Før jeg falder

Jeg har læst mange begejstrede anmeldelser af Lauren Olivers bøger, og jeg har da også planer om at starte på hendes Delirium-serie inden længe. I første omgang var det dog den enkeltstående bog, ‘Før jeg falder’, som jeg kastede mig over.

Bogen er som sagt skrevet af Lauren Oliver og handler om teenageren Samantha, der er en af de populære piger i high school. Hun går til fester og nyder et sorgløst liv sammen med sin kæreste og veninder – indtil hun en aften dør i en bilulykke. Det er dog ikke enden på hendes liv, for hun får mulighed for at leve den sidste dag ikke bare én men flere gange, og det giver hende muligheden for at ændre både sit eget og andres liv og skæbne. Men hvad vil hun så ændre, og hvad vil det betyde?

Jeg var spændt på, om denne bog ville drukne i letkøbte pointer om, at man skal behandle andre ordentligt, mens tid er, men det var heldigvis ikke dominerende, selvom det selvfølgelig var en af forfatterens mål med historien.

Tankeeksperimentet er klassisk men interessant. Hvis du havde én dag tilbage, hvad ville du så gøre? I dette tilfælde er det twistet, så hovedpersonen får mulighed for at ændre andre folks skæbner med sine valg, og da det går op for hende, tager hun udfordringen op og gør alt for at finde frem til den slutning, som hun mener er den rigtige.

Jeg synes, forfatteren har ramt en fin balance med hensyn til hovedpersonens personlighed. Samantha er lettere overfladisk og irriterende, hvilket ’skolens populære piger’ typisk portrætteres som, men hun har også lidt mere at byde på – særligt som historien udvikler sig. Jeg kan godt lide, at hun virker troværdig, når hun fjoller rundt sammen med veninderne, hvor dialogen flyder let og ubesværet. Der er en rimelig bred vifte af personligheder i historien, men jeg når alligevel at få et indtryk af de fleste. Flere af dem måske er lige lovlig traditionelle, men de er alle med til at skabe rammen for en spændende historie.

Det er en bog, der får læseren til at lege med på præmissen og tænke over, hvad man selv ville gøre i Samanthas situation. Hvem vil du gøre glad, og hvem vil du såre? Hvem vil du redde, og hvem vil du vende ryggen til? 

‘Før jeg falder’ er en velskrevet ungdomsbog, og selvom den er letlæselig, har historien noget at byde på. Kan anbefales.

Sumobrødre

I kølvandet af anmeldelsen af ‘Kunsten at være kvinde’ følger der desværre endnu en smågnaven boganmeldelse, eftersom jeg for nylig kastede mig over ‘Sumobrødre’ bog i lydbogsformat.

‘Sumobrødre’ er skrevet af Morten Ramsland og foregår i starten af 1980’erne, hvor den 11-årige Lars bruger megen af sin tid sammen kammeraterne med at lave alskens drengestreger og bissetricks. De forsøger at tryne de små og flygte fra de store. De er platte, fjollede og uforsigtige, og de oplever lidt af hvert, for drenge i den alder begår – per definition – dumme ting i ny og næ.

Jeg havde ikke læst anmeldelser af denne bog, inden jeg gik i gang, og det fortrød jeg, jo længere ind i bogen jeg kom. Ikke alene har denne bog generelt fået en del lunkne anmeldelser – den fik også en del kritik på nøjagtig de samme punkter, som fik mig til at overveje at droppe den undervejs. Det var kun ren stædighed, der fik mig til at fortsætte til den bitre ende.

Jeg savnede lidt en rød tråd i bogen. Meget af tiden var det en masse små beskrivelser af skøre, skæve eller sære ting, som drengene kastede sig ud i, og selvom det i starten var fascinerende, så tog det efterhånden overhånd, da drengenes leg blev mere voldelig og ekstrem. Det var lidt ligesom at se ‘Zappa’ på speed. Men hvor skal det føre hen, og hvad er meningen med det? Det blev jeg mere og mere i tvivl om i løbet af bogen, og mest af alt virkede bogen fragmenteret.

Tonen var direkte, hård og krydret med alskens saftige bandeord, og det blev ret anstrengende i længden. For mig virkede det meget kunstigt og trættende, for den attitude mindede mig på ingen måde om de drenge, jeg kendte i den alder, og der var ellers en del provinsielle bisser iblandt 😉

Jeg kan egentlig godt lide tanken om at vise børns leg fra dengang, hvor de ikke var i diverse børnepasningsordningerne dagen lang, men havde mulighed for at rende rundt og lave skarnsstreger, men sproget og den – i mine øjne – småekstreme opførsel var med til at irritere mig godt og grundigt. Jeg syntes ikke, at den opførsel passede til 11-års alderen. Jeg havde nærmere forventet den opførsel af 6- eller 7-årige.

