Odins labyrint

De seneste måneder er jeg stødt på flere begejstrede udtalelser om denne bog, så til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed og reserverede den på biblioteket.

‘Odins labyrint’ er skrevet af Mads Peder Nordbo og handler om den unge Mathias, der studerer sproghistorie og runer. Han inviteres til London af den meget gamle og småmystiske Whitmore for at undersøge en række detaljer ved runernes historie. Mathias tror først, at Whitmore kender til hans interesse for runer via de opgaver, som Mathias tidligere har skrevet om emnet, men det viser sig snart, at Whitmore også har andre grunde til at interessere sig for Mathias. Snart er Mathias dybt begravet i udforskningen af runernes oprindelse, og han begynder at forstå, at han ligger inde med viden, der kan ændre på den vestlige verdens opfattelse af kristendommen.

Der er flere, der har sammenlignet denne bog med Dan Browns ‘Da Vinci mysteriet’, men den sammenligning er jeg ikke helt enig i af flere grunde. Der er godt nok visse lighedstræk mht. religiøse konspirationsteorier og en vis interesse for at bevare en række hemmeligheder, men ‘Odins labyrint’ er slet ikke lige så højdramatisk, ligesom forfatteren (heldigvis) heller ikke forfalder til den irriterende vane med at lave konstante cliffhangers, som Dan Brown i den grad misbruger.

Det er rigtig interessant at læse en historie, der i den grad fordyber sig i runerne og den nordiske mytologis oprindelse, men det bliver ind imellem også ret nørdet, så det skal du være forberedt på, hvis du ønsker at læse den. Jeg kan godt lide, når skønlitteratur trækker på historisk data, men der må heller ikke gå for meget fodnoter i det, og her formår forfatteren langt hen ad vejen at holde det på et acceptabelt niveau.

Jeg er til gengæld ærgerlig over, at der både skal være en masse mystik om runerne OG om Mathias’ familieforhold. Jeg synes desværre, at de to forløb ender med at overskygge hinanden, så jeg ikke får fuldt udbytte af hverken den ene eller den anden. Så havde jeg hellere set, at forfatteren enten undlod hele fortællingen om Mathias’ herkomst, eller at denne del var den bærende, og at runefortællingen i højere grad blot var en undskyldning for at fortælle om familieforholdene.

Derudover er Whitmores insisteren på at dele videndelingen med Mathias op i bitte små bidder ret irriterende. Måske skyldes det, at jeg har spillet en del bordrollespil, hvor historierne ind imellem har været opbygget omkring én rød tråd, som spillerne partout skal følge, og hvor man som deltager føler, at man ikke har nogen indflydelse på historien. Whitmores opførsel giver følelsen af, at ‘nu skal jeg som læser lige holdes lidt hen, så spændingen kan forblive høj’, og det virker både ulogisk og utroværdigt. Det er en ret usædvanlig og meget mærkelig adfærd, som gør, at jeg opfatter Whitmore som en meget konstrueret person.

Der er ellers en del interessante personer med historien – personer, som har nuancer og ikke nødvendigvis er sort/hvide-karakterer. Det er rart – og i øvrigt endnu en ting, som adskiller bogen fra Dan Browns bøger. 

Der er lidt for meget (rodet) skattejagt over det, og jeg savner som sagt en mere enkel og troværdig opbygning. Men der er potentiale i materialet, så jeg er spændt på at se, hvad forfatteren kan finde på at skrive om næste gang.

Engelshjerte

På listen over de bøger, jeg har sat mig for at læse i år, står ‘Engelshjerte’ af Maria Helleberg. Den er ikke valgt så meget på grund af, hvem bogen handler om, men ud fra at jeg ville stifte bekendtskab med den flittige forfatter, som har skrevet en lang række historiske romaner om stærke kvindeskikkelser i Danmarkshistorien. Da jeg så samtidig kunne finde den som lydbog på netlydbog.dk, så hørte jeg historien på en række bus- og togture.

Romanen handler om kong Frederik den Fjerdes ‘kone til venstre’, Anne Sophie Reventlow, hvor hun ser tilbage på sit liv, mens hun sidder på Clausholm Slot, hvor hun er forvist til på sine sidste dage. Anne Sophie møder kongen ved et maskebal på Koldinghus, hvor de forelsker sig. Året efter bortfører hende, og de bliver gift ‘til venstre hånd’, da han allerede er gift med dronning Louise af Mecklenburg.

Da dronningen dør, bliver Anne Sophie ‘forfremmet’ til førstehustru og får titlen som dronning, men ægteskabet lider under barnløshed. Ganske vist føder Anne Sophie seks børn, men ingen af disse overlever, så da Frederik dør, er der Anne Sophies stedsøn, der bliver konge, og han forviser hende fra København.

