Divergent – Oprøreren

Jeg var rimelig positiv, da jeg anmeldte ‘Divergent – Afvigeren’ af Veronica Roth i sidste måned, så jeg reserverede straks næste bog i serien via bibliotekets hjemmeside. Få uger efter kunne jeg afhente den, og jeg læste den på to dage.

‘Divergent – Oprøreren’ tager over, hvor første bog slap, og jeg vil ikke komme med et resumé her, da det vil afsløre for meget af slutningen på den foregående bog.

Fortællestilen er den samme som i første bog, og sproget flyder let og ubesværet. Historien er spændende og hæsblæsende – måske endda for meget, for der sker hele tiden noget, og hovedpersonen Tris er konstant i fare. Paranoiaen breder sig, og hun og hendes venner er hele tiden på vagt, for det er umuligt at forudse, hvem man kan stole på, og hvornår den næste fare dukker op. Der er ikke plads til rolige og muntre øjeblikke i denne bog, og det er lidt synd, for man bliver nærmest forpustet af det høje tempo og den ene dramatiske scene efter den anden. Samtidig er forfatteren ikke bange for at aflive en del personer undervejs, og selvom det er med til at tydeliggøre alvoren i bogen, så gør det også, at jeg – pudsigt nok – var mere ligeglad med mange af personerne i bogen, for de endte jo sikkert bare med at dø alligevel…

Tris ændrer sig desværre fra at være den modige og interessante heltinde til en vægelsindet og egenrådig teenager, der ikke tænker på sine nærmeste, men kaster sig ud i den ene selvmordsmission efter den anden. Det var ret irriterende, og jeg blev ret træt af hende, som historien skred frem. Hun er uligevægtig og tænker mere på sin egen rolle end på, hvad der vil hjælpe gruppen, og derfor ender hun flere gange i tåbelige situationer, hvor andre må redde hende.

Jeg var desværre ikke så begejstret for denne bog. Det var stadig underholdende læsning, og bogen var skam spændende, men tempoet og ikke mindst Tris’ udvikling virkede lige lovlig overgearet og hysterisk – som om hver scene skulle overgå den forrige.

Den sidste bog i serien er endnu ikke udkommet på dansk.

Magikerens lærling 1-3

Trudi Canavan er kvinden bag serien ‘Black Magician Trilogy’, der omfatter ‘The Magicians’ Guild’, ‘The Novice’ og ‘The High Lord’ – en af de bedste fantasyserier, jeg har læst gennem de seneste år.

‘Magikerens lærling’ er en trilogi, som jeg for nylig hørte som lydbog – lånt via netlydbog.dk. Serien handler om den unge kvinde, Tessia, der assisterer sin far i hans arbejde som byens healer. Hun håber på at kunne blive hans lærling, men desværre er det ikke et arbejde, man anser som passende for kvinder, og Tessias mor taler da også om at finde en ægtefælle til Tessia. Disse planer bliver dog spoleret, da Tessia – ved et uheld – opdager, at hun besidder magiske kræfter, og hun kommer straks i lære hos magikeren Dakon. Det giver ganske vist gnidninger med Dakons anden elev, Jayan, men disse småproblemer falmer hurtigt i forhold til den fare, landet svæver i. Onde troldmænd fra nabolandet planlægger tilsyneladende en invasion, og snart bliver Tessia inddraget i forberedelserne til krigen.

Jeg kan – desværre – ikke helt undgå at sammenligne serien med ‘Black Magician Trilogy’, for igen er der tale om en ung kvinde, der opdager, at hun har magiske kræfter og skal lære at tøjle dem, ligesom truslen om krig går igen i begge bøger. Tessia og Sonea (hovedpersonen i den første serie) minder dog ikke så meget om hinanden, og forløbet er da også noget anderledes, for i ‘Magikerens lærling’-bøgerne fylder forberedelserne til og selve handlingerne under krigen rigtig meget. For meget hvis jeg skal være helt ærlig.

Første bog havde en spændende og fængende start, men jeg syntes desværre, at handlingen tabte pusten undervejs, og den følelse fortsatte i anden bog. I tredje bog skete der dog flere ting, som gjorde, at historien atter blev interessant og var med til at sikre, at serien ikke skuffede mig nær så meget, som jeg til sidst frygtede.

