Huckleberry Finn

På min rejse gennem de bøger, jeg skal læse i år, er jeg nu nået til en rigtig klassiker, nemlig ‘Huckleberry Finn’. Bogen er skrevet af Mark Twain i slutningen af 1800-tallet, og den er en fortsættelse af ‘Tom Sawyer’.

Bogen handler om den unge, rebelske dreng, Huckleberry Finn, som stikker af hjemmefra og slår sig sammen med den bortløbne negerslave Jim. De begiver sig af sted på en tømmerfløde ned af Mississippi. Huckleberry Finn er ikke ligefrem en artig dreng, men han har som regel en sund retfærdighedssans og dømmekraft, og det får han brug for, eftersom de møder flere stratenrøvere og snydetampe på deres vej. Hucks snedighed og hurtige tungebånd redder dem flere gange fra dramatiske optrin, men til sidst indhenter fortiden dem.

Den gavtyveagtige dreng og den godmodige slave er et usædvanligt men hyggeligt makkerpar, som er lette at holde af. Selvom Huckleberry er lidt af en uvorn knægt, så har han en beundringsværdig evne til altid at sno sig ud af problemer, men han er ikke et dårligt menneske. Når han oplever rigtig uretfærdighed, så reagerer han, og det er med snilde og snarrådighed, at han får drejet tingene, så det er de gode, der ler til sidst.

Der er en vis feel good-stemning i bogen, selvom den også viser en samtid, hvor klasseskellene var noget anderledes end i dag. Det er en spændende rejse, det umage makkerpar begiver sig af sted på, og det bliver ikke kun en fysisk rejse men også en rejse i, hvordan menneskeheden er indrettet så forskelligt med fidusmagere og godtroende mennesker, der lever side om side med hinanden. Her er hovedpersonens betragtninger med til at nuancere historien og give læseren mere at reflektere over.

Bogen er lettilgængelig og egner sig fint til både børn og voksne. Den har helt sikkert givet mig lyst til at læse flere af Mark Twains forfatterskab.

Den afrikanske farm

Jeg er så småt gået i gang med listen over bøger, jeg skal læse i år, og blandt bøgerne på listen er Karen Blixen-klassikeren ‘Den afrikanske farm’. Jeg er blevet ret god til at bruge årets bogudfordring til at få læst de klassikere, som jeg ‘mangler’, og dette er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Jeg fandt den dog som lydbog, så den har fyldt mine ører på mange af de seneste ugers togture.

I bogen fortæller Karen Blixen om sit liv på farmen i Kenay, hvor hun boede fra 1914 til 1931. I de tre første kapitler beskriver hun livet blandt de ansatte og de gæster, hun modtog på farmen, i det fjerde er der små uddrag fra hendes dagbog, og i det sidste kapitel fortæller hun om den sidste tid på farmen.

Bogen giver et interessant indblik i forfatterens dagligdag i Afrika og beskriver levende, hvordan forholdet til de indfødte er, og hvordan de kulturelle forskelle viser sig undervejs. Sproget er selvfølgelig anderledes, da bogen er skrevet for 80 år siden, og derfor kan visse passager – med nutidens øjne – læses som bedrevidende eller nedladende. Jeg har dog ikke indtryk af, at det har været forfatterens hensigt – tværtimod har jeg indtryk af et nært og varmt forhold til en række af afrikanerne.

Det er sjældent, jeg kommenterer på oplæserne, når jeg anmelder en lydbog, men her bliver jeg nødt til at fremhæve den utrolig personlige og indlevende oplæsning, som virkelig fik mig til at nyde bogen. Jeg kunne nærmest smage det afrikanske støv og mærke solens stråler på min næse, når jeg lyttede til bogen, og oplæseren passede perfekt til bogen.

Der var dog også perioder, hvor bogen føltes lidt lang, og bogen kan ind imellem også virke lidt rodet, fordi forfatteren hopper i tid og ikke fortæller en kronologisk historie. Jeg så på et tidspunkt, at bogen er beskrevet som en selektiv selvbiografi, og den betegnelse passer meget godt, for der er en række ting, forfatteren ikke rigtig kommer ind på – for eksempel sit ægteskab. Helt overordnet er det dog hyggelig læsning, og bogen giver et fint indblik i forfatterens liv på den afrikanske farm. Forfatteren bruger ret lang tid på at tage afsked på farmen i det sidste kapitel, og selvom dette er rørende, bliver det også lige lovlig langtrukkent.