Der var glimt af alvor og eftertænksomhed i bogen, når hovedpersonen prøvede at forstå, hvorfor de voksne ind imellem opførte sig underligt eller tog mærkelige beslutninger. Her var der mulighed for at bringe lidt af den bittersøde og underfundige stemning frem fra dengang, hvor man som barn ikke altid forstod, hvorfor de voksne kunne blive pinligt berørte over de (i et barns øjne) særeste ting. Desværre er det ikke noget, forfatteren for alvor dykker ned i, og det er synd, for her kunne bogen virkelig have udviklet sig til en spændende oplevelse.

Bogen skal efter sigende være morsom, men jeg blev mest af alt irriteret af at læse den. Jeg tror bare ikke, at forfatteren og jeg har samme tilgang til humor, for hans bestseller, ‘Hundehoved’, fandt jeg heller ikke sjov, selvom det var en af de ting, den blev mest rost for. I de anmeldelser, jeg har læst af ‘Sumobrødre’, er der også ret delte meninger om, hvorvidt bogen er sjov eller ej.

Jeg må desværre konstatere, at forfatterens stil ikke rigtig er noget for mig. Denne bog drukner i platheder og stupid drengevold, og det bliver ærlig talt trættende i længden. Ikke en bog jeg kan anbefale.

Kunsten at være kvinde

En dag, hvor jeg tømte postkassen, stod jeg pludselig med denne bog i hånden, som Gyldendal havde valgt at sende til mig. Uden advarsel. Det kunne jeg ellers godt have brugt, for alene titlen fik mig til at udbryde “åhnej!”, da jeg frygtede, at det var endnu en (tåbelig) håndbog i, hvordan kvinder er. Underforstået – hvordan rigtige kvinder er. Det viste sig dog, at bogen havde et lidt andet fokus, så jeg valgte at tage ja-hatten på og læse bogen.

‘Kunsten at være kvinde’ er skrevet af journalisten Caitlin Moran og er en blanding af tilbageblik fra hendes eget liv kombineret med klumme-agtige passager, hvor hun udtrykker sin holdning til de udfordringer og faldgruber, som Caitlin mener, at kvinder i dag tumler med. Emnerne går lige fra kvinders udseende og kampen om at holde sig ung til bryllupper, moderrollen og Katie Price.

Bogen er flere steder blevet markedsført som en humoristisk, feministisk bog, der er et tiltrængt bidrag til kønsdebatten. Det kan jeg dog på ingen måde se. Jeg synes ikke, der er noget nyt i den, for meget af det har jeg set før – og endda bedre skrevet.

Først og fremmest havde jeg ofte meget svært ved at identificere mig med forfatteren. Når hun for eksempel harmdirrende ytrede, at bryllupper var latterlige, fordi folk brugte alt for mange penge på dem, sad jeg og tænkte, at det jo sådan set ikke var brylluppernes skyld – man kan jo sagtens holde et bryllup til en fornuftig pris, og jeg kender ingen, der på noget tidspunkt har følt sig presset til at bruge over 100.000 kr på den store kærlighedsfest. Det er muligt, at der er helt andre normer angående bryllupper i England, men her i Danmark har jeg aldrig stødt på det problem.

Dernæst havde hun en frygtelig vane med at udstille sig selv på en måde, der fik mig til at tænke på de tåkrummende chick lit-bøger, hvor kvinderne gerne fremstilles som smådumme, pinlige og uheldige. Lad dog være! Jeg holder ikke mere af dig, bare fordi du fremstiller dig selv som kikset teenager, og det bliver ikke lettere for mig at identificere mig med dig! Især passagerne fra ungdommen, hvor hun malende beskrev sin kønsbehåring, var lige ved at få mig til at lægge bogen fra mig. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags på det punkt, men jeg har virkelig ikke lyst til at læse detaljerede beskrivelser af andre folks kønsbehåring eller menstruation for den sags skyld. Slet ikke når de opfordrer én til at smage på menstruationsblodet. Det er ikke feminisme. Det er bare selviscenesættende bullshit. 

