Før jeg lukker øjnene

Da jeg faldt over denne bog på netlydbog.dk, lånte jeg den straks, for det var en kærkommen lejlighed til at høre en af de bøger fra min frygtelig lange liste over bøger, jeg gerne vil læse.

‘Før jeg lukker øjnene’ er skrevet af S. J. Watson og handler om Christine, der har mistet sin hukommelse. Hver morgen vågner hun op og kan ikke huske, hvem hun er, hvor hun er og hvem manden i sengen er. Hver morgen må han så forklare hende, at han er hendes ægtemand, at hun hedder Christine, og at hun har haft hukommelsestab i mange år. Det er en skæbne, som de færreste ønsker sig, og Christine er da også dybt frustreret. I al hemmelighed mødes hun løbende med en psykiater, der gerne vil hjælpe hende til at genvinde evnen til at huske, og han opfordrer hende til at skrive dagbog, så hun ikke skal starte på bar bund hver morgen. Stille og roligt er det med til at opbygge Christines selvtillid, og hun begynder at opdage forskellige detaljer i de ting, som folk fortæller hende, der ikke stemmer overens med oplysninger, som de gav få dage forinden. Noget er galt, og Christine arbejder stædigt på at finde ud af, hvad det er… 

Bogen er skrevet, som om det er Christines dagbog, læseren følger, men en del passager er ikke særlig dagbogsagtige, og forfatteren kunne sagtens have udnyttet denne form langt bedre.

Historien er spændende og skaber allerede fra start en fin, paranoid stemning. Desværre bliver det også hurtigt tydeligt, hvor fortællingen vil bevæge sig hen, og det er ærgerligt, for noget af fornøjelsen ved at læse spændings- og krimibøger er at sidde og gætte med på, hvad der mon er sket, og hvem der er den skyldige. Men den er velskrevet og giver én lyst til at læse videre – også selvom der er enkelte steder, hvor den bliver lidt langtrukken, fordi den står i stampe.

Det er ikke et stort værk, men den har en fin underholdningsværdi, og jeg kan godt lide konceptet med hukommelsestab. Den er dog på ingen måde plotmæssigt i nærheden af historien fra Memento, hvor du virkelig blev revet rundt og havde svært ved at regne ud, hvad der nu ville ske.

Fanny Hill

I forbindelse med alle de artikler, pressen har skrevet om ‘Fifty Shades’ den senere tid, er jeg flere gange stødt på kommentarer om, at ‘Fifty Shades’ er kedelig og unuanceret, og at bøger som ‘Fanny Hill’ og ‘O’s historie’ er langt bedre. Disse betragtes også som klassikere inden for erotiske bøger, og jeg tænkte, at det måske var en meget god idé at læse en af dem for at kunne sammenligne den med stilen i ‘Fifty Shades’.

‘Fanny Hill’ er skrevet af John Cleland i 1748 og handler om den unge og naive pige, Fanny, som rejser til London for at søge lykken. Bag sig har hun et ulykkeligt forhold, men hun er snart ombejlet igen, for hun ender hos bordelejeren, Madame Brown. Fannys søde, uskyldige væsen og smukke ydre gør hende meget eftertragtet, og snart er hun en af de mest populære glædespiger i byen. Men hendes hjerte tilhører kun én…

Bogen har en helt anden lidenskab end ‘Fifty Shades’, og mange scener emmer af nydelse. Det bliver dog også en anelse ensformigt i længden, og af samme grund kan jeg anbefale, at du læser den over længere tid.

Historien er i sig selv en provokation – også i dag – eftersom den beskriver en prostituerets liv, hvor der i højere grad fokuseres på glæde, munterhed og sanselighed – frem for forargelse, armod og skam. Det bliver ind imellem lidt for sukkersødt og poleret, men ellers er det interessant at opleve denne vinkel, for den hører sig til sjældenhederne.