Kender du ikke til Karen Blixens forfatterskab, så det oplagt at starte med denne bog, og hvis du er frisk på at låne den som lydbog, så kan jeg bestemt anbefale den udgave.

Vampyrkongen

Jeg har en vis svaghed over for vampyrhistorier, men de seneste års Twilight-hysteri har desværre også ført en masse fesne og halvlumre vampyrbøger med sig, som jeg ærlig talt ikke har været videre begejstret over for. Der er grænser for, hvor meget man skal fortolke på vampyrer! Derfor var jeg også noget skeptisk, da jeg stødte på ‘Vampyrkongen’ af J. R. Ward, og det blev ikke bedre af, at jeg læste flere halvlunkne anmeldelser af bogen. Jeg stødte dog også på flere positive, og til sidst kunne jeg ikke nære mig og lånte den som lydbog.

Bogen er første del i serien The Black Dagger Brotherhood, og i bogen følger vi Beth, som arbejder som journalist. Hun har aldrig mødt sine forældre og ved derfor ikke, at hendes far i virkeligheden er vampyr. Da han dør, får en af de andre vampyrer – vampyrkongen Wrath – ansvaret for hende, for Beth er i fare for at dø. Datoen for hendes forvandling – fra menneske til vampyr – nærmer sig, og den vil hun næppe overleve uden hjælp fra vampyrerne. Wrath opsøger hende for at beskytte hende, men ender i stedet med at forelske sig i hende. Beths nye bekendtskab vækker dog ikke glæde overalt, og snart er politiet på jagt efter Wrath…

Bogen er bestemt anderledes end den romantiske Twilight-stil, men der er stadig visse sammenfald, som jeg ikke er særlig begejstret for. Først og fremmest er der den besidderiske attitude, som både Wrath og Beths politiven Butch udstråler og som mest af alt får dem til at ligne aggressive haner. De vil begge have Beth (for sig selv) og puster sig op, så snart en anden han viser sig. Forfatteren betegner tilmed de mandlige vampyrer som hanner, og der gøres en del ud af at beskrive vampyrerne som dyriske. Det er sådan set fint nok, men det bliver lige lovlig primitivt og klassisk-maskulint, når forholdet mellem de store stærke vampyrer og deres kvinder, som de drikker fra, beskrives. Jeg savner lidt mere ligeværd og knapt så meget ‘jeg er hannen, og derfor er det mig, der er forføreren’. Lidt mere ligestilling tak.

Der er rå mængder af sex, vold og drab, og det bliver lidt ensformigt i længden. Det får dog ind imellem modspil af en fin og små-sarkastisk humor, der er med til at afdramatisere en del af scenerne og gøre dialogen mere interessant.

Det er desværre ikke en bog, der imponerer mig synderlig meget. Det er rigtig rart, at det ikke er endnu en romantisk-føle-føle-bog, men omvendt bliver vampyrerne altså lige lovlig primitive og uinteressante i denne udgave, og overbeskyttende handyr er bare et major turn-off i mine øjne.

Er du til kærlighedshistorier, og må der godt være action, dramatik og overbeskyttende handyr involveret, så er denne bog sandsynligvis noget for dig.

Drengen der slog ihjel

Under den seneste udflugt til biblioteket faldt jeg over denne bog, hvis dramatiske bagsidetekst straks gjorde mig nysgerrig.

‘Drengen der slog ihjel’ er skrevet af Simon Lelic og foregår i en lille engelsk by, hvor et brutalt mord finder sted. Den unge pige Felicity er blevet dræbt, og mistanken falder hurtigt på hendes tolvårige klassekammerat, Daniel. Byen er i chok, og borgerne er rasende og fortvivlede over den uforståelige handling. Den lokale advokat, Leo Curtice, vælger at påtage sig forsvaret af drengen, men aner ikke hvilken hvepserede, han med den handling vælger at stikke hånden ned i, for hvem vil dog forsvare et menneske, der har begået sådan en udåd? Snart finder Leo ud af, at hans beslutning, som han troede ville fremme karrieren, tværtimod truer med at splitte familien, for mange har svært ved at acceptere, at han kan forsvare en så kynisk og grusom morder.

