The Ask and the Answer

Jeg er i gang med at læse ‘Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness og er nået til anden bog i serien. Første bog, ‘The Knife of Never Letting Go’, læste jeg i slutningen af sommeren.

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘The Ask and the Answer’, da det ganske enkelt vil afsløre for meget af handlingen i den første bog, men herunder vil jeg kort opsummere min læseoplevelse.

‘The Ask and the Answer’ har et mere stabilt fortælletempo i forhold til den første bog i serien. Selvom der er en del action, er fremdriften i historien langsom og rolig. Det betød dog ikke, at jeg blev utålmodig – nærmere at den i forvejen deprimerende stemning i bogen for alvor får lov til at fylde, fordi man ikke føler, at man kan slippe væk. Det vil helt sikkert irritere nogle læsere, men for mig virkede det (overraskende) godt, og jeg fik næsten ondt i maven af at vende en side for blot at se grusomhederne fortsætte.

Bogen er – hvis du giver dig selv lov – ret intens at læse, og den er samtidig et glimrende eksempel på, hvordan mennesker kan manipulere og true hinanden til at gøre uhyrlige ting mod andre levende væsner. Det er også en bog, hvor du som læser bliver mere og mere paranoid, fordi du ganske enkelt mister tiltroen til, at der findes personer, som ikke er drevet af egoistiske motiver, men som ønsker at gøre noget for det fælles bedste.

Har du læst den første bog i serien og var lidt forvirret eller frustreret over skrivestilen, så kan jeg røbe, at stilen i ‘The Ask and the Answer’ er lidt mere traditionel, ligesom der bliver gjort mere ud af at forklare verden og samfundet.

Denne serie er ikke for alle, men er du typen, der godt kan lide tragiske fortællinger og gerne vil gå på opdagelse i en verden, der kun bliver afsløret i bidder, så er ‘Chaos Walking’-trilogien måske noget for dig. Giver du samtidig bogen lov til at krybe helt ind under huden på dig, så får du en rigtig god og intens læseoplevelse. Jeg var i hvert fald nærmest udmattet, da jeg lagde ‘The Ask and the Answer’ fra mig…

De fordømtes dronning

Jeg er i gang med den kendte vampyr-serie af Anne Rice. Jeg læste ‘En vampyrs bekendelser’ for et par år siden og ‘Mørkets fyrste’ for ganske nylig.

I den tredje bog i serien, ‘De fordømtes dronning’, har vampyren Lestat vækket moderen over alle vampyrer, Akasha, og det viser sig at have katastrofale konsekvenser. Akasha hader mænd, for hun mener, at de bær skylden for krig og alskens forbrydelser, så hun ønsker at udslette dem. Der er dog en enkelt undtagelse – Lestat – men ellers er hun forhippet på at dræbe så mange mandlige vampyrer som muligt. I vampyrsamfundet er der stor usikkerhed med hensyn til, hvordan Akasha skal stoppes, og samtidig begynder alle vampyrer at drømme om to gådefulde, rødhårede tvillinger. Hvem er de, og hvad er deres rolle i dette her?

Denne bog testede virkelig min tålmodighed, og var det ikke fordi, den stod på min to-read-liste for denne måned, så havde jeg lagt den fra mig allerede på et tidligt stadie. Det er trods alt ikke sjovt at kæmpe sig igennem en 600 siders bog, og da slet ikke, når det drejer sig om frivillig læsning. Men jeg gjorde det… og tog samtidig beslutningen om, at nu behøver jeg ikke at læse flere Anne Rice-bøger lige foreløbig! Jeg nåede kun tre bøger i denne måned, inden jeg tog den beslutning, men jeg har virkelig ikke været særlig imponeret over de bøger, jeg har læst, og jeg forstår heller ikke helt, hvordan hun har opnået den kultstatus med disse bøger.

Og hvad er problemet så med denne bog? Først og fremmest syntes jeg, at den var rodet. Denne gang fulgte man flere personer, men jeg savnede en mere tydelig sammenkobling fra start, ligesom jeg havde svært ved at interessere mig for mange af de nye personer – de fængede ganske enkelt ikke! Hist og pist var der dog interessante kapitler, men der var for langt imellem. Samtidig var der hele heksevinklen, som jeg ikke kunne forlige mig med. Det blev lidt for 90’er-agtigt til mig (underforstået – på den dårlige måde!). Jeg syntes ganske enkelt ikke, det passede ind.

