Jeg forbereder mig til den danske readathon

Jeg har besluttet mig for at deltage i den danske readathon, som Boghunden og Boghjørnet har valgt at afholde lørdag den 1. marts. Det er egentlig ikke, fordi jeg har tid – men det lyder simpelthen så hyggeligt, så jeg vil deltage, selvom det ikke bliver i samtlige 24 timer. Jeg får gæster om søndagen, så jeg bliver nødt til at få noget søvn, men jeg vil prøve at få læst så meget som muligt om lørdagen!

Hvad vil jeg læse under readathon?
Marts måned står i sci-fi-litteraturens tegn, så det er jo oplagt, at jeg kaster mig over noget sci-fi allerede fra dag 1! Jeg har lånt ‘2001’ af Arthur C. Clarke samt ‘Krøniker fra Mars’ af Ray Bradbury. Begge bøger er ret korte (ca. 200 sider hver), så dem bør jeg kunne nå i løbet af lørdagen.

Jeg når muligvis at gå i gang med ‘Den 5. Bølge’ af Rick Yancey i morgen, så det vil være oplagt, hvis jeg læser videre i denne bog i løbet af readathonen.

Jeg har også tænkt mig at låne en lydbog eller to via netlydbog.dk, eftersom jeg ikke har tid til at sidde med næsen dybt begravet i bøger hele dagen. Om søndagen får jeg nemlig gæster ved frokosttid, så jeg skal både nå at bage kage til dagen efter samt rydde lidt op. Men men… det kan man jo sagtens gøre, mens man lytter til lydbog, så det vil jeg gøre! Jeg tror, det bliver ‘Midt i en jazztid’, men det har jeg dog ikke helt besluttet mig for endnu.

Er der brug for flere forberedelser?
Ja, selvfølgelig! Jeg har tænkt mig at læse i sofaen, så jeg indretter et hjørne med bløde puder og et tæppe. Der bliver stillet en kande vand frem samt cola light, og så vil jeg også have lidt frugt og chokolade inden for rækkevidde.

Eftersom jeg har planer om at finde en lydbog frem, så er madlavningen i løbet af dagen ikke et problem. Det er selvfølgelig lidt fristende at lave (mad-)pandekager, som lige har været temaet på min madblog, men pt. har jeg ikke lagt planer for maden – der er jo flere dage til 😀

Hvad med dig? Deltager du i readathonen, og hvad vil du i så fald læse?

Misterioso

Den sidste skandinaviske krimi, jeg når i denne måned, er den første bog i den svenske serie om A-gruppen skrevet af Arne Dahl (hvilket i øvrigt er et pseudonym, som forfatteren Jan Arnald skriver under).

I ‘Misterioso’ følger man specialenheden A-gruppen, som består af seks udvalgte politifolk, der samles for at opklare en stribe mord på svenske finansmænd. Gruppen kommer på en svær opgave, hvor mordene er tilsyneladende meget professionelt udført, og jo længere tid, opklaringsarbejdet trækker ud, jo flere rigmænd dør. Presset på gruppen stiger, og det bliver efterhånden en kamp mod uret, hvis de skal nå at stoppe gerningsmanden.

Denne bog hørte jeg som lydbog, og det fortrød jeg undervejs, for handlingen er (dejligt) snørklet, så det er om at holde tungen lige i munden, hvis du skal have alle detaljer med. Forfatteren har gjort et stort arbejde ud af at skrue en krimihistorie sammen, hvor der er masser af action og små detaljer, så du som læser får lyst til at sidde og gætte med, når politifolkene kæmper med at løse gåden.

Bogen er velskrevet, og der er en sarkastisk tone i bogen, som passer fint til politimiljøet – og min smag. Jeg kan godt lide, at der er plads til et godt grin midt i al alvoren, og det får også sammenholdet i gruppen til at fungere – lidt ligesom samspillet i opklaringsenheden i Afdeling Q-bøgerne. Der er flere af personerne, der virker en anelse stereotype – eller rettere, det virker lidt stereotypt, at der både er plads til blandt andet en kvinde og en indvandrer i gruppen, men det er selvfølgelig en let måde at skrue en gruppe sammen med mange forskellige personlighedstyper.