Bogen fokuserer på et af de få tabuer, der efterhånden er tilbage – nemlig når børn slår ihjel. Hvordan kan man forstå sådan en handling – og skal man overhovedet forsøge? Disse overvejelser er interessante, men jeg synes ikke, at bogen går nok i dybden med disse. Pludselig tager bogen fart og går i en helt anden retning, og der begyndte det at skure lidt. Der er et par ting, som ikke hænger så godt sammen, og bogen ender et helt andet sted, end jeg forventede. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg syntes, at forfatteren tog nogle underlige valg og lod et spændende bog fuse ud i et rodet miskmask til sidst.

Det er en kort bog – ca. 280 sider – og det er lige lovlig kort til et emne som dette – især når forfatteren bruger tid på andre ting i bogen, som er knapt så spændende.

Jeg er desværre ikke så begejstret for denne bog som ventet. En spændende og dramatisk opstart glider stille og roligt ud i det småforvirrende forløb, som ender ret fladt og uinteressant. Ikke en bog jeg kan anbefale. 

Cæsar – Kongers Død

Conn Iggulden har skrevet en serie på fire bind om romerrigets mest berømte feltherre, Julius Cæsar. Jeg læste den første bog i serien for flere år siden og fandt den stærkt underholdende og fængende, men siden har resten af serien blot stået og lurpasset på boghylden, og det går jo ikke. Derfor fandt jeg næste bind i serien frem, da jeg havde juleferie, og i løbet af få dage havde jeg slugt fortsættelsen.

‘Kongers død’ er som sagt anden del af serien om Julius Cæsar, og i denne bog følger vi den unge Julius på hans eventyr i Middelhavsområdet, der hærges af pirater. Julius får brug for al sin list og snarrådighed, da deres besætning overmandes af pirater og senere slippes løs igen. Hvis de skal have mulighed for at vende hjem med oprejst pande, så bliver de nødt til at få hævn, og Julius’ lederevner viser sig for alvor, da han stædigt arbejder på at samle en hær, som kan tage kampen op mod piraterne.

Tilbage i Rom er hans husstand bekymret – ikke blot for hans ve og vel men også for den politiske situation i byen, for flere kæmper i det skjulte om magten, og politikerne er ikke blege for at arrangere et lille snigmord eller to…

Conn Iggulden har skabt en sympatisk hovedperson, som langt fra er fejlfri, men som har en beslutsomhed og handlekraft, der er med til at drive historien fremad hele tiden. Der er ikke rigtig tid til at kede sig, når man læser denne bog, for der er hele tiden fremdrift, og det gør det svært at lægge bogen fra sig.

Der er en fin, venskabelig tone i bogen – måske lidt for venskabelig (og moderne) til tider – men der er heller ikke tvivl om, at de magtliderlige romere er hurtige til at snigmyrde hinanden, hvis der er en (god) anledning til det. Jeg havde dog gerne set en omgangstone, der havde virket lidt mere troværdig – jeg syntes, at mange af personerne virkede for lige i deres samtaler med hinanden.

Det er vigtigt at pointere, at dette er skønlitteratur og ikke en historisk korrekt gengivelse, og derfor skal man som læser kunne acceptere visse friheder i forhold til de historiske forhold. Når det så er sagt, så er det fin underholdning, og forfatteren forstår at servere både surt og sødt – det er ikke en rosenrød fortælling, selvom hovedpersonen har held med mange ting. 

Jeg håber ikke, at der går lige så lang tid, inden jeg får læst næste bog i serien – måske jeg skulle sætte mig for at afslutte den i år?

Body Finder

I juleferien trængte jeg til lidt let læsning som modspil til ‘No Logo’, og her faldt valget på ‘Body Finder’, som jeg faldt over på biblioteket.

Bogen handler om den 16-årige Violet, som har en særlig evne – hun kan mærke, hvor de dødes ekko og dermed også, hvor de ligger begravet/skjult. Evnen gælder ikke kun små og større dyr men også mennesker, og da hun var yngre, fandt hun frem til liget af en pige.

