Mellem rødt og sort

Jeg er nu nået til tredje bog i serien ‘Det Store Århundrede’, der er skrevet af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt både ‘Brobyggerne’ og ‘Dandy’, og jeg holder mig til et meget kort resumé af ‘Mellem rødt og sort’, så det ikke afslører for meget af handlingen i de foregående bøger.

I tredje bog i serien er Første Verdenskrig slut, og Europa prøver at komme til hægterne igen efter en nedslidende krig. Lauritzen-brødrene bliver på hver deres måde en del af opsvinget, og alt ser ud til at gå godt. Men i baggrunden lurer en spirende nazisme, og selv den godhjertede og velmenende Lauritzen-familie kan ikke undgå, at de nye politiske interesser viser sig hos dem. Ingen lægger dog for alvor mærke til den alvorlige udvikling, før det er for sent, og snart er Europa tæt på krig igen.

Atter en gang er de rare og yderst politisk korrekte Lauritzen-brødre hovedrollerne i en skæbnefortælling, der ind imellem virker som en god undskyldning for at genfortælle Europas historie gennem flere generationer. Som jeg nævnte i ‘Dandy’-anmeldelsen, så savner jeg lidt mere menneskelighed hos hovedpersonerne. De er simpelthen for pæne og korrekte til, at de virker troværdige, og det går dem i bund og grund temmelig godt.

Denne gang er historien krydret med nazismens opdukken, og selvom det ikke rykker meget ved den politiske korrekthed, så giver det et interessant indblik i, hvordan nazismen stille og roligt begyndte at gennemsyre det tyske samfund og slog rod i landet, der endte med at starte Anden Verdenskrig. Samtidig kommer Lauritzen tættere på nazismen, end brødrene bryder sig om, og det er på en måde ganske befriende, for det giver lidt kant til fortællingen og udfordrer den utroligt pæne familie.

Jan Guillou skriver godt og medrivende, og ligesom de foregående bøger er ‘Mellem rødt og sort’ ganske underholdende men også ret triviel læsning. Denne bog har dog lidt mere at byde på end forgængeren, ‘Dandy’, og vil du gerne læse en serie med gode og korrekte hovedpersoner og med en historie, hvor det aldrig bliver rigtig farligt, så er denne serie noget for dig.

Full Dark, No Stars

Dette bliver den sidste Stephen King-bog i denne måned – men sikke en stribe, jeg nåede på disse uger!

‘Full Dark, No Stars’ indeholder fire noveller (tre af dem er så lange, at det er lige på grænsen, om de bør kaldes noveller). De er ret forskellige, men har alle temaet ‘hævn’ – et tema, der altid bliver interessant i Kings hænder.

Den første novelle, ‘1922’, handler om bondemanden Wilfred, som bliver uvenner med hustruen, da hun arver sin faders jord og ønsker at sælge den, så de kan flytte ind til byen. Wilfred er dog ganske tilfreds med livet på landet og mener i stedet, at de selv skal bruge jorden. Da hustruen ikke vil give sig, beslutter han sig til sidst for at myrde hende.

I ‘Big Driver’ bliver forfatteren Tess overfaldet på en øde landevej og voldtaget af en af de lokale mænd. Selvom hun er forslået og bange, går hun ikke til politiet men indleder i stedet sin egen jagt på gerningsmanden.

Samlingens tredje novelle, ‘Fair extension’, er den korteste i bogen. Her får den kræftsyge mand, Streeter, muligheden for at indgå en aftale, der vil kurere ham for sygdommen og give ham mindst 10-15 år mere at leve i. Han skal bare lige udpege en anden, han kender, som ulykkerne i stedet skal regne ned over…

Den sidste novelle, ‘A Good Marriage’, handler om det lykkelige ægtepar, der har været gift i 27 år. En dag finder hustruen dog en æske i garagen, og da hun ser indholdet, får hun en grim mistanke om, at hendes mand måske har noget at gøre med en lang række kvindemord, der er blevet udført i området gennem årene.

Mine to favoritter er ‘1922’ og ‘A Good Marriage’. Førstnævnte er godt nok lidt langtrukken, men tydeliggør også alle de komplikationer, der kan være ved at dræbe sin ægtefælle – både på det praktiske og det mentale niveau. Det er novelle, hvor King giver sig god tid til stille og roligt at opbygge stemningen og lade paranoiaen brede sig. ‘A Good Marriage’ havde et lidt anderledes twist, end jeg er vant til, og jeg syntes, at historien var ret spændende og tankevækkende.

