Bogindkøb – før og efter jul


Som jeg fortalte for nogle uger siden, så er et af mine mål for 2015 at nedbringe antallet af ulæste bøger på hylderne. I den forbindelse har jeg blandt andet lovet mig selv, at jeg kun må købe en bog for hver tredje ulæste bog på hylden, jeg læser. Det vil sige, at når jeg for eksempel har læst 12 bøger fra hylden, må jeg købe fire nye bøger. Men men – jeg tyvstartede faktisk på udfordringen allerede tilbage i oktober måned. Hvad har det betydet for mine bogindkøb? Tja… først og fremmest overholder jeg udfordringen, så nu læser jeg stort set kun bøger, jeg har stående på hylderne (hermed en undskyldning til biblioteket – jeg skal nok komme på besøg til næste år!). Men derudover er bogindkøb pudsigt nok også blevet endnu sjovere, da jeg både planlægger købene i endnu højere grad, ligesom det føles som ekstra forkælelse. Og det er jo ikke så ringe endda…

Og hvad har jeg så købt de seneste måneder? Først og fremmest bøger på tilbud. Da Bookoutlet havde Black Friday-udsalg i slutningen af november, købte jeg tre bøger, som jeg fik tilsendt enkeltvis (for at undgå at skulle betale ekstragebyr for køb uden for EU). Det blev til ‘Stormdancer’, ‘Dash and Lily’s Book of Dares’ og ‘The Tropic of Serpents’.

‘Dash and Lily’s Book of Dares’ læste jeg selvfølgelig i løbet af julemåneden, mens jeg stadig har de to andre til gode. Jeg går dog pt. og lurer på ‘Stormdancer’ men har lovet mig selv, at jeg skal nå at læse sidste bog i den spændende ‘Feed’-serie, inden jeg må gå i gang med en ny serie.

I december måned købte jeg flere boggaver til familien via Saxo, og i den forbindelse blev jeg jo også nødt til at købe lidt til mig selv, nu hvor de havde 20% rabat på alt. Det blev til ‘The Nutcracker’ og ‘Scarlet’, som jeg også fik læst i løbet af december.

Her i januar er jeg ikke stødt på så mange interessante bogtilbud. Jeg fandt ‘Pigen der forsvandt’ i Føtex til 69 kr, og ja – så kom jeg til at købe den. Havde ellers planer om at skrive den på min fødselsdags-ønskeseddel. Desuden havde Wordery tilbud i hele januar måned – 10% på hele udvalget – og da jeg havde lovet mig selv fire bøger i julegave, kunne jeg lige så godt benytte dette tilbud. Det blev til fire julegavebøger samt en enkelt bog, jeg havde ’sparet op til’ – ‘Frost Hollow Hall’, ‘Deathless’, ‘Ruin and Rising’, ‘A Merry Christmas’ og ‘The Night Before Christmas’.

De to sidstnævnte har jeg dog ikke planer om at læse lige foreløbig – dem gemmer jeg til næste jul – men jeg besluttede mig for at købe dem nu, så jeg var sikker på, at de stadig var mulige at få fat på.

‘Frost Hollow Hall’ og ‘Ruin and Rising’ har jeg allerede læst, og ‘Deathless’ er jeg i skrivende stund i gang med, så om et par uger anmelder jeg også den bog.

Har du købt nogle spændende bøger for nylig?

Deadline

‘Deadline’ er skrevet af Mira Grant og er fortsættelsen til ‘Feed’ – en bog, der foregår i engang i fremtiden, hvor zombierne hærger Jorden og har mindsket antallet af mennesker betydeligt.

Jeg kan ikke give et resumé af ‘Deadline’, da det vil afsløre for meget af handlingen i ‘Feed’. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg overhovedet kan sige om ‘Deadline’ – udover at den er virkelig fed!

Da jeg læste ‘Feed’, var jeg overrasket over, hvor lidt zombier egentlig fyldte i handlingen, når det kom til stykket, og sådan er det også i ‘Deadline’. Det svækker dog ikke serien, for den underliggende trussel er der hele tiden og er med til at give en tilpas paranoid stemning.

‘Feed’ var på mange måder genial og havde en overraskende slutning, som fik mig til at spekulere på, hvad der ville ske i den næste bog. Og her må jeg indrømme, at forfatteren i den grad formåede at udvikle historien i ‘Deadline’, hvor handlingen igen tager en overraskende drejning. Det er en bog, der får mig til at smile – ikke fordi handlingen ligger så meget op til det, men fordi det er en fornøjelse at læse en historie, der er så godt skruet sammen. Det hjælper selvfølgelig også, at bogen er befolket af interessante hoved- og bipersoner, og at forfatteren har skruet et ret interessant bud på en fremtidsverden sammen.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale på linje med ‘Feed’. Nu glæder jeg mig blot til at læse tredje og sidste bog i trilogien.

