De bedste læseoplevelser i 2012

2012 har budt på mange gode læseoplevelser, og i flere tilfælde har det været med bøger, hvor jeg bagefter har spurgt mig selv om, hvorfor jeg dog ikke havde læst den noget før!? Det gælder for eksempel ‘A Game of Thrones’, som jeg har haft stående i fire år – længe for tv-serie-hypen – og som jeg bare ikke kunne tage mig sammen til at læse, fordi den var på 900 sider. Heldigvis var den en af de bøger, som kom på min liste over 20 bøger, jeg skulle læse i 2012, så læst blev den – og nydt i fulde drag. Senere på året læste jeg så efterfølgeren A Clash of Kings’, som også er ganske god, og mon ikke jeg får læst tredje bog i starten af det nye år? Det bliver i hvert fald svært at vente meget længere.

Nu læser jeg ret forskellige bøger, men der er ingen tvivl om, at det er fantasy- og horror, jeg holder mest af, og det afspejler sig også i årets yndlingsbøger. Jeg fik for eksempel endelig læst ‘The High Lord’, der er tredje og sidste del i serien om troldmandslærlingen Sonya, og bogen var en værdig afslutning på en trilogi, som jeg helt sikkert kan anbefale. Jeg fik selvfølgelig også startet på et par nye serier, og her var ‘The Way of Shadows’ blandt de bedste – resten af serien er allerede købt ind, så måske når jeg at afslutte den i løbet af 2013?

Fantasy er dog mere og andet end den klassiske udgave med troldmænd og elvere, og derfor er Storm Front’ en behagelig afveksling, da historien her foregår i nutiden men med fantastiske elementer og temmelig actionramte scener. Lidt af en drengerøvsbog – og fantastisk underholdende.

Vampyrer og zombier er vendt tilbage i stor stil i litteraturen de seneste år – desværre ofte i en ret poppet og romantisk udgave som jeg ikke helt kan forlige mig med, når nu det plejer at være blodtørstige monstre (især romantiseringen af zombier er virkelig langt ude). Derfor trak jeg en af vampyrklassikerne ned fra hylden og læste ‘En vampyrs bekendelser, hvilket var et hyggeligt gensyn med Lestat. Jeg har en del af bøger af Anne Rice, som jeg endnu ikke har læst, så jeg burde egentlig smide et par af dem ind på natbordet… På zombiesiden kan forfatterne dog stadig overraske positivt, og ‘World War Z’ er til dato den bedste zombiebog, jeg har læst. Måske skyldes det, at den netop ikke er klassisk? I hvert fald er den meget stemningsfuld og en spændende måde at beskrive et zombieangreb på.

I den dystre genre var der også et par overraskelser i form af små perler, som (endnu) ikke er blevet bestsellere. Det drejer sig dels om den svenske gyser ‘Mørkeræd’, dels om debutbogen ‘Skygger fra Oktoberland’ som jeg var ret fascineret af.

Jeg har dog også læst andre genrer, og i år fik jeg også tygget mig igennem en række klassikere. Den bedste var helt klart ‘Vredens druer’, som i bund og grund er trist – men interessant – historie om depressionen i USA i 1930’erne. Det er tilsyneladende de triste historier, som påvirker mig mest, for både ‘Claras krig’ (om den lille jødiske pige Clara, der må leve skjult i en kælder under 2. Verdenskrig) og ‘3096 dage’ (om Natascha Kampuschs otte års indespærring) er blandt de bøger, der gjorde mest indtryk på mig i løbet af året.

Jeg bliver også nødt til at nævne ‘The Snow Child’, som er en lidt trist men livsbekræftende bog, som egner sig godt til de kolde vintermåneder. Kan du flaske det således, at du læser den, mens det sner udenfor, giver det lidt ekstra til læseoplevelsen.

Sidst men ikke mindst blev 2012 også året, hvor jeg kom i gang med de grafiske noveller igen, og her var ‘Maus’ helt sikkert den bog, som gjorde størst indtryk. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg har haft bogen i hånden nede på biblioteket, men har lagt den fra mig igen fordi alene forsiden gjorde mig alt for deprimeret. Det er da heller ikke en særlig opmuntrende historie, eftersom en del af handlingen foregår i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, men den er bestemt stadig relevant og tankevækkende så mange år efter.

2012 er næsten ovre, og et nyt bogår venter lige om hjørnet. Jeg ønsker jer alle et godt nytår og håber, at I får mange gode læseoplevelser i det nye år.

