The Good Faeries of New York

Da jeg var i New York for nylig, var der selvfølgelig tid til et par bogindkøb, og et af dem – ‘The Good Fairies of New York’ af Martin Millar – blev tilmed læst på flyturen hjem.

Historien foregår i nutidens New York, men her stopper al normalitet så også, da Morag og Heather pludselig dukker op. De er begge feer, der elsker at farve deres eget hår i kraftige farver, og de flyver en dag ind gennem vinduet hos New Yorks værste violinist, Dinnie. Han er muligvis også den mest asociale og aparte fyr i hele New York og har det mildest talt ikke særlig godt med at få et par selvfede og festglade feer som gæster. Det ender da også med at en af feerne i stedet ender hos den unge kvinde, Kerry, der bor overfor.

Kerry lider af Crohn’s disease, spiller guitar og er i gang med at lave et blomster-alfabet. Feerne er dog ikke i byen for at feste, selvom de ofte opfører sig sådan, for de er på flugt fra en gruppe feer, der forfølger dem, og snart får Morag og Heather også lagt sig ud med utallige grupper af feer, der bor i de forskellige kvarterer i New York. Åhjo, de mennesker, der ikke kan se feer, går virkelig glip af mange dramaer…

Det er ret umuligt at fortælle, hvad denne bog egentlig handler om, uden at det kommer til at lyde som komplet sort snak, og ovenstående er da også et meget lille indblik i, hvad der venter dig, hvis du læser denne bog.

Skrivestilen er sprudlende, fantasifuld og legesyg. Forestil dig en kombination af Neil Gaiman og Terry Pratchett, hvor handlingen er sat i nutiden, og så har du et nogenlunde billede af, hvad du kan forvente af denne fortælling.

Jeg elsker konceptet og den selvfølgelighed, som Morag og Heather indtager New York og får startet den ene konflikt efter den anden. Det er sjovt, sært og fascinerende på samme tid. Der er mange pudsige personligheder med i historien – nogle mere vellykkede end andre – og det sære miks virker overraskende godt. Jeg er dog ikke helt tilfreds med de forskellige febander/grupperinger, som bor i de forskellige bydele. De er lige lovlig stereotype, og der mangler ganske enkelt flere nuancer for at gøre dem levende. I stedet er de blot et pudsigt indslag, som kunne fungere langt bedre, hvis forfatteren blot havde taget sig lidt tid til det.

Historien er dog ikke blot sjov og ballade, for der er også flere alvorlige episoder undervejs, og det er desværre også her, at bogen halter. Jeg kan godt lide, at det ikke kun er pjank og pjat, men de dybereliggende problemer kommer aldrig rigtig ind under huden på mig, og der er desværre også flere steder, hvor jeg synes, at handlingen taber pusten og mister lidt af magien, som jeg først blev grebet af.

Det er dog en bog, jeg læste med glæde, og som får smilet frem på mine læber, blot jeg tænker på den. Det er selvfølgelig ærgerligt, at den ikke kommer helt op på det niveau, hvor mine yndlingsbøger befinder sig, men den har bestemt sin helt egen charme.

Læs den, hvis du elsker magiske fortællinger, fulde feer – og New York.

Grand Avenue

Når jeg er på ferie, tager jeg ofte paperbacks med, da de ikke vejer så meget i kufferten. Meget praktisk når man som jeg elsker at hjembringe skønne sager fra udlandet, hvilket ofte er delikatesser og bøger.

På min seneste rejse havde jeg blandt andet denne paperback med, som jeg fik af en af mine venner for et par år siden, da hun ryddede ud i bogsamlingen. Bogen hører måske ikke lige til en af de kategorier, jeg læser mest, men den lignede en feel-good-bog, der ville egne sig fint til ferielæsning. På dette punkt blev jeg dog klogere…

‘Grand Avenue’ af Joy Fielding handler om fire unge kvinder, der en dag mødes ved et tilfælde på en legeplads, hvor deres børn leger. De falder i snak, og som tiden går bliver de veninder og mødes med jævne mellemrum. Kvinderne er meget forskellige, men supplerer hinanden godt i medgang og modgang. Sidstnævnte bliver der rigeligt af, da Chris’ mand bliver mere og mere modbydelig over for hende. De andre kvinder prøver at hjælpe, men det virker nærmest som om, at Chris ikke vil have hjælp, og helt galt går det, da Chris og hendes familie pludselig forsvinder!

