Out

Den sidste japanske bog, jeg nåede i august måned, var ‘Out’ af Natsuo Kirino. Bogen har stået på min bogreol i mange år, og jeg kan ikke længere huske, hvor eller hvorfor jeg købte den, men nu var det efterhånden på tide at læse den!

Bogen handler om fire japanske kvinder, der arbejder på natholdet på en bento-fabrik (en bento er en slags madpakke, du kan købe overalt i Japan på samme måde, som du kan købe sandwiches overalt i europæiske storbyer. Se her, hvis du vide, hvordan du selv kan lave en bento box). En morgen dræber en af kvinderne sin utro og spillegale mand. Hun søger hjælp hos de andre kvinder, og de ender med at sørge for, at liget bliver skaffet af vejen. Først senere finder hun ud af, at de har parteret manden og fordelt ligdelene ud over hele byen.

Ingen fatter mistanke til fire kvinder – eller gør man? Da politiet går i gang med opklaringsarbejdet, starter en kæde af afpresningsforsøg, pengeudvekslinger, skyldfølelse, vrede og misundelse blandt de fire kvinder. Hvem kan stole på hinanden? Og hvem skal man hjælpe?

Denne bog adskiller sig meget fra mange af de andre japanske bøger, jeg har læst. Denne foregår i nutiden med fire kvindelige fabriksarbejdere som omdrejningspunkt. Det er en socialrealistisk setting, som dog hurtigt udvikler sig på en måde, som (forhåbentlig) ikke ligner den almindelige japaners hverdag. Kvindernes indbyrdes forhold er til tider lidt akavet. De taler en del sammen på fabrikken, men ses ikke rigtig privat, og den ene af dem er tydeligvis ikke vellidt af de andre – hvilket er helt forståeligt, for hun er virkelig irriterende! Derfor virker deres samarbejde både utroligt og temmelig mystisk i mine øjne. Jeg blev simpelthen nødt til at læse videre for at prøve at forstå dem og deres handlinger.

Der er en underspillet og næsten frustrerende langsom spændingskurve i denne bog. På den ene side er historien ret interessant, men på den anden side er fortællerytmen så langsom, at den var noget træg at komme igennem. Først i den sidste tredjedel kom der lidt mere tempo, men det er lang tid at vente, når bogen er lidt over 500 sider lang. Personligt havde jeg gerne set, at der var barberet 100 sider af.

Forfatteren slipper af sted med at fortælle en historie, som i bund og grund er meget simpel. Der er utallige muligheder for at indflette nye, spændende sideplots til historien, men gør forfatteren sjældent. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det irriterer mig eller ej. På den ene side forstår jeg ikke, at vedkommende ikke bruger det hav af muligheder, der er for at give historien et ekstra twist eller to, og på den anden side kan jeg egentlig godt lide, at jeg gang på gang tog fejl, når jeg prøvede at gætte i hvilken retning, historien ville gå.

Afslutningen – som dog ikke overraskede mig så meget – var jeg ikke fan af. Den virkede vag og underlig i mine øjne.

Det er en bog, som giver dig et lille indblik i den japanske underverden – og livet som natarbejdende kvinde (!). Det er også en bog, som indeholder flere brutale og blodige scener – der bliver for eksempel parteret et lig på et tidspunkt – så nu er du advaret. Det er dog ikke fordi, at volden er det bærende element i bogen, men den er ind imellem lidt voldsom.

Du skal læse bogen, hvis du gerne vil opleve et Japan, der ikke foregår i feudaltiden. Her er ingen samuraier eller blussende geishaer – kun fortabte kvindelige skæbner og hårdt natarbejde. 

Freaks

Forlaget Turbine kontaktede mig for at høre, om jeg kunne være interesseret i at anmelde denne bog, og da jeg først havde læst foromtalen, var min nysgerrighed vakt.