Jeg havde et meget ambivalent forhold til de selvbiografiske passager. På den ene side var jeg ikke så vild med dem. Jeg læser sjældent biografier, og jeg synes ikke, at forfatteren er en så interessant person, at jeg ville læse en biografi om hende. På den anden side var det meste af den resterende tekst så dameblads-klummeagtig, at jeg ind imellem skar tænder af irritation. Jeg er bare ikke til den skrivestil. Det bliver så let og uforpligtende.

Bogen er som sagt beskrevet som humoristisk, men meget af tiden er tonen anstrengt – nærmest skinger – og beskrivelsen af Caitlins barndom er både trist og ubehagelig. Det bliver dog bedre hen imod slutningen af bogen, og det virker, som om forfatteren også modnes holdningsmæssigt, jo tættere på slutningen hun kommer.

Jeg savner en bredere forståelse – og anerkendelse – af kønnene i bogen, og jeg savner løsningsforslag. Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvordan skal vi opnå ligestilling? Eller endnu bedre – ligeværd? Her bruger forfatteren mere tid på at beskrive sin egen lommefilosofi end at komme med konkrete løsninger.

Vil du gerne læse noget feministisk litteratur, så vil jeg foreslå dig at finde frem til bøger, der har mere på hjerte end denne udgivelse. Selvom den ind imellem har sine lyse øjeblikke, så er der lidt for langt mellem snapsene, og jeg synes ærlig talt, at den feministiske sag fortjener bøger, der inspirerer og sætter tankerne i gang. Vil du læse noget mere feministisk litteratur, så lån ‘Egalias døtre’ af Gerd Brandenberg på biblioteket eller smut forbi boghandlen for at købe ‘Fisseflokken’. De er ganske glimrende, og du kan jo altid udbygge det ved at læse bøger om kønsteorier – der er mange spændende (og rabiate :)) bud blandt kønsteoretikerne. 

Gone

Har du prøvet at købe en bog og først bagefter opdage, at det ikke er den første bog i serien – men en af de efterfølgende bøger? Sådan en oplevelse havde jeg sidste år, da jeg købte ‘Plague’ af Michael Grant. Jeg vidste, at det var en af bøgerne i hans sci-fi-serie, og jeg håbede, at det var den første – men nej. Det er faktisk den fjerde bog i serien. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg først og fremmest købte bogen på det tidspunkt, fordi jeg fandt en signeret kopi, da vi var i London sidste år…

Nå, men jeg blev jo nødt til at få fat i den første bog i serien,så den købte jeg for et par måneder siden og læste for et par uger siden.

‘Gone’ foregår i Perdido Beach – en lille by i Californien – hvor livet går sin stille gang indtil den dag, hvor alle voksne forsvinder på samme tid. Alle over 15 år er med ét væk, og børnene står rådvilde tilbage. Hvad skete der? Hvor blev de voksne af? Hvornår kommer de tilbage? Hvis de da overhovedet kommer tilbage…?

I starten er alt kaos, men snart forsøger flere af de ældste børn at få kontrol over situationen og sørge for, at der bliver taget hånd om de mindste børn og ikke mindst babyerne. Der er dog også flere af byens sædvanlige lømler, der benytter chancen til at tilrane sig magt for at kunne tryne de andre, og da børnene fra skolen uden for byen – skolen for de riges vanskelige børn – dukker op, bliver der for alvor vendt op og ned på tingene. Det er på det tidspunkt, at flere af børnene opdager, at de er begyndt at udvikle overnaturlige evner, og den slags kan jo både bruges til det fælles bedste – eller for egen vindings skyld.

Så er spørgsmålet blot hvilken type samfund, børnene vil opbygge, når frygt, uenighed og egoisme spiller store roller i kampen om Perdido Beach…

Bogen indledes med en række citater fra diverse anmeldelser af bogen, og her bliver historien sammenlignet med ‘Fluernes herre’, ligesom skrivestilen får en til at tænke på Stephen King. Da jeg havde læst sidste side af bogen, måtte jeg erklære mig helt enig i den sammenligning, for det er næsten umuligt ikke at tænke på ‘Fluernes herre’, når du læser en historie om børn, der skal forsøge at opbygge et samfund på egen hånd. Præmisserne er lidt forskellige, men konflikterne minder om hinanden.

