Bogåret der gik – 2014

2014 er næsten omme, og for mit vedkommende bød det på mange gode læseoplevelser. I år blev min læsning præget af to udfordringer – dels et læsetema for hver måned, dels at jeg skulle afslutte 12 serier.

Månedstema – en lidt for stor succes?
Da jeg satte mig for, at jeg skulle have et læsetema for hver måned, havde jeg ikke besluttet mig for, hvor mange temabøger jeg i så fald skulle læse om måneden. Det var både godt og skidt. På den ene side gav det plads til, at jeg kunne læse ekstra mange temabøger i de måneder, hvor temaet virkelig faldt i min smag (i marts læste jeg således 8 Stephen King-bøger – det var skønt!), ligesom jeg kunne holde det på et minimum, når et tema fejlede (jeg læste 3 Anne Rice-bøger i november – hun var virkelig ikke noget for mig). På den anden side læste jeg ofte så mange temabøger, at der dårligt var plads til at læse serier og bøger, der slet ikke var relateret til de to udfordringer.

Men – månedstemaet gav som sagt mulighed for at dykke ned i forskellige forfatterskaber og temaer, og bortset fra førnævnte Anne Rice-tema, så nød jeg alle de andre temaer.

Jeg færdiggjorde 12 serier!
Jeg nåede at færdiggøre 12 serier i løbet af 2014 – både serier, jeg var i gang med inden starten af 2014, og serier som jeg startede på og færdiggjorde i løbet af året. Jeg startede (og afsluttede) lidt flere serier i 2014, end jeg havde forventet. Eller rettere – jeg læste lidt flere nyudgivelser end planlagt, for der var faktisk et par serier på mine boghylder, som jeg ikke fik læst – og som var en af grundene til, at jeg lavede denne udfordring. Ups. Nå, men jeg fik som sagt læst og afsluttet 12 serier, og det var jo det, jeg havde lovet mig selv. Så må jeg se, om ikke jeg kan få læst de ‘glemte’ serier i 2015 i stedet. Det var i øvrigt ret tilfredsstillende at få afsluttet så mange serier, og det er noget, jeg vil fortsætte med – i stedet for blot at starte på en serie og så udskyde læsningen af de resterende bøger (også selvom den første bog var god).

Nåede du at læse de bøger, du gerne ville i 2014? Havde du en eller læseudfordringer i år, som du fulgte? 

Sofies verden

Jeg deltager ofte i ‘Vælg for mig’-udfordringen på Goodreads, og her fik jeg to forslag at vælge imellem i denne måned – ‘Scarlet’ og ‘Sofies Verden’. Jeg valgte at læse begge bøger – anmeldelsen af ‘Scarlet’ kan du læse her.

Jeg har længe følt, at jeg burde læse ‘Sofies Verden’ af Jostein Gaarder – også selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var en bog for mig. Men det er en bog, som folk ofte har talt om eller refereret til, og da min kære husbond havde den stående, så var der ikke rigtig nogen undskyldning.

Bogen handler om teenagepigen Sofie, som pludselig modtager en række breve med begynder-lektioner til filosofi. Afsenderen er ukendt, og Sofie er dybt forundret – og nysgerrig. Hun læser materialet, der pirrer hendes nysgerrighed, og snart begynder hun at gruble over de spørgsmål, som den ukendte afsender har indarbejdet i materialet. Samtidig begynder Sofie at modtage postkort, der er stilet til anden, jævnaldrende pige ved navn Hilde. Men hvem er Hilde, og hvorfor sender Hildes far postkortene til Sofie? Det bliver en rejse i filosofiens verden, men også en dannelsesrejse for Sofie, der lærer meget om sig selv undervejs.

Dette var en meget blandet læseoplevelse for mig. Den første 120-130 sider slugte jeg hurtigt, men derefter gik jeg lidt i stå. De filosofiske kapitler blev for lange og for belærende, og jeg måtte holde et par pauser i læsningen og kastede mig også over ‘Monsters of Men’, som jeg læste sideløbende med ‘Sofies Verden’. Læserytmen blev ind imellem afbrudt af irritation over filosofilærerens tone eller den sære sidehistorie med den ukendte pige, Hilde, hvis postkort Sofie hele tiden modtog. Jeg syntes, at sidehistorien mest af alt var irriterende og irrelevant, og jeg syntes ikke, den gjorde noget godt for fortællingen.

