Kongens Ranger

Dette er 12. og sidste bog i fantasyserien ‘Skyggens lærling’, der er skrevet af John Flanagan. Jeg vil kun berøre handlingen i bogen ganske let for ikke at afsløre for meget fra de foregående bøger og i stedet fremhæve de gode og knapt så gode ting ved denne serie.

Jeg gik i gang med serien for flere år siden, og de første mange bøger hørte jeg som lydbøger via netlydbog.dk. De seneste 5-6 bøger er dog alle læst i papirbogsudgave, da jeg ikke kunne vente på indtalingen af de efterfølgende bøger.

‘Kongens ranger’ har jeg også læst i papirudgave, og det var et hyggeligt gensyn med mange af de personer, som også har befolket de tidligere bøger. Starten af fortællingen er langt mere alvorlig og trist end i de tidligere bøger, og det kan jeg på den ene side godt lide, da bøgerne udviklede sig til at være lige lovlig meget feel-good-fantasy til min smag cirka midtvejs i serien. Jeg savnede, at der for alvor var noget på spil, og alt virkede så legende let for hovedpersonerne. Det er det ikke i lige så høj grad denne gang, og det er måske et lidt mærkeligt valg til den sidste bog, for hvorfor ændre på stilen?

Men men – når det så er sagt, så synes jeg, at det er en fin afslutning på serien. Historien afslutter en række ting, udvikler universet og åbner op for nye eventyr, hvilket giver mig lyst til at fantasere videre om, hvad der så kan ske. 

‘Skyggens lærling’-serien er en hyggelig, sjov og til tider rørende fantasyserie, hvor de gode er GODE, og hvor venskab og loyalitet er de altdominerende værdier. Det kan godt blive lige lovlig goody-good (især for os, der elsker ‘A Song of Ice and Fire’-serien), og jeg synes også, at serien taber pusten efter bog 5 og bliver alt for forudsigelig, men det er stadigvæk en serie, jeg gerne anbefaler, hvis du gerne vil læse en fantasyserie med trofaste og sympatiske hovedpersoner.

Jeg har ikke skrevet så meget om de foregående bøger, men jeg har lavet en kort appetizer for de seks første bøger samt anmeldelser af ‘Løsepenge – bog 7’ og ‘Halt i livsfare – bog 9’

Hr. Mandag

Jeg har et ret blandet forhold til Garth Nix’ forfatterskab. Jeg var ret fascineret af Abhorsen-serien, men var til gengæld meget skuffet over ‘Shades børn’. Jeg har længe overvejet at læse ‘Hr. Mandag’, som er første bog i en serie på syv, Rigets Nøgler, og da den blev valgt til mig i denne måneds Goodreads-udfordring, så var der ingen undskyldning længere.

I ‘Hr. Mandag’ følger man drengen Arthur Penhaligon, der skal starte i en ny skole. Arthur har astma og får et ildebefindende i idrætstimen, men mens et par andre børn løber efter hjælp, sker noget mærkeligt. En sær mand – Hr. Mandag – dukker op og giver Arthur en nøgle. Herefter begynder mystiske ting at ske, og snart bliver Arthur jagtet af mænd med hundeansigter, imens han desperat prøver at finde ud af, hvad der foregår.

Dette er helt klart en børnebog, men til et lidt yngre publikum, end jeg forventede. Jeg troede egentlig, at ‘Hr. Mandag’ henvendte sig til 11-14 årige, men efter at have læst bogen vil jeg mene, at den egner sig bedre til 8-10 årige.

Jeg var desværre ikke særlig begejstret for bogen. Det skyldtes til dels, at den er skrevet til yngre børn, og den slags bøger interesserer mig ikke, men det skyldtes også, at stilen i det hele taget ikke rigtig var mig. Den var lidt for simpel på flere punkter, og jeg syntes flere gange, at der manglede en forklaring på, hvorfor en række ting skete, eller hvorfor personerne reagerede, som de gjorde. Det virkede, som om der var en række selvfølgeligheder, som forfatteren glemte at fortælle læseren om, og det irriterede mig.

