Bogåret 2014

2013 er snart ovre, og et nyt år venter lige rundt om hjørnet. Også i 2014 har jeg givet mig selv to former for bogudfordringer – for det første at have et tema for hver måned, og for det andet at få afsluttet en del serier i 2014.

Tema for hver måned
De seneste års bogudfordringer er blandt andet blevet brugt til at læse en lang række traditionelle klassikere, men nu er det tid til nørdernes klassikere! Her vil jeg gå en tur på nostalgiens kringlede vej og udvælge en række af mine egne favoritter samt en række af fantasy-, sci-fi og horrorbøger, som jeg desværre endnu ikke har læst. Jeg har tilmed også afsat lidt tid til genlæsning af bøger – noget jeg ellers ikke har dyrket i mange år.

Jeg forventer, at temaerne vil fordele sig således:

Januar: Anne McCaffrey
En af mine absolutte yndlingsbøger som barn/ung var trilogien om Menolly, som Anne McCaffrey har skrevet. Underligt nok var det kun få af hendes bøger, der blev oversat til dansk, selvom hun er en af de mest kendte og elskede fantasyforfattere, så bortset fra denne trilogi er det kun ‘Drager på himlen’, jeg har læst af hendes værker. Nu hvor jeg efterhånden læser så mange bøger på engelsk, er det jo en glimrende anledning til at få læst lidt mere af hende – og så er det naturligvis også en god undskyldning for at læse en gammel og elsket kending.

Februar: Skandinaviske krimier
Bølgen af skandinaviske krimier skyllede ind over Danmark for… ja, en del år siden efterhånden, og det lader ikke til, at danskernes begejstring for krimierne er dalet nævneværdigt. Det er desværre ret sjældent, jeg læser krimier – hvorfor ved jeg egentlig ikke – så nu vil jeg udnytte muligheden for at kigge mere på denne genre og snuse til forskellige forfatterskaber. Måske er der en krimiserie eller to, som jeg kaster min kærlighed på?

Marts: Oldschool sci-fi
Da jeg var teenager, vrimlede det med spændende, sære og forunderlige sci-fi-bøger, men jeg synes godt nok ikke, at udvalget har været prangende de seneste 5-10 år. Den dystopiske bølge, der fulgte i hælene på ‘The Hunger Games’ har dog hjulpet lidt på det, men jeg savner velskrevet sci-fi. Samtidig har jeg indset, at jeg har nogle huller i denne genre, og det vil jeg forsøge at råde bod på i denne måned.

April: Andres yndlingsbøger
Dette tema var et af de forslag, jeg modtog, da jeg tidligere på måneden bad om inspiration til, hvad næste års temamåneder skal handle om. Jeg er ret spændt på denne, for det er jo et lidt ‘farligt’ tema, eftersom folks smag er ret forskellig. Det er dog også en fantastisk mulighed for at opdage nye, spændende bogperler, som jeg ellers ville have overset.

Maj: Stephen King
Jeg var ret stor King-fan i teenageårene, og jeg slugte hans bøger råt. Begejstringen falmede dog lidt, da han neddroslede det overnaturlige og horroren og i stedet skrev en række bøger, der fokuserede på hverdagsproblemer såsom hustruvold. Det blev lige lovlig socialrealistisk til min smag. Jeg har læst flere af de bøger, han har udgivet i løbet af de sidste 10 år, men der er også flere, jeg er gået glip af, så det vil jeg gøre noget ved. Måske bliver der også tid til en enkelt genlæsning? Og så skal minimum én af bøgerne også være på engelsk, for jeg har faktisk aldrig læst ham på originalsproget…

Juni: Noveller
Dette tema var også et læserforslag, som jeg faldt for. Jeg har før overvejet, om ikke jeg burde få læst nogle flere noveller, og nu skal det være. Jeg synes, det er en genre, som få forfattere for alvor mestrer, men jeg håber på at finde nogle gode novellesamlinger – gerne i forskellige genrer.

Juli: Sjove bøger
Ind imellem undrer jeg mig over, at jeg ikke læser flere humoristiske bøger. Nu er det jo ret forskelligt, hvad man griner af, så dette bliver helt klart et temaer, jeg vil gruble en del over, inden jeg udvælger bøgerne, for det er en genre, hvor det ikke altid er lige let for andre at give anbefalinger til. Jeg skal dog helt sikkert læse mindst én Terry Pratchett-bog, for jeg elsker hans gakkede og sære verden.

