Out of the Silent Planet

Vidste du, at C. S. Lewis – ja, ham, der skrev Narnia-bøgerne – også har skrevet flere sci-fi-bøger? Det opdagede jeg for få måneder siden og besluttede straks, at en af disse bøger skulle være en del af mit sci-fi-tema i marts måned.

‘Out of the Silent Planet’ er første del af en trilogi og handler om Doktor Ransom, som er på vandretur, da han bliver bortført af to mænd og taget med på et rumskib til planeten Malacandra. Her lykkes det Ransom at stikke af fra sine bortførere. I stedet begiver han sig ud på en lang rejse rundt i den ejendommelige verden med de mange specielle beboere, som han forsøger at kommunikere med – og lære fra.

Der var noget utrolig nostalgisk – og hyggeligt – ved en sci-fi-bog, der starter med en mand, der bliver bortført og sendes til en fremmed planet i et rumskib. Den opdagelsesrejse, som hovedpersonen begiver sig ud på, er i starten spændende – først og fremmest fordi det er interessant at se forfatterens bud på, hvad der kunne leve af væsner på sådan en planet. Det går dog lige lovlig hurtigt med, at Ransom lærer at forstå væsnerne på planeten og kan føre lange samtaler med dem. Det er selvfølgelig en hjælp for formidlingen af historien, men det bliver også ret søgt – måske især fordi væsnerne viser sig at være ret pædagogiske, forstående og fredelige. Det er ikke fordi, at rumvæsner nødvendigvis skal være onde eller udspekulerede, men det blev til tider lige lovlig børnetime-agtigt…

Bogen kan læses som en filosoferen over menneskeheden og de valg, menneskene har gjort sig gennem de sidste mange generationer. Det er tydeligt, forfatteren ikke billiger dem alle, og der er (selvfølgelig) religiøse undertoner i de samtaler, som Ransom har med planetens beboere. Det er dog ikke værre, end at det sagtens kan ignoreres (ligesom ved Narnia-bøgerne), hvis du ikke er til den slags.

Jeg var desværre ikke så begejstret for bogen, som jeg havde håbet. Jeg elsker Narnia-bøgerne, men ‘Out of the Silent Planet’ er lidt for simpel og filosofisk navlepillende til mig.

Neuromancer

Du kan ikke læse sci-fi uden på et tidspunkt at støde på ‘Neuromancer’ af William Gibson. Dette er en af nyere tids sci-fi-klassikere, og den var med til at skabe genren cyberpunk, som er en dyster sci-fi-genre domineret af computere, hackere og kunstig intelligens. Jeg læste et uddrag af bogen i gymnasiet, men har – af ukendte årsager – aldrig fået læst bogen, selvom jeg gerne ville. Så er det godt, jeg har sci-fi-tema denne måned, så jeg kan bruge det som anledning til endelig at få læst den!

I bogen følger man den unge fyr, Case, som er hacker – og tilmed en af de bedste. Eller rettere, det var han, for nu har han mistet evnen til at koble på Nettet – blot fordi han prøvede at snyde sin tidligere arbejdsgiver for en god sum penge. Den slags har det med at hævne sig… men Case får en ny chance, da han bliver tilbudt et nyt hackerjob. Hans nye arbejdsgiver vil give ham muligheden for at komme på Nettet igen, og til gengæld skal Case infiltrere datasystemet hos en stor virksomhed.

Case får mulighed for at arbejde sammen med Molly – en pige, der har fået indopereret knivskarpe barberblade i neglene og som man ikke skal prøve at løbe om hjørner med – og Wintermute, der er en kunstig intelligens. De tre arbejder sammen på opgaven, mens de samtidig forsøger at gennemskue, hvem de egentlig arbejder for. Hvad er det, der foregår bag linjerne? Og hvor går grænserne mellem den virkelige verden og den digitale – er der overhovedet nogen?

Den fremtidsverden, som forfatteren har skabt, er mørk, dyster og deprimerende, og selvom den netop er et bud på fremtiden, så har den også et snert af 80’er-/90’er-nostalgi over sig. 80’erne fordi der på en eller anden måde er lidt No Future-stemning over den, 90’erne fordi den får mig til at tænke på filmen The Matrix, som kom i 1999. Det var faktisk en af de ting, der overraskede mig, da jeg næste ‘Neuromancer’ – hvor meget The Matrix er inspireret af den verden. Men verdenen er også interessant, eftersom forfatteren formåede allerede på det tidspunkt – den blev udgivet i 1984 – at beskrive en verden, hvor mennesket bliver mere og mere digital og mindre og mindre fysisk – noget som man godt kan hælde til, at verden er i dag, hvor mange bruger uanede mængder tid på sociale medier (… herunder blogs :-)).