The Iron King

Jeg deltager vanen tro i Goodreadsudfordringen ‘Vælg for mig’ i denne måned, og i den forbindelse fik jeg til opgave at læse ‘The Iron King’ af Julie Kagawa.

Bogen handler om den 16-årige pige, Meghan Case, der pludselig oplever, at der sker underlige ting omkring hende. Meghans lillebror forsvinder, og i jagten på at finde ham, ender hun pludselig i Nevernever – i feverdenen, hvor mennesker normalt ikke kommer, for det er et farligt sted for almindelige dødelige. Heldigvis tog Meghans bedste ven, Robbie, med hende, og det er her, hun opdager en ny side af ham. Han er nemlig også et overnaturligt væsen! Meghan er komplet forvirret, og det bliver ikke bedre, da hun opdager, at hun også er knyttet til feverdenen, og at det skaber problemer for hende selv og dem, hun holder af.

Det bedste ved bogen var helt klart den feverden, som forfatteren havde bygget op omkring ‘En Skærsommernats Drøm’ samt forskellige myter og fortællinger om mytiske væsner. Det er en farlig og mystisk verden, og jeg kunne især godt lide, hvordan den udviklede sig i løbet af bogen og både virkede levende og dynamisk.

Jeg var til gengæld ikke synderlig vild med kærlighedsvinklen i bogen. Jeg frygtede et trekantsdrama (den er blandt andet omtalt som ‘Den nye Twilight’), men det var meget subtilt og let at ignorere. Til gengæld var der insta-love, og det var næsten lige så irriterende. Meghan – som ærlig talt hverken virkede særlig skarp eller selvstændig – faldt pladask for en smuk men kold og kynisk prins, og det var helt tåkrummende at læse om. Det virkede mest af alt som om, at bare fordi han var en pretty boy, så tabte hun fuldstændig sit hjerte til ham – også selvom han var både ubehagelig og ligeglad med hende. Det blev heller ikke bedre af, at Meghan – så snart hun var i feverdenen – åbenbart blev meget hjælpeløs og gang på gang skulle reddes af prinsen, bedstevennen eller den talende kat (hej reference til ‘Alice i Eventyrland’). Nej, jeg er ikke så vild med blåøjede, uselvstændige hovedpersoner – og slet ikke de kvindelige udgaver…

Men – når Meghan ikke sendte smægtende blikke efter prinsen eller skulle reddes ud af en næsten-dødelig-situation, så var bogen fin underholdning, og jeg kunne som sagt godt lide feverdenen og de mange mystiske væsner, der befolkede den.

Speak

Ind imellem støder man på en bog, som bør indgå i pensum på enhver skole eller gymnasium. ‘Speak’ af Laurie Halse Anderson er sådan en bog.

Melinda er en ung pige, der går i high school. Da hun starter efter sommerferien, kan hun straks mærke, at de andre ser skævt til hende. Hun er ikke velkommen, hun er ikke ønsket. Siden hun tilkaldte politiet i forbindelse med en ungdomsfest, har ingen ønsket at tale med hende – altså bortset fra den nye pige, som ingen andre ønsker at tale med. Melinda har svært ved at finde ord – både i timerne, over for forældrene og over for de tidligere venner. Hvad er det, der har forandret hende så hurtigt? Hvad er det, der gør, at hun lukker sig selv inde og skubber omverdenen fra sig? Karaktererne rasler ned, og lærerne mener, hun har et attitudeproblem. Men er Melinda en provokerende og sur teenager, eller har hun problemer, hun har svært ved at tale med andre om?

Skrivestilen i ‘Speak’ er så simpel, at det næsten er provokerende. Med få og enkle virkemidler bygger forfatteren en historie op, som – selv hvis man ikke er blevet mobbet i skolen – alligevel er så genkendelig og smertelig på samme tid. Melindas ensomhed er så ubehagelig skarp, at man næsten skærer sig på den, når man læser bogen, og jeg fik flere gange lyst til at række armene frem og give hende de kram, hun havde brug for.