De to andre historier er også fine, men lidt mere traditionelle. Hævntogtet, som Tess tager på, bevæger sig ganske vist i en ret speciel retning, da noget går galt, og historien kommer desværre til at virke en anelse utroværdig ind imellem. Det er dog interessant at se King kaste sig over voldtægtstemaet – noget han sjældent gør. Streeters møde med en fremmed, som giver ham et tilbud, han ikke kan modstå – ja, det minder ret meget om det klassiske møde med Djævlen, som forsøger at friste (svage) sjæle.

Det er en rigtig fin novellesamling og viser igen, at selvom King har haft et par fejlskud de senere år (‘Duma Key’ og ‘Som en ond drøm’ – jeg kigger på jer!), så kan han stadig skrive medrivende, stemningsmættede og dramatiske fortællinger.

Jeg deltager i Dewey’s Read-A-Thon

The Read-a-Thon is over!
I missed the last hours of Read-a-Thon because I went to work, but I managed to read around 40 pages of ‘Danteklubben’ when I traveled by train. All in all I read around 640 pages during the Read-a-Thon – not as much as I hoped – but decent since I couldn’t participate today.

It was wonderful to be a part of the Read-a-Thon. The hype, the happiness, the reading – it made it to a special day. I hope I can be a part of it again in October – hopefully full-time.

7:12 AM 
Aaaand I’m back! I finished ‘Jagtvej 69’ a few minutes ago. That means that I have read about 600 pages so far. Now I’ll have some breakfast and then leave for work. I’ll return in the afternoon to tell how much I read of ‘Danteklubben’.

10:50 PM
The comic was pretty silly, but I smiled anyway – it was nice with some easy reading. Now I will take my fourth book, ‘Jagtvej 69’, with me to the bedroom and read for an hour or two before I fall asleep. I will probably wake early in the morning and read 1-2 hours before I get up and go to work.

Happy reading to all of you!  

9:52 PM
The sun has disappeared and I have turned on the light in the living room. I finished ‘Sole Survivor’ by Dean Koontz. I wish that I could say that I’m disappointed, but I’m not – it was  a very typical Koontz book with a far out plot and too extreme characters. Sigh.

And now for something completely different – a comic book for children! 

6:50 PM 
I’ve spent most of the afternoon in the garden with my book and enjoyed the sight of all the new tulips. So far I have read 160 pages of ‘Sole Survivor’ by Dean Koontz. It is very ‘Koontz-ish’ – lot of action, suspicions and conspiracies. I’m not overwhelmed… but it’s okay.

I think I’ll do some exercises before I eat dinner and continue reading.

How’s your reading? 

4:02 PM
I’ve finished the first book, ‘Genesis’ by Bernard Beckett. A sci-fi book that surprised me since it was far more philosophical than I expected. But it was good. Spectacular ending. As you can see one of our cats joined me in the garden – love when he does that ♥

Now I’ll take a short break before I’ll continue reading – next book will be ‘Sole Survivor’ by Dean Koontz. 

1:53 PM 
The Read-A-Thon starts at 2 PM and I’m ready to read! I’ll spend the next couple of hours in my garden wearing sunglasses while I’m reading the first book in my pile, ‘Genesis’. The sun is shining and this gonna be a great day.

Happy reading!

I dag starter Dewey’s Read-A-Thon. Klokken 14 lyder startskuddet for et helt døgn med masser af læsning, hvor hundredvis af bogorme og læseheste verden over vil læse tusindvis af sider.

Det er frivilligt, om man vil være vågen alle 24 timer. Jeg kan desværre ikke være med under hele forløbet, da jeg skal på arbejde om søndagen, men jeg håber på at få læst en masse om lørdagen – og lidt mere søndag morgen.

Deltagerne har lidt forskellige strategier mht. hvilke bøger, de vil læse i løbet af eventen. Jeg har valgt at sammensætte en stabel af bøger, som i fire ud af fem tilfælde er bøger, som jeg har haft liggende i flere år, og som jeg virkelig snart bør få læst, så jeg kan finde ud af, om de skal blive på boghylderne eller ej. Jeg har også sneget en enkelt tegneserie ind, for jeg tror, det er godt med lidt hyggelæsning ud på de sene aftentimer.