Bogen er meget langtrukken, og ligesom i ‘Mørkets fyrste’ følte jeg til tider, at personerne talte udelukkende for at høre dem selv snakke og ikke fordi, de havde noget interessant at sige. Lange, laaaange scener som mest af alt virkede som et trick til at skrive en ekstra tyk bog. Suk.

Det er helt klart en af de mest trælse bøger, jeg har læst i år, og jeg har svært ved overhovedet at finde på noget positivt at sige om den. Jeg skal helt sikkert ikke læse mere af den serie.

Livlægens besøg

Da jeg var barn, læste jeg en lang række historiske romaner, der typisk tog udgangspunkt i det danske kongehus. Jeg kan huske, hvordan jeg slugte historierne og de mange dramaer, som den danske adelshistorie kan byde på. I den forbindelse husker jeg blandt andet den markante skurkerolle, som den tyske læge Struensee havde, da han som den sindssyge konge Christian den 7.’s fortrolige fik meget stor indflydelse landets lovgivning. Det hjalp heller ikke ligefrem, at Struensee havde en affære med dronningen, Caroline Mathilde.

Kærlighedsdramaet er som taget ud af en Hollywoodfilm, og så sent som i 2013 blev det også omdrejningspunktet i den danske storfilm, ‘En kongelig affære’ – en film, jeg nød at se, men hvor jeg også undrede mig. Her virkede Struensee langt mere menneskelig og nuanceret end i de bøger, jeg læste som barn, men det var nu især kongens personlighed, som for alvor fascinerede mig. Den skrøbelighed og den frygt, han udstrålede, samtidig med at han var rigets mægtigste mand… Jeg besluttede mig for at læse mere Struensees liv ved hoffet, så da jeg faldt over romanbiografien ‘Livlægens besøg’ som lydbog, var den et oplagt valg.

Bogen er skrevet af P. O. Enquist og handler ikke kun om den tyske læge, Johann Friedrich Struensee, men også om den danske konge Christian den 7. og dennes liv frem til, at Struensee dukker op ved det danske hof. Bogen er dels en historisk fortælling bygget over årene ved det danske hof før, under og efter Struensees tid, dels en personlig skildring af Struensees, kongens og dronningens tanker og følelser under disse begivenheder. Den beskriver, hvor stor indflydelse, Struensee får på Danmarks lovgivning, da kongen er svækket af sindssyge og reelt set ikke kan eller vil regere landet. I stedet overlader han det mere eller mindre til Struensee, der ser chancen til at reformere Danmark – inspireret af de franske filosoffer, som prædiker de tanker, der fører til oplysningstiden. Det er således Struensee, der blandt andet ændre loven for at indføre trykkefrihed og afskaffe tortur.

Men Struensees indflydelse er ilde set blandt hoffets andre adelsmænd, og flere ønsker at fjerne ham – så de selv kan komme til magten. Men det er ikke Struensees magt, der bliver hans fald – det er affæren med dronningen, Caroline Mathilde, som kan bruges til at fjerne både ham og den mere og mere rebelske dronning.

Forfatteren har taget sig visse friheder i forhold til denne bog i form af beskrivelserne af personernes tanker og følelser. Der var flere gange, hvor jeg tog mig selv i at tænke “Hvor ved forfatteren det fra?”, men selvom det måske ikke er 100% korrekt, så vil jeg ikke undvære det, for det gør bogen meget stemningsfuld og levende.

Det er en smuk, sørgelig og tankevækkende bog om et meget interessant kapitel i Danmarkshistorien, hvor landet blev ledet af en sindssyg konge, og hvor folk i kulissen kæmpede om at få magten. Jeg synes, det er utrolig interessant at læse om kongens rolle og funktion, for det må have været en yderst vanskelig og sårbar situation – at kongeriget reelt ledes af en person, som hverken har lysten eller kompetencerne til det. Og i denne fortælling får man virkelig ondt af kongen, som bare gerne vil være en bondedreng og ikke ønsker al den virak, der er ved hoffet.