Det er hovedpersonen selv, der fortæller hele historien, og den fortælleform passer rigtig fint til lydbogsmediet. Det var en ret hyggelig måde at nyde historien på, og det føltes næsten som en god ven, der fortæller om noget, som personen har oplevet. Det gjorde dog også historien en anelse monoton og triviel i længden, og det er i det hele taget ikke en fortælling, som vil lagre sig særlig længe i min hukommelse, for det var den ganske enkelt ikke interessant nok til.

Jeg overvejer dog, om ikke jeg skal læse noget mere af samme forfatter ved lejlighed, for jeg har en vis svaghed for historiske romaner, og dem er hun storleverandør af.

A Storm of Swords

Jeg har netop afsluttet tredje bog i serien ‘A Song of Ice and Fire’, som er skrevet af George R. R. Martin. Jeg har tidligere anmeldt ‘A Game of Thrones’ og ‘A Clash of Kings’.

Bogen er delt op i to paperbacks (i hvert fald i den udgave, som jeg har læst) og fortsætter, hvor ‘A Clash of Kings’ slap. Af samme grnd vil jeg ikke referere handlingen her, da det vil afsløre for meget.
Til gengæld vil jeg godt røbe, at der er action og intriger for alle pengene! Der er højforræderi og vendekåber, trukne sværd og tænders gnidsel, og det er meget passende af anden del af bogen hedder ‘Blood and Gold’. Nu er forfatteren ikke ligefrem kendt for at holde hånden over sine hovedpersoner, og denne bog er ingen undtagelse. Der sker en hel del drastiske ting, som både chokerer – men som også bringer handlingen frem og lader nu intriger og forbund opstå.

Jeg syntes, at den foregående bog, ‘A Clash of Kings’, var god, men ‘A Storm of Swords’ er bedre. Der er ikke blot action og intriger i et omfang, så du næsten glemmer at trække vejret, mens du læser, men en lang række af hovedpersonerne får også lov til at udvikle sig – enten i positiv eller negativ retning. Forfatteren forstår at lægge så mange lag ind i personlighederne, at de bliver ved med at være interessante, og det er med til at sende historien i en helt ny retning hver gang.

Det er en barsk bog – især hvis du ‘holder med de gode’ – men selv midt i alt elendigheden er der små lysglimt af retfærdighed og håb. Du skal bare ikke forvente, at du kan regne ud, hvordan det går i denne bog, for selvom jeg godt havde luret et par af tingene, så var der også et par episoder, som fik mig til at måbe og ryste på hovedet.

Jeg har tidligere nævnt det, og jeg nævner det gerne igen – denne serie er blandt mine yndlings-fantasyserier, og hvis du blot er den mindste smule til fantasy og/eller højintrige og action, så bør du læse denne serie. Se evt. tre-fire afsnit af tv-serien Game of Thrones først, hvis du ikke er helt overtalt. Den første sæson i serien lægger sig meget tæt op af handlingen i den første bog i serien.

 

Alkymisten

Jeg er godt i gang med at tygge læse mig igennem den liste af bøger, som jeg har sat mig for at læse i år. For nylig nåede jeg til ‘Alkymisten’, som er skrevet af Paulo Coelho.

Bogen handler om den andalusiske fårehyrde, Santiago, som drømmer om at finde en af verdens rigeste skatte. Han rejser derfor fra Spanien og videre til Egypten, hvor han møder Alkymisten, og det bliver et møde, som Santiago ikke glemmer.

Det er en kort bog på 172 sider, men historien indeholder alligevel megen visdom og tankevækkende betragtninger. Jeg har læst flere kritiske kommentarer om bogen, hvor folk har ment, at historien var lige lovlig letkøbt og lommefilosofisk, og selvom jeg ikke helt vil afvise det, så var det alligevel en positiv oplevelse.

Det er en bog, som du skal have tid til, og som du kan nyde i fred og ro. Ikke fordi den er specielt kompliceret, men fordi det er en historie, der gerne må trænge sig ind i hjertet og sætte sig fast. Det er muligvis banal livsfilosofi, som bogen rummer, men det skader nu ikke at få det gentaget ind imellem.

Derfor: kan du lide bøger som ‘Den lille prins’, så bør du overveje at læse denne bog. Her kommer du med på en rejse, der byder på alt, hvad hjertet begærer af håb, drømme, kærlighed og tro.

Laya

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren til denne bog og spurgt, om jeg havde lyst til at læse en fantasybog, der er rettet mod børn i alderen 10-16 år. Nu foretrækker jeg voksen-fantasy, men der findes også en del gode fantasybøger til børn, så det var en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med en ny forfatter.

