Don Quijote / Don Quixote

I sommerferien læste jeg en række bøger fra min liste over bøger, jeg skal læse i år – deriblandt denne klassiker af Miguel de Cervantes: ‘Don Quijote’.

Bogen blev oprindeligt udgivet i to dele – én i 1605 og én i 1615 og er tænkt som en morsom fortolkning af ridderromanen. I bogen følger man herremanden Don Quijote af Mancha, der beslutter sig for at klæde sig som ridder og drage ud i verden for at kæmpe mod alverdens skurke og grusomheder. Men man kan jo ikke have en ridder, uden at han har en skønjomfru, han kan bejle til, og derfor opfinder Don Quijote den skønne Dulcinea – den fagreste af alle kvinder på egnen. I virkeligheden er hun dog blot en simpel bondepige, men Don Quijote har en god fantasi – lidt for god finder man snart ud af.

Don Quijotes fantasi, stædighed og komplet mangel på situationsfornemmelse bringer snart ham og hans tro tjener, bonden Sancho Panza, på mange drabelige eventyr – det ene mere gakket efter det andet – og ofte med uheldig udgang for ridderen. Alligevel holder Don Quijote modet oppe og bliver ved med at drage på eventyr – fast besluttet for at gøre gode gerninger.

Jeg blev meget overrasket over humoren i bogen. Jeg havde ganske vist hørt, at Don Quijote var noget af en antihelt, men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvor pjattet bogen er. Det skulle jeg lige vænne mig til, men da jeg først havde gjort det, hyggede jeg mig fint med at læse om den pudseløjerlige ridder og nød de smukke tegninger, som denne version er prydet af.

Bogen kan læses som en skæmtehistorie – et uskyldigt eventyr fuld af skøre indfald og gakkede begivenheder – men den kan også læses og forstås ud fra den tid, den er skrevet i. Da bogen blev udgivet, var det spanske samfund præget af censur og Inkvisitionens store indflydelse. Jøder og muslimer blev forvist fra landet, og kritik var ilde set. Derfor måtte forfattere og kunstnere udtrykke deres utilfredshed med små, subtile hints i deres værker, hvis de ville undgå at blive arresteret, og det gjorde Miguel de Cervantes også med denne bog. Vil du vide mere om dette, vil jeg anbefale denne artikel på Litteratursiden.

Historien er som sagt ret… pjattet, ja ligefrem overgearet til tider, og jeg læste bogen i mindre bidder, så det ikke blev for meget. Du kan sammenligne det med slik – at spise et par karameller er fint, at spise en hel pose er kvalmende. Bogen egner sig glimrende som højtlæsning for børn, der helt sikkert vil finde den uheldige ridder ganske fornøjelig.

Den ene af kattene skulle lige inspicere min fotosession… 

Du forsvinder

Jeg er inde i en stime af lydbøger med alvorlige temaer. Denne gang kastede jeg mig over ‘Du forsvinder’ af Christian Jungersen.

Bogen handler om privatskolelederen Frederik, der får konstateret en hjernesvulst, som ændrer hans personlighed og dermed også opførsel temmelig drastisk. Hans hustru, Mia, der er lærer på samme skole, prøver at tage sig af ham, men snart er Frederik viklet ind i en bedragerisag, hvor han beskyldes for at have bedraget skolen for flere millioner kroner – noget der i den grad truer skolens overlevelse og parrets egen økonomi. Mia kæmper for at få Frederik frikendt, men det er en ensom kamp, for hun har svært ved at genkende den mand, hun forelskede sig i, og mange af deres tidligere venner og kolleger ser nu skævt til dem.

Bogen stiller flere alvorlige spørgsmål: Hvornår er man sig selv, og hvornår er man syg? Hvornår skal man kunne rumme den, man elsker, og hvornår skal man sige fra? Hvornår må du opgive og flygte?

Bogen sætter gang i en masse tanker, for det er svært ikke at sidde og forestille sig, hvad man mon selv ville gøre i den situation, Mia ender i. Ville jeg tilsidesætte mine egne ønsker og behov for at passe min elskede, selv hvis hans personlighed ændrede sig så meget, at jeg dårligt kunne genkende ham? Ville jeg forsvare hans handlinger, og ville jeg kunne se, hvornår sygdommen tog over, og hans egen personlighed gled i baggrunden? Ville jeg give mig selv lov til at give op – og hvornår skulle det så være?