Efter at have læst bogen til ende, spekulerede jeg på, om jeg ville have syntes bedre om bogen, da jeg var yngre, og efter at tænkt over det, kom jeg frem til, at det ville jeg nok ikke. Jeg ville måske bedømme en smule mere positivt, men ikke meget, for stilen tiltalte mig ikke – jeg syntes ikke, at actionniveauet blev bakket op af en ordentlig baggrundshistorie, og opbygningen var ganske enkelt for simpel til mig.

Northanger Abbey

Da jeg researchede på hvilke humoristiske bøger, jeg skulle læse denne måned, faldt jeg over denne klassiker på netlydbog.dk. Jeg blev lidt overrasket over at finde bogen i kategorien for humoristiske bøger, for det var ærlig talt ikke mit indtryk, at bogen hørte til her, men jeg blev alligevel nysgerrig nok til at låne den. Jeg mangler i forvejen at læse en del af Austens bøger, så det var en kærkommen lejlighed til at gøre noget ved sagen.

‘Northanger Abbey’ er skrevet af Jane Austen og handler om den 17-årige Catherine Morland, der bliver inviteret til byen Bath af naboerne. Her oplever hun for første gang middelklassens selskabsliv og begynder at omgås søskendeparret Henry og Eleanor. Hun inviteres med til familiens hjem, Northanger Abbey, og det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige for Catherine, for hun har nemlig en særdeles sprudlende fantasi. Kombineret med hendes forkærlighed for gotiske romaner bliver det efterhånden svært for hende at adskille virkeligheden fra bøgernes verden.

Da jeg havde hørt bogen til ende, sad jeg og grublede over, hvorfor den i første omgang var kategoriseret under humoristiske bøger. Jeg syntes, den var hyggelig, men morsom? Ikke just. Det var først, da jeg bagefter læste et par tekster om baggrunden for bogen, at jeg forstod sammenhængen.

Bogen er skrevet som en satire over fascinationen af den gotiske litteratur, som var meget moderne i starten af 1800-tallet, hvor ‘Northanger Abbey’ blev skrevet. Her kombineres hovedpersonen, der ikke kan skelne virkelighed og fantasi, med den alvidende forfatter, som kommenterer på handlingen. Hm. Jo, jeg lagde godt mærke til Catherines livlige fantasi, men jeg opfattede det egentlig ikke som en satire. Måske fordi historien først og fremmest var så hyggeligt fortalt?

Catherine er en sød og elskelig hovedperson, og et eller andet sted opfatter jeg historien som en form for feel-good-fortælling (correct me if I’m wrong). Det er en sød og tilforladelig fortælling, som jeg nød, da jeg hørte den, men som også gled ud mellem mine hænder og forsvandt fra mit sind, så snart bogen var slut. Af en eller anden grund blev jeg aldrig rigtig knyttet til fortællingen, og det kan selvfølgelig være en af grundene til, at jeg ikke fandt den synderlig humoristisk, for den gjorde ikke rigtig indtryk på mig.

Der kan selvfølgelig blot være tale om smag og behag, men det kan også være fordi, at jeg hørte den som lydbog. Jeg overvejer i hvert fald at genlæse historien på et tidspunkt – i bogform – så jeg kan teste, om mit førsteindtryk holder, eller om bogen vil fænge mere i den trykte udgave.

Men grundlæggende en hyggelig læseoplevelse.

Marco effekten

De fleste danskere har efterhånden hørt om krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen og hans krimiserie om Afdeling Q. Serien er blandt de bedst sælgende bøger herhjemme, og filmatiseringen af den første bog blev et kæmpe biografhit sidste år.

Da den femte bog i serien udkom, havde jeg egentlig planer om at købe den – jeg ejer i forvejen de fire andre bøger – men et hav af negative anmeldelser fik mig til at tøve. Flere kaldte bogen for den dårligste bog i serien, og til sidst havde jeg læst så mange skuffede kommentarer, at jeg droppede at købe bogen.