August: Bøger fra Japan
Jeg kan godt lide at læse skønlitterære bøger, der foregår i Asien – især historiske romaner – så jeg tænkte, det kunne være interessant at fokusere på Japan i denne måned. Der skal dog være mindst én moderne bog, men det bliver næppe en af Haruki Murakami, for hans bøger siger mig ikke rigtig noget.

September: Bøger om krig
De senere år har jeg læst flere bøger om (virkelige) krige – mest 2. Verdenskrig – og det har inspireret mig til at vælge dette tema, da det generelt har været ret spændende – og skræmmende – læseoplevelser. Jeg vil forsøge at komme vidt omkring, så det ikke kun er bøger om 2. Verdenskrig, der vil præge denne måned.

Oktober: Horror
Denne måned slutter som bekendt af med Halloween, og da jeg elsker denne tradition, så fejrer jeg det selvfølgelig med en hel måned med horror! Åh, det bliver godt! Mon ikke der sniger sig lidt Poe og Lovecraft ind? Det skal dog ikke kun handle om gamle horrorhistorier – jeg vil også sørge for at læse et par moderne horrorbøger.

November: Anne Rice
I forhold til hvor begejstret jeg var for ‘En vampyrs bekendelser’, er det ret underligt, at det er den eneste bog af Anne Rice, jeg faktisk har læst. Især i forhold til hvor mange af hendes bøger, jeg ejer. Ahem. Denne måned er derfor afsat til at pløje mig igennem en række af bøgerne fra min boghylde.

December: Oldschool fantasy 
Året skal naturligvis slutte af med en af mine yndlingstemaer – fantasy. Jeg fantaserer (!) allerede nu om at genlæse Narniabøgerne, men jeg vil også se, om ikke der er nogle fantasyklassikere, jeg har overset eller simpelthen ikke har nået at læse endnu.

Afslut 12 serier
Der er rigtig mange spændende trilogier – og serier i det hele taget – som jeg gerne vil læse. Jeg har dog ikke lyst til at være i gang med alt for mange på én gang, så i 2014 vil jeg sørge for at afslutte 12 serier – enten serier, som jeg allerede nu er i gang med eller serier, som jeg går i gang med i løbet af 2013.

Jeg satser blandt andet på at få læst resten af bøgerne i ‘Farmer’-trilogien, ‘The Way of Shadows’-serien, ‘Gone’-serien og ‘Skinjacker’-trilogien.

Shades børn

Det er efterhånden mange år siden, jeg læste Abhorsen-serien af Garth Nix, men selvom han er en ret flittig forfatter, er det faktisk de eneste af hans bøger, jeg har læst. Indtil nu, for lige inden jul hørte jeg denne lydbog.

‘Shades børn’ foregår i en fjern fremtid, hvor alle mennesker over fjorten år er forsvundet. Børnene holdes som slaver af overherrerne, der er væsner fra en anden dimension, men så snart de fylder fjorten, bliver de slagtet. Modstanden mod overherrerne vokser – anført af den mystiske Shade, der er den eneste voksen, der er tilbage – men det er farligt at kæmpe mod overmagten, og mange dør i forsøget…

Denne bog var lidt af en kamp at komme igennem, for jeg kedede mig utrolig meget undervejs. Oplægget er ellers interessant nok – en mørk, dyster og trist verden, hvor alting ser håbløst ud for de børn, som stadig lever, og hvor fremmede væsner har den fulde kontrol.

Jeg tror, det først og fremmest skyldes personerne i bogen, der aldrig rigtig blev levende og nærværende for mig – måske fordi flere af dem er distancerede og følelseskolde. Jeg manglede nogen at holde af og holde med, men personerne virkede fjerne og lidt ligegyldige. Shade mistede jeg helt respekten for i løbet af historien, og selvom det giver et interessant twist til historien, så hjalp det ikke just på min læseglæde.

Stilen er utrolig dyster i forhold til, at det er en ungdomsbog, og det er ikke umiddelbart en bog, jeg vil anbefale til børn – eller anbefale i det hele taget.

