Pigerne fra Nordkorea

Jeg har et eller andet med bøger, der foregår i Asien. Jeg ved ikke, hvor denne fascination stammer fra, men jeg synes, det er ret spændende at læse historier, der foregår i kulturer, der er så anderledes i forhold til vores. Jeg kunne derfor ikke stå for ‘Pigerne fra Nordkorea’, som Rosinante & Co var så venlige at sende til mig.

Bogen handler om to nordkoreanske piger, Gi og Il-sun, som bor på Hjemmet for Forældreløse Piger. De arbejder hver dag hårdt og hylder som alle andre Den Store Leder, men det er ikke nok for rastløse og grænsesøgende Il-sun, og hun indleder et forhold til en ung mand, som viser sig at være smugler. Han sørger for, at Gi og Il-sun kommer over grænsen til Sydkorea, og Il-sun tror, at hun nu skal leve i frihed sammen med sin kæreste – men nej. Det viser sig, at de er blevet solgt til prostitution, og de to piger bliver holdt fanget i et land, hvor de ikke kan opsøge myndighederne af frygt for at blive sendt tilbage til Nordkorea.

Jeg var ret fascineret af de første 100 sider af bogen. Pigernes liv og dagligdag i Nordkorea var spændende at læse om, og jeg syntes, at forfatteren formåede at vise, hvor vigtig landets leder er (mentalt) for befolkningen, og hvordan det påvirker deres hverdag. Det gav indblik i en helt anden verden og skabte en fin ramme for fortællingen.

Flugten til Sydkorea og ikke mindst bordellivet var jeg til gengæld ikke så vild med. Det virkede på en måde lidt for traditionelt. I starten syntes jeg dog, at forfatteren gjorde noget ud af at beskrive omgivelserne og nuancere opholdet i bordellet, men ret hurtigt blev det lige lovlig stereotypt. Der er ubehagelige scener i bogen, men de er skrevet med en vis (utilsigtet?) distance, som gør, at de alligevel kommer til at virke overfladiske.

Jeg savnede lidt mere dybde og nuancering af personerne. De to hovedpersoner kom til at virke lidt karikerede – Gi som den stille, almindelige og fornuftige pige og Il-sun som den kønne, oprørske og ubetænksomme pige. Den rollefordeling har jeg oplevet en del gange i asiatiske fortællinger efterhånden, og jeg spekulerer på, om det er et tilfælde, eller om der faktisk er et mønster? Det er meget let at holde med Gi og meget oplagt at ryste på hovedet af den tankeløse Il-sun, og det ærgrer mig, at forfatteren ikke udfordrer læseren lidt mere på dette punkt.

Bogen blev slugt i løbet af få dage, og det var fin underholdning trods det alvorlige emne. Jeg ærgrede mig dog over, at forfatteren ikke for alvor gik i kødet med fortællingen og hovedpersonerne, for han kunne have løftet historien med blot nogle få justeringer. Jeg havde dog allerhelst set, at bordeltiden ikke fyldte så meget i bogen, samt at slutningen havde været lidt skarpere og knapt så forudsigelig.

Paper Towns

I månedens Goodreads-udfordring fik jeg til opgave at læse ‘Paper Towns’ af John Green. Jeg har længe set frem til at læse bogen, eftersom den har fået fantastiske anmeldelser, og jeg skyndte mig derfor for at ’snige’ bogen ind mellem et par andre bøger, jeg var i gang med at læse, da jeg ikke kunne vente længere.

‘Paper Towns’ handler om teenagedrengen Quentin og hans venskab med den jævnaldrende pige, Margo. De har været venner gennem mange år, uden at Quentin har fået fortalt Margo, at han elsker hende, men en aften tager deres venskab en drejning, da Margo kravler ind af Quentins vindue og lokker ham med på hævntogt. Margo har tænkt sig at genere en række af klassens populære drenge og piger – af forskellige årsager – og Quentin følger villigt med. Det bliver en interessant aften, hvor de to venner kommer tættere på hinanden, og opløftet tager Quentin i skole næste dag – blot for at finde ud af, at Margo er forsvundet.

Quentin nægter at tro, at Margo er forsvundet uden at efterlade sig et spor, og snart finder han ud af, at hun faktisk har efterladt et hint om, hvor hun er taget hen. Men kan Quentin løse gåden og finde hende igen? Og hvorfor forsvandt hun egentlig?