‘Magikerens lærling’-serien har et mere simpelt handlingsforløb end ‘Black Magician Trilogy’, og jeg har en mistanke om, at dens målgruppe måske også er en anelse yngre end til førstnævnte serie. Jeg savner flere sidehistorier og mere dybde og kant i bøgerne, og der mangler også et eller andet ved hovedpersonerne – jeg kommer ikke rigtig ind under huden på dem og bliver dermed en passiv (og lettere uinteresseret) tilskuer til deres handlinger.

Nu virker jeg måske en anelse hård ved serien, men når jeg ved, hvor godt Trudi Canavan kan skrive, og når der samtidig findes så mange gode fantasybøger derude, så synes jeg, at det er lidt synd med dette lightprodukt, som jeg føler, at denne serie er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig serie – jeg havde bare højere forventninger, og de blev ikke indfriet.

Aiglans Garde

Ind imellem kan der gå lang tid, før jeg får læst næste bog i en serie, men det skete ikke, da jeg læste ‘Vraggods’, for jeg havde fortsættelsen liggende på min mobil, så jeg kunne kaste mig over 2’eren med det samme.

‘Aiglans Garde’ fortsætter, hvor ‘Vraggods’ slap, og derfor vil jeg ikke komme ind på handlingen, så jeg ikke får afsløret for meget af slutningen på første bog.

Både sprog og handlingsflow er forbedret i forhold til ‘Vraggods’, og teksten svulmer knapt så meget af frodige tillægsord. Ligesom sin forgænger er det en bog, hvor jeg har lyst til at læse mere, og bogen blev da også læst på få dage.

Bogen er actionfyldt, og der er bestemt ikke mulighed for at kede sig, for hovedpersonerne får rodet sig ud i alskens drabelige begivenheder. Drabelige er i øvrigt i ordets bogstaveligste forstand, for der dør en del i serien, og forfatteren er ikke bleg for at aflive personer, som er sympatiske og står hovedpersonerne nær.

Det eneste, jeg ikke er så vild med, er at bogen stilmæssigt svinger en del. Bogen henvender sig primært til de ældste teenagere og til voksne, men ind imellem er der (unødigt) fjollede scener – primært med gnomerne – som ville passe bedre i en børnebog. Det valg undrer mig, for selvom det er meget sødt, så passer det ikke rigtig ind, og det irriterer mig.

Men alt i alt en glimrende fantasyserie, og jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien, når den på et tidspunkt udkommer.

Vraggods

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren til denne bog og spurgt, om jeg havde lyst til at læse ‘Vraggods’ og dens efterfølger, ‘Aiglans garde’. Bøgerne stod i forvejen på min liste over bøger, jeg gerne vil læse, så tog det ikke mange øjeblikke at takke ja.

Jeg fik dem tilsendt som e-bøger, og jeg læste dem efterfølgende på min telefon, når jeg kørte i tog eller med bus. Det fungerer overraskende godt, og jeg kan sagtens fordybe mig i bogen, selvom skærmen selvfølgelig ikke er lige så stor og ‘naturlig’ som hos en Kindle. Desuden øges læsehastigheden – pudsigt nok – når jeg læser på en telefon på grund af den smalle spaltebredde.

‘Vraggods’ er skrevet af Sven Damgaard Ørnstrup og er første del i fantasyserien Abaddons Arv. I bogen følger man de to unge mænd, Erik og Odd, samt Odds søster Marlen, der alle lever et ganske fredeligt liv i den lille by Hammersholt. Tingene ændrer sig dog brat, da Erik og Odd for en kort stund opholder sig i en anden by blot for at vende tilbage til Hammersholt og opdage, at byen er brændt ned til grunden, og beboerne enten er dræbt eller forsvundet. Den eneste overlevende, de finder, er Marlen, men hun har ikke mange kræfter tilbage, og det er kun med hjælp fra en fremmed, at de formår at redde hende. Hvad er der sket? Og hvorfor? Hvem kan dog have interesse i en lille simpel by som Hammersholt? Og hvordan lykkedes det Marlen at gemme sig fra angriberne? De tre begiver sig snart ud på en rejse, der byder på lidt af hvert…

Starten af bogen er lidt forvirrende, og især i første halvdel af bogen oplevede jeg flere gange, at der var passager, som virkede indforståede og ikke var forklaret ordentligt. Da jeg først havde læst nogle kapitler, begyndte tingene så småt at falde på plads, men jeg havde gerne set, at jeg som læser blev hjulpet lidt mere på vej.