Dette er en bog, der gjorde mig både forpustet, betaget og forvirret på samme tid. Det er en actionmættet historie, der ind imellem bliver så abstrakt, at min ellers så livlige fantasi havde lidt svært ved at følge med. Scenerne, der foregår i cyberspace bliver – alt andet lige – ret syrede og abstrakte. Det gælder om at holde tungen lige i munden, for der skiftes konstant mellem virkelighed, cyberspace samt sim-stim, hvor en person kan følge med i, hvad en anden person foretager sig ved at modtage stimuli fra en anden person (noget i stil med tankeoverførsel bare mere konkret/virkeligt). Det er med til at skabe en hæsblæsende og stressende stemning, som passer glimrende til bogen – men som også er noget udfordrende for læseren. Af samme grund havde jeg ind imellem følelsen af at gå glip af noget – at måske at have overset et eller andet i den konstante skiften mellem scener – og derfor har jeg også lovet mig selv, at jeg helt sikkert skal genlæse bogen på et tidspunkt for at se, om jeg kan komme endnu dybere ind i historien.

Overordnet set var det en interessant læseoplevelse. Jeg var ikke helt så blown away som jeg havde håbet, men det er en af den slags bøger, der får mig til at gruble bagefter og som jeg mener hører til blandt de bøger, man bør læse (eller bør læse uddrag af).

The Final Empire – Mistborn 1

Kender du det: Du har glædet dig så længe til at læse en bestemt bog, at dine forventninger er så høje, at du dårligt tør læse bogen? Sådan havde jeg det, inden jeg gik i gang med ‘The Final Empire’, som er første bog i Mistborn-serien. Den serie har fået så god omtale i løbet af de sidste par år, at jeg havde svært ved ikke at forvente en masse af den.

Serien er skrevet af Brandon Sanderson, og i første bog følger man to personer – tyvetøsen Vin og frihedskæmperen Kelsier. Begge er de Mistborn – dvs. en person med magiske evner, som personen kan forstærke ved at sluge bestemte metaller. Landet, de lever i, styres af Herskeren – en mand, der tilsyneladende er udødelig og så magtfuld, at utallige oprør er blevet fejet væk, som var det små fnug på en jakke. Han sørger også for, at en del af befolkningen, skaa, lever som slaver, og kun én gang er det lykkedes en skaa at flygte fra minerne – nemlig Kelsier. Nu har Kelsier slået sig sammen med frihedskæmperne for at styrte herskeren, og i den kamp har han brug for Vin, som først nu opdager hvilke evner, hun besidder. Men er Kelsiers plan gennemtænkt? Har han tænkt sig at støtte oprørerne hele vejen igennem, eller har han kun tænkt sig at være med til at starte oprøret og derefter stikke af med sin betaling? Og hvordan kan de stoppe Herskeren, der er udødelig og som har informanter overalt?

Det er en velskrevet og spændende bog, som – selvom den på visse punkter godt kan minde lidt om et par andre bøger, jeg har læst – har sin egen stil. Det skyldes ikke mindst måden, hvorpå personerne bruger magi på, hvor de forstærker magien ved hjælp af forskellige metaller. Der er en del forskellige evner, så det tog lidt tid at lære dem, men jeg fandt ud af, at der er også er en fin lille ordliste bag i bogen, så det er let at slå de enkelte evner op, hvis man bliver i tvivl.

Bogen minder mig – stilmæssigt – lidt om ‘The Magician’s Guild’ med den unge, mistroiske kvindelige hovedperson og et persongalleri, som talte mange sympatiske personer i hendes omgangskreds. Jeg kunne især godt lide Kelsier, som var spændende og nuanceret beskrevet – og hvor jeg ikke altid vidste, hvor jeg havde ham, selvom jeg håbede det bedste. Det var dog ofte Vins samtaler med Elend Venture, som jeg så mest frem til, da deres mundhuggerier var utroligt underholdende at læse.