Dette indlæg opdateres løbende både lørdag og søndag, så kig forbi med jævne mellemrum og se, hvordan det går med læsningen. 

Please notice – the rest of the updates during the Read-a-Thon will be in English! 
I’ll also update on Twitter ( @piskeriset ) and Goodreads ( denlillebogblog ).

22.11.63

Jeg havde ønsket mig en række King-bøger til min fødselsdag, og jeg var så heldig at få to af dem: ‘Joyland’ og ‘22.11.63’. Sidstnævnte er en solid moppedreng på ca. 850 sider, men Stephen King er jo blandt andet kendt for at skrive tykke bøger, så det var ikke en overraskelse for mig.

‘22.11.63’ kaster sig over et interessant tankeeksperiment – hvad ville der ske, hvis du kunne tage tilbage i tiden og ændre fortiden? Hvilke konsekvenser ville der være i forhold til nutiden? Ville det overhovedet være muligt? Og hvis det var – hvad ville du så vælge at ændre?

I ‘22.11.63’ bliver den helt almindelige mand, 35-årige Jake Epping, pludselig tilbudt muligheden for at benytte en tidstunnel og tage tilbage til en bestemt dag i 1958. Hans ven Al har fundet tidstunnelen og benyttet den et utal af gange, og Al forklarer Jake, at hans oprindelige plan var at tage tilbage i tiden for at forhindre mordet på J. F. Kennedy. Al er overbevist om, at hvis Kennedy overlever mordattentatet den 22. november 1963, vil han føre en helt anden politik og dermed forhindre, at tusindvis af mennesker dør i krig i de efterfølgende år. Al kan dog ikke længere gennemføre planen, da han er dødsyg af kræft, men han overtaler Jake til at gøre forsøget.

Jake ender med at rejse tilbage til 1958 og indleder et helt normalt liv – men under en falsk identitet, for de færreste vil næppe kunne forstå, at han kommer fra fremtiden. Han bruger noget tid på at falde til og vænne sig til, at tiden og ikke mindst menneskene er meget anderledes i forhold til nutiden. Men måske falder han lidt for godt til… for pludselig forelsker han sig i skolebibliotekaren Sadie, og det bliver svært at finde ud af, hvad han skal gøre. Skal han fortsat forsøge at hindre mordet på Kennedy? Kan han gøre det på en anden – og mindre risikofyldt måde end først planlagt – eller skal han droppe det og blot leve lykkeligt sammen med Sadie? Jake skal tage en lang række vigtige valg, og det hjælper ikke ligefrem på det, at fortiden kæmper imod, for fortiden vil IKKE ændres, og jo større ændring, Jake vil foretage, jo mere kæmper fortiden imod.

Jeg elsker historier om tidsrejser, for jeg synes, at konceptet er fascinerende. Den tekniske/praktiske del kan altid være udgangspunkt for en god diskussion (især eftersom jeg har en del teknisk interesserede venner), men jeg synes, at diskussionen om, hvad man skal ændre – og hvorfor – er langt mere interessant. For hvad vil du egentlig ændre, hvis du kunne? Og hvilke konsekvenser ville det have? Ville verden – eller i hvert fald din verden – blive bedre af den grund?

Tidsrejse-fortællinger er sjældent positive, for i mange bøger er pointen netop, at du ikke bør ændre på fortiden – du risikerer at gøre tingene meget værre. Hvorvidt det også er tilfældet i denne bog, vil jeg ikke komme ind på, men jeg synes, at Kings udlægning, hvor fortiden gør modstand mod ændringerne, er spændende og et glimrende udgangspunkt for at putte en masse action og plottwists ind i historien.

Det er egentlig ikke så overraskende, at King har valgt J. F. Kennedy-mordet som den begivenhed, der skal ændres. Det er en af de mest chokerende begivenheder for amerikanerne i det 20. århundrede, og mordet har altid været omgæret af mystik. Var det virkelig Lee Harvey Oswald, der gjorde det, eller var han blot syndebuk? Kunne én enkelt mand dræbe verdens mægtigste mand? Var det ikke mere sandsynligt, at det var Rusland eller ligefrem CIA, der stod bag? Konspirationsteoretikerne har stået i kø for at give deres bud på mordgåden lige siden 1963, og det er da også en af hovedpersonens bekymringer i bogen – hvad skal han gøre, hvis det viser sig, at Lee Harvey Oswald ikke var alene om det – eller endnu værre, hvad hvis det ikke var ham, der dræbte J. F. Kennedy?