Struensees rolle er også langt mere interessant og ikke mindst detaljeret i denne bog i forhold til tidligere tekster, jeg har læst om ham. Forfatteren stiller spørgsmålstegn ved, om Struensee virkelig var den skurk, eftertiden tegnede af ham, eller om han ikke nærmere var en foregangsmand, der forsøgte at reformere og modernisere Danmark ved at indføre en række (humane) love.

Danmarkshistorien kan byde på mange dramatiske kapitler, men historien om Struensee er i mine øjne et af de største og mest spændende. Jeg kan varmt anbefale ‘Livlægens besøg’, hvis du gerne vil læse en stemningsfuld beretning om dengang, Danmark havde en sindssyg konge og en livlæge, der styrede landet.

Sort vand

Patrick Leis er en af de nyere forfattere, som har markeret sig på den danske horrorscene gennem de seneste år. Jeg lånte ‘Sort vand’ som e-bog for nylig og læste den på mine togture.

‘Sort vand’ er en horrorhistorie for børn og unge, og handlingen foregår på den lille danske ø, Barsø. Her følger vi drengen Mike og hans to venner, Adrian og Laura, da de tage på badetur på en klippeø tæt på Barsø. På det tidspunkt er en sort pøl dog dukket op i vandet, og da de vil tage tilbage til Barsø, opdager de, at der ikke er tale om olieforurening men om et eller andet form for væsen… et væsen, der er meget interesseret i at overfalde dem!

Det var næsten helt nostalgisk at læse denne historie. Opbygningen er på en gang simpel men klassisk – vi har de kvikke børn, de lidt naive og stædige voksne, der ikke vil høre efter og den onde forretningsmand. Det kunne i princippet lige så godt være grundlaget for en julekalender – bortset fra at det er en horrorhistorie, og den på ingen måde er hyggelig eller julet!

Tonen i bogen er frisk – ja lige lovlig kæk til tider. Nu er jeg voksen, så jeg er næppe den bedste til at bedømme dette, men jeg syntes, det blev lidt for påtaget ind imellem. Replikkerne skiller sig dog ikke vanvittig ud fra de børnebøger, jeg læste, da jeg var barn.

Jeg kan godt lide, at forfatteren gør en del ud af at forklare, hvor pølen stammer fra, og at der er en (lidt) samfundskritisk baggrund for historien. Der er et par gange, hvor forklaringerne næsten bliver for udpenslet, men hellere det, end at pølen pludselig dukkede op, og at der ingen forklaring var på dette.

Der er masser af action i denne bog – der er sjældent stille og roligt i længere tid ad gangen, når først historien for alvor er kommet i gang. For ja – det tager lidt tid, inden den rigtig kommer i gang, og starten er noget sløv. Det er en horrorhistorie i den lette genre med et glimt i øjet og en frisk bemærkning hist og her. Det betyder dog ikke, at det er en bog, hvor personerne har det let – uden at røbe for meget tør jeg godt love, at der er indtil flere dramatiske og ret splattede drab…

‘Sort vand’ er en udmærket bog i sin genre. Som voksen vil jeg selvfølgelig gerne have lidt mere dybde og drama, men det er jo en bog, der først og fremmest er skrevet til børn og unge, og her passer bogen fint med sin tætpakkede action og humoristiske vinkel.

Mumien

Anne Rice er mest kendt for sin vampyrbøger, men hun har også skrevet andre bøger – blandt andet ‘Mumien’, som jeg læste for nylig. Da jeg læste den, fik stemningen mig straks til at tænke på både ‘Indiana Jones’-filmene og filmen ‘Mumien’, men der var dog også en række ting, som – desværre – ikke passede med den sammenligning.

‘Mumien’ foregår i starten af 1900-tallet, hvor arkæologen Lawrence Stratford finder et rigt udsmykket gravkammer, hvor en velbevaret mumie ligger. Det ser ud til at være liget af faraoen Ramses den Store og dermed et fantastisk fund for arkæologer og historikere. Lawrence når dog dårligt at nyde sit livs største fund, inden hans pengebegærlige nevø, Henry, dræber ham. Alle tror først, at Lawrence døde på grund af mumiens forbandelse, men hvad ingen ved er, at Lawrence lige inden mordet ved et tilfælde har vækket Ramses fra de døde. Da indholdet fra gravkammeret er blevet transporteret til London – hjem til Lawrences datter, Julie – rejser faraoen sig. Ramses er klar til atter at vandre blandt de dødelige.

