Et par besøg hos antikvariatet

Jeg havde egentlig ikke planer om at købe bøger før til november, men i slutningen af september faldt jeg over Vangsgaards Antikvariatiske Bogudsalg lige over for Nørreport. Her er stueetagen en almindelig boghandel (sådan da – de har rigtig mange bøger på tilbud og knapt så mange af de nyeste bøger) og første etage er fyldt med brugte bøger. Sidstnævnte bliver solgt via hollandsk udsalg. Det betyder, at alle bøger har samme startpris, og i løbet af en periode (i dette tilfælde to måneder) falder priserne så løbende. For eksempel kostede alle bøger 100 kr den første dag, en uge efter kostede de 60 kr stykket og en måned efter starten af udsalget kostede de 30 kr stykket.

Da prisen var faldet til 10 kr, besøgte jeg stedet igen og købte ovenstående stabel. Nu har jeg godt nok ikke den første bog i serien af Julie Kagawa, men jeg regner med at købe den inden jul. ‘Water for Elephants’ har jeg læst, men jeg fik lyst til at eje bogen, så jeg købte dette eksemplar. Sidst men ikke mindst købte jeg ‘How to be good’ af Nick Hornby. Jeg har aldrig læst noget af ham, men er stødt på navnet flere gange, så nu vovede jeg pelsen.

Det hollandske udsalg sluttede i midten af oktober, men en ny omgang er startet, så det kan være, jeg skal kigge forbi igen om en måneds tid.
 

Jeg holdt mig dog ikke kun til antikvariatet. I stueetagen var der som sagt en række gode tilbud – blandt andet tre engelske paperbacks for 100 kr. Jeg købte ovenstående (samt en bog, der skal bruges som gave) og så ‘The Pillow of the Flower Samurai’, som var et spontant køb. Jeg er ret fascineret af Østen og har efterhånden læst en del bøger, der foregår i Kina eller Japan.

Har du købt noget spændende for nylig?

Døde piger lyver ikke

Jeg reserverede denne bog på biblioteket efter at have læst flere positive anmeldelser af bogen – og et par mere skeptiske.

‘Døde piger lyver ikke’ er skrevet af Jay Asher. I starten af bogen modtager teenagedrengen Clay en pakke med kassettebånd. Da han afspiller det første, viser det sig, at hans afdøde skolekammerat, Hannah Baker, har indtalt en flere timer lang forklaring på, hvorfor hun begik selvmord. Der er en lang række personer, der er skyld i, at hun føler, at hun bliver nødt til at begå selvmord, og det er disse mennesker, hun har sendt båndene til. Når en af disse personer har hørt båndene igennem, skal han eller hun sende båndene videre til den næste på listen. Hannah fortæller, at hun har en ekstra kopi af båndene hos en ven, og hvis man snyder – og ikke sender båndene videre – så vil langt flere mennesker få at vide, hvad man har gjort af grusomme ting! 

Udgangspunktet er ret interessant – men også lidt fortænkt. Tanken om, at en pige begår selvmord på grund en række menneskers – bevidste eller ubevidste – grusomme handlinger er meget realistisk. At hun – inden hun begår selvmord – lige indtaler sin livshistorie OG sørger for at bygge det så snedigt sammen, at alle involverede er tvunget til at høre hendes fortælling er så kynisk og velovervejet, at det virker kunstigt. 

Men hvis vi køber det præmis, så er det en tankevækkende fortælling om, hvordan en piges liv stille og roligt falder fra hinanden, fordi en række mennesker chikanerer hende eller blot opfører sig ubetænksomt. Der er dog lige lovlig mange af disse handlinger, som ikke virker specielt drastiske eller chikanerende, og efterhånden fik jeg mere og mere indtryk af, at Hannah både var en kende sart, men også at hun forsøgte med vold og magt at finde frem til (dårlige) undskyldninger for, hvorfor hun skulle tage sit eget liv. Jo, der sker flere ting, som med rette kan begrunde, hvorfor hun går i selvmordstanker, men der er også flere episoder, hvor det virker, som om hun blot fortolker det negativt for at have endnu en grund til at begå selvmord.