His Majesty’s Dragon

Månedens Goodreadsbog er denne knaldrøde bog (meget passende i julemåneden :)), som har stået på min bogreol i flere år. Jeg fik den anbefalet af en af mine venner og købte den få måneder senere… og så skete der ikke mere. Egentlig lidt mærkeligt, eftersom bogen handler om drager, og jeg er en absolut sucker for drager!

‘His Majesty’s Dragon’ er skrevet af Naomi Novik og er første bog i ‘Temeraire-serien’. Læg mærke til, at jeg ikke skrev trilogi – dette er en serie, som indtil videre er oppe på otte bøger, så der er masser af læsestof i vente, hvis det er en bog for dig!

Forestil dig starten af 1800-tallet under Napoleonskrigene, hvor englænderne kæmper mod franskmændene. Forestil dig så, at et af de vigtigste våben i kampene er drager, som bruges i angrebene mod fjenden. Will Laurence er kaptajn i den engelske flåde og er med til at besejre et fransk skib, som viser sig at have et drageæg i lasten. Begejstringen over den værdifulde fangst ændres dog hurtigt til bekymring, da den engelske besætning indser, at ægget snart udklækkes, og de er langt fra land. Ingen om bord er særlig trygge ved situationen, og det bliver ikke bedre, da ægget udklækkes, og dragen vælger Laurence som sin kommende rytter. Laurence må afgive sin post som kaptajn og hellige sig oplæringen af dragen Temeraire, men han begynder hurtigt at nyde samværet med den intelligente og fascinerende drage. Stille og roligt opbygges et nært venskab mellem menneske og drage, selvom Laurences ændrede titel hverken falder i god jord hos hans familie eller i den engelske flåde, hvor hans overordnede ikke er  meget for at afgive en af deres bedste kaptajner til dragerytterne. Men drager vælger selv deres ryttere, og Temeraire er vigtig i kampen mod Napoleon.

De første 50 sider var lidt tørre at tygge sig igennem, men derefter tog historien for alvor fart, og jeg blev helt opslugt af den spændende og overraskende hyggelige fortælling om Laurence og Temeraire. Selvfølgelig havde bogen en fordel alene ved at omhandle drager, men jeg syntes, at den historiske vinkel var både interessant og nyskabende. Der er nu noget fascinerende (i mine øjne) ved at kombinere 1800-tallets krigshandlinger med fantasy.

Forholdet mellem Laurence og Temeraire er rimelig traditionelt. Jeg synes ofte, at båndet mellem drager og deres ryttere beskrives som værende så stærkt, at den ene part dårligt kan overleve, hvis den anden dør. Det ses for eksempel i Anne McCaffreys bøger om Pern, men det skal jeg nok gå mere i detaljer med i næste måned, hvor jeg anmelder flere af hendes bøger. Som dragefan kan jeg sagtens sætte mig ind i dette nære bånd, for hvem ville ikke elske at være dragerytter? (… ok, her er jeg altså meget subjektiv, beklager).

Det er ret tydeligt, at dette er første del af en serie. Bogen handler først og fremmest om Temeraires opvækst, og hvordan båndet mellem ham og Laurence knyttes, og det er først hen imod slutningen, at de for alvor skal til at vise deres værd i krigen mod Napoleon. Resten af tiden bruger forfatteren til at opbygge et persongalleri, der først og fremmest består af de drager og drageryttere, som hører til samme kompagni som Laurence og Temeraire.

Jeg var som sagt overrasket over, hvor hyggelig bogen er det meste af tiden. Jeg var lidt bange for, at den ville være meget tør og fokuserede (for) meget på krigsstrategi, men det syntes jeg dog ikke, at den led under. Temeraire er en intelligent – og lidt barnlig-naiv – drage, som man kun kan holde af, og hans samtaler med Laurence fik mig flere gange til at smile.

Bogen var en rigtig positiv overraskelse, og jeg ser frem til at læse de næste bøger i serien (som jeg i øvrigt skyndte mig at bestille et par stykker af, så snart jeg havde læst denne til ende).

Glædelig jul!