‘Freaks’ er skrevet af Anika Eibe og handler om et freakshow – en form for cirkus befolket af vanskabninger – der rejser rundt i 1800-tallets England. Her er blandt andet drengen Jack, som har tre lange, krabbeklolignende fingre på hver hånd og en meget skællet hud samt pigen Violet, der bærer rundt på resterne af sin ikke-fødte tvillingesøster i den ene side af kroppen. Deres liv er ikke misundelsesværdigt, og de har svært ved at deltage i forestillingerne, men i det mindste er de blandt ligesindede i cirkusset.

På St. Bart’s hospital er lægen John Cavendish samtidig i gang med at forske i deformiteter, og han går længere og længere i sine eksperimenter i jagten på mere viden om de menneskelige vanskabninger. Da han hører, at et nyt freakshow kommer til byen, sikrer han sig straks billet til showet…

Stemningen og hele grundideen ved historien er interessant og anderledes. Jeg blev med det samme grebet af bogen og ikke mindst den verden, som den beskrev, og jeg forestillede mig levende, hvordan personerne og stederne så ud. Den første halvdel af bogen var rigtig spændende og velskrevet, og jeg syntes, der var en god rytme i fortællingen. Samtidig var personerne levende og nuancerede.

I anden halvdel af bogen begyndte det dog at halte lidt. Det virkede, som om forfatteren havde for få sider at skrive bogen på, og den sidste halvdel virkede slet ikke så gennemarbejdet som første halvdel. Flere ting blev jappet igennem, og slutningen var meget kortfattet og brat. Det var synd, for jeg syntes, det var utilfredsstillende og slet ikke i samme stil og ånd som den første halvdel af bogen.

Det meste af handlingen er meget forudsigelig, og det er lidt ærgerligt, for jeg ville gerne overraskes mere. Jeg syntes dog, at det var værre, at skurken – John Cavendish – var så endimensional og kedelig. Han måtte gerne have haft lidt mere personlighed og ikke blot være den klassiske og unuancerede skurk. Han virkede næsten karikeret.

Det var en udmærket læseoplevelse, der dog blev ødelagt lidt af den sidste del af bogen. Jeg ville ønske, at der var flere sider i bogen og dermed også mere plads til, at dramaet kunne udvikle sig, og at slutningen ikke skulle hastes sådan igennem. Men en rigtig spændende setting for en historie.

The Knife of Never Letting Go

Patrick Ness er blandt de mest omtalte forfattere hos booktubers gennem det seneste år, hvilket selvfølgelig har gjort mig ret nysgerrig. Hvorfor er der så megen hype omkring hans bøger – og er de monstro noget for mig? Da jeg så, at han havde skrevet en meget rost scifi-trilogi, vidste jeg med det samme, at den måtte jeg kigge nærmere på, så i sommerferien læste jeg den første bog i ‘Chaos Walking’-trilogien.

‘The Knife of Never Letting Go’ handler om drengen Todd, der er vokset op på en planet, hvor alle mennesker kan høre hinandens tanker. Hele tiden. Det er faktisk stort set umuligt at holde noget skjult for andre, for de kan hele tiden høre, hvad du tænker på og dermed også hvad du føler, og hvad du vil. Dette er dog ikke kun begrænset til menneskene, for du kan også høre dyrs tanker, selvom de selvfølgelig er langt mere simple end menneskers tanker.

Todd bor i Prentisstown, hvor der kun bor mænd. Dengang krigen mellem menneskene og Spackle-væsnerne rasede, brød en frygtelig virus ud, som dræbte alle kvinderne og aktiverede mændenes evner til at høre tanker. Prentisstown er den eneste by, der er tilbage efter krigen, og her går Todd blot og venter på sin fødselsdag en måned senere, hvor han går fra at være dreng til at være mand.Altså lige indtil han møder en pige ude i sumpen og finder ud af, at noget er galt. Der er åbenbart noget, som han ikke ved – eller som er helt, helt forkert. Men hvad er det, der foregår, og hvem kan han stole på?