Violets hemmelige evne kendes kun af hendes forældre samt hendes barndomsven, Jay, som hun bruger al sin fritid sammen med. Da en morder slår til flere gange i området, tvinges hun til at hjælpe i opklaringsarbejdet, men det er svært, når hun samtidig ikke vil afsløre sin evne. Og hendes venskab med Jay knirker, for hen over sommerferien er han gået fra at være den sjove drengeven til en tiltrækkende ung mand, som hun forelsker sig mere og mere i – men han har tilsyneladende mere øje for en af de andre piger på skolen.

Oplægget lød ret traditionelt – ung pige har særlig evne og har samtidig kærlighedskvaler – men bogen viste sig heldigvis at overraske positivt. Den overnaturlige evne er interessant og er en vigtig del af handlingen, og jeg kan godt lide, at hun forsøger at skjule den – i stedet for, at evnen skal være med til at udstille hende som en freak og særling. Hun prøver at leve et ret normalt liv, men ser sig nødsaget til at bruge sin evne til at redde andre, da morderen for alvor begynder at hærge.

Vi slipper også for det klassiske trekantsdrama, som alt for mange ungdomsbøger er indsyltet i lige for tiden. Hun er interesseret i én fyr, og han virker tilmed rimelig normal og sød. Deres forhold er ret hyggeligt og rimelig troværdigt.

Bogen er samtidig forholdsvis kort – under 350 sider – og det passer fint, for der er ikke lige så megen udenomssnak i denne bog som i mange andre bøger i samme genre, men krimidelen måtte gerne have fyldt mere. Det går lige lovlig hurtigt til sidst, og det er synd, for afslutningen kunne sagtens have været mere elegant.

En udmærket lille bog for dig, der er paranormale ungdomsbøger, men som trænger til noget andet end de sædvanlige Twilight rip-offs.

Teater: Bliktrommen

I går smuttede jeg i teatret med en god ven for at se teaterudgaven af klassikeren ‘Bliktrommen’. Jeg læste Günter Grass’ bog for flere år siden, og den gjorde et stærkt indtryk på mig.

Det er historien om den lille dreng Oskar, der på sin tre års fødselsdag beslutter sig for, at fra den dag af vil han ikke vokse så meget som én centimeter mere! Han iscenesætter et fald ned af en trappe, og fra da af bliver han ikke højere. Oskar er en intelligent men også temmelig egenrådig og egoistisk dreng, hvis største lidenskab er den bliktromme, han fik til sin tre års fødselsdag, og da den slags ikke holder så længe, må hans forældre hele tiden sørge for at købe nye trommer til ham, for bliktrommen kan Oskar ikke undvære. Er der noget, han vil have, så er der også en god chance for, at han får det, for Oskar kan skrige så højt, at alle glas omkring ham sprænges til atomer, og han forstår at bruge sit våben snedigt.

Thure Lindhardt har den altdominerende rolle som Oskar, der både er hovedperson og historiefortæller på én gang. Han har en fantastisk evne til at skifte fra den uskyldige mine og over til det lumske smil som det naturligste i verden, og han er et godt valg til hovedrollen. Resten af castingen fungerer også upåklageligt, og jeg var i det hele taget imponeret skuespilpræstationerne. Især Sonja Richter som moderen var et fund – hun var meget udtryksfuld og troværdig i rollen som den bekymrede mor.

Til gengæld haltede det lidt med balancen i stykket, for der var flere gange, hvor der var for meget falde-på-halen-komedie og for lidt af den smerte og grimhed, som gør ‘Bliktrommen’ så fascinerende i første omgang. Det er lidt for pænt og for kontrolleret på scenen, og selvom historien har visse sjove elementer (fordi den til tider er så grotesk), så blev forestillingen også lidt for pjanket ind imellem. Det er synd, for det betyder samtidig, at flere scener ikke bliver så hjerteskærende eller tragiske, som de ellers kunne (læs: burde) være.

En af de ting, jeg elsker og beundrer ved teater, er de fantasifulde løsninger mht. scenografien, og dette stykke var ingen undtagelse. Med meget få virkemidler lykkes det at skabe illusionen om den tre-årige Oskar (til trods for at han blev spillet af en voksen), ligesom få rekvisitter kan være med til at skabe illusionen om et helt nyt sted i fortællingen.

