Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Den sorte paraply

Denne bog har jeg fået anbefalet af en af mine venner, så da jeg opdagede, at den nu kan lånes som lydbog via ereolen.dk, så blev den en del af underholdningen på mine daglige togture.

‘Den sorte paraply’ er skrevet af Lene Dybdahl og starter i 1666, hvor den unge Robert ser videnskabsmanden Mr. Rawls slå Roberts far ihjel. Robert forsøger at stikke af, men Mr. Rawls får alligevel fat i ham og tvinger Robert til at blive sin assistent. Mr. Rawls’ eksperimenter kræver forsøgspersoner, og det går ud over en række fattige børn, som ikke altid overlever eksperimenterne. Robert set på fra sidelinjen, men gør ikke så meget for at hjælpe børnene – han har travlt nok med at adlyde Mr. Rawls. Han finder blandt andet frem til en sort paraply, der siges at have magiske kræfter, og den kommer til at spille en vigtig rolle under et af Rawls’ eksperimenter. Paraplyens kræfter vækkes til live og sender på uforklarlig vis både Robert og Mr. Rawls til nutidens London. Her bliver Robert fundet af en ældre dame, som tager sig af ham, men det giver visse komplikationer pludselig at dukke op i nutiden uden identifikationspapirer – især da Mr. Rawls ihærdigt forsøger at få fingre i både Robert og den magiske paraply. 

Jeg synes, det er svært at give et 100% retfærdigt billede af denne bog, og det skyldes desværre, at jeg valgte at ‘læse’ den som lydbog. Ikke at lydbogen i sig selv er dårlig, men da netlydbog.dk blev nedlagt i midten af januar og i stedet erstattet af ereolen.dk (inkl. ny app), så gav det en række problemer, eftersom app’en desværre ikke virker 100%. Det betød blandt andet, at halvdelen af gangene, jeg åbnede app’en for at høre videre i lydbogen, så kunne den ikke huske, hvor langt jeg var nået (og det kunne jeg heller ikke nødvendigvis på minuttal). Det betød, at jeg adskillelige gange måtte hoppe frem og tilbage i historien for at finde frem til det rette sted, og da denne historie også hopper i tid, så blev forvirringen absolut ikke mindre! Suk.

Nå, men selve historien er interessant og ganske godt fortalt. Jeg kan godt lide, at den ikke er så forudsigelig som meget andet ungdomsfantasy – for eksempel at flere af personerne, der er med i bogen, er mere egoistiske og mere twistede i forhold til arketyperne. I det hele taget er persongalleriet en af bogens plusser, for der er flere herlige bipersoner.

Det er en mørk og til tider ubehagelig fortælling, og jeg kan virkelig godt lide, at forfatteren har gjort så meget ud af at vække 1600-tallets London til live i bogen. Det gav en ret troværdig stemning og følelsen af at stå i Londons gader i 1600-tallet.

‘Den sorte paraply’ er en bog, jeg godt kan finde på at læse igen ved lejlighed. Jeg ærgrer mig over, at flowet i historien blev delvist ødelagt af den fejlramte app, så jeg vil gerne fordybe mig i historien igen på et andet tidspunkt.

The Secret Garden

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal læse en række bøger fra BBC’s Big Read liste i år (underforstået dem, jeg endnu ikke har læst), og det omfatter blandt andet ‘The Secret Garden’ – en børnebog, der blev udgivet i 1910 og som siden er blevet af tusinder og atter tusinder af børn og voksne.