En af de mest interessante ting ved bogen er dog at tænke på, hvornår den er skrevet. Der herskede en anden form for frisind i forhold til sex den gang – ikke helt så frit som bogen lægger op til, for den blev forbudt i sin tid – men i hvert fald friere end i 1800-tallet.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg heller ikke fandt denne historie synderlig interessant. Fanny er en alt for naiv og eftergivende person til min smag, og jeg endte flere gange med at blive irriteret over hendes reaktioner. Noget af det er selvfølgelig også et spil, hun kører med kunderne, men det var slet ikke mig.

Jeg vil til gengæld rose oplæseren, som gav historien den helt rigtige muntre og lidenskabelige tone, og derfor vil jeg også anbefale denne historie som lydbog.

Spillets by

Jeg har modtaget denne bog til anmeldelse, og jeg var glad for at blive kontaktet, for jeg har længe tænkt på at læse noget af Lise Bidstrup.

‘Spillets by’ foregår i en fremtidsverden, hvor samfundet består af kolossale bygninger, der samtidig fungerer som en hierarkisk inddeling af befolkningen med de fattige nederst og de rigeste øverst. Her følger vi den unge pige, Kimo, som bor med sin familie på det næstøverste niveau i den rige del af verden. Kimo er dog ikke specielt lykkelig og føler, at der bør gøres noget – at samfundet ikke er retfærdigt. Det er dog ikke en verden, hvor det er tilladt at kritisere systemet åbenlyst, og da der ikke er nogen kontakt mellem de forskellige niveauer i samfundet, er der heller ingen grund til kritik, for det er let at opbygge fordomme om de andre samfundslag, når du alligevel aldrig har kontakt til dem.

Da der er premiere på det årlige realityshow, Rangstigen, bliver Kimo udtrukket som en af deltagerne – til trods for at hun ikke selv har meldt sig. I modsætning til resten af deltagerne, der kommer fra de nederste niveauer, har Kimo alt at tabe ved at deltage i programmet, for her er kun én vinder – den deltager, der står som den sidste overlevende i slutningen af programmet. Det bliver en kamp for at overleve, men Kimo får pludselig hjælp fra en uventet side…

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, handlingen flyder rimelig jævnt, og bogen er hurtigt læst. Jeg synes dog, at det er ærgerligt, at den minder så meget om en af de store bestsellers, nemlig ‘The Hunger Games/Dødsspillet’. Der er rigtig mange ligheder – begge har en kvindelig hovedperson i en dystopisk verden med et forskruet og dominerende system, der undertrykker borgerne – blandt andet gennem et reality-program, hvor børn skal slå hinanden ihjel for at vinde. Sideløbende er der en hemmelig oprørsgruppe, som forsøger at bruge hovedpersonen til at vinde frihed til borgerne. Det er sådan set en spændende historie – jeg føler bare, at jeg har læst det hele før, hvor der bare er færre nuancer i denne udgave. 

Der er dog også et par overraskelser, og for ikke at ødelægge din læseoplevelse, hvis du har planer om at læse ‘Spillets by’, så vil jeg ikke røbe dem her. Men forklaringen på opbygningen af samfundet var anderledes og udmærket beskrevet. 

Hvis du savner bøger i stil med ‘The Hunger Games’, så vil du sandsynligvis kunne lide denne bog. Har du allerede læst Hunger-trilogien og ikke vil læse mere af det samme, så er ‘Spillets by’ ikke noget for dig.

Teater: Dracula og The Woman in Black

Foto: Mastodonterne / Jan Iversen.

I løbet af de sidste par uger har jeg været i teatret to gange, og begge gange stod det på fortolkninger af kendte bøger.

Dracula opføres netop nu af Mastodonterne i Tivolis koncertsal, og senere på året opføres stykket også i Hillerød. Stykket er ikke egnet for børn, og det skyldes, at stykket er kraftigt inspireret af Francis Coppolas fortolkning af Dracula. Den er noget mere saftig end handlingen i Bram Stokers Dracula, men ikke desto mindre er den fortolkning, som folk ofte tænker på pga. filmen.