Stephen King har skrevet en ualmindelig spændende og medrivende historie. Den har en fin balance mellem dagligdagsscenerne og de langt mere actionpacked sekvenser, hvor hovedpersonen i den grad bliver sat på prøve. Historien er krydret med en sød, uskyldig og hjertevarm kærlighedshistorie, som får én til at smile og drømme sig tilbage til en tid, hvor alt (ok, næsten alt) var langt mere simpelt og naivt.

Bogen er stemningsmættet og med så mange detaljer, at jeg nærmest kunne smage milkshaken, Jake drak, og dufte den nye bil, han kørte i. Det er en bog, der i den grad beviser, at Stephen King stadig kan skrive røven ud af bukserne – og forhåbentlig også gør det mange år endnu. ‘22.11.63’ er absolut en af de bedste King-bøger, jeg har læst gennem de senere år, og jeg vil varmt anbefale den.

The Gunslinger – Dark Tower 1

Kan man være Stephen King-fan uden at have læst hans ‘Det mørke tårn’-serie? Ja, det kan man godt – sådan var det i hvert fald, da jeg var teenager, og serien langt fra var færdig. Dengang besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville gå i gang med serien, før jeg rent faktisk var sikker på, at serien ville blive afsluttet. På det tidspunkt gik der rygter om, at King måske aldrig ville afslutte serien…

Men men… i 1999 var Stephen King involveret i en alvorlig trafikulykke. Heldigvis overlevede han, men det satte tankerne i gang, og han indså, at man aldrig ved, hvornår døden banker på døren og fører én bort. Han besluttede sig derfor for at skrive ‘Det mørke tårn’-serien færdig, og ved samme lejlighed redigerede han også den første bog i serien. Det er den udgave, jeg har læst i denne måned.

‘The Gunslinger’ er første bog i serien på syv bind. Det er en ret kort bog – især i King-sammenhæng – da den kun er på 231 sider. Bogen foregår i en dyster og trist verden, hvor hovedpersonen, revolvermanden Roland, som leder efter Det Mørke Tårn og samtidig jager Manden i Sort. I bogens start er Roland tættere end nogensinde på at indhente Manden i Sort, men han støder på flere forhindringer undervejs. Undervejs møder han drengen, Jake, der døde i sin egen verden og nu er endt i Rolands verden, og Roland tager drengen med på sin farefulde rejse. Men Jake kan godt fornemme, at det måske var et dårligt valg, for Roland er besat af tanken om at finde sandheden om Tårnet, og der kan Jake komme i vejen…

Bogen er en stemningsmættet introduktion til den mystiske verden, hvor Roland, Manden i Sort og Det Mørke Tårn er de vigtigste skakbrikker. Det er ikke en verden, jeg har lyst til at ende i, for den virker dyster, fjendsk og ubehagelig, og jeg kom flere gange til at tænke på ‘The Road’, som stemningsmæssigt har flere træk til fælles med ‘The Gunslinger’.

Der er en sær og indforstået tone i bogen, hvilket virkede lidt underligt, eftersom det er første bog i en serie. Men ind imellem havde jeg virkelig følelsen af, at det var en lukket fest – at jeg gik hele vejen rundt om et hus, hvor der var den fedeste fest i gang – jeg kunne bare ikke finde hoveddøren! Det var irriterende, men det gjorde mig også nysgerrig, for når det drejer sig om King, så plejer der som regel at være mening med galskaben. Jeg syntes dog også, det var en anelse overmodigt at starte en serie med en bog, som ind imellem virker så forvirrende og mystisk. Det kan i værste fald skræmme læsere væk.

Jeg vil helt sikkert læse næste bog i serien, men jeg må dog også indrømme, at jeg var ikke helt blown away, da jeg læste ‘The Gunslinger’. Stilen er ret anderledes i forhold til mange af de andre bøger, Stephen King har skrevet. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det er i hvert fald interessant, når mange die hard Stephen King-fans priser denne serie så højt.