‘The Secret Garden’ er skrevet af Frances Hodgson Burnett og handler om den 10-årige pige Mary, der er vokset op i en velhavende engelsk familie, der er bosiddende i Indien. Mary har aldrig manglet noget og har altid været vant til at blive vartet op af tyendet, så hun har udviklet sig til at være en temmelig selvcentreret, temperamentsfuld pige, som forventer, at andre gør, som hun forlanger. Da koleraepidemien bryder ud og tager livet af hendes forældre og alle tjenestefolkene, er Mary pludselig alene tilbage. Hun bliver reddet og sendt til England for at bo hos sin onkel, hun aldrig før har mødt. Mary bryder sig bestemt ikke om sit nye hjem, hvor det forventes, at hun ikke bare kan koste rundt med tjenestefolkene. Hun keder sig i det kolde, grå senvintervejr, så hun går på opdagelse. Da hun hører om en glemt og nu skjult have, beslutter hun sig for at finde den, og da det endelig lykkes, tager en ny idé langsomt form. Hvad nu, hvis hun kan få haven til at blomstre på ny? Mary kaster sig over projektet sammen med sine nye venner, og som foråret skrider frem, er det ikke blot haven men også Mary selv, der blomstrer op…

‘The Secret Garden’ er ganske vist en børnebog, men som mange andre klassiske børnebøger rummer historien en eviggyldig sandhed, som gør, at den kan læses på alle tider og af alle mennesker. Det er historien om, hvorfor venskab, kærlighed og barmhjertighed er vigtige elementer i et barns opdragelse, men det er også en rejse – en rejse i Marys udvikling fra et selvisk og dovent barn til en omsorgsfuld og flittig pige.

Selvfølgelig kan moralen være lige lovlig belærende, især set med nutidens øjne, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kan forestille mig, at denne bog kunne skrives (på samme måde) i dag. Men budskabet i bogen er ikke mindre rigtigt af den grund, og selvom handlingen er rimelig forudsigelig, så er det stadig en smuk og rørende fortælling.
 
Dette er en bog for dig, der gerne vil rejse i både tid og i menneskesind – der gerne vil se, hvordan en hovedperson kan udvikle sig til at blive en kærlig, opmærksom og venlig person, som spreder glæde, hvor hun kommer. Det er på mange måder en feel good historie, og dem skal man altså huske at læse med jævne mellemrum 🙂

Deathless

Jeg har altid elsket eventyr. Som barn havde jeg en lang periode, hvor jeg støvsugede det lokale bibliotek for eventyr – om det så var nordiske folkesagn, arabiske mysterier eller fantastiske fortællinger fra endnu fjernere egne, så læste jeg dem. Jeg mindes også, at jeg snusede kortvarigt til de russiske eventyr, men det var ikke et område, jeg for alvor dykkede ned i.

For et par måneder siden efterlyste jeg ideer til vinterbøger, for jeg havde lyst til at læse bøger, som knitrede af frost, og i den forbindelse anbefalede Rikke fra Paperback Castles mig at læse ‘Deathless’. Oplægget til bogen lød så spændende, at jeg bestilte den kort tid derefter.

‘Deathless’ er skrevet af Catherynne M. Valente og er en nyfortolkning af det russiske folkeeventyr om Koschei the Deathless. I denne udgave har forfatteren også inddraget virkelige begivenheder, så det russiske eventyr bliver sammenflettet med dagligdagen i Rusland i tiden op til og under 2. Verdenskrig. Vi følger den unge pige, Marya, som ser sine søstre blive gift og selv venter på manden i sit liv. Da han kommer, er han dog ikke mand men Koschei the Deathless, og Marya får dermed et helt andet liv, end hun havde forventet. Et liv med kærlighed, frustration, død og håb.

‘Deathless’ var en meget speciel og interessant læseoplevelse på samme tid. Der var magiske øjeblikke, hvor jeg forelskede mig i passagerne med de små fugle, der forvandlede sig til søstrenes bejlere, og der var øjeblikke, hvor jeg blev dybt frustreret, fordi jeg ikke forstod, hvorfor historien tog den drejning, den gjorde. Jeg sad lang tid bagefter og tyggede på, hvordan jeg skulle forklare, hvordan det var at læse bogen, og jeg tror, det følgende er det mest præcise, jeg kunne komme frem til.