Sproget er flot og varieret – men også lige lovlig bombastisk og tungt. Det er en klassisk begynderfejl at bruge ekstremt mange tillægsord for at variere og nuancere teksten og skabe farverige billeder for læserens indre øje, men det kan også kamme over, og det gjorde det ind imellem i ‘Vraggods’. Jeg blev næsten forpustet af at læse den. Less is more, og det gælder også i skønlitteratur. Der behøver ikke at være så mange tillægsord.

Når det så er sagt, så er det en dejlig bog, som både rummer hygge, drama, romantik og action. Hovedpersonerne er sympatiske, men får dog også ‘lov’ til at gøre dumme og uovervejede ting og dermed bliver mere menneskelige og troværdige. Det kan jeg godt lide. Forfatteren forstår også at twiste historien flere steder, så det ikke altid er lige let at gætte, hvad der vil ske og hvorfor, og så længe det ikke tager overhånd, så er det dejligt, når bøger ikke følger den samme skabelon men formår at bringe historien i en ny, spændende retning.

Bogen er en anelse kort i forhold til, at personerne ikke når så langt i handlingen i første bog i serien. Det gør mig egentlig ikke så meget, at tempoet er ret lavt, for det giver tid til at få lidt mere føling med personerne, og nu behøver ikke al fantasy være proppet med action og storslåede slag. Alligevel ville jeg ønske, at bogen have været lidt længere, for havde jeg ikke tilfældigvis haft den næste bog klar med det samme, så ville slutningen have været alt for brat.

Jeg tror, at bogen er skrevet til de ældste teenagere og til voksne. Fortællerytmen er som sagt rolig og velovervejet, og der er også en række alvorlige temaer såsom mord og voldtægt. Derfor virker den lidt naive stil med den meget godmodige Erik også lidt malplaceret ind imellem, for det forbinder jeg i højere grad med fantasy for børn. Men det kan selvfølgelig også bare være mig, der har ‘taget skade’ af bøger som ‘A Game of Thrones’ og ‘The Way of Shadows’ 🙂

‘Vraggods’ er en lovende start for en ny, dansk fantasyserie, og selvom der på visse punkter var lidt begyndervanskeligheder, så endte jeg med at holde af bogen. Jeg har som sagt også læst anden bog i serien – se anmeldelsen af ‘Aiglans Garde’.

Knogler i sandet og Sølvets rige

I ‘Ulven fra stepperne’ og ‘Fjendeland’ af Conn Iggulden fulgte man drengen og manden, der blev til Djengis Khan, mens tredje bog handler om Djengis’ storhedstid.

I tredje bog, ‘Knogler i sandet’, har Djengis forenet stammefolket til én nation og sejret over kineserne. Nu er turen kommet til muslimerne i Centralasien, og Djengis får atter mulighed for at vise sine taktiske evner. Det er dog ikke kun muslimer, han må kæmpe med, for på privatfronten er familien ved at splittes, da hans sønner ikke kan enes, og Djengis må gang på gang sætte dem på plads. Det er en svær balance, for han skal selvfølgelig slå hårdt ned på splid og ikke vise nåde, fordi det er hans eget kød og blod, men omvendt må han heller ikke ydmyge dem så meget, at resten af hæren mister respekten for Djengis’ arvtagere.

Alle gode gange tre siger man, og det passer også i dette tilfælde, for dette er den af bøgerne i serien, jeg bedst kan lide. Der er en bedre balance mellem intriger og krigsscener, så fortællerytmen ikke knækker på grund af (alt for) lange kampsekvenser, og der er også tid til interessante episoder fra lejr- og familielivet. Ikke alt er krig og kamp, og det er faktisk lidt tiltrængt oven på ‘Fjendeland’.

I den fjerde bog, ‘Sølvets rige’, er Djengis Khan er død, og Djengis’ hær er samlet for at sværge troskab til Djengis’ søn og arving, Ogedai. Det er dog ikke alle, der er enige i, at Ogedai skal være Djengis’ efterfølger, og en borgerkrig er under opsejling. Ogedai er tvunget til at handle hurtigt.

Serien mister desværre lidt pusten, nu hvor Djengis ikke længere er med. Det er stadig interessant at følge magtkampene og de dramatiske optrin og kampe, og mange af personerne kender man fra de tidligere bøger, men det er stadig ikke det samme, og en del af situationerne føltes lidt som en gentagelse af de tidligere bøger.