Julen nærmer sig med hastige skridt, og her i hjemmet bliver der julehygget for fulde gardiner! Jeg får læst en masse i disse dage, men der er selvfølgelig også tid til julemusik, julemad og julehygge i det hele taget. Vi har flere brætspilsaftaler med gode venner, og gemalen og jeg har også planer om at se nogle tv-serier og spillet nogle computerspil sammen. Det er tid til at slappe af og nyde livet sammen med venner og familie – men også tid til at fordybe sig i gode bøger og nyde et glas gløgg eller en kop te… og måske også lidt chokolade 🙂

Jeg håber, I alle får en rigtig dejlig jul med masser af hygge, glæde, god mad og dejlige læseoplevelser.

Lies og Plague

Jeg er godt i gang med at læse mig gennem ‘Gone’-serien af Michael Grant. Den eneste grund til, at jeg ikke færdiggør den i år er, at ‘Light’ – den sjette og sidste bog i serien – først udkommer som paperback i slutningen af marts næste år.

Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien – ‘Gone’ og ‘Hunger’. Da jeg selv hader spoilers, så vil jeg ikke beskrive handlingen i bog tre, ‘Lies’, og bog fire, ‘Plague’. Jeg vil hellere fortælle om, hvad jeg godt kan lide ved de to bøger.

Først og fremmest bliver jeg stadig overrasket over, hvordan forfatteren bliver ved med at kunne skabe nye, interessante konflikter og problemer, der er med til at presse og udvikle personerne i bøgerne. Visse problemstillinger er logiske – situationen taget i betragtning – mens andre er af overnaturlig karakter og derfor kan være lidt sværere at acceptere, hvis du ikke er vild med overnaturlige elementer i stil med dem, Stephen King yndede at bruge i starten af sit forfatterskab. Jeg elsker dog, at jeg kan blive ved med at tænke “ok, hvordan i alverden kommer personerne (og forfatteren) videre herfra – nu går det da helt galt!”, og så formår forfatteren alligevel at dreje historien i en ny, spændende retning.

Forfatteren er ikke bange for at tage upopulære valg såsom at ændre drastisk på sine hovedpersoner (hvad enten det drejer sig om en positiv eller negativ udvikling af vedkommendes personlighed)… eller ligefrem slå dem ihjel. Jo, der ryger altså nogle stykker i løbet af bøgerne, og forfatteren tager dermed slet ikke hensyn til, at det er børn, det handler om.

Selvom jeg allerede har tygget mig igennem fire bøger, som alle har været 500-600 sider lange, så føles det på ingen måde som om, at forfatteren er løbet tør for ideer, og jeg er meget spændt på, hvad der vil ske i de sidste to bøger. Historien kan pt. gå i flere interessante retninger, og så er jeg ikke mindst ret utålmodig mht. at finde ud af, hvad det hele ender med. Hvem overlever? Hvem kan se sig selv (og andre) i øjnene bagefter? Og hvilke konsekvenser får de voldsomme oplevelser, som børnene har gennemlevet?

Nu må det godt snart blive marts, så jeg kan læse serien færdig…

Shiver

Jeg var egentlig i gang med at læse en anden bog, men i sidste uge fik jeg øje på ‘Shiver’ på boghylden, og da jeg svagt kunne huske, at bogen vist nok foregik om vinteren, fik jeg lyst til at læse den med det samme – jeg trængte sådan til lidt vinterlæsning her i anledning af julen.

‘Shiver’ er skrevet af Maggie Stiefvater og er første bog i en trilogi. Bogen handler om den 17-årige Grace, der blev overfaldet af en flok ulve som barn. På mirakuløs vis kom en af ulvene hende dog til hjælp og reddede hende fra den visse død. Siden da har hun gennem årene holdt øje med ulvene og ikke mindst den hanulv, der reddede hende. En dag kommer hun hjem og finder en nøgen og såret ung fyr foran sin dør, og hun ved med det samme, at det er ham, der er ulven. Hvordan og hvorfor kan hun ikke forklare – hun ved det bare – og ganske rigtigt. Sam, som han hedder, lever som ulv om vinteren og som menneske om sommeren. Nu nærmer vinteren sig, og Grace har ikke lyst til at skulle sige farvel til ham så hurtigt igen, så sammen forsøger de at udskyde det tidspunkt, hvor han må forlade hende. Samtidig frygter de også for ulvenes situation i området, for ulvene har for nylig dræbt en af drengene i området, og nu vil byens beboere have hævn. 