Og ja, forestillingen var da også på en række punkter langt mere sanselig og erotisk, end de Mastodont-forestillinger, jeg ellers har set. Der var et par scener, hvor de kvindelige vampyrer for alvor foldede sig ud, og det var bestemt underholdende – men mindre kunne også have gjort det, for de behøvede ikke at åbne blusen for at udstråle erotik.

Der var scener, der fungerede rigtig godt – og der var scener, der ikke gjorde. De bedste scener var ofte dem, hvor der var mange skuespillere på scenen, for Mastodonterne er rigtig gode til at skrue fantastiske fællesscener sammen. Af samme grund var kroscenen og Lucys dødedans både flotte og overbevisende, men scenen hvor Jonathan Harker møder vampyrpigerne var nu også sjov og over the top på samme tid.

Der var desværre også scener, der ikke helt fungerede – eller var overflødige. For eksempel var insektsangen på galeanstalten fjollet og ligegyldig – og spildt på et talent som Tonni Stemann, der spillede den gale Renfield. Jeg var heller ikke så begejstret for den ret romantiske og forsigtige fortolkning af Dracula. Jeg savnede et mere dæmonisk udtryk – mere ondskab og bid (pun intended). Der var for meget føle-føle og nu skal vi også have ondt af Dracula og for lidt hensynsløshed.

Men overordnet en udmærket forestilling, hvor der i den grad sprøjtes med teaterblod og dræbes statister i et væk. Mastodonterne har valgt at lægge et par af sangene op på Youtube, og du kan høre en af forestillingens bedste, “Livet i dit blod”.

Da jeg var i London for nylig, skulle vi selvfølgelig også i teatret. Vi endte med at se The Woman in Black, som er bygget på romanen af samme navn. Det er en horrorhistorie, der byder på skygger, genfærd, skrig og krybende rædsel, og forestillingen er ret enkelt opsat. Der er to skuespillere og en enkelt statist, og de bærer let og elegant hele historien. Med simple virkemidler formår de at skabe en nærmest filmisk oplevelse, som er dyster, gribende og meget noir.

Forestillingen ligger temmelig langt fra de overdådige musicals, som vi ellers overvejede at se, men det var fedt at se, hvordan to skuespillere i den grad kunne fylde scenen og fortrylle én med den dramatiske og nervepirrende historie. Uhyggen var ind imellem lidt påtaget, og der var flere billige tricks mht. at dramatisere og skræmme, men overordnet slap de nu meget godt fra det.

Hvis du er frisk en solid teateroplevelse med plads til uhygge en dag, hvor du kommer til London, så bør du overveje at se den.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=eWpW9kZXLcw]

Storm Front

Dette er en af bøgerne på min liste over 20 bøger, som jeg skal læse i år, og den endte på listen, for jeg har længe ønsket at prøve denne serie, da jeg er stødt på en del anbefalinger af den.

‘Storm Front’ er første bog i serien ‘The Dresden Files’ af Jim Butcher, og serien handler om den amerikanske troldmand og efterforsker, Harry Dresden. Harry virker på mange måder som den klassiske, lidt sølle noir-detektiv og har da også samme småsarkastiske tilgang til tingene, som detektiver kan have i de dystre krimier. Harry kan så tilmed udøve magi… og det er så her, at sammenligningen med de klassiske krimier ophører, for Harry oplever lidt af hvert i dette univers, hvor magi findes, men er sjældent og ildeset. Han kæmper med at tjene nok til at betale huslejen, men heldigvis får han en del mindre sager ind, som lige kan holde hjulene kørende. Politiet får dog snart indkaldt ham til opklaringen af en blodig drabssag, hvor alt tyder på, at sort magi er involveret, og snart er Harry ikke den, der jager – men den, der bliver jagtet!