Jeg syntes også, at bogen havde et tragisk snert – lidt i stil med ‘The Way of Shadows’, som er en af de mest brutale fantasybøger, jeg har læst de senere år. ‘The Final Empire’ er dog ikke lige så nådesløs, men det er ikke happy-go-lucky fantay, så du skal være forberedt på, at der sker lidt af hvert i bogen.

Afslutningen er ret overraskende (men hvorfor kan jeg selvfølgelig ikke fortælle her), og jeg er ret spændt på, hvad der vil ske i den næste bog i serien. Jeg håber på at få læst resten af trilogien i maj måned – i næste måned har jeg Stephen King-tema, og der er min bogstabel så høj, at jeg næppe når særlig mange andre bøger i den måned.

Men indtil da – en varm anbefaling herfra af ‘The Final Empire’.

Brave New World

Dystopiske fortællinger er blevet ret populære de seneste år, og det er derfor ret interessant at læse en af de første bøger, der var med til at definere denne genre – nemlig ‘Brave New World’ (eller ‘Fagre nye verden’ som den danske oversættelse hedder).

Bogen er skrevet i 1931 af Aldous Huxley og foregår i et samfund, hvor kvinder ikke længere føder børn – men hvor nyt liv skabes i reagensglas. På den måde sikrer man, at alle nye spædbørn er sikret den rette plads i samfundet, hvor menneskene bliver inddelt i fem klasser. De menneskelige følelser nedtones, og allerede fra fosterstadiet bliver børnene bombarderet med indtalte læresætninger, som skal sørge for, at de mener og gør det rigtige. Det er nemlig vigtigt, at alle passer ind i den skabelon, som samfundet er bygget over – ellers risikerer man, at folk bliver ulykkelige – og det er nærmest den største trussel mod menneskeheden i denne fremtidsfortælling. Af samme grund indtager menneskene en lind strøm af stoffet soma for at holde sig i en konstant lykkerus, og alle bliver kunstigt holdt unge og smukke. 

I bogen følger man Bernard og Lenina – begge mennesker, som hører til den absolutte elite i samfundet – og deres overklasseliv med masser af sex, drugs og overfladiske samtaler. Bernard er dog ikke rigtig lykkelig. De andre Alpha-mennesker ser skævt til ham, så da han får muligheden for at føre sig frem og være vigtig på andres bekostning, griber han den. Det lykkes ham nemlig at hjembringe et par af de mennesker, der lever ‘vildt’ – dvs. udenfor samfundet og dermed er meget eksotiske for samfundets øverste borgere. Men Bernard har ikke forudset at blive modarbejdet, for en af de ‘vilde mennesker’ insisterer på at kunne føle og vil ikke fortabe sig i stoffernes lykkerus. Den ‘vildes’ opførsel får snart drastiske konsekvenser for Bernard…

Der bliver vendt op og ned på en del ting, som vi opfatter som en selvfølge i dag. Naturlige fødsler og ægteskab er noget stærkt tabuiseret og helt utænkeligt i det nye samfund. I det nye samfund er det helt utænkeligt at vide, hvem der er ens forældre (det er tabu – ja nærmest ulækkert – for alle stammer jo fra reagensglas), ligesom det er helt naturligt, at man har lyst til at have skiftende sexpartnere – og helst ofte. Man skal jo ikke begynde at nære følelser for hinanden og da slet ikke forelskelse og besiddertrang. Det vil gå imod fællesskabsfølelsen.

Religion er forsvundet og i stedet erstattet af troen på videnskaben (i en grad, hvor det sagtens kan opfattes som en ny religion), og fællesskabet sættes højt – så højt, at der hele tiden er en lurende paranoia i baggrunden, for tænk nu, hvis de andre ikke tror, at man arbejder for det fælles bedste? Tænk hvis folk tror, at man er asocial?

Det er et samfund, som bliver mere og mere dystert og deprimerende, jo mere man fordyber sig i teksten. Det er et skræmmebillede, som både kan ses som en advarsel af, hvordan man kan manipulere mennesker til at acceptere ret ekstreme ting samt en opfordring til, at man skal tænke selv og selv definere, hvad der gør en lykkelig.

Det tager lidt tid at ‘læse sig varm’, men jeg synes, at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde mht. at føre læseren ind i historien og introducere den verden, som bogen foregår i. Der er steder, hvor historien bliver lidt knudret, og man kan selvfølgelig heller ikke undgå, at bogen har en række filosofiske passager, hvor det nye samfund ses i relation til ‘de gamle dyder’ (dvs. nutiden – eller rettere nutiden i 1931). Hvis du ikke bryder dig om den slags i skønlitteratur, så er denne bog nok ikke noget for dig. Jeg syntes dog, at det var ret fascinerende, selvom det også kan opfattes som en let måde for forfatteren at sikre sig, at læseren har forstået pointerne i bogen.