Tonen i bogen er ret pudsig. Jeg sad ofte og undrede mig over, hvordan personerne talte til hinanden, og jeg syntes, at der var en unødig hård og uhøflig tone personerne imellem. Meget sært og forstyrrende for min fordybelse i bogen – jeg fandt det utroværdigt og mærkeligt.

Jeg kan godt lide, at bogen tager udgangspunkt i filosofiens historie, og at den forhåbentlig kan give unge (og nysgerrige voksne som mig) et indblik i de forskellige filosofiske retninger. Jeg har før stiftet bekendtskab med de fleste af teorierne, så for mig var det en fin anledning til at få genopfrisket et par ting, men ellers kan jeg godt forestille mig, at den for andre vil være en spændende indgangsbillet til filosofiens verden.

Jeg var dog ikke særlig glad for balancen i bogen eller personerne som helhed. De virkede flade, ligegyldige og ofte utroværdige. De filosofiske passager blev ind imellem alt for lange og for tænkte – som om forfatteren hellere ville skrive en fagbog i stedet for skønlitteratur. Det var irriterende, og jeg blev både utålmodig og frustreret over, at teksten ikke kunne fange eller forføre mig som læser, men mere fik mig til at føle som en elev, der skulle læse lektier til næste dag.

Jeg kan godt se bogens berettigelse, og jeg kan også godt forstå, at der er folk, der er betaget af denne bog. Jeg foretrækker dog til enhver tid at læse en ‘ren’ skønlitterær bog eller fagtekster om filosofi – ikke hybridløsninger som ‘Sofies Verden’.

Bøgerne under træet

Jeg håber, du har haft en dejlig juleaften. Det havde jeg sammen med familien – herunder to små og meget glade nevøer. Efter en lækker julemiddag, hvor jeg havde medbragt julesalat, spekulatius, fedtebrød og polvorones, var det selvfølgelig tid til juletræsdans og gaveudpakning. Det sidste blev ret omfattende, da vi var 11 mennesker denne aften. Jeg fik en række dejlige ting – blandt andet disse tre bøger. Jeg får ikke så tit bøger til jul og fødselsdag, så tre stk var ganske godt. Det eneste ærgerlige er, at jeg har læst dem alle sammen (!). ‘Marco effekten’ læste jeg i sommers, hvor jeg havde lånt den af en af mine venner. Den var dog så god, at jeg gerne selv ville eje den. ‘The Walking Dead 1’ lånte jeg i sin tid på biblioteket og blev så begejstret for serien, at jeg er begyndt at samle på den, og her manglede jeg den første bog i serien. ‘Valhalla – den samlede saga 5’ er den sidste bog i genudgivelsen af Valhalla-tegneserierne, og her er der faktisk lidt nyt læsestof, for udover det baggrundsmateriale, der nu er tilføjet, så har jeg ikke læst to af de tre tegneserier, som bogen indeholder. Det glæder jeg mig til!

De seneste år har jeg fået en god vane med at give mig selv en julegave, og det gør jeg også i år. Det bliver fire bøger, som jeg regner med at finde på juleudsalget. Jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på hvilke bøger, det skal være, men mon ikke flere af bøgerne vil være bøger med vintertema? Det har jeg nemlig lyst til at læse for tiden – især nu hvor sneen pynter gader og stræder.

Monsters of Men

Dette er tredje og sidste bog i ‘Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness. Læs anmeldelserne af ‘The Knife of Never Letting Go’ og ‘The Ask and the Answer’.

Denne anmeldelse indeholder intet resumé, da det vil afsløre for meget af handlingen fra de to foregående bøger. Jeg vil i stedet beskrive, hvad der er godt og skidt ved ‘Monsters of Men’, og hvordan serien er som helhed.

