Horn

Under Dewey’s Read-A-Thon nåede jeg at gå i gang med denne bog, men fik dog først færdiggjort den en lille uge senere. Selvom jeg ikke var synderlig imponeret, da jeg læste forfatterens første bog, ‘Dødens jagt’, for nogle år siden, så kunne jeg ikke nære mig, da jeg fandt bogen på bogudsalget i marts måned i år.

‘Horn’ er skrevet af Joe Hill og handler om den 26-årige Ig Perrish, der er en morgen vågner med dunkende tømmermænd… og horn i panden! Først tror han ikke sine egne øjne, men Ig må efterhånden indse, at han – af grunde han ikke kender – pludselig har fået horn. Men ikke nok med det – andre folk kan godt se dem, men de reagerer ikke rigtig på det. Til gengæld har alle mennesker åbenbart fået trang til at fortælle Ig deres dybeste og mest skamfulde hemmeligheder, så snart han nærmer sig. I starten er det bare dybt mærkeligt, men lidt efter lidt begynder han at udnytte det.

Ig er stadig i sorg over kæresten Merrin, der blev dræbt for et år siden. Et drab, som mange stadig mistænker Ig for at stå bag. Da han pludselig opdager hornenes evne til at få folk til at fortælle deres hemmeligheder, indser han, at han måske kan bruge det til at opklare mordet på kæresten.

Det overraskede mig, hvor sjov denne bog i grunden var – i hvert fald den første halvdel af bogen. Ig kommer ud for flere mærkelige og komiske episoder, og selvom et par af dem måske er lidt platte, så tog jeg mig selv i at grine lidt flere gange. Det er ellers ikke en bog, som jeg ville forvente den slags af. Oplægget er ret alvorligt – Ig er stadig mistænkt for det brutale drab på kæresten, og deres kærlighedshistorie viser sig i det hele taget at have flere bittersøde elementer.

Jeg kunne godt lide, at der er flere lag i historien. Det er ikke bare en (skør) historie om en fyr, der pludselig får horn i panden og i bedste Satan-stil lokker hemmeligheder ud af folk. Bagved er der en tragisk historie om en ung kvindes død og en ung mand, hvis liv og rygte er ødelagt – både på grund af  mistanken men også fordi han har mistet en, han elskede. Der var flere aha-oplevelser undervejs, og det var rigtig spændende at dykke ned i.

Desværre syntes jeg også, at historien taber pusten undervejs og ganske enkelt er for lang. Et par af de vigtige afsløringer kommer for tidligt i bogen, og derfor er spændingskurven også noget ujævn. Der er lidt for megen væven og for lange forklaringer i anden halvdel, og det er ret ærgerligt, for første halvdel af bogen er langt bedre skruet sammen.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg vil kalde det en horrorhistorie, for principielt set kan den også opfattes som en krimi (ikke at bogen godt kan være begge dele… spørgsmålet er blot, om den i højere grad er en krimi frem for en horrorbog).

Alt i alt var det en noget svingende oplevelse at læse bogen. Jeg ærgrede mig nærmest over at læse anden halvdel af bogen, for den var ret anderledes – og ikke nær så interessant – som første halvdel. Men en ok læseoplevelse.

The Walking Dead 6-8

For to år siden læste jeg første bind i zombie-tegneserien ‘The Walking Dead’ af Robert Kirkman. Den sagde mig desværre ikke så meget, men heldigvis gav jeg serien en chance mere for snart et år siden, da jeg stødte på bind 2-5 på biblioteket. Der blev jeg til gengæld fuldstændig fanget af den dystopiske fortælling om de levende døde.

De første fem bind læste jeg på dansk, men da jeg var så glad for serien, endte jeg med at købe de næste bøger på engelsk. Serien bliver udgivet både som hæfter og bøger, i mindre udgaver og i tykke hardcover-versioner. Jeg har valgt den hardcover-udgave, hvor bøgerne bliver samlet to og to. Det 6. bind læste jeg for nylig, og til Dewey’s Read-A-Thon læste jeg ‘Book Four’, der indeholder hæfterne 7 og 8.

Jeg vil ikke fortælle et resumé af handlingen, for det vil afsløre alt, alt for meget i forhold til de foregående hæfter, men jeg vil hurtigt ridse op, hvad der er godt og knapt så godt i ‘The Walking Dead 6-8’.