For nylig fik jeg dog mulighed for at låne bogen gennem en af mine venner, og det kom jeg ikke til at fortryde, for bogen er bedre end sit rygte.

‘Marco effekten’ handler – som titlen også antyder – om Marco, der er en 15-årig roma, som tjener til føden ved at stjæle. Han lever i en klan, som hver dag afsøger de københavnske gader for nye ofre, de kan bestjæle, men en dag opdager Marco noget, der bringer hans liv i fare. Han stikker af fra klanen og forsøger at undgå at blive fanget, mens han prøver at finde ud af, om han skal afsløre sin viden over for politiet.

Samtidig bliver Afdeling Q udsat for nye udfordringer, da den gamle politichef træder tilbage og overlader posten til en ny – vel at mærke en overordnet, som Carl Mørck har det særdeles svært ved. Afdeling Q har ikke længere så frie tøjler som tidligere, og det huer ikke kriminalbetjenten.

‘Marco effekten’ er nok den bog i serien, hvor Afdeling Q fylder mindst, og jeg vil gætte på, at det er en af de vigtigste årsager til, at bogen har fået så dårlige anmeldelser. Der er ingen tvivl om, at seriens popularitet først og fremmest skyldes afdelingens lidt aparte sammensætning af skæve personligheder. Det generer mig dog ikke, at samspillet mellem afdelingens personer ikke fylder så meget i denne bog – jeg synes, at det ind imellem tog overhånd i flere af de tidligere bøger og simpelthen blev for fjollet.

Jeg var positivt overrasket over grundfortællingen. Det er muligvis den mest troværdige i forhold til de tidligere bøger, for lad os være ærlige – plottene i både ‘Kvinden i buret’, ‘Fasandræberne’ og sådan set også ‘Journal 64’ var ikke særlig realistiske, når vi tænker på, at de foregår i Danmark. I hvert fald de to første bøger i serien var lidt for over the top til min smag.

Jeg bliver også nødt til at rose de flugtscener, der er i bogen. Marco er flere gange på flugt til fods gennem København, og det er sjældent, at jeg har læst så hæsblæsende jagtbeskrivelser, der samtidig er foregået til fods. Samtidig har det også en vis charme, at der er så mange referencer til steder i København, så man – hvis man bare er en smule stedkendt i hovedstaden – let kan visualisere ruterne.

Alt i alt var det en fin læseoplevelse. Jeg havde gerne set lidt mere personudvikling i forbindelse med medlemmerne af Afdeling Q, for på den front skete der ikke synderlig meget. Omvendt var det rart, at selve krimidelen fik lov til at fylde mere i denne bog og tilmed omhandle sager, jeg godt kunne forestille mig kunne foregå i virkeligheden.

Weird Things Customers Say in Bookshops

Jeg har læst flere begejstrede anmeldelser af denne lille bog, og da den passer godt ind i månedens tema med humoristiske bøger, røg den på læselisten tidligere på måneden.

‘Weird Things Customers Say in Bookshops’ er skrevet af Jen Campbell og indeholder en lang række citater og scener fra en lang række boghandlere, hvor kunder har stillet meget mærkelige spørgsmål eller har opført sig ret usædvanligt.

Kunden har ikke altid ret. Det beviser denne bog i hvert fald, for der er mange eksempler på, hvordan kunder opfører sig ret ubetænksomt i boghandlere. Der er eksempler på, at kunder vil slippe små børn løs og derefter lade dem klatre rundt på boghylderne eller simpelthen forvente eller ønsker at efterlade de små børn i boghandlen, mens kunden selv går i en anden butik. Der er også eksempler på, at kunder stiller ret tåbelige spørgsmål eller blot opfører sig utrolig sært.

Flere af episoderne er så absurde, at jeg sad og overvejede, om det ikke blot var noget, forfatteren havde fundet på, for visse eksempler var så langt ude, at det var svært at forestille sig, at det kunne have foregået i virkeligheden.