Fortællingen strækker sig over ca. 23 år og giver et indblik i, hvor forskelligt fire kvinders liv kan udvikle sig. Der er selvværdsproblemer, genstridige børn, hustruvold, utroskab og knuste drømme, og derfor kommer det også til at virke lidt karikeret – som om forfatteren har forsøgt at proppe så mange som muligt af sæbeoperas-klicheerne ind i bogen.  

Der er masser af drama, men også et tæt venskab mellem veninderne, og jeg kan godt se, hvorfor det er blevet en bestseller i USA. Jeg synes dog, at det er lige lovlig opstillet, og jeg bryder mig ikke om den meget tydelige opstilling med offer og skurk i dramaet – det er simpelthen for unuanceret.

Feel-good-bog er det ikke, men som feriebog var den udmærket. Hurtigt læst, hurtigt glemt – og en bog, jeg faktisk tillod mig at smide ud bagefter, for den behøvede ikke at komme med hjem igen.

Martyrens sang

Denne bog læste jeg pudsigt nok lige inden, at jeg skulle til New York i sidste måned, og det var ikke den bedste timing, eftersom en del af handlingen netop foregår i New York. Forvirret? Forklaring følger:

‘Martyrens sang’ af Stephen Miller foregår i 2012, hvor man følger den unge muslimske kvinde, Daria, der flyver til New York. Officielt for at lave en række interviews og artikler til det ungdomsblad, hun arbejder på – uofficielt for at sprede en dødelig virus til så mange som muligt!

Daria er terrorist og den mest farlige af slagsen. I løbet af ganske kort tid inficerer hun hundredvis af butikker, restauranter, kontorer og seværdigheder, som hun besøger på sin tur igennem byen. Hun interagerer med så mange mennesker som muligt, og selvom hun gør sig mange tanker om, hvad hun foretager sig – og hvorfor – så tøver hun ikke. Det vestlige samfund skal rammes hårdt!

Oplægget er spændende, og det er udførelsen til dels også. Darias ophold i New York er levende beskrevet, og det er skræmmende, hvor let hun kommer omkring ved blot at smile og vifte sit pressekort. Et eller andet sted er det ret sandsynligt, at en terrorist ville kunne komme så meget omkring, hvis vedkommende var som Daria, for en smuk, ung kvinde kan jo ikke være farlig…! Ok, det er et lidt billigt argument, men faktisk virker det troværdigt i bogen. Det er under alle omstændigheder en meget ubehagelig tanke, hvor let det kan være at slippe en dødelig virus løs i en storby som New York.

Jeg synes til gengæld, at bogen taber lidt af pusten, da menneskejagten for alvor går ind, og Daria mærker jorden brænde under sig. Det er lidt pudsigt, for jeg vil mene, at det netop er her, det for alvor burde blive spændende, men jeg synes, der både er for megen tomgang, ligesom handlingen er krydret med kedelige passager fra efterforskernes side. Den del fungerede ikke rigtig for mig.

Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på Daria eller kom til at forstå, hvordan hun var blevet terrorist i første omgang. Jeg savnede noget mere indlevelse og nerve, og derfor kom handlingen aldrig rigtig tæt på eller føltes så farlig og ubehagelig, som den burde. Det er synd, for oplægget er som sagt yderst interessant og relevant, mens udførelsen er på det jævne.

Vandrende sjæle

Denne bog havde jeg egentlig besluttet, at jeg ikke skulle læse. Det skyldes tildels en vis skepsis, eftersom forfatteren er den samme som skrev ‘Twilight’-serien, som startede godt og endte ret… skidt for at sige det mildt. Men af en eller anden uforklarlig grund valgte jeg alligevel til sidst at låne den som lydbog, og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket.