Jeg elsker ‘Indiana Jones’-filmene og har altid haft en svaghed over for 1800-tals- og 1900-talsfilm, der tager udgangspunkt i arkæologiske udgravninger og mumie-forbandelser. Jeg var derfor ret begejstret, da denne bog lagde ud med en klassisk scene med opdagelsen af et gravkammer, hvor en mumie hviler. Men begejstringen kølnedes dog kraftigt, da Ramses nåede til London og mødte Julie. Pludselig var der udførlige beskrivelser af de lange smægtende blikke, de to sendte hinanden, og jeg syntes, der gik lige lovlig megen lægeroman over det. Det blev lidt for meget til mig – især eftersom jeg ikke kunne slippe tanken om, at Ramses lige havde været mumie!

Historien er rimelig actionfyldt og en fin blanding af intriger og myter fra det gamle Egypten. Jeg synes, forfatteren får skabt en god ramme for fortællingen – den engelske overklasse og dens mange formaliteter samt det mystiske og eksotiske Egypten, der emmer af eventyr.

Der er dog flere steder, hvor jeg mistede lidt af gejsten. Det var først og fremmest flere af scenerne mellem Ramses og Julie, der blev ret… vamle. Jeg er bare ikke til åndeløs, tilbageholden romantik og våde blikke, og jeg havde det også lidt underligt med, at ‘man’ (i dette tilfælde Ramses) åbenbart opflammes af et voldsomt erotisk begær, når ‘man’ bliver udødelig. Der er i øvrigt en række erotiske scener i bogen, og et par af dem virkede en anelse påklistrede og unødige. Som et billigt trick for at holde på de kvindelige læsere. Suk.

Bogen stiller indirekte en række interessante spørgsmål i forhold til ønsket om at være udødelig. Er det en gave eller en forbandelse? Bør man bede sin elskede om at følge med i udødeligheden? Det er dog ikke noget, personerne reflekterer synderligt meget over – udover Ramses – hvilket er synd, for her kunne bogen godt have hentet nogle points hos mig.

Slutningen af bogen har så meget potentiale, men ender med at blive lidt for traditionel (og dermed kedelig). Ærgerligt at forfatteren ikke var mere modig, for hun lægger ellers op til et spændende twist, som hun dog ikke for alvor fører ud i livet.

En udmærket bog, som jeg hyggede mig med at læse – men ikke et stort værk.  

Heartless & Timeless

 ‘Heartless’ og ‘Timeless’ er begge skrevet af Gail Carriger og er hhv. fjerde og femte bog i ‘Parasol Protectorate’-serien. Læs mine tidligere anmeldelser af ‘Soulless’ samt ‘Changeless’ og ‘Blameless’.

Det er ret svært at skrive en opsummering af hhv. ‘Heartless’ og ‘Timeless’ uden at røbe alt for meget af handlingen fra de foregående bøger, så jeg vil i stedet bruge indlægget til at fremhæve de gode og de dårlige ting ved serien.

‘Parasol Protectorate’ har – det meste af tiden – været en positiv læseoplevelse. Jeg tøvede længe, inden jeg gik i gang med serien, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville finde den plat og ligegyldig. Men jeg tog fejl. Bevares, den ER ind imellem plat og fjollet, men den fik mig til at grine, for ja – jeg har ret dårlig humor. Alexia Tarabotti er en gæv kvinde, der ikke står tilbage for mændene – hverken verbalt eller fysisk – og jeg har jo en svaghed for kvindelige hovedpersoner med ben i næsen. Samspillet mellem hende og hr. Maccon er også ganske fornøjeligt.

Forfatteren har en interessant fortolkning af vampyrer og varulve i serien, som fungerer godt i denne sammenhæng, og hele ideen med at blande det med steampunk er ret sjov. Jeg synes dog godt, at forfatteren kunne have skruet endnu mere op for steampunk-elementerne, men det er jo en smagssag.

Der er en del gentagelse i serien – der kommenteres for eksempel tit på Alexias udseende – og det er lidt synd, for det kan let opfattes som om, at forfatteren taler ned til læseren, og det er næppe hensigten.