John Green kan skrive om helt almindelige (forelskede) teenagere, så de langt hen ad vejen fremstår sympatiske, jordnære og troværdige. Quentin er en sød dreng, og man kan næsten ikke andet end holde af ham, når han desperat prøver at finde frem til Margo igen. Hans stædighed og udholdenhed er prisværdig – hvor mange ville egentlig kæmpe så meget, som han gør i denne bog?

Jeg kunne godt lide den første del af bogen, hvor man hører om deres venskab og den første tid efter, at Margo forsvandt. Den midterste del, hvor Quentin leder efter Margo og forsøger at afkode de spor, hun har efterladt, fungerede dog ikke helt for mig. Flere af sporene var lige lovlig søgte (hvor det ind imellem både virkede utroværdigt, at Margo ville have efterladt sådan et spor, og at Quentin ville kunne afkode det). Spørgsmålet om, hvorfor Margo forsvandt – og om hun overhovedet ønsker at blive fundet – lurede dog hele tiden i baggrunden og var med til at bevare spændingen.

Den sidste del indeholder både drama, action og en lidt flad slutning. Den ender ikke helt, som jeg forventede – hvilket dog ikke nødvendigvis er dårligt – men jeg savnede lidt en “tadaaaaa”-oplevelse. I stedet følte jeg, at jeg tog en slurk af en sodavand uden brus. Jeg sad bagefter og tænkte “var det det?” og ærgrede mig over, at der i mine øjne ikke blev sat et tydeligt punktum for historien.

Det er en lettilgængelig ungdomsbog, som rummer både forelskelse, savn, venskab og håb. Den var en anelse letbenet til mig – jeg havde håbet på lidt mere weltschmertz og nærhed – men det er en udmærket bog i den genre. 

Catch-22

Det er sjældent, man støder på humoristiske bøger om noget så alvorligt som krig, men denne nyklassiker er ikke desto mindre en satirisk roman, der udspiller sig under de sidste to år af 2. Verdenskrig.

‘Catch-22’ er skrevet af Joseph Heller og foregår på den italienske ø, Pianosa, hvor en amerikansk bombeeskadrille holder til. I bogen følger man først og fremmest pacifisten Yossarian, der er så træt af krigen, at han går til ekstremer for at slippe for flere bombetogter og blandt andet gemmer sig nøgen i et træ. Yossarian er fanget af Catch-22-paradokset, hvor man vælger forkert, uanset hvilken løsning man vælger. I Yossarians tilfælde betyder det, at ønsker han at blive fritaget for at flyve flere bombetogter, skal han blive erklæret sindssyg af feltlægen. Men forsøger Yossarian at skaffe en sindssygeerklæring, viser det, at han fungerer helt normalt, for det sindssyge ville netop være, hvis han ønskede at komme på flere togter.

Bogens persongalleri er spækket med sære og smågale personligheder – lige fra den sky major Major Major Major til piloten Orr, der styrter ned under hvert bombetogt, men hver gang overlever og vender uskadt tilbage. Blandt dem virker Yossarian ofte som den mest normale og rationelt tænkende person, der flere gange påpeger det helt absurde i militærets bureaukrati og selvmodsigende regler. Der er en masse småfnidder og intriger blandt flere af soldaterne, og ind imellem virker det mere som en børnehave end som en hærenhed.

Det var en meget blandet fornøjelse at læse bogen. Der er en fantastisk underspillet sarkasme i bogen, som flere gange fik mig til at grine, når absurde situationer opstod, og dialogen var ind imellem ret syret og abstrakt. Der var dog også tidspunkter, hvor jeg kedede mig grusomt og følte, at bogen kørte i ring. I mine øjne kunne man sagtens havde skåret kraftigt i sideantallet, så bogen kunne blive strammet lidt op. Bogen efterlader mig meget splittet, for den ene side er det en bog, man ‘bør’ læse (da der ofte refereres til den og ikke mindst det paradoks, den beskriver), og på den anden side er bogen ind imellem så langtrukken, at det kræver en vis tålmodighed at komme igennem bogen. Den har helt sikkert sine lyse øjeblikke – men hvor ville jeg dog have ønsket, at den var kortet lidt ned. 