‘Monsters of Men’ bygger på en interessant drejning af historien, og det betyder blandt andet, at der kommer en fortællestemme mere. Jeg synes dog desværre ikke, at denne stemme er lige så vellykket og gennemført som Todd og Viola, selvom stemmen bestemt giver nogle interessante vinkler på historien. Bogen er heller ikke lige så udmattende – følelsesmæssigt – som ‘The Ask and the Answer’ var, og det er jeg egentlig glad for – jeg synes, at 2’eren er fantastisk men også meget brutal at læse på samme tid. Det er nu ikke fordi, at ‘Monsters of Men’ er meget skånsom, men den rummer små gnister af håb, som lyser op i mørket, og som man som læser jagter desperat, mens siderne vendes.

Slutningen er desværre lidt vag – måske fordi jeg synes, den er ret oplagt, og måske fordi bogen er lige lovlig lang. Selvom historien stadig er spændende, så synes jeg, at ‘Monsters of Men’ trækkes unødigt ud, og det er synd, for det er en rigtig god trilogi, som burde slutte af med et brag.

Men – selvom slutningen kunne være mere elegant, og bogen med fordel kunne være lidt kortere, så er der ingen tvivl om, at dette er en af de bedste serier, jeg har læst i år. Skrivestilen er forvirrende, men interessant, og forfatteren har opbygget en fascinerende men skræmmende verden, som jeg aldrig nogensinde vil ende i. Med mindre vi taler om at læse bøgerne igen, for det kan jeg godt finde på en dag.

The Nutcracker

Denne klassiker er den sidste julebog, jeg når at læse i år. Jeg har længe ønsket at læse den, og da Rikke fra Paperback Castles fortalte om den smukke udgave af bogen, som Penguin Books har udgivet (sammen med fire andre julebøger), så var det et oplagt køb.

‘The Nutcracker‘ er skrevet af E.T.A. Hoffmann og foregår juleaften. Her får Marie en speciel dukke, nøddeknækkeren, af sin onkel. Hun er vild med den, men broderen Fritz bliver misundelig og vil have fingre i den. Da det lykkes, taber han den på gulvet, så den går i stykker. Marie er knust, men onklen får heldigvis repareret nøddeknækkeren med det samme. Da familien er gået i seng, bliver legetøjet imidlertid levende. Marie opdager det, da hun har sneget sig ned for at hente nøddeknækkeren. Hun omringes af en flok mus, som vil have fat i nøddeknækkeren, og Marie må ty til en desperat handling for at forsøge at redde sin dukke.

At læse denne bog er som at tage på en nostalgisk tidsrejse i gamle eventyr og klassisk julestemning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på blandt andet ‘Den lille hyrdinde og skorstensfejeren’, da jeg læste om nøddeknækkeren, de små mus og den måbende Marie. Der er så megen julemagi og glimt af andre eventyr i denne bog, og det er en fryd at læse den – også selvom enkelte detaljer kan være lidt forvirrende i denne drømmeverden, hvor julens mystik blandes med barnets fantasi.

Og så vil jeg egentlig ikke afsløre mere her – blot anbefale bogen, hvis du har lyst til at læse en julebog med masser af julestemning og magiske øjeblikke.

Dash & Lily’s Book of Dares

Denne bog var en af de mest populære julebøger sidste år, men der nåede jeg ikke at læse den – og jeg havde egentlig heller ikke troet, at jeg ville nå det i år, indtil jeg fandt den på tilbud til Bookoutlets store Black Friday-udsalg.

‘Dash & Lily’s Book of Dares’ er skrevet af Rachel Cohn og David Levithan. Den handler om den sekstenårige Lily, der få dage før jul efterlader en rød notesbog i den store boghandel, The Strand. Notesbogen indeholder en række anvisninger, som den, der åbner bogen, skal følge, inden vedkommende afleverer bogen tilbage med en ny opgave i. Det bliver teenagedrengen Dash, der finder bogen, og heldigvis er han med på spøgen, så snart udveksles bogen igen og igen i de kolde decemberdage med en masse sjove opgaver og udfordringer – dog uden at Dash og Lily møder hinanden. Alligevel vokser der snart et venskab frem mellem de to, men også spinkle håb og drømme om, at den anden måske er den eneste ene…

Som bogelsker er selve starten på denne bog – at finde en personlig notesbog med opgaver og tanker i en boghandel – selvfølgelig en skøn vinkel på historien, men det er nu ikke, fordi den del fylder så meget. Det er snarere teenagernes tanker om livet, julen, håb og drømme, der fylder siderne, og det er langt hen ad vejen både hyggeligt, sødt og til tider tankevækkende.