Joyland

Jeg havde intet hørt om denne bog, indtil jeg stødte på den ved et tilfælde, da jeg en dag surfede på Amazons hjemmeside i slutningen af sidste år. Forsiden af bogen signalerede pulp og underlødig litteratur, og selvom Stephen Kings bøger ikke just bliver omtalt som finlitteratur, så forbandt jeg nu heller ikke hans forfatterskab med den (lettere) underlødige pulp-stil. Det viste sig dog også, at bogens indhold ikke nødvendigvis matchede forsiden…

‘Joyland’ foregår i 1973 og handler om den 21-årige Devin, som får et sommerferiejob i en forlystelsespark. Her falder han hurtigt til og får sig flere venner blandt de andre ansatte, men også en af de lokale – den 10-årige Mike, der er dødeligt syg – taler han mere og mere med. Devin og hans venner taler ind imellem om et mord, der blev begået nogle år tidligere i forlystelsen Horror House, hvor en ung pige blev dræbt af sin kæreste. Drabsmanden fandt man aldrig, men det siges, at pigens spøgelse ind imellem viser sig for gæsterne, der prøver Horror House..

Jeg er glad for, at jeg ikke for alvor havde sat næsen op efter en gang splatter eller action, for i så fald var jeg blevet skuffet. ‘Joyland’ er en langt mere rolig og afdæmpet fortælling i forhold til, hvad forsiden antyder, og det synes jeg er lidt synd, for det kan betyde, at folk læser bogen med de forkerte forventninger.

‘Joyland’ er en overraskende god og velskrevet bog, som både fungerer som dannelsesrejse for hovedpersonen Devin men også har en meget fin spændingskurve, som stille og roligt bygges op, mens den dystre stemning opbygges. Rigtig farligt og dramatisk bliver det ikke ligefrem, men der er flere gange antydningen af, at der er overnaturlige kræfter, og som læser sad jeg og nød, hvordan Stephen King forstod at skabe rammerne for en fortælling, hvor jeg nærmest kunne dufte popcornene og høre børnenes begejstrede hvin fra rutsjebanen.

Du skal læse denne historie, hvis du gerne vil vide, hvorfor Stephen King er så populær, for dette er et godt eksempel på hans evne til at skabe rammerne for en spændende historie. Er du mest til hans hardcore horrorbøger, kan det til gengæld godt være, at du vil finde denne bog en anelse kedelig. Det er en meget afdæmpet historie, og der bruges mere tid på karakterudvikling end på bål, brand og sære væsner. Men jo – der er naturligvis overnaturlige elementer – det kan King jo nærmest ikke lade være med.

Fun fact: Dette er i øvrigt første gang, at jeg måtte knibe et par tårer under læsningen af en King-bog. Det havde jeg alligevel aldrig troet ville ske!

Manden i det sorte jakkesæt

Stephen King har skrevet en lang række novellesamlinger gennem tiden, og naturligvis læser jeg flere af disse samlinger i denne måned.

‘Manden i det sorte jakkesæt’ indeholder 14 noveller – herunder én, der har lagt navn til bogens titel – og det er en god blanding af historier. Flere af historierne bygger på klassiske horror-oplæg (det hjemsøgte hotel, maleriet, der ændrer sig, at være paralyseret og på vej til at blive obduceret), men der er også flere historier, som slet ikke hører til horrorgenren, og så er der såmænd også en novelle om Roland – hovedpersonen i Kings ‘Det mørke tårn’-serie.

Jeg læser sjældent noveller, og det skyldes først og fremmest, at det er en skriveform, som de færreste mestrer (efter min mening). Stephen King er dog en af de få forfattere, hvis noveller jeg ofte nyder, og det gjorde jeg også – i visse tilfælde – her.

Det er helt klart horror-historierne, som jeg finder mest interessante i denne samling. Novellen ‘1408’, der handler om et hjemsøgt hotelværelse, er både spændende, nervepirrende og en anelse ubehagelig, mens historien om den unge mand, der køber et maleri og derefter pludselig befinder sig i et kapløb med tiden, bestemt også var underholdende, selvom begge historier var rimelig forudsigelige.

Novellen om Roland var også interessant, og det krævede ikke et kendskab til ‘Det mørke tårn’-serien (hvilket var godt, for den bog læste jeg først ugen efter). 

Til gengæld var der også en række vage og knapt så interessante historier. Jeg kedede mig for eksempel, da jeg læste historien om ægteparret, der går fra hinanden og derefter bliver overfaldet, da de mødes på en café for at forhandle skilsmissen. Novellen, der har lagt navn til bogen, havde et rigtig fint oplæg men en knapt så spændende afslutning, og der var yderligere et par noveller, som enten var ret ordinære eller tabte pusten undervejs i fortællingen.