For det første er der lidt mere ro på i disse tre hæfter. Det skal ikke forstås som om, at jeg ikke vil have masser af action, men historien blev ind imellem lige lovlig kaotisk i de første hæfter. I 6-8 er der dog plads til lidt mere fordybelse, så personerne får lov til at udvikle sig, og det synes jeg klæder serien rigtig godt. Der er stadig zombier med – bare rolig – men der er også andre skræmmende faktorer, som pludselig påvirker personernes situation.

Det irriterede mig dog, at tegningerne svingede så meget i kvalitet. Der er flere af personerne, tegnes meget forskelligt fra side til side og dermed kan være svære at genkende. Det synes jeg virker ret sjusket, for det forvirrede mig flere gange, når jeg ikke kunne genkende en person, fordi tegningen af vedkommende var så forskellig fra sidste gang, personen dukkede op i en scene.

Jeg er stadig meget begejstret for serien, og da ‘Book Four’ slutter af med et brag – og noget af en cliffhanger – så kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i serien. Altså bortset fra at jeg ikke har næste bog stående. Nu må vi se, om jeg kan vente helt til jul (for at se, om jeg får den i julegave), eller om jeg overgiver mig og køber den inden.

The Wasp Factory

Ovenstående bog var den første, jeg gik i gang med, da jeg deltog i Dewey’s Read-A-Thon tidligere på måneden – og det havde jeg nær fortrudt, for af en eller anden grund tog det mig længere tid at læse den, end jeg havde forventet. Ikke fordi det var en dårlig bog, men måske nærmere fordi jeg undrede mig en del undervejs…

‘The Wasp Factory’ er skrevet af Iain Banks og handler om den 16-årige Frank Cauldhame, der lever sammen med sin far i en mindre by i Skotland. Frank er ikke en helt normal teenager. Gennem sit korte liv har han allerede nået at slå tre børn ihjel, uden at nogen har forbundet ham med mordene. Samtidig foretager han også en række sære ritualer et sted i huset, hvor faren ikke kommer. Frank forstår at skjule sine hemmeligheder, og faktisk er det hans ældre bror, Eric, der er familiens sorte får. Han røg på sindssygeanstalt, da han blandt andet blev sat i forbindelse med en lang række drab af byens hunde. Da Eric undslipper fra anstalten, spekulerer Frank på, hvad der vil ske, når Eric dukker op igen hjemme hos dem. For der er ingen tvivl om, at Eric vil forsøge at finde hjem igen…

Bogen har en ret speciel skrivestil, som jeg lige skulle vænne mig til. Det er Frank, der er historiefortælleren, og han virker som en fandenivoldsk teenager, der bestemt ikke finder sig i alt. Frank har tilsyneladende visse sadistiske træk, da han både dræber andre børn og torturerer dyr (dog mest insekter), men han forsøger dog også at have et socialt liv i form af vennen Jamie. Historien klipper mellem nutid samt en lang række tilbageblik på tidspunkter i Franks liv, hvor der er sket en række grusomme ting.

Det er lidt svært at blive klog på Frank, og det var nok derfor, at jeg brugte en del tid på at sidde og undre mig, mens jeg læste bogen. Der var et eller andet galt, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde overset noget. Som om der manglede mindst en brik i hele fortællingen. Det skyldtes ikke kun, at Frank på mange måder virkede meget ekstrem – der lå og lurede et eller andet bag linjerne. Da der så skete en række ting hen imod slutningen af historien, kom det som en overraskelse – men ikke på en forløsende måde. Mere som en ‘var det det?’ eller ‘og hvad så?’. Det syntes jeg var ret ærgerligt, for det ændrede ikke voldsomt på min læseoplevelse, men virkede mere som en kuriøs detalje.

Bogen er blevet kritiseret på de rå og voldelige scener, hvor Frank mishandler – eller fortæller om at have mishandlet – dyr eller om at slå ihjel, og det er da også scener, som jeg syntes var ubehagelige – mest fordi Frank virker fuldkommen forskruet (og knapt så meget fordi volden var speciel voldsom).