Der er en femte og sidste bog i serien, der handler om Djengis’ børnebørn, og jeg har besluttet mig for ikke at læse den, selvom det så betyder, at jeg ikke får afsluttet serien. Jeg syntes som sagt ikke, at den fjerde bog i serien var synderlig interessant, da Djengis ikke længere var med, så der er ikke så megen grund til at læse femte bog, når det handler om hans børnebørn.

Lejemorderens guide til et smukt hjem

En bog om en serbisk lejemorder, der må udgive sig for at være en vellidt tv-præst? Tjo hvorfor ikke, tænkte jeg, da jeg faldt over denne bog på netlydbog.dk.

‘Lejemorderens guide til et smukt hjem’ er skrevet af Hallgrimur Helgason og handler om Toxic – en brutal lejemorder, der må flygte fra New York, fordi han kommer til at slå en forkert mand ihjel. Uheldet fortsætter med at forfølge Toxic, da han dræber en mand i lufthavnen for at overtage dennes identitet. Desværre viser det sig, at manden var en kendt tv-prædikant, som var på vej til Reykjavik, og Toxic fortsætter derfor sin rejse til Island. Det bliver dog snart tydeligt, at det er mere end svært at udgive sig for at være præst, når man ikke just tilhører en af Guds bedste børn…

Tonen er rå og ubarmhjertig og – en rigtig fandenivoldsk-stil, som får en til at smile, når den kombineres med alskens pinlige og uheldige situationer, som Toxic får rodet sig ud i. I lydbogsudgaven er oplæseren perfekt castet, for han giver virkelig bogen af drengerøvet charme og nærvær.

Sproget er levende, nuanceret og lidt mere direkte end jeg er vant til i bøger, men det passer godt til den hårdkogte lejemorder, der både kløjes i den islandske kultur og de islandske navne. Der er en god, morbid humor, og handlingen tager ind imellem et par overraskende drejninger.

Der er mange pudsige og underholdende scener undervejs, men jeg synes desværre, at handlingen mister pusten cirka halvvejs i bogen. Herefter blev fortællingen lidt flad og miste noget af den skæve charme, som fik mig til at smile i den første halvdel.

Det er en forholdsvis kort, men underholdende bog, og den vil egne sig fint som ferielæsning. Overvej gerne at låne den som lydbog, for oplæsningen er som sagt lige i skabet.

Fahrenheit 451

Jeg læste rigtig mange sci-fi-bøger, da jeg var teenager, men de senere år har det været temmelig begrænset. Det skyldes blandt andet, at det ikke er en genre, som har domineret salgslisterne hos boghandlerne i mange år, men nu er det ved at vende. Dystopiske romaner såsom ‘The Hunger Games’/’Dødsspillet’ og ‘Uglies’ har været med til at starte en ny bølge af fortællinger om fremtidsverdener, hvor samfundsudviklingen er gået galt.

‘Fahrenheit 451’ af Ray Bradbury er en af klassikerne inden for denne genre. Ray Bradbury er desuden en af de mest kendte og elskede sci-fi-forfattere, og denne bog er en af de bøger, man oftest refererer til, når talen falder på bøger, hvor den dominerende og kontrollerende stat er i centrum.

‘Fahrenheit 451’ handler om brandmanden Guy Montag, der brænder bøger. Det er det, brandmændene gør i denne verden, hvor bøger er den største trussel mod freden i samfundet. Bøger får folk til at tænke destruktivt, til at græde og til at sørge, og bøger får folk til at få de forkerte tanker. Men en dag møder han den unge kvinde, Clarisse, og pludselig begynder han at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor bøger skal brændes? Hvorfor er det forkert at læse om andre menneskers tanker og ideer, og er fortiden overhovedet som den, han har lært? Det er dog farligt overhovedet at tænke sådan, og han ved, at hvis han nævner dette over for nogen, sætter han livet på spil.

Som bogelsker er forestillingen om en verden, hvor bøger er forbudt, og hvor de tilmed bliver brændt, jo et rædselsscenarie. Samfundet bliver beskrevet som kynisk, hvor folk lever i frygt for det anderledes (aka dem, der skjuler bøger), og selvom forfatteren ikke bruger så megen tid på lange beskrivelser af verdenen, så er det helt tydeligt ikke et sted, man skal fatte sympati for. Der er lidt af den samme paranoide stemning som i George Orwells ‘1984’ – uden at samfundet i ‘Fahrenheit 451’ dog på nogen måde har samme form for overvågning.