Den første halvdel af bogen var meget, som jeg forventede – sød, sjov og med en spirende romantisk tone mellem de to, men derefter tog historien en underlig drejning, jeg ikke brød mig om. Pludselig skete der flere ekstreme ting, som brød magien og både virkede hysterisk og helt ude af kontekst. Det irriterede mig grusomt og ødelagde meget af læseoplevelsen. Jeg forstod i det hele taget ikke helt, hvorfor forfatterne havde valgt denne vinkel.

Det var dog dialogen, som jeg brød mig mindst om – ikke gennem notesbogen men når Dash mødte Lilys familiemedlemmer, eller når Lily mødte Dash’ venner. Flere gange sad jeg og undrede mig dybt over, hvorfor dialogen skulle være så konstrueret og mystisk. Der er jo ingen, der taler på den måde til mennesker, de møder for første gang! Det virkede falsk og dermed også ligegyldigt.

Bogen havde potentiale til at fortælle en sød, romantisk historie, der foregår ved juletid, men i stedet bliver det en halvrodet affære med utroværdige episoder og irriterende dialoger. Hvis du går i gang med at læse den, så stop, når du er ca. halvvejs – jeg syntes i hvert fald, at det var noget af et antiklimaks at læse den anden halvdel, og efter de føromtalte ekstreme passager, så kunne bogen ikke vinde mit hjerte.

Scarlet

Dette er efterfølgeren til Cinder’, som jeg læste tidligere i år. Bøgerne er skrevet af Marissa Meyer og er en del af en serie, der endnu ikke er afsluttet.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen her, da det vil afsløre for meget af handlingen fra den første bog, men jeg vil opridse en række plusser og minusser ved bogen samt sammenligne den med den første bog i serien.

‘Scarlet’ er som sagt en fortsættelse, men der er også mange nye personer med i denne bog, og derfor bliver læseoplevelsen også noget anderledes. Hvor ‘Cinder’ er simpel, ligetil og fyldt med blomstrende kærlighed, er ‘Scarlet’ lidt mere kompliceret og indeholder desuden noget af den baggrundsviden, som ‘Cinder’ ind imellem manglede. ‘Scarlet’ kan også virke lidt rodet i forhold til den første bog, da bogens kapitler skifter mellem at have hhv. Scarlet eller Cinder som omdrejningspunktet for historien. Jeg syntes ikke, det var forvirrende, men jeg kan godt forstå, hvis det kan irritere andre.

Jeg syntes, det var en fordel, at der var mere baggrundsviden i denne bog, men bogens største force var nu de ekstra detaljer, der kom med, da historien for alvor udviklede sig. Her syntes jeg, at forfatteren var ret kreativ mht. hvordan hun havde opbygget denne verden og inddraget forskellige eventyr.

Til gengæld er Scarlet ikke lige så let af holde af som Cinder. Scarlet er lidt for naiv og impulsiv til min smag, og hun gør en række tåbelige ting. Men eftersom Cinder stadig er med, så gjorde det mig ikke så meget.

Jeg har givet begge bøger ret gode ratings på Goodreads – men jeg er lidt usikker på, hvilken af bøgerne der er bedst. Pt. er det ‘Scarlet’, men det kan være, jeg ændrer mening igen. Jeg elsker kombinationen af scifi og eventyr, og selvom historierne er rimelig simple, så synes jeg, det fungerer fint for disse ungdomsbøger.

 

Ready Player One

Her er et af de sjældne eksempler på en ny ungdomsroman, som IKKE er en del af en trilogi! Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg synes godt nok, der udgives mange trilogier disse år… især når man som jeg holder meget af fantasy- og sci-fi.