Selvom bogen kun er lidt over 100 sider lang, så delte jeg den op i mindre bidder, da jeg læste den, for jeg syntes ikke, den var så fængende. Den minder meget om andre bøger med humoristiske citater, og selvom det selvfølgelig var interessant, at citaterne stammede fra episoder i boghandlere, så kunne flere af scenerne sagtens være foregået i andre butikker og stadig være lige så absurde.

Det er en hyggelig lille bog, som sagtens kan læses flere gange, men jeg syntes desværre ikke, at den var helt så sjov og medrivende, som jeg havde håbet. 

Sourcery

Mit første møde med Terry Pratchetts forfatterskab var i de tidlige teenageår, hvor jeg faldt over da danske oversættelser af de første bøger i Discworld-serien. Jeg elskede den syrede, abstrakte og gakkede humor, og de efterfølgende år læste jeg stort set alle de Pratchett-bøger, der blev oversat til dansk. Derefter gik der nogle år, inden jeg begyndte at læse bøgerne på engelsk, men en dag gik jeg i stå, og siden har bøgerne blot stået på boghylden og pyntet. Indtil nu. For nu vil jeg til at læse Pratchett igen, og det passer jo fint ind i månedens tema om humoristiske bøger.

‘Sourcery’ er den femte bog i Discworld-serien, og her vender den uheldige og inkompetente magiker, Rincewind, tilbage som hovedperson. Discworld trues af uro og undergang, da en sourcerer fødes (en form for magiker, der trækker direkte på naturens/verdens magikraft). Hans kræfter er ikke blot en trussel mod de almindelige magikere men mod hele Discworlds eksistens, og selvfølgelig bliver Rincewind involveret i at stoppe ham og redde verden. Det gør han i følgeskab med Luggage (ja, det er en levende kuffert… med små tykke ben…) og et par nye personer,  han møder på sin vej.

‘Sourcery’ passer meget fint ind i den generelle Discworld-stil. Udover Rincewind og Luggage møder man også andre gamle kendinge såsom Death, der er min absolutte favorit i Discworlds persongalleri (hvis man da kan kalde Døden for en person…). Humoren er den samme med den stærkt ironiske tone og den konstante gøren nar af de tåbelige magikere, som præger Discworlds hverdag. Jeg klukkede flere gange af grin over de gakkede scener og nød i det stille, at de storsnudede magikere fik sig en overraskelse…

Men – der var også passager, hvor jeg syntes, at historien gik lidt i stå. Selvfølgelig er det svært at skrive en bog, hvor hver side får dig til at grine, men de stille passager var lige lovlig lange, og der var et par steder, hvor jeg kedede mig lidt.

Det var et hyggeligt gensyn med Discworld-verdenen og ikke mindst både Rincewind, Luggage og Death, og generelt morede jeg mig fint med at læse bogen trods de lidt kedelige passager. Serien er stadig underholdende, og er du til gakket og syret humor i stil med Monty Python, så vil du sandsynligvis også holde af denne serie.

Changeless og Blameless

Dette er anden og tredje bog i ‘Parasol Protectorate’, som er skrevet af Gail Carriger. Det er en steampunk- og fantasyserie, som består af fem bøger. Den første bog, ‘Soulless’, læste jeg på dansk, men da oversættelsen ikke var synderlig god, og da jeg ikke ville vente på, at resten af serien blev oversat, endte jeg med at købe de engelske bøger.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen i ‘Changeless’ og ‘Blameless’ uden at afsløre alt for meget, men jeg vil prøve at sammenligne min læseoplevelse i forhold til den første bog i serien.

Først og fremmest er det en klar fordel at læse bøgerne på engelsk. Der er ganske vist flere udtryk, jeg ikke kendte i forvejen, og da det jo også er en kombination af steampunk og fantasy, så inddrager hovedpersonerne også ind imellem opfindelser, som ikke findes i virkeligheden og derfor kan det være lidt forvirrende, når de introduceres.

