Moloka’i

Månedens Goodreads-bog blev denne gang ‘Moloka’i’ af Alan Brennert – en bog, jeg gav mig selv i adventsgave sidste år, efter at jeg havde læst meget rosende anmeldelser af bogen på Goodreads.

Bogen handler om pigen Rachel, der bor på Hawaii i slutningen af 1890’erne. Som seksårig bliver det konstateret, at hun er spedalsk, og hun bliver derfor fjernet fra sin familie og ender på øen Moloka’i – nærmere bestemt i spedalskhedslejren Kalaupapa. Familien har hun ikke megen kontakt med, men snart finder hun nye venner blandt de andre patienter og opdager, at livet som spedalsk ikke nødvendigvis er afkald på kærlighed, håb og drømme.

Det er en smuk fortælling om en pige, der vokser op med en sygdom, som afskærer hende fra kontakten med dem, hun elsker og holder hende fanget på en ø uden mulighed for at kunne opleve den verden, hun hungrer efter at se. Hun oplever, hvordan det er at miste, men også hvordan kærligheden kan spire frem trods sygdom og død.

Bogen bliver både rost for – og solgt på – at være en følelsesladet og dramatisk skæbnefortælling, men den del kom nu aldrig rigtig ind under huden på mig. Jeg blev ikke rørt eller på anden måde påvirket af fortællingen, selvom der var flere oplagte steder, men hvad det skyldtes, ved jeg ikke.

Til gengæld giver bogen et fint indblik i livet på Hawaii og ikke mindst i en spedalskhedslejr på den tid, og ud fra et historisk perspektiv var det ret interessant. Jeg må indrømme, at mit kendskab til Hawaii og de omkringliggende øer er ret lille, så det var en fantastisk rejse at kunne opleve stedet gennem Rachels fortælling. Selvom bogens emne er ret alvorligt, så er der skam plads til, at læseren kan betages af de smukke strande og livet på øerne i området.

Sproget i bogen er nuanceret og krydret med ord fra originalsproget, og tempoet i bogen er meget stille og roligt – ind imellem lidt for roligt til min smag.

Det er en bog om håb, kærlighed og livet i sig selv – og en påmindelse om, at selv hvis man bliver smittet med en uhelbredelig sygdom, så er der stadig meget at leve for.

Vinterpiger

Laurie Halse Anderson har høstet en hel del gode anmeldelser hos bogbloggere de senere år – blandt andet på grund af ‘Vinterpiger’, som har fået en rigtig god modtagelse. Jeg fik endelig lånt bogen på biblioteket for ganske nylig, så jeg kunne se, om bogen kunne leve op til hypen.

‘Vinterpiger’ handler om Lia og Cassie, der var bedste venner. Cassie begår dog selvmord og efterlader Lia med en grim smag i munden, for de to piger var gledet fra hinanden et stykke tid inden, at Cassie døde, men på dødsaftenen ringede Cassie 33 gange til Lia – der valgte ikke at tage telefonen. Men selvom Cassies død hele tiden spøger i baggrunden, så er det først og fremmest Lias unaturlige forhold til mad, der er omdrejningspunktet i bogen. Lia er anorektiker og drømmer om at blive tyndere og tyndere – faktisk helst så tynd, at hun forsvinder. Hun er besat af tanken om kontrol over kroppen og ikke mindst sulten, og hun bruger alle tricks for at narre omgivelserne til at tro, at alt er i orden…

Det er et alvorligt emne, forfatteren kaster sig over, og ved at lade Lia selv fortælle historien, kommer vi tæt på hovedpersonens tanker og smerte. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at blive tyndere, om hvordan hun hele tiden forsøger at spise mindre og mindre portioner (selvom om den syndige mad hele tiden spøger i baghovedet), og hun afviser enhver form for hjælp, som hendes omgivelser forsøger at yde. Ikke at de prøver synderlig meget – sådan virker det i hvert fald, når man ser det med Lias øjne.

Det er en ungdomsbog, og det skinner desværre lidt for tydeligt igennem på sproget, som ofte er lidt for simpelt, kortfattet og unuanceret. Der var dog glimt af sproglige finurligheder, hvor forfatteren slog sig løs i malende beskrivelser, når Lia for eksempel fortæller om at skære i sig selv, eller at det altid er præciseret hvor mange kalorier, der er i maden, når hun tænker på bestemte madvarer. Men men – der var ganske enkelt alt for langt mellem sprogperlerne.

