Brødrene Sisters

Western-genren er ikke just den genre, jeg dyrker mest. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har læst en bog, der foregår i Det Vilde Vesten, men jeg har da set en del westernfilm som barn. Jeg blev dog ret nysgerrig, da jeg ved et tilfælde faldt over ‘Brødrene Sisters’ af Patrick DeWitt, for det lød som en barsk men også ret sjov western, og det er en kombination, jeg kan lide.

‘Brødrene Sisters’ handler om de to brødre, Eli og Charlie, der er blevet hyret af Kommandøren. Brødrene tager til Sacramento for at finde frem til Hermann Kermit Warm, som de skal dræbe. Det er dog lettere sagt end gjort, og på deres rejse begynder tvivlen at nage Eli. Hvorfor skal de egentlig dræbe Hermann? Og hvilken ret har de til at dræbe en mand, de ikke kender? Skyd først og spørg bagefter-mentaliteten er måske ikke den korrekte levevej…

Forfatteren har taget mange af de elementer med, der er med til at definere westerns – der er sprut, skydevåben, heste, lumskebukse og letlevende damer. Jeg savnede dog noget af den humor og varme, der er i en del westerns, og stemningen i bogen var lidt for kold og distancerende.

Bogen har en rå og direkte stil, som passer fint til western-oplægget. Alene Elis forhold til sin – noget usle – hest er meget praktisk anlagt og ikke særlig følelsesbetonet (i hvert fald ikke i starten). Stilen er dog samtidig med til at skabe en distance til hovedpersonerne, som bogen aldrig rigtig formår at nedbryde igen, selvom Eli får moralske skrupler, og personerne i det hele taget oplever ting, der viser dem som andet end de fandens karle, som lejemordere ofte er i western-historier.

Distancen til hovedpersonerne betød også, at jeg ikke rigtig kom ind under huden på dem, og derfor blev deres fortælling heller aldrig noget, som gjorde indtryk på mig. Det blev en lidt underlig og fjern fortælling om personer, jeg var lidt ligeglad med. Rigtig ærgerligt, for oplægget lød ret spændende, men udførelsen var ikke lige mig. 

Hippie 2

Så er turen kommet til anden del af Peter Øvig Knudsens fortælling om Thylejren. Den første bog – ‘Hippie 1’ – læste jeg som almindelig papirudgave, mens anden del var på lydbog. Det kom jeg ikke til at fortryde, for oplæseren – forfatteren selv – gjorde det rigtig godt.

I ‘Hippie 2’ er noget af gassen gået af ballonen. Opstarten var præget af optimisme og iværksætterånd, men nu begynder problemerne for alvor at melde sig med tyverier, intriger og misbrug i lejren. Forholdet til de lokale bliver også sat på hård prøve – ikke mindst da en gruppe lejrdeltagere besætter Hjardemål Kirke. Situationen tilspidses, og besættelsen udvikler sig til en kaotisk kamp mellem de lokale, besætterne og de tilkaldte politistyrker.

Der er en kæmpe forskel på de to bøger. Den første bog er som sagt præget af en positiv og skabende stemning, hvor alle tror på det nye samfund, der kan favne alle slags mennesker. I anden bog viser det sig at være en illusion, hvor alle menneskets dårlige sider kommer frem i lyset, og hvor lejren langsomt bryder sammen.

Det er interessant – men også deprimerende – læsning, og der var også en række overraskelser undervejs. Jeg kendte for eksempel ikke til kirkebesættelsen, ligesom der også er flere andre dramatiske episoder, jeg heller ikke havde forventet at skulle læse om i en bog om Thylejren.

Kirkebesættelsen fylder meget i bogen, og selvom den er en vigtig del af fortællingen, så synes jeg også, at denne del er lige lovlig langtrukken. Man kommer lidt for langt væk fra livet i lejren, og det er synd, så jeg havde gerne set, at episoden havde fyldt mindre i bogen.

‘Hippie 1’ og ‘Hippie 2’ er værd at læse, hvis du vil have et indblik i en af hippietidens største begivenheder i Danmark. En tid, hvor troen på en ny verden bygget på kærlighed og tolerance levede i bedste velgående, men hvor stoffer og alkoholmisbrug også var med til at ødelægge mange drømme og venskaber. Spændende læsning.