‘Vandrende sjæle’ af Stephenie Meyer foregår på et tidspunkt, hvor Jorden er blevet indtaget af fremmede væsner fra verdensrummet – såkaldte ’sjæle’ – som fortrænger menneskenes sind og overtager deres kroppe. Kun få, spredte grupper af mennesker er tilbage og kæmper for at forblive sig selv. En af disse – Melanie – bliver fanget, og ’sjælen’ Vandrer overtager hendes krop, men Melanies sind kæmper stædigt for at bevare kontrollen over kroppen og nægter at forsvinde. Det chokerer og skræmmer Vandrer, men snart bliver hun alligevel fascineret af Melanies sind, og trods deres indre kampe, begynder Vandrer at respektere Melanie mere og mere. Tingene bliver dog ret komplicerede, da Vandrer finder frem til Melanies oprørsgruppe, som mest hælder til at slå hende ihjel. Flere af dem fornemmer dog, at Melanie stadig er til stede, selvom Vandrer har overtaget kroppen, og det splitter gruppen. Skal de dræbe hende, så de undgår, at hun sladrer om oprørsgruppen til de andre ’sjæle’, eller skal de lade hende blive en del af gruppen? Der er jo også Jared, Melanies kæreste, som ikke vil acceptere, at Melanies sind stadig eksisterer, mens Melanies unge bror, Jamie, straks bliver gode venner med Vandrer…

Jeg indrømmer som sagt, at jeg blev positivt overrasket. Hele ’sjæle’-aspektet er interessant og udmærket beskrevet, og jeg kan godt lide denne lidt anderledes vinkel, som ikke involverer diverse vampyrer/varulve/spøgelser/feer/etc. En god, gammeldags invasion fra rummet – jatak!

Bogen er lidt lang i spyttet – der var flere gange, hvor jeg syntes, at der blev dvælet lige lovlig meget ved forskellige detaljer/scener, og bogen kunne snildt være kortet ned. Alligevel kedede jeg mig ikke undervejs, og på en måde passede den rolige, nærmest sindige fremgang i historien meget godt til dette univers. Disse ’sjæle’ foretrækker nemlig fredelig overtagelse, og der er meget få actionscener i bogen. Tværtimod handler meget af bogen om de indre dialoger, Vandrer fører med Melanie, de moralske valg som Vandrer bliver udsat for undervejs, og ikke mindst hvordan Vandrers forvandling også påvirker oprørsgruppen. 

Der er – selvfølgelig – også et trekantsdrama i denne bog. Det er som om, at det skal der bare være i en ungdomsbog i dag, men denne gang er vinklen noget anderledes, og det er dejligt forfriskende. Jeg vil endda driste mig til at sige, at det tilmed giver en interessant drejning af historien, og det er stor ros fra min side, for normalt synes jeg, at trekantsdramaer er pænt anstrengende.

Samlet set en udmærket læseoplevelse og en lidt anden oplevelse, end  hvad jeg havde forventet af denne forfatter. Bogen favner bredt og kan sagtens læses af voksne, og jeg er faktisk glad for, at jeg fik læst denne bog, selvom jeg havde mine forbehold fra start.

At høre hjertet slå

Op til udgivelsen af denne bog kontaktede forlaget mig for at høre, om jeg havde lyst til at læse og anmelde bogen. Ud fra den tilsendte beskrivelse blev jeg tilpas nysgerrig til at takke ja, selvom jeg også var lidt skeptisk – det lød ikke umiddelbart som en bog, jeg selv ville have opsøgt.

‘At høre hjertet slå’ er skrevet af Jan-Philipp Sendker og handler om den unge kvinde, Julia, som drager til Burma for at opklare, hvorhen og hvorfor hendes far forsvandt nogle år tidligere. På sin rejse møder hun en mand, der hævder at kende hendes far, og han kan fortælle de mest utrolige ting om farens barndom og ungdom. Julia er skeptisk, men snart bliver hun opslugt af den fascinerende og rørende kærlighedshistorie, der ligger til grund for farens forsvinden.

Historien er velskrevet og lettilgængelig, selvom der ind imellem sker ting, der er lidt for utrolige eller passer lidt for godt ind i historien. Selve rammehistorien – at Julia tager ud for at lede efter sin far – bliver hen ad vejen lidt ligegyldig, for det meste af fortællingen handler om farens fortid, og derfor virker hendes afsnit ind imellem nærmest forstyrrende. 