Slagtebænk Dybbøl

En af de vigtigste europæiske krige – i hvert fald set med danske øjne – var den 2. Slesvigske Krig i 1864, hvor danskerne gik i krig mod Prøjsen og Østrig. En krig, hvor danskerne i den grad undervurderede deres fjende og var tæt på at tabe hele landet. I stedet led den danske selvværd et alvorligt knæk – nogle mener, at nationen stadig lider under det i dag – og Danmark måtte afgive Slesvig, Holstein og Lauenborg.

‘Slagtebænk Dybbøl’ er skrevet af Tom Buk-Swienty og handler om den politiske optakt til krigen samt det berømte slag ved Dybbøl Mølle den 18. april 1964. Krigen fortsatte efter denne dato, men bogens fokus er som sagt det famøse og meget blodige slag. Bogen trækker på en bred vifte af øjenvidneskildringer fra overlevende soldater og krigskorrespondenter samt på de breve, som de danske og tyske soldater sendte til deres pårørende i dagene op til slaget.

Bogen springer frem og tilbage i tid, så tiden op til slaget – og selve slaget – bliver flettet ind i hinanden. Man følger soldaterne og deres forberedelser, politikerne og det magtspil, der lå til grund for krigen, og beretningen er krydret med så mange detaljer, at det ind imellem føles, som om man er der selv. Man læser med over skulderen, når de unge soldater sender breve hjem til deres koner og børn og man er med helt nede i skyttegravene, da først slaget går i gang. 

Forfatteren har skruet en utrolig spændende og medrivende fortælling sammen, som godt nok virker lidt tør i starten, men hvor spændingen intensiveres mere og mere, jo tættere på slaget vi kommer. Det er en fortælling fra den tid, hvor krige først og fremmest blev udkæmpet mand til mand og ikke med masseødelæggelsesvåben, som tilfældet var fra 1. Verdenskrig og frem. Der er derfor også en helt anden nerve i bogen – en intensitet og et drama, som man kun får, når krige udkæmpes ved blodige nærkampe.

De mange breve og øjenvidneskildringer rammer ind imellem én i hjertet – særligt når man læser et af de længselsfulde breve fra soldater, som dør få dage – eller timer – efter, at brevet til familien er skrevet. Her er savn, håb, længsel og fortvivlelse blandet med drømmen om at se de elskede igen, og det bliver pludselig meget klart, at det jo blot er helt almindelige mennesker, der deltog i denne krig. Mange af soldaterne var ikke professionelle men almene borgere, der var indkaldt for at gå i krig, og mange af dem drømte kun om at få det overstået, så de kunne komme tilbage til deres nære igen.  

Det er let at være bagklog, og sådan er det selvfølgelig når man læser denne bog og ind imellem griber sig selv i bande langt væk over stædige og tåbelige politikere, som kastede Danmark ud i en håbløs krig. Det er dog også interessant at se, hvordan slag ind imellem afgøres på tilfældigheder, for forfatteren beskriver flere gange, hvor krigslykken smiler til danskerne (og hvor de kunnet have udnyttet det, hvis de selv havde været klar over det) – eller hvor heldet helt de danske soldater.

Jeg savnede lidt flere kort i bogen, så jeg havde lettere ved at danne mig et overblik over de forskellige kampe op til samt selve slaget. Til gengæld var der imponerende mange portrætfotos af politikere, soldater og andre vigtige personer samt fotos fra slagmarken.

Interesserer du dig for Danmarkshistorien, er denne bog bestemt værd at læse. Jeg skal helt sikkert læse forfatterens anden bog om krigen, ‘Dommedag Als’.

Når himmelen falder ned & Kampen om Stillehavet

Både i folkeskolen og i gymnasiet hørte jeg en del om 2. Verdenskrig – dog altid om Europas rolle og ikke mindst set med danskernes øjne. Japanernes rolle i krigen har altid været noget med, at “de bombede Pearl Harbour”, og så var der selvfølgelig atombomberne i Hiroshima og Nagasaki. Men ellers har kampene i Østen været stærkt underrepræsenteret, når jeg har læst om 2. Verdenskrig, og mit krigstema her i maj måned var derfor en glimrende anledning til at rette op på det.