Jeg havde faktisk forventet mere smerte og nærhed i bogen, men jeg syntes aldrig, at jeg kom helt tæt på Lia til at kunne føle hende og (måske) forstå hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Lad mig bare forsvinde’ af Mille Eigard Andersen samt ‘Glaspigen’, som begge var bøger, der efterlod læseren tankefuld og nærmest forslået bagefter. Den sidste handler ganske vist ikke om anoreksi men om psykisk sygdom, men den har alt det, jeg savner ved denne bog.

For mig var meget af bogen overfladisk og hurtigt læst. Den gjorde desværre ikke så megen indtryk på mig, som jeg havde håbet og forventet, og det ærgrer mig, for det er en sygdom, som jeg har haft tæt inde på livet, da flere i min omgangskreds har lidt af anoreksi. Det er en modbydelig lidelse, og den fortjener en plads i ungdomslitteraturen – alene med den bagtanke, at det forhåbentlig kan være med til at skabe forståelse og opmærksomhed på en sygdom, som mange unge (og voksne) lider af.
Derfor – selvom jeg ikke var så imponeret af bogen, så vil jeg anbefale dig at læse den, for det er et vigtigt emne at kende til.

The White Dragon

Den sidste Anne McCaffrey-bog, jeg når i denne ombæring, er ‘The White Dragon’, som meget passende også er den sidste bog i den oprindelige drage-trilogi, hvor ‘Drager på himlen’ og ‘Dragonquest’ udgør resten af trilogien. Anne McCaffrey har skrevet flere bøger i samme serie (blandt andet ‘The Harper Hall’-trilogien, som foregår ca. samtidig med ‘Drager på himlen’ og ‘Dragonquest’).

I ‘The White Dragon’ skifter fortællevinklen. De tidligere hovedpersoner, Lessa og F’lar, træder i baggrunden og i stedet er det Ruathas kommende borgherre, Jaxom, og hans drage, Ruth, der er fremhævede i historien. I den foregående bog, ‘Dragonquest’, kom Jaxom til at præge den unge drageunge Ruth, og det giver en del problemer, for ikke alene har Jaxom allerede et ansvar som kommende borgherre – Ruth er også en lille hvid drage, som sandsynligvis ikke vil overleve. Det gør han dog, og det viser sig, at Ruth har en usædvanlig forbindelse til ildøgler, som elsker at bruge tid med den hvide drage.

Konflikterne mellem drageriderne intensiveres, og på de store linjer sker der i det hele taget flere interessante ting, der er med til at bidrage til den store fortælling om, hvorfor og hvordan verdenen Pern er skabt.

Jeg har vanen tro forsøgt ikke at afsløre for meget af handlingen i opsummeringen – blandt andet fordi visse ting ville afsløre for meget i forhold til de foregående bøger. Jeg synes dog, det er ret vigtigt at fremhæve, at fokus skifter til Jaxom og Ruth. I modsætning til det lignende skift i ‘The Harper Hall’-serien, hvor hovedpersonen også er en anden i den sidste bog i trilogien, så fungerer det dog ganske godt i ‘The White Dragon’. Jaxom er rimelig troværdig som ung og rastløs teenager, der gerne vil bevise sit værd, mens Ruth med sin kærlige og indsigtsfulde tilgang til livet er meget let at holde af. Jeg synes dog, at der er lige lovlig megen fokus på, at Ruth er anderledes i forhold til de andre drager – og især det faktum, at han åbenbart ikke bliver kønsmoden.

Den ændrede fortællevinkel er også med til at gøre, at man ser flere af de andre personer fra en helt ny – og ikke nødvendigvis flatterende – vinkel, og det synes jeg er en af bogens styrker, for det er med til at nuancere indtrykket af flere af personerne.

Bogen tabte lidt pusten undervejs – der var en længere passage, jeg ikke fandt så interessant – men tingene tog atter fart hen imod slutningen, og alt i alt syntes jeg, at bogen var næsten lige så god som sine forgængere. En fin afslutning på en fascinerende drage-trilogi – og samtidig også et godt springbræt til at læse flere af Anne McCaffreys bøger, der foregår i samme verden.

