Spillet

Endnu en bog fra listen over bøger, jeg skal læse i år, blev læst for ganske kort tid siden. Denne gang var det en bog, som jeg har været ved at låne på biblioteket utallige gange, fordi der var noget dragende over forsiden, og når jeg så læste foromtalen, tænkte jeg “hvorfor er det nu lige, jeg skal læse den?”. Bogen handler nemlig om en scorekunstner – en player om du vil – og det er ikke lige en type, jeg plejer at støde på. Netop derfor indså jeg også, at det kunne være et interessant indblik i en (score-)verden, som jeg ikke rigtig kender til.

‘Spillet’ er skrevet af Neil Strauss og er en selvbiografisk bog om Neils tid som scorekunstner. Det er en fortælling om, hvordan Neil går fra at være en gennemsnitsfyr, der har svært ved at score piger, til at være festens midtpunkt og den, der selv vælger piger, der skal falde for ham. Det bliver en livsstil, og efterhånden er han et kendt navn i scoremiljøet, hvor unge håbefulde fyre søger gode råd om, hvordan de bliver bedre til at komme i kontakt med pigerne, og hvor de førende scorekunstnere har stjernestatus. Livsstilen har dog også en bagside, for langsomt er pigerne ikke længere individer men objekter, der skal erobres, og han kan nærmest ikke være i nærheden af kvinder uden at afprøve sine teknikker.

Bogen er velskrevet, og emnet er interessant – og ligger et godt stykke fra, hvad jeg normalt læser. Det er som at liste sig til et smugkig ind i en hemmelig verden; en loge af scorekunstnere der træner sig til at blive bedre og bedre til at indfange de piger, de vil have. Emnet er egentlig ikke relevant for mig (eftersom jeg både er kvinde og gift), men det er fascinerende at læse om, hvordan de forskellige tricks og teknikker virker, og hvordan fyrene analyserer de forskellige situationer for at lure, hvordan de bedst opnår kontakt til målet (dvs. pigen).

Jeg slugte den første halvdel af bogen og var godt underholdt. Derefter begyndte handlingen at træde lidt vande, for der havde Style efterhånden opnået alt, og der var ikke så meget nyt på tapetet derfra – udover alle problemerne, som for alvor begyndte at dukke op.

Det er ikke en scoremanual, men det er en underholdende beretning om, hvordan en fyr kan udvikle sig fra at være den anonyme gennemsnitsmand til den mystiske, dragende scorekunstner, som kan sno pigerne om sin lillefinger. Men jo – du kan også finde mange råd og scoretricks i bogen.

Der var engang en mand

Jeg har hørt flere af Majse Njors bøger som lydbøger og var fint underholdt af ‘Michael Laudrups tænder’ og ‘Charlie Hotel Oscar Kilo’, som hun skrev sammen med Camilla Stockmann. 

I ‘Der var engang en mand’ går hun nye veje, da denne handler om den midaldrende Carsten, som en dag får nok af hverdagslivet, der er fyldt med sure pligter og folk, der gerne vil bestemme over hans liv. Han beslutter sig for at smutte sydpå – ned mod Afrika, hvor eventyrene venter! Carstens oprør løber dog ikke upåagtet hen, og snart fatter medierne og ikke mindst andre mænd interesse for hans rejse. Carstens oprør er ikke bare et personligt oprør – det er tøffelheltens oprør, og Carsten bliver opsøgt af adskillige mænd, der ser op til ham og vil følges med ham på den (dannelses-)rejse, som han har begivet sig af sted på. Carsten forstår ikke helt postyret og forsøger flere gange at flygte fra de tilbedende mænd, men det er ikke let. Samtidig er der forholdet til hustruen, som han savner. Han begynder at savne hende, og måske var ideen med at flygte fra det hele alligevel ikke så god, når det kommer til stykket?

Tøffelheltens oprør mod hverdagen og ikke mindst de folk og det samfund, der dominerer ham, er ikke nyt, men denne udlægning har alligevel sin charme. Flere gange sad jeg og fnes over de absurde situationer, som Carsten kommer i, når hans fans forsøger at mænge sig med ham, men desværre taber historien hurtigt pusten undervejs og ender med at være en halvkedelig affære. Carstens fans er i flere tilfælde utroværdige, overkarikerede mænd, og det gør desværre, at humoren ikke bliver særlig skarp men fungerer mere som små, hyggelige skvulp, der dukker op hist og her.