No Logo

Den 20. og sidste bog, der stod på listen over bøger, jeg skulle læse i år, er denne fagbog, som har stået alt for længe på boghylden og bare ventet på at blive læst. Det er en klassiker, hvis du interesserer dig for reklamer, markedsføring og mærkevarer – og ikke mindst samfundsforhold. Dette er nemlig en debatbog, der belyser flere af de imagekriser, som store mærkevarer har haft, fordi de i jagten på profit har benyttet underbetalt arbejdskraft – voksne såvel som børn – i 3. verdenslande.

‘No logo’ er skrevet af Naomi Klein og er inddelt i fire dele. I første del beskriver forfatteren, hvordan de multinationale selskaber har indtaget – eller rettere overtaget – det offentlige rum gennem de seneste årtier, så du stort set ikke kan gå nogen steder uden at se reklamer. I anden del kommer forfatteren ind på, hvordan det er lykkedes virksomhederne at snige deres reklamer og/eller produkter ind på uddannelsesinstitutioner (først og fremmest i USA), mens tredje del behandler virksomhedernes jagt på profit på bekostning af ordentlige arbejdsforhold for de fabriksarbejdere, der producerer mærkevarerne. I fjerde og sidste del dykker forfatteren ned i de kampe, der har været mellem de multinationale selskaber og interesseorganisationerne, som kæmper for at synliggøre virksomhedernes dårlige produktionsforhold for at tvinge selskaberne til at tage et ansvar og i sidste ende ændre praktik.

Det er interessant men skræmmende læsning, og du kan ikke undgå at blive påvirket af at læse bogen. Det er helt sikkert en bog, som skal få læseren til at reflektere mere over eget forbrug og ikke mindst synet på de store mærkevarer, ligesom det skal få folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan virksomheder i det hele taget bør agere. Er det virkelig værd at købe bestemte mærkevarer, hvis du ved, at de er produceret under forhold, hvor arbejderne dårligt nok kan spise sig mætte for den løn, de får? Eller hvor sikkerheden er så ringe på fabrikken, at der ofte sker dødsulykker?

Det er en bog, der opfordrer til handling og debat. Som helt almindelig person savner du dog den lette vej – en liste over virksomheder, som opfører sig ordentligt – for når du har læst denne bog, kan du godt blive en anelse desillusioneret. Hvilke virksomheder kan du egentlig stole på? En decideret facitliste ville dog hurtigt blive uaktuel, for verden ændrer sig hurtigt, og da denne bog er udgivet i 2001, så er der sket mange ting siden da. Én ting er dog sikkert – det er altid en god idé at forholde sig kritisk til de multinationale virksomheders massive indtog overalt og blive ved med at spørge ind til produktionsforholdene, så de nye lækre træningssko ikke laves på bekostning af andre menneskers helbred.

Dagdriverbanden

Jeg har læst flere af John Steinbecks bøger og vil især fremhæve ‘Vredens druer’ som en af de bedste samfundskritiske bøger, jeg har læst til dags dato. Jeg kendte dog ikke ‘Dagdriverbanden’, som jeg lånte som lydbog, men jeg læste bagefter, at det var hans gennembrudsroman fra 1935.

‘Dagdriverbanden’ er en lille fortælling om en flok dagdrivere, der lever et forholdsvis ubekymret liv, hvor de lever fra dag til dag og ikke just bruger tid på at langtidsplanlægge eller tænke over, hvordan de skal skaffe mad til dagen efter. De tænker mere på at drikke vin og have det rart. Der er dog enkelte skærmydsler blandt dem, for de er ikke altid lige gode til at udvise taknemmelighed over for dem, der bidrager mest til det søde liv, så ind imellem må venneflokken være snedige for at opretholde den gode stemning iblandt dem.

Bogen er i flere anmeldelser beskrevet som humoristisk, og den har da også lidt af den samme, skæve stil som Jørn Riels Grønlandshistorier, men jeg savner det glimt i øjet, som jeg elsker ved Riels skrøner. Jeg savner det bid og nærvær, som ‘Vredens druer’ havde, og ‘Dagdriverbanden’ kom aldrig rigtig ind under huden på mig. Den har da sine hyggelige øjeblikke, men det er nok en bog, jeg hurtigt glemmer igen, for jeg syntes ikke rigtig, der var så meget kød på den.

Har du ikke læst Steinbeck før, så start med at læse ‘Vredens druer’ – jeg synes desværre ikke, at ‘Dagdriverbanden’ har samme format som de andre bøger af samme forfatter.