Det er ret tydeligt, at det er en ungdomsbog, men det er nu en meget sød og simpel historie om den spirende kærlighed mellem en dreng og en pige. Jeg savner dog noget mere plot og karakterudvikling. Graces og Sams forhold og ikke mindst kampen for, at han ikke skal skifte til ulveform er den tykke, røde tråd i bogen, men det er som om, at forfatteren ikke rigtig har turdet putte mere kød på bogen, og det er lidt synd, for den kommer til at virke lidt overfladisk. Når alt kommer til alt sker der faktisk ikke synderlig meget i bogen. Samtidig savner jeg i højere grad at kunne mærke personerne i bogen, at kunne opleve dem som rigtige mennesker og ikke bare ord på hvide sider.

Der er både noget eventyrligt og melankolsk ved tanken om vinterens komme og ikke mindst det landskab, det vil forme – også selvom kulden i dette tilfælde er den udfordring, som parret skal overvinde, så Sam ikke skifter til ulveform. Det var lige denne stemning, jeg havde lyst til at opleve, da jeg gik i gang med bogen, så jeg var glad for, at jeg ikke blev skuffet på det punkt.

Det er som sagt en sød kærlighedshistorie, og hos mig giver det samtidig points, at det ikke er (endnu) et trekantsdrama, for det har der altså været lige lovlig meget af gennem de seneste års ungdomsromaner. Trænger du til en enkel og ligetil vinterlæsningsbog, så er dette et udmærket valg. 

Damernes detektivbureau nr. 1

Denne bog har jeg gået og luret på gennem flere år, for jeg syntes, at oplægget lød både sjovt og interessant, så da jeg så bogen på netlydbog.dk, lånte jeg den for at kunne høre den på de daglige togture.

‘Damernes detektivbureau nr. 1’ er skrevet af Alexander McCall Smith og er første bog i en serie om Precious Ramotswe – Botswanas første kvindelige detektiv. Hun starter op under meget sparsomme forhold, for alt hvad hun behøver er en varevogn, et par borde og stole, en telefon og en skrivemaskine.

Precious er ikke den traditionelle, plagede noir-detektiv med alkoholproblemer. Tværtimod sprudler hun er energi og varme, og hun løser ofte opgaverne klogt – men til tider også ret utraditionelt. Opgaverne er måske ikke så store – ej heller så dramatiske og neglebidende spændende – men Precious klarer mange problemer, som de lokale kunder sætter pris på.

Det er en noget anderledes krimi – hvis man da kan kalde det en krimi, for beskrivelsen af lokalområdet og beboerne fylder mere end selve opklaringsarbejdet, og bogen har også et så hyggeligt skær, at jeg har lidt svært ved at sætte den i direkte forbindelse med krimigenren. Der er en dejlig lun humor i bogen, som ind imellem fik mig til at smile, og jeg tænkte undervejs, at det er en bog, der ville egne sig ganske fint som underholdning i sommerferien.

Når jeg alligevel ikke er så begejstret for bogen, skyldes det først og fremmest, at jeg fandt bogen lidt fragmenteret og småpludrende. Der var lidt for mange små sager, hvor jeg hellere havde set én solid hovedhistorie. Jeg ærgrer mig over, at bogen ikke formåede at fange mig, som jeg ellers havde håbet på, for jeg kan godt lide oplægget, og så er der efterhånden en del bøger i serien. Men jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at læse den næste bog på et tidspunkt – gerne i en sommerferie.

The Night Circus

Denne bog har fået fantastiske anmeldelser. Den har faktisk fået så mange rosende ord med på vejen, at det var lige før, at jeg ikke turde læse den, selvom den har stået på min to-read-liste i ret lang tid. Den kunne jo nærmest kun skuffe, så jeg prøvede virkelig at neddrosle forventningerne, inden jeg gik i gang.