Der er også flere mennesker, der forsøger at hjælpe hende undervejs, men hun vil ikke tage imod hjælp, og det faktum irriterede mig ret meget. Én ting er, at selvmord er en egoistisk handling (uanset om man er fortaler for retten til at bestemme over sin egen død eller ej), men det virker utrolig egoistisk at hun ikke vil tage imod hjælp fra dem, der forsøger at række en hånd frem mod hende. Det virker, som hun om synes, at alle skal straffes, og i stedet for at få offerrollen kommer hun nærmere til at fremstå som en hævnende engel.

Jeg skulle vænne mig til fortælle-formen. Bogen er en blanding af Clays nutidige handlinger, Hannahs indtaling på bånd samt Clays kommentarer til Hannahs fortælling. Sidstnævnte var ind imellem ret irriterende, for selvom det er med til at nuancere Hannahs historie (så man blandt andet får indtryk af, at hun overfortolker en del episoder), så er der også en del ligegyldige kommentarer, som bare virker som fyld.

Jeg kan godt forstå, at denne bog har fået en del fans blandt teenagerne, for selvmord og svigt er emner, der optager piger og drenge i den alder, hvor man er ekstra skrøbelig og bange for at blive udstødt. Jeg synes dog, at handlingen ind imellem er ret forceret, og at flere af pointerne er lige lovlig letkøbte, men det er samtidig også en bog, der fik mig til at tænke en del over, hvad der kan drive folk til at begå selvmord – især i teenagealderen. Når det kommer til stykket, var det faktisk med til at trække bogen op til at være en ok læseoplevelse.

Jane Eyre

Jeg har længe følt, at det var en smule pinligt, at jeg aldrig har fået læst denne klassiker, så da jeg faldt over den på netlydbog.dk, slog jeg til med det samme.

‘Jane Eyre’ er skrevet af Charlotte Brontë og handler om pigen af samme navn. Hun vokser op som forældreløs hos en slægtning, der ikke er interesseret i at give hende den kærlighed og omsorg, som børn har brug for. Jane bliver voksen og ender med at få arbejde som privatlærerinde hos rigmanden Edward Rochester. Stille og roligt udvikler deres forhold sig til at være mere og andet end blot en professionel relation, men der er ting, Jane ikke ved om Rochester – ting som vender op og ned på hendes liv, da hun finder ud af, hvad han skjuler.

Jeg blev meget positivt overrasket over denne bog. Jeg indrømmer gerne, at jeg lidt frygtede en kærlighedshistorie med en alt for naiv og uselvstændig pige i hovedrollen, men sådan var det bestemt ikke.

Jane Eyre er en klog, interessant og meget menneskelig hovedperson, som jeg havde let ved at holde af. Hun udstråler beslutsomhed og usikkerhed på samme tid, uden at det virker påtaget eller mærkeligt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er en nydelig pige, men det er hendes intelligens og snarrådighed, der lægges vægt på. Det er en befriende afveksling i forhold til de mange bøger – også nutidens – hvor kvindelige hovedpersoner først og fremmest defineres ud fra deres (smukke) udseende.

Hvad hun helt præcist ser i Rochester, forstod jeg ikke helt, men nu har jeg aldrig været til de tavse og introverte mænd, som den tids kvinder åbenbart faldt for (ja, jeg tænker på Mr. Darcy fra ‘Stolthed og fordom’ – ham kan jeg slet ikke snuppe). Jeg vil dog til Rochesters forsvar sige, at han lader til at være oprigtigt interesseret i Jane Eyre og sørger også for at udtrykke dette undervejs.

Bogen leger med den gotiske stil, som blandt andet er så smukt brugt i ‘Rebecca’, men jeg synes dog ikke, at bogen for alvor betegnes som gotisk litteratur. Det overnaturlige og uhyggelige udebliver, og i historien er rimelig klassisk opbygget – måske endda lidt for klassisk, for slutningen er desværre ret forudsigelig. Det trækker ned hos mig, for det havde nu været rart, hvis forfatteren kunne overraske på det punkt.