‘Manden i det sorte jakkesæt’ er ikke den bedste novellesamling, Stephen King har skrevet, men den har sine lyspunkter, og for King-fans som jeg er der en rigtig lækker detalje. Til hver novelle har King nemlig kommenteret, hvordan han fik ideen til historien. Det var ret spændende at høre hans tanker og overvejelser.

Droppet: Duma Key

Det er meget sjældent, at jeg dropper en bog. Jeg er dog blevet lidt bedre til det de senere år, da jeg har indset, at der er ingen grund til at læse en bog færdig, hvis man skal tvinge sig selv gennem kapitlerne. ‘Duma Key’ fik den tvivlsomme ære at blive droppet – og det er første gang, det er sket med en bog af Stephen King!

‘Duma Key’ handler om Edgar Freemantle – en mand, der egenhændigt stablede en succesrig virksomhed på benene og tjente kassen. En dag kommer han dog ud for et uheld, der er tæt på at koste ham livet, og bagefter kæmper han ikke kun med fysiske skader men også med hukommelses- og temperamentsproblemer, der skyldes ulykken. Hustruen går fra ham, og Edgar er pludselig alene. En psykiater anbefaler ham at skabe en ny start – for eksempel at flytte væk og bruge en periode af sit liv på noget, der gør ham glad. Edgar beslutter sig for at flytte til Floridas kyst og begynder at tegne. Hans tegninger er gode – rigtig gode – men efterhånden bliver Edgar mere og mere bekymret. Han kommer nærmest i trance, når han tegner eller maler, og flere og flere sære ting opstår i kølvandet af tegningerne…

Jeg kom ca. halvvejs i denne bog, inden jeg gav op. Den var simpelthen kedelig! Handlingen stod i stampe, og det var lidt uklart, hvad forfatteren ville med bogen. Samtidig var hovedpersonen hverken særlig sympatisk eller interessant, og der var ikke rigtig noget, der talte for, at jeg skulle læse bogen til ende. Jeg hørte lydbogsudgaven af bogen, så jeg kunne ikke en gang sætte læsetempoet op, og til sidst tog min mp3-afspiller beslutningen for mig, eftersom den pludselig genstartede bogen! (jeg havde glemt at slå låsefunktionen til, så da jeg ved et uheld fik rørt spolefunktionen, hoppede afspilleren tilbage til start).

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opgive at læse en Stephen King bog færdig, men der tog jeg fejl. Desværre. Det er ret trist, når en af yndlingsforfatterne står bag en skuffende læseoplevelse.

Soulless – Sjælesluger

Jeg vil rigtig gerne læse mere steampunk, men jeg er desværre ikke stødt på så mange interessante bøger i denne genre. For nogle måneder siden surfede jeg på Goodreads for at finde inspiration, og her faldt jeg over Soulless-serien. Jeg kunne dog ikke helt lure, om den var noget for mig – lød den ikke en anelse fjollet og over-the-top – men da den blev oversat til dansk for nylig og samtidig lagt på e-reolen.dk, så var det simpelthen for fristende…

‘Soulless – Sjælesluger’ er skrevet af Gail Carriger og er første del i serien om Alexia Tarabotti, der lever i Victoriatidens London, hvor vampyrer og varulve udgør en helt naturlig del af befolkningen. Alexia er sjælløs – dvs. en person, der kan neutralisere de overnaturliges evner og gøre dem menneskelige, hvis hun rører dem. Det ved hendes familie ganske vist ikke, men varulvene og vampyrerne, som hun omgås, er godt klar over det. Alexias familie er mere optaget af, at hun ikke er gift endnu og – oh gru – måske aldrig bliver det! For hvem er dog interesseret i denne lidt sære, rapkæftede unge kvinde med ben i næsen? Altså udover den vampyr, som overfalder hende til et bal og som roder hende ud i problemer – vel at mærke af den livsfarlige slags…

Jeg blev positivt overrasket over, hvor sjov denne bog var. Jeg tog mig selv i at fnise højlydt flere gange, inden jeg måtte overgive mig helt og grine, hver gang Alexia for alvor foldede sig ud – og det gjorde hun tit!