Jeg synes, det er meget interessante – og vigtige – spørgsmål, som bogen stiller, og den første halvdel af bogen slugte jeg da også hurtigt. Derefter ændrede rytmen i bogen sig og fokuserede i højere grad på Mia og knapt så meget på den syge Frederik. Hun tager flere valg, som jeg havde svært ved at acceptere, selvom jeg godt kunne forstå hende, og det fjernede noget af det smukke ved fortællingen – men gjorde den måske også mere troværdig, når det kommer til stykket.

Dette var som sagt lydbogsopgaven, og det viste sig at være et lidt ærgerligt valg, for bogen er krydret med billeder og noter, der sandsynligvis er langt mere stemningsfulde på papir end i ‘oplæst’ udgave. Det fylder dog lige lovlig meget – i hvert fald virker det som om, at forfatteren har begået lidt den samme fejl, som da han skrev ‘Undtagelsen’ for en del år siden. ‘Du forsvinder’ har krævet megen research, og det skinner igennem, men det bliver lige lovlig lærebogsagtig ind imellem, når sygdommen for alvor skal forklares. Det er sådan set interessant nok – men noget af den intense stemning forsvinder.

Historien giver et tankevækkende billede af, hvordan det er at være pårørende til en person, der ændrer personlighed. Jeg havde håbet, at historien berørte mig mere – ligesom da jeg læste ‘Stadig Alice’ – for historien taber pusten undervejs. Ikke desto mindre stiller bogen en lang række relevante spørgsmål.

Poison Study

listen over bøger, jeg vil læse i år, står denne fantasybog, som flere danske bogbloggere har skrevet meget positive anmeldelser af de seneste år. Jeg prøvede dog at holde forventningerne på det jævne, da jeg gik i gang med at læse, og det viste sig at være en god idé.

‘Poison Study’ er den første bog i en trilogi skrevet af Maria V. Snyder. Hovedpersonen, den unge kvinde Yelena, er anklaget for mord på generalens søn, og hun skal snart henrettes for sin udåd. I sidste øjeblik bliver hun dog tilbudt benådning, hvis hun vil tage jobbet som mundskænk for kommandøren, og hun vælger at takke ja.

Livet som mundskænk er dog ikke en dans på roser, for folk ser skævt til Yelena eller vil ikke bruge tid på at blive venner med hende – hun dør jo nok snart af forgiftning. Men den største udfordring er dog generalen, der ikke vil acceptere, at Yelena slipper ustraffet for at myrde hans søn, og hun opdager snart, at hans folk sniger sig rundt på slottet – ivrige efter en chance for at myrde hende. Yelena får brug for al sin snilde og snarrådighed, hvis hun skal overleve jobbet som mundskænk…

Lad mig starte med at sige, at denne bog blev læst på meget kort tid. Den er lettilgængelig, og jeg slugte den hurtigt. Bagefter sad jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse, for det var lidt som om, der manglede noget.

Jeg savnede mere dybde i historien. Jeg havde gerne set, at forfatteren havde dykket dybere ned i gift-universet, for dette er en af de ting, som adskiller denne bog fra mange andre fantasybøger. Samtidig var der også flere relationer mellem personerne, der ændrede sig markant undervejs, uden at det blev forklaret særlig grundigt. Det virkede utroværdigt. I det hele taget kunne forfatteren sagtens have gjort bogen 100 sider længere – kun for at fylde mere baggrund på og give personerne tid til at udvikle sig – og det er altså sjældent, at jeg siger det om bøger, for ofte trænger bøger i højere grad til at få luget ud i ‘darlings’ og unødigt fyld.

Yelena er en gæv pige, men i betragtning af, at hun har siddet i fangehullet i lang tid, så er det utroligt, så hurtigt hun kommer efter det – både fysisk og psykisk. Desuden er hun så klog og übersej til mange ting, at det bliver lige lovlig utroværdigt. Jojo, jeg elsker kvindelige helte, men det var lidt for let for hende.

Jeg slugte som sagt denne bog på kort tid, og jeg har da også planer om at læse de efterfølgende to bøger, men jeg var altså ikke så fortryllet af denne bog som mange andre.

Film: Dæmonernes by

I går var jeg ligesom en lang række andre bogbloggere inviteret til gallapremieren på ‘Dæmonernes by’. Jeg læste bogen for et par år siden, og selvom jeg var noget lunken i min boganmeldelse, så følte jeg mig fint underholdt og læste da også både ‘Den tavse by’ og ‘Englens by’.