‘Laya’ er skrevet af Jon Brændsgaard Toft og handler om pigen af samme navn, som stammer fra en verden fuld af magi. Hun ender dog ved et uheld i ‘vores verden’ sammen med den talende kat Fritz, og de forsøger at finde en måde at komme tilbage til deres vante verden uden at vække alt for megen opsigt.

Dette er en hyggelig bog, men jeg tror, at den egner sig bedre til 10-12-årige end til 10-16-årige. Sprogligt set er der ikke de store udfordringer, og umiddelbart vil jeg mene, at større børn (aka teenagere) vil forvente mere drama og/eller action i forhold til, hvad denne bog tilbyder.

Men som sagt er det en hyggelig bog, hvor hovedpersonerne er flinke og rare, og hvor skurkene er onde. Begge sider er dog rimelig overfladisk beskrevet, så det bliver aldrig rigtig farligt, ligesom jeg savner, at personerne har lidt flere nuancer – først og fremmest på den negative side. Jeg får ikke helt en følelse af, at personerne er levende og er med til at bære historien frem, og derfor kommer jeg heller aldrig til rigtig at interessere mig for, hvordan det går dem.  

Bogen henvender sig til et yngre publikum og ligger derfor et stykke fra, hvad jeg normalt vil kaste mig over. Jeg tror dog, at 10-12-årige vil nyde at læse denne bog, for det er en udmærket historie – den er bare lidt for simpel til min smag.

Hildegard

Da denne bog udkom i 2009, hørte jeg en hel del positivt om den, så nu var det efterhånden på tide at finde ud af, om bogen også var noget for mig.

‘Hildegard’ er skrevet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og handler om en af middelalderens stærkeste kvinder, Hildegard af Bingen. Hildegard er et lille og skrøbelig som barn, men allerede som helt lille får hun sit første syn. Hun passer ikke rigtig ind, og forældrene ved ikke, hvad de skal gøre med det mærkelige barn, så de sender hende først til adelskvinden Jutta, der kan forberede Hildegard til klosterlivet. To år senere, da Hildegard er ti år, bliver hun så sendt i kloster sammen med sin lidt ældre kusine.

Livet i klostret er et ensomt og stille liv, men Hildegard får en fortrolig i munken Volmar, og udfordrer klostrets regler, for kvinder er ilde set og bør ikke høres. Men Hildegard har sine egne meninger, og kirkens folk må snart indse, at Hildegard kan være svær at bide skeer med. 

Hildegard er en speciel person, og det fremgår ret tydeligt af fortællingen. Jeg kom dog aldrig rigtig til at holde af hende (eller med hende) i løbet af fortællingen, og det er ret problematisk, når hun fylder så meget i handlingen. Der manglede en form for sympati eller fascination, og det står i stærk kontrast til min læseoplevelse i forbindelse med ‘Det blå lys’. Jeg kan desværre ikke helt forklare, hvorfor bogen – og i særdeleshed hovedpersonen – ikke fængede, for normalt kan jeg godt lide at læse fortællinger fra/om middelalderen.

Der er skrevet en fortsættelse til bogen – ‘Hildegard II’ – som handler om resten af Hildegards liv. Jeg overvejer, om jeg skal læse den på et tidspunkt for at se, om det vil give en bedre oplevelse, men pt. er jeg desværre ikke så fristet.

Bag det evigt smukke

Jeg har fået for vane at kigge på listen over nyeste bøger, når jeg alligevel surfer på bibliotekets hjemmeside, og det er ofte ret inspirerende. For eksempel faldt jeg over denne bog, men da jeg ville reservere den, var der mange andre, der havde fået samme idé, så det tog et par måneder, inden den endelig var klar til mig.

‘Bag det evigt smukke’ er skrevet af indiskfødte Katherine Boo og foregår i nutidens Indien i et af slumkvartererne. Her lever den unge fyr Abdul af at videresælge affald, og man følger hans dagligdag og de mennesker, der omgiver ham. Der er Asha, som gør alt  for at blive leder af slummen, den etbenede og lettere vanvittige nabo, Fatima, der sætter ild til sig selv, og den unge pige Manju, der drømmer om at tage en uddannelse. Det er en fortælling fra samfundets bund, hvor drømmene lever i bedste velgående, selvom livet til tider er hårdt og uretfærdigt.

Det er en gribende historie, der bygger på forfatterens iagttagelser, som hun gjorde gennem flere måneders ophold i slumkvartererne. Dette er nutidens fattige indere, der må kæmpe mod fattigdom, manglende arbejde og ikke mindst korruption, som er ved at æde samfundet op. Her er ingen sammenhold, for her ved man ikke, at fælles gør stærk. Derfor opstår der også tit konflikter, hvor de fattige hakker på hinanden og forsøger at opnå magt eller penge ved at træde på andre fattige. Dette er både skræmmende og sørgeligt på samme tid, og har du blot en smule retfærdighedssans i dig, så vil du græmme dig over, hvordan folk kan finde på at lyve og true andre for at få en bid af (korruptions-)kagen. Bestikkelse gennemsyrer samfundet og alle magtrelationer, og du kommer ingen vegne, hvis ikke du er villig til at lægge penge på bordet.