‘Misterioso’ er klart den bedste af de krimier, jeg har læst i denne måned, og jeg skal helt sikkert læse næste bog i serien. Jeg overvejer faktisk at læse den første bog en gang mere blot for at få et par detaljer på plads, som jeg tror, jeg missede første gang.

Flagermusmanden

Den krimiserie, jeg har glædet mig mest til at læse i denne måned med skandinaviske krimi, er Harry Hole-serien af Jo Nesbø.

‘Flagermusmanden’ er første bog i serien om den norske kriminalbetjent Harry Hole. Den 32-årige betjent sendes til Australien for at hjælpe i opklaringen af mordet på en ung norsk kvinde, og her danner Harry makkerpar med den lokale betjent, aborigineren Andrew. De kommer på en rejse gennem Australiens brogede natteliv, som både byder på flirt og forargelse – og flere mord. Harry mærker, hvordan tingene omkring ham falder sammen, og midt i al forvirringen finder han frem til en gammel ven – alkoholen – som snart er med til at sluge ham helt igen.

Jeg havde ret høje forventninger til denne bog, for serien er blevet rost til skyerne – blandt andet af flere af mine venner, jeg plejer at dele bogsmag med. Denne gang var jeg dog – desværre – ikke enig.

Rytmen i historien var en kende ujævn. Starten er jævn og rolig – lige ud af landevejen og måske en anelse for forudsigelig – men ca. halvvejs tager fortællingen en markant drejning. Et par pludselige dødsfald vender op og ned på opklaringsarbejdet, og selvom det bringer ny spænding ind i historien, så bliver tingene også forvirrende og får historien til at virke temmelig rodet. Harrys privatliv blandes ind i opklaringsarbejdet, og selvom det gør historien ekstra dramatisk, så syntes jeg også, det virkede lidt for påklistret.

Hovedpersonen er lidt (for) oldschool med den alkoholiserede og voldelige kriminalbetjent, og jeg havde ret svært ved at sympatisere med ham. Han er en kompleks person og ville normalt være en hovedperson, jeg ville finde interessant, mens hans brutale og til tider ret irrationelle opførsel brød jeg mig slet ikke om – det var ganske enkelt for uprofessionelt af en betjent.

Jeg havde som sagt forventet en langt bedre læseoplevelse, end jeg reelt set fik ud af denne bog. Jeg har ikke helt opgivet serien (blandt andet fordi jeg har den næste bog i serien liggende), men jeg venter nok lidt, inden jeg kaster mig over anden bog i serien. 

The Road

Denne måneds Goodreads-udfordring blev for mit vedkommende ‘The Road’ af Cormac McCarthy – en bog, der har vundet flere priser og som blev filmatiseret for nogle år siden.

Bogen foregår i en dyster og ensom postapokalyptisk verden, hvor man følger en man og hans lille søn, som rejser gennem det golde og triste landskab. De søger – tilsyneladende – efter et bedre sted at være, men deres rejse er præget af sult, frygt – og et lille gnist af håb. Måske er der håb forude – måske venter en lysere fremtid dem. Hvis bare de når lidt længere…

Det er en meget simpel historie, og det er en bog, der – til trods for begejstrede anmeldelser og mange priser – virkelig kan dele vandene.

Skrivestilen er enkel, ja nærmest provokerende simpel i sit udtryk med mange korte sætninger uden (alt for) malende tillægsord. Dialogen mellem far og søn er naiv og nærmest barnlig i sine gentagelser, hvilket på den ene side er med til at understrege deres forhold og drengens alder, men på den anden side også kan virke lidt for påtaget ind imellem.

Handlingen er nærmest… ikke eksisterende. Der sker meget lidt i den korte bog, så selvom der er fremdrift i historien, så føler man ikke nødvendigvis, at personerne når særlig meget i løbet af bogen. Alligevel irriterede det mig ikke, selvom jeg normalt foretrækker bøger med (masser af) action og drama, for bogen er til gengæld meget stemningsfuld, hvis du blot giver den lov til at være det.

Et eller andet sted føler jeg lidt, at der burde være en læsevejledning til denne bog.