Jeg savner en mere rå kant på fortællingen og et persongalleri, som har mere dybde og troværdighed. Der måtte godt være flere finurligheder undervejs – og knapt så megen af den alvor, som Carstens kones dagbog bidrager til, for selvom det giver historien en ny vinkel, så er det samtidig også med til at gøre den alvorlig. Noget, der falder helt uden for den humoristiske tone, som bogen ellers forsøger at holde.

Bogen ligger desværre langt fra den underholdning, som forfatterens tidligere bøger har budt på, men jeg håber, at Majse snart er tilbage i vanlig stil, for hun har en fantastisk humor.

Glaspigen

Dette er en dokumentarisk bog, der bygger på virkelige hændelser, men en decideret biografi er det ikke, eftersom visse ting er omskrevet lidt, og en række personer går under andre navne.

‘Glaspigen’, der er skrevet af Karin Dyhr og Marianne Holmen, handler om den 29-årige Ida, der har ondt i sjælen på grund af begivenheder, der fandt sted i hendes barndom. En dag kan hun ikke rumme det længere og må have behandling, men én behandling er ikke nok, og i de følgende år ryger hun ind og ud af psykiatriske afdelinger 70 gange. Hun er fortvivlet, vred, destruktiv og svær at behandle, og efterhånden tager en stadig større del af personalet afstand fra hende og mener, at hun er krukket og egoistisk. Men midt i al elendigheden er der også et par stykker, som sætter sig for at gøre en forskel – at lytte til Ida og hjælpe hende til at komme videre, så hun ikke fortaber sig i medicinske tåger.

Dette er på ingen måde feel-good læsning, og flere gange måtte jeg stoppe op for at sunde mig og tænke over indholdet, inden jeg kunne læse videre. Det er ubehageligt og deprimerende at høre om, hvordan Ida blev misbrugt af sin far som barn og den lange og til tider ydmygende behandling, som hun blev udsat for som voksen. En behandling, der både rummede perioder med umyndiggørelse, medicinering og manglende empati.

Selvom sympatien og forståelsen først og fremmest ligger hos Ida, så synes jeg også, at bogen er med til at belyse hvor svært det kan være som behandler/sygeplejer/psykiater at gøre det rigtige. Hvad der er det rigtige at gøre i én situation for at få en person til at åbne op, vil sandsynligvis ikke være det rigtige i en anden. Hvornår skal man udfordre patienten og hvornår skal man holde sig til at lytte? Jeg har selv været pårørende til en person, der tumlede med en række psykiske udfordringer, og her følte jeg mig flere gange magtesløs og i tvivl om, hvad jeg burde gøre – og hvad jeg kunne gøre i det hele taget.

Det er som sagt barsk læsning, men ikke desto mindre vil jeg kraftigt anbefale dig at læse bogen, for den giver et skræmmende indblik i, hvordan det er at være psykisk syg, og hvilken behandling man kan risikere at blive udsat for.

Bøger jeg fik til min fødselsdag

For et par uger siden havde jeg fødselsdag (I ved – den uge med det gode vejr) – og der var jeg så heldig at få flere boggaver. Min bogønskeliste var dog ret lang, og da det efterhånden er et godt stykke tid siden, jeg sidst har købt bøger, så valgte jeg at forkæle mig selv med en række bøger – og en enkelt tegneserie. Flere af bøgerne står i forvejen på min liste over bøger, jeg skal læse i år, og det bliver jo unægtelig lidt lettere at gøre, hvis jeg faktisk har adgang til bøgerne.

Har du læst en eller flere af ovenstående? Og hvad syntes du i så fald om den/dem? (ingen spoilers, tak ;-))

Tilværelsens ulidelige lethed

Næste bog på listen over bøger, jeg skal læse i år, blev ‘Tilværelsens ulidelige lethed’ af Milan Kundera.

Bogen handler om den vellidte læge, Tomas, der efter russernes indtog i Prag i 1968 bliver degraderet til at være vinduespudser som straf for hans kamp for demokrati. Efter denne pludselig ændring i sit liv indstiller han kampen og hengiver sig i stedet til en hverdag, der er fyldt med utallige kærlighedsaffærer til trods for, at han er gift med den hengivne Tereza.

Jeg synes, det er svært at sætte en bestemt etiket på denne bog, for det er en underspillet og underfundig fortælling om en række menneskers liv. Historien er på mange måder nede på jorden og ligetil, men forfatteren har samtidig skrevet flere lag ind i fortællingen, så der er rig mulighed for at lede efter dybereliggende temaer og budskaber.

Jeg må desværre indse, at det ikke var en bog, der tiltalte mig lige så meget, som jeg havde håbet. Bogen gjorde tilpas meget indtryk til, at jeg gik og grublede over den et par dage efter, at jeg havde læst den, men den kom ikke rigtig ind under huden, og jeg følte heller ikke noget for personerne i bogen. Deres opførsel – især Tomas’ – havde jeg svært ved at forstå og acceptere, og historien var i det hele taget meget virkelighedsfjern.