Forestil dig, at du kommer hjem en aften, og alt lys er gået i dit hjem. Du famler dig frem i stuen. Et øjeblik mærker du den trygge, bløde fornemmelse af sofaen, som din hånd strejfer, inden du støder foden hårdt ind i en tung trækasse, som din kæreste har efterladt på gulvet. Efter at have bandet indvendig, går du forsigtigt videre og er lige ved at vælte standerlampen, fordi du havde glemt, at du flyttede på den i sidste uge. Du flytter den lidt til højre, inden du tager et ekstra skridt til venstre, så du kan komme uden om din yndlings-lænestol. Du er næsten nået ud af stuen, inden du pludselig hører et højt hvæs og derefter lyden af en kat, der løber bort. Du når lige at kvæle et skrig af forskrækkelse og tager et par dybe vejrtrækninger, inden du åbner døren til køkkenet og går ud for at lave dig en kop te.

 ‘Deathless’ er en bog, der både er betagende og frustrerende på samme tid. Flere gange følte jeg mig ’snydt’, fordi historien ikke krøb ind under huden på mig, som jeg havde ventet, og andre gange var der netop de magiske øjeblikke, som jeg håbede på. Det er en – til tider – knudret tekst, som både fascinerede og irriterede mig på samme tid. Det er dermed også en bog, jeg er ret sikker på, at jeg vil genlæse igen en dag. Ligesom med ‘Neuromancer’ var der tidspunkter, hvor jeg blev i tvivl om, hvordan teksten skulle tolkes, og derfor tænker jeg, at det vil være en god idé med en genlæsning en dag. Det er nemlig også en bog, som jeg tror bliver bedre, næste gang man læser den.

Hvis du gerne vil snuse til de russiske folkeeventyr i al dens gru og desperation, så er ‘Deathless’ et godt bud. Men jeg må dog også ‘advare’ om, at det er ikke en lettilgængelig bog, så vil du starte i den blødere ende, så prøv i stedet at læse ‘Shadow and Bone’, der er starten på en fantasy-serie, der er inspireret af den russiske folketro.

Ruin and Rising

‘Ruin and Rising’ er tredje og sidste del i ‘Grisha’-trilogien, som er skrevet af Leigh Barduqo. Jeg har tidligere anmeldt ‘Shadow and Bone’ samt ‘Siege and Storm’.

Da ‘Ruin and Rising’ er tredje del af en serie, vil jeg ikke bringe et referat af handlingen her, da det vil afsløre for meget af handlingen fra de to foregående bøger. I stedet beskriver jeg mit samlede indtryk af denne bog samt serien i sin helhed.

Først og fremmest er ‘Ruin and Rising’ en værdig afslutning på en serie, der blev bedre og bedre for hver bog. Den tredje bog har action og drama for alle pengene, men der er også plads til mere stille og dybfølte scener. Det er en bog, der indeholder overraskelser, fortvivlelse og håb, og en bog, der binder et par svære ender sammen til en slutning, der fik mig til at smile og få en klump i halsen.

Da jeg startede på denne serie, var jeg desværre ikke så imponeret, som jeg havde forventet. ‘Shadow and Bone’ var udmærket, men ret traditionel på en del punkter og skilte sig – bortset fra den russiske inspiration – ikke voldsomt ud fra andre ungdoms-fantasybøger. Det rådede ‘Siege and Storm’ bod på, og i det hele taget er både bog 2 og 3 yderst underholdende og medrivende.

‘Grisha’-trilogien har fået megen omtale, fordi den blander fantasy med elementer fra den russiske folketro, og det er bestemt en både interessant og tiltrængt fortolkning af fantasygenren. Da jeg læste den første bog i serien, var jeg bange for, at dette var endnu en serie, der skulle indsyltes i et trekantsdrama (som jeg jo hader), men her tager historien en interessant drejning i ‘Siege and Storm’, og selvom kærlighed er et af de bærende elementer i historien, så er det bestemt ikke et klassisk trekantsdrama, det er bygget op omkring.