Starten af bogen var virkelig ‘in your face’ – der var ingen rigtig introduktion til stedet og verdenen, og de første sider var meget forvirrende. Jeg var meget overrasket og blev lidt betænksom – hvad i alverden var det, jeg var begyndt at læse? Min nysgerrighed blev vakt, og der kom heldigvis flere informationer om verdenen og hele settingen for historien. Jeg blev hurtigt grebet af stemningen og var fascineret af hele konceptet med tankelæserne og ikke mindst de ‘talende’ dyr. Sjovt, interessant og anderledes. Jeg kan dog godt forstå, hvis der er nogen, der stejler over starten af bogen – det er ikke ligefrem fordi, at den tager læseren i hånden og fører vedkommende trygt ind i historien. Det er lige på og hårdt, og det føltes faktisk lidt som et gok med et baseballbat!

Todd er en lidt pudsig hovedperson. Jeg havde ikke så megen sympati med ham i starten, men det ændrede sig dog undervejs. Der er flere interessante personer i historien, men desværre ikke så mange, der for alvor får lov til at fylde meget i fortællingen, og det ærgrede mig lidt, for det gjorde dem også lige lovlig overfladiske.

Stemningen i bogen er meget speciel. Jeg syntes, det var et ubehageligt sted, og jeg kom til at tænke på ‘Everlost’, hvor jeg også hurtigt konkluderede, at det var bestemt ikke en verden, jeg ville ende i. Der er, som om farerne lurer lige under overfladen, og at alle vil dig ondt. Da jeg kom længere ind i bogen, begyndte jeg dog at sammenligne den med ‘The Gunslinger’ – ikke så meget på grund af handlingen men nærmere på grund af stemningen og den ensomme og – næsten – øde verden. Men på trods af den ubehagelige stemning så er bogen også ret humoristisk, og især Todds hund, Manchee, gav anledning til mange smil undervejs.

Jeg har læst flere anmeldelser af bogen, hvor det største kritikpunkt er slutningen på bogen, og her må jeg erklære mig enig – det er en virkelig mærkelig og ikke særlig elegant slutning. Det kan jeg selvfølgelig ikke komme så meget ind på her, da det ville afsløre for meget. Den virker på den ene side ret forceret og konstrueret (der mangler lidt en troværdig forklaring på, hvorfor det sker), men på den anden side sad jeg også bagefter og tænkte “hvad i alverden vil der så ske nu?!”. Så helt galt på den er forfatteren da ikke – men jeg var alligevel irriteret over slutningen og syntes, at den ødelagde lidt af læseoplevelsen.

Selvom slutningen som sagt skuffede mig, så er der ingen tvivl om, at jeg skal læse resten af serien, og jeg har da også straks købt de to sidste bøger i serien. Jeg er virkelig spændt på, hvad der vil ske i næste bog, og jeg håber, jeg kan komme videre med serien i løbet af efteråret.

Opfindelsen af Hugo Cabret

I denne måneds Goodreads-udfordring fik jeg til opgave at læse ‘Opfindelsen af Hugo Cabret’, som er skrevet af Brian Selznick. Jeg så filmatiseringen af bogen for et par år siden og blev grebet af den fantastiske historie og de smukke billeder. Dengang vidste jeg ikke, at det var en filmatisering, så da jeg i starten af året opdagede, at den byggede på en bog, købte jeg den med det samme.

Historien foregår i Paris i 1931, hvor vi følger den forældreløse dreng, Hugo Cabret. Han bor under loftet på hovedbanegården, hvor han i al hemmelighed sørger for at vedligeholde stationens ure. Ingen må vide, at det er ham, der tager sig af urene. Det er egentlig hans onkels job, men Hugo er sikker på, at onklen døde for nogle måneder siden, og nu er det Hugo, der dagligt tjekker, om urene går, som de skal. Når han ikke passer urene, arbejder han på at reparere den indviklede mekaniske mand, som er den eneste ting, han har tilbage fra sin far. Hugo er overbevist om, at hvis han blot kan reparere den mekaniske figur, så vil den skrive en vigtig besked fra faren.

Hugos jagt på reservedele til den mekaniske mand fører ham en del omkring, og på sin vej møder han blandt andet pigen Isabelle. Hun vinder snartr hans tillid, og de to børn forsøger sammen at løse gåden om den mekaniske mand.

