Et studie i rødt

På listen over de bøger, jeg skal læse i år, er der flere klassikere. En af dem, jeg har glædet mig mest til at læse, er ‘Et studie i rødt’, der er skrevet af Arthur Conan Doyle. Dette er nemlig den første bog i en lang række af historier om litteraturens største detektiv, Sherlock Holmes…

I ‘Et studie i rødt’ bliver militærlægen John H. Watson for første gang introduceret til den lidt excentriske Sherlock Holmes, som søger en bofælle til boligen på Baker Street 221B. Hr. Holmes er ‘rådgivende detektiv’ og bliver derfor ofte kontaktet, når politiet står med et nyt mordmysterium, og det er lige præcis, hvad der snart sker. En død mand bliver fundet i et forladt hus med blodspor på gulvet og ordet ‘RACHE’ skrevet med blod på væggen. Mandens krop bærer dog ingen tegn på vold eller har åbne sår, så hvor stammer blodet fra? De to tåbelige og bedrevidende Scotland Yard-detektiver, Lestrade og Gregson, forsøger efter bedste evne at opklare sagen, men på et tidspunkt må Sherlock Holmes træde til og vise, hvordan en rigtig detektiv arbejder.

Jeg voksede op med 1980’ernes tv-serie, ‘The Adventures of Sherlock Holmes’ – muligvis den bedste fortolkning af bøgerne – og den var en fornøjelse at genopdage Sherlock Holmes. Jeg elsker Holmes’ humor og overlegne stil, og samspillet mellem ham og Dr. Watson er fænomenalt.

En ting, jeg ikke var klar over, da jeg gik i gang med bogen, er at historien er delt i to – dels selve opklaringsdelen med Sherlock Holmes og Dr. Watson og dels et hop tilbage i tiden, hvor hele baggrunden for mordet fortælles. Jeg er ikke så vild med den opbygning – mest af alt fordi baggrundshistorien kommer til at virke lidt påklistret, fordi den fortælles separat fra resten af historien.

Bogen indeholder i øvrigt en lang men spændende indledning af Svend Ranild, hvor han fortæller om forfatterens baggrund og historierne om Sherlock Holmes. Det er meget interessant læsning, som du bør læse, hvis du er blot den mindste smule interesseret i at vide mere om Sherlock Holmes.

Jeg har i hvert fald fået blod på tanden. Selvom jeg som sagt ikke er helt vild med opbygningen af bogen, hvor man skal have hele baggrundshistorien til sidst (og så interessant er den altså heller ikke), så elsker jeg Sherlock Holmes som figur og skal helt sikkert snart læse flere af forfatterens historier om verdens sejeste detektiv.

Dandy

Da jeg sidste år læste bestselleren ‘Brobyggerne’ af Jan Guillou, blev jeg positivt overrasket over den hyggelige og stemningsfulde fortælling. Hovedpersonerne viste sig at være sympatiske og meget korrekte – og så alligevel ikke, for to af de tre brødre svigter fædrelandet og stikker udenlands. I ‘Brobyggerne’ følger man den ene bror samt broderen, der bliver hjemme.

I ‘Dandy’ er turen så kommet til den tredje bror, Sverre. Han stikker af til England for at leve sammen lord Albert, som han elsker. Historien foregår i starten af 1900-tallet, så den slags er ilde set og bestemt ikke noget, man taler højt om i de bedre kredse. I det kunstneriske miljø er der dog plads til store armbevægelser, så Sverre og Albert nyder livet blandt kunstnerne i byen, og Sverres evner som maler bringer dem også nye oplevelser og bekendtskaber. Men alt er dog langt fra idyl, for Albert har det lidt svært med at holde sig til Sverre, og samtidig skal Albert også løse den penible situation, at han reelt set ikke kan arve familiens gods, hvis ikke han gifter sig. Med en kvinde forstås.

Forfatteren forstår igen at portrættere et par sympatiske, rare og behagelige hovedpersoner, som det er svært ikke at holde af. De bliver dog lige lovlig pæne og korrekte, og ind imellem er det næsten som om, at der er en glorie omkring Sverres hoved. Det havde bestemt klædt dem at have lidt mere nuancerede – og menneskelige – træk.