De næste bøger, hun skrev, foregår lang tid før, at disse tre dragebøger blev skrevet, så du er ikke afhængig af at læse bøgerne i den rækkefølge, de er udgivet.

Det taler vi ikke om

Når jeg surfer på netlydbog.dk og låner lydbøger der, fører det både til nye, skønne bøger… og ret trælse oplevelser. Det skyldes, at jeg eksperimenterer meget mere, når jeg låner bøger her, for udvalget er ikke vanvittigt stor (jojo, det bliver bedre og bedre, men…), så ind imellem må jeg tage en chance og prøve bøger, jeg næppe ville have valgt, hvis jeg havde været på biblioteket. Det kan resultere i, at jeg får øjnene op for en ny forfatter eller serie – men det kan også føre til en træls læseoplevelse, når det viser sig, at bogen slet ikke er noget for en. Af samme grund er det ofte blandt mine lydbogs-anmeldelser, at de mest gnavne anmeldelser findes.

Men men… helt galt gik det heldigvis ikke denne gang, hvor jeg lånte ‘Det taler vi ikke om’ af Anna Grue – selvom den dog tabte pusten undervejs. Bogens hovedperson, Marie, er en ung kvinde, der er vokset op hos sine bedsteforældre, eftersom hendes forældre døde, da hun var spæd. Marie har altid troet, at de døde i en trafikulykke sammen med hendes storebror, men da mormoren dør, og Marie skal tømme barndomshjemmet, opdager hun en bunke breve, som tyder på, at der skete noget helt, helt andet dengang. Marie bliver besat af ideen om at finde frem til sandheden, og sammen med veninden Stine drager de til England, hvor Maries farfar og farmor tilsyneladende bor. Det viser sig, at sandheden er svær at finde frem til, og at fortiden bærer på mange forviklinger og triste skæbner.

Jeg havde en grim mistanke om, hvad baggrunden for historien kunne være, men på det punkt blev jeg positivt overrasket – det er ikke en bog, hvor plottet er let og hurtigt at regne ud. Når det så er sagt, så er det samtidig også et af mine kritikpunkter, for hvor det i starten var med til at bygge spændingen op, så var det også hovedårsagen til, at jeg blev ret træt af bogen til sidst. Der blev ved med at være små twist og knuder, der skulle løses, og selvom det var spændende at prøve at regne ud, hvordan det hele kunne hænge sammen, så føltes noget af det også ret konstrueret og påklistret.

Personerne i bogen er generelt sympatiske, men jeg blev ret skuffet, da der – selvfølgelig – også skulle være en romance undervejs. Komplet unødigt, usandsynligt og alt, alt for traditionelt. Suk. Det kan være en af grundene til, at jeg flere steder har set bogen omtalt som ‘dame-krimi’ (hvilket i øvrigt ville have skræmt mig væk fra at læse bogen, hvis jeg havde set det, inden jeg kastede mig over den), for det blev lige lovlig lægeroman-agtigt.

Bogen startede godt og fungerede fint frem til ca. halvvejs (måske lidt længere). Derefter gik det ned af bakke og blev en noget middelmådig oplevelse. Desværre. Letlæselig og hverdagsagtig fortællestil og en bog, som vil egne sig ok som ferielæsning.

Dragonquest

Så kom jeg endelig i gang med at læse de engelske udgaver af Anne McCaffreys dragebøger, og det kom jeg bestemt ikke til at fortryde!

‘Dragonquest’ er anden bog i Pern-serien, og den foregår samtidig med ‘Ildøglernes sang’ og ‘Skjaldenes hal’. Jeg var derfor lidt i tvivl om, hvilke af bøgerne jeg burde læse først, men jeg kom ikke til at fortryde, at jeg læste de to danske oversættelser først.

‘Dragonquest’ foregår syv år efter ‘Drager på himlen’, og dragerytterne står over for nye udfordringer. Tråd begynder at falde uregelmæssigt, og interne stridigheder bryder ud i lys lue, hvilket truer sammenholdet mellem dragerytterne. F’lar forsøger at finde en løsning, men det er tydeligt, at der er stor uenighed mht. hvad dragerytternes rolle skal være i samfundet, og hvilke rettigheder de vil have. Samtidig forsøger borgherrerne også at presse dragerytterne til at finde en permanent løsning på Tråd-problemet. Er det ikke muligt at flyve hen til Den Røde Stjerne og udslette al Tråd der?