Dette er en ret tyk bog, men det skal man ikke lade sig skræmme af, for bogen er fuld af tegninger, og der står ikke særlig megen tekst på hver side. Bogen er hurtigt læst, men indeholder ikke desto mindre en smuk historie om en dreng, der savner sin far og desperat prøver at reparere det sidste minde om faren – den mekaniske mand – så den måske viderebringe en sidste besked fra faren. Det er på den ene side rørende og på den anden side utrolig trist, og som læser vidste jeg ikke, om jeg skulle håbe på, om han fik repareret manden eller ej. Tænk hvis den ikke indeholdt en besked fra faren?

Selvom det er en børnebog, så er det en ret alvorlig fortælling, og det kan jeg godt lide. Jeg læste selv en del tunge og seriøse bøger som barn, og jeg mener ikke, at alle børnebøger skal være fis og ballade. Det er også vigtigt at fortælle alvorlige og til tider triste historier for børn – noget som Astrid Lindgren i den grad mestrede.

Jeg elsker hele settingen – banegården, det triste loft, boden hos den gnavne butiksejer, som Hugo møder og ikke mindst de ting, som Hugo og Isabelle opdager, da de forsøger at løse gåden om den mekaniske figur. Jeg var dog farvet af at have set filmatiseringen og brugte ikke tegningerne så meget, som folk der ikke kender historien ville have gjort. Historien er i sig selv også ret unik – og godt tænkt – og viser sig at være ret uforudsigelig på en række punkter. Det gør den måske lige lovlig letkøbt et par steder, men det skaber ikke desto mindre en fantastisk og nærmest magisk historie.

Jeg nød at læse bogen, men jeg har også en tilståelse – jeg kan bedre lide filmen. Filmatiseringen af bogen er en visuel nydelse, og skuespillerne sørger i den grad for at gøre historien levende og nærværende. Samtidig syntes jeg, at der var lige lovlig mange tegninger i bogen – eller rettere – der var lige lovlig mange tegninger, som mindede for meget om hinanden.

Dette er en bog, du sagtens kan læse som voksen. Har du muligheden, så sørg også for at se filmen. 

Beyond the Shadows

Dette er tredje og sidste bog i trilogien ‘The Night Angel’. Læs anmeldelserne af ‘The Way of Shadows’ og ‘Shadow’s Edge’.

‘Beyond the Shadows’ er skrevet af Brent Weeks, og da det drejer sig om tredje bog i en serie, vil jeg traditionen tro ikke komme ind på handlingsforløbet for ikke at afsløre for meget om de foregående bøger. I stedet vil jeg opridse de gode og dårlige ting ved bogen og serien som helhed.

Den tredje og sidste bog i serien er heldigvis ikke præget lige så meget af luder/madonna-retorikken som den foregående bog, ‘Shadow’s Edge’. Der er til gengæld en del moralisering – især i forhold til ærbarhed og hyldesten af det monogame parforhold – og det bruges der lige lovlig megen tid på. Her kunne forfatteren snildt have skåret ned på beskrivelserne, uden at meningen ville være gået tabt.

Hovedpersonen fremstår stadig sympatisk, men i kærlighedsscenerne fremstår han ofte meget naiv og skrøbelig – noget som ind imellem bliver helt akavet i forhold til, hvor ualmindelig sej han er som lejemorder. Der er visse scener, der bliver lige lovlig rosenrøde; i hvert fald hvis man sammenligner med de to foregående bøger. Det er et stilskifte, der forvirrer og irriterer på samme tid.

‘Beyond the Shadows’ får afrundet mange af de historier, som de to foregående bøger har handlet om, og selvom forfatteren ikke forklarer alle detaljer, så synes jeg, at det er en fin slutning på serien. Den rummer både håb og bittersød forløsning.