Referencen til Stephen King kan jeg også godt forstå, for persongalleriet ligner noget, King kunne finde på at ryste ud af ærmet. Der er både den retskafne (helt), den kloge pige og den autistiske dreng på den ‘gode side’ samt den brutale fyr, den kløgtige skurk og den voldelige psykopat på den ‘onde side’. Hertil kommer der (heldigvis) også en række personer, der befinder sig i gråzonen og både kan svinge til den ene og den anden side afhængig af, hvordan oddsene er. Det hele krydret med overnaturlige evner og andre sære begivenheder, som er med til at sprede en utryg stemning i bogen. Jeg savner dog Kings skarpe redigering, for i starten bliver fronterne trukket meget skarpt op, og jeg nåede at tænke, at det simpelthen blev for sort/hvidt beskrevet, men der sker heldigvis en del ting i bogen, der er med til at nuancere personerne og historien.

Der er flere brutale begivenheder i bogen, og derfor undrer det mig, at det er en bog, der er rettet mod de 12-14-årige. Der er passager, der ganske enkelt ikke egner sig til børn. Det havde været bedre, hvis bogen i højere grad var skrevet til 15-18-årige, for selvom de ældste hovedpersoner ‘kun’ er 14 år, så er konflikterne i historien interessante for folk i alle aldre.

Jeg kan som udgangspunkt godt lide bogen og er allerede gået i gang med at læse næste bog i serien, men det ærgrer mig, at der er steder, hvor konflikterne bliver lige lovlig dramatiske og dermed utroværdige. Jeg havde gerne set, at historien havde udviklet sig over lidt længere tid, for flere ting virker ganske enkelt forcerede, når ting skal gå op i en spids så hurtigt. Men det er bestemt en underholdende historie, selvom jeg gerne havde set lidt mere dybde og eftertænksomhed.

Samme dag næste år

I min søgen efter spændende bøger på netlydbog.dk faldt jeg over denne bog, som røg til tops på salgslisterne, da den udkom i for få år siden.

‘Samme dag næste år’ er skrevet af David Nicholls og handler om Emma og Dexter, som man følger fra 1988 og frem til 2007. Bogen er opdelt, så man får et glimt af deres liv den samme dag hvert år i denne periode – uanset hvor i livet de er på det tidspunkt.

Emma og Dexter lærer hinanden at kende, da de er sammen til den sidste fest på studiet den 15. juli 1988. Derefter skilles de, men de bevarer kontakten, selvom de hurtigt bevæger sig i hver sin retning, og med tiden udvikler det sig til et varmt venskab. Dexter er den charmerende og flotte fyr, som hurtigt får sig en fremadstormende karriere, mens Emma er den pæne, lidt stræberagtige pige, der helst skal være så korrekt som muligt – og derfor ofte glider i ét med tapetet. Som tiden går, udvikler begge hovedpersoner sig dog – både som personer men også i relationen til den anden – og mange ting ændrer sig.

Jeg indrømmer gerne, at denne bog ikke just hører til den type bøger, jeg plejer at kaste mig over med begejstring. Oplægget lugter langt væk af at være en undskyldning for at fortælle historien om et umage vennepar, der pludselig forelsker sig i hinanden og derefter lever lykkeligt til deres dages ende. Det var nu ikke helt den oplevelse, jeg fik ud af at læse bogen (heldigvis), men jeg syntes alligevel ikke, at bogen levede op til de flotte anmeldelser, den fik, da den blev udgivet.

Først og fremmest har jeg et problem med hovedpersonerne. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem. Det er ret tydeligt, at Dexter skal fremstilles som en overfladisk og selvfed fyr, som de færreste i sidste ende bryder sig om – slet ikke som tingene udvikler sig – men det var faktisk Emma, jeg brød mig mindst om. Hun var ind imellem temmelig bedrevidende og så korrekt, at det kom til at virke skingert og påtaget. Dexter fik jeg mest af alt ondt af, mens Emma burde vide bedre, når hun gjorde tankeløse ting. Venskabet mellem de to virker ind imellem også ret forceret. Hvad er det egentlig, de ser i hinanden? Og hvorfor bliver de ved med at holde kontakten, selvom de flere gange sårer hinanden? Det savnede jeg flere argumenter for.

Bogen er blandt andet beskrevet som humoristisk, men den del bed ikke på mig. Jo, Emma har da flere skarpe bemærkninger, og deres samtaler kan godt indeholde de finurligheder, der ofte opstår i samtaler mellem venner, men intet der for alvor rørte mig eller fik mig til at smile.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med, at man følger de samme mennesker på en bestemt dato flere år i træk – jeg er bare ikke så begejstret for den spirende kærlighed mellem de to hovedpersoner, for jeg synes, den bliver lidt for søgt ind imellem, og jeg havde hellere set, at der var tale om et venskab, hvor kærlighed ikke spillede ind på noget tidspunkt. Det er trods alt muligt at have venskaber mellem mænd og kvinder, uden at det nødvendigvis udvikler sig til forelskelse.