Historien fængede med det samme, og jeg kunne næsten ikke lægge bogen fra mig, før den sidste side var vendt. Hovedpersonens sarkastiske men ærlige tilgang til tingene er dejlig forfriskende, og han er langt fra perfekt, selvom han selvfølgelig er en dygtig troldmand og overlever utrolige ting. Han har – selvfølgelig – også en vis kvindetække, men han er jo ikke James Bond, så det går også galt gang på gang.

Settingen er fantastisk – det er dark urban fantasy, hvor nutidens grå og dystre betonbygninger er krydret med magi og overnaturlige væsner, så selvom hverdagsmennesket ikke er vant til magi i denne verden, så findes der både dæmoner, feer og vampyrer. Den dystre detektivverden og de overnaturlige elementer fungerer overraskende godt sammen, og det er herligt med en helt ny fortolkning af fantasy. Det når ikke op på ‘A Game of Thrones’-niveau, men det er ikke desto mindre god underholdning, og jeg har allerede købt den næste bog i serien, for jeg skal ganske enkelt have mere!

Bogshopping i London

Jeg var i London på forlænget weekend for en uge siden, og der var selvfølgelig tid til lidt bogshopping. Vi var kun et par enkelte steder, men det var riiiigeligt, for vi var i et par ganske velassorterede bogbutikker, hvor det mest gjaldt om IKKE at slæbe alle bøgerne med hjem!

Første stop var nørd-eldorado alias Forbidden Planet. Et herligt sted med MASSER af fantasy-, horror- og sci-fi bøger samt tegneserier og nørd-gadgets. Absolut anbefalelsesværdig. Der var rigtig mange fristelser, og jeg kunne sagtens have fyldt kufferten med bøger, jeg allerede ønsker mig, men der gik lidt sport i at vælge et par bøger, som jeg faldt for i selve butikken. Det blev til ‘Orcs’ og ‘The Corpse-rat King’.

Andet stop var Waterstones, som – til trods for at det var en mere ‘normal boghandel – havde en række ganske frodige hylder for fantasy- og horrorgenren. Butikken havde også hylder afsat til bøger, som var anmeldt af butikkens bogklub, ligesom der var en hylde med bøger, der var signeret af den enkelte forfatter. Her fandt jeg ‘Plague’. Der var rabat, hvis man købte to bøger, og da jeg tænkte, at det ville være godt at supplere mit engelske ordforråd med andet end fantasy-ord, så valgte jeg ‘The Snow Child’, som lød interessant ud fra bagsideteksten.

… og så købte jeg faktisk også et par et par bøger i Harrods – et overdådigt, ja nærmest vulgært magasin i London. De havde ikke specielt mange fantasy- og horrorbøger, men jeg fandt da både ‘Fool moon’ og ‘Feed’ der.

I vendernes vold

Dette er Josefine Ottesens anden bog i serien Danerriget, men den kan læses selvstændigt, da den ikke følger de samme personer. Første bog – ‘Slægtens offer’ – hørte jeg som lydbog for et lille år siden.

‘I vendernes vold’ foregår i årene 1168-71 og handler om den unge fyr, Thorbjørn, der bliver taget som træl af vendere. Da danerne senere angriber venderne, slipper Thorbjørn fri for trældommen. Han har ikke lyst til at vende tilbage til sine forældre, for han har et dårligt forhold til sin stedfar, så da han får mulighed for at blive stalddreng i Swinaborg, griber han chancen. Han drømmer om at blive ridder, men han har hverken penge eller et godt slægtsnavn, så det bliver svært. Han er dog indstillet på at kæmpe for det – bogstaveligt talt.