I ‘Changeless’ introduceres flere nye og interessante bipersoner, som i den grad bidrager til både handling og stemning i bogen. Man kan roligt sige, at denne serie har nogle ret… skæve… personligheder, og det giver en lang række forviklinger og sjove episoder. Visse konflikter virker en anelse forcerede, og jo – nogle af personerne er også ret karikerede – men historien fortælles hele tiden med et tydeligt glimt i øjet, og jeg kan altså tilgive en del, når en serie har en så karakterfast kvindelig hovedperson som Alexia. Hun er virkelig underholdende at følge!

Jeg morede mig kosteligt, da jeg læste ‘Changeless’, men det kneb lidt mere, da jeg fortsatte til ‘Blameless’. ‘Changeless’ slutter på en lidt irriterende måde, som (desværre) også præger handlingen i den efterfølgende bog. Det virkede lidt som om, at serien tabte pusten. Der var ikke så megen fornyelse i denne bog, og meget af handlingen kørte i ring, så man som læser følte, at man ikke kom nogen vegne. Det var, som om forfatteren var gået lidt i stå og blot gentog noget, der havde stået i de tidligere bøger, og det irriterede mig. Samtidig var persongalleriet mere begrænset, og flere af mine yndlingspersoner var kun med i en enkelt scene eller to.

Til forsvar for ‘Blameless’ vil jeg dog også nævne, at den slutter af på en måde, så jeg allerede nu sidder og spekulerer på, hvad der mon vil ske i næste bog, og jeg håber derfor, at jeg får tid til at læse både 4. og 5. bog her i løbet af efteråret. Selvom ‘Blameless’ ikke var nær så god som de to første bøger i serien, så er serien stadig ganske underholdende, og jeg ser frem til flere timer i selskab med den paraplysvingende Alexia.

The Summer I Became a Nerd

Da jeg læste oplægget til denne bog, besluttede jeg straks, at den måtte være noget for mig! Som fantasy-, rollespils-, computerspils- og brætspilsnørd lyder det jo besnærende med en bog, hvor den populære pige viser sig at være nørd – et twist man sjældent ser i ungdomsbøger.

‘The Summer I Became a Nerd’ er skrevet af Leah Rae Muller og handler om teenageren Madelyne, der er cheerleader. Hun er – selvfølgelig – smuk og populær og dater en af fodboldspillerne. Men Madelyne har en hemmelighed – i virkeligheden er hun hardcore tegneseriefan, men hendes nørdede hobbies sørger hun for at skjule for ikke at miste status. Hvem ville dog se op til en pige, der var… adr… nørd?! Madelynes hemmelighed er dog tæt på at blive afsløret, da hun – i jagten på det seneste nummer af en tegneserie – kommer til at afsløre sin lidenskab over for den jævnaldrende Logan, som er ekspedient i den lokale tegneserieshop. Pludselig bliver det meget svært for Madelyne at bevare sin facade, for Logan tager hende også med til liverollespils-arrangementer, og hun indser, hvor meget hun elsker det. Men hvad skal hun gøre, hvis de andre på skolen opdager?

Det er på mange måder den klassiske historie om identitet og modet til at vise omverdenen, hvordan man inderst inde er – om det så er nørd, hestepige, popdreng eller noget helt fjerde. I dette tilfælde er konflikten dog lidt utraditionel, eftersom det er en pige, der er i al hemmelighed er nørd – og tilmed er skolens mest populære pige.

Jeg har som sagt en del nørdede hobbies og har i mange år identificeret mig selv som nørd. Jeg ved ikke, om jeg har været heldig og altid gået i skoler, hvor folk har været meget tolerante, eller om bogens konflikt i det hele taget virker en smule kunstig i dansk sammenhæng. Jeg synes i hvert fald, at det er en anelse underligt, at det er SÅ tabuiseret at være nørd, at Madelyne er rædselslagen ved tanken om at blive afsløret. Jeg havde lidt svært ved at acceptere præmisset for historien – eller i hvert fald at linjerne var trukket så skarpt op, for jeg har aldrig mødt folk, der ville reagere sådan, hvis man fortalte dem, at man elsker tegneserier. 