Melinda er en kompliceret hovedperson i den forstand, at selvom man føler med hende, forstår man ikke til fulde, hvorfor hun gør, som hun gør. Jeg havde dog en stærk mistanke om, hvad der lå bag, og på det punkt var bogen meget forudsigelig. Jeg havde dog svært ved at forstå, hvordan det at ringe til politiet i forbindelse med en ungdomsfest (hvilket selvfølgelig betød, at festen sluttede) kan være så forfærdeligt, at alle vender én ryggen. Måske skal man være amerikaner for at kunne sætte sig ind i det – som dansker har jeg i hvert fald svært ved at forestille mig en lignende reaktion her i Danmark. Men det er måske også bogens største svaghed – at enkelte elementer ikke helt passer ind til omgangstonen/omgangsformen i dansk kontekst.

Bogens største styrke er som sagt den enkle og alligevel smertelige historie om en pige, der bliver udstødt og mobbet og som forsvinder mere og mere fra sit tidligere jeg. Det er en historie om mobning, som burde være pensum i de ældste klasser i folkeskolen eller i gymnasiet, for den viser med al tydelighed, hvad mobning – eller bare det at blive ignoreret – kan gøre ved et menneske. 

Det er en simpel, letlæselig historie med et yderst relevant tema, og den kan sagtens læses, selvom du ikke er teenager. Ja, faktisk bør du måske ligefrem læse den, hvis du har børn i teenagealderen… 

At læse eller ikke at læse – eksklusion via bøger

Jeg elsker at læse. Det kommer næppe som en overraskelse for dig, eftersom jeg har en bogblog, men det at læse bøger er ikke en hobby, alle har. Faktisk bryder flere af mine nære venner sig ikke om at læse bøger, og selvom vi ikke alle kan have den samme smag endsige hobbyer, så overraskede det mig alligevel, da jeg i sin tid fandt ud af det.

Er det et tab ikke at læse bøger? Ja, det mener jeg. Ikke alene går man glip af mange spændende historier (og det er altså ikke det samme at se film og tv-serier), men man går også glip af rigtig mange litterære referencer i andre sammenhænge – såsom i sange, debatter, film, tv-serier, jokes osv. Det må – i mine øjne – være irriterende ikke at kende de mange referencer og ofte føle, at man går glip af pointer eller jokes, fordi man ikke læser bøger.

Når man ikke læser bøger, snyder man også sig selv for en let og billig underholdningsform, som er praktisk og let at tage med sig – om det så er i toget, på stranden eller på ferie, ja faktisk kan det at læse være en rejse i sig selv.

Jeg har ikke prøvet at ‘omvende’ mine ikke-læsende venner. Jeg respekterer, at det bare ikke interesserer dem, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan folk kan afskrive bøger helt ikke bare en bestemt genre.

Har du venner eller bekendte, der ikke læser – og ved du i så fald hvorfor? 

Hjerteløs

Dette er tredje bind i ‘Den Grønne Ø’-serien af Mette Finderup. Jeg mener, at der kommer en fjerde og sidste bog i serien. Læs anmeldelserne af de to første bøger, ‘Smertensbarn’ og ‘Blodvarslet’.

Jeg vil ikke skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget af de foregående bøger. Her kommer derfor kun nogle tanker om ‘Hjerteløs’ og serien som helhed.

Gyrith er fortsat viljestærk – og stædig – hvilket også giver hende problemer flere gange. Som jeg skrev i anmeldelsen af ‘Blodvarslet’, så modnes hun i løbet af bøgerne, men jeg synes dog ikke, at hun udvikler sig nær så meget i ‘Hjerteløs’, som jeg havde håbet på. Hun bliver aldrig en af mine yndlingshovedpersoner – det er hun simpelthen for egenrådig og tåbelig til – men hun er nok også en mere menneskelig og troværdig hovedperson i forhold til så mange andre fantasybøger for unge.

Jeg nød desværre ikke ‘Hjerteløs’ lige så meget som de foregående bøger, og det skyldes nok først og fremmest, at historien har fjernet sig en del fra udgangspunktet i den første bog. Gyrith har oplevet meget nu – og gør det også i den tredje bog – men jeg synes, det er blevet en noget anden fortælling, end den jeg havde sat næsen op efter.

Det er i øvrigt interessant at læse en ungdomsserie, hvor tonen kan være så rå og direkte. Det er på den ene side forfriskende, men det får mig også til at tænke over, om jeg ville have brudt mig om det, da jeg var 12-14 år… og det havde jeg nok ikke, men det er jo meget forskelligt fra person til person.

Jeg er spændt på, hvordan serien ender. Slutningen af ‘Hjerteløs’ fik mig i hvert fald til at gruble over, hvad der nu vil ske i Gyriths liv.