Det var desværre aldrig en bog, der for alvor virkede fængende eller på anden måde krøb ind under huden på mig. Jeg tror, at Frank simpelthen virkede for distanceret og fremmed til, at jeg blev grebet af historien, og derfor kom jeg aldrig til at sympatisere eller hade ham.

A Monster Calls

Dette var muligvis den bog, jeg glædede mig mest til at læse under Dewey’s Read-A-Thon. Jeg har hørt så meget godt om ‘A Monster Calls’ af Patrick Ness, så mine forventninger var skyhøje.

Bogen handler om drengen Conor, der lider af mareridt. Siden hans mor blev syg, bliver han næsten hver nat hjemsøgt af onde drømme, og flere af dem er ret virkelighedstro. Så virkelighedstro, at han faktisk finder friske bær på sit værelsesgulv efter en nat, hvor et træmonster opsøger ham. Monstret fortæller Conor historier, men det vil også have noget af ham. Noget, han har svært ved at give.

Det er næsten synd at røbe mere af handlingen – også selvom jeg havde gættet en del af den, inden jeg startede på bogen. Alligevel blev det en meget stærk og rørende læseoplevelse, for det er en  smuk fortælling om en dreng, der elsker og er bange for at miste. Barnets stærke kærlighed og moderens omsorg gør denne bog til en af de største kærlighedserklæringer, jeg længe har læst. Selv når jeg skriver disse ord, bliver jeg rørt, for historien er så simpel og alligevel så essentiel.

Jeg læste den illustrerede udgave af bogen, og det vil jeg varmt anbefale. Tegningerne er meget stemningsfulde, og de dystre illustrationer supplerer teksten på bedste vis.

Bogen er som sagt skrevet af Patrick Ness, men det var faktisk en anden forfatter – Siobhan Dowd – der fik ideen til historien. Hun døde dog af kræft, inden hun kunne nå at skrive bogen, og derfor spurgte forlaget, om Patrick Ness ville skrive bogen ud fra Siobhans ideer. Patrick Ness arbejdede videre med ideerne, og resultatet blev som sagt denne fantastiske, rørende bog.

Jeg vil ikke gå mere i detaljer mht. bogen, for jeg synes, at den skal læses uden alt for megen baggrundsviden. Vær dog forberedt på, at det er en bog, hvor man let fælder en tåre… eller ti… undervejs.

The Haunting of Hill House

Denne bog var ikke alene indkøbt, fordi jeg læser horrorbøger i denne måned – den skulle også læses under weekendens readathon. Jeg var ellers begyndt at blive lidt bekymret, for de sidste par måneder er jeg stødt på flere negative anmeldelser, men jeg håbede på at blive positivt overrasket.

‘The Haunting of Hill House’ er skrevet af Shirley Jackson og betragtes af mange som en horrorklassiker. Omdrejningspunktet er selvfølgelig et – efter sigende – hjemsøgt hus, som Dr. Montague fatter interesse for. Han vil bevise, at der findes spøgelser, og da han hører om Hill House, ved han, at han har fundet det perfekte sted til sit eksperiment. Han skal bruge en række medhjælpere og finder frem til Eleanor, der måske har overnaturlige kræfter, rigmandsdatteren Theodora samt husets arving, Luke. De fire indlogerer sig, og den første aften fortæller Dr. Montague om husets dystre fortid. En fortid, der rummer indtil flere mystiske dødsfald. De efterfølgende dage sker der flere og flere sære og uhyggelige hændelser, og da flere af episoderne viser tilbage til Eleanor, begynder de andre at mistænke hende for at stå bag. Men Eleanor mener ikke, det er hende, så spørgsmålet er, om det virkelig er huset, der driver gæk med husets beboere…

Det hjemsøgte hus er en af de mest klassiske settings til en horror-historie – i særdeleshed huse, som man ikke bare lige kan forlade. I denne fortælling er denne krølle naturligvis også med, men jeg synes, den virkede lige lovlig påklistret, og flere gange undrede jeg mig over, hvorfor de ikke bare forlod stedet. Bevares – det kunne ifølge myterne være livsfarligt, men den del fik forfatteren ikke helt overbevist mig om. Det virkede mere som en praktisk foranstaltning, så forfatteren kunne slå sig løs og ikke som et vægtigt argument.