De firkantede julegaver

Glædelig jul – håber I havde en dejlig aften i går!

Vi fejrede jul med and, risalamande og hvad maven ellers begærer af gode julesager, og der blev både sunget og spillet spil, inden gaverne blev åbnet.

Jeg fik en del firkantede gaver i går, hvoraf flere viste sig at være bøger, og det er jo altid godt. Der var både skønlitteratur, faglitteratur og tilmed en tegneserie, så der er nok at hygge med de kommende dage. Jeg har dog liiiige en stabel biblioteksbøger, som jeg skal læse mig igennem først 😉

Fik du bogjulegaver – og i så fald hvilke?

The Snow Child

Da jeg var i London for et par måneder siden, benyttede jeg selvfølgelig muligheden for at shoppe bøger, og en af disse var ‘The Snow Child’. Jeg mener ikke at have hørt om bogen, før jeg så den på hylden, men der et eller andet ved den, som gav mig fornemmelsen af, at her var der en god lille historie gemt.

‘The Snow Child’ er skrevet af Eowyn Ivey og foregår i Alaska i 1920’erne. Her lever det nytilflyttede, midaldrende ægtepar, Jack og Mabel, et barsk liv, for det er svært at få pengene til at slå til, og den kolde vinter er lige om hjørnet. Da den første sne falder, går de udenfor om aftenen, og de fine snefnug får dem for en tid til at glemme alle sorger. I stedet morer de sig i sneen og bygger blandt andet en lille af pige af sne, som Mabel pynter med pigetøj.

Næste morgen er snefiguren og tøjet væk, og de tror først, at det er en lille lyshåret pige, som har taget tøjet fra snefiguren og derefter ødelagt den. De bliver nemlig ved med at se glimt af en lille pige, der løber mellem skovens træer, men de andre beboere i området afviser, at der lever en pige med de kendetegn på de kanter. Jack og Mabel er efterhånden i tvivl om, hvad de skal tro – hvis der ikke findes en pige på de kanter, som passer til beskrivelsen, hvem eller hvad er det så, de ser?

Dette er en bog, som er svært at lægge fra sig, når du først er begyndt. Fortællingen er meget stemningsfuld, og naturbeskrivelserne er fantastiske. Det er lige før, at du kan mærke frosten bide i kinderne, og Alaskas sne drysser ud af bogen, når du åbner den. Det er derfor også en bog, der er perfekt som hyggelæsning, mens sneen vælter ned udenfor, og jeg sørgede da også for at læse den i sidste uge, hvor sneen stadig dækkede hele Danmark.

Historien er en god blanding af en troværdig fortælling om det barske liv i Alaskas rå natur kombineret med magien fra eventyret om snepigen, der blev levende. Som læser kan du flere gange blive usikker på, om der er magi involveret eller ej, men jeg synes, at forfatteren generelt holder spændingen på et fint niveau, hvor der hele tiden er lidt tvivl om, hvem og/eller hvad pigen er.

Bogen handler også om længslen efter at have et barn – en glæde, som Jack og Mabel ikke har haft, selvom de altid har ønsket sig børn – og historien bliver dermed ikke blot en kærlighedserklæring til den lille snepige men også et billede af frygten for at miste den eller dem, du holder af.

Det er på mange måder en livsbekræftende historie, som forstår at favne kærlighed, respekt, sorg, håb og ærlighed i et smukt, frostkoldt favntag. Jeg tror ikke, at den er oversat til dansk (endnu?), men den er skrevet på rimelig lettilgængeligt engelsk og bør under alle omstændigheder læses. Det er en skøn bog og en af mine bedste læseoplevelser i år.

A Clash of Kings

Jeg var meget begejstret for ‘A Game of Thrones’, så selvfølgelig var spændingen ekstra stor, da jeg skulle i gang med efterfølgeren – ville den levere samme høje niveau som den første bog?

‘A Clash of Kings’ af George R. R. Martin fortsætter, hvor ‘A Game of Thrones’ slap, og syntes du, at første bog havde masser af intriger, hvor de onde fik lov til at le ondt og længe, så kan du forvente mere af samme skuffe. Jeg vil ikke referere handlingen her, da det snildt kan afsløre for meget, hvis du ikke allerede har læst den første bog. Jeg vil dog sige, at titlen – ‘A Clash of Kings’ – er meget rammende for fortællingen og er i det hele taget det bærende element i handlingen.