‘Ready Player One’ er skrevet af Ernest Cline og foregår i 2045, hvor kloden præges af sult, fattigdom og et nedbrudt klima. De fleste mennesker ‘flygter’ derfor til den virtuelle verden OASIS – et gigantisk computerspil, hvor du kan være, hvem du vil, og opføre dig ligesom du har lyst. En fristende mulighed for alle dem, der ellers ikke har meget at leve for –  især hvis du deltager i skattejagten, som OASIS’ programmør og mangemilliardær satte i gang med sin død. Han testamenterede nemlig hele sin formue og rettighederne til OASIS til den person, der kan løse en række gåder og finde de tre nøgler og porte, som programmøren har gemt i den virtuelle verden. Flere år er gået, uden at nogen har haft held til at løse den første del af gåden, indtil den dag, hvor den fattige teenageknægt, Wade, pludselig kommer på sporet af løsningen på den første gåde. Derefter tager skattejagten en dramatisk drejning…

Denne bog er ikke bare en hyldest til computerspil og film, der kom frem i 1970’erne og 1980’erne – det er også en kærlig hilsen til alle de nørder, der har dyrket disse ting. Det er ikke et krav at kende samtlige spil og film, der refereres til i denne bog, men ved du intet om arkadespil m.m. fra den tid, så tvivler jeg på, at du får det optimale ud af bogen. Der er virkelig mange referencer til spil og film, og jeg gætter på, at det kan blive kedeligt, hvis du ikke kender til dem. Personligt kendte jeg langt fra alle – dels var jeg for til at spille computerspil i 80’erne, dels har jeg i højere grad spillet pc-spil – men jeg elskede den nørdede vinkel, der var på mange af tingene i bogen.

Bogen har en boget ujævn rytme. Starten er langsom, men rammerne for historien skal selvfølgelig lige forklares, og man skal lige have et indtryk af hele den verden, man bevæger sig i. Derefter kommer der en del action… men så er det som om, at handlingen igen bremser, og der kommer en (alt for) lang periode, hvor der ikke sker så meget. Her må jeg indrømme, at jeg begyndte at trippe lidt. Heldigvis kom historien op i omdrejninger igen, og den sidste del af bogen var mildest talt actionramt!

Historien kan læses som let underholdning med masser af action og sympatiske, humanistiske budskaber, men bogen kan ses som frygten for et samfund, hvor naturen forfalder, og mennesket flygter ind i en computerskabt verden, hvor ansvar og realiteter er fremmedord. Jeg gætter på, at de fleste vil læse bogen som underholdning, men jeg kunne godt lide den dystopiske vinkel, som prægede rammerne for historien. Slutningen er ikke specielt overraskende eller spektakulær, men det forventede jeg heller ikke af denne type bog.

Selvom det er en ungdomsbog, så vil jeg i højere grad anbefale den til nørder, der er +30 år – især de nørder, der har stået på diverse grillbarer i adskillelige timer for at lave en ny highscore på spillemaskinen. Du kan dog sagtens læse den, hvis du er yngre, men jeg tror, du får mest ud af bogen, hvis du kan nikke genkendende til en række af de spil og film, der refereres til i teksten.

The Oxford Book of Christmas Stories

Da jeg ledte efter julebøger på Saxos hjemmeside til denne måneds julelæsning, faldt jeg ved et tilfælde over ‘The Oxford Book of Christmas Stories’. Ud fra beskrivelsen lød den så god, at jeg købte den helt spontant – uden at researche på den, som jeg normalt gør, når der er bøger, jeg gerne vil købe. Det kom jeg til at fortryde…

Bogen beskrives således:
“Families and friends come together at Christmas and, as they do, there are stories to be told. Stories about love, secrets, friendship, bravery, conflict, and compassion. This collection includes stories by Charles Dickens, Laurie Lee, Philippa Pearce, Geraldine McCaughrean, Jacqueline Wilson, Nicholas Fisk, and many, many more. So whether you want to slide with Mr Pickwick on the ice or find out what’s on Adrian Mole’s Christmas list, there are delights and surprises to be discovered in this wonderfully varied anthology of stories illustrated in both colour and black and white.”