Denne serie er light underholdning – og ikke mere end det. Hvis du tror, at det er en alvorlig og dyster steampunk-serie med fantasyelementer, så bliver du slemt skuffet. Hvis du derimod har lyst til at slippe tøjlerne fri og få dig et billigt grin over emsige adelsfrøkener, fimsede vampyrer og hidsige varulve, så har du muligheden her.

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab

Titlen på denne bog fik mig straks til at tænke på ‘Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’, og det fik mig længe til at overveje, om det var en bog for mig. ‘Den hundredårige…’ fik mig først til at grine og sidenhen krumme tæer, da bogen kammede over i alt for usandsynlige og mærkelige påfund. Men da jeg fandt ‘Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab’netlydbog.dk, blev jeg alligevel fristet.

Bogen er skrevet af Romain Puértolas og handler om den indiske fakir, Ajatashatru Lavash Patel, der tager til Paris for at købe en sømseng i IKEA med en falsk 100 euro-seddel. For Patel er ikke bare fakir – han er en svindler, der er vant til at klare sig ved at narre folk. Men turen i IKEA ender helt uventet med, at han – da han gemmer sig i et skab – pludselig kommer ud på en rejse, da skabet skal sendes til England. Det bliver en rejse med mange udfordringer og håb om kærlighed.

Denne bog er skrevet med et glimt i øjet, og i starten var der flere gange, hvor jeg smilede, når Patel rigtig rullede sig ud, men undervejs stivnede smilet, og jeg blev rastløs. Jeg syntes, at historien blev mere og mere rodet, og at forviklingerne blev alt for usandsynlige. Hvor jeg forventede en sjov og hyggelig feel good-fortælling, fik jeg en bog, der ikke rigtig kunne blive enig med sig selv om, hvad den ville. Jeg sætter på den ene side pris på, at forfatteren gerne vil tage fat i alvorlige emner såsom illegal indvandring og myndighedernes behandling af disse, men på den anden side syntes jeg også, at det ikke passede ind i bogens humoristiske stil.

Jeg endte med at høre bogen færdig, selvom jeg ærlig talt kedede mig til sidst. Den havde ikke den charme, som ‘Analfabeten der kunne regne’ havde, og som jeg til enhver tid vil anbefale, hvis du er til skæve, sjove og humoristiske bøger. ‘Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab’ var desværre ikke noget for mig.

Mørkets fyrste

For et par år siden fik jeg endelig taget mig sammen til at læse ‘En vampyrs bekendelser’ – første bog i Anne Rices berømte vampyrserie. Det fik mig til at indse, at jeg har mange af hendes bøger stående… uden nogensinde at have læst dem! Det var derfor ret oplagt, at en af mine udfordringer i år skulle være at få læst nogle Anne Rice bøger, så det vil jeg gøre her i november måned.

‘Mørkets fyrste’ er anden bog i vampyrserien. Hovedpersonen her er vampyren Lestat, som også var med i første bog, men selvom der er en række referencer til første bog, så synes jeg egentlig godt, at ‘Mørkets fyrste’ kan læses alene. I denne bog vågner Lestat op i 1984 efter lang tids dvale, beslutter han sig for at blive rockstjerne. Han opdager folks interesse i bogen ‘En vampyrs bekendelser’ og ikke mindst den (negative) rolle, som Lestat har i den. Det image vil Lestat siddende på sig, så han beslutter sig for at fortælle sin egen livshistorie, og dermed bliver ‘Mørkets fyrste’ en lang fortælling om Lestats liv fra skabelsen som vampyr og de næste århundrede som udødelig.

Dette var en ret blandet læseoplevelse. De første 200-300 sider slugte jeg hurtigt. Her svulmede teksten af følelser, og den var både depraveret, intrigant og destruktiv – meget den stil, jeg forbinder vampyrerne med. Men cirka halvvejs i bogen begyndte jeg at kede mig. Der optrådte vampyrer, der ikke interesserede mig, og jeg syntes, at handlingen gentog sig selv og ikke rigtig kom nogen steder. Det blev først spændende igen, da bogen pludselig begyndte at handle om vampyrernes oprindelse, hvor forfatteren havde en meget interessant forklaring på deres ophav. Slutningen var lige lovlig forhastet – men omvendt interesserede den mig ikke så meget, så det var ikke det store tab.