Hærværk

Jeg ved, der er mange, der har et lidt anstrengt forhold til denne danske klassiker. ‘Hærværk’ af Tom Kristensen er åbenbart et af dansklærernes yndlingsværker, når det drejer sig om emner til danske stile i gymnasiet. I hvert fald var der flere i min omgangskreds, der rullede med øjnene og sukkede højlydt, da jeg fortalte, hvad jeg var i gang med at læse.

‘Hærværk’ handler om digteren og skribenten Ole Jastrau, der skriver litteraturanmeldelser til avisen Dagbladet. Den daglige trummerum er ved at gå ham på nerverne, for kravene fra arbejdspladsen, hustruen og vennerne er kvælende. To venner – eller nærmere bekendte – beslutter sig for at overnatte hos ham, og det bliver starten af det forfald, som Oles liv præges af i resten af bogen. Et forfald som Ole selv vælger, og han kaster sig ud i et solidt alkoholmisbrug, som snart påvirker hans ægteskab og jobbet.

Historien var ikke så forfærdelig, som rygtet sagde – heldigvis. Men omvendt var jeg heller ikke blæst omkuld, for handlingen er lige lovlig langsom og tungsindig til min smag.

Bogen handler om oprøret mod de konservative og småborgerlige normer, hvor hovedpersonen siger fra over for de krav, som omgivelserne har til ham. Det er – i mine øjne – en desperat og umoden handling, men ikke desto mindre også forståelig, for Ole Jastraus liv lyder ærlig talt ikke særlig inspirerende. 

Jeg er ikke vanvittig god til socialrealisme – det har jeg nok af i hverdagen – men dette værk hører dog til blandt de bedre værker. Jeg havde dog gerne set, at historien var strammet lidt op, og der var skåret lidt i sideantallet, for handlingen er som sagt lige lovlig langtrukken.

‘Hærværk’ er måske en selvbiografisk roman. Der er i hvert fald flere anmeldere og journalister, der gennem tiden har antydet, at hovedpersonen kan være bygget over forfatteren selv. Det er en bog, der sagtens kan læses i dag, for konflikterne i bogen er tidsløse. Et oprør mod småborgerlige normer bliver næppe uaktuelt på noget tidspunkt.

Divergent – Afvigeren

Jeg har efterhånden læst mange positive anmeldelser af ‘Divergent’ gennem de seneste år, så nu følte jeg, at det var på tide at stifte nærmere bekendtskab med trilogien.

‘Divergent – Afvigeren’ er skrevet af Veronica Roth og handler om den 16-årige pige, Beatrice, der lever i en postapokalyptisk verden, hvor samfundet er opdelt i fem grupperinger. Hun har nået den alder, hvor hun skal vælge hvilken gruppering, hun vil høre til resten af sit liv. Skal hun tilhøre de uselviske? Eller de intelligente? Eller en tredje gruppe? Uanset hvad er det et valg for livet og vil være med til at forme resten af hendes liv. Der er bare et lille problem – Tris er en afviger. En, der falder uden for kategori. Det lykkedes hende at skjule det under selve prøven, men hun er klar over, at det er livsfarligt for hende at være en afviger. I dette samfund kan man nemlig kun tilhøre én gruppering – ellers bryder man normerne, og det accepteres ikke…

Bogen er velskrevet, spændende og hurtig at læse. Den bygger på flere klassiske konflikter såsom ungdomsritualet, hvor man går fra barn til voksen og hvor man skal vælge sin levevej. Ligesom mange andre ungdomsbøger er hovedpersonen en afviger – en, der ikke rigtig passer ind i de rammer, som samfundet dikterer. Det er en rolle, som mange unge (og sådan set også os, der er lidt ældre) godt kan identificere sig med, og det lægger også op til, at hovedpersonen vil udfordre de eksisterende normer og regler.

Samfundet er som sagt bygget op om fem grupperinger (som den danske oversættelse konsekvent kalder faktioner, selvom det hedder fraktioner – argh!), og selvom dette er et fint udgangspunkt for at definere et anderledes samfund, så bliver det samtidig ret karikeret og unuanceret. Jeg savnede lidt mere dybde og troværdighed i gruppe-beskrivelserne, for de virkede ærlig talt meget overfladiske.

