Knust

Dette er tredje og sidste del i ‘Slettet’-trilogien. Læs evt. anmeldelserne af ‘Slettet’ og ‘Splittet’ først. Bogen har jeg fået tilsendt af Nyt Nordisk Forlag.

Jeg vil ikke komme ind på handlingen af denne bog, da det vil afsløre for meget i forhold til de forrige bøger, så jeg opridser i stedet plusser og minusser ved denne bog og serien som helhed.

‘Knust’ følger samme actionniveau som anden bog, ‘Splittet’. Jeg var ikke så begejstret for den ret træge fortællestil i den første bog i serien, så det er godt, der er mere fart over feltet i de efterfølgende bøger. Der kommer også svar på de spørgsmål, som dukker op i løbet af de første to bøger. Til gengæld endte jeg med at synes lige så lidt om ‘Knust’ som jeg gjorde mht. ‘Splittet’.

Jeg synes, at seriens store svaghed er personernes ustandselige skiften side, så du aldrig ved, hvem der hører til den ‘gode’ og den ‘onde’ side. På den ene side kan jeg godt lide, at der opstår tvivl og paranoia – på den anden side bruger forfatteren konstant denne effekt gennem hele ‘Knust’, hvilket til sidst gjorde det komplet utroværdigt. Jeg endte i hvert fald med at være fuldstændig ligeglad med, hvem der hørte til hvilken fraktion, for det ville jo blot ændre sig på næste side.

Samtidig bliver hele konflikten og historien med lorderne også så eeevil, at jeg ikke rigtig kunne tage den seriøst. Måske manglede der bare lidt flere detaljer i forhold til samfundet til at gøre den mere troværdig, men jeg syntes i hvert fald, at de kunne slippe meget let af sted med ting, som almindelige fornuftige borgere ikke ville (læs: burde) tolerere.

Jeg har ikke på noget tidspunkt været særlig begejstret for serien, hvis verden jeg fandt for simpel og karikeret. Jeg havde dog håbet på, at den tredje og sidste bog ville hive oplevelsen op – men det gjorde den desværre ikke.

The Crucifix Killer

Jeg har kun hørt godt om denne bog, så da Cautious anbefalede den, da jeg bad om titlerne på jeres yndlingsbøger, tænkte jeg, at det var en god anledning til endelig at læse bogen – og det fortrød jeg bestemt ikke!

‘The Crucifix Killer’ er skrevet af Chris Carter og er første bog i krimiserien om kriminalkommissæren Robert Hunter. Her bliver en ung kvinde fundet død – hængende fra to stolper som en makaber korsfæstelse – og det fremgår snart, at huden er blevet flået af hendes ansigt, mens hun stadig var i live. Morderen har snittet et dobbeltkors i hendes nakke, og dette tegn vækker ubehagelige minder hos Robert, der to år tidligere jagtede en massemorder, som brugte dette mærke som sit kendetegn. Her blev morderen fanget og henrettet – eller gjorde han? Robert havde sin tvivl allerede dengang, og nu tyder det på, at morderen atter er vendt tilbage for at dræbe…

Dette er hæsblæsende action fra start til slut! Her er ikke noget med lange interviews og dvælen ved små detaljer – dette er en brutal, dramatisk og utrolig spændende historie, som gjorde bogen til en sand pageturner – jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig.

Robert Hunter er bogens sympatiske og (meget) intelligente hovedperson, der har ry for at være en dygtig opklarer. Han virker lige lovlig superhelte-agtig ind imellem (klog, sympatisk, veltrænet og køn), men det er nu forfriskende med en krimi, hvor hovedpersonen ikke er en afdanket midaldrende mand med et ægteskab, der skranter alvorligt. I stedet var bogen krydret med flere scener, hvor Robert måtte haste af sted til dates, og hvor der blev et lille pusterum mellem de mange dramatiske hændelser.

Bogen er – til trods for de brutale mord – ret humoristisk, hvilket især skyldes de underholdende dialoger mellem Robert og hans makker Garcia. De er et skønt makkerpar! Deres ping-pong diskussioner og venskabelige drillerier er med til at tage toppen af en drabssag, der ellers er en af de mest blodige og brutale, jeg har læst.