I det hele taget er det troværdigheden i fortællingen, som er en af mine største anker mod bogen. Det kan selvfølgelig være en lidt underlig tilgang til en horror-historie med overnaturlige hændelser, men jeg mener, at en forfatter altid bør tilstræbe at fortælle en troværdig fortælling – uanset genre. Læg mærke til, at jeg siger troværdig og ikke realistisk. Som læser skal jeg overbevises om, at historien kunne have fundet sted, og her savner jeg lidt mere grundighed. Flere gange sad jeg og undrede mig over, hvor konstrueret historien virkede, og ikke mindst hvor mærkeligt personerne opførte sig.

Min anden største anke er nemlig personerne i historien. De virkede fjerne, barnlige, overfladiske og uvirkelige, og jeg havde både svært ved at relatere til dem og i det hele taget forstå deres handlinger. Jeg blev irriteret over, at de opførte sig så mærkeligt, for der var potentiale til en god historie – det virkede bare ikke, som om forfatteren havde gennemarbejdet hverken handling eller personer, og derfor kom historien til at virke ujævn og forvirrende.

Det ærgrer mig at konkludere, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg havde sat næsen efter en god, gammeldags gyserhistorie, men blev i stedet skuffet over en rodet historie med sære, distancerede personer.

Read-A-Thon – October 2014

The ending 
So. Dewey’s Read-A-Thon is over. And it was great. Reading a lot of books together with hundreds of people around the world. Enjoying all the enthusiastic updates on blogs and Twitter. You guys have been great!

I haven’t finished ‘Horn’, but I’ve read around 200 pages. All in all I manages to read 1138 pages during this readathon and since I hoped to read at least 1000 pages, I’m happy about it.

I hope you had a great readathon! Are you planning to participate next year?  I am!

9.20 AM 
I finished ‘The Haunting of Hill House’ before falling asleep. It wasn’t as good as I hoped for. I couldn’t connect with the characters and the story seemed very constructed.

When I woke up I grabbed ‘A Monster Calls’ by Patrick Ness, and it didn’t disappoint me. Oh boy. Somebody just ripped my heart out. I did expect that and still… it’s a very beautiful story.

I think I’ll grap something to eat before I’ll read ‘Horn’ as my next book.

I hope you’ll have a wonderful time reading a lot of books!

1.01 AM
Still reading ‘The Haunting of Hill House’. I’m going to bed now and will continue to read there until I fall asleep.

Happy reading everyone 🙂

8.38 PM 
Just finished the Walking Dead-book. Loved it! I really have to buy the next books!!
The next book I’ll read is ‘The Haunting of Hill House’. But first – have to pet the cats. They’ve finally awaken and want attention! 😉

How about you? Read some good books so far?

6.10 PM
I’ve finished ‘The Wasp Factory’ and started on ‘The Walking Dead – book four’. I’m still a bit unsure what my opinion on ‘The Wasp Factory’ is. It’s… quite different and not exactly what I expected. That’s not necessarily a bad thing, but it definately has it’s own style.

I’ll think I have a short break now – maybe fetch some dinner (probably some tortitas de papa combined with avocado) before I continue reading.

1:25 PM
Dewey’s Read-A-Thon starts at 2 PM and I’m ready! I’ve chosen ‘The Wasp Factory’ to be my first book during the readathon. If you want to see my pile of readathon books please see the previous blogpost.

I’ll also update on Twitter and Goodreads.

Are you participating? And are you ready?

Read-A-Thon – de sidste forberedelser

Jeg deltager som sagt i efterårs-udgaven af Dewey’s Read-A-Thon, og jeg skrev for et par dage siden et indlæg om hvilke bøger, jeg vil læse denne gang. Men det er ikke kun bøgerne, jeg udvælger på forhånd – jeg har også gjort mig en række overvejelser i forbindelse med de praktiske forhold i forbindelse med læse-eventen.

Mad og drikke
Det siges jo, at uden mad og drikke duer helten ikke, og det samme gælder under en readathon. Det er en god idé at planlægge maden på forhånd, så man ikke skal bruge for meget tid i køkkenet. Nu har jeg også en madblog og vil derfor nyde at bruge madlavningen som et lille afbræk fra læsningen, men går du all in på læsningen, så sørg for at lave så meget som muligt på forhånd.