Beatrice er en den moderne kvindelige heltinde – en pige med ben i næsen, men også med en vis usikkerhed, der gør det lettere at identificere sig med hende. Ikke så underligt har mange sammenlignet denne serie med ‘The Hunger Games’, hvor den kvindelig hovedperson også har problemer med at passe ind i de eksisterende samfundsnormer, men jeg savner dog noget af den dybde og samfundskritik, som ‘The Hunger Games’ indeholder. De bøger indeholdt flere rørende og tankevækkende scener, mens det samme desværre ikke gør sig gældende ved ‘Divergent’, selvom forfatteren tager et par interessante valg i slutningen af bogen. 

Bogen er en fornøjelse at læse, og jeg skal helt sikkert læse den næste bog i serien – ja, faktisk har jeg allerede skrevet mig op til den på biblioteket.

Eksil

listen over de bøger, jeg skal læse i år, står Jakob Ejersbos bog, ‘Eksil’. Bogen er den første i Afrika-trilogien, som først blev udgivet efter hans død i 2008 – 40 år gammel.

‘Eksil’ foregår i Tanzania i 1980’erne, hvor teenageren Samantha er hovedpersonen, der fortæller om sin hverdag. Hun er den rapkæftede og fandenivoldske type, som spiller mere hård, end hun reelt set er, og hendes sårbarhed skinner igennem flere gange, selvom hun forsøger at skjule det.

Forholdet til forældrene er ikke noget at råbe hurra for, og hendes misbrug af alkohol og narkotika tager til, ligesom hun ender med at blive smidt ud af skolen. Til sidst ender hun med at finde sammen med en mand, der er over dobbelt så gammel som hende selv, men også det bringer problemer med sig.

Jeg har læst mange positive anmeldelser af denne bog – og enkelte negative – og desværre hører jeg til den sidste del, som ikke er specielt begejstret for bogen.

Jeg hørte bogen som lydbog, og det vil jeg fraråde. Oplæseren gjorde det godt nok, men på grund af tekstens simple opbygning er historien utrolig ensformig og enerverende, når bogen bliver læst op. Lad mig komme med et eksempel fra bogen:

„Vil du efterlade mig her helt alene med de gamle?“ spørger jeg.
„Ja,“ siger Alison.
„De tager livet af mig,“ siger jeg.
„Jeg bliver nødt til at lære noget,“ siger Alison. Far går forbi på gangen. Jeg drejer hovedet efter ham.
„Jeg har ikke set England i tre år. Vi har boet her i tolv år – jeg ender som tanzanianer,“ siger jeg højt. Han fortsætter hen ad gangen.
„Du skal nok komme til England,“ siger han uden at vende sig.
„Jeg trænger sgu nu,“ siger jeg. Far stopper op, kigger på mig.
„Nu slapper du af,“ siger han. „Jeg har sagt, du ikke skal bande herhjemme. Du kan rejse op og besøge Alison næste år.“ 

Det bliver utrolig tungt og trættende, når det læses op, mens det nok er lidt lettere at leve med, hvis du læser historien i bogform.

Det er en barsk fortælling om et råt teenageliv, hvor sprut, smøger og stofferne flyder. Sproget er simpelt, direkte og fyldt med irriterende meget teenageslang. Det var med til at gøre mig rigtig, rigtig træt af hovedpersonen meget tidligt i historien.

Til gengæld er det interessant, at forfatteren bruger Tanzania som ramme for sin fortælling, for det giver et indblik i en kultur, man ellers sjældent hører om her i Danmark, og det er meget forfriskende.

Som sagt er meningerne ret delte hvad angår denne bog. Læs den hvis du vil have et indblik i en teenagers liv i Afrika i 1980’erne, men forbered dig på en barsk fortælling og et sprog, din mor ikke ville have accepteret.