Hvor ‘Drager på himlen’ mest handlede om drager, og bøgerne om Menolly mest handlede om ildøgler, forsøger ‘Dragonquest’ at favne dem begge og tydeliggøre forskellene og lighederne mellem disse racer. Perns beboere begynder at forstå, at ildøgler måske kan være lige så nyttige væsner som dragerne, og de små øgler eftertragtes af alle.

‘Dragonquest’ giver et langt mere nuanceret billede af Pern og dragerytterne. Hvor de tidligere bøger har et mere uskyldigt og hyggeligt skær over sig, indeholder denne bog langt mere drama, intriger og konflikt. Der sker flere drastiske ting i bogen, som jeg ikke vil beskrive nærmere her, da det afslører for meget, men det gjorde det til en ret spændende læseoplevelse – og en herlig udvikling af både verdenen og dens befolkning.

Bogen foregår som sagt samtidig med ‘Ildøglernes sang’ og ‘Skjaldenes hal’, og det er ret interessant at læse ‘Dragonquest’ kort tid efter, for de store begivenheder, der kun refereres kort til i de to danske oversættelser, beskrives langt mere indgående i ‘Dragonquest’, og man får også en lidt anden vinkel på begivenhederne. Det kunne jeg virkelig godt lide, for pludselig gav begivenhederne langt mere mening!

Alt i alt en ganske god læseoplevelse, og jeg vil gerne anbefale bogen. Selvom forfatteren har været så betænksom at indlede bogen med et grundigt resumé over de vigtigste begivenheder, der går forud for denne bog, så læs helst de foregående bøger, inden du kaster dig over denne.

Smertensbarn

Jeg har holdt en pause fra lydbøgerne i et stykke tid, men i slutningen af juleferien fandt jeg et par stykker på netlydbog.dk, som jeg blev nødt til at høre – deriblandt denne bog. 

‘Smertensbarn’ er skrevet af Mette Finderup og foregår i vikingetiden i Danmark. Bogens hovedperson, Gyrith, er datter af byens høvedmand, og hun får til opgave at tage på sejd-rejse – en åndelig rejse, som hvert år skal udføres af byens mest fornemme jomfru for at prise kærlighedens gudinde, Freja. Gyrith har ikke lyst til at tage af sted, og da hun endelig begiver sig ud på rejsen for at møde guderne, viser det sig, at det går helt anderledes end ventet. Guderne er ikke, som Gyrith forventede, og noget går helt, helt galt, så Gyrith bliver ramt af Frejas vrede.

Da Gyrith vender tilbage til landsbyen, vælger hun at tie med sin oplevelse, men snart må hun sande, at guder helmer ikke, og Frejas vrede er stor og mægtig. Hun vil tage alle, som Gyrith elsker, og når først en gud har set sig vred på én, er det svært at slippe væk. Men måske kan Gyriths mystiske ven i skoven hjælpe?

Jeg synes, det er synd, der ikke er flere ungdomsbøger – eller bare skønlitterære bøger i det hele taget – som foregår i vikingetiden, og derfor var det et klart plus ved bogen. Samtidig leger forfatteren også med opfattelsen af guderne og skaber nye, interessante fortolkninger af de velkendte aser. En frisk og fin idé.

Til gengæld var jeg ikke så begejstret for dialogen, da den ind imellem blev en kende for moderne – især når personerne bandede. Det skurrede i mine ører og var ret irriterende. 

Jeg ved ikke hvorfor, men der har været en tendens til at have egoistiske/usympatiske hovedpersoner i dansk fantasy de senere år. Det har undret mig, for det er en af de ting, der kan ødelægge en god læseoplevelse. Jeg kan for eksempel stadig blive irriteret, når jeg tænker på serien om Mira af Josefine Ottesen, som er det bedste eksempel på en narcissistisk og horribel hovedperson. Gyrith er et glimrende eksempel på dette, omend hun endte med at være lidt mere sympatisk mod slutningen af bogen. I starten virkede hun dog mest som en smaskforkælet, selvcentreret og arrogant gås, som var ligeglad med fællesskabet og ikke havde nogen respekt for andre.

Dette er en bog, som man skal et stykke ind i, før man for alvor bliver fanget af fortællingen. Til gengæld vinder den en del, jo længere man læser, og jeg endte med at være ganske tilfreds med bogen. Af samme grund regner jeg også med at låne næste bog i serien i februar måned, så jeg kan finde ud af, hvad der vil ske med Gyrith og de andre i byen.