‘Brave New World’ er en skræmmende og deprimerende fortælling, men også en nødvendig fortælling, for den kan få dig til at reflektere over dine egne valg og ønsker. Ligesom med ‘1984’, der også er en dystopisk klassiker, så krøb denne historie ind under huden på mig og vil nok være der mange år endnu. Et rigtig godt eksempel på, hvordan en dystopisk bog kan – og bør? – skrues sammen. Varm anbefaling herfra.

Tuf Voyaging

George R. R. Martin. En af de mest omtalte forfattere gennem de seneste år. Ja, ham der har skrevet ‘A Game of Thrones’. Hans fantasy-serie ‘A Song of Ice and Fire’ har gået sin sejrsgang både i bog- og tvserie-format de senere år, men de færreste ved, at George R. R. Martin faktisk skrev en hel del sci-fi-bøger, inden han kastede sig over fantasy-genren. Det måtte jeg selvfølgelig undersøge nærmere, og efter en del overvejelser endte jeg med at vælge ‘Tuf Voyaging’.

Bogen indeholder en række noveller, der dog alle er med samme hovedperson og derfor godt kan læses som ét værk. I bogen følger man den høje og lidt sære Haviland Tuf, som er blevet hyret til at flyve en flok personer til The Plague Star. Det viser sig, at det er et gigantisk – og forladt – kloningsskib, som forsvandt for tusind år siden. Et kloningsskib betragtes som en uvurderlig skat, og der går ikke mange øjeblikke, før magtspillet går i gang – hvem skal have råderetten over skibet?

Dette er sci-fi skrevet med et glimt i øjet, og jeg sad da også flere gange og klukkede, mens jeg læste bogen. Der er mange skøre og skæve situationer, som ikke kan forklares men bare skal opleves!

Dette er en skøn – og lidt oldschool – form for sci-fi med rumskibe og masser af sære væsner. Det er dog ikke væsner fra fremmede planeter, der gør sig mest bemærket i bogen – men katte! Haviland Tuf er meget glad for katte, så selvfølgelig har han sine kæledyr med på rumskibet, og de får en afgørende rolle i flere af de konflikter, han bliver rodet ud i. Som katteejer giver det naturligvis et par billige points hos mig, men hey – sådan er det bare. Katte er seje! (… og skøre…)

Min største og måske eneste anke er hovedpersonen, som er så sær, asocial og excentrisk, at han er svær at fatte sympati for. Ja faktisk virker han ikke rigtig menneskelig, og det overraskede mig, at George R. R. Martin – af alle forfattere – havde skrevet så vage konflikter og endimensionale skurke. Der er dog også lyspunkter mht. persongalleriet, men der er flere svipsere undervejs, som trækker det samlede billede ned.

Dette er en hyggelig og sjov sci-fi-bog med en lang række overraskelser. Vil du gerne i gang med sci-fi-genren, men ikke har mod på de dystre bøger (såsom ‘1984’ og ‘Brave New World’), så er dette et fint bud på en lettilgængelig bog.

Fødselsdagsbøger og bogindkøb

Jeg har glædet mig til at skrive dette indlæg i flere måneder. I slutningen af november besluttede jeg, at jeg ikke ville købe bøger igen, før jeg havde fejret fødselsdag. Det gjorde jeg i starten af denne måned, og så var det endelig tid til at bogshoppe!

Men… det viste sig dog, at jeg måtte ændre lidt på planen. For det første havde jeg brug for et par sci-fi-bøger til denne måneds tema, så jeg endte med at bestille ‘Ender’s Game’ af Orson Scott Card og ‘Tuf Voyaging’ af George R. R. Martin. For det andet forelskede jeg mig i ‘His Majesty’s Dragon’, da jeg læste den i december måned, men jeg opdagede samtidig, at det er blevet sværere at få fat i den type covers, som den første bog er i, så jeg skyndte mig at bestille nr. 2, 3 og 4 via Bookdepository.