Det er en fortælling om kærlighed trods uvilje, svære vilkår og handikap, en kærlighed der er så stærk, at den varer livet igennem, og den er fortalt på en meget fin og udramatisk måde. Jeg var lidt lang tid om rigtig at blive fanget af historien, men hen imod slutningen krøb den alligevel ind under huden på mig, og når jeg sidder nu – et par uger efter, at jeg læste bogen færdig – og tænker på slutningen, bliver jeg stadig lidt rørt.
 
Du skal ikke bruge for megen tid på at spekulere på, hvor realistisk fortællingen er, for det er slet ikke meningen. Glem alt om sandsynlighed og acceptér historiens præmisser, og så ligger der en god og lidt vemodig kærlighedshistorie og venter på dig.

Sandkonger

Det er ikke så tit, jeg læser noveller, men for et stykke tid siden faldt jeg ved et tilfælde over en novellesamling, som jeg bare måtte læse. Novellerne er skrevet af George R. R. Martin – ja, ham med ‘A Game of Thrones’ – for inden han blev kendt for sine fantasyromaner, skrev han en del sci-fi.

Nu læser jeg helt sikkert alt for lidt sci-fi, og det ærgrer mig meget, for det elskede jeg, da jeg var teenager. Dengang var der langt mere (ny) sci-fi på boghylderne, end der er i dag, hvor fantasy til gengæld har haft kronede dage i en række år efterhånden – takket være ‘Ringenes Herre’, ‘Harry Potter’ og senest ‘A Game of Thrones’. Så når der nu var mulighed for at læse noget kvalitets-sci-fi (det var i hvert fald min forventning), så måtte jeg straks have denne bog med hjem fra biblioteket.

‘Sandkonger’ indeholder fire noveller, der udspiller sig i samme fremtidsunivers. I novellen, som også lægger navn til novellesamlingen, køber en mand et stort akvarium, der indeholder grupper af intelligente indsekt-agtige væsner, som han prøver på at få til at gå i krig med hinanden. Han presser væsnerne mere og mere og overhører fuldstændig de råd, han fik af den tidligere ejer, og det får snart alvorlige konsekvenser.

Den historie fik mig til at tænke på en novelle, som Stephen King skrev for mange år siden, hvor en mand også havde købt noget legetøj, han ikke helt kunne styre, og du kan såmænd også trække en parallel til Gremlins, selvom hovedpersonen i sidstnævnte fortælling er langt mere sympatisk og ikke gør noget af ondskab. ‘Sandkonger’ indeholder tilpas megen menneskelig arrogance og viser med al tydelighed, at mennesker skal holde sig fra at lege Gud. Fortællingen har visse horrorelementer, og historien er stemningsmættet – bestemt den af de fire noveller, jeg holdt mest af, da jeg læste samlingen.

Den første novelle i samlingen er dog ‘Natteflyverne’, som foregår på et rumskib, der leder efter væsner, som menneskene ikke har haft kontakt til før. Kaptajnen holder sig for sig selv, og der er i det hele taget en hel del mystik forbundet med ham, og da der begynder at ske dødsfald, breder panikken sig! Her kom jeg først – måske ikke så overraskende – til at tænke på Alien, men det er nu slet ikke i den retning, at historien går. Der er masser af drama og action, og historien er forholdsvis enkel men godt skruet sammen. Et fint eksempel på, hvor interessante noveller kan være, når de er vel skrevet og stramt redigeret.

I ‘Korsets og dragens vej’ er omdrejningspunktet religion, hvor en udsending fra den centrale kirke er taget til en fjern planet for at få flere oplysninger om en ny sekt, der er opstået. Jeg har det lidt ambivalent med religion i sci-fi-historier, og denne historie fungerede ikke rigtig for mig. Den var måske også lidt for kort til, at jeg rigtig fik historien ind under huden, men den var som sagt ikke rigtig mig.

‘En sang for Lya’ har – pudsigt nok – også religion som et af temaerne. Et kærestepar, der fungerer som telepater, bliver sendt til en verden for at undersøge, hvorfor beboerne dyrker en religion, hvor man ofrer sig til en form for kødædende planter, når man når en bestemt alder. Der er måske lige lovlig megen filosoferen, og historien virker også noget rodet, men jeg synes nu, at fortællingen har flere elementer, jeg godt kan lide. Blandt er det interessant at se kærlighedshistorien udfolde sig i disse rammer

Overordnet set er jeg godt tilfreds med novellesamlingen. Det er helt klart de to førstnævnte noveller, som jeg holder mest af, mens jeg er noget mere lunken over for de to, hvor religion er i højsædet, men alene ‘Sandkonger’-novellen er værd at låne bogen for. Den er både underholdende og tankevækkende.

Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg læser sci-fi skrevet af George R. R. Martin.

Beautiful Creatures

For nylig faldt jeg over denne ungdomsbog på netlydbog.dk, og da jeg trængte til lidt lettilgængelig underholdning, så smækkede jeg denne bog på mp3-afspilleren.

‘Beautiful Creatures’ er første del i en serie på fire. I denne bog er det den 16-årige dreng Ethan, som fortæller historien. Langt hen ad vejen er det dog en anden, der reelt set bærer fortællingen – nemlig den pige, som han ser i sine drømme. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra?

Han bliver mere og mere mystificeret over drømmene, indtil hun, Lena, pludselig dukker op på hans skole efter skoleferien. De andre piger er hurtige til at tage afstand fra hende, og hun er da også… anderledes. Alligevel er Ethan og Lena hurtige til at finde sammen, og da Ethan finder ud af, at begivenheder til hendes kommende fødselsdag kan flå dem fra hinanden, kæmper han sammen med hende for at finde ud af, hvordan tingene kan løses til deres fordel.

Hm. Der var et eller andet, der manglede ved denne bog, og jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, udover at jeg gerne havde set lidt hurtigere tempo i fortællingen. Bogen er lige lovlig langtrukken, og historien kunne vinde noget på, at man skar ind til benet fra start.

Jeg kan ellers meget godt lide, at historien fortælles ud fra en drengs synspunkt. Mange af de nye, paranormale ungdomsbøger har piger som hovedpersoner, så det er forfriskende, at det er en dreng, der fortæller – især fordi han så også kommer ind på sin fascination af Lena og den kærlighed, der spirer mellem dem. Det virker dog også en anelse for passivt med Ethan som fortæller, eftersom meget af historien er bygget op omkring Lena.

Bogen fængede desværre ikke, og eftersom der hundredvis – nej tusindvis – af bøger i denne genre, så vil jeg hellere kaste mig over en anden serie end at læse videre i denne serie.

Boghandlere i New York

Jeg er lige hjemvendt fra New York,  hvor jeg har været en uges tid. Det er en by, som mange tager til for at shoppe, og selvom det ikke lige var hovedformålet med turen, så fik vi da købt lidt ind – blandt andet af bøger. Det blev dog ikke til så mange som forventet, men mere om dette senere i indlægget.

Den første boghandel, vi var forbi, var Barnes & Noble. Her blev jeg positivt overrasket over det store udvalg af fantasy og sci-fi, men da jeg havde et par mere ‘nørdede’ boghandlere på min liste, hvor jeg forventede at finde endnu flere bøger, så holdt jeg mig i skindet og købte ikke nogen bøger hos denne boghandel. Det var i øvrigt en meget pæn og stilfuld boghandel, hvor der var et legeområde for børnene bagerst i lokalet, hvor de legede stille og roligt.

Næste boghandel på turen blev Strand, som er en rigtig stor boghandel, der ligger tæt på Union Square. Her er seriøse mængder af bøger i reoler, der går fra gulv til loft, og var det ikke fordi, at den forreste del af butikken har en række borde med bøger, så ville butikken være helt uoverskuelig.

 Et kig ud over reolerne i stueetagen… 

Der er også en 1. etage, men her nåede jeg aldrig op, for der havde jeg allerede brugt en del tid på at kigge på fantasybøger og kogebøger, og lige præcis sidstnævnte købte jeg et par stykker af her. Der var et fantastisk og fristende udvalg, og selvom jeg sjældent køber kogebøger på engelsk, så måtte jeg gøre det her, for det var enestående chance for at kigge en masse gode kogebøger igennem og finde frem til et par rigtig spændende.