Forever

Jeg er kommet godt i gang med årets bogudfordringer. Jeg har allerede læst og blogget om flere Anne McCaffrey-bøger, og nu har jeg også færdiggjort den første serie i 2014!

‘Forever’ er skrevet af Maggie Stiefvater og er tredje og sidste bind i trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Shiver’ og ‘Linger’. Ligesom ved anmeldelsen af 2’eren vil jeg ikke opsummere handlingen i ‘Forever’, da det vil røbe for meget om de foregående bøger.

I min anmeldelse af ‘Linger’ kritiserede jeg bogen for, at tempoet var alt for langsomt. Dette lider ‘Forever’ heldigvis ikke lige så meget af, selvom jeg stadig gerne have set, at der var strammet lidt op hist og her.

Der er lidt mere kød på historien i den tredje bog, og personerne har også fået lidt mere dybde, hvilket hjælper en hel del på læseoplevelsen. I de tidligere bøger virkede mange af personerne endimensionale og ligegyldige, men nu fik flere af dem lov til at udvikle sig. Jeg er dog stadig ikke synderlig imponeret over personbeskrivelserne, og der er stadig en vis distance over dem – som om de aldrig rigtig bliver levende i min fantasi og dermed ikke rigtig formår at fortælle en levende og medrivende historie.

Jeg synes, der er mere på spil i denne bog – eller også er historien bare mere sandsynlig. I hvert fald var udfaldet ikke lige så let at gætte, og selvom jeg ikke blev voldsomt overrasket over slutningen, så tog forfatteren et par interessante valg.

‘Forever’ var klart bedre end ‘Linger’ (som i bund og grund ikke burde være blevet udgivet – den virkede i hvert fald som en dårlig undskyldning for en 2’er). Jeg var desværre ikke så begejstret eller rørt over serien, som jeg havde håbet, men det er en lettilgængelig ungdomsserie, som man hurtigt kan læse – og glemme.

Ildøglernes sang, Skjaldenes hal og Dragetrommer

Jeg indrømmer gerne, at jeg blandt andet har valgt denne måneds Anne McCaffrey-tema som undskyldning for at genlæse en af mine yndlingsserier – nemlig serien om skjalden Menolly.

Trilogien består af bøgerne ‘Ildøglernes sang’, ‘Skjaldenes hal’ og ‘Dragetrommer’ og blev genudgivet for nogle år siden i et samlet bind. Jeg har derfor valgt at samle anmeldelsen af alle tre bøger i ét blogindlæg.

Serien om Menolly foregår i Pern, dvs. i samme verden som ‘Drager på himlen’, og trilogien foregår næsten samtidig med forfatterens hovedserie. De to serier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men det er ret interessant at læse begge, for i Menolly-serien refereres der ind imellem to større begivenheder, som beskrives mere detaljeret i Pern-serien.

De to første bøger – ‘Ildøglernes sang’ og ‘Skjaldenes hal’ foregår ca. samtidig med ‘Dragonquest’ og ‘The White Dragon’ (som jeg også læser denne måned), mens jeg er lidt mere i tvivl om, hvilken/hvilke bøger ‘Dragetrommer’ følger.

Trilogien handler som sagt om Menolly, der er en ung pige, som lever et trist og barsk liv på sin fars borg ved havet. Hun drømmer om at blive skjald, men det er ikke en passende profession ifølge hendes forældre, og de modarbejder hende i den grad, at hun begynder at tage på lange udflugter for at slippe væk fra borgen og den trykkende stemning. På en af sine udflugter bliver hun fanget i en grotte under et Trådangreb (læs mere om Tråd under anmeldelsen af ‘Drager på himlen’), og utroligt nok sker det samtidig med, at en stor rede med ildøgleæg udklækkes i grotten. Menolly redder 9 af de små ildøgler fra at flyve ud i den sikre død under Trådangrebet, da hun fodrer dem med de krebsdyr, hun nåede at indsamle inden Trådangrebet. Et særligt bånd mellem hende og dragerne opstår, og de følger med hende den efterfølgende tid, hvor hun vælger at blive boende ude ved stranden i stedet for at vende tilbage til borgen. De følger også med, da hun på et senere tidspunkt får mulighed for at tage til Skjaldenes hal for at blive skjaldelærling, og her kommer de små ildøgler i den grad til at præge undervisningen…

Det var utrolig hyggeligt at genlæse bøgerne, og de havde stadig den magiske stemning af drager og ildøgler, som jeg elskede ved serien.