Bogen beskriver et bohememiljø, som ligger langt fra fortællingerne i ‘Brobyggerne’. Det gør på sin vis ikke så meget, eftersom der også var noget forskel på de to brødres fortælling i den første bog, men eftersom Sverre stort set ikke optræder som ingeniør i ‘Dandy’, så kommer bogen desværre ikke helt til at fremstå som en fortsættelse til ‘Brobyggerne’. Om det er et bevidst valg fra forfatterens side, skal jeg ikke kunne sige, men det er først hen imod slutningen af denne bog, at den overordnede historie begynder at hænge sammen igen.

Ligesom den første bog er det en bog, man hurtigt sluger, for sproget flyder let og ubesværet, og selvom spændingskurverne godt kunne have været større, så er det alligevel fin underholdning. ‘Dandy’ er dog langt fra så god som den første bog i serien, men den er hurtig og let at læse og er en perfekt bog til sommerferielæsningen, hvis du så små er begyndt at planlægge denne.

Slettet

Jeg fik denne bog tilsendt for et stykke tid siden af Nyt Nordisk Forlag, da de spurgte, om det var en bog for mig. Efter at have læst foromtalen konkluderede jeg, at det var det!

‘Slettet’ af Teri Terry er første del af en trilogi og handler om den unge pige Kyla, som er blevet slettet. Det betyder, at alle hendes minder er blevet fjernet, så hun nu starter forfra i samfundet. Det er nemlig folk, der har begået en forbrydelse, som bliver slettet, men hvad Kyla egentlig har gjort, ved hun ikke. Hun ved kun, at hun ved at blive slettet har fået en ny chance for at blive en del af samfundet – hvis hun altså opfører sig ordentligt og ikke bliver ophidset eller forbryder sig mod de regler, hun skal følge for at vise, at hun er en lydig samfundsborger. Kyla begynder dog så småt at huske små glimt fra fortiden, og hun får en mistanke om, at der er noget, der ikke stemmer. Men hvem kan hun stole på?

Oplægget til bogen – at regeringen har besluttet, at en forbryders hukommelse kan blive slettet, så personen bliver en tom skal, der kan fyldes nyt indhold på – er interessant og skræmmende på samme tid. Det er samtidig oplagt at bruge det som virkemiddel til en mere og mere paranoid og dyster stemning, som tiltager i løbet af bogen og giver dig en følelse af, at det nok i højere grad er blevet misbrugt til at kontrollere et samfund og ikke mindst borgere, der er anderledes. Frygten for det eller dem, der er anderledes, er som bekendt noget, der for alvor kan sprede mistro og panik i en befolkning, så det virker på sin vis troværdigt at have et samfund, hvor sletning kan forekomme.

Helt overordnet er bogen fængende, og jeg fik læst den i løbet af ingen tid. Det er udmærket underholdning, men jeg savner noget dybde og ikke mindst udvikling i historien. Starten er lige lovlig træg, og det virker nærmest som om, at forfatteren holder igen med guldkornene for at kunne strække fortællingen over tre bøger (hvorfor skal alt i øvrigt være trilogier for tiden?). Hen imod slutningen kom der mere fart over feltet, og der blev løftet lidt af sløret mht. hvad det egentlig er, der foregår, for selvfølgelig er ikke alt, som det ser ud til. Det er ærgerligt, for oplægget er som sagt interessant, og udførelsen holder sådan set også et godt stykke af vejen.

Jeg regner med at læse 2’eren, når den udkommer, men jeg håber samtidig også, at forfatteren vil speede tempoet op og ikke væve så meget som i denne bog, for det er der ganske enkelt ikke nogen grund til.

Fjendeland

Tilbage i marts måned hørte jeg første lydbog i Conn Igguldens serie om Djengis Khan, så det var meget naturligt for mig at kaste mig over næste bog i serien, da jeg for nylig lånte et par lydbøger via netlydbog.dk.

I ‘Fjendeland’ følger man atter Temüdjin fra Ulvenes klan, som nu er udråbt til Djengis Khan. Han har et brændende ønske om at samle stammeklanerne i det store mongolske rige til ét folk – en samlet nation, der kan kæmpe mod det kinesiske kejserdømme. Det kræver dog en modig og stålfast leder at skulle samle så mange stammer, men Djengis er en intelligent og stædig mand, og hans mænd følger ham trofast.