  • Den kræver tid og ro til fordybelse, så man virkelig kan lade den simple tekst vokse og fylde rummet ud med den tunge, triste stemning, som gennemsyrer historien. 
  • Den kræver de rette omgivelser, for det er bare ikke en bog, der fungerer i strålende solskinsvejr. Til gengæld fungerer den aldeles glimrende til kedelige gråvejr, som vi har haft det meste af vinteren i år.
  • Den kræver, at du accepterer, at du ikke ved (nok?) om hovedpersonerne, og at du måske ikke bliver meget klogere undervejs.
  • Den kræver, at du tør lade dig skræmme af en verden, som er gold, hærget og lagt i ruiner, og hvor menneskeheden måske ikke vil overleve i det lange løb.

Jeg skulle selv bruge nogle sider på at ‘læse mig varm’, da jeg gik i gang med bogen, men derefter fængede den også. Jeg kan godt forstå, hvorfor den begejstrer mange – men jeg forstår også, hvorfor en del ikke kan fordrage den, for stilen og handlingen er ret anderledes i forhold til den gængse måde at skrive bøger på.

Læs den, hvis du har mod på en lidt anderledes og mørk postapokalyptisk bog – men husk at følge den lille læsevejledning, jeg har skrevet, hvis du vil undgå at blive skuffet.

Hedebølge

En af de mest markante kvindelige forfattere på den skandinaviske forfatterscene er Liza Marklund. Jeg har dog aldrig læst noget af hende, hvilket sandsynligvis skyldes, at jeg hørte om hende i forbindelse med den bølge af femi-krimier, der var i 00’erne, og som jeg ikke brød mig om (men det er en helt anden diskussion).

Jeg kastede mig over ‘Hedebølge’, som er den første bog i hendes serie om journalisten Annika Bengtzon. Hun udgav dog en bog før denne, men ‘Hedebølge’ foregår tidsmæssigt først, og derfor valgte jeg at læse den.

I starten af bogen bliver liget af en ung kvinde fundet på en kirkegård. Annika er på det tidspunkt journalistelev og får et tip om historien. Det bliver hendes chance for ikke blot at skrive en interessant og meget aktuel artikel – det bliver også hendes mulige springbræt til en fast stilling på redaktionen, for hun er fast besluttet på at udnytte chancen til at vise sit værd. Sagen udvikler sig, og Annika finder ud af, at der foregår flere sære ting bag linjerne. Er det sandt, at der er en minister indblandet? Hvilken forbindelse havde den myrdede til pornoklubben i nærheden? Og hvor langt skal man gå for at sikre sig den gode historie?

Historien er både velskrevet og spændende. Der er en fin balance mellem action og realisme, så det hverken bliver for hårdtpumpet (det er jo Sverige, det her – og ikke en amerikansk gangsterby) eller for sløvt. Samtidig er det en interessant introduktion til hovedpersonen, for her får man mulighed for at se, hvordan hun var, mens hun var elev.

… og nu vi er ved hovedpersonen. Jeg havde det lidt blandet med Annika. Hun var som sådan sympatisk nok, men jeg havde det lidt svært med, at hun som journalist (eller rettere journalistelev) skulle være en del af opklaringen af et mord. På det punkt er jeg meget traditionel. Opklaring af mord er en sag for politi og detektiver – basta! Her har journalister ikke noget at gøre, og da slet ikke den sensationshungrende type, som optræder flere gange i bogen. Jeg ved godt, at den holdning ikke just passer så godt sammen med udgangspunktet med, at hovedpersonen i serien er journalist, men det er ikke desto mindre sådan, jeg har det i forbindelse med krimier (og virkeligheden for den sags skyld). 

I forbindelse med opklaringsarbejdet studsede jeg også flere gange. Det er tilsyneladende utrolig let for Annika at troppe op hos forskellige offentlige instanser for at få udleveret fortrolige dokumenter. Ikke alene kan hun sagtens få udleveret en række dokumenter, som jeg ærlig talt tvivler på, at ministerier m.m. ville udlevere uden en lang intern diskussion – hun får dem også udleveret samme dag! Det er meget utroværdigt i mine øjne (med mindre Sverige da fungerer meget anderledes på dette punkt), og det havde jeg svært ved at abstrahere fra, for det betød en hel del for efterforskningen af mordet.