Det er en bog, som jeg til dels godt kan forstå fascinationen af, men næppe vil tage med på en top 50 over bøger, du bør læse i dette liv.

Follow my blog with Bloglovin

En flænge i himlen

En af de mest roste bøger gennem det seneste års tid – ud fra de bogblogs jeg læser – er uden tvivl ‘En flænge i himlen’ af John Green. Det er en bog, som får folk til at grine og græde, når de læser den, og et af de største komplimenter, en skønlitterær bog kan få, er netop når den kan vække folks følelser.

Bogen handler om den 17-årige Hazel, som lider af en alvorlig form for kræft. Hun mødes derfor jævnligt med en selvhjælpsgruppe for andre kræftramte unge, men det er egentlig ikke noget, hun har lyst til. I det hele taget er hendes liv ikke noget at råbe hurra for, og ind imellem virker det mest som om, at det er Hazels ironiske holdning til alt og alle, der er med til at holde hende i live. Altså indtil Augustus en dag dukker op i selvhjælpsgruppen og lynhurtigt bliver interesseret i at lære hende at kende. Pludselig er hun mere end ‘Hazel, den kræftramte pige’ – hun kan også være ‘Hazel, den pige man forelsker sig i’.

Det er en bog, som skriver sig ind i folks hjerter. Hazels ironiske distance til alle de sørgelige ting ved hendes liv gør bogen befriende underholdende på en lang række punkter, hvor andre bøger ville svælge i selvmedlidenhed og sorg. Hun er en teenager, og selvom livet ikke gør det let for hende, så har hun stadig drømme og håb – ikke mindst efter, at Augustus dukker op. Her ser hun for alvor, hvad livet kan byde af glæder, og pludselig bliver den tid, hun har tilbage, langt mere dyrebar.

Historien er i bund og grund rimelig forudsigelig – dog med enkelte twists, hvor delhistorien med forfatteren i mine øjne bliver kørt lidt for langt. Alligevel er det en bog, du kommer til at holde af, fordi den emmer af livsglæde, stædighed og kærlighed på en enkel og meget menneskelig måde. Den forsøger ikke at gøre sig til mere, end den er – det er en bog om kærligheden mellem to teenagere, som har kræft inde på livet – men det fortælles på en meget ligetil måde uden at overdramatisere.

Mange indser først, hvor værdifuldt livet er, når de er tæt på at miste det, og den åbenbaring belyser denne bog rigtig fint. Det er derfor en bog, som alle – unge såvel som gamle – kan læse, for det er bestemt ikke en traditionel ungdomsbog. Du skal bare være indstillet på at knibe en tåre eller to, for du risikerer, at historien rammer dig lige i hjertet.

Spionen fra Atlantis

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forlaget Hovedland, der ville høre, om jeg var interesseret i at læse ‘Spionen fra Atlantis’ af Erik Juul Clausen. Bogen blev beskrevet som ‘historisk fantasy’, og det gjorde mig tilpas nysgerrig til at takke ja.

Fortælleren i bogen, Magnus Eriksen, vågner op og opdager, at han ligger i en åben kiste. Han har ingen anelse om, hvordan han er endt der, men han indser snart, at han befinder sig i det trettende århundrede før Kristus, og her møder han to andre, der også kommer fra andre tidsaldre. Er de mon døde i deres egen tidsalder og er endt her? Det lader til, at de tre er kaldt til Atlantis (Helgoland) for at rejse til Egypten og derefter hjembringe et våben, der kan forhindre Atlantis’ undergang.

Starten af bogen er rigtig interessant. Hvorfor er de der? Hvad er det, der foregår? Hvad skal der ske? Lige så stille går luften dog af ballonen, og jeg blev mere og mere irriteret undervejs. Jeg savner noget mere refleksion fra hovedpersonernes side. Hvorfor forholder de sig overhovedet ikke til deres fortid? Jeg vil vide mere om dem! I stedet strør hovedpersonen om sig om facts inden for både historie, biologi og flere andre fag, og det bliver mere og mere utroværdigt, for som læser ved du ikke særlig meget om hovedpersonen, og det virker derfor underligt, at han ved så mange (sære) detaljer om vidt forskellige områder.