En filmatisering af en bog er altid genstand for diskussion. Hvis du er dedikeret fan af en bog, så er du sjældent tilfreds med filmatiseringen, fordi den ikke svarer til de billeder, du har skabt dit hoved, da du læste bogen. Omvendt kan det også være med til at løfte en historie og gøre den mere magisk. Sådan havde jeg det for eksempel med ‘Ringenes herre’, hvor jeg ikke var specielt begejstret for bøgerne, men elskede filmene.

‘Dæmonernes by’ er en ungdomsfilm med solide mængder af action, one-liners og våde, smægtende blikke, når teenagerne forelsker sig i hinanden. Især humoren er med til at gøre filmen til en underholdende oplevelse, men den scorede også flere (billige) points hos mig ved at bruge en lang række skuespillere, som jeg elsker. Her var folk fra ‘Game of Thrones’, ‘The Shield’, ‘The Tudors’, ‘Misfits’ og ‘Lost’, og flere af skuespillerne var valgt til roller, der lå meget langt fra, hvad jeg ellers har set dem i. For eksempel var det ret interessant at se Robert Sheehan i rollen som Simon, eftersom hans rolle i ‘Misfits’ var en af de mest øretæveindbydende, jeg har set i nogen serie. Jeg kunne meget godt lide hans fortolkning af Simon, for jeg havde frygtet, at man havde lavet en lige så tam og kedelig version af denne rolle, som da man filmatiserede ‘The Hunger Games’ og lavede en utrolig flad og kedelig version af Peeta. Den bedste casting går dog helt klart til Jace, som var 110% som jeg havde håbet.

Men men… det er ikke alt, der lykkes på lærredet. Der er flere steder, hvor det bliver lige lovlig indforstået – for eksempel Hodges valg og hele forklaringen på skyggejægernes brug af runer. Især det sidste savnede jeg meget mere om i filmen. Instruktøren har valgt at tage sig visse friheder med hensyn til handlingen og ikke mindst rækkefølgen, og det gør det til en noget rodet og forvirret affære – både for dem, der har læst bøgerne, og for dem, der ikke har.

Derudover falder de fleste af de alvorlige scener helt til jorden og bliver ikke de smertefulde eller dramatiske øjeblikke, de kunne have været. Det er synd, for det kunne virkelig have været med til at løfte filmen og gøre den til andet end overfladisk underholdning.

‘Dæmonernes by’ er underholdende film med masser af humor – men også lige lovlig cheesy øjeblikke, hvor der burde have været arbejdet mere med manuskriptet og skuespillet, så scenerne ikke blev så pinlige.

Pandaemonium

I sommerferien fik jeg læst en del af bøgerne, som jeg har planlagt at læse i år – herunder også zombiebogen ‘Pandaemonium’ af danske A. Silvestri.

Historien starter lige på og hårdt. På Nørrebro fødes Ondskaben, og store sværme af fluer overfalder folk på gaden og forvandler dem til zombier. Snart er København ét stort kaos, for ingen forstår, hvad der foregår, eller hvordan de skal flygte fra fluerne. En lille gruppe overlevende samles på en skole på Midtsjælland, hvor de ikke blot skal kæmpe mod zombierne men også mod personer fra deres fortid – mennesker, der er grebet af grådighed, vrede og hævngerrighed. Det er dog ikke muligt at holde skolen i længere tid, og de overlevende må begive sig ud på en rejse for at finde et sikkert sted – og måske også løsningen på, hvordan de kan stoppe zombieangrebene én gang for alle.

Det er umuligt at læse denne bog uden at komme til at tænke på Dennis Jürgensens ‘Kadavermarch’, hvor zombieangrebene også er beskrevet i en frisk tone krydret med teenageslang og smarte bemærkninger. ‘Pandaemonium’ er dog noget mere splatteragtig, og der bliver ikke lagt fingrene imellem. Drabene bliver detaljeret beskrevet, og blod, kropsdele og materie sprøjtes ud over siderne. Denne bog er IKKE for sarte sjæle!

Persongalleriet er rimelig traditionelt – der skal både være plads til folk med funktioner (f.eks. betjent og dyrlæge), folk med ar på sjæl og krop (f.eks. forbryder og voldtægtsoffer) og folk med overnaturlige evner, ligesom der naturligvis både er unge og gamle med i gruppen. Forfatteren er ikke bleg for at luge ud i gruppen undervejs, meeen der er desværre ikke de store overraskelser med hensyn til forløbet, og så er skurkene generelt utrolig kedelige og endimensionelle.