Til trods for, at der var flere ting, der irriterede mig ved bogen (blandt andet det helt grundlæggende, at det er en journalist, der tager del i opklaringsarbejdet), så var bogen en fin læseoplevelse, og jeg overvejer, om ikke jeg skal give serien en chance mere på et senere tidspunkt.

Delirium

Sidste gang, jeg var på biblioteket, fik jeg endelig taget mig sammen til at låne denne bog, som har stået på min skal-læses-liste i virkelig lang tid! Nu skulle jeg finde ud af, om bogen kunne bære den hype, der har været omkring den…

‘Delirium’ af Lauren Oliver handler om den 17-årige Lena, som lever i en verden, hvor kærlighed betragtes som en sygdom. Derfor gennemgår alle en operation, så snart de fylder 18 år, som fjerner evnen til at elske, så man aldrig plages af den irrationelle følelse. Lena tæller ned til, at hun skal gennemgå operationen, men tre måneder inden møder hun Alex, og ikke blot forelsker hun sig – hun opdager også, at ting ikke er, som samfundet gerne vil have hende til at tro…

Ideen med, at kærlighed er en sygdom, som skal fjernes, er interessant, men desværre er bogen utrolig forudsigelig, og jeg havde hele tiden følelsen af at have læst den før. Den mindede mig (alt for) meget om ‘Uglies’, som også skuffede mig meget. Der er dog den forskel, at jeg syntes, at oplægget til ‘Uglies’ virkede mere troværdigt end ‘Delirium’, for det er lidt lettere at forestille sig en verden, hvor alle bestræber sig på at være smukke frem for en verden, hvor folk afskyr kærlighed.

Sproget er rimelig ligetil, og bogen er let læst. Jeg savnede mere dybde hos mange af personerne – både hovedpersonen Lena, som jeg fandt ret ligegyldig, samt hendes familie. Plejemoderen er lidt for kedelig og stereotyp, mens jeg gerne have set, at forfatteren havde brugt mere tid på Lenas søskende, som kunne have givet historien mere dybde og en følelse af, at Lena faktisk havde noget at miste, hvis hun besluttede sig for at vende samfundet ryggen.

Men som sagt – det er først og fremmest følelsen af, at denne bog er et opkog af andre, der trækker ned i bedømmelsen af denne bog. Der var virkelig den der “Been there, done that and didn’t buy the t-shirt”-følelse over at læse bogen.

Det er en klassisk historie om ung kærlighed og et samfund, som (selvfølgelig) ikke er så godt og perfekt, som hovedpersonen ellers troede. Mon ikke man kan forvente et (ungdoms-)oprør i de efterfølgende bøger? Suk.

Roseanna

Jeg kan nærmest ikke have et tema om skandinaviske krimier uden at læse en af bøgerne af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö. De betragtes som nogle af de første, der var med til at definere og skabe den skandinaviske krimitradition, og da jeg ikke havde læst noget af dem før, kastede jeg mig over den første bog i serien ‘Roman om en forbrydelse’.

‘Roseanna’ er første bog i serien om politikommissæren Martin Beck, som får til opgave at opklare mordet på en ung kvinde, hvis mishandlede lig bliver fundet ved en sluse. Hvem hun er, og hvordan hun er havnet der, står hen i det uvisse, og politiet har meget lidt at gå efter i starten. Stille og roligt begynder brikkerne dog at falde på plads, og jagten går ind på forbryderen, inden vedkommende slår til igen.

Bogen foregår i 1960’erne, hvilket er med til at give handlingen et helt andet tempo – på godt og ondt. På den ene side er det hyggeligt og nærmest retro-agtigt, når politiet ikke bare kan e-maile, når de skal bruge materiale fra andre lande, men er afhængig af almindelig post, telegrammer og (ustabile) telefonopkald. På den anden side virker det flere gange unødigt langtrukkent, og jeg blev som læser ind imellem lettere utålmodig, for jeg er vant til et helt andet tempo fra nutidens bøger.

Sagen i sig selv fandt jeg ikke så spændende. Den var – når det kom til stykket – lidt for simpel for min smag. Til gengæld var opklaringsarbejdet et klassisk eksempel på solidt og grundigt politiarbejde, og der var lange forhørsscener og mange små detaljer, der skulle falde på plads, inden politiet kom tæt på forbryderen.