Jeg havde det lidt svært med rammefortællingen – at Lestat ønsker at blive rockstjerne – men omvendt fyldte den så lidt, at den ikke kom til at betyde særlig meget for læseoplevelsen. Det betød dog også, at jeg virkelig undrede mig over, hvorfor forfatteren overhovedet brugte det i bogen. Det virkede meget påklistret og unødvendigt.

Lestat er en interessant hovedperson, og af samme grund er jeg også glad for, at jeg læste bogen, for den indeholdt en række spændende vinkler på vampyrlivet og de konsekvenser, det har. Men bogen havde en lidt sær opbygning og føltes meget ujævn at læse, hvilket efterlod mig med ret blandede følelser overfor bogen – og bange anelser mht. hvordan resten af vampyrserien vil udvikle sig.

‘En vampyrs bekendelser’ er i mine øjne en langt bedre bog, hvor der er knapt så meget sniksnak som i ‘Mørkets fyrste’. Men jeg har fortsat planer om at læse den næste bog i serien.

Matched

Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg ville læse denne bog eller ej, for jeg havde en mistanke om, at den nok ikke var noget for mig. For nylig valgte jeg dog at høre den som lydbog, og bogen viste sig at overraske både positivt og negativt.

‘Matched’ er skrevet af Ally Condie og er første bog i – ja, du har gættet det – en trilogi. Hovedpersonen er pigen Cassia, der snart får at vide, hvem hun skal matches med. Det er Samfundet, der bestemmer, hvem der skal danne par. Man kan sige nej og vælge at leve som single, men de fleste vil gerne have en livspartner, og Cassia glæder sig til at finde ud af, hvem der er hendes match. Da hun på selve aftenen får at vide, at det er barndomsvennen Xander, hun skal matches med, bliver hun glad. Glæden varer dog kort, for da hun kommer hjem og tjekker oplysningerne på det mikrokort, hun har fået udleveret, viser det et kort øjeblik et billede af en anden dreng – Ky. Cassia bliver forvirret og forfærdet på samme tid. Hvad betyder det? Er Ky hendes virkelige match? Hvad så med Xander? Hvordan kan Kys billede overhovedet dukke op? Han er jo afviger, og de deltager ikke i matchen… Cassia begynder at stille spørgsmål – ikke kun omkring matchen men også andre grundlæggende ting ved Samfundet. Måske er ikke alt, som hun først troede.

Det lyder rigtig meget som en historie, jeg har set mange gange før. Det dystopiske og dominerende samfund, som har et eller andet twist – i ‘Uglies’ var det for eksempel, at alle skulle være smukke – men hvor ikke alt er, som man først tror. I denne bog er fokus så, at teenagere ikke selv vælger deres kærlighed men bliver matchet af samfundet. Ikke noget specielt revolutionerende – det har jo også foregået i virkeligheden førhen og gør det stadig i visse kulturer. Jeg frygtede lidt, at bogens budskab enten ville være, at Samfundet er ondt og manipulerende, når dets rolle blandt andet er at matche par, eller at bogen ville være en sødsuppefortælling om ung kærlighed. Ingen af delene var dog heldigvis tilfældet.

Men – for der er et men – der var til gengæld andre ting, der irriterede mig. Følgende kan spoile lidt af handlingen, så har du ikke læst bogen, er du advaret. Da jeg hørte bogen, undrede det mig meget, at Cassia reagerede, som hun gjorde. Hun havde ikke tidligere interesseret sig synderlig for Ky, men så snart hun så hans billede, blev han pludselig interessant, og hendes interesse for Xander dalede kraftigt. Hvorfor skulle der ikke mere til? Jeg syntes, at hendes pludselige forelskelse i Ky i bedste fald virkede konstrueret og i værste fald overfladisk. Hvordan kunne hun tilsidesætte en mangeårig interesse for Xander for en mystisk dreng som Ky? Bare fordi han var ‘forbuden frugt’, nu hvor han var afviger? Jeg syntes, det virkede utroværdigt… eller i hvert fald dumt.