En af mine personlige favoritter mht. hurtig madlavning er ovenstående friske forårsruller, men har du i det hele taget brug for lidt inspiration til hurtig madlavning, så havde jeg faktisk på et tidspunkt et tema om hurtig mad i hverdagen. Du er dog også velkommen til at surfe rundt på madbloggen for at se, om der er et eller andet, der frister.

Husk at drikke nok væske under readathonen. Jeg har tænkt mig at drikke vand + cola light, og mon ikke der også bliver plads til et par kopper te ud på aftenen.

Søde sager
Der er mange, der har sørget for et solidt lager af søde sager til readathonen. Her tror jeg, at jeg holder lidt igen, for jeg har ikke brug for at snacke så meget i løbet af dagen. Men jeg finder nok lidt god chokolade frem. Til gengæld overvejer jeg at bage en kage om formiddagen, som jeg kan nyde et stykke af i løbet af eftermiddagen eller aftenen. Når du ikke at bage, inden readathonen går i gang, men får pludselig lyst til noget bagværk, så kan du prøve at lave en kopkage i mikroovnen. Her er opskrifterne på en dadelkage med karamelsauce samt en chokoladekage med kaffe og nødder.

Motion
Jamen skal vi ikke sidde stille, når vi læser? Jojo, men personligt bliver jeg bims af at sidde stille i længere tid ad gangen. Jeg har derfor tænkt mig at motionere om formiddagen, og så regner jeg med at lave nogle øvelser ca. hveranden time – for eksempel armbøjninger, mavebøjninger, små dansesessions eller hvad jeg nu finder på. Jeg ved, at andre bogbloggere, der har deltaget, også har afbrudt læsningen for at gå en tur (motion og frisk luft på samme tid – god idé). Hvis du ikke vil afbryde læsningen, kan du evt. kombinere det med en lydbog – dem kan du låne gratis via netlydbog.dk, hvis dit lokale bibliotek er med i ordningen.

Behagelige omgivelser
Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at du får lavet en god læsezone. Hvad mener jeg med det? Sørg for at fjerne forstyrrende elementer (tændt fjernsyn, kimende telefoner m.m.) og lav et hyggehjørne i sofaen med bløde puder og/eller tæpper. Har du kat (eller katte), bliver de sikkert tiltrukket af de bløde, hyggelige omgivelser, men det gør jo ikke noget – katte er fantastiske læsepartnere!

Det er sådan cirka det. Så er det bare om at vente til lørdag, hvor Read-A-Thon går i gang. Du kan følge med i min læsning her på bloggen under hele arrangementet, og mon ikke også jeg vil være lidt aktiv på Twitter og Goodreads.

Read-A-Thon – the books!

I’m participating in Dewey’s Read-A-Thon next week – a 24 hour event where people all over the world will read lots and lots of books! I participated in April and it was so fun!
I’ve chosen a big pile of books that I want to read during the Read-A-Thon. The theme is – of course – horror! Before you faint I have to admit that I don’t plan to finish all of the books. I added the big Poe-book to the pile because:
a) it’s not possible to have a horror theme without at least one Poe short story!
b) I like to have something to choose from – especially if one of the other books disappoint me.
The books are quite different even though they all – in some way – fit into the horror theme, and I’m really looking forward to dig into the stories!
Are you joining the event? And have you chosen which books you’re going to read?

Forbandede yngel

Lige siden jeg læste ‘Kvindernes krig’, har jeg vidst, at jeg ville læse ‘Forbandede yngel’, som er skrevet af samme forfatter. Hvor førstnævnte er en bog, hvor Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller om sine virkelige oplevelser i Afghanistan, så er ‘Forbandede yngel’ en fiktiv fortælling, der dog bygger på virkelige begivenheder.

I ‘Forbandede yngel’ fortælles historien fra hovedpersonen, Lisas, synspunkt. I starten af bogen er hun på vej hjem fra Afghanistan, hvor hun har været på mission for militæret, og hun kommer til at sidde ved siden af hærlægen Andreas. Snart begynder hun at fortælle ham sin livshistorie, hvor barndommen var præget af en voldelig far, en svag og konfliktsky mor samt tre søskende, der forsøger at holde sammen.