Djengis bliver fremstillet som en viljestærk og kløgtig leder, som tænker strategisk og udnytter enhver svaghed hos sin fjende. Alligevel bliver han overmandet i lejren af en snigmorder, og Djengis svæver mellem liv og død, mens resten af klanen prøver at beslutte sig til, hvad de skal gøre, hvis han dør. Så galt går det ikke, men Djengis er mærket af angrebet i lang tid efter.

Jeg var lige ved at gå død i starten af bogen, hvor krigsscenerne fylder temmelig meget. Selvom jeg er til action og elsker storslåede film med masser af kampscener, så synes jeg ikke, at det egner sig lige så godt til bøger, og jeg var derfor noget bekymret for, om dette vil gøre sig gældende for hele bogen. Det gjorde det heldigvis ikke, og jeg slugte derfor resten af bogen rimelig hurtigt.

Bogen lider ind imellem af samme problem som den første bog i serien – at navnene kan være svære at huske og holde styr på – men det hjælper selvfølgelig, at en del af personerne også indgik i den første bog. Det får mig igen til at tænke på, at denne serie nok er lettere at nyde i bogform frem for som lydbog, men jeg tror nu, at jeg vil fortsætte med at høre dem som lydbøger, nu hvor jeg alligevel er begyndt på det. Er du interesseret i serien, så vil jeg dog anbefale dig at kaste dig over den i bogform.

Anne Franks dagbog

Dette er en bog, som mange læser i løbet af skole- eller gymnasietiden, men så heldig var jeg ikke, så i stedet kom bogen på listen over de bøger, jeg skal læse i år. Jeg vil betegne det som en nyklassiker, for du kan ikke tale om bøger, der omhandler 2. Verdenskrig, uden at talen også falder på denne bog.

‘Anne Franks dagbog’ bygger – ikke så overraskende – på de breve og dagbøger, som den jødiske pige Anne Frank skrev under 2. Verdenskrig, mens hun og hendes familie gemte sig for nazisterne. Bogen beskriver hendes liv gennem lidt over to år indtil få dage før, at familiens skjulested blev afsløret, og de blev sendt til forskellige kz-lejre. Den eneste, der overlevede, var faderen Otto Frank, som efter krigens slutning fik fat i Annes dagbøger og fik dem samlet og udgivet som én samlet bog i 1947.

Det er en interessant fortælling, som giver et indblik i hverdagslivet for et barn, der udvikler sig til at være en ung pige, mens krigen raser i Europa. Et hverdagsliv, der er præget af ensformighed og flere og flere begrænsninger, mens frygten for at blive opdaget hele tiden lurer i baghovedet.

Handlingen er ikke lige så barsk som i ‘Claras krig’, men nu lader det også til, at Anne Franks familie var velstillede og havde langt bedre muligheder for at skaffe sig ting, end Claras familie havde. Det gør dog ikke bogen mindre relevant eller interessant, for Annes udvikling og kommentarer om de andre beboere og situationen i det hele taget er befriende ærlig. Jeg har læst flere anmeldelser af bogen, hvor folk kritiserer Anne for at være selvoptaget og umoden, men jeg synes tværtimod at hendes til tider sure og oprørske kommentarer gør bogen troværdig. Jeg læser ikke bogen for at få endnu et renskuret heltebillede at se op til – jeg læser bogen for at få et indblik i et rigtig menneskes hverdag og kamp for at overleve.

Anne drømte om at få sine dagbøger udgivet efter krigen, og dette ønske fik hun heldigvis opfyldt, selvom hun ikke selv kom til at opleve det. Bogen er en vigtig brik i forståelsen af, hvordan livet var under 2. Verdenskrig, og hvad folk måtte gå igennem for at overleve – ikke kun jøderne men også de, der forsøgte at hjælpe dem.

Vil du læse mere om Anne Frank og baggrunden for dagbogen, så tjek denne Wikipedia-artikel. Og læs så den bog, hvis du ikke allerede har gjort det.

Den stjålne vej

Mine valg af bøger bliver tit inspireret af mange forskellige personer og hjemmesider. En af de faste inspirationskilder er bibliotekets liste over de nyeste bøger, og her faldt jeg over denne bog, hvor reservationskøen allerede var ret lang. Jeg blev så nysgerrig, at jeg også måtte skrive mig op til bogen, og for nylig var det så min tur til at læse den.