Det virker mere som om, at forfatteren har ønsket at fortælle om en masse historiske detaljer, som helt sikkert er spændende, og så forsøgt at kombinere det med lidt af en røverhistorie, men det fungerer desværre ikke særlig godt i denne form. Jeg ville egentlig hellere have læst en fagbog af samme forfatter om de forskellige kulturer, for dette skønlitterære forsøg er jeg ikke særlig begejstret for. Oplægget er ellers spændende nok – men udførelsen fejler.

Teater: Processen

Foto fra ‘Processen’, taget af Per Morten Abrahamsen

Jeg har snydt! Ja, sådan føles det lidt. Tidligere på ugen var jeg nemlig i teatret for at se Processen’, der er bygget over Franz Kafkas bog af samme navn. Og her vil jeg godt komme med en indrømmelse: Jeg har aldrig læst den bog til ende. Jeg vil ellers gerne, men sidst jeg prøvede, blev jeg så irriteret over den knudrede og unødigt komplicerede skrivestil, at jeg stoppede undervejs. Det ærgrer mig, for selve fortællingen er ret interessant, men jeg er som sagt ikke fan af skrivestilen.

Derfor var det meget belejligt, at Republique valgte at opføre stykket, for så kunne jeg få lidt flere detaljer på plads. Jeg så forestillingen sammen med gemalen, der er ret glad for Kafkas forfatterskab, og vi diskuterede bagefter oplevelsen. Han var ikke så begejstret for slutningen, der ikke var lige så smertefuld og elegant som i bogen, men ellers kommenterede han, at stykket på mange andre punkter var tro mod bogen. Jeg kunne godt lide den grå, triste og ‘firkantede’ verden, som stykket foregik i – det virkede tilpas upersonligt og bureaukratisk og var med til at skabe en umenneskelig og deprimerende stemning. Hovedrollen Josef K var fint spillet af Jens Jacob Tychsen, som langsomt gik mere og mere i ‘opløsning’ i løbet af stykket, men jeg var allermest fascineret af Karen-Lise Mynster, som gav sine roller personlighed, glød og arrogance.

Jeg savnede lidt mere af den forfulgte, klaustrofobiske stemning, som jeg forbinder historien med, men om det skyldes, at teaterstykket var ændret lidt på dette punkt, eller at det blot ikke virkede nær så stærkt på scenen i forhold til bogen ved jeg ikke. Jeg ved til gengæld, at jeg nu har mere mod på at give bogen et forsøg mere på et senere tidspunkt.

‘Processen’ går frem til 6. april 2013.

Ulven fra stepperne

Det er ikke så længe siden, jeg genoptog læsningen af Cæsar-serien, som Conn Iggulden har skrevet, og da jeg godt kan lide hans skrivestil, blev jeg straks interesseret, da jeg fandt hans serie om Djengis Khan på netlydbog.dk. Jeg har ellers været inde i en periode med lidt for mange kedelige lydbøger, så nu blev jeg optimistisk igen – og jeg blev ikke skuffet.

‘Ulven fra stepperne’ handler som sagt om Djengis Khan – eller rettere drengen, der blev til Djengis Khan. Den unge Temüdjiin er søn af klanens overhoved, men da faderen dør, bliver Temüdjiin og hans mor og brødre efterladt på stepperne. Det er tydeligt, at klanens nye leder forventer, at de vil dø, men trods de barske levevilkår overlever Temüdjiin. Håbet om atter en dag være tilbage i klanen og ønsket om at hævne faderens død brænder som en ild inde i ham – en ild der ikke vil dø, men som blot får ham til at kæmpe endnu mere indædt få at nå dertil.

Conn Iggulden forstår at tage historiske personer og fortælle deres historie, så du får en masse spændende – og relevante – detaljer med fra deres opvækst. Jeg kan godt lide, at denne bog har en mere seriøs tone i forhold til Cæsar-bøgerne, hvor jeg ind imellem synes, at tonen iblandt romerne bliver lige lovlig familiær og moderne. ‘Ulven fra stepperne’ har en anderledes og barsk stil, som passer godt til historien, og det får fortællingen til at virke troværdig og interessant.

Jeg havde lidt problemer med navnene i starten – de var svære at huske og sætte i forbindelse med hinanden, så jeg er glad for, at forfatteren faktisk valgte at simplificere flere af navnene i forhold til virkelighedens personer. I det hele taget gør forfatteren en del ud af at forklare, hvor han har taget sig visse friheder i forhold til virkeligheden, og det kan jeg godt lide. Det udstråler ærlighed og troværdighed samt et oprigtigt om at fortælle en god historie.

Bogen er første del i en serie på fem bøger, men du kan sagtens læse den som enkeltstående bog. Jeg har dog allerede planer om at låne næste bog i serien, for jeg vil gerne høre mere om denne Khan…