Da jeg vendte sidste side i bogen, var det med tanken om, hvornår jeg mon skal læse næste bog i serien, for jeg vil helst sikkert læse mere. Det er uden tvivl den bedste krimi, jeg har læst i år.

Er du til actionmættede krimier med humor, så er denne bog noget for dig. Du skal dog være forberedt på scener, der er ret detaljerede og modbydelige, for det er en ret kreativ og bestialsk morder, der er på spil.

Derfor hopper jeg

De fleste bøger, der er skrevet om autisme, er skrevet af ‘normale’ – dvs. ikke-autister, der har forsket i emnet eller er forælder til et autistisk barn. Nu er der udkommet en bog, der er skrevet af en autistisk dreng, og den giver et sjældent indblik i en verden, som de fleste ikke kender og forstår. Bogen fik jeg tilsendt af Rosinante.

‘Derfor hopper jeg’ er skrevet af den 13-årige japanske dreng, Naoki Higashida. Hans tale er meget begrænset, men han har skrevet bogen ved hjælp af en alfabetplade. Bogen er inddelt i en lang række korte kapitler, hvor han svarer på spørgsmål om autisme – såsom hvad er det værste ved at være autist, og hvorfor kan du aldrig holde dig i ro? Han har også skrevet en række korte eventyr, som er sat ind mellem spørgsmåls-kapitlerne.

At læse denne bog er – uden at det skal lyde alt for kliché-agtigt – som at åbne døren ind til en helt anden verden. Det er utrolig interessant læsning og gjorde mig klogere på, hvordan det er at være autist. Nu er det svært for mig som ikke-autist at vurdere, om forfatterens forklaringer gælder for alle autister (eller blot hovedparten af dem), for det er trods alt hans fortolkning, men det virker i hvert fald som en meget kvalificeret beskrivelse, når han kan trække på egne erfaringer.

Teksten er simpel og letforståelig, og den indeholder en sjælden autencitet og livsvisdom, som overraskede og fascinerede mig. Selvom bogen er hurtig at læse, så er det samtidig også en bog, som man ikke er færdig med, når man vender den sidste side. Det er en bog, der får én til at reflektere over livet og de muligheder – og begrænsninger – det giver. Det er også en bog, som jeg ved, jeg vil genlæse for at lære mere om autisters tankegang.

Jeg havde nok forventet, at teksten krøb mere ind under huden på mig, end den gjorde. Jeg tænkte en del over den bagefter, men jeg blev ikke grebet af den på samme måde som da jeg for eksempel læste ‘Glaspigen’. Det er en lidt tarvelig sammenligning – bøgerne er trods alt meget forskellige – men ikke desto mindre havde jeg håbet på lidt mere på den front.

Hvis du vil lære lidt mere om livet – især om hvordan det er at leve et ikke-normalt liv – så bør du læse denne bog.

Profeterne i Evighedsfjorden

I rækken af yndlingsbøger er jeg nu nået til ‘Profeterne i Evighedsfjorden’, som Ditte anbefalede mig.

Bogen foregår i slutningen af 1700-tallet, hvor den unge præst, Morten Falck, tager til Grønland efter endt uddannelse. Her skal han lære lokalbefolkningen om den kristne tro, men det viser sig sværere end ventet, for forholdet mellem lokalbefolkningen og de danske kolonister er dårlig og bliver kun værre, mens Morten opholder sig i landet. Samtidig ulmer oprøret, for to lokale profeter drømmer om et Grønland med frihed og lighed, og det falder den danske overmagt for brystet. Kulturmødet går ikke just stille af, og Morten må indse, at drømmene om Grønland nok var mere romantiske end virkeligheden.

Sproget i denne bog er meget… kropslig. Bogen emmer nærmest af detaljerede beskrivelser af, hvordan personernes kroppe reagerer på vejret, omgivelserne og hinanden, og jeg mindes ikke at have læst en bog, hvor det fysiske aspekt har fyldt så meget. Det var på den ene side meget stemningsskabende og var virkelig med til at skabe et klart billede af de enkelte scener, men på den anden side blev det imellem også lidt for meget. Jeg syntes, det var en smule overvældende at læse så meget om menneskelige sekreter og maveonde.