‘Den stjålne vej’ af Anne-Cathrine Reibnitzsky foregår i Afghanistan i 2008. I bogen følger man tre forskellige mennesker – Malika, der er datter af en berømt mullah og i al hemmelighed underviser en række afghanske kvinder i at læse, den 10-årige gadedreng Javeed, der bliver voldtaget af en politibetjent og leder efter beskyttelse, og ingeniøren Khan, der bliver taget til fange af en gruppe talebanere, der vil straffe ham for at bygge en asfaltvej mellem Kandahar og Gereshk. De tre skæbner krydser undervejs hinanden, og derefter er intet som før.

Bogen bygger på virkelige hændelser, hvor forfatteren har brugt en del af sine oplevelser fra sin tid som sprogofficer i Afghanistan, og det kan mærkes. Historien virker troværdig og levende, og den giver et interessant indblik i hverdagslivet og ikke mindst konflikterne i et samfund som Afghanistan.

Der lægges ikke skjul på, at retfærdighed og ligestilling – set fra et vestligt synspunkt – ikke just er repræsenteret dette sted, men jeg synes nu ikke, at forfatteren forfalder til at ynke sine hovedpersoner. I stedet forsøger de at leve efter bedste evne og opnå de ting, de begærer, på anden vis. Malika er således en kvinde, der via list og mod får gennemtrumfet sin og andre kvinders vilje ved at trække i de rigtige tråde, mens Khan holder sine bødler i skak med venlighed og viden.

Det er ikke et stort, litterært værk, men fortællingen er relevant og er som sagt med til at vise en nutidigt og anderledes billede af Afghanistan end de krigsscener, som medierne oftest flyder over af. Selvom bogen ikke domineres af terror eller krig, så er det alligevel en barsk bog, som giver stof til eftertanke.

Droppet: De sataniske vers

På min liste over bøger, jeg skal læse i år, står blandt andet Salman Rushdies kontroversielle bog ‘De sataniske vers’, som først og fremmest er kendt, fordi den skabte megen røre i den muslimske verden, da bogen udkom i 1988. Bogen blev anset som blasfemisk og blev bandlyst af flere lande.

I bogen følger man de to indere, Gibreel Farishta og Saladin Chamcha, der flyver fra Indien til England. På selve flyveturen bliver flyet dog sprængt i luften af terrorister, og Gibreel og Saladin styrter ned i den engelske kanal. De overlever faldet, men Gibreel forvandler sig på mystisk vis til et englelignende væsen, mens Saladins udseende bliver som Djævlen.

Jeg endte med at lægge denne bog fra mig, da jeg var nået knapt 100 sider ind i handlingen. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om historien, der var flyvsk (!) og snørklet. Sproget var sprudlende og så energisk, at jeg nærmest blev forpustet af at læse. Forestil dig, at ordene var hundredvis af farvestrålende bolde, der bliver kastet ud fra et højhus på én gang, og så har du et billede af, hvordan det er at læse bogen. Fantastisk og skræmmende på samme tid.

Jeg tror, der er potentiale i denne bog, og jeg vil ikke afvise, at jeg vil forsøge igen på et andet tidspunkt. Det var bare slet ikke det rette tidspunkt for mig. Dette er en bog, der kræver ro og fordybelse, og selvom det ikke plejer at være noget, jeg mangler, når jeg skal læse, så kræver denne bog lidt mere.

Har du læst bogen? Hvis ja – hvad synes du så om den?

Poe – 4 makabre hyldester

I 2009 blev 200-året for gysermesteren Edgar Allan Poes fødselsdag fejret med udgivelsen af denne lille novellesamling. Her har fire danske forfattere taget udgangspunkt i Poes værker og har gendigtet historierne.

Det er – desværre – meget længe siden, jeg sidst har læst Poe, så jeg kan ikke sammenligne originalværkerne med nyfortolkningerne. Men det behøver man sådan set heller ikke, for de nye noveller kan sagtens stå alene. Novellerne er ret forskellige, til trods for at de alle tager udgangspunkt i historier fra samme forfatter, men de udmærker sig alle ved at indeholde den dystre og til tider makabre stemning, som jeg forventer af Poe-inspireret litteratur.