Jeg har bestemt nydt at læse serien, men det har også været en forvirrende oplevelse. Den første bog var ualmindelig barsk og brutal – den var endda så voldsom, at der gik et godt stykke tid, før jeg havde samlet mod til at læse den næste bog i serien. Den anden bog var til gengæld overraskende humoristisk, men persongalleriet var desværre også præget af, at stort set alle kvinderoller enten var prostituerede eller jomfruer, og der blev spillet meget på seksualitet på en meget primitiv måde. Det irriterede mig, men dog ikke mere end at jeg godt kunne nyde bogens andre kvaliteter – både den generelle verden, bogen foregår i, og de mange actionscener. Den tredje og sidste bog var stilmæssigt også forskellig fra de to foregående og har mange stille (og romantiske) scener, som er søde men også lidt trættende i længden.

Det ærgrer mig, at forfatteren har været så inkonsekvent, for selvom jeg har været godt underholdt, så betyder det også, at serien ikke fremstår så helstøbt og overbevisende, som den kunne have gjort. Du skal læse serien, hvis du trænger til at læse voksen-fantasy, hvor der bestemt ikke bliver holdt tilbage hvad angår vold, mord, voldtægt og kynisme. Der er også lyspunkter – bare rolig – men især den første bog er barsk.

Stilhedens tårn

‘Stilhedens tårn’ er fortsættelsen til ‘Spurvenes sky’. Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse fortsættelsen allerede i denne måned, men da jeg var ret begejstret for ‘Spurvenes sky’, så kunne jeg jo lige så godt låne ‘Stilhedens tårn’ med det samme.

Bogen er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår et stykke tid efter, at ‘Spurvenes sky’ endte. Jeg kan derfor ikke røbe noget af handlingen her, men vil i stedet komme ind på, hvad der fungerede – og ikke fungerede – i denne fortsættelse.

Selvom mange af personerne fra den første bog går igen i ‘Stilhedens tårn’, så er stilen meget anderledes. Handlingen er delt op i mange forskellige historieforløb, der finder sted både i starten af 1300-tallet samt på forskellige tidspunkter i årene 1860’erne frem til 1880’erne. Det er ret forvirrende i starten, og selvom der ikke gik så længe, før jeg gennemskuede, hvorfor historien var opbygget på denne måde, så endte jeg med at finde det (unødigt) irriterende. Der er ganske enkelt for mange små historiebidder, der skal falde på plads, og ind imellem virkede det lige lovlig søgt, at historien skulle splittes op i så mange underkapitler.

Jeg savnede den dynamik, action og humor, som prægede den første bog. Hvor den første bog først og fremmest gik ud på at fortælle en god historie og samtidig også beskrev mødet mellem to meget forskellige kulturer (Asien og Vesten), så er ‘Stilhedens tårn’ mere en snørklet skæbnefortælling, hvor en masse puslespilsbrikker skal hænge sammen. Humoren er stort set væk, action er der meget lidt af, og dynamik…? Nej ikke rigtig.

Det var selvfølgelig et hyggeligt gensyn med de personer, jeg godt kunne lide i den første bog, men jeg syntes, at handlingen var alt for langtrukken og forudsigelig, hvilket egentlig er lidt af en bedrift i forhold til hvor snørklet, den var sat op. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor forfatteren har valgt dette stilskifte i forhold til den første bog, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet være.

‘Stilhedens tårn’ blev slet ikke den spændende fortsættelse til ‘Spurvenes sky’, som jeg havde håbet. Hvis du har planer om at læse ‘Spurvenes sky’ – eller allerede har gjort det – så vil jeg fraråde dig at læse ‘Stilhedens tårn’. Selvom du faktisk får opklaret et par mysterier fra den første bog, så er fortsættelsen slet ikke på samme niveau som sin forgænger. Desværre.

Mit liv som geisha

Nu har denne bog efterhånden ventet på min bogreol i så mange år, at det næsten er pinligt, at jeg ikke har fået læst den før nu. Det har dog en god forklaring, for jeg fik bogen kort tid efter, at filmatiseringen af bogen blev vist i biograferne. Jeg vil helst holde bog og film adskilt fra hinanden, så jeg blev nødt til at vente et stykke tid, så jeg ikke kunne huske alle filmens detaljer. Det var dog svært, for det er en ret god historie, som ikke vil forsvinde fra min hukommelse igen.