En ret middelmådig læseoplevelse, som snart forsvinder i glemslen.

Journal 64

Jussi Adler-Olsen er en af de mest populære danske krimiforfattere pt., og inden længe er der premiere på filmatiseringen af hans første bog i serien om Afdeling Q – ‘Kvinden i buret’. Jeg læste de tre første bøger i serien for flere år siden, men det er dog kun ‘Flaskepost fra P’, som du kan finde en anmeldelse af her på bloggen.

‘Journal 64’ er den fjerde bog i krimiserien, og af ukendte årsager har den stået og ventet på min boghylde i flere år, inden den for nylig fandt vej frem til min sengebord.

Trioen fra Afdeling Q er tilbage, og denne gang får de fingrene i en gammel sag, der trækker tråde tilbage til Sprogø, der blev brugt som opbevaringssted for letlevende og ustabile kvinder for 40 år siden. De, der forlod øen, havde ar på både krop og sjæl, og sagen bliver efterhånden mere og mere kompliceret, da det ser ud til, at en række magtfulde mennesker har forbindelse til denne skamplet i historien.

Samtidig bliver Carl Mørck involveret i efterforskningen af et mord, hvor flere af sporene sært nok peger i retning af, at han skulle have en forbindelse til dødsfaldet. Assad viser nye sider af sig selv, selvom det får Carl til at bekymre sig om, hvem assistenten Assad i virkeligheden er – og hvorfor han tilsyneladende har forbindelser til en udenlandsk efterretningstjeneste.

Selve krimidelen er i mine øjne den bedste ud af de fire første bøger. Der et glimrende motiv til at begå mord (i hvert fald i de fleste af tilfældene), og spændingen stiger, jo flere sider man vender. Som læser får du både mulighed for at lege den bedrevidende tilskuer til opklaringen – og et par overraskelser undervejs, når forfatteren sniger et twist ind, som bringer historien i en ny retning. Jeg havde for eksempel troet, at nu havde jeg regnet det hele ud, da slutningen nærmede sig, indtil der pludselig skete noget, som gav en interessant vinkel til historien.

Personerne i Afdeling Q får lov til at udvikle sig mere i denne bog, hvor det klart er Assads nye sider, der er de mest interessante, mens Rosa (heldigvis) er lidt mere afdæmpet end tidligere. Jeg synes desværre, at Carl Mørck kommer til at virke lige lovlig gnaven og gumpetung i denne bog, og i det hele taget er samspillet mellem de tre lidt for anstrengt og bærer præg af fjollede sproglige misforståelser. Det virker ret påklistret og virker ikke rigtig.

Samlet set er ‘Journal 64’ den af Afdeling Q-bøgerne jeg har nydt mest – først og fremmest på grund af historien, der er det mest troværdige af de fire krimier. Noget af alvoren spoleres desværre af fjollerierne i selve afdelingen, men overordnet set er det en fin krimi.

Cæsar – Sværdenes mark & Krigens guder

I sommerferien fik jeg endelig læst tredje og fjerde bog i Conn Igguldens Cæsar-serie. Første bog – ‘Roms porte’ – læste jeg for flere år siden (inden jeg begyndte at blogge om bøger), men anmeldelsen af den anden bog ‘Kongers død’ kan du finde her på bloggen.

I den tredje bog, ‘Sværdenes mark’, drager Cæsar til Spanien for at lede de romerske kolonier. I Rom spreder uroen sig, for på den politiske front truer magtkampene med at få alvorlige konsekvenser for byen. Cæsar vælger at tage tilbage til Rom sammen med Marcus Brutus i et forsøg på at vinde byen fra senatorerne, men det kræver list og vovemod – noget som Cæsar har i tifold. Cæsars plan lykkes, og det giver Cæsar mulighed for at realisere drømmen om at drage mod nord, hvor gallernes rige venter.

Den fjerde bog, ‘Krigens guder’, omhandler Cæsars sidste år, hvor han regerer som Roms diktator. Han møder den egyptiske dronning Kleopatra, som han indleder et forhold til, og sammen får de et barn. Alt er dog ikke fryd og gammen, for i baggrunden lurer Cæsars fjender, og de ønsker at stoppe Cæsar – én gang for alle.