Alt i alt en god forestilling, som er et fint bud på en fortolkning af ‘Bliktrommen’. Men husk også at læse bogen, for det er med rette en klassiker.

Forestillingen går på Betty Nansen Teatret frem til den 2. februar.

Yacoubians Hus

I min jagt på nye, spændende lydbogsoplevelser faldt jeg over denne bog, som var ret populær for fem-seks år siden.

‘Yacobians Hus’ er skrevet af Alaa Al-Aswany og handler om en række mennesker, der bor i det moderne Egypten. Handlingen foregår i Cairo, hvor den smukke bygning, Yacobians hus, ligger, og den er hjemsted for ret forskellige personer – lige fra rigmænd og til de fattige arbejdere, som bor på tagetagen. Det er deres hverdag med op- og nedture, der flettes sammen til en historie om kærlighed, penge, magt, korruption og søgen efter lykke.

Jeg blev først og fremmest en kende overrasket over den til tider ret direkte og frimodige fortælling, som både indeholdt sex og voldtægt i en grad, jeg ikke havde forventet i en bog om livet i Cairo. Måske lidt naivt af mig, men bogen er ret direkte og ærlig på det punkt, hvilket både er fascinerende og forfriskende. Den giver et spændende og lidt anderledes indblik i det egyptiske samfund, som jeg desværre ikke kendte så meget til, inden jeg begyndte på bogen.

Som læser møder du en række personer i bogen, og her savnede jeg ind imellem et lidt bedre overblik over dem. Det blev lidt rodet fortalt, og her havde jeg haft en fordel, hvis jeg havde læst bogen i stedet for at høre den som lydbog, for så kunne jeg lettere bladre tilbage for at genopfriske, hvem de forskellige personer var.

Det er en fortælling om mennesker og de kompromisser, som de søger for at opnå egne mål – ind imellem på bekostning af andre. Det er også en historie om dobbeltmoral og om, hvor megen magt penge kan give dig i et samfund som det egyptiske, men det er også en bog, der indeholder håb, kærlighed og viljestyrke.

Bogen blev filmatiseret for et par år siden, og jeg tror, jeg vil se den på et tidspunkt for at få genopfrisket historien. Jeg blev desværre ikke helt så grebet af historien, som jeg blev, da jeg læste ‘Drageløberen’, men sidstnævnte er også ret barsk og samtidig meget rørende, så det er ikke så mærkeligt.

Årets bogudfordringer

I år har jeg valgt at deltage i Boghundens bogudfordring, hvor temaet for 2013 er 12 forfattere (efter eget valg). Efter en del grublen har jeg valgt følgende 12 forfattere og samtidig også de værker, som jeg vil læse i løbet af det næste års tid.

12 forfattere
Mark Twain: Huckleberry Finn
Ray Bradbury: Fahrenheit 451
Karen Blixen: Den afrikanske farm
Robin Hobb: Assassin’s Apprentice
China Mieville: Kraken
Milan Kundera: Tilværelsens ulidelige lethed
Salman Rushdie: Det sataniske vers
Paulo Coelho: Alkymisten
A. Conan Doyle: Et studie i rødt
Tom Kristensen: Hærværk
Maria Helleberg: Rigets frue
Jakob Ejersbo: Liberty

24 bøger
Sidste år lavede jeg en liste over 20 bøger, jeg skulle nå at læse i løbet af året, og i år har jeg valgt at udvide dette til at omfatte 24 bøger, så udover de ovenstående bøger vil jeg også læse disse 12:

Miguel de Cervantes: Don Quijote
Anne Frank: Anne Franks dagbog
Lars Halskov og Jacob Svendsen: Et land i krig
Markus Zusak: Bogtyven
Humphrey Cobb: Ærens vej
Scott Westerfeld: Uglies
A. Silvestri: Pandaemonium
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard
Vanessa Diffenbaugh: Blomsternes hemmelige sprog
Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten
Neil Strauss: Spillet
Maria V. Snyder: Poison Study

Ligesom ved bogudfordringen for 2012 har jeg samlet en god blanding af klassikere og nyere bøger, og jeg har ret høje forventninger til en del af bøgerne, så jeg håber, de kan leve op til dem.