‘Mit liv som geisha’ er skrevet af Arthur Golden og handler om pigen Chiyo, der sammen med sin lidt ældre søster bliver adopteret af en fremmed mand, da Chiyos mor er dødeligt syg, og faren har svært ved at brødføde familien. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke er blevet adopteret, men nærmere solgt til en fremmed mand, som sender dem til Kyoto. Her bliver de to søstre skilt fra hinanden, og Chiyo bliver indkvarteret i en okiya, hvor hun skal oplæres i at være geisha. Læretiden bliver hård, for husets førende geisha, Hatsumomo, har set sig gal på Chiyo og gør alt for at ødelægge hendes chancer for at blive en eftertragtet geisha. Men Chiyo er ikke uden evner, og da lykken endelig smiler til hende, kan hun give Hatsumomo den modstand, hun fortjener.

Bogen giver et ret interessant indblik i uddannelsen af geishaerne – de japanske kurtisaner og selskabsdamer, som er noget helt andet end prostituerede (selvom der er tidspunkter, hvor geishaerne vælger at gå i seng med deres kunder). Beskrivelserne af deres tøj, udstyr og omgivelser er så malende, at jeg næsten kan mærke silken mellem mine fingre og dufte den sminke, de bruger. Det er smukt, betagende og i mine øjne meget japansk, for æstetik og skønhed er vigtige elementer i den japanske kultur.

Det er en fortælling, der emmer af drama, intriger, kærlighed og had. De japanske æresbegreber kommer også i spil, men dog slet ikke i samme grad som i for eksempel ‘Spurvenes sky’. Selvom man som læser ikke er i tvivl om, at Chiyo nok skal blive geisha på et tidspunkt – det afslører titlen jo – så er hendes vej dertil meget spændende og dramatisk. Der er et vis element af ‘Den grimme ælling’ over fortællingen, for hun skal så meget ondt igennem, inden hun – endelig – kan blive geisha. 

Det er en smuk fortælling, som stadig indeholder flere overraskelser, selvom en del af handlingen også er let at gætte. Bogen er for dig, der er fascineret af den japanske kultur og gerne vil have et indblik i geishaernes verden og for dig, der gerne vil have en fængslende skæbnefortælling med masser af personlige intriger.

Der hænger en engel alene i skoven

Det siges, at sommertid er lig krimitid – i hvert fald er der mange danskere, som foretrækker krimier, når de vælger sommerferielæsningen. Jeg havde også en krimi med i sommerhuset, da min ferie startede – nærmere bestemt ‘Der hænger en engel alene i skoven’, som Rosinante var så venlige at sende til  mig. Det er første bog i en ny krimiserie skrevet af den den norske forfatter, Froder Sander Øien, som skriver under pseudonymet Samuel Bjørk.

I ‘Der hænger en engel alene i skoven’ er hovedpersonen den unge efterforsker, Mia Krüger, som har forladt politiet og er i gang med at planlægge selvmord. Hun når dog ikke så langt, da hendes tidligere kollega, Holger Munch, opsøger hende for at få hendes hjælp til en alvorlig sag, han er i gang med at opklare. En seriemorder er på spil og har tilsyneladende en forkærlighed for 6-årige piger, som bortføres, iklædes dukketøj og derefter dræbes. Mia, der er en af politiets bedste efterforskere, lover at hjælpe med sagen og er snart så involveret i opklaringen, at selvmordstankerne glider i baggrunden. I stedet begynder hun at få en mistanke om, at mordene kan have en forbindelse til en gammel sag og måske ligefrem til kollegaen, Holger.

Bogen er lidt forvirrende i starten, hvor jeg savnede en bedre introduktion til Mia. Jeg måtte et stykke ind i bogen, før jeg fik et klart billede af hende, og indledningen var i det hele tiden en smule indforstået. Det er sandsynligvis et bevidst valg fra forfatterens side, men det var lidt irriterende. Når det så er sagt, så er Mia en hovedperson med ben i næsen – en intelligent kvinde med et skrøbeligt sind, der på én gang er stærk og sårbar på samme tid. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Lisbeth Salander fra ‘Mænd der hader kvinder’, selvom de to personer langt fra er identiske, og Lisbeth i mine øjne er klart den sejeste af de to kvinder. Men det gør ikke Mia til en dårlig hovedperson – nærmere tværtimod, for jeg kan godt lide hendes sårbare side, selvom jeg ikke helt forstår den.