Når det kommer til stykket, synes jeg heller ikke, at hendes liv virker særlig nørdet. Det er først, da Logan tager hende med til liverollespil, at det for alvor bliver ret kitchet – og det er udelukkende fordi det er amerikansk liverollespil, som adskiller sig meget fra den form for liverollespil, der er i Skandinavien. I USA er liverollespil meget mere legende og med det glimt i øjet, mens det i Danmark – ofte – bliver taget ret alvorligt og er tættere på totalteater og reenachment, hvor kostumer og rekvisitter helst skal være så troværdige som muligt. Så ja – som dansk liverollespiller synes jeg, at liverollespilsscenerne i denne bog er meganørdede (og meget mærkelige – det er næsten som at høre om liverollespil for første gang, for det er så anderledes i forhold til den måde, jeg er vant til, at liverollespil er her i Danmark). Af samme grund falder flere af de konflikter, de oplever under deres liverollespilsture, lidt til jorden, fordi de ganske enkelt virker ret kunstige i mine øjne.   

Alt i alt savnede jeg lidt flere sære og nørdede detaljer. Jeg syntes, at Madelyne reagerer alt for desperat i forhold til at få afsløret sin kærlighed til tegneserier – så er det altså heller ikke værre! Jeg var dog positivt overrasket over Logan – han lyder som en fantastisk fyr, og hans mor er også ret sej – en kombination man sjældent ser i bøger, men som førte til flere sjove scener i bogen.

‘The Summer I Became a Nerd’ er en fin lille sommerbog med en sød kærlighedshistorie. Jeg havde som sagt håbet på lidt mere dybde i forhold til den nørdede del, men nu vil jeg i første omgang glæde mig over, at der overhovedet er (smukke og populære) nørder med i denne bog. Det er første skridt i nørdernes overtagelse af verden 😉

Mini-shopaholic

Chick-lit er en af de genrer, jeg har det sværest med. Jeg kan på ingen måde identificere mig med hovedpersonerne, og jeg synes ofte, at de er karikerede og yderst tåbelige damer, der ikke kan tænke på andet end shopping, kalorier og mænd. Jeg når sjældent mere end 30 sider ind i en chick-lit-bog, før jeg får virkelig lyst til at tage fat i hovedpersonens skuldre og ruske hende hårdt, indtil hun tager sig sammen (her må jeg lige komme med en disclaimer – sådan noget kunne jeg ALDRIG finde på at gøre i virkeligheden!)

Når det så er sagt, så plejer jeg altid at læse en chick-lit-bog i løbet af sommeren. Jeg mener, det er meget godt at udfordre sig selv, og dette gælder også boggenrer, som jeg ellers holder mig langt fra. Der er jo altid en (lille) mulighed for at blive positivt overrasket. Samtidig passer denne bog fint ind i månedens tema – humoristiske bøger.

‘Shopaholic’-serien af Sophie Kinsella er en af de mest kendte chick-lit-serier, og jeg har efterhånden læst de fleste af bøgerne gennem årene. Jeg fandt ‘Mini-shopaholic’ netlydbog.dk og brugte lydbogen som underholdning, når jeg kørte i tog eller gik ture.

I bogen følger man vanen tro den shoppeglade Rebecca, der nu har fået en datter – den toårige og meget aktive datter, Minnie. Pigen har temperament og forstår i den grad at få Rebecca til at danse efter sin fløjte, og det huer ikke Rebeccas mand. En kendis-barnepige bliver hyret for at yde hjælp og sparring til den lille familie. Samtidig beslutter Rebecca sig for at arrangere et stort surpriseparty for manden i anledning af hans fødselsdag, men hvad der i første omgang ser ud til at være en let opgave, vokser sig større og større og truer med helt at tage kontrollen over Rebeccas liv.

