen værd at se? Ja, for søren da! Det er en skøn historie, og den spilles med en så stor entusiasme, at fortællingen griber dig og fører dig ind i en verden, hvor venskab, retfærdighed og håb stadig vil sejre, selvom mørket truer. Jeg vil godt indrømme, at jeg flere gange tog mig selv i at blive rørt over flere af scenerne, og det ser jeg som et kvalitetsstempel.

Forestillingen vises frem til 11. november.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=tVxVKHUkBI4]

Blueeyedboy

Det er ikke alle bøger, der egner sig til at blive overført til lydbog-mediet, men på det punkt fungerer denne bog overraskende godt, og det skyldes først og fremmest valget af oplæser. Mere om dette efter en kort introduktion til bogen:

“Der var engang en enke med tre sønner, og deres navne var Sort, Brun og Blå. Sort var den ældste, tungsindig og aggressiv. Brun var det mellemste barn, frygtsom og sløv. Men Blå var sin mors yndling – og han var morder.”

Bogen består af en lang række blogindlæg skrevet af ‘Blueeyedboy’ – både på hans offentlige blog på den offentlige badguysrock-hjemmesiden og den mere private blog – samt en række blogindlæg fra den mystiske ‘Albertine’. Blueeyedboy er dæknavn for en 42-årig mand, der stadig bor hjemme hos sin mor og som først og fremmest lever sit liv på nettet, hvor han blogger om fiktive mord og mørker tanker. Eller – er mordene fiktive? Som bogen skrider frem bliver du mere og mere i tvivl, og samtidig optrævles en trist barndom, hvor han sloges med brødrene og måtte kæmpe med en sær og hævngerig mor. Samtidig væves bloggens læsere ind i handlingen, og Albertines kommentarer og blogindlæg får historien til at tage en række uventede drejninger.

Denne bog fængede med det samme – læs blot de første linjer, og så forstår du måske, hvorfor de pirrede min nysgerrighed øjeblikkeligt. De udstråler perfekt den ligegyldige frækhed, som hovedpersonen også bruger til at pirre sine bloglæsere, når han beskriver de mord, som han måske/måske ikke har begået. 

Dette er også en bog, der både frustrerer og fascinerer på samme tid. Opbygningen med blogindlæggene fungerer fint som oplæsning, og især oplæseren skal have ros, for han formår at læse historien, så den har den helt rigtige snert af arrogance, som passer så fint til hovedpersonen.

Frustrationen skyldes først og fremmest to ting. For det første leger hovedpersonen så meget med fakta og fiktion, at du som læser skal holde tungen lige i munden for ikke at blive fuldstændig fortabt i de snørklede referencer og løgne. Når du tror, du har regnet det ud, så slår historien pludselig et sving, og du er atter usikker på, hvem der er skyldig, og hvem der er uskyldig. Det er smukt skrevet, men også temmelig frustrerende, for du føler dig som en lille bold, som forfatteren skubber i den retning, som hun nu synes er sjov.

For det andet er bogen lige lovlig lang i forhold til, hvad den kan bære. Der er flere gange, hvor den taber pusten, og hvor jeg som læser bliver utålmodig og mister koncentrationen, fordi den væver for meget og ikke holder samme raske tempo. Det er en historie, der kan vinde en del ved at blive kortet ned – måske op til 100 sider – for at gøre fortællingen mere stram og elegant. 
 
Men kan du væbne dig med tålmodighed, og har du mod på en rutsjetur med hensyn til plottråde og konspirationer, så bør du overveje at læse denne psykologiske thriller.

Maus og Arne And

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået på biblioteket med denne tegneserie i hånden og har overvejet at låne den – for til sidst at konkludere, at den lød alt for trist og sat den tilbage på boghylden. Heldigvis tog jeg for et stykke tid siden endelig tyrene ved hornene og læste denne grafiske roman, og det er nok den tegneserie, der har rørt mig mest.

Tegneren Art Spiegelman beskriver i ‘Maus’ sin jødiske families liv under Holocaust. Historien er fortalt gennem interviews med faren, hvor de enkelte grupperinger tegnes som dyr – jøderne som mus, nazisterne som kattene osv. Tilbageblikkene til krigens rædsler er krydret med bidder af samtalerne mellem far og søn, hvor førstnævnte fremstilles som en gnaven, bedrevidende mand med meget faste holdninger, hvilket fører til flere konflikter mellem dem. På en måde er det med til at gøre historien mere troværdig, når hovedpersonen får lov til at have så menneskelige træk og ikke bare fremstilles som offer hele bogen igennem. Det er heller ikke bogens hensigt – at fremstille jøderne som ofre – selvom bogen bestemmer ikke holder igen med at vise de barske sider ved krigen og livet/døden i kz-lejrene. Hvordan det spinkle håb gang på gang blev knust for atter at spire frem, når der bød sig en lejlighed til det.

Der er en meget stærk vilje til overlevelse blandt en del af bogens hovedpersoner, og deres evne til at fremstå som værdige og civiliserede mennesker trods de ydmygende og usle forhold, de udsættes for, kræver respekt. Hvordan de gang på gang får forhandlet sig frem til lidt at spise og atter snyder døden – eller blot er heldige og ikke bliver sendt i gaskamrene den dag.

Det er skræmmende og sørgelig læsning, men det er også en vigtig brik i fortællingen om 2. Verdenskrig, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse bogen, hvis du vil have et indblik i de grusomheder, som blev begået under 2. Verdenskrig.

Fra det triste til det mere humoristiske – jeg læste en anden politisk tegneserie næsten samtidig med ‘Maus’, og for dem, der er til politisk satire, er denne and en kendt figur. Arne And vendte tilbage i 2006 med albummet ‘Genopstandelsen’ efter ca. 10 års pause, og det var en nyhed, der glædede mig. De tidligere Arne-album byder på mange herlige sarkastiske og spydige kommentarer til den svenske/nordiske/vestlige levevis og det hykleri, som den fandenivoldske, drikfældige, mavesure og socialistiske and gang på gang slår ned på – først og fremmest verbalt.

Der er samfundskritik og bitterhed for alle pengene, men er det lige så rammende og sjovt som de gamle albums? Desværre ikke. Der er for megen tomgang, for få nuancer og en irriterende mangel på selvironi, som den gamle Arne ellers ikke manglede og derfor tit var med til at give serien den gnist, som gjorde den sjov og spydig. Den nye Arne er først og fremmest en sur, middelaldrende mand, og den slags skal rumme en vis portion humor og selvironi for ikke bare at blive en ligegyldig og trist eksistens.

Jeg har dog ikke afskrevet Arne helt, og jeg regner med at læse flere af de nye albums ved en senere lejlighed, men det er stadig de gamle albums, som står stærkest.