‘Når himmelen falder ned’ er skrevet af Jennifer Cody Epstein og foregår både før, under og efter 2. Verdenskrig i Japan. Her følger man flere personer – piloten Cam fra Amerika, arkitekten Anton og hans søn Billy, der vokser op i Japan før krigen og senere vender tilbage samt japanske pige Yoshi. Der er en lang optakt, inden bomberne regner ned over Japan, og her får man mulighed for at få et indblik i hverdagslivet i Japan og de små detaljer, som historiebøgerne sjældent rummer.

Bogen er lidt forvirrende at læse i starten – især hvis du har læst bagsideteksten, som beskriver noget, der først sker over halvvejs i bogen. Teksten giver dermed ikke rigtig nogen idé om, hvad man kan forvente sig af bogen, og det var jeg ret irriteret over, for det gav en dårlig start på bogen.

I løbet af bogen flettes de forskellige personers historie ind i hinanden (og ind imellem også ud igen), og det er spændende men ind imellem også lidt for forceret. Det kommer et par gange til at fremstå en anelse søgt, at lige præcis de to personer mødes, men forfatteren gør det selvfølgelig for at skabe en mere spændende historie.

Bogen handlede desværre ikke nær så meget om krigen, som jeg havde håbet, men heldigvis supplerede jeg den med en fagbog, ‘Kampen om Stillehavet’ af Dan Öberg og Niklas Zetterling. Det er en ret nørdet historiebog om Japans rolle i 2. Verdenskrig, hvor forfatterne dels forsøger at belyse, hvorfor japanerne overhovedet valgte at gå i krig, og hvordan kampene i Stillehavet udviklede sig. Det er spændende men ret tørt beskrevet, og jeg savnede i den grad nogle kort undervejs, der kunne illustrere hvor og hvordan kampene fandt sted. Du skal nok være ret dedikeret krigsnørd for at nyde denne bog, for den er meget detaljeret og fokuserer stort set kun på beskrivelserne af selve kampene, men jeg blev ikke desto mindre klogere på, hvorfor – og hvordan – japanerne deltog i 2. Verdenskrig.

Men for at vende tilbage til ‘Når himmelen falder ned’. Bogen var en udmærket, men ikke særlig skelsættende læseoplevelse. Der var enkelte scener, som var spændende og dramatiske, men ellers var historien noget jævn og triviel, og jeg savnede at blive overrasket, rørt eller provokeret af bogen. En lidt skuffende bog – jeg håbede og forventede mere af bogen, end den reelt kunne byde på.

Den Danske Borgerkrig 2018-24

Da denne bog blev udgivet sidste år, blev jeg straks interesseret i den og besluttede, at den skulle jeg læse. De efterfølgende måneder stødte jeg på adskillelige anmeldelser af bogen, og jeg mindes ikke at have set en bog, der i den grad har skilt vandene. Flere anmeldere udråbte den til et litterært mesterværk, mens andre fandt den kedelig, overdrevet og alt, alt for mærkelig.

Jeg var tæt på ikke at læse den efter at have læst de negative anmeldelser, men så kunne jeg alligevel ikke nære mig, nu hvor jeg har tema om krig i denne måned, og så lånte jeg den alligevel som e-bog. Det skulle jeg have ladet være med.

‘Den Danske Borgerkrig 2018-2024’ er skrevet af Kaspar Colling Nielsen og fortæller om fremtidens Danmark, hvor en borgerkrig bryder ud i 2018 og raserer landet. Hovedpersonen fortæller 450 år efter om begivenhederne, som han selv oplevede det, og han beskriver, hvordan han lever nu. Det er en tid, hvor menneskers – og dyrs – liv kan forlænges med flere hundrede år, og hvor der er få bekymringer.

Lad mig starte med at sige, at dette er en ret mærkelig bog, og jeg kan godt forstå, at den har delt vandene. Det er en bog, som du sandsynligvis enten elsker eller hader.

Bogen fortælles af en mand på 475 år, som både beskriver borgerkrigen i 2018, hvor han var 25 år, samt hvordan det er at leve i Danmark 450 år efter krigen. Sideløbende med hovedfortællingen er der også en række korte historier, som i starten er ret forvirrende, men hvor flere af dem stille og roligt flettes ind i hovedfortællingen. Det er ret underligt og irriterende i starten – især fordi flere af historierne er virkelig langt ude og ikke lader til at passe ind (et eksempel på en af historierne er den om bjørnen Pia, hvis honning bliver stjålet, og hun forsøger at få andre de dyr til at hjælpe sig med at finde honningen).