Jeg havde planlagt at købe fantasy- og sci-fi-bøgerne hos Forbidden Planet, der lå lige ved siden af Strand, men her blev jeg voldsomt skuffet. Jeg havde også ret høje forventninger til Forbidden Planet efter at have besøgt butikken i London i efteråret, men den amerikanske butik var en ren lilleput i sammenligning med den engelske.

Det endte derfor med, at vi tog forbi Strand igen senere på ugen, og her smuttede både gemalen og jeg ned til fantasyhylderne for at gramse lidt mere på bøger.

Strand har et meget bredt udvalg af bøger, men måske knapt så mange af de allernyeste udgivelser – i hvert fald inde for fantasy. Til gengæld har de et imponerende udvalg af ældre udgivelser samt en lang række brugte bøger – et meget sympatisk tiltag, som jeg ikke før er stødt på hos boghandlere.

Og hvad endte jeg så med at købe? Det blev til denne beskedne stabel (i hvert fald i forhold til London-rejsen). Til gengæld er jeg så allerede godt i gang med at læse mig igennem dem, for ‘The Good Fairies of New York’ læste jeg i slutningen af ferien, da jeg havde læst de bøger, jeg havde med fra Danmark, og ‘Grave Peril’ gik jeg i gang med på turen hjem i flyet. Anmeldelserne af disse kommer om et par uger.

Imaqa

Jeg læste Jørn Riels skrøner fra Grønland for en række år siden og nød den underspillede humor, som prægede fortællingerne om fangerne langs den grønlandske kyst. Da jeg fandt ‘Imaqa’ af Flemming Jensen, håbede jeg på at finde en bog i samme stil.

Bogen handler om Martin, en dansk skolelærer, der tager til Grønland i 1970’erne for at undervise. Inden han forlader Danmark, får han at vide, at han ikke skal begynde at lære sig grønlandsk, for det er ikke det, han er der for. Faktisk bør han slet ikke forsøge at tilpasse sig det nye samfund, for det er grønlænderne, der skal lære noget. Martin er dog uenig, og selvom kultursammenstødet giver en del misforståelser og spøjse situationer, så lærer han snart bygdens beboere at kende, og venskaber opstår.

Det tog lidt tid, før jeg rigtig ‘følte mig hjemme’ i fortællingen, for den skulle lige have tid til at folde sig ud. Lige så stille får de små, skæve episoder lov til at give en lun og underfundig stemning, og selvom historien ikke helt kommer på højde med Riels hyggelige skrøner, så er bogen alligevel et interessant indblik i en tid, hvor Grønland for alvor begyndte at ændre sig – blandt andet på grund af danskernes forsøg på at lære grønlænderne ‘gode danske vaner’.

Jeg synes, det er en fin lille bog – ikke noget stort og spektakulært, men en udmærket historie at lytte til, mens du er på farte.

Full Moon

Jeg har længe glædet mig til at komme videre med Dresden Files-serien, efter at jeg læste ‘Storm Front’ og blev helt forelsket i denne serie, som mest af alt er et mix af noir-detektiver, gangstere og overnaturlige væsner!

I ‘Full Moon’ er Harry Dresden atter på banen som den sarkastiske detektiv, troldmand og ulykkesfugl. Han får snart rodet sig ud i en sag, hvor han skal efterforske et mord, der tilsyneladende er begået af en varulv. Altså – ikke officielt, for resten af verden har det lidt svært med at anerkende overnaturlige væsner, men Harry kan tydeligt se, at her må være varulve indblandet. Han finder dog snart ud af, at sagen ikke er så ligetil, for der er flere interesser på spil, og så er ulve i øvrigt ikke sådan at bide skeer med… med mindre det er sølvskeer…

Harry er en fantastisk underholdende hovedperson. Han er kreativ, loyal og ret flabet, og så har han en utrolig evne til altid at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – og sige det forkerte i pressede situationer. Harry er måske ikke altid så taktisk, men han er en ven i nøden og er ham, der kommer andre til undsætning.

Der er måske lige lovlig mange cliffhangers og lige lovlig mange situationer, hvor Harry er tæt på at kradse af, men kan du se bort fra dette, så er dette fuldblodsaction for drengerøve og os andre, der gerne vil med på hæsblæsende eventyr. Spænd sikkerhedshjelmen, inden du går i gang – der er ikke tid, når du først går i gang!