Det er tydeligt, at bogen er inspireret af andre zombiebøger, og det gør såmænd ikke så meget, men jeg havde gerne set, at der var flere overraskelser undervejs. Forfatteren har dog valgt at fokusere på en religiøs vinkel, der sjældent bruges i zombiehistorier, men den vinkel var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom flere gange til at virke påklistret – især når de overlevende skal gætte sig frem til, hvordan de måske kan stoppe zombiehæren – og hele slutningen bliver et orgie i filmisk action og religiøst pladder.

Bogen er ganske underholdende, men jeg synes ikke, den bidrager med så meget nyt. ‘Pandaemonium’ har på ingen måde den elegance som ‘World War Z’ har, men det er også to meget forskellige bøger, selvom de begge hører til zombiegenren. Du skal læse den, hvis du er til klassisk horror og zombiesplat, for der er action og blod i rå mængder, ligesom strømmen af one-liners bare bliver ved og ved.

Ingen engel

Jeg elsker at bruge netlydbog.dk til at finde frem til nye, spændende bøger, som jeg bør opleve. På den måde støder jeg tit på bøger inden for genrer, jeg normalt ikke beskæftiger mig så meget med.

For nylig faldt jeg over ‘Ingen engel’ af Jay Dobyns – en bog, der handler om, hvordan han som specialagent infiltrerede rockergruppen Hells Angels.Under dæknavnet “Bird” arbejdede Jay flere år undercover, mens han og en række andre specialagenter forsøgte at få foden indenfor hos en af verdens mest kendte og omtalte rockergrupper. Det blev til en rejse i en brutal, hårdtslående og mandschauvinistisk verden, men også et indblik i et fællesskab, hvor du støtter 110% op omkring dine brødre og er villig til at gå i døden for dem.

Jays arbejde førte ham dog ikke kun ind i hjertet af Hells Angels, for langsomt men sikkert gled hans egen personlighed i baggrunden, og efterhånden var “Bird” ikke en rolle, han spillede – men en person, han var ved at blive til.

Bogen er en interessant og foruroligende fortælling om, hvordan en række agenter gennem flere år stille og roligt bliver en del af rockerverdenen og snart suser omkring på motorcykler for at sælge våben eller true modstandere. Men det er ikke beskrivelsen af rockermiljøet, der er mest skræmmende. Det er i stedet Jays forvandling fra familiefaderen og den gode kollega til den hårdtslående, fandenivoldske rocker “Bird’, som efterhånden sluger Jays egen personlighed. Det bliver sværere og sværere for ham at være sig selv, når han en sjælden gang er hjemme hos familien, og han begynder at længes efter at komme tilbage til rockerklubben. Til sidst er han tilmed så langt ude, at han fantaserer om at få en kugle for panden, for dobbeltspillet slider på ham, og han skal hele tiden passe på ikke at blive afsløret.

Det er en meget ærlig og direkte bog. Forfatteren forsøger på ingen måde at glamourisere sin egen indsats, og der er ingen tvivl om, at arbejdet i den grad tærede på ham og var ved at æde ham op til sidst. Fortællestilen er til tider lige lovlig dramatisk, men jeg synes nu, at forfatteren har noget at have det i. Jeg bliver i den forbindelse også nødt til at rose oplæseren, som i den grad forstod at lægge stemme til Jays fortælling. Jeg elsker, når en god oplæser er med til at give fortællingen et ekstra pift.  
Det er tankevækkende læsning, og det er bestemt en bog, jeg vil anbefale – uanset om du interesserer dig for rockerverdenen eller ej. Bogen er lige så meget en personlig fortælling om, hvordan et menneske kan ændre sig markant, hvis blot han eller hun er i et hårdt miljø længe nok, og det giver stof til eftertanke.

Julie

Jeg har ikke fået lyttet til så mange lydbøger på det seneste, da sommerferien mest er gået med helt almindelige (papir-)bøger, men jeg har da nået denne lydbog, som jeg blev anbefalet for et par år siden.