Bogen er ellers en oplagt mulighed for at diskutere kærlighed og samfundets rolle i dette, og det benyttede forfatteren da også undervejs. Jeg syntes dog, at diskussionerne blev langtrukne, træge og gentagende, og der var lange passager, hvor jeg syntes, at historien kørte i samme rille. Samfundet i sig selv var heller ikke synderlig interessant beskrevet. Her foretrækker jeg klart ‘Brave New World’ eller ‘Hunger Games’. Til gengæld var Samfundet i ‘Matched’ måske mere realistisk – forstået på den måde, at det er mere sandsynligt, at dette kunne blive virkeligt en dag. Men nu er genren jo dystopisk, og så giver det ikke så megen mening at tale om realisme.

Jeg må konkludere, at bogen ikke var noget for mig – dog af andre grunde, end jeg havde forventet. Jeg forventer ikke at læse resten af serien.

Throne of Glass

Denne bog har længe – alt for længe – stået på min bogreol, mens jeg blot er stødt på flere og flere rosende anmeldelser af den. Nu gik den ikke længere, så for nogle uger siden læste jeg ‘Throne of Glass’ af Sarah J. Mass. Bogen er første del i en trilogi.

Bogens hovedperson er den unge kvinde og lejemorder, Celaena Sardothien. Hun blev dog arresteret for et år tilbage og har siden da arbejdet i saltminerne under kummerlige forhold. Dette ændrer sig, da kronprinsen en dag dukker op og giver hende et interessant valg. Hun kan vælge mellem at blive i minerne eller stille op som hans deltager i en konkurrence om at blive kongens lejemorder. Når hun har tjent kongen i fire år, får hun sin frihed. Det virker mest af alt som en provokation, men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er kongen, som kronprinsen ønsker at provokere?

Celaena takker ja til tilbuddet og møder snart de 23 andre deltagere i konkurrencen. Men hun møder også en række af slottets andre beboere, og langsomt begynder hendes facade at krakelere. Hun, som ellers er vant til at klare sig selv, møder pludselig mennesker, der er interesseret i at være venner med hende. Konkurrencen forstyrres samtidig af, at flere deltagere dør under mystiske omstændigheder, og Celaena får en idé om, at deltagerne ikke er dræbt af en almindelig lejemorder – men måske af nogen eller noget, der trækker på mørkets kræfter.

Jeg har været ret ambivalent med hensyn til, hvad jeg synes om denne bog. På den ene side var jeg fint underholdt, og det er sådan set en glimrende ungdoms-fantasybog. Men på den anden side var der flere gange, hvor jeg syntes, at bogen modarbejdede sig selv.

Celaena er noget nær prototypen på min yndlingskarakter. En ung, stærk og intelligent kvinde med ben i næsen og en fandenivoldskhed, som både løser og skaber problemer på samme tid. Hun har lagt en række traumatiserende hændelser bag sig samt en barndom, man ikke hører så meget om i denne bog, men der er helt sikkert tale om en kvinde med en fortid. En fortid med en lang række drab.

Jeg synes dog, at forfatteren ind imellem behandler hende uværdigt. Celaena kan det ene øjeblik virke som den unge, sårede kvinde med den mystiske, mørke fortid – for det næste øjeblik at grine og pjatte med vagtkaptajnen. Misforstå mig ikke – jeg synes ikke, at Celaena skal være 110% utilnærmelig og traumatiseret, men der var flere gange undervejs, hvor jeg virkelig undrede mig. Det virkede, som om forfatteren ikke helt kunne bestemme sig for hvilken stil, historien skulle have, og derfor kom Celaenas opførsel flere gange til at virke utroværdig og nærmest barnlig. 

Celaena er en smuk kvinde, og det bliver da også bemærket af flere af slottets mandlige beboere. Der er optræk til et voldsomt trekantsdrama (som jeg hader), men selvom det ind imellem bliver lidt for meget, så er det dog på ingen måde et klassisk drama, og det udvikler sig da også noget mere interessant, end jeg først frygtede.

Jeg havde nok forventet lidt mere af bogen, end den reelt set gav mig. Måske skyldes det, at Celaena er meget tæt på at være min ideelle hovedperson, og derfor følte jeg mig snydt, når forfatteren ind imellem behandlede hende useriøst (i mine øjne). Afslutningen på bogen trak dog op, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal læse næste bog i serien på et tidspunkt.