Det er en barsk men på sin vis også smuk fortælling om en trist barndom for en flok børn, der higer efter forældrenes kærlighed og forsøger at gøre de voksne glade og tilfredse. Det er fortællingen om en temperamentsfuld far, der tryner og regerer resten af familien, og en manipulerende og vag mor, der ofte tager mandens side i stedet for at beskytte børnene. Vold, fortielser, løgne og frygt præger hverdagen på gården, hvor de bor.

Historien er meget troværdigt fortalt, og jeg kunne genkende en del ting fra min egen barndom (dog mest fra landlivet – jeg har heldigvis aldrig haft en voldelig far). Det er en historie, der får dig til at krumme tæer og lyst til at ruske de uansvarlige, egoistiske og dybt manipulerende voksne, som slet ikke ser, hvor meget de sårer børnene. Eller måske gør de, men de er ligeglade? I hvert fald blødte mit hjerte for de små, der gjorde alverdens krumspring for at forsøge at få et normalt og kærligt familieliv.

Bogen skifter gang på gang mellem fortid og nutid, og det er ikke altid lige tydeligt, hvor og hvornår vi befinder os i historien. Til forfatterens forsvar vil jeg sige, at jeg kunne som regel godt finde hoved og hale i historien, men der var også flere gange, hvor jeg lige skulle bruge et par linjer på at orientere mig. Her kunne jeg godt have brugt en eller anden form for markering, så det var hurtigere at aflæse, hvilken tid man befandt sig i. Jeg kan forestille mig, at det er noget, som virkelig kan dele læserne af denne bog.

Men bortset fra dette ene kritikpunkt så er det en usædvanlig stærk og velskrevet historie, som helt fortjent vandt Politikens romankonkurrence i 2013. Jeg vil varmt anbefale dig at læse denne bog, og så vil jeg spændt vente på næste udgivelse af forfatteren, for den skal jeg helt sikkert læse – uanset hvad det er.

Kaptajn Alatriste

Jeg plejer at have en ordentlig moppedreng i sommerferiens bogstabel, og i år var ingen undtagelse. Her lå ‘Kaptajn Alatriste’ af Arturo Pérez-Reverte og tronede. Bogen har jeg haft stående i… lidt for mange år efterhånden, selvom jeg elsker musketérhistorier. Men bogens tykkelse er ret intimiderende – den er nemlig over 6 cm tyk, for den indeholder ikke mindre end fem mindre bøger om kaptajnen! Men læses skulle den, og jeg nåede da fire ud af fem bøger i selve sommerferien og den sidste ‘bog i bogen’ for et par uger siden.

Historierne foregår i 1600-tallet i Madrid og fortælles af kaptajn Alatristes lærling, drengen Inigo. Drengen er meget fascineret af sin læremester, og historierne er derfor stærkt farvede af drengens beundring af kaptajnens fægtekunst og generelle adfærd. Fortælleren kommenterer meget undervejs (lidt for meget i perioder i forhold til min smag), men beskriver ind imellem også scener, som fortælleren slet ikke er vidne til, og det syntes jeg er lidt synd, for det bryder med bogens stil.

De fem fortællinger varierer en del i indhold og svinger også i kvalitet. Jeg kunne bedst lide den første og den sidste fortælling, som var ret klassiske musketérhistorier, mens den tredje bog foregik under en krig og kedede mig grusomt. Stilmæssigt lægger de sig tæt op af ‘De tre musketerer’ samt ‘Don Quixote’ og kombinerer dermed action, drama, intriger og tragisk kærlighed med humor. Bestemt ikke en dårlig kombination, selvom det er lidt trættende, når forfatteren ligefrem henviser direkte til ‘Don Quixote’ flere gange i fortællingerne. Det synes jeg ikke er særlig elegant. Men ellers er der masser af drabelige fægtescener, smægtende jomfruer, intrigante adelige og vemodig poesi, så der er alt, hvad der bør være i en musketérroman.

Jeg var ikke helt så fanget af historierne, som jeg havde håbet, og jeg nåede også at gå lidt død i læsningen, så jeg holdt som sagt en pause mellem dem fjerde og den femte fortælling. Det blev ganske enkelt for meget af det samme, så har du planer om at læse historierne på et tidspunkt, så vil jeg anbefale dig, at du deler læsningen mere op og ikke læser dem ud i én køre. Men ellers et hyggeligt gensyn med musketérgenren.