En dejlig læseoplevelse, jeg gerne anbefaler.

Dødszoner

Da jeg læste oplægget til denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville læse den, selvom historien lød til at være temmelig barsk og brutal.

‘Dødszoner’ er skrevet af Simon Pasternak og foregår under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne er ved at rydde de sidste jødiske ghettoer, og krigen hærger Europa. Den unge tysker Heinrich arbejder som kriminalbetjent og skal opklare mordet på SS-generalen Steiner. Opklaringsarbejdet bliver en rejse gennem en korrumperet og voldspræget verden uden moral eller næstekærlighed, og der venter Heinrich en hel del overraskelser. 

Dette er på ingen måde en feel-good historie, og er du en følsom sjæl, vil jeg ikke anbefale dig denne bog, selvom den er ganske interessant.

Historien er barsk, nådesløs og ubehagelig. Der er masser af vold, og den er detaljeret beskrevet. Det er dog ikke kun voldsscenerne men også den generelle stemning i bogen, der er decideret ubehagelig. Man ser det hele fra nazisternes side, og da mange af dem ikke har moralske skrupler, bliver det en voldsom cocktail af brutalitet, overgreb, massegrave og drab. Det er den overlegne nazist mod resten af verden. Ind imellem er man lige ved at tabe pusten over de grusomme scener, og alligevel virker det ikke som om, at forfatteren gør det for at svælge i (ligegyldig) vold.

Plottet er interessant, og hele ideen med at skrive en krimi med 2. Verdenskrig som ramme er spændende og nytænkende. Jeg er lidt lunken over for den sidste del af bogen og ikke mindst slutningen. På den ene side er den oplagt, men på den anden side synes jeg også, at fortællingen bliver en smule forjaget til sidst. Her måtte forfatteren godt have dvælet lidt mere.

Det er en spændende og velskrevet bog, og hvis du har mod på at læse en bog, der emmer af (ubehagelig) stemning, så kan jeg anbefale denne. Vær blot opmærksom på, at bogen som sagt indeholder en del grusomme og voldelige scener.

Intet nyt fra vestfronten

Min liste over bøger, jeg skal nå at læse i år, er efterhånden reduceret til nogle få hængepartier – herunder denne bog, som jeg læste for et par uger siden.

‘Intet nyt fra vestfronten’ er skrevet af Erich Maria Remarque og handler om en flok unge soldater, der kæmper ved fronten under 1. Verdenskrig. I løbet af bogen går de fra at være unge og kåde drenge, der fantaserer om piger og ferie fra fronten, til at være livstrætte og fortabte sjæle, der har mistet så meget af sig selv, at de ikke længere forstår livet væk fra fronten.

Dette er en lille bog – under 200 sider – men det skal man ikke lade sig narre af, for selvom sproget flyder let og ukompliceret, så er det en bog, du ikke bare lægger fra dig igen.  Den giver et skræmmende indblik i, hvordan krig påvirker soldater og langsomt er med til at nedbryde dem, så de til sidst forvandles til primitive individer, der forsøger at overleve de håbløse vilkår. Mens verden falder fra hinanden og kammerater dør, prøver de blot at holde varmen, få nok at spise og undgå at blive dræbt.

Bogen er ret deprimerende, selvom jeg ikke synes, at forfatteren på nogen måde bruger billige tricks, når han skal beskrive krigens grusomhed. Den tragiske stemning opbygges stille og roligt, og selvom det ikke kan være nogen overraskelse, at krig er tragisk, dehumaniserende og modbydelig, så sidder du som læser bagefter og har brug for lidt tid til at bearbejde indtrykkene.

Det er en af de bedste bøger om krig, jeg har læst. Ikke blot fordi den på ingen måde glorificerer krig, men også fordi den er fortalt så ærligt og ligetil. Der er tale om helt almindelige unge mænd, der melder sig for at tjene fædrelandet, og i stedet ender de i en håbløs skyttegravskrig mod en fjende, de ikke rigtig har noget forhold til.