Der stod selvfølgelig bøger på min ønskeseddel, og jeg var også så heldig at blive beriget med en håndfuld. Af min allerkæreste fik jeg en læderindbunden udgave af ‘Dracula’, ‘Joyland’ af Stephen King samt ‘A Biblical Feast’, som er en kogebog, der forsøger at genskabe en række retter fra Biblen! Nu blogger jeg også om mad, så jeg syntes, det kunne være et ret interessant tema at lave mad ud fra – uagtet at jeg ikke er religiøs. Af svigerfamilien fik jeg ‘22.11.63’ af Stephen King – ja, jeg havde ønsket mig en række King-bøger, for Stephen Kings forfatterskab er temaet for april måned – og så fik jeg ‘Valhalla 3’ af nogle venner.

Derefter var det tid til at bestille bøger, for jeg købte – selvfølgelig – en stor stak bøger til mig selv i fødselsdagsgave! Jeg købte to trilogi-bokse – ‘Mistborn’-trilogien af Brandon Sanderson og ‘Unwind’-trilogien af Neal Shusterman. Jeg læste første bog i ‘Mistborn’-trilogien – anmeldelsen kommer snart – og jeg elskede bogen, så selvfølgelig skal jeg læse de resterende bøger i serien. ‘Unwind’-trilogien har jeg kun hørt godt om, og da ‘Skinjacker’-trilogien af selvsamme forfatter er en af de bedste serier, jeg har læst de senere år, så var dette også et must buy.

Men men… jeg var ikke færdig. Jeg har som sagt sci-fi-tema i denne måned, så jeg købte også ‘Out of the Silent Planet’. Jeg havde ikke hørt om bogen før, men jeg blev ret nysgerrig, da jeg så, at det var selveste C. S. Lewis, der havde skrevet den. Anmeldelse følger senere på måneden! Til King-temaet i april måned købte jeg ‘Full Dark, No Stars’ og ‘The Gunslinger’. Sidstnævnte er første del i ‘The Dark Tower’-serien, som jeg – lidt skamfuld – må indrømme, at jeg aldrig har læst. Dengang jeg var glødende King-fan, var serien ikke afsluttet, og der gik rygter om, at den måske aldrig ville blive det. Jeg besluttede mig derfor for at vente med at læse den, indtil den var afsluttet – og det er den nu.

Horror er en af de genrer, mit læsehjerte banker meget for, og jeg har længe haft et godt øje til Patrick Ness’ forfatterskab, som virkelig er blevet hypet de senere år. Da jeg så denne smukke illustrerede udgave af ‘A Monster Calls’, smuttede den hurtigt ned i indkøbskurven… sammen med ‘Slaugterhouse 5’ af Kurt Vonnegut. Igen en bog der har fået fantastisk omtale og som vil passe fint ind i krigstemaet, som jeg kører i maj måned.

Sidst men ikke mindst den smukke ‘Ruby Red’ af Kerstin Gier, som en lang række booktubers har rost til skyerne. Det var dog ikke forsiden men det faktum, at der er tidsrejser med i bogen, som fik mig til at købe den!

Og her skulle indlægget egentlig slutte… indtil jeg blev sendt i boghandlen få dage senere for at købe en gave til en anden fødselar. Man skal IKKE sende mig ind i boghandel, mens der er bogudsalg, for jeg fandt selvfølgelig en række bøger, der skulle med hjem. Dog kun tre – jeg havde jo lige bestilt en ordentlig stak bøger, og der var ikke så meget, der fristede. Det blev til ‘Opfindelsen af Hugo Cabret’, som jeg så som film for et par år siden og nu glæder mig til at opleve igen på skrift. ‘Horn’ af Joe Hill kunne jeg heller ikke stå for, selvom jeg var noget lunken over for hans debutroman, og sidst men ikke mindst ‘Iranske erindringer’, som jeg tror er meget interessant.

Den 5. Bølge

En af de mest omtalte bøger hos de booktubers, jeg følger, er ‘Den 5. Bølge’, som kom på dansk sidste år. Bogen er første del i en ny sci-fi trilogi, og jeg fik et eksemplar sendt fra Saxo.com.