Siege and Storm

Dette er anden del i ‘The Grisha’-serien af Leigh Bardugo. Første bog – ‘Shadow and Bone’ – læste jeg i 2014.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen i ‘Siege and Storm’, da det vil afsløre for meget ift. den første bog i serien. I stedet opsummerer jeg, hvordan min læseoplevelse var – blandt andet sammenlignet med ‘Shadow and Bone’.

‘Siege and Storm’ virkede som en mere gennemarbejdet bog. Hvor den første bog var lang tid om at komme ordentligt i gang og til tider mindede for meget om andre lignende fantasyserier, så virkede ‘Siege and Storm’ som en bog med et selvstændigt og spændende univers, der fik lov til at udfolde sig yderligere.

Jeg kunne godt lide, at der var et par twists undervejs, og at persongalleriet udvidede sig til blandt andet at omfatte en så interessant person som Sturmhond. Han gav en fantastisk vildskab og uforudsigelighed til historien.

Der var perioder, hvor der var lige lovlig stille, men jeg syntes ikke, det gjorde så meget, da det gav en større kontrast til de meget actionmættede scener.

Serien har helt klart udviklet sig positivt. Jeg var lidt tøvende, da jeg anmeldte ‘Shadow and Bone’, for jeg kunne ikke finde ud af, om jeg havde overvurderet serien, men efter at have læst ‘Siege and Storm’ har jeg bestilt den tredje og sidste bog, som jeg nu venter (utålmodigt) på.

Narnia fortællingerne

I år har jeg lovet mig selv at genlæse en række bøger, og hvad er mere oplagt end at starte med en af barndommens favoritter – ‘Narnia fortællingerne’ af C. S. Lewis. Det kan godt være, at andre har J. R. R. Tolkien som fantasy-faderen over dem alle, men jeg har altid foretrukket Narnias verden.

Jeg kan huske, at jeg læste bøgerne flere gange, da jeg var helt lille – jeg har nok gået i 2.-4. klasse – men siden da har jeg ikke læst dem, så jeg var spændt på, om historierne stadig holdt. Jeg læste den danske samling, som udkom for en række år siden, og den indeholder alle syv bøger i serien.

‘Narnia fortællingerne’ indeholder både de mest kendte Narnia-historier, som blev filmatiseret for nogle år siden, men der var også et par historier, jeg ikke kunne huske. Samlingen indeholder således også skabelsesberetningen, der fortæller, hvordan Narnia opstod. Og ja, det er helt bevidst, at jeg trækker paralleller til kristendommen, for under genlæsningen var det virkelig underholdende – og interessant – at se hvor mange sammenfald der er med bibelfortællingerne.

Vil du have et overblik over de forskellige bøger i Narnia-serien, så tjek Wikipedias artikel om Narnia fortællingerne.

Holdt Narnia-fortællingerne så ved en genlæsning? Ja, til dels. Verdenen er stadig fantastisk, og bøgerne har deres helt egen, lidt belærende stil, som ind imellem er krydret med nogle pudsige kommentarer fra forfatteren. Der er noget utrolig engelsk og gammeldags over historierne, men uden at det bliver for tungt og kedeligt. Jeg må dog også indrømme, at et par af historierne ikke var nær så gode, som jeg huskede dem.

C. S. Lewis’ fortællinger om Narnia og dens indbyggere har inspireret mange senere forfattere – blandt andet J. K. Rowling – og det er fuldt forståeligt, at han regnes som en af verdens mest betydningsfulde fantasy-forfattere.

Persepolis 1 +2


Jeg håber, at jeg får læst flere graphic novels i 2015. Det er ikke en af mine bogudfordringer, men jeg tror, jeg alligevel vil gøre en indsats, så der sniger sig nogle graphic novels ind i læsningen i løbet af i år. Jeg læser i forvejen ‘The Walking Dead’-serien (men ikke så tit, da bøgerne er ret dyre), men jeg har også et par andre i kikkerten.

For et par uger siden fik jeg endelig læst anden og sidste del i Persepolis-fortællingen. ‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ er skrevet af den iranske kvinde Marjana Satrapis og blandt de mest læste graphic novels verden over. Bøgerne foregår i Iran og Østrig i 1970’erne og 1980’erne og handler om Marjanas barndom – først i Iran inden den islamiske revolution, siden i Franrig, hvor hun studerer i fire år, inden hun vender tilbage til et meget anderledes Iran, der nu præges af præstestyrets regime.

Tegnestilen er simpel og rå – lidt ligesom ‘Maus’ – men alligevel ret udtryksfuld, selvom flere af personerne ind imellem ligner hinanden lige lovlig meget. Det er en bog, der handler om en ganske almindelig piges hverdag, men hvor de politiske og religiøse ændringer hele tiden lurer i baggrunden og er med til at påvirke hendes liv i stadig større grad. Marjana lader sig dog ikke begrænse, men beskriver ærligt og direkte, hvordan hun og andre unge lavede oprør i det stille og ikke ville finde sig i, at deres frihed blev begrænset.