Jeg blev ret grebet af fortællingen, for bogen er velskrevet, og temaet med Grønland i centrum er spændende og fascinerende. Mødet mellem de to kulturer giver gnidninger, og danskerne bliver ikke ligefrem fremstillet særlig positivt. Samtidig er skildringen af livet i 1700-tallet i Grønland både interessant og skræmmende, da landet er plaget af hungersnød. Afstande var noget helt andet dengang, hvor der kun blev sejlet mad og andre fornødenheder til landet én gang om året. Det er ret tankevækkende set med nutidens øjne.

Jeg havde det til gengæld lidt svært med flere af personerne – især hovedpersonen, der virkede ret egoistisk og pudsigt nok kun virkede sympatisk, når man så ham gennem andres øjne.

‘Profeterne i Evighedsfjorden’ er en bog, jeg er stødt på mange gange, men først har fået læst efter opfordringen fra Ditte. Det er jeg glad for, da jeg ikke tror, jeg selv havde samlet bogen op (der er noget ved forsiden, der skræmmer mig væk), for det var en udmærket læseoplevelse. Hvis du gerne vil læse en interessant og dramatisk fortælling om livet i Grønland i 1700-tallet, så prøv denne bog.

Overtalelse – Persuasion

Rikke nævnte denne bog, da jeg spurgte, hvad jeres yndlingsbøger er, og det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, så den var oplagt at kaste sig over.

‘Overtalelse’ er skrevet af Jane Austen. Bogen har haft flere forskellige titler – dette er den seneste danske oversættelse – og på engelsk hedder bogen ‘Persuasion’. Jeg lånte den som e-bog og læste den på en række togture.

Bogen handler om Anne Elliot, som bor sammen med sin fader og sin ene søster. Da Anne var 19 år, var hun forlovet med søofficeren Frederick Wentworth, men en god veninde overtalte hende til at bryde forlovelsen, da det ikke så ud til, at søofficeren kunne give hende en økonomisk tryg fremtid. Anne har imidlertid aldrig glemt Frederick, som hun holdt meget af, og da hun otte år senere støder på ham, vækkes de varme følelser på ny. Men han opfører sig køligt og reserveret, når hun er i nærheden, hvilket hun egentlig ikke kan fortænke ham i. Alligevel ser det ud til, at hun kan finde kærligheden, da en ny beundrer dukker, men er hun interesseret i ham? Og vil hun lytte til sine venners råd eller følge sit eget hjerte?

Jeg synes, at persongalleriet i denne bog er noget svingende. Mens jeg opfatter Wentworth som en nuanceret og interessant person, så virker Annes fader og søsteren Elisabeth så ignorant og tåbelige, at de i mine øjne fremstod karikerede. Faktisk fik starten af bogen, hvor skærmydslerne mellem Anne, Elisabeth og faderen blev beskrevet, mig til at tænke på Askepot – faderen/søsteren som den onde stedmoder/stedsøster og Anne som den uskyldige Askepot. Det gjorde mig ærlig talt lidt nervøs, for selvom Askepot er et dejligt eventyr, så har jeg brug for en lidt mere nuanceret personkarakteristik i en mere moderne bog.

Anne er en ung, intelligent og betænksom hovedperson, som er let at holde af, men som samtidig også er så (politisk) korrekt, at hun bliver lidt for engle-agtig til min smag. Jeg er til gengæld vild med, at hun har ’skurkerollen’ i forhold til den brudte forlovelse med Wentworth. Her er det for en gang skyld kvinden, der har brudt forlovelsen med manden og ikke omvendt – og dermed hendes ‘opgave’ at forsøge at vinde ham tilbage. En ret interessant vinkel – især set i forhold til, at bogen er skrevet i starten af 1800-tallet.

Dialogen er velskrevet og til tider humoristisk, og selvom jeg ikke rigtig er til passagerne med sladder og intriger, så er disse meget tro mod miljøet og den personfnidder, som mennesker ind imellem dyrker (her kunne jeg skrive kvinder, men jeg kender altså en del mænd, der også er virkelig gode til at sladre…).