‘Den 5. Bølge’ er skrevet af Rick Yancey og foregår på et tidspunkt i en nær fremtid, hvor De Andre er i gang med at udrydde menneskeheden på Jorden. Den 16-årige Cassie er en af de få overlevende, der endnu ikke er bukket under. Hun bliver skilt fra lillebroren, som bliver samlet op af nogle soldater og ført til en lejr, mens Cassie får besked på at blive. Det viser sig dog, at noget er galt, og hun undslipper med nød og næppe. På flugten bliver hun mere og mere i tvivl om, hvem hun kan stole på, for har De Andre infiltreret menneskene? Eller er der noget andet galt, siden helt normale mennesker pludselig begynder at vende våbnene mod hinanden?

Bogen er opbygget i kapitler, der skifter mellem forskellige synsvinkler. Det er derfor ikke kun Cassie, man følger, men også et par andre personer. I starten blev jeg forvirret, da det ikke fremgik så klart hvilken person, man skiftede over til, men ved resten af kapitlerne var det mere tydeligt, og jeg kunne godt lide at følge historien gennem flere forskellige personer, så fortællingen blev mere nuanceret.

Hele De Andre delen er ret vag, og det er både en fordel (for det gør fjenden mere mystisk), men også en ulempe, da jeg ind imellem savnede argumenter for, hvorfor disse rumvæsner gør, som de gør. Hvis de er så intelligente og overlegne, som bogen gerne vil fremstille dem som, så virker det ret utroværdigt, at menneskeheden ikke er blevet udryddet for længst.

Selvom bogen er over 500 sider lang, så er den hurtigt læst, da både historien og sproget er lettilgængelige. Jeg savnede dog noget mere weltschmertz i teksten – hovedpersonen lod ikke til at være synderlig berørt af, at størstedelen af klodens befolkning er blevet udryddet, og historien kom derfor til at virke lige lovlig poppet og overfladisk. Bedre blev det ikke, da der – som hos de fleste andre ungdomsbøger i øjeblikket – også skulle klemmes en romance ind. Det er så, hvad det er – men jeg har en mistanke om, at det godt kan udvikle sig til et trekantsdrama, og den skabelon er altså blevet misbrugt i så høj grad efter Twilight-succesen, at jeg får knopper ved tanken!

Jeg er helt klart til tungere og mørkere sci-fi, og derfor var denne bog lidt for blød og poppet til mig. Jeg vil dog tro, at folk, der kan lide ‘Slettet’-serien og ‘Delirium’-serien måske også vil synes om ‘Den 5. Bølge’ – der er lidt af den samme lettilgængelige opbygning, som gør det let at kaste sig over bøgerne.

Krøniker fra Mars

Når man taler om sci-fi, kan man ikke rigtig undgå at nævne Ray Bradbury, der var en af 1900-tallets mest flittige og berømte sc-fi-forfattere. Han har blandt andet skrevet ‘Fahrenheit 451’, men blot få år før, at denne klassiker udkom, sendte han novellesamlingen ‘Krøniker på Mars’ på markedet.

Bogen indeholder en lang række korte noveller, der kan læses særskilt eller ud i ét, eftersom novellerne er opsat efter kronologisk rækkefølge. Historierne foregår – som titlen også afslører – på Mars, som menneskene koloniserer efter flere mislykkede forsøg.

Bogens opbygning kan godt snyde lidt i starten, så man tror, at det er én lang historie, men i så fald bliver man både forvirret og skuffet.

Novellerne varierer i stil og kvalitet. Den første er for eksempel ganske munter, til trods for at det går menneskene ilde, mens andre noveller er mere dystre. Historierne udstiller i den grad menneskets arrogance og destruktive adfærd, da menneskene starter med at tage til Mars, hvor de bekæmper de fredelige marsboere og overtager planeten. Det kunne være opstarten på et nyt og bedre samfund (for menneskene), men spørgsmålet er, om det virkelig er sådan, det ender?

Jeg var ikke så meget til den muntre stil, som flere af novellerne bar præg af. Ikke at alle sci-fi-bøger skal være så dystre som ‘Ender’s Game’ og ‘2001’, men det blev lige lovlig folkekomedie-agtigt.

Til gengæld var oplægget – at mennesket tager til Mars for at overvinde de fredelige marsboere og overtage deres planet – meget interessant. Normalt plejer det jo at være rumvæsnerne, der er de onde, men her var det for en gangs skyld menneskene, der fik skurkerollen.

Jeg synes tit, at novellesamlinger kan opfattes som en pose blandet slik. Nogle af historierne kan du rigtig godt lide, mens andre ikke rigtig falder i din smag. Sådan har jeg det også med ‘Krøniker fra Mars’, og derfor bliver oplevelsen også middelmådig.