Læs den, hvis du vil have et indblik i krigens grusomme meningsløshed. Læs den også, hvis du helst er fri – det er meget interessant og lærerig læsning.

Hunger

Jeg har besluttet mig for at blive bedre til at ‘marathon-læse’ serier (udtryk adopteret og fordansket efter inspiration fra booktuberen Katytastic). Det betyder sådan set bare, at jeg skal læse og færdiggøre serier hurtigere – i stedet for som nu at strække visse serier over flere år (selvom serien ofte er afsluttet, når jeg starter på den).

I sidste måned anmeldte jeg ‘Gone’, der er første bog i en serie af seks bøger – skrevet af forfatteren Michael Grant. ‘Gone’ var, trods enkelte skønhedsfejl, så spændende, at jeg straks købte de næste to bøger i serien, og for nylig fik jeg læst den anden bog i serien, ‘Hunger’.

Da jeg selv hader at falde over spoilers, så har jeg undladt et resumé af selve bogen og vil i stedet forsøge at beskrive selve læseoplevelsen uden at afsløre for meget af handlingen.

Først og fremmest – hold da op! Denne bog er virkelig actionfyldt og medrivende! Glemt er de ting, jeg ikke var helt tilfreds med i den første bog, for i ‘Hunger’ har personerne og konflikterne udviklet sig, og dramaet intensiveres gang på gang. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke “hvordan i alverden kan forfatteren strække denne serie over seks bøger – det er jo lige på nippet til at gå grueligt galt!”, og det var i den grad nervepirrende læsning.

Jeg er især glad for, at forfatteren lader personerne udvikle sig og få flere nuancer, ligesom der også introduceres flere personer (og konflikter) i denne bog. Folk ændrer sig, for situationen ændrer sig, og det klare skel mellem de gode og de onde er ikke altid så skarp.

Denne bog er også et sjældent eksempel på en 2’er, der er bedre end 1’eren. Hvis du har læst den første bog i serien og ikke var superimponeret, så vil jeg anbefale dig at læse denne bog – den giver dig forhåbentlig et mere positivt indtryk af serien.

Pt. kan jeg dårligt vente med at gå i gang med næste bog i serien. Det eneste, der holder mig tilbage, er de biblioteksbøger, jeg lige har lånt, men når de er læst, så…!

Appellen

I jagten på spændende bøger faldt jeg over denne bog, da jeg surfede på netlydbog.dk. John Grisham hører til sværvægterne blandt de nulevende forfattere mht. salgstal, men jeg tror kun, jeg har læst en enkelt bog af ham, da jeg var teenager. Derfor så jeg det som en glimrende anledning til at lære hans forfatterskab bedre at kende.

I starten af ‘Appellen’ bliver en kemikoncern dømt en meget høj bøde for at have spredt giftigt affald i nærområdet. Lokalbefolkningen jubler, selvom glæden er blandet med bitre tårer, for forureningen har allerede ført til flere dødsofre, men nu er retfærdighed endelig sket fyldest! Koncernen appellerer imidlertid dommen og allierer sig med advokater, der absolut ikke har nogen skrupler, så længe de kan sikre, at deres kunde vinder sagen. Snart bliver det en kamp mellem det gode og det onde…

Lad mig starte med at fastslå, at bogen er velskrevet. Sproget flyder let og ubesværet, og forfatteren fokuserer på en interessant konflikt, som i den grad kan vække følelser og være anledning til diskussioner.

Desværre synes jeg hurtigt, at det kammer over. Konflikten bliver meget sort/hvid – det er tydeligt, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Der er de (fattige) almindelige mennesker mod de magtliderlige og rige kapitalister. Det er nærmest umuligt – og umenneskeligt – ikke at holde med de almindelige mennesker, og det synes jeg ærlig talt er en smule uværdigt. Jeg føler mig talt ned til som læser, når konflikterne bliver så unuancerede, at det er umuligt at forstå ‘de ondes’ holdninger og reaktioner. Det er næsten som at blive fodret med babymos – holdningerne er bearbejdede og gennemtyggede, og nu skal jeg som læser blot sluge dem. Det gider jeg ikke!