Jeg er glad for, at jeg kastede mig over denne serie, selvom jeg var noget skeptisk i starten. Jeg elsker den russisk-inspirerede setting og de forskellige hovedpersoner (undtagen The Darkling, men på det punkt adskiller jeg mig nok fra en del booktubers/bogbloggere). Det er absolut ikke feel-good fantasy – der sker nogle ret voldsomme og sørgelige ting undervejs – men håbet dør aldrig helt, og de stærke venskabsbånd er med til at holde det i live.

Throne of Jade & Black Powder War

‘Throne of Jade’ og ‘Black Powder War’ er bog 2 og 3 i Temeraire-serien, der er skrevet af Naomi Novik. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘His Majesty’s Dragon’.

‘Throne of Jade’ foregår i forlængelse af den første bog i serien, og jeg vil derfor ikke komme så meget ind på selve handlingen. Jeg kan dog godt afsløre, at Temeraire og Laurence drager på en lang rejse – en rejse, der kan betyde drastiske ændringer.

Jeg synes, ideen er ret spændende, men desværre fylder selve rejsen alt for meget i bogen. Det bliver ret langtrukkent, og jeg blev noget utålmodig undervejs. Derfor var denne bog også lidt skuffende, når nu ‘His Majesty’s Dragon’ var så spændende og medrivende.

Den næste bog, ‘Black Powder War’, var til gengæld bedre skruet sammen. Her var fortællerytmen mere jævn, og der var en fin blanding af action og mere stille passager.

Indtil videre er jeg ganske glad for serien. Selvom ‘Throne of Jade’ skuffede lidt, så var ‘Black Powder War’ heldigvis med til at bringe handlingen ind i en mere intens og actionmættet fortælling. Jeg kan godt lide kombinationen af fantasy og 1800-talskrig, hvor der både er plads til Napoleon og drager. Det lyder som et sært mix, men det fungerer overraskende godt, og jeg kan især godt lide den rolle, dragerne har i bøgerne – ikke blot under krigshandlinger men også deres opvækst og opførsel.

Hvis du overvejer at læse denne serie, skal du vide, at bøgerne fokuserer meget på den igangværende krig, og at der er mange krigsscener undervejs. Jeg synes, det er spændende læsning, men det kan også blive ret nørdet ind imellem, så hvis du ikke er til drabelige krigsscener og taktiske overvejelser, er det ikke sikkert, at denne serie er noget for dig.

Hvorfor jeg hader trekantsdramaer


Jeg tror, mange har en eller anden aversion, når det drejer sig om bøger. Det kan være en genre, en bestemt fortællestil, en særlig type hovedperson eller noget helt fjerde. Jeg har for eksempel lagt mærke til, at en del af de bogbloggere, jeg følger, ikke bryder sig om insta-love (dvs. kærlighed ved første blik), og det gør jeg sådan set heller ikke, men der er én ting, jeg er virkelig træt af, og det er trekantsdramaer.

Trekantsdramaer er ikke et nyt fænomen, men det var som om, det fik en revival i forbindelse med ‘Twilight’-serien, hvor den unge og helt almindelige pige Bella blev ombejlet af den mystiske og følsomme vampyr, Edward, og den varmblodede og hjertelige varulv, Jacob. Nu er der ret delte meninger om ‘Twilight’ – personligt kunne jeg godt lide den første bog, men brød mig ikke om de efterfølgende bøger, da trekantsdramaet kørte for fuld speed, og handlingen blev mere og mere mærkelig. Mit største problem med serien er nærmere den betydning, den fik i forhold til bogudgivelserne inden for ungdomsbøger de efterfølgende år. Én ting var, at vampyrmyten skulle fordrejes og fortolkes på en måde, der for traditionelle vampyrfans som mig var en anelse… træls… (jeg holder stadig på, at vampyrer skal være brutale og egoistiske ligesom the one and only, Dracula). En anden ting var, at forlagene lige pludselig sendte stimer af bøger på markedet, hvor trekantsdramaer var en bærende del i historien – uanset hvor påklistret det kom til at virke.