‘The Night Circus’ er skrevet af Erin Morgenstern og foregår i slutningen af 1800-tallet. Omdrejningspunktet er en dyst på magi, som to rivaler indgår. De vælger hver især en lærling – pigen Celia og drengen Marco – og oplærer dem i kunsten at manipulere og skabe illusioner. Børnene kender ikke til hinanden, og de ved kun, at de en dag skal dyste mod en modstander. Som årene går, krydser deres veje hinanden, og pludselig kommer der et dystert skær over den udfordring, som de to lærlinge har fået, for mens magien sprudler, og de finder på mere og mere kreative konstruktioner for at overgå hinanden, begynder tvivlen at brede sig. Hvad er det egentlig, at dysten går ud på? Hvordan vinder man dysten – og hvad sker der med taberen?

Jeg var som sagt bange for, at jeg ville blive skuffet, da jeg læste denne bog. At jeg ville være en af de få, som bogens magi ikke ville virke på. Oplægget med den magiske verden af illusioner og drømme er ellers noget, der virkelig tiltaler, men jeg læste også Fantasybøgers anmeldelse af bogen, hvor han kritiserede bogens langsomme fremdrift, og det bekymrede mig – med rette. Da jeg gik i gang med bogen, endte jeg med at læse 200 sider, inden jeg måtte lægge den fra mig. Den fængede ikke rigtig, men jeg havde ikke lyst til at jappe den igennem blot for at få den læst, så jeg lod den ligge et par uger på natbordet, inden jeg fandt bogen frem igen. De første 200 sider blev atter læst, og derefter læste jeg resten af bogen på få dage – og var noget splittet bagefter.

Lad mig starte med at sige, at sproget er smukt og betagende. Forfatteren forstår at male skønne billeder med ordene, så magien flyder ud fra bogen og ind i dit hoved. Der bliver svælget i fantastiske, romantiske og smukke kostumer og scener, hvilket nok vil tiltale mange kvinder. Jeg syntes dog, at det tog lidt overhånd ind imellem, men det var uden tvivl et plus ved bogen og er en af de ting, der gør den så populær.

Konceptet med det mystiske og dragende cirkus er også interessant, og så elsker jeg de mange spændende ting, man kan opleve i de forskellige telte. Det føltes lidt som at gå på opdagelse i slikbutikken fra Harry Potter-bøgerne, og jeg var dybt misundelig på cirkussets gæster, der kunne opleve et så fantastisk sted.

Til gengæld er jeg enig med Fantasybøger – handlingen er simpelthen for langtrukken, og jeg synes, at plottet er lige lovlig tyndt. Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring dysten, hvad den går ud på, og hvordan den afgøres, og hvor det virker fint i starten, blev jeg efterhånden ret træt af det undervejs. Så stor en overraskelse var det heller ikke, så lad være med at trække det i langdrag.

Og så er der slutningen… jeg kan af gode grunde ikke uddybe det her (da jeg altid forsøger at undgå spoilers), men jeg synes, den er noget tam. Jeg havde forventet en slutning, der ville røre mig eller måske endda overraske mig, men i stedet var det lidt af en ‘var det det?!’-følelse. Der manglede noget mere rabalder og dramatik.

Som sagt – jeg var forberedt på, at jeg måske var den ene (ud af en million :)), som ikke var blæst omkuld af bogen. Det ærgrer mig selvfølgelig, men det afholder mig ikke fra at anbefale den, hvis du er til drømmende og magiske bøger, hvor der i den grad svælges i smukke detaljer og romantik. Er du til tempo, fremdrift og masser af plot skal du ikke sætte forventningerne alt for højt.

Næste års bogudfordringer

Jeg er godt i gang med at strikke næste års bogudfordringer sammen, og jeg har besluttet mig for at have to udfordringer i 2014.

Afslut 12 serier
Der står efterhånden rigtig mange serier (isæt trilogier) på min liste over bøger, jeg gerne vil læse, og da jeg i forvejen er i gang med en del serier, så er det en god idé at få afsluttet en række af dem i 2014. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg skal afslutte hvad der svarer til én serie om måneden – dvs. 12 serier i alt – i løbet af næste år. Det skal ikke forstås så firkantet, at jeg skal afslutte én serie i januar, én i februar osv., men samlet set skal jeg færdiggøre 12 serier i løbet af 2014.

Jeg satser blandt andet på at få læst resten af bøgerne i ‘Farmer’-trilogien, ‘The Way of Shadows’-serien, ‘Gone’-serien og ‘Skinjacker’-trilogien.