Jeg savnede lidt mere handling i bogen – den er meget langsom og rolig i tempoet, men det er jo smag og behag, og det er bogens stil. Når det kommer til stykket, er historien meget simpel, men den er meget stemningsfuld og fint fortalt. En glimrende bog, hvis du gerne vil opleve den engelske adel i 1800-tallet.

Løvindens sang – Alanna 1

Jeg har fundet endnu en yndlingsbog frem – denne gang anbefalet af Pernille, som nævnte den, da jeg bad jer om at anbefale tre bøger. Bogen er første del i en serie på fire bøger, og jeg hørte den som lydbog.

‘Løvindens sang’ er skrevet af Tamora Pierce og handler om pigen Alanna, som drømmer om at blive uddannet som ridder. Hendes fader har dog besluttet, at hun skal studere på en klosterskole ligesom alle andre adelige piger, men det har Alanna tænkt sig at ændre. Sammen med tvillingebroderen Thom udtænker hun en plan, der skal sikre, at de to bytter plads, så Alanna får Thoms plads ved hoffet, hvor han skal uddanne sig til ridder, og Thom i stedet kan uddanne sig som troldmand. De to søskende ligner hinanden så meget, at der blot skal få ændringer – og tilpas meget tøj – til, at de kan drage af sted til hver sit uddannelsessted, uden at faderen fatter mistanke.

Alt går godt, og Alanna får plads ved hoffet, hvor hun præsenterer sig som Alan. Det giver visse udfordringer for hende at holde sit køn skjult, hvilket skaber flere uheldige situationer. Starten er svær, for hun er lille og klejn, men hun kæmper bravt og får snart flere venner.

Hovedpersonen Alanna er den klassiske pige med ben i næsen, der vil have bukserne på og svinge med sværdet ligesom drengene. Hendes køn skal ikke stoppe hende, og hvad hun ikke har i muskler, har hun til gengæld i snilde og snedighed. Det er en meget sympatisk figur og en af mine absolutte yndlings blandt de klassiske karaktertyper. Jeg synes dog, at Alanna godt måtte have haft lidt mere kant – for min skyld måtte hun gerne have haft et par negative personlighedstræk, så hun virkede mere troværdig, men hun er i hvert fald let at sympatisere med.

Bogen er skrevet til et yngre publikum – jeg vil gætte på 10-12-årige – og det er ret tydeligt, for bogens handling og temaer er ret simple. Den bliver ind imellem meget pædagogisk, for eksempel da Alannas krop udvikler sig, og det bliver endnu sværere for hende at skjule, at hun er en pige. Beskrivelsen af denne scene var ikke så elegant, men måske havde scenen virket bedre, hvis jeg havde læst bogen, da jeg var yngre.

Det er en udmærket fantasybog for børn. Jeg ville nok have sat større pris på den, da jeg var yngre, men er du til hyggelig feel-good fantasy, så er dette et fint valg til sommerferien.

Danteklubben

Denne bog har stået og puttet på bogreolen i mange år, og det er ikke en gang min. Gemalen fik den i gave for en række år siden, men han fik aldrig læst den færdig, og siden har jeg flere gange kastet lange blikke efter den og pønset på at læse den. Jeg gik endelig i gang med bogen tilbage i april måned, hvor jeg nåede ca. 40 sider, inden Dewey’s Readathon sluttede. Derefter lagde jeg bogen fra mig, kastede mig over en række andre bøger og glemte alt om denne her…. indtil jeg skulle på ferie i første uge af juni og brugte det som en god anledning til at få læst bogen færdig.

‘Danteklubben’ er skrevet af Matthew Pearl og foregår i midten af 1800-tallet i Boston. Her er en gruppe lærde i gang med at oversætte Dantes ‘Guddommelige komedie’, men de bliver temmelig opbragte, da flere mord rammer byen, og morderen tilsyneladende finder inspiration i Dantes værk. Skal de fortælle politiet om deres viden, eller vil det blot rette mistanken mod dem? Og er de selv i fare? Et kapløb om tiden begynder, for kan de – eller politiet – finde frem til morderen, inden vedkommende slår til igen?