Marjana som hovedperson virker meget troværdig – man har sympati for hende, selvom hun ind imellem opfører sig egoistisk eller ubetænksomt. Hun forsøger ikke at forherlige sin egen historie, men fortæller om sin hverdag og er heller ikke bange for at kritisere sin omgangskreds og det politiske styre.

‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ giver et virkelig interessant indblik i iransk teenagepiges liv – både før og efter den islamiske revolution, og det gav mig en viden om landet og samfundet, som jeg følte, jeg manglede. Det er med til at sætte ansigt på befolkningen og giver et helt andet billede end det, som medierne tegner af landet i dag. Men det er også en barsk fortælling om, hvordan et land ændrede sig, og befolkningen også var nødt til at gøre det – i et vist omfang.

Vil du gerne prøve kræfter med et par graphic novels, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, så vil jeg anbefale dig de to bøger. De er knapt så barske som ‘Maus’ (som jeg selv skulle oparbejde lidt mod for at kaste mig over), men er stadig meget relevante.

Article 5

Dystopiske ungdomsbøger har virkelig præget bogmarkedet de seneste år, hvilket jeg har sat stor pris på – det er nemlig en af mine yndlingsgenrer. Problemet er dog, at når en bestemt genre bliver populær, så er forlagene ikke altid gode til at sortere de dårlige historier fra, men udgiver rask væk alt, der kan passe ind under denne kategori (… eller… sådan føles det i hvert fald, og ja, her tænker jeg blandt andet på alle kedelige vampyrromancer, der kom i kølvandet af Twilight-serien).

‘Article 5’ af Kristen Simmons skriver sig ind i rækken af dystopiske ungdomsromaner, hvor historien finder sted i et fremtidssamfund, hvor staten styrer via en række paragraffer, der blandt andet definerer, hvordan en familie skal være sat sammen, hvordan mænd og kvinder skal opføre sig. Den 17-årige pige Ember bor sammen med sin mor, der kommer til at overtræde paragraf 5 og derfor bliver anholdt. Ember blander sig i anholdelsen og ender på en anstalt, hvor de bruger temmelig hårdhændede metoder til at afrette ‘uregerlige piger’. Ember ser pludselig en side af samfundet, hun ikke kendte til – en rigtig grim og brutal side, som hun har svært ved at forstå og acceptere, og hun indser, at moren sandsynligvis er i livsfare. Hun vil gøre alt for at slippe væk fra anstalten for at redde moren, og heldigvis får hun hjælp fra sin barndomsven, Chase, der sætter sit liv og sin karriere i politiet på spil for at hjælpe hende væk. Snart er de på flugt, og Ember finder ud af, hvor farligt det kan være at gå imod samfundets regler…

Da jeg havde læst denne bog færdig, sad jeg og spekulerede på, hvorfor forfatteren havde valgt den dystopiske genre som ramme for fortællingen. Når det kommer til stykket, synes jeg ikke, at genren betyder særlig meget for historien, og den bruges primært til at lave nogle ret (unødigt) voldelige og dramatiske scener. Der er ganske enkelt for lidt baggrundshistorie til, at jeg finder verdensbeskrivelsen troværdig. Når det kommer til stykket, er denne bog først og fremmest en bittersød kærlighedshistorie. Der er godt nok ikke særlig megen romantik i bogen, men der er ingen tvivl om, at Chase ikke ville gøre så meget for Ember, hvis han ikke var forelsket i hende.

Problemet er blot, at Ember ikke fatter det – ja, faktisk fatter hun meget lidt. Hun har ingen situationsfornemmelse og er langt hen ad vejen en selvcentreret, uselvstændig og tvær pige. I det hele taget en hovedperson, som det er svært at knytte sig til, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg blev tværtimod mere og mere irriteret over, hvor hysterisk og uansvarlig hun opførte sig. Gang på gang bragte hun sig selv og Chase i fare, og hver gang forsøgte hun at give ham skylden. Jamen altså. Hvis jeg havde været ham, ville jeg have opgivet til sidst og ladet hende sejle sin egen sø – mage til tåbelig og utaknemmelig tøs skal man lede længe efter.

Jeg var – som ovenstående mere end antyder – desværre ikke særlig begejstret for ‘Article 5’ og kan derfor ikke anbefale den. Det bliver næppe en serie, jeg læser til ende.