2001

En af de største klassikere inden for sci-fi-film er Rumrejsen 2001, der havde premiere i 1968. Jeg prøvede at se den for et par år siden, men måtte opgive undervejs – den var simpelthen for mærkelig! Filmen blev til i tæt samarbejde mellem filminstruktøren Stanley Kubrick og forfatteren Arthur C. Clarke, og det burde måske gøre mig lidt forbeholden mht. at læse bogen, men sådan havde jeg det ikke. Jeg håbede nemlig på, at bogen ville være meget bedre, for sådan er det ofte mht. filmatiseringer, og jeg fik ret!

2001′ er udgivet i 1968 – samme år som filmen – og starter på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fortiden – dengang hvor mennesket stadig var på abe-stadiet. En gruppe menneskeaber støder på et fremmedlegeme – en monolit – der tilsyneladende påvirker dem, så de begynder at udvikle sig til det, vi i dag kender som mennesket. Historien springer derefter i tid – frem til det 21. århundrede, hvor en forsker tager til månen for at undersøge en mystisk genstand, der er dukket op, og halvandet år senere sendes en ekspedition af sted til Jupiter – styret af den superintelligente computer, HAL 9000. De forskellige hændelser begynder at hænge sammen, da historien udvikler sig og tager en højst interessant drejning.

Starten er en smule sær, men eftersom jeg havde set halvdelen af filmen, blev jeg ikke overrasket, da bogen også startede med et kapitel om menneskeabernes udvikling. Først virkede det ret underligt, men jeg vil godt røbe, at det gav mere mening, når man kom længere ind i bogen. I bogform giver denne del af historien også langt mere mening, da den er mere selvforklarende end filmudgaven, og kapitlet endte faktisk med at blive ret interessant.

Hovedfortællingen om rumekspeditionen var meget spændende og velskrevet, og jeg kunne især godt lide den højteknologiske del, hvor forfatteren gjorde meget ud af at forklare, hvordan rumrejser udføres. Jeg elskede de mange detaljer, der fik mig til at visualisere – og acceptere – at selvfølgelig kan rumrejser gennemføres på den måde!

Jeg var i det hele taget ret begejstret for bogen – indtil jeg nåede til de sidste 40 sider. Derefter blev den mere og mere mærkelig, og jeg havde svært ved at acceptere slutningen. Det irriterede mig, at historien tog den drejning, for indtil da var jeg som sagt ret vild med bogen, men slutningen trak helt klart ned. Desværre. Jeg ville ellers så gerne holde af bogen, men jeg endte med et lidt rodet indtryk. Kunne jeg undlade at tage slutningen med i min bedømmelse, ville bogen være en af de bedste sci-fi-bøger, jeg har læst, men slutningen trækker desværre en del ned. Bogen er dog stadig værd at læse. Den er langt bedre end filmen – og det tager kortere tid at læse bogen frem for at se filmen!

Everfound

Dette er tredje og sidste del i ‘Skinjacker’-serien, som udover denne bog også tæller ‘Everlost’ og ‘Everwild’.

‘Everfound’ er skrevet af Neal Shusterman. Jeg vil ikke røbe noget af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger.

Jeg vil til gengæld gerne erklære, at dette er en af de bedste serier, jeg har læst i løbet af de seneste år. Den foregår i en spændende, uhyggelig og sær verden, og den er befolket af en lang række interessante personer – herunder en af de mest velskrevne skurke jeg er stødt på i litteraturens verden. En skurk, der begår onde gerninger i den tro, at det er det rigtige at gøre.

I min anmeldelse af den første bog, ‘Everlost’, skrev jeg:

“Bogen er en skøn kombination af horror og eventyr, fyldt med sære børn der er med til at tegne en verden, som minder om den rigtige verden – og så alligevel ikke. Verdenen ligner – fysisk – den virkelige verden, men der er en række små detaljer, som er med til at skabe et mystisk, sært og uhyggeligt sted, som favner børns drømme og mareridt.”

Det er en serie, der bliver ved med at overraske og at udvikle sig – både mht. verdenen og de personer, der lever i den, og jeg kan kun beundre en forfatter, der formår at skrue en så levende (død!) verden sammen.

Jeg skal helt klart læse mere af Neal Shusterman. Første projekt bliver trilogien ‘Unwind’, som efter sigende skulle være temmelig skræmmende. Det glæder jeg mig til!