Bogen viser dog også mere af George R. R. Martins omfattende verden, da du som læser bliver introduceret til flere egne og ikke mindst flere hovedpersoner, som du skal holde styr på. Det betyder, at der ind imellem kan gå lang tid mellem kapitlerne med dine yndlingspersoner, og det er en af udfordringerne ved at læse denne serie – der er rigtig mange personer at holde styr på, men ‘heldigvis’ sørger forfatteren så også for at aflive en af dem med jævne mellemrum. Det betyder også, at han hele tiden holder læseren på dupperne, for du ved aldrig, om en af dine yndlingshovedpersoner bliver den næste, der falder for sværdet.

Som jeg skrev i anmeldelsen af den første bog, så er dette helt sikkert en af de bedste fantasyserier, jeg har læst, og jeg kan kun anbefale den. Den er barsk, dyster, episk og intrigant, men der er også de små gnister af retfærdighed, der får dig til at juble og tro på, at det nok skal blive godt… i hvert fald på et eller andet tidspunkt.

Vil du vide mere om selve stilen og oplægget til serien, så læs den første anmeldelse, som jeg har linket til.

Pt. glæder jeg mig allerede til at læse den næste bog i serien, men det bliver nok først i starten af det nye år. Indtil da har jeg planer om at anskaffe mig HBO Nordic, som lige er kommet til Danmark – de viser nemlig 2. sæson af tv-serien, der bygger på disse bøger, og det har jeg længe glædet mig til. 2. sæson udkommer nemlig først på dvd til marts næste år, og så længe har jeg ikke lyst til at vente, nu hvor jeg lige har læst bogen.

De frie kvinders klub

Jeg eksperimenterer pt. på lydbogsfronten og får hørt en del genrer, som jeg normalt ikke beskæftiger mig med. Det giver dog også ret blandede oplevelser.

‘De frie kvinders klub’ af Elsebeth Egholm er historien om fire kvinder, der var tætte veninder i starten af 1980’erne. Her dannede de De Frie Kvinders Klub og drømte om fremtiden, men lidt efter lidt gled de fra hinanden. Det er først knapt tyve år efter, da den ene af dem begår selvmord, at de resterende tre mødes igen. Veninderne forstår ikke, hvorfor hun har taget sit eget liv. Kunne de have gjort noget anderledes? De begynder at grave i fortiden, og blandingen af flashbacks til ungdomsårene og deres opklaringsarbejde begynder så småt at danne et billede af, hvorfor veninden tog sit liv. 

Jeg havde nok forventet… eller måske frygtet… lidt mere feel good-stil over denne bog, så den krimiagtige tilgang overraskede mig. En traditionel krimi er det ikke, men jeg kan egentlig godt lide opklaringsarbejdet, selvom det samtidig også er en anelse påduttet – det virker ikke helt troværdigt, at veninderne gør så meget ud af det, når de ikke har været særlig tæt i mange år.

Starten er noget sløv, men handlingen bliver stille og roligt bygget op til en fin lille historie. Et stort værk er det ikke, men som afslappende ferielæsning er den ok.

Metro 2033

Jeg er næsten igennem listen over de 20 bøger, som jeg ville læse i år. Den næstsidste bog på listen, ‘Metro 2033’, er skrevet af Dmitry Glukhovsky og startede oprindeligt som et blogeksperiment, der nu er udgivet i bogform – og i øvrigt fulgt af et computerspil og måske også en film over samme historie.

Handlingen foregår i Rusland i år 2033, hvor atomkrigen har hærget Jordens overflade og har gjort den ubeboelig. Nogle få tusinde mennesker lever dybt under jordoverfladen i Moskvas metrosystem, hvor de forsøger at overleve sære væsner – og hinanden. Egoismen har ramt menneskeheden som en hård knytnæve, og der er ofte kampe mellem beboerne på de forskellige metrostationer.

Da den nordligste station bliver angrebet og står til at falde, bliver den unge Artjom nødt til at handle, så angrebet ikke spreder sig til resten af metrosystemet. Det bringer ham ud på en farefuld færd gennem de lange tunneler, hvor han møder mange sære fraktioner og andre ubehageligheder, og han skal hele tiden tage sig i agt, så han ikke er den næste, der bliver dræbt.