Menolly er en gæv pige, som er let at holde af, og man føler med hende, når hun skal gennem så mange kvaler, før hun endelig får mulighed for at synge og spille. Der er en fin balance mellem sympatiske og usympatiske mennesker i trilogien, men selvom der sker flere barske ting, så synes jeg stadig, at den har lidt af det hyggelige og ufarlige skær, som John Flanagans serie om Skyggens lærling også har.

Som jeg skrev i anmeldelsen af ‘Drager på himlen’, så elsker jeg drager, og jeg er selvfølgelig helt forgabt i de små drager, ildøglerne, som denne serie handler om. Hvem ville ikke gerne have sådan et fantastisk væsen? …. ja undskyld, nu drømte jeg mig helt væk ved tanken… Forfatteren formår at skabe charmerende, fascinerende og magiske væsner, som er med til at gøre Pern til en unik og spændende fantasiverden.

De to første bøger i trilogien har Menolly som hovedperson og kan betragtes som én lang fortælling, mens tredje bog, ‘Dragetrommer’, har Piemur (en anden skjaldelærling fra Skjaldenes hal) som hovedperson. Denne bog foregår også ca. tre år efter de to første bøger. Det er både en fordel og en ulempe. Forfatteren kan introducere nye konflikter i historien, men noget af charmen ved serien falmer også lidt, da hovedpersonen udskiftes. Selvom Piemur også er en elskelig hovedperson, så er det bare ikke helt det samme…

‘Dragetrommer’ er også en mere politisk bog, for der er langt mere fokus på de ting, der foregår andre steder i verdenen, og vi hører mere om de dramaer, der udskiller sig mellem magthaverne i Pern. Nu hvor jeg også har læst flere af bøgerne i hovedserien om Pern, så synes jeg, at dette er langt mere interessant, end da jeg læste serien som teenager. Dengang fandt jeg ikke disse scener særlig interessante, men nu hvor jeg kender mere til verdenen, er det ret spændende at læse om.

Jeg synes som sagt, at det er en skøn fantasyserie. Måske lidt naiv til tider, men den bygger på en fantastisk verden, som udbygges mere og mere, jo flere af forfatterens bøger man læser. Nåja, og så er der jo ildøgler og drager med… og det er jo altid et plus 😉

Linger

Jeg øver mig i øjeblikket i at blive bedre til at afslutte serier, jeg er gået i gang med, og derfor skyndte jeg mig at læse fortsættelsen til ‘Shiver’ blot få uger efter, at jeg havde læst den første bog i serien.

‘Linger’ er skrevet af Maggie Stiefvater og fortsætter et stykke tid efter slutningen af ‘Shiver’. Da ‘Linger’ er en del af en serie, vil jeg ikke opsummere handlingen, da det vil afsløre for meget af historien i den første bog.

Den simple og lidt naive stil fra den første bog fortsætter i ‘Linger’, men jeg synes desværre, at den savner noget af den melankoli og vinterfrosne stemning, som var en af de positive ting ved ‘Shiver’. Igen lider historien lidt under, at mange af personerne virker  overfladiske, og at tempoet er ret langsomt. Hovedhistorien – hvor klimaks er ret forudsigeligt – snøvler sig af sted og bliver trukket i langdrag, så jeg til sidst var ved at tabe tålmodigheden.

Graces forældre fylder noget mere i denne bog, men de er så fordomsfulde og hysteriske, at det virker meget forceret og utroværdigt. Måske skyldes det, at vi her i Danmark er vant til, at teenagere er ret selvstændige og har et meget større råderum, end teenagere i konservative, amerikanske stater (og mange andre steder i verden for den sags skyld) har, men jeg syntes i hvert fald, at deres opførsel i bogen virkede ekstrem mærkelig.

‘Linger’ har desværre ikke så meget at byde på, og i mine øjne burde forfatteren have ladet ‘Shiver’ været en enkeltstående bog, for fortsættelsen ødelægger lidt af den til tider magiske stemning, der var ved den første bog.