Det er næsten umuligt ikke at tænke på ‘Da Vinci Mysteriet’ og den bølge af religiøse konspirations-krimier, der fulgte i kølvandet på bestselleren. ‘Danteklubben’ har dog ikke fokus på religion (selvom Himmel og Helvede er vigtige elementer i Dantes klassiker), men på det litterære aspekt, hvor de intellektuelle forsøger at løse de sproglige knuder i jagten på morderen. Det er i mine øjne et plus, for der er tærsket lige lovlig meget langhalm på de religiøse konspirationsteorier. I hvert fald for et par år.

Bogen er tung at komme i gang med, og det kræver lidt stædighed at komme godt ind i historien, men derefter blev jeg fanget af fortællingen. Det er en stemningsfuld bog, hvor man som læser får indblik i livet hos de intellektuelle i 1800-tallet, og som ordnørd elsker jeg den passion, som driver de lærdes mange litteratur-diskussioner. Der smages på og svælges i ord, og det er skønt – og en smule for meget. Det bliver ind imellem en kende opstyltet, men stemningsmæssigt passer det nu meget godt ind i historien.

Jeg synes først og fremmest, at det er på personsiden, det halter. Hovedpersonerne er lidt svære at komme ind på livet af – endsige identificere sig med – og flere af skurkerollerne virker karikerede og kedelige. Hovedskurken var jeg ikke så vild med, måske først og fremmest fordi jeg ikke rigtig købte grunden til, at morderen i det hele taget blev morder.

Det er en fortælling, der til tider kan virke lidt gumpetung og forceret, men på andre tidspunkter emmer af litterær glæde og orddribleri. Det er ikke en klassisk pageturner – den kræver lidt mere opmærksomhed og dedikation fra læseren – men det er en udmærket krimi, og holder du tilfældigvis af Dantes værker, vil det helt sikkert være et plus, hvis du læser denne bog.

Den forkerte giraf

Maise Njor er blandt andet kendt for de underholdende bøger, hun skrev sammen med Camilla Stockmann (‘Michael Laudrups tænder’ og ‘Charlie. Hotel. Oscar. Kilo.’), og hvor læseren blandt andet hører en del om Maises privatliv med mand og tre børn. Nu er hun imidlertid skilt, og i sin nyeste bog ‘Den forkerte giraf’ reflekterer hun over tiden efter skilsmissen og ikke mindst nutiden, hvor hun har fundet sammen med en mand, der er 11 år ældre end hende. Jeg læste bogen på min ferie i sidste uge, efter at Gad havde været så venlige at sende den til mig.

Forfatteren bruger ventetiden på et tog i Indien som ramme for sin fortælling om, hvordan hendes rejse hen mod – og sammen med – sin nye kærlighed er sket. Det er en lang tankestrøm, der indeholder mange alvorlige og seriøse overvejelser men også pudsige episoder og sjove kommentarer – først og fremmest fra børnene.

Bogen viser en kvinde, der er blevet ældre og har fået nogle skrammer, mens hun kørte på livets landevej. Hun har ikke tabt modet, men hun har oplevet skuffelser og sorg, og det kommer der nogle interessante refleksioner over, selvom bogen også ind imellem træder lidt vande. Jeg nåede også at blive en anelse træt af togrejse-episoderne – det virkede ind imellem lidt for tænkt.

Du skal ikke læse bogen, hvis du forventer en humoristisk og let bog i stil med de bøger, som Maise Njor og Camilla Stockmann skrev sammen. Denne bog er mere alvorlig og henvender sig i højere grad til læsere over 35 år, der enten har stiftet familie (og er bange for at miste den igen) eller har planer om at stifte familie. Det er en udmærket bog, men lidt for light til mig, og jeg havde personligt håbet på lidt mere humor eller lidt flere overraskelser i bogen. 

Fear & Light

For et par måneder siden udkom 6. og sidste bog i ‘Gone’-serien af Michael Grant. En serie, som jeg startede på sidste efterår og efterfølgende slugte! Oh yeah, jeg blev virkelig overrasket over, hvordan serien tog mig med storm til trods for, at første bog var lidt vag og klichéfyldt. Men serien og ikke mindst personerne udviklede sig, og jeg blev gang på gang overrasket over, hvordan forfatteren blev ved med at kunne udvikle og forny den verden, som historien foregår i.