Og hvad er det så, jeg har imod trekantsdramaer? Først og fremmest skyldes det nok, at jeg er ret monogam og ikke se det attraktive i at blive bejlet til at to fyre på én gang. Eller – jeg kan godt se det smigrende i det, men jeg synes virkelig ikke, at det er holdbart, medmindre både fyrene og én selv er interesseret i et åbent forhold, hvor man ikke er ‘bundet’ til én person, og et så moderne seksualsyn er der sjældent i ungdomsbøger. En anden ting er, at jeg ofte føler, at pigen holder fyrene for nar. Typisk er hun virkelig ubeslutsom, eller også melder hun ikke klart ud over for den ene fyr (her får jeg igen lyst til at drage en parallel til ‘Twilight’…), og det er ganske enkelt ikke fair over for de forelskede fyre.

Derudover er der selvfølgelig den passive rolle, som pigen ind imellem (men dog ikke altid) bliver sat i, når hun skal bejles til af to fyre. ‘Twilight’ er jo et klassisk eksempel på dette, men jeg oplevede det også for nylig i ‘The Iron King’, som dog – til bogens forsvar – kun havde et snert af trekantsdrama i den første bog i serien, da den kvindelige hovedperson lagde ud med at forelske sig hovedkulds i en fremmed fyr (og så ryger vi over til insta-love problematikken, som jeg dog ikke vil uddybe yderligere i dag).

Der er dog også eksempler på bøger med trekantsdramaer, hvor hovedpersonen er en pige med ben i næsen. Mest oplagte eksempel er nok ‘The Hunger Games’, hvor Katniss starter med at være en selvstændig og fandenivoldsk pige, der har sin egen dagsorden. Hendes rolle ændrer sig undervejs, og som serien skrider frem, bryder trekantsdramaet ud og præger – ifølge min smag – handlingen lige lovlig meget. Jeg følte mig faktisk en anelse snydt, da jeg fandt ud af, at denne serie også skulle dreje sig om valget mellem den ene eller den anden fyr. Jeg syntes, der var langt vigtigere ting på spil i den serie.

Jeg tror også, at min aversion mod trekantsdramaer farvede min oplevelse af ‘Throne of Glass’, som jeg læste i efteråret. Jeg ‘burde’ kunne lide bogen – den havde en sej, kvindelig lejemorder i hovedrollen – men handlingen var simpelthen for indsmurt i et lidt for konstrueret trekantsdrama, som flere gange fik mig til at rulle med øjnene.

Og så er der jo lige en interessant detalje ved trekantsdramaer… nemlig at det næsten altid er en pige, der bliver bejlet til af to fyre. Hvorfor? Hvorfor er det ikke omvendt? Og hvorfor er der ikke flere homoseksuelle trekantsdramaer? (… sidstnævnte giver nok sig selv et eller andet sted, da bøgerne næppe ville sælge lige så godt i mere konservative lande såsom USA… æv). Skyldes det, at bøgerne ofte er skrevet til kvindelige læsere, og at piger/kvinder gerne vil kunne identificere sig med den ofte helt almindelige kvindelige hovedperson, som eftertragtes af flere fyre? Måske. Det er i hvert fald tankevækkende hvor mange bøger, der er skrevet, hvor trekantsdramaet handler om én pige og to fyre.

Nu hader jeg ikke partout alle bøger, som inddrager et trekantsdrama i handlingen, selvom det helt klart er et element, der virkelig kan irritere mig og få mig til at fravælge at læse bestemte bøger. Udover førnævnte ‘The Hunger Games’ tilgav jeg også ‘The Grisha’-serien for de elementer af trekantsdrama, der dukkede op undervejs – måske først og fremmest fordi denne konflikt udviklede sig i en interessant retning undervejs og ikke var så klichéramt, som jeg frygtede.

Hvad synes du om trekantsdramaer i bøger? Hvad er det bedste og det værste ved dem?