Tema for hver måned
Der er flere bogbloggere, der ofte fortæller om, at de genlæser bøger. Det er ikke noget, jeg selv har gjort, siden jeg var teenager, men i 2014 vil jeg genlæse en række yndlingsbøger, ligesom jeg vil benytte chancen til at dyrke en række af yndlingsgenrerne. Det bliver et glædeligt gensyn med en række forfattere såsom Stephen King og Anne McCaffrey, og så skal der selvfølgelig også være nogle deciderede udfordringer, så jeg har for eksempel valgt at tage temaet ’sjove bøger’ med. Jeg læser faktisk utrolig få sjove bøger, men det vil jeg godt lave om på.

Herunder er en liste over de temaer, jeg indtil nu har besluttet mig for.

Januar: Anne McCaffrey
Februar: Skandinaviske krimier
Marts: Oldschool sci-fi
April: ?
Maj: Stephen King
Juni: Sjove bøger
Juli: ?
August: Bøger fra Japan
September: Bøger om krig
Oktober: Horror
November: Anne Rice
December: Oldschool fantasy

Der er dog fortsat et par ledige pladser – hhv. i april og juli – så har du en god idé til et tema, så sig endelig til. Det kunne være et særligt spændende årti, en interessant genre eller noget helt tredje. Jeg synes ikke, det skal være en forfatter (har allerede tre på listen), og jeg er ikke så meget til chick lit, biografier og digte.

Mildred Pierce

I november måned deltog jeg atter i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg til opgave at læse ‘Mildred Pierce’, som stod på min liste over bøger, jeg gerne snart vil læse.

‘Mildred Pierce’ er skrevet af James M. Cain og foregår i USA under depressionen i 30’erne. Hovedpersonen, Mildred Pierce, er en ung kvinde, som smider sin mand på porten, fordi han er hende utro. Nu står hun dog pludselig i en situation, hvor hun skal forsørge sig selv og datteren – og hun har ingen erhvervserfaring. Efter en ydmygende jobsøgning ender hun dog med et serveringsjob. Det giver hende ideen til selv at starte et spisested – et sted, hvor hun kan servere sine berømte tærter, og snart blomstrer forretningen – og kærlighedslivet. Mildred er eftertragtet, men når det kommer til stykket, har hun svært ved at opnå, det hun efterstræber allermest – sin datters respekt.

Skrivestilen er lidt anderledes, end jeg er vant til, men ikke desto mindre tog det ikke mange sider, før jeg levende kunne forestille mig det samfund, som bogen foregår i. Beskrivelsen af Mildred og mandens forhold (eller mangel på samme), hendes kamp for at finde arbejde og hendes relationer til de andre beboere i byen.  

Jeg havde det til gengæld lidt svært med både Mildred og hendes datter Vera. I starten troede jeg, at Mildred var den klassiske heltinde, som trods svære vilkår rejser sig som en fugl Føniks og bliver en sand foregangskvinde for et nyt, selvstændigt kvindeideal. Så stereotyp er hun – heldigvis – ikke, men hun er samtidig også så rasende naiv, at jeg krummede tæer flere gange undervejs. Hun har så mange muligheder, men flere af dem ødelægger hun, fordi hun forelsker sig i idiotiske, uselvstændige mænd eller fordi hun forsøger at tigge sig til datterens kærlighed og respekt.

Og datteren… uha… det er længe siden, jeg er stødt på et pigebarn, der er så øretæveindbydende! Hun er en forfærdelig egoistisk, arrogant og beregnende lille møgkost (og det er det pæneste, jeg kan sige om hende!). Jeg håbede virkelig på, at hun ville få sig en alvorlig lærestreg, for sikke en ubehagelig person! Desværre betød det også, at det gav mig en vis distance fra historien, for jeg er ikke sikker på, at man skal nære så stor afsky over for datteren, som jeg gjorde.

Bogen er et glimrende billede på, hvordan livet kunne se ud for en ung kvinde under depressionen og den efterfølgende verdenskrig. Handlingen er centreret om det lille lokalsamfund (med få afstikkere), og jeg synes, at forfatteren har ramt den provinsielle stemning rigtig fint. Det er ikke et stort, litterært værk, men det er en fin og lettilgængelig bog, som fortæller en simpel men interessant historie.