Der er særligt to af novellerne, jeg godt kan lide. ‘Metro’ af Steen Langstrup handler om en forretningsmand, der vender tilbage efter en længere rejse. Han bliver kontaktet af sin assistent, som fortæller, at politiet vil i kontakt med forretningsmanden, da han åbenbart ligner en voldtægtsforbryder, der har slået til flere gange på det seneste. Han beslutter sig for at tage hjem for at sove og så udskyde konfrontationen med politiet til næste dag, men på turen hjem møder han voldtægtsforbryderen… Historien er egentlig rimelig forudsigelig, men den bliver fortalt så elegant, at den formår at bevare spændingen, selvom jeg hurtigt lurede, hvor det bar hen.

‘Ormekur’ er skrevet af Rikke Schubart og handler om en tandlæge, der stræber efter det perfekte tandsæt – hos andre. Han kan for eksempel ikke klare, at hans ellers så smukke hustru har en fortand, der er en smule skæv, så han vil kun have sex med hende, hvis hun ligger på alle fire, så han slipper for at se hendes ansigt imens. Men da han så opdager, at hun har orm… Jeg vil ikke røbe mere – den historie skal bare opleves.

Det er en fin lille novellesamling, der meget gerne måtte have været større, og en glimrende hyldest til en af de største forfattere inden for gysergenren.

Bogtyven

Denne bog har jeg ønsket at læse i flere år, og jeg har simpelthen ikke en fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke har gjort det for længst. Da jeg lavede listen over bøger, jeg skal læse i år, var det dog oplagt at sætte ‘Bogtyven’ på, for så vidste jeg, at jeg endelig ville få den læst.

‘Bogtyven’ foregår i Tyskland under 2. Verdenskrig og fortælles af Døden selv. Selve hovedpersonen er dog den 9-årige Liesel, som bliver bogtyv, da hun til lillebroderens begravelse stjæler en bog, som graveren har tabt i sneen. Hun har dog ikke megen glæde af den i starten, eftersom hun ikke kan læse, og da hun endelig lærer dette, finder hun ud af, at det er ‘Håndbog for kirkegårdsgravere’, som er i besiddelse af.

Det er Liesels plejefar, Hans Hubermann, der lærer hende at læse, og han er i det hele taget et godt menneske. Han sørger blandt andet for at skjule en af de forfulgte jøder, Max, i kælderen, og Liesel og Max udvikler efterhånden et nært venskab. Og imens udvider Liesel stille og roligt sin bogsamling, hvilket familiens medlemmer også får glæde af, når hun læser op i beskyttelsesrummet, mens bomberne falder udenfor.

Bogen var noget helt andet, end jeg forventede, og på en måde er titlen lidt misvisende, for Liesels karriere som bogtyv fylder egentlig ikke særlig meget i bogen. I stedet er det krigen og de frygtelig mennesketab, der fulgte med, som fylder meget og skaber en barsk kulisse til Liesels fortælling.

Men det er en spændende fortælling, og den bliver ikke mindre interessant af, at forfatteren har ladet Døden selv fortælle historien, for er der en, der kender krigen godt, så er det Døden. Det er med til at perspektivere historien og minder hele tiden læseren om de grusomme ting, der skete dengang.

Liesel er en gæv lille pige med sin egen retfærdighedssans og en dejlig appetit på bøger, og sådan en kæk lille størrelse kan man jo kun holde af. Hendes færden i et land i krig er interessant, og Døden fortæller ofte om hende på en måde, så man kommer til at smile, selvom handlingen sådan set er ret alvorlig det meste af tiden. Der er en varme og kærlighed i bogen, som viser, at til trods for krigens hærgen, så er der stadig plads til medmenneskelighed.

Bogen er velskrevet, og selvom den ind imellem er lidt lang i spyttet, så er den let at læse. Den var som sagt noget helt andet, end jeg forventede, og selvom det ikke er decideret dårligt, så ærgrer jeg mig samtidig også over, at den ikke levede mere op til titlen. Men det er en smuk fortælling, som rummer en ro og dybde, der gerne vil rodfæste sig i dit hjerte.