Der er en livs- og kampvilje i denne bog, som er beundringsværdig. De fattige lider ikke af nogen fine fornemmelser og har det fint med at tjene penge på at sortere affald – også selvom det er et arbejde, der svækker helbredet og ikke just giver nogen høj status. I stedet kæmper de ikke blot for at overleve men for at opfylde de drømme, som de går med – hvad enten det drejer sig om flere penge, mere magt og anseelse, uddannelse eller noget helt fjerde.

Bogen er tankevækkende, fængslende og usentimental, og den viser en del af verden, vi i Vesten ofte glemmer. Det er blot én af grundene til, at du bør læse den – udover den mest åbenlyse: At det er en rigtig god og velskrevet bog.

Det blå lys

Jeg gør mig ikke så meget i biografier, men jeg kunne nu ikke stå for denne bog, da jeg faldt over den på en liste over nys udgivede bøger. Det er måske, fordi det ikke er en biografi i traditionel forstand men en skønlitterær bog, der bygger på videnskabskvinden Marie Curie.

‘Det blå lys’ er skrevet af Stig Dalager og beskriver Marie Curies liv fra barndomsårene i Polen og helt frem til hendes død i 1930’erne. Hun vokser på, mens Polen er besat af Rusland, men familien kæmper for at give børnene gode vilkår – ikke mindst på uddannelsesfronten, hvor Marie stræber efter at læse videre. Det kræver dog en del arbejde – og tålmodighed – før hun kan vende næsen mod de højere læreanstalter. på kærlighedsfronten går ikke alt, som hun ønsker det, men da hun møder fysikeren Pierre Curie, lægges kimen til et af de mest berømte par i videnskabshistorien, og sammen opnår de nye, spændende resultater, som overrasker og imponerer fysikverdenen.

Marie må kæmpe hårdt for at opnå anerkendelse i den mandsdominerede verden, og ofte er det Pierre der får rosen for de resultater, som Marie når frem til. Helt galt går det efter Pierres død, hvor hun på et tidspunkt indleder et forhold til en gift mand, hvis hustru hævner sig ved offentligt at fortælle om affæren, hvorefter store dele af samfundet lægger Marie for had.

Marie Curie er i mine øjne en af de mest interessante kvinder i verdenshistorien. Intet mindre. Her er en kvinde, der gjorde store videnskabelige opdagelser og som tilmed vandt nobelsprisen TO gange (en gang i fysik og en gang i kemi). Hun levede i en tid, hvor kvinderne så småt begyndte at få adgang til de højere læreanstalter og kunne stemme ved politiske valg, men det var stadig et særsyn, og hun var på mange måder en foregangskvinde og en bannerfører. Derfor måtte hun også tage den del mentale tæsk, for det er aldrig let at være blandt de første til at bryde normerne.

Det er en skønlitterær bog, og det har sine fordele og ulemper. Jeg er som sagt ikke så meget til biografi-genren, men ind imellem savnede jeg denne form, da jeg læste om Marie Curie. Flere gange tog jeg mig selv i at gruble over, om forfatteren fortolkede for meget på, hvad Marie har tænkt og følt i de enkelte situationer. Det har selvfølgelig sin charme, at den personlige/følelsesmæssige side kommer mere frem med den skønlitterære stil i denne bog, men jeg syntes også, at det forstyrrede lidt.

Bogen gav indblik i Marie Curies liv, som jeg ikke kendte til. På den videnskabelige front var der hele kampen om at skaffe udstyr mm. i forbindelse forskningen, hvilket var interessant og gav et meget godt billede af de udfordringer, som videnskaben lider af. På den personlige front var der den affære, som Marie havde efter Pierres død. En affære som førte til alvorlige konsekvenser for hende dengang, men som jeg heldigvis først hører om nu. Og hvorfor skriver jeg heldigvis? Selvom jeg synes, det er forkert at have en affære med en gift mand, så har det intet med hendes professionelle liv at gøre – endsige de epokegørende resultater hun opnåede – og derfor er jeg glad for, at det ikke er noget, hun huskes for i dag.

Jeg er som sagt ikke så vild med fortællestilen, men Marie Curies liv er så interessant, at det opvejer det. Det er ikke blot fortællingen om en intelligent, vedholdende kvinde, der stræbte efter stjernerne – og nåede dem – men også om en tid, hvor kvinder ikke var lige så meget værd som mænd. Det fik Marie Curie så modbevist til fulde.