Hovedpersonen, Martin Beck, er – i modsætning til datidens amerikanske krimihelte – lidt af en antihelt, som på mange punkter er en helt almindelig mand, hvis privatliv ikke rigtig hænger sammen. Bogen og ikke mindst stemningen i hele historien trækker meget på hverdagen i det svenske samfund, og det er med til at give et interessant indblik i datidens samfund og de problemstillinger, som folk var optaget af på det tidspunkt. Det gør historien meget troværdig og måske også mere nærværende for læseren, for dette er en historie, der faktisk kunne udspille sig i virkeligheden – i modsætning til de mange krimier med vilde biljagter, højtravende champagneglas og letlevende kvinder.

Da jeg først havde tøjlet min utålmodighed og vænnet mig til tempoet, viste bogen sig at være en ganske udmærket krimi, og jeg lurer lidt på, om ikke jeg skal læse videre i serien på et senere tidspunkt.  

Det grovmaskede net

I rækken af kendte, skandinaviske krimiforfattere finder man svenske Håkan Nesser, der især er kendt for sin krimiserie om kriminalkommissær Van Veeteren. Jeg kastede mig over den første bog i serien, ‘Det grovmaskede net’.

Bogen starter hjemme hos Janek Mattias Mitter, som vågner op om morgenen og finder sin hustru Eva myrdet i badekarret. Mistanken samler sig hurtigt om Janek, der ikke kan huske noget fra aftenen før og ikke just virker særlig samarbejdsvillig, da politiet forhører ham. Alle beviser peger efterhånden mod Janek, og forbrydelsen lader til at være opklaret. Kriminalkommissær Van Veeteren er dog i tvivl, om sagen virkelig kan være så ligetil, men pludselig tager sagen en drejning, og politiet bliver nødt til at genoverveje, hvem morderen kan være.

Jeg havde virkelig svært ved at komme igennem denne bog, og det skyldtes først og fremmest starten. I begyndelsen virker det som om, at Janek er hovedpersonen i bogen, men da han er en ret indadvendt, tvær og usamarbejdsvillig person, er det lidt svært at sympatisere med ham. Faktisk mistede jeg interessen for, om han ville blive dømt for mordet på sin hustru, for han var så stædig og opførte sig så tåbeligt, at det ville være yderst logisk, hvis politiet konkluderede, at han var morderen. Han gjorde ikke just noget for at retfærdiggøre, at han ikke kunne være den skyldige.

Jeg var tæt på at droppe bogen – og havde nok gjort det, hvis ikke jeg havde besluttet mig for, at den skulle være en del af denne måneds krimi-tema. Heldigvis tog historien pludselig en drejning, så fokus blev flyttet fra Janek og hen på mistanken om, at det kunne være en anden, der var den skyldige. Det hjalp en hel del, men resten af bogen kom desværre til at lide under den ret trælse begyndelse, og jeg blev aldrig rigtig fanget af historien.

Det er ikke en krimiserie, jeg vil læse mere af.

Everwild

Jeg læste første bog i ‘Skinjacker‘-trilogien sidste efterår og blev virkelig positivt overrasket. ‘Everlost’ af Neal Shusterman viste sig at være en lille perle fuld af mystik, uhygge og ret interessante personligheder, så jeg skyndte mig at bestille de to sidste bøger i serien. Eftersom jeg har et mål om at afslutte mindst 12 serier i år, så besluttede jeg med det samme, at denne serie skulle være en af de første, jeg afslutter i år – jeg kan simpelthen ikke vente længere!

‘Everwild’ fortsætter, hvor ‘Everlost’ slap. Af samme grund kan jeg ikke skrive et resumé her, for det vil afsløre for meget af handlingen i den første bog. I stedet vil jeg forklare, hvorfor jeg blev fuldstændig opslugt af at læse denne bog og endte med at synes, at den var endnu bedre end den første bog i serien.