Jeg gruede lidt for at læse denne bog, for jeg vidste ikke, hvor meget børneopdragelsen ville fylde, og det var denne del, jeg frygtede. I mit skrækscenarie forestillede jeg mig, hvordan Rebecca opdrog sin datter til at blive en lige så materialistisk og shoppegal person som hende selv, og det ville jeg synes var meget deprimerende. Heldigvis blev jeg positivt overrasket – selvom der var tegn på, at Rebeccas shoppelidenskab havde påvirket datteren, så var det ikke noget, der fyldte nær så meget i bogen, som jeg frygtede – og datteren var faktisk ikke så hysterisk, som jeg troede.

Rebecca er på mange måder en ret irriterende hovedperson. Hun er naiv, narcissistisk og gør tit ting, som hun udmærket ved er forkert. Hun lyver og snyder (ikke mindst sig selv), og et eller andet sted er hun vel meget menneskelig – selvom jeg nu heldigvis ikke kender nogen, der i den grad omgås sandheden så lemfældigt. MEN – for der er et men – i denne bog fik jeg mere respekt for hende. Hendes plan om at holde en surprisefest for manden er ikke blot en sød tanke – det er en idé, hun jagter med samme ildhu som et udsalg hos Prada. Selvfølgelig er der noget selvrealisering i projektet – hun ved faktisk ikke, hvordan manden vil have det med at være centrum til en stor fest – men i bund og grund handler det om, at hun elsker ham meget højt og vil gøre alt for at overraske og glæde ham. Den næstekærlighed, som denne handling udstråler, er jeg ret pjattet med, og den gav den helt rigtige feel-good-fornemmelse.

Denne bog er helt klart en af de bedre chick-lit bøger, jeg har læst. Den var hyggelig og sjov, og selvom hovedpersonen kan være helt ustyrlig naiv og uansvarlig, så viser hun denne gang nogle lidt mere voksne og sympatiske træk, som jeg godt kan lide. En hyggelig bog, der egner sig fint som sommerlæsning.

Sapphire Blue

Dette er anden bog i ‘The Ruby Red’-trilogien skrevet af Kerstin Gier – se anmeldelsen af første bog, ‘Ruby Red’.

I ‘Sapphire Blue’ får Gwyneth for alvor mulighed for at bruge sine evner som tidsrejsende. Sammen med Gideon bliver hun sendt på adskillelige missioner, men det er ikke dem alle, hun forstår, og i det hele taget føler hun det, som om der foregår noget bag hendes ryg. Hvorfor er det egentlig, at de skal på disse rejser – og hvad er det, de andre ikke vil fortælle hende? Samtidig er hun så småt ved at vænne sig til Gideons arrogance, men han kan nu også være meget charmerende, og hun indser efterhånden, at hun er forelsket i ham. Men er han overhovedet interesseret i hende?

Da jeg anmeldte ‘Ruby Red’, kritiserede jeg den for at være lidt for simpel og uden synderlig megen handling. Det var, som om indledningen blev trukket i langdrag, og forfatteren ikke til fulde udnyttede de mange spændende muligheder, som tidsrejser giver. I ‘Sapphire Blue’ er der mere fart over feltet, og selvom bogen fortsat er rimelig simpel – selv for en ungdomsbog – så er der nok at lave for Gwyneth, der både skal lære en masse nye færdigheder for at kunne af sted på tidsrejser – samt rejse i tid hver dag!

Gwyneth er en ret normal og sympatisk pige. Måske er hun en anelse naiv – i hvert fald tog det hende ikke lang tid at forelske sig i den bedrevidende og arrogante Gideon, og det ærgrede mig lidt. Det var lige lovlig let for ham, og det gik ganske enkelt for hurtigt til, at det virkede troværdigt.

I denne bog får hun et sidekick – en lille dæmon, som kun hun kan se – og jo, det bliver en anelse gakket, men det havde jeg egentlig ikke noget imod, eftersom det gav mulighed for flere interessante scener undervejs.

Der kommer flere svar – men også langt flere spørgsmål – i denne bog, og det er stadig svært at gennemskue, hvad der præcis foregår, og hvem man kan stole på. Det passer mig fint, selvom jeg savner følelsen af, at der for alvor er dybde i forviklingerne – der måtte for min skyld gerne være flere intriger og konspirationer.