Når jeg læser sci-fi, så er en af de vigtigste faktorer, at forfatteren kan overbevise mig om, at den fremtid, som han/hun beskriver, er troværdig. Hvis mennesker pludselig kan flyve, eller hvis dinosaurerne pludselig genopstår, så skal forfatteren skrive det, så jeg som læser tænker “ja, det lyder da meget sandsynligt”. Den følelse savnede jeg i den grad i denne bog. Flere gange blev jeg irriteret, fordi jeg følte, at der manglede ‘mellemregninger’ – at der simpelthen ikke blev argumenteret for, hvorfor tingene havde udviklet sig på den måde. Ofte gik historien lidt for hurtigt frem, og jeg sad som læser og kneb det ene øje skeptisk sammen, mens jeg tænkte, at det troede jeg simpelthen ikke på, og at det var noget værre vås.

Sproget i bogen er til tider fandenivoldsk, og jeg mindes ikke at have læst en bog, hvor ordet ‘kneppe’ indgik så mange gange. Det blev jeg ærlig talt ret træt af til sidst – især fordi flere sexscener virkede, som om de primært var med, fordi det var muligt – og ikke fordi de bidrog til handlingen.  

Jeg har genlæst flere af de positive boganmeldelser for at få en idé om, hvorfor nogle mener, at den er genial, og jeg vil tro, at det først og fremmest ligger i, om du køber præmissen for historien eller ej. Hvis du mener, at dette er en sandsynlig fremtid (eller hvis du blot er ligeglad med, om udviklingen er troværdig eller ej), og hvis du nyder surrealistiske, actionpacked fortællinger, så er denne bog måske noget for dig. Er du til gengæld til flere detaljer og argumentation, mere politik og lidt mere mening med galskaben, så er denne bog ikke noget for dig.

Slaughterhouse 5

‘Slaughterhouse 5’, der har undertitlen ‘A Children’s Crusade’, er skrevet af Kurt Vonnegut og udgivet i 1969. Bogen handler egentlig om 2. Verdenskrig, men udkom på et tidspunkt, hvor USA var præget af antikrigs-demonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen. ‘Slaughterhouse 5’ blev med sin kritik af krigens væsen hurtigt en ny-klassiker.

Bogens hovedperson, Billy Pilgrim, er til stede under 2. Verdenskrig, da Dresden bliver bombet i 1945. Billy selv springer dog undervejs i tid og befinder sig det ene øjeblik i sin egen fremtid og det næste øjeblik i sin fortid – og ind imellem også på en fremmed planet, hvor rumvæsner udstiller ham i en form for zoologisk have.

Fortællestilen, hvor hovedpersonen hele tiden hopper i tid, og hvor fortid og fremtid konstant flettes ind i grundhistorien, gør det ret forvirrende at læse bogen, og man skal virkelig holde tungen lige i munden. Det føles lidt som at åbne en puslespilsæske og kigge på de mange hundrede brikker, der ligger hulter til bulter, og jeg må ærlig talt indrømme, at det til tider var ret frustrerende. Jeg følte mig ret fortabt, når jeg forsøgte at finde hoved og hale i historien, og selvom det muligvis også er en af bogens pointer, så var det utilfredsstillende.

Bogen bliver ofte omtalt som satirisk og skarp, men den del følte jeg ikke rigtig, at jeg oplevede. Det skyldes måske fortællestilen, for der er helt sikkert detaljer, jeg er gået glip af i min søgen efter den røde tråd i fortællingen.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig bog, men den var ikke så spændende og fascinerende, som jeg havde håbet. Da jeg havde læst den til ende, lovede jeg mig selv, at jeg skal læse den igen på et tidspunkt, for jeg er sikker på, at den har mere at byde på. Dette er ikke bare en bog, du læser hurtigt og derefter glemmer. Det er en bog, der kræver tid, fordybelse og tålmodighed – og måske et par gennemlæsninger, for den er til tider ret snørklet og forvirrende. 

Jomfruen fra Norge

Da jeg var barn, læste jeg mange skønlitterære bøger, der tog udgangspunkt i den danske middelalder og ikke mindst de konflikter, der var hos den danske adel på det tidspunkt. Særligt den tidlige middelalder fascinerede mig, og jeg slugte historierne om de mange dramaer, der var i kongeslægten dengang. De senere år har det været meget begrænset, hvad jeg har læst af bøger om middelalderen, så da Gad gav mig mulighed for at læse ‘Jomfruen fra Norge’, slog jeg straks til.