Ligesom den første bog i serien så hørte jeg også denne bog som lydbog, og desværre var det den samme oplæser, der var brugt til fortsættelsen. Denne gang blev jeg så irriteret over oplæsningen, at jeg gik på netlydbog.dk for at finde ud af, hvem det var – og så opdagede jeg, at det var forfatteren selv! Det overraskede mig meget, for den træge og triste oplæsningsstil er slet, slet ikke en, jeg forbinder med forfatteren, og jeg synes, det er synd at bruge den, for jeg var lige ved at droppe bogen alene på grund af oplæsningen!

Når det så er sagt, så er bogen noget mere positiv, end stemningen lægger op til i forbindelse med oplæsningen. Der er selvfølgelig en række udfordringer, som hovedpersonen må kæmpe med, men den er langt fra så dyster, som serien ‘Historien om Mira’ til tider var.

Opbygningsmæssigt var der ikke så meget nyt at komme efter – jeg havde i hvert fald en følelse af at have læst historien før, og jeg synes stadig, at Mira-serien er det bedste, jeg har set fra den forfatter.

Men det er en ligetil fortælling, så trænger du til en historisk inspireret bog med gode, sunde værdier, så er den måske noget for dig.

Læser du biografier?

Jeg opfatter mig selv som næsten alt-læsende, selvom jeg har klare favoritter, når det kommer til genrer. Generelt er jeg rimelig god til at udfordre mig selv og prøve nye forfattere eller genrer af, men der er også enkelte genrer, som jeg næsten aldrig kaster mig ud i.

En af disse er biografier. Det er utrolig sjældent, at jeg læser den type bøger. Jeg har ikke rigtig tiltro til genren og har en mistanke om, at man i mange tilfælde får et pyntet billede af, hvordan personens liv har været. Samtidig er det også sjældent, at jeg dyrker en (kendt) person så meget, at jeg har lyst til at læse vedkommendes livshistorie, men det kan være, at jeg skal gøre noget ved dette – for eksempel ved at inddrage mindst én biografi i næste års bogudfordring til mig selv.

Hvad med dig – læser du biografier? Og kan du evt. anbefale en god biografi og gerne fortælle, hvorfor netop denne biografi er interessant?

Ekstremt højt og utrolig tæt på

Jeg har været meget i tvivl om, hvad jeg skulle skrive i denne anmeldelse, for jeg fik en noget anderledes oplevelse, end jeg havde forventet.

‘Ekstremt højt og utrolig tæt på’ handler om den intelligente 9-årige dreng, Oskar Schell, som mistede sin far under terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Oskar finde en nøgle, som han tror kan hjælpe i at finde ud af mere om farens død, og Oskar begiver sig snart på en rejse rundt i New York for at finde frem til steder eller personer, som kan hjælpe ham til at løse gåden. Rejsen bliver ikke kun fysisk – fortællingen krydres også med fragmenter fra bedstefarens og bedstemorens liv og samler dermed op på hele familiens historie.

Da jeg gik i gang med at høre denne bog som lydbog, blev jeg straks advaret af en anden om, at denne bog først og fremmest skal læses – ikke høres! Bogen indeholder nemlig en række grafiske elementer, som ikke fremgår af lydbogen, og dermed mister historien ikke alene noget af sin charme – der er også pointer, der går tabt, fordi de grafiske elementer mangler. Det er muligvis en af grundene til, at denne bog slet ikke fangede mig så meget, som jeg havde forventet. Jeg har ellers læst mange positive anmeldelser af bogen, men den magi oplevede jeg desværre ikke.

En anden – og væsentlig – grund til, at jeg ikke blev så betaget af historien, var de (lange) passager med fortællinger fra bedsteforældrenes liv. De kapitler interesserede mig ikke rigtig, og jeg kunne ikke vente med at komme tilbage til Oskars historie – det var jo ham, der var hovedpersonen i mine øjne.

Oplevelsen ligger så langt fra, hvad jeg havde forventet, at jeg pt. overvejer, om jeg skal låne bogen på biblioteket på et tidspunkt og så læse den en gang til.