Her er links til anmeldelserne af de foregående bøger i serien: ‘Gone’, ‘Hunger’ samt ‘Lies’ & ‘Plague’.

De to sidste bøger i serien, ‘Fear’ og ‘Light’, læste jeg her i løbet af foråret. Jeg vil ikke afsløre noget af handlingen i de to sidste bøger i serien, da det vil røbe for meget i forhold til resten af serien. I min anmeldelse af ‘Lies’ og ‘Plague’ beskrev jeg, hvad jeg godt kan lide ved serien, og disse elementer gælder også for ‘Fear’ og ‘Light’. Der kommer dog – heldigvis – også lidt flere forklaringer på de mystiske ting, der sker i bøgerne, og især denne del var jeg meget spændt på. Ville det være troværdige forklaringer, eller ville serien ende i stil med tv-serien LOST, som havde mange løse tråde og en sær slutning?

Slutningen skuffede ikke. Den var på visse punkter ret traditionel, men jeg syntes, forfatteren generelt slap godt fra at forklare, hvordan tingene hang sammen.

Jeg følte mig tryg ved at forlade denne verden – selvom det var ret vemodigt, for pludselig indså jeg, at nu ville jeg ikke længere være i selskab med Sam, Lana, Caine og alle de andre børn fra The Fayz. Det er sjældent, jeg har det sådan, når jeg afslutter serier, men ja – denne serie rørte mig mere, end jeg forventede.

Det er en barsk historie, og hader du bøger, hvor flere af de vigtige personer dør, så skal du ikke læse denne serie. Det er en serie, der bedst kan beskrives som en krydsning mellem ‘Fluernes Herre’ og Stephen Kings skrivestil. I denne serie er der børn, der er onde, der er børn, der dræber, der er børn, der forfølger og torturerer andre børn, og der er børn, der har sex. Mere politisk ukorrekt kan det næsten ikke blive. Og alligevel er det også en smuk historie om venskab, sammenhold og troen på, at mennesker kan forbedre sig.

Gøgens kalden

Denne bog er udgivet under forfatternavnet Robert Galbraith, men det er skam selveste J. K. Rowling, der skrev Harry Potter-serien, som står bag.

‘Gøgens kalden’ er en krimi, der handler om krigsveteranen Camoran Strike. Da en ung model omkommer under tragiske omstændigheder, hyrer hendes bror Camoran som privatdetektiv. Politiet mener, det er selvmord, men broderen er sikker på, at hun blev myrdet, og han vil have Camoran til at efterforske sagen. Camoran arbejder omhyggeligt, og stille og roligt viser det sig, at broderen måske kan have ret – men hvem havde dog interesse i at myrde den unge smukke kvinde?

Denne krimi minder mig om klassikere såsom Sjöwall og Wahlöös krimiserie, hvor jeg anmeldte den første bog tidligere på året. Fortællestilen er rolig og velovervejet, og opklaringen består af mange, lange afhøringer og interviews med vidner og mistænkte. Actionniveauet er ret lavt, og det kræver en vis tålmodighed at læse bogen, for der bliver dvælet ved mange detaljer. Det har sin charme – men jeg blev til tider også en kende utålmodig, fordi jeg følte, at bogen trådte vande.

Camoran er den traditionelle detektiv/opklarer, hvis privatliv sejler. Det ærgrede mig lidt – hvorfor skal detektiver og politifolk altid have så rodede og triste liv ved siden af deres arbejde? Fornyelse tak! Til gengæld var hans samspil med assistenten Robin rigtig fint.

Bogen er velskrevet og ligetil. Dialogerne flyder fint og naturligt, og det var let at forestille sig de personer, som forfatteren krydrede historien med, ligesom det var en fornøjelse at blive ført gennem Londons gader i jagten på sandheden. Nu hjalp det selvfølgelig også, at det var en rigtig god oplæser, der stod for indlæsningen af lydbogen.

Det var en hyggelig læseoplevelse, men jeg savnede som sagt lidt mere tempo i bogen, og opklaringsarbejdet blev ind imellem lige lovlig omstændigt. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil læse den næste bog i serien.