Man kan læse bogen som en advarsel mod et samfund, hvor menneskers tanker og meninger bliver kontrolleret. Et samfund uden ytrings- og meningsfrihed, og et samfund uden viden og vidensdeling. Og hvad er mennesket uden viden og erfaring?

Bogen er en lille sag på lidt over 200 sider, og den er lige lovlig kort, for som læser sad jeg bagefter og ønskede flere detaljer og et længere handlingsforløb. Historien er utrolig simpelt opbygget omkring meget få personer, og selvom jeg havde forventet et større følelsesmæssigt engagement i denne bog (lidt i stil med føromtalte ‘1984’, som virkelig sneg sig ind under huden, da jeg læste den), så kan jeg sagtens se, hvorfor den er blevet en klassiker. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er en bog, jeg vil gruble over den kommende tid, ligesom det er en bog, jeg vil anbefale, hvis du er til dystopiske bøger. Det er muligt, at der ikke er lige så meget drama og action i denne bog som nutidens dystopier, men bogen bør også ses i relation til den tid, hvor den blev skrevet – nemlig få år efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Så bliver billedet af de brændende bøger endnu mere skræmmende.

Et land i krig

Da jeg lavede listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, benyttede jeg lejligheden til at kigge på, om ikke der var noget historisk-inspireret litteratur, der kunne friste – og det var der.

‘Et land i krig’ er skrevet af Lars Halskov og Jacob Svendsen og handler om perioden 2001-2011, hvor Danmark blev involveret i krigen mod terror. Et meget nutidigt – og relevant – emne, og faktisk også lidt forfriskende at kunne læse en bog om krig, der ikke havde 2. Verdenskrig som tema.

Bogen starter med terrorangrebene den 11. september 2001 og fortæller om de politiske reaktioner i USA, og hvad det medfører for den amerikanske hær. Den amerikanske præsident er hurtig til at søge hjælp hos andre lande i krigen mod terror, og her melder den daværende danske regering sig på banen – klar til at bevise, at Danmark sagtens kan være relevant i store, vigtige militæraktioner. Selvom beslutningen om deltagelse i militæraktionerne tages på et meget spinkelt grundlad – der blev som bekendt aldrig fundet masseødelæggelsesvåben – så holder regeringen og store dele af oppositionen fast i, at Danmark skal deltage i krigen – også selvom det betyder, at det vil koste liv. Som årene går, bliver det dog mere og mere tydeligt, at problemerne i Afghanistan og Irak ikke kan løses på kort tid men kræver en langvarig indsats, og det tærer hårdt på militærets budget og politikernes troværdighed.

Det er et utroligt velskrevet og gennemresearchet værk, som både fascinerer og skræmmer på samme tid. En del af bogens oplysninger er kommet frem i medierne gennem årene, mens en lang række interviews og baggrundsanalyser er med til at skabe et indblik i, hvad krigen mod terror egentlig gik ud på, og hvordan politikerne fik fremstillet sagen i medierne. Det er bekymrende at læse om flere tilfælde, hvor politikere har fortiet oplysninger om drab på civile eller lignende oplysninger, der ikke ville være populære hos den danske befolkning.

Bogen er ca. 700 sider lang, så det er ikke en bog, du læser på en aften, for den kræver tid til at fordøje og tænke over. Men det er en bog, jeg absolut vil anbefale dig at læse – og selvom du måske ikke er specielt interesseret i udenrigspolitik og krigsstrategier. Det er et stykke samtidshistorie, du bør vide noget om.

Prologen til bogen ligger online – læs den her

 

Dragetid

Jeg er en svaghed over for drager. Skulle jeg lave en top tre liste over yndlingsvæsener, så ville drager helt sikkert være på listen – fantasivæsner eller ej. Derfor er det ikke så mærkeligt, at jeg straks lånte denne bog, da jeg faldt over den på biblioteket, for både titel og oplæg lød interessant.

‘Dragetid’ af Carol Birch handler om en fattige dreng Jaffy, der vokser op i 1800-tallets London usle kvarterer, som vrimler med skøger og stratenrøvere. En dag står han pludselig ansigt til ansigt med en undsluppen tiger, som går frit omkring i gaden, men tigerens ejer, mr. Jamrach, redder Jaffy i sidste øjeblik, og snart går snakken om drengen, der slap levende fra mødet med tigeren.