Dødens herskerinde

Da jeg var på ferie i sidste måned, medbragte jeg selvfølgelig lidt rejselitteratur, så der var noget underholdning på flyturen og eventuelle ledige stunder på ferien. Jeg har en lille stabel af paperbacks, jeg har købt på udsalg eller har arvet fra andre, og det er tit bøger fra denne stabel, jeg medbringer på ferier – så gør det ikke så meget, hvis de bliver krøllede eller må efterlades på hotellet, fordi kufferten er blevet fyldt med spændende indkøb.

‘Dødens herskerinde’ af Ariana Franklin er en krimi, der foregår i England i 1100-tallet. Her myrdes flere børn på brutal vis, og meget hurtigt bliver skylden kastet på jøderne i området. Situationen er ved at gå op i en spids, og kongen ser sig nødsaget til at sende bud efter hjælp. Snart dukker en lille gruppe op – efterforskeren Simon samt den høje muslimske mand, Mansun, og den kvindelige læge, Adelia. Sidstnævnte er ikke blot læge, hvilket er ret usædvanligt for en kvinde på det tidspunkt, hun har også specialiseret sig i at undersøge lig og finde frem til dødsårsagen. Den usædvanlige gruppe bliver nødt til at arbejde under dække, så det ikke kommer frem, at det er Adelia, der er læge, ligesom det heller ikke skal være alt for tydeligt, at de er på stedet for at efterforske mordene. De får dog nok at se til, for morderen lader ikke til at ville stoppe sit forehavende, og pludselig begynder gruppen også at føle sig truet…

Det er interessant at læse en krimi, der udspiller sig i middelalderen, men det giver også visse udfordringer i forhold til at gøre fortællingen både troværdig og spændende. Flere gange sad jeg og tænkte på, om ikke forfatteren tog sig lige lovlig mange friheder mht. hvordan folk egentlig opførte sig dengang (her tænker jeg især i forhold til Adelia og hendes erhverv), men overordnet set er historien underholdende og let at læse.

Selve opklaringsarbejdet er fint beskrevet og giver et godt indblik i, hvordan efterforskerne tænker. Der er måske et par steder, hvor især Adelia tænker lige lovlig ‘moderne’ (i forhold til lægeviden på den tid), men nu er det jo en historisk inspireret bog – og ikke en lærebog i historie, så lad gå for denne gang.

Bogen var hurtigt læst – og er nok også hurtigt glemt. Det er ikke stor litteratur, og den er ind imellem lige lovlig triviel, særligt hen imod slutningen, men som feriebog var det fin underholdning.

Grave Peril

Jeg er temmelig glad for Dresden files-serien af Jim Butcher, hvilket mine anmeldelser af ‘Storm Front’ og ‘Full Moon’ da også viser med al tydelighed. Da vi var i New York, skulle jeg naturligvis også have en Dresden files-bog med hjem, og den gik jeg straks i gang med på hjemturen!

I tredje bog i serien, ‘Grave Peril’, er troldmanden Harry Dresden atter på banen i rollen som efterforsker og evigt centrum for alskens problemer. Harry er denne gang på spøgelsesjagt med sin gode ven, Michael, men undervejs støder de også på Harrys gudmoder, feen Leanansidhe, som har helt særlige planer for Harry. Han undgår dog atter at falde i hendes kløer, og senere får han også vigtigere ting at tage sig til, for det lader til, at vampyrerne har gang i ting, som Harry bliver nødt til at sætte en stopper for. At det så involverer hæsblæsende, actionramte nærdødsoplevelser – jamen det er da vel en del af jobbet som troldmand?

‘Grave Peril’ holder stilen fra de foregående bøger, men forfatteren har denne gang tilføjet Michael, og samspillet mellem de to venner fungerer rigtig fint. Selvom Harry på mange måder er den klassiske og lidt sølle noir-detektiv, så klæder det fortællingen, at han også samarbejder med andre i en række sager, og det får også flere af hans positive sider frem.

På en måde er denne bog også lidt mere voksen – eller i hvert fald lidt mere alvorlig – i forhold til de to foregående. Der er flere elementer, som har mere dybde, og fokus er ikke hele tiden på tempo og action. Hvad det præcis er, som jeg hentyder til, vil jeg ikke røbe her, da det afslører for meget af handlingen, men er du til action og humor i en fantasy-noir-setting, så læs første bog i denne serie!