Bogen er letlæselig, og det er svært at lægge den fra sig, når man først er begyndt på den. Den er befolket af politifolk, som er lette at holde af – og med – og der er ingen tvivl om, hvor sympatien ligger. Det er egentlig meget rart, for jeg er en smule træt af krimier, der er overbefolket af onde, egoistiske personer. Persongalleriet er meget stort, så det er om at holde tungen lige i munden – især fordi en del af personerne kun optræder kort i bogen.  

Selve sagen er interessant og kan bevæge sig i mange forskellige retninger, hvilket for alvor fik mig til at gætte med i starten af bogen. Efterhånden tog historien dog en drejning, som på den ene side øgede spændingen, men på den anden side også gjorde den mere utroværdig – noget, der irriterede mig, for det kunne jeg ikke helt se bort fra. Det fik slutningen til at være lidt for konstrueret og tænkt til min smag.

Det er en ganske glimrende bog – især af en debutant – men jeg havde gerne set, at historien var lidt mere troværdig, end den endte med at være. Jeg kan godt finde på at læse næste bog i serien, når den engang udkommer.

Er du til skandinaviske krimier, hvor det er let at holde af hovedpersonerne, så er denne bog værd at læse.

Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog. 

Spurvenes sky

Hænger Japan ikke uløseligt sammen med samuraier, ninjaer og geishaer? Det gør det i hvert fald for mig, så da jeg faldt over denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg læse!

‘Spurvenes sky’ er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår i 1831, hvor tre amerikanske missionærer ankommer til Japan. Landet er under forandring – først og fremmest på grund udviklingen i resten af verden – men de mest konservative japanere forsøger fortsat at holde fast i traditionerne. Den unge fyrst Genji skal træde varsomt, da hans modstandere ønsker ham død, men alligevel tilbyder han de tre missionærer ly. Ingen tør rigtig modsige hans beslutning, for det siges, at han kan spå om fremtiden, og han bør derfor vide bedst. Men de tre missionærers tilstedeværelse får for alvor sat gang i intrigerne, og snart må fyrsten tage kampen op mod modstanderne. 

Der er ikke sparet på mængden af drabelige kampe og politisk rænkespil i denne bog, som emmer af stemning, drama og…. humor! Ja, det sidste overraskede mig, for det forbinder jeg ikke ligefrem med japansk litteratur (nærmere det modsatte), og alligevel tog jeg mig selv i at grine smørret flere gange, mens jeg læste denne bog. Det er virkelig underholdende, hvor der spilles en del på sammenstødet mellem de to meget forskellige kulturer – uden at jeg dog synes, det bliver plat.

Bogen er velskrevet, og det var en fornøjelse at læse beskrivelserne af scenerne og landskaberne, men også af de forskellige personer, der var unikke og interessante på samme tid. Forfatteren havde gjort en del ud af at lave nuancerede personer, som man fik lyst til at lære bedre at kende, og det var med til at gøre historien levende og spændende.

Historien fortælles lineært, men der er en del flashbacks, som giver en god dynamik i fortællingen og er med til at bygge spændingen op. Det kikser dog lidt til sidst, da der går lidt gentagelse i det, mens ellers fungerer det rigtig fint.

Vil du læse en bog, der foregår i Japan, og hvor der er skruet godt op for volumenknappen mht. drama, action og kærlighed, så bør du læse denne bog. Her spiller det japanske æresbegreb også en vigtig rolle i fortællingen, og som dansker er det ret interessant læsning. Selvom der også er en del alvorlige scener i bogen, så er der også flere underholdende øjeblikke, så tro endelig ikke, at det er endnu en depressiv bog om, hvor hårdt det var at leve i Asien (de bøger er der nemlig rigtig mange af).

Der er skrevet en fortsættelse til bogen, ‘Stilhedens tårn’, som jeg regner med at læse inden længe.