Normalt skriver jeg meget korte resumeer – hvis jeg da ikke helt undlader dem – når jeg anmelder bog 2, 3, 4 osv. i en serie. I dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse, for Julius Cæsars liv og gerninger er blevet genfortalt i så mange film, bøger, tegneserier og tv-serier, at de fleste er stødt på fortællinger fra Cæsars begivenhedsrige liv.

Conn Iggulden har skrevet en spændende og detaljeret serie om Cæsars liv, og selvom han tager sig lidt friheder her og der, så giver serien et grundigt indblik i Cæsars gerninger og ikke mindst i det romerske samfund på den tid.

Som jeg også kommenterede i anmeldelsen af ‘Kongers død’, så bliver tonen i bogen ind imellem lidt for venskabelig (og moderne), og jeg havde forventet større klasseskel på den tid. Det er muligt, at det også var der, men det fremgår ikke særlig tydeligt af serien.

Cæsarserien er et fint supplement til historieundervisningen forstået på den måde, at det er interessant og fascinerende at høre om en af verdenshistoriens største mænd via det skønlitterære medie, hvor der også er plads til at fortælle om de tragiske familieforhold og personlige svigt, som Cæsar oplevede. Det er jo mest krigene og de politiske sejre, som historiebøgerne fortæller om, og selvom flere af de personlige konflikter muligvis er skarpt vinklet af forfatteren, så er det med til at fremstille Cæsar som et mere nuanceret menneske.

Pigerne fra Shanghai

Siden jeg læste ‘Sneblomst og den hemmelige vifte’ har jeg løbende holdt øje med, hvornår der kom nye Lisa See-bøger i boghandlen. Jeg var også ganske tilfreds med ‘Pæonpavillonen’, og jeg skulle da også have ‘Pigerne fra Shanghai’ få måneder efter, at den var udkommet. Af ukendte årsager forputtede den sig derefter på min bogreol, og det var først for ganske nylig, at jeg fandt den frem.

Bogen handler om to kinesiske søstre, der lever som ’smukke piger’ – den tids modeller, der lagde ansigt og krop til lødige kalendere – i 1930’ernes Shanghai. De lever et moderne liv, hvor de kan gøre, næsten som det passer dem, for faderen tjener godt, og de har ingen bekymringer. Dette ændrer sig dog drastisk, da faderen en dag afslører, at der ikke er flere penge tilbage, da han har spillet dem op. Han har mistet alt, og for at indfri sin spillegæld bliver han nødt til at love døtrene bort til velhavende kinesiske mænd, der er udvandret til USA. Pigerne prøver at undgå det, for de vil ikke miste deres frihed, men der er ingen vej udenom – giftes skal de. Det bliver starten på en rejse væk fra det trygge og uskyldige og hen imod en ukendt fremtid, hvis vej er belagt med frygt, usikkerhed, svigt og sorg.

Lad mig starte med at sige, at hvis du har planer om at læse denne bog, så lad være med at læse bagsideteksten – den afslører efter min mening alt for meget!

Denne bog er noget anderledes i forhold til de to bøger, jeg nævner i starten – og så alligevel ikke. Lisa See formår at fortælle dramatisk om kvindeskæbner, og selvom vi denne gang befinder os i en tid, hvor kvinder har en vis frihed og ikke længere får snøret fødderne ind, så opstår der snart situationer, hvor det er tydeligt, at kvinderne skal bøje nakken og blot makke ret.

De to søstre er meget forskellige af sind, og selvom det er tydeligt, at læseren skal fatte mest sympati med storesøsteren, så bliver det langsomt tydeligt, at lillesøsteren ikke er så overfladisk, som hun først er beskrevet som. Måske er det i virkeligheden storesøsteren, der er den mest overfladiske, når det kommer til stykket?

Det er en barsk men spændende rejse, de to søstre begiver sig ud på, men jeg kan desværre ikke kommentere så meget på den uden at afsløre for meget. Den var dog langt mere begivenhedsrig, end jeg havde forventet, og i det hele taget rummer fortællingen en del overraskelser.

Bogen slutter ret brat, og det er tydeligt, at der kommer en fortsættelse til historien. Efterfølgeren er faktisk allerede udgivet på engelsk, men af ukendte årsager er den endnu ikke blevet oversat til dansk. 

‘Pigerne fra Shanghai’ er desværre ikke lige så god som de to foregående bøger, men det er stadig interessant læsning og giver et indblik i kinesiske skæbner i 1930’erne. Læs den hvis du er til skæbnefortællinger og dramaer.