Mr. Jamrach undskylder dybt episoden og tilbyder Jaffy arbejde i sin dyrehandel, og det forandrer for altid Jaffys liv. Nu har han et godt arbejde, hvor han tilmed er omgivet af eksotiske dyr hele tiden, men det pirrer også hans nysgerrighed, og han begynder at fantasere om at stikke til søs. Til sidst tager han hyre på en hvalfangerbåd sammen med vennen Tim, og de drager af sted på en ekspedition, som forhåbentlig også fører til, at de fanger en drage undervejs…

Oplægget er rigtig interessant, og jeg blev straks fascineret af tanken om den unge dreng, der tager ud på de vilde vover på jagt efter nye spændende og eksotiske eventyr. Desværre levede bogen ikke rigtig op til hverken oplæg eller forventninger, for det er en noget ujævn fortælling.

Bogen lægger godt ud, og du får som læser et tydeligt indtryk af det fattige kvarter, Jaffy lever i, og det er også let at forstå, hvorfor hans eventyrlyst bliver vakt af at arbejde med de eksotiske dyr.

Det begynder til gengæld at halte, da han først er kommet af sted, og handlingen tager pludselig en ret dramatisk drejning, som både er for langtrukken og så markant anderledes i forhold til resten af fortællingen. Det virker lidt som om, at forfatteren har forsøgt at skrive to forskellige bøger på én gang, og det er synd, for resultatet er også derefter. Der er ellers flere passager, som er fantastisk skrevet, og som emmer af den eventyrlyst, jeg forventede, men desværre dukker dette kun op glimtvis, og bogen i sig selv fremstår noget rodet. Især hen mod slutningen, hvor det virker som om, at forfatteren er blevet træt af at skrive og bare gerne vil have afrundet bogen, så hun japper nogle få sider af om, hvad der så skete til sidst.

Det var en noget middelmådig oplevelse, og selvom jeg på den ene side gerne vil anbefale bogen for netop de passager, hvor sproget flyder og forfører, så var det samlede billede noget skuffende. Desværre. 

Ferielæsning i lange baner

Jeg kan nok godt få hjælp til det der afslapning… 

Som så mange andre bogorme har jeg planer om at læse en masse i min ferie. Pt. har vi ikke de vilde planer, så jeg håber, at vejret bliver fantastisk. Så jeg kan ligge på et tæppe på græsplænen og sluge den ene bog efter den anden! Hvis vejret bliver dårligt? Jamen så flytter jeg ind på sofaen i stedet 😀

Jeg har en tendens til at gemme de tykkeste bøger til ferien, og denne sommerferie er ingen undtagelse, for der har jeg tænkt mig at læse den danske zombiebog, ‘Pandaemonium’. Det kan godt være, at det ikke er den helt rigtige årstid til zombielæsning, men nu kan jeg ikke vente længere! Desuden er bogen også på listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, så hvorfor vente?

På samme liste står også en anden uhyggelig bog, nemlig ‘Kraken’. Den fik jeg i fødselsdagsgave, og den er jeg ret spændt på, for jeg har længe ønsket at læse noget af China Melville.

Jeg har også noteret, at jeg skal læse ‘Uglies’, som har fået rimelig gode anmeldelser. Jeg er dog også stødt på flere bogbloggere, der ikke var så imponerede af bogen, men lad os nu så – jeg håber, det er en positiv overraskelse og ikke endnu en mainstream teenagebog.

De senere år har jeg læst en del klassikere, og der skal da også læses mindst én klassiker i løbet af sommerferien. Sidste år købte jeg ‘Don Quixote’ og havde egentlig tænkt mig at læse den der, men det blev ikke til noget. I år skal det endelig være! Jeg har lige købt billetter til teaterforestillingen, der bliver vist i starten af 2014, så det er meget passende, at jeg lige får opfrisket handlingen inden da.

Jeg er i gang med lige lovlig mange serier i øjeblikket, og det vil jeg gøre noget ved. Derfor er det min plan at få læst de to sidste bøger i Cæsar-serien af Conn Iggulden. Anmeldelsen af 2. bog i serien ligger her på bloggen.

Om der bliver tid til flere bøger ved jeg endnu ikke. Det kan være, jeg også får presset et par anmelder-bøger ind, meeen der skal jo også være tid til andre ting i ferien såsom vennebesøg, brætspil og udflugter 🙂