‘Julie’ af Anne Fortier handler om den unge amerikanske kvinde, Julie Jacobs, der arver nøglen til en bankboks i italienske Siena efter sin tante. Med nøglen følger der også et brev, der fortæller, at bankboksen rummer en værdifuld familiehemmelighed. Julie tager straks til Italien for at blive klogere på sin fortid og ikke mindst finde forklaringen på, hvad der skjuler sig i bankboksen. Snart finder hun ud af, at hun måske er i familie med den kvinde, som inspirerede Shakespeare til at skrive tragedien ‘Romeo & Julie’, og Julies efterforskning bliver pludselig meget kompliceret.

Bogen er af flere blevet sammenlignet med Dan Browns konspirationsbøger, hvilket jeg til dels godt kan forstå, for bogen lægger sig fint i slipstrømmen af hvad-nu-hvis og virkeligheden-er-en-ganske-anden-bøger, som var så populære i årene efter, at ‘Da Vinci Mysteriet’ blev udgivet. ‘Julie’ er dog ikke på samme måde bygget op omkring konspirationsteorier, religiøse fanatikere eller blodige drab, men forfatteren leger rigtig meget med, at ting ikke altid er, som de ser ud – måske endda lige lovlig meget, for det bliver lidt trættende i længden, at Julie hele tiden må revurdere, hvem hun kan stole på.

Historien er bygget op omkring to handlingsforløb – det nutidige med Julie, der efterforsker sin slægts historie, mens hun bliver mere og mere involveret i intrigerne i Italien, og datidens kærlighedshistorie mellem Romeo g Giulietta – den historie, der var baggrunden for Shakespeares udødelige tragedie. Det er helt klart den historiske del, der er mest interessant. Ikke alene giver den en mere nuanceret fremstilling af kærligheden mellem de to mennesker, men historien er også langt mere barsk end den udgave, som Shakespeare skrev.

Den nutidige del svinger til gengæld i kvalitet. Ind imellem er den spændende og medrivende, men jo længere jeg nåede, jo mere irriteret blev jeg på historien. Julies søster, Janet, er så irriterende og egoistisk, at det gør hende komplet utroværdig, og selvom dette ændrer sig noget undervejs, så blev konflikten mellem de to søstre meget forceret og anstrengt. Præmissen for historien – at Julie faktisk er beslægtet med den oprindelige Giulietta – er måske lidt søgt, men kunne fungere, hvis det ikke er fordi, at der også skal presses en (nutidig) kærlighedshistorie ned over Julies efterforskning, for hvad er en Julie uden en Romeo?

Det bliver lige lovlig forudsigeligt til min smag, og slutningen var noget vammel at komme igennem. Det er ærgerligt, for oplægget var sådan set udmærket, og den historiske del fungerede strålende. Men det havde nu været et interessant – og modigt – valg, hvis Julie for en gangs skyld kunne klare sig uden Romeo. Vi er trods alt i det 21. århundrede 😉

Uglies

På listen over bøger, jeg skal læse i år, står også denne bog, som udkom nogle år før ‘The Hunger Games’ og var en af de første bøger i den dystopiske bogbølge, der har været de senere år.

‘Uglies’ af Scott Westerfield foregår i en fremtid, hvor alle skal være smukke. Når du er ung, lever du i et separat samfund, hvor alle kaldes ‘uglies’, men når du fylder 16 år, gennemgår du en omfattende operation, som gør dig smuk – uanset hvordan du end så ud inden. Hovedpersonen Tally venter længselsfuldt på denne dag, for hendes bedste ven, Peris, flyttede til de smukkes by for flere måneder siden, og Tally er træt af at være grim.

Kort tid inden, at Tally skal opereres, bliver hun venner med pigen Shay, som ikke er interesseret i at blive smuk. At gennemgå skønhedsoperationen er noget, alle gør, så det er ret kontroversielt, at Shay ikke vil, og hun  har derfor planer om at flygte. Da Shay stikker af, bliver Tally kontaktet af myndighederne og nægtet at gennemgå skønhedsoperationen, indtil Tally har afsløret, hvor Shay er taget hen.

Udgangspunktet for bogen er interessant. Forestil dig et samfund, hvor skønhed er den vigtigste faktor af alle, og hvor du ligefrem har opdelt borgerne efter, om de er smukke eller ej. Det er en fin kommentar til det nuværende samfund, hvor de glittede dameblade og farverige tv-reklamer i den grad skaber et billede af, at folk (især kvinder) skal se smukke og lækre ud for at være succesrige.