Bogens postapokalyptiske tema er interessant, og forfatteren forstår at skabe en dyster og ubehagelig stemning, hvor du kan mærke de golde, triste og mørke tunnelgange, der truer med at sluge dig helt. Hele grundtanken med, at menneskene har søgt tilflugt i de dybe metrogange, da bomberne faldt, er troværdig og godt tænkt, men der er samtidig også flere huller i troværdigheden. Først og fremmest er der adgangen til mad. Selvfølgelig spiser de ikke særlig varieret, og det er også ret begrænset hvor meget mad, der er i det hele taget, men jeg synes alligevel, at det er imponerende, at flere tusinde mennesker kan overleve i metrosystemet i så mange år på en diæt, der primært består af stegte rotter og svampe, der er dyrket i metroen. Samtidig er der brugen af patroner som betalingsmiddel. På den ene side ganske logisk og på den anden side en kende utroværdigt, for hvor mange patroner kan der efterhånden være tilbage efter næsten 20 år under jorden? Især i betragtning af hvor tit, der er kampe mellem stationerne eller angreb fra væsnerne.

Det var dog først og fremmest de forskellige fraktioner, der irriterede mig i den første halvdel af bogen, for det virkede lidt for klassisk, at der skulle være forskellige (fanatiske) religiøse grupper, nazister m.m., og det var i det hele taget en alt for let løsning. Her var anden halvdel langt mere spændende, for her eksperimenterede forfatteren mere og skabte i højere grad sit eget univers.

Historien har fået kritik for at være lidt langtrukken, og det er jeg til dels enig i, for der er steder, hvor tempoet er noget trægt. Jeg synes dog primært, at det er et problem i den første halvdel af bogen, for er du først kommet et par hundrede sider ind i bogen, bliver tempoet mere jævnt og flydende, og historien folder sig for alvor ud og tager fart, indtil du når frem til den – lidt overraskende – slutning.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for bogen, som jeg havde håbet. Den havde visse svagheder, og især i starten skulle jeg vænne mig til den lidt træge fortællestil, men den har også sine kvaliteter, og jeg har altså en svaghed for postapokalyptiske bøger, så mon ikke jeg skal læse efterfølgeren til denne bog? Især fordi jeg er spændt på, hvad der skal ske i den.

De fremmede – og andre fortællinger

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren bag denne lille novellesamling og spurgt, om jeg havde lyst til at læse den, og efter lidt betænkningstid sagde jeg ja. Det er sjældent, jeg støder på en god novellesamling, for det kræver som regel en ret god forfatter at skrive en kort og interessant historie, så det er ikke så tit, at jeg selv opsøger novelle-mediet. 

‘De fremmede…’ indeholder fire noveller, hvoraf den ene kun fylder én side og næsten minder mere er et moderne digt end en decideret novelle. Novellerne er dagligdagsfortællinger, som pludselig tager en (uventet) drejning og ender i absurde og sorte situationer, hvor det overnaturlige pludselig kigger frem og tager en bid af virkeligheden!

Historierne er ret forskellige, og den første – og længste – historie handler om Ruben Kierkegaard – en mand, der lever et ret kedeligt og ensformigt liv, hvor han fantaserer om sex, mens han nusser rundt på sit kontorjob. Skrivestilen er meget beskrivende, hvilket ikke lige er mig – der bør skrues ned for tillægsordene, de indskudte sætninger og kommentarerne fra fortælleren, for det bliver tungt og rodet. Slutningen er på én gang interessant og lidt kluntet. Fra den første chokeffekt og til sidste punktum ville det være fint at skære et sted mellem 30 og 50% af teksten væk, så slutningen ville virke endnu mere overraskende og dramatisk.

Den anden novelle, ‘Anamnesis’, er langt bedre skrevet. Sproget flyder lettere, og historien giver et fint indblik i en flok teenageres dagligdag. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvor forfatteren vil hen med historien, for der mangler en form for afslutning på historien, og det er lidt synd.

Den tredje novelle er den føromtalte historie, der mere minder mig om et digt, og den fjerde novelle, ‘Ikke at vælge, er også et valg’ er en kort fortælling, som låner fra et af de klassiske eventyr med trolden, der sad under en bro og ventede på, at nogen ville komme forbi, som han kunne æde. Historien har den bedste opbygning af de fire, men skrivestilen bærer igen præg af (for) beskrivende passager, der gør teksten unødig tung. Men fin og elegant slutning. 

Novellerne bærer desværre præg af, at teksterne ikke har været forbi en korrekturlæser inden tryk – eller rettere, det antager jeg, at de ikke har, for der er mange stavefejl og sproglige fejl i dem. Det er ret irriterende og forstyrrende for læsningen, men heldigvis også noget, der er rimelig let at rette op på, hvis bogen skal trykkes i 2. oplag.