Drager på himlen

I år har jeg et tema for hver måned, og januar-temaet er bøger af Anne McCaffrey. Hun var en af mine store forfatterhelte, da jeg var barn/teenager, eftersom hun skrev den fantastiske trilogi om Menolly (‘Harper Hall’ på engelsk), som er blandt de bøger, jeg har genlæst flest gange i mit liv. Desværre var det kun denne trilogi samt den allerførste bog i McCaffreys store Pern-serie, der blev oversat til dansk, og da jeg var yngre, var jeg ikke så ‘modig’ mht. at læse skønlitteratur på engelsk. Det har heldigvis ændret sig, så i denne måned bliver der både læst de ‘gamle’ bøger på dansk samt et par bøger på engelsk.

Den første bog, Anne McCaffrey skrev, var ‘Dragonflight’ – eller ‘Drager på himlen’, som den danske udgave kom til at hedde. Det er den første bog i Pern-serien, som jeg mener er på 24 eller 25 bøger. Flere af de seneste bøger, hun skrev, omhandler tiden før ‘Drager på himlen’, men jeg valgte at starte med den bog, hun først udgav, da det gav mest mening for mig.

‘Drager på himlen’ foregår i fantasyverdenen Pern, hvor dragebestanden er faldende, og kun én dragerede stadig opretholdes. Den almene befolkning har ikke meget til overs for dragerytterne, for de har mistet deres betydning, da det er over 400 år siden, der sidst er faldet Tråd – den dødelige vækst, som falder, når Den Røde Stjerne passerer tæt forbi Pern. Når Tråd falder, stiger dragerytterne til vejrs på deres drager og brænder den dødelige vækst, inden den når jorden, men nu hvor flere hundrede er gået, er mange af de gamle traditioner glemt eller ignoreret. Nu er det sidste dronningeæg ved at blive udruget, og dragerytterne tager rundt i hele Pern for at finde egnede kandidater til posten som dronningerytter og redekvinde. De finder Lessa – en ung kvinde, der har levet en forhutlet tilværelse som underkuet tjenestepige på Ruatha Borg. Her har hun udgivet sig for at være en almindelig, fattig kvinde til trods for, at hun er den retmæssige arving af borgen, men borgen herskes nu af den brutale hersker, som dræbte hendes familie. Hun ønsker hævn, men er det egentlig det bedste at søge, når nu hun har chancen for at blive redekvinde og realiteten regere over hele Pern?

Dette er solid og underholdende fantasy, når det er bedst. Anne McCaffrey har skabt en fantastisk verden, Pern, som har en skøn, middelalder-stemning krydret med drager og intriger. Den første bog i serien bruger dog mest tid på at beskrive truslen om Tråd, og hvordan dragerytterne forsøger at løse dette problem, når de ikke just kan vente nogen synderlig oppakning fra resten af befolkningen.

Lessa er en velskrevet og interessant hovedperson, som har en tilpas fandenivoldskhed, der både gør hende elskelig og menneskelig på samme tid. Hun har både gode og dårlige sider, og for os, der elsker kvindelige hovedpersoner med ben i næsen er hun et godt eksempel på, at der også findes kvindelige helte.

Bogen er mindst lige så spændende og underholdende som første gang, jeg læste den. Jeg nåede dog at blive lidt træt af den voldsomme brug af tillægsord undervejs, men jeg tror, det til dels skyldes, at det var forfatterens første bog, og det er et begyndertegn, når forfattere bruger (alt for) mange tillægsord. Less i more – som man siger. McCaffrey er dog ret glad for malende beskrivelser i det hele taget, så det skal man kunne leve med, når man læser hendes bøger.

For en drageelsker som jeg er det skønt at læse de mange scener, der omhandler prægningen af drager (det første møde mellem den nyudklækkede drage og de potentielle drageryttere) og ikke mindst samtalerne mellem drager og drageryttere. Forfatteren formår at beskrive disse scener så fantastiske, at man bagefter ønsker inderligt, at man også selv får mulighed for at møde en drage en dag.

Genlæsningen af denne bog gav mig – heldigvis – endnu mere lyst til at læse flere af bøgerne om Pern, for det er en verden, der rummer så mange spændende detaljer, og den første bog giver som sagt kun et lille glimt af dette. I løbet af måneden vil jeg uddybe dette, når jeg anmelder flere af Anne McCaffreys bøger.