Ud fra den beskrivelse forventede jeg en novellesamling fyldt med hyggelige klassikere og nye dejlige og julevarme historier. Det var dog ikke helt det, jeg fik. Jojo, der var skam en historie af Charles Dickens, men ikke en særlig god eller interessant fortælling. I det hele taget var mange af historierne korte, uinteressante og virkede ufærdige, ligesom mange af dem slet ikke var hyggelige. Det værste var dog, at en stor del af dem intet havde med julen at gøre! Jeg forstod simpelthen ikke den sammensætning og følte mig ærlig talt lidt snydt.

Der er enkelte interessante, underfundige og rørende historier i samlingen, men der er alt for få, og det var en ret utilfredsstillende læseoplevelse. Jeg kan derfor ikke anbefale denne bog.

The Giver

Da jeg begyndte at bruge Goodreads, når jeg researchede på bøger, faldt jeg gang på gang over ‘The Giver’ af Lois Lowry. Det var ikke en bog, jeg havde hørt om før, men den optrådte på utrolig mange lister over bøger, som folk anbefalede, og der var virkelig mange af Goodreads-brugerne, der havde læst bogen. Jeg blev til sidst så nysgerrig, at jeg besluttede mig for at læse bogen.

‘The Giver’ er en dystopisk ungdomsroman, der foregår i et fremstidssamfund, hvor befolkningen overvåges af staten, så man sikrer, at alle opfører sig korrekt. Hovedpersonen Jonas er 11 år og bor sammen med sine forældre og lillesøster – eller måske nærmere ‘forældre’ og ‘lillesøster’, for de er ikke biologisk i familie men udvalgt af samfundet til at bo sammen. Alle får en plads i samfundet, som de forventes at udfylde, og det er befolkningen tilfreds med – sådan er det jo bare. Desuden bruger man ikke tid på at følelser, så der er ikke rigtig nogen grund til at mene noget andet – sorg, smerte og kærlighed er alle fjernet, så det er lettere at undgå konflikter.

Da Jonas fylder 12 år, bliver han – ligesom hans jævnaldrende – tildelt sit hverv og dermed sin rolle i samfundet. Til alles overraskelse får han til opgave at blive den næste ‘Giver’ – den ene person i samfundet, der stadig har følelser og adgang til minder og hemmeligheder. Giveren skal huske alt – også alle de dårlige ting såsom krig, mord og forræderi, og det er derfor ret opslidende at have denne vigtige funktion. Men det er også en stor ære, og Jonas er da også spændt på, hvordan det vil være.

Det er jo ikke ligefrem fordi, at dystopiske ungdomsromaner med et fuldkommen forskruet samfund er et særsyn på boghylderne disse år – nærmest tværtimod. Jeg syntes derfor heller ikke, at der var så meget nyt i ‘The Giver’, men det er omvendt også lidt synd at bedømme bogen ud fra dette, eftersom ‘The Giver’ blev udgivet for over 20 år siden.

Den altdominerende stat, der kontrollerer borgerne, virker dog – i hvert fald ikke i starten – så brutal og nådesløs, som den ofte gør i andre dystopiske romaner, og det virker da også til, at alle borgere er tilfredse med at leve under disse vilkår. Det, jeg synes er rigtig interessant, er ‘Giverens’ rolle i samfundet. Det virker lidt underligt at have en person, der skal huske alle de ting, som resten af befolkningen har glemt – og også som en meget sårbar løsning. Men det er blandt andet det, der er med til at forme historien, så det kan jeg ikke uddybe nærmere her, uden at afsløre for meget.

Jeg synes desværre ikke, at der når at ske så meget i denne bog. Nu er det også første bog i en serie på i alt fire bøger, og den er kun 179 sider lang,  men jeg synes ganske enkelt, at den var kort. Der kunne ikke nå at ske ‘nok’ i bogen, så jeg sad tilbage med en følelse af, at bogen kun var halvt færdig.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg vil læse resten af bøgerne i denne serie. På den ene side føler jeg, at jeg bør gøre det, da jeg også er lidt nysgerrig mht. hvordan historien vil udvikle sig, men på den anden side syntes jeg ikke, at bogen var fængende nok.