Slutningen er irriterende forudsigelig. Selvom forfatteren forsøger at snige et lille twist ind til sidst, så er det halvhjertet, og som læser har jeg mistet tålmodigheden på det tidspunkt. Nu er det ikke fordi, at alle bøger skal indeholde dramatiske og uforudsigelige slutninger, men jeg savner i den grad overraskelse og spænding i denne bog. Konflikterne er som sagt trukket så skarpt op, at der er brug for et eller andet overraskelsesmoment i løbet af bogen, og det bør – i værste fald – komme i slutningen. Det synes jeg ikke, det gør.

Det irriterer mig, at en forfatter, der tydeligvis sagtens kan skrive, ikke formår at nedfælde en mere interessant historie. Jeg har på ingen måde opgivet Grisham, men jeg har en grim fornemmelse af, at denne bog blot er rystet ud af ærmet for at tjene hurtige penge. Derfor – ingen anbefaling af denne bog.

Assassin’s Apprentice

Følger du med på bloggen, har du nok lagt mærke til, at fantasy er en af mine yndlingsgenrer. Jeg har læst fantasy lige siden… ja, lige siden jeg lærte at læse, og jeg har har stiftet bekendtskab med rigtige mange fantasy-forfatteres spændende værker. Jeg har dog et par huller mht. de klassiske fantasyforfattere, hvor jeg for eksempel aldrig har fået læst noget af Robin Hobb, til trods for at hun er en af de mest berømte og velansete fantasyforfattere. Det går jo ikke, så derfor skrev jeg en af hendes bøger på listen over de 24 bøger, jeg skal nå at læse i år.

‘Assassin’s Apprentice’ er den første bog i ‘The Farmer Trilogy’, hvor man følger den unge dreng, Fitz, der er prins Chivalrys bastardsøn. Som bastard har Fitz ikke meget at skulle have sagt, og gennem hans barndom bliver der hele tiden set skævt til ham og hvisket bag hans ryg. Han går til hånde i hoffets stalde, hvor han knytter sig til staldmesteren, Burrich.

Deres forhold er dog ikke altid venskabeligt, for Burrich opdager, at Fitz har magiske evner, så drengen blandt andet kan kommunikere telepatisk med dyr, og dette er Burrich modstander af. Fitz bliver dog først for alvor udsat for fare, da han bliver ældre, og kongen ønsker, at Fitz uddannes som lejemorder. Det betyder en lang og hård uddannelse, hvor Fitz snart finder ud af, at der foregår ting i det skjulte, som kan bringe landets sikkerhed i fare. Men hvem kan han stole på, og hvem vil lytte til en bastard?

Denne bog er et godt eksempel på, hvorfor man ikke skal skrive en anmeldelse af en bog, før man har læst den til ende. Den er også et tydelig bevis på, at man altid skal give en bog en chance for at udvikle sig og ikke opgive efter de første 40-50 sider.

Nu var jeg på intet tidspunkt i fare for at droppe bogen, men jeg indrømmer gerne, at jeg sad og undrede mig, mens jeg læste de første 250 sider (dvs. ca. halvdelen af bogen). Den var udmærket skrevet, men den fængede ikke rigtig, og jeg havde svært ved at se, hvorfor bogen har fået så megen ros gennem tiden. Da jeg så nåede halvvejs, tog handlingen pludselig en meget interessant drejning, og fra da af var jeg fuldstændig grebet af historien.

Der er ikke så meget feel good-fantasy over denne bog. Fitz lever ret ensomt det meste af tiden, og derfor virker de små glimt af kærlighed så meget desto stærkere. Der er flere rørende scener, og her et par uger efter at have læst bogen færdig er der særligt én bestemt scene tæt på slutningen, som stadig kan give mig en klump i halsen.

Robin Hobb formår at sætte en spændende ramme for fortællingen. I starten blev jeg lidt forvirret af baggrundsafsnittene, hvor landets historie og politik blev beskrevet, men jo længere ind i bogen, jeg kom, jo flere brikker faldt på plads. Det politiske spil er giftigt og dragende på samme tid, og sætter du pris på hofintriger og bedrag i stil med ‘A Game of Thrones’, så vil du sandsynligvis også kunne lide denne del.