Først og fremmest er jeg vild med den verden, trilogien foregår i. Den er dyster, mystisk og trist, men den viser sig også at have flere sider, end jeg først troede, og børnene i bogen forstår virkelig at udnytte de muligheder, der byder sig. Det er en verden, som jeg virkelig håber, jeg aldrig ender i (hvilket også er usandsynligt, eftersom jeg ikke længere er barn), men jeg vil alligevel ikke betegne den anden bog i serien som særlig uhyggelig eller skræmmende.

Dernæst kommer de forskellige personer og de konflikter, som de roder sig ud i. Der er nogle ret interessante forviklinger, som langt fra er så sort/hvide, som mange andre ungdomsbøger dyrker. Jeg kan godt lide, at man ind imellem kan forstå – og nærmest sympatisere – med de personer, som reelt set er skurkene i bogen. Og så er der masser af personudvikling i bogen – der er i hvert fald et par overraskelser mht. hvilke valg, flere af personerne træffer undervejs, for som mennesker er flest er det ikke just de rationelle valg, der bliver taget.

Der sker meget i bogen – og der er en del overraskelser – og som historien skrider frem, udvikler verdenen sig også, og flere af de mysterier og spørgsmål, som jeg spekulerede over, da jeg læste ‘Everlost’, blev opklaret, da jeg læste ‘Everwild’.

Det er klart en af de mest interessante serier, jeg har læst gennem de seneste par år, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse tredje og sidste del i serien!

Ps. Jeg synes, at serien deler flere træk med en anden af mine yndlingsserier, ‘Gone’ af Michael Grant (en verden kun med børn, overnaturlige evner, svære valg). Jeg var ganske vist ikke så vild med den første bog, men allerede fra anden bog, ‘Hunger’, var jeg helt solgt. Kender du denne serie, kan jeg varmt anbefale dig at læse ‘Skinjacker’-serien.

Solbarnet

Det var efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst havde været på biblioteket, så for et par uger siden smuttede jeg forbi stedet for at låne lidt forskellige bøger. Det blev blandt andet til denne bog, som jeg har haft stående på min skal-læses-liste et stykke tid.

‘Solbarnet’ af Kasper Hoff er en fantasybog, der foregår i landet Solrun, hvor befolkningen slider som besatte for at opføre det hellige Soltårn. Profetien siger, at en dag vil Solbarnet bestige tårnet og hente solguden ned på jorden, og det vil stoppe folkets lidelser. Med nogle års mellemrum udvælges et nyt barn, der skal bestride den ærefulde – og ikke mindst magtfulde – titel, Solbarnet. Den fattige dreng, Nimo, bliver på et tidspunkt valgt, men han opdager, at det langt fra er alle, der er interesserede i, at profetien går i opfyldelse. Gør den det, vil der være mange mennesker, der i dag er betydningsfulde, som vil miste deres magt og rigdom. Nimo går sammen med pigen Zira for at gøre en ende på folkets lidelser – om de så må trodse religionens overhoveder!

Da jeg besluttede mig for at læse bogen, troede jeg, at det var en ungdomsbog, men jeg skulle ikke langt ind i bogen, før jeg måtte sande, at bogen nok er skrevet til et yngre publikum. Det skyldtes ikke mindst skrivestilen, som ind imellem var meget simpel, og det var jeg ikke så vild med.

Temaet er nu ganske interessant. Omdrejningspunktet er et religiøst styre, som efterhånden er kommet så meget på afveje, at de religiøse overhoveder bruger mere tid på at pleje egne interesser og holde status quo frem for at søge at lindre folkets lidelser. Det er (selvfølgelig) fremstillet meget sort/hvidt med tydelige skurkeroller, som er lidt for simple til min smag, men en af bogens positive træk er, at heltene i historien ikke ligefrem er det klassiske billede på the good guys. De har også fejl og kan ind imellem være lidt svære at holde af, men det er nu et træk, jeg godt kan lide. Hovedpersoner skal helst være menneskelige – men de skal også have nogle positive træk, og det er der heldigvis også i denne historie.

Jeg kan godt lide den ørkenverden, som forfatteren har skabt, og jeg ville ønske, at der var brugt tid på flere detaljer og flere plottråde i historien, for oplægget kan jeg godt lide. Desværre er udførelsen lidt for simpel (da den er skrevet til et ungt publikum) til min smag, men som børnebog er den udmærket.