Dragonlance: Forhistorier 1+2

Da jeg begyndte at spille rollespil som teenager, var det nærmest et must at læse ‘Dragonlance: Krøniker’ og ‘Dragonlance: Legender’. Det er ret hyggelige fantasyserier (eller – mest den første – ‘Legender’ er faktisk rimelig alvorlig og dyster), og hørte historierne igen for nogle år siden, da jeg fandt bøgerne som lydbøger. I forbindelse med, at Netlydbog er flyttet over på ereolen.dk, sad jeg og surftede på siden og opdagede til min glæde, at der er flere af Dragonlance-trilogierne, der nu kan lånes som lydbøger!

De to første Dragonlance-serier er i øvrigt også trilogier – i hvert fald i den originale amerikanske udgave. Men af en eller anden grund vælger de danske forlag (først og fremmest Tellerup) ofte at splitte bøgerne i flere bind, når de oversættes.

For nylig hørte jeg så ‘Dragonlance: Forhistorier bind 1’ samt ‘Dragonlance: Forhistorier bind 2’, og det var helt nostalgisk atter at rejse i Dragonlance-verdenen.

Forhistorier foregår – som navnet også antyder – før Krøniker- og Legender-trilogierne. I disse to bind følger vi dværgen Flint Fireforge og hans møde med halvelveren Tanis. Flint er taget til elvernes land for at arbejde som smykkesmed, og det er her i Qualinesti, at han støder på Tanis. Den unge halvelver roder sig ud i del problemer, for de andre elvere ser skævt til denne halvblodselver, og Tanis føler ikke rigtig, at han hører hjemme. Flere problemer støder til, og snart får han brug for Flints hjælp, for elvernes arrogance og mistro er ved at splitte hele samfundet ad.

Det var simpelthen så hyggeligt at høre disse bøger! Flint og Tanis er blandt de mest elskede af hovedpersonerne fra Krøniker-trilogien, så det er ikke underligt, at Forhistorier-trilogien starter med at fortælle deres forhistorie. Bogen giver samtidig et interessant indblik i elvernes verden og fremhæver også de knapt så pæne sider ved elverne – for eksempel deres helt utrolige arrogance over for alle, der ikke ligner dem selv.

Det er en bog om venskab, tillid og om at finde et sted, hvor man er elsket og føler sig hjemme. Det er en simpel historie, men jeg synes også, at den har en fin fantasystemning, og selvom flere af hovedpersonerne måske er lige lovlig goody good, så er der også skurke nok til at give det modspil.

Har du læst Krøniker-trilogien, så vil du sandsynligvis også sætte pris på Forhistorier-trilogien. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse næste bind i Forhistorier-serien. Du kan dog også læse Forhistorier-serien uden at have læst andre Dragonlance-bøger, men så får du selvfølgelig ikke helt den samme nostalgiske følelse af at læse dem. 

Frost Hollow Hall

Da jeg funderede over hvilke bøger, jeg ville købe lige efter jul, kunne jeg mærke, at jeg trængte til at læse nogle bøger med vinterstemning. Her faldt jeg blandt andet over ‘Frost Hollow Hall’, som tilmed har fået ganske gode ratings på Goodreads, så den røg i indkøbskurven.

‘Frost Hollow Hall’ er skrevet af Emme Carroll og foregår i slutningen af 1800-tallet. Her følger man den unge pige Tilly, der bliver inviteret med ud på søen for at skøjte. Men da hendes ven, Will, inviterer hende, glemmer han at fortælle, at de skal til Frost Hollow Hall, som ingen normalt nærmer sig, da det siges, at stedet er hjemsøgt. Rygterne går om herskabet, der lever på det ensomme gods og som mistede deres søn i en drukneulykke for ti år siden. Tilly bider dog frygten i sig – hun skal nok vise Will! – og skøjter længere og længere ud på søen. Hun overhører Wills advarsler, og pludselig forsvinder isen under hende, og hun ender i det iskolde vand. Hun er tæt på at drukne, men bliver i sidste øjeblik reddet af en smuk dreng – eller