Alexia er en gæv pige, og jeg elskede hendes rapkæftede, fandenivoldske stil, som måske er en anelse upassende for Victoriatiden – men hey, det er jo ikke en historisk roman men en fiktiv historie! Det kan godt være, at hun er pebermø, men hun forstår dog i den grad at snøre adskillelige herrer om sin lillefinger, og så er hun skarp i replikken, hvilket giver nogle herlige samtaler undervejs. Samtidig er jeg vild med, at hun ikke er et lille yndigt nips men faktisk en kvinde, der både har til gården og gaden – som man siger. 

Der er fuld fart på handlingen i bogen, så der er ikke rigtig tid til at kede sig undervejs. Der kunne måske godt være redigeret lidt her og der, men mit største kritikpunkt er dog sproget, som til tider virker ret kluntet. Jeg tror dog, at det skyldes oversættelsen (visse sætninger virker meget konstruerede, og det tyder på at være i oversættelsen til dansk, det er gået galt), og derfor har jeg tænkt mig at læse næste bog i serien på engelsk.

Jeg havde nok håbet på lidt mere steampunk-følelse – det er ikke fordi, at det teknologiske aspekt fylder voldsomt meget i bogen – men til gengæld var bogen langt mere underholdende, end jeg havde turdet håbe på, så nu har jeg bestilt de næste bøger i serien. Dette er en rigtig fin, lettilgængelig og underholdende bog, som jeg vil anbefale, hvis du vil have et godt grin eller blot trænger til lidt hyggelig ferielæsning.

Som en ond drøm

‘Som en ond drøm’ er en af de nyere bøger, Stephen King har skrevet, men den virker dog ret bekendt. Mere om det om lidt.

Bogen handler om de fire barndomsvenner Henry, Pete, Beaver og Jonesy, der hvert år mødes i november for at gå på jagt i en uge. Denne gang går det dog grueligt galt, for de møder en fremmed, som er smittet med noget, der er ved at æde ham op indvendig fra, og snart er området på den anden ende, og folk flygter i panik – væk fra det eller dem, som nu truer menneskeheden og ikke mindst de fire venner.

Ja, det er en ret kort – og vag – teaser, men jeg synes ikke, at jeg vil afsløre for meget. Dels for at bevare spændingen, dels fordi flere detaljer også vil kræve en meget længere og indviklet forklaring på bogens handling.

Som jeg skrev i starten, så virker denne bog bekendt, og det gør den først og fremmest, fordi det virker som om, at Stephen King har taget en lang række af sine gamle bøger og smidt dem i en blender, inden han lavede farsen til denne bog. Resultatet er ikke særlig heldigt og kommer ind imellem til at virke både karikeret og rodet.

Jeg kunne godt lide starten, selvom visse scener var ret ubehagelige og ulækre, men da jeg nåede 150-200 sider ind i bogen, skiftede historien spor, og det virkede som om, at forfatteren pludselig fik lyst til at fortælle historien på en helt anden måde. Det er sådan set fint nok, hvis det var gjort lidt mere elegant og ikke kom til at virke som om, han ville til at skrive om noget helt andet.

King har en masse darlings, og han er ikke særlig god til at slå dem ihjel (i modsætning til sine hovedpersoner, der ofte må gennemgå de frygteligste ting). Det har både sine fordele og ulemper, for King er for eksempel glad for at bruge børn og mentalt handicappede med overnaturlige evner. Disse personer er altid velskrevne og virker stærkt i historierne. Til gengæld kan King ind imellem godt være lidt svag på skurkesiden, og han har flere gange brugt temmelig ensporede og ondskabsfulde militærfolk, som bliver så klichéramte og unuancerede, at det bliver pinligt. ‘Som en ond drøm’ er ingen undtagelse på dette punkt, for her er der også en militærchef, som opfører sig ekstremt irrationelt og modbydeligt. Han er en af de dårligst skrevne skurke, jeg nogensinde har set beskrevet i en bog. Undskyld King, men her gik det altså helt galt!

Men lad os lige vende tilbage til Kings stærke side, for der er også en del flashbacks i denne bog, hvor vi hører om vennernes barndom og ikke mindst deres relation til en femte dreng, den mentalt handicappede dreng, Duddits. Det er disse afsnit, der redder bogen fra at være en total fiasko, for disse passager er både spændende og rørende.

Dette er bestemt ikke en af Kings bedste bøger – ja, jeg vil nærmere konkludere, at det er en af de dårligste, jeg har læst. Den burde redigeres en ekstra gang for at stramme historien op og skære i sideantallet, og så burde han virkelig dræbe et par af sine darlings. I overført betydning!