Og magidelen? Den vil jeg ikke røbe så meget om her, for det vil afsløre for meget (synes jeg). Jeg glæder mig meget til at se, hvordan denne del udvikler sig i næste bog i serien, ligesom jeg også er spændt på, hvordan de politiske intriger vil udforme sig.

På trods af en ret sløv start, så vandt denne bog mit hjerte til sidst, og nu glæder jeg mig til at købe de næste to bøger i serien, så jeg kan komme videre med historien.

Søster

Jeg får desværre ikke læst så mange krimier, så da jeg faldt over denne her på netlydbog.dk, tog jeg chancen og lånte den. Jeg plejer ellers at undgå krimier, når jeg vælger lydbøger, for jeg hører dem ofte på farten, og så hjælper det ikke, at det lillebitte hint om, hvem morderen er, drukner i støj fra toge eller busser.

Af samme grund valgte jeg også at høre denne bog på min computer, og det er jeg glad for, da det viste sig at være en ganske glimrende krimi, hvor jeg ikke havde lyst til at gå glip af noget som helst.

‘Søster’ er skrevet af Rosamund Lupton. I starten af bogen får den unge kvinde, Beatrice, at vide, at hendes lillesøster Tess er forsvundet. Beatrice tager hjem til London for at være sammen med familien, mens de venter på, at Tess skal dukke op igen. Det er her, at Beatrice indser, hvor meget søsteren har skjult for hende den seneste tid, og jo mere Beatrice dykker ned i omstændighederne ved Tess’ forsvinden, jo flere ubehagelige overraskelser venter der. Efterhånden bliver det mere og mere tvivlsomt, om Tess vil dukke op igen, men Beatrice kæmper stædigt videre – fast besluttet på at finde frem til sandheden og forhåbentlig også Tess.

Når du begynder på en bog, har du næsten altid en eller form for forventninger til bogen. Det kan være til handlingen, personerne, stemning eller noget fjerde. Da jeg begyndte på denne bog, havde jeg forventet en forholdsvis klassisk krimi, hvor en ung kvinde forsvinder, findes dræbt og derefter skal morderen findes. Lynhurtigt troede jeg, at jeg havde gennemskuet historien, men jeg fandt dog snart ud af, at jeg tog fejl.

Historien kunne byde på flere overraskelser undervejs – noget, som jeg mener enhver god krimi bør indeholde, for noget af det spændende ved krimier er at gætte med undervejs. Det kan selvfølgelig være ret svært – meget afhængig af hvor gavmild forfatteren er med hints, og hvor dygtig forfatteren er til at skrue et medrivende og originalt plot sammen – men det er sådan set underordnet, for det gør ikke så meget, at jeg ikke gætter rigtigt. Det er selve gættelegen, der er det sjove. Nåja og så nyde de twists, som forfatteren har lagt ind i historien.

Selvom selve krimidelen er interessant i denne bog, så er det dog først og fremmest stemningen, jeg faldt for. Der er en trist og tungsindig stemning i bogen, som nuanceres og gøres mere tragisk af Beatrices stædige søgen efter sin søster og dennes potentielle morder. Hun vil have sandheden frem, men må undervejs indse, at der åbenbart var en del informationer, som søsteren ikke ønskede at dele med hende. Det gør ondt, når man tror, man har et nært forhold til sin søster, men det bliver også en smuk og sørgmodig rejse, hvor Beatrice for alvor lærer sin søster at kende.

Det er ikke en superdramatisk historie med masser af biljagter, blod og banditter. Hvis du vil læse den form for krimi, skal du ikke kaste dig over denne bog. ‘Søster’ er en mere afdæmpet historie,  hvor der spilles på stemning, psykologi, kærlighed, sorg og frygt. Det giver en anderledes men ikke desto mindre spændende og tankevækkende historie, som jeg gerne vil anbefale.