Jeg synes dog ikke, at udførelsen er særlig elegant. Den første fjerdedel af bogen var ret træg at komme igennem, for her skete der ikke særlig meget, og det var primært Tally, man læste om. Hun er ikke just en hovedperson, der er let at holde af – eller med – for hun er temmelig ensporet og naiv, grænsende til dum. Selvfølgelig er hun præget af det samfund, hun er vokset op i, men jeg havde gerne set, at hun reflekterede lidt mere over tingene, ligesom jeg gerne ville have uddybet hendes bevæggrunde noget mere.

Som enhver anden ungdomsroman er der selvfølgelig også romantik involveret, men det virker en anelse påklistret. Tally bliver meget hurtigt kæreste med en fyr, hun lige har mødt, hvilket naturligvis medfører en række komplikationer. Det virker lidt som om, at det er en let måde at tilføre bogen lidt mere dramatik og som om, at det er helt umuligt at skrive en ungdomsbog, uden at den kvindelige hovedperson skal være begæret af mindst én fyr. Lidt trættende – og utroværdigt.

I det hele taget var jeg ikke synderlig imponeret over bogen. Det er en ret simpel historie med en meget tyk morale, og selvom handlingen undervejs tager en (mere) interessant drejning, så er det ret tydeligt, at bogen i høj grad er skrevet til de yngste teenagere. Men udviklingen i bogen er i sidste ende med til at trække læseoplevelsen op, og selvom jeg ikke var specielt imponeret af bogen, så vil jeg ikke afvise, at jeg på et tidspunkt vil læse fortsættelsen. Det bliver dog i så fald ved at låne næste bog på biblioteket, for det er ikke en serie, jeg har behov for at have stående på boghylderne.

A Feast for Crows

Denne bog er fjerde bog i George R. R. Martins serie ‘A Song of Ice and Fire’ – eller bedre kendt som ‘Game of Thrones’-serien. Anmeldelserne af de foregående bøger kan du finde her:
‘A Game of Thrones’
‘A Clash of Kings’
‘A Storm of Swords’

Der kommer intet resumé her – det vil simpelthen afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger.

Denne serie er helt klart i min top tre liste over fantasyserier, og derfor glædede jeg mig til at læse denne bog. Jeg var dog samtidig også lidt bekymret, for jeg havde hørt en del kritik af ‘A Feast for Crows’, som flere omtalte som kedelig, langtrukken og med for få af de personer, man er vant til at følge.

Jeg havde – heldigvis – ikke samme opfattelse af bogen, men jeg kan godt forstå, hvis nogen mener, at handlingen til tider er noget træg, for stilen er noget anderledes i forhold til den foregående bog, ‘A Storm of Swords’. Der skete en hel del dramatiske ting i den tredje bog, og derfor er der et (naturligt) behov for at ’slikke sårene’ i ‘A Feast for Crows’. Mange konflikter blev afsluttet i den foregående bog, så nu er der brug for at bringe nye personer i spil og opbygge nye konflikter, og det synes jeg, at forfatteren slipper godt fra.

Der bliver som sagt introduceret en række nye personer, og så får man lov til at følge langt flere kvinder i denne bog. Det synes jeg er positivt, for forfatteren har formået at lave et bredt og nuanceret udvalg af interessante kvinderoller. Fraværet af flere af de oprindelige personer betyder også, at andre personer får mere plads i bogen til at udvikle sig i nye spændende retninger.

Jeg er til gengæld ikke så vild med, at forfatteren begynder at bruge kæle-/øgenavne for en lang række af personerne som titel på de enkelte kapitler. Det forvirrede mig flere gange, og selvom det flere steder giver god mening (når en person for eksempel prøver at skjule sig ved at bruge falsk navn), så er det ikke så brugervenligt.

‘A Game of Thrones’ og ‘A Storm of Swords’ er stadig mine yndlingsbøger i denne serie, men ‘A Feast for Crows’ har bestemt også noget at byde på. Du må bare ikke forvente den samme stil som den foregående bog, for det er svært at være efterfølger til den dramatiske ‘A Storm of Swords’, og så skal du være indstillet på, at der er en række personer, der ikke er med. Ikke fordi de er døde – men fordi forfatteren oprindeligt fik skrevet så mange sider, at han valgte at splitte handlingen op i to bøger. ‘A Feast for Crows’ foregår derfor samtidig med handlingen i den næste bog, ‘A Dance with Dragons’.