Bogen er skrevet af Tore Skeie og handler om de norske, svenske og danske kongeslægter og ikke mindst de indbyrdes stridigheder, som prægede store dele af middelalderen. Ved bogens start befinder vi os i slutningen af 1200-tallet, og forfatteren tager derpå læseren med på en rejse gennem de følgende årtier, hvor krig og skærmydsler gang på gang præger Skandinavien. Kongerne i hhv. Norge og Danmark strides gang på gang med den svenske adelsmand Erik, som frygtelig gerne vil tilrane sig den svenske trone – og den danske og norske hvis han kan komme til det.

Da jeg gik i gang med bogen, forventede jeg egentlig at skulle læse en skønlitterær bog, men bogen er nærmere en hybrid mellem den skønlitterære genre og faglitteraturen. Forfatteren har dog ikke selv defineret, om bogen skal læses som fiktion, faktion eller faglitteratur, men der er ingen tvivl om, at han bygger fortællingen på grundig research. Jeg skulle lige vænne mig til denne stil, men da jeg først var kommet godt i gang med bogen, blev jeg grebet af den spændende fortælling.

Middelalderen er en spændende periode – ikke mindst når fokus er på den skandinaviske adel, som i den grad var svigefulde og magtbegærlige. Hvis du synes, at der er for meget forræderi og intriger i ‘A Game of Thrones’, så skal du ikke læse ‘Jomfruen fra Norge’, for her skifter alliancerne hele tiden, og du kan kun være sikker på én ting – du skal nok blive forrådt! Jeg tog mig flere gange til hovedet, når alliancer igen-igen blev brudt, og en af adelsmændene var tåbelig nok til at sætte sin lid til et nyt samarbejde – vel at mærke et samarbejde med en adelsmand, der allerede havde forrådt ham flere gange før.

Jeg synes, det er lidt synd, at jomfruen, som lægger navn til bogen, egentlig ikke har særlig meget med handlingen at gøre. Det bliver nærmere en vag ramme omkring den egentlige historie, som forfatteren ind imellem kan vende tilbage til. Bevares – hun bruges da hist og her i magtkampene, men jeg synes, titlen er en anelse misvisende.

Som historieinteresseret – især i forbindelse med middelalderen – fandt jeg denne bog meget interessant. Stridighederne mellem de skandinaviske kongehuse har jeg kun hørt ganske lidt om – og kun fra den danske synsvinkel. Nu kom der pludselig nye, spændende detaljer med, og da jeg først var gået i gang med bogen, var det svært at stoppe igen.

Interesserer du dig for middelalderen, kongeslægter og den skandinaviske fortid – eller savner du en pendant fra virkeligheden i forhold til intrigerne fra ‘A Game of Thrones’, så kan jeg anbefale dig denne bog.

Kvindernes krig

Den første krigsbog, jeg kaster mig over denne måned, er ‘Kvindernes krig’ af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun er uddannet fra Forfatterskolen og senere som sprogofficer i russisk, inden hun for nogle år siden blev sendt til Helmand i Afghanistan som en del af de danske fredsbevarende styrker.

I bogen fortæller forfatteren om sit møde med de afghanske kvinder og de projekter, som de internationale styrker forsøgte at starte sammen med kvinderne. Kvinderne får blandt andet hjælp til at starte systuer og på den måde være med til at opbygge handlen i det krigshærgede område. Bogen er både en beskrivelse af forfatterens egen udvikling som person og som kvindelig soldat i et mandsdomineret fag, men også om mødet mellem de to kulturer, og hvordan et samarbejde kan opstå på trods af svære vilkår.

Det er en utrolig nærværende og spændende bog, forfatteren har skrevet, og den har et forfriskende anderledes fokus i forhold til mange af de andre bøger, der skrives om krig og om Afghanistan i særdeleshed. Forfatteren problematiserer selv i bogen, at de danske medier altid skriver negative historier om soldaternes indsats og ikke fokuserer på de ting, som de internationale styrker udretter. Det er selvfølgelig let at affærdige med, at det skal hun sige, når hun selv har været en del af de udsendte soldater, men hvor er det dog rart med en bog om krig, der rent faktisk indeholder glimt af håb og succes. Bogen tegner ikke et rosenrødt glansbillede af soldaternes arbejde, for der er problemer og udfordringer, men det er rart at læse, at det er muligt at være med til at ændre tingene – og at hjælpen er værdsat af afghanerne. 

Forfatteren har stor respekt for de afghanske kvinder, og det skinner tydeligt igennem i bogen, hvor hun fortæller om kvindernes levevilkår i det mandsdominerede samfund, hvor kvindernes samarbejde med de internationale styrker gør dem meget sårbare over for hævnangreb fra Taliban. Alligevel møder kvinderne gang på gang op til møder for at lære og for at blive selvforsørgende.

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog med en ret ligefrem stil, så du føler, at du kommer ret tæt på forfatteren og hendes tanker undervejs. Det er en interessant og tankevækkende bog, som jeg gerne anbefaler – uanset om du er fortaler eller modstander af, at Danmark sender soldater af sted til krigszoner. 

Aldrig mere krig

Da jeg besluttede mig for, at maj måneds tema skulle være bøger om krig, indså jeg pludselig, at min viden om 1. Verdenskrig er ret begrænset. I skolen hørte vi primært om 2. Verdenskrig, men det er egentlig utrolig lidt, jeg har hørt omkring krigen, der hærgede Europa i 1914-1918.

‘Aldrig mere krig’ er skrevet af Adam Hochschild og er en skønlitterær historiebog, som beskriver tiden før, under og efter krigen. Den bygger på en række biografiske portrætter af vigtige personer, der var med til at tage de vigtige beslutninger under krigen og/eller præge den offentlige holdning undervejs.

Man siger, at virkeligheden ofte overgår fiktionen, og det er på mange måder også tilfældet med 1. Verdenskrig. Det er skræmmende læsning, for 1. Verdenskrig er ofte beskrevet som den krig, hvor tidligere tiders æresbegreber blev droppet, og hvor krig for alvor blev brutal. Nu begyndte man pludselig at angribe civiliserede, og krigen blev ualmindelig blodig – både ved fronten men også i byerne, når fjenden sendte flyvevåbnet af sted og bombarderede de civile.

Bogen beskriver den patriotisme og (naive) loyalitet, som den engelske befolkning udviste under det meste af 1. Verdenskrig. Til trods for, at soldaterne døde i hundredtusindvis, forblev befolkningen loyal over for beslutningen om at deltage i krigen. Krigsmodstanderne havde svært ved at få orde, og man var nærmest landsforræder, hvis ikke man var 110% for, at England skulle deltage i krigen.

Beskrivelserne af kampene ved fronten, hvor tusinder og atter tusinder døde i helt meningsløse slag om få hundrede meter, er deprimerende og fascinerende på samme tid. Man tager sig til hovedet i frustration, når man læser om, hvordan soldater bliver sendt af sted i slag, hvor de har ingen mulighed for at vinde, og hvor menneskeliv tilsyneladende blot er noget, man ofrer.

Bogen er lidt tung at komme i gang med, for forfatteren bruger de første 100 sider på at fortælle om de personer, der vil få en betydning under krigen. Det er ikke dem alle, hvor det virker logisk, hvorfor de er med, og det gjorde mig en anelse utålmodig. Til gengæld blev det opvejet af beskrivelsen af tiden under krigen, og her var det meget interessant at se, hvordan både fortalere og modstandere af krigen påvirkede offentligheden. 

Det var lidt af en øjenåbner at læse denne bog. Jeg var for eksempel ikke klar over, at spiren til krig var plantet længe før, at krigen brød ud, og at mordet på ærkehertug Franz Ferdinand nærmest blot var en undskyldning for, at Europa flammede op. At krigen var så brutal og blodig var heller ikke noget, jeg vidste, ligesom bogen også rummer en lang række oplysninger om krigsførelsen på den tid, som er utrolig spændende læsning.

Det er en meget lærerig og skræmmende bog. Jeg bliver aldrig skræmt, når jeg læser en Stephen King bog, men ‘Aldrig mere krig’ fik mig til at gyse. Dette er en beskrivelse af en krig, der raserede Europa for 100 år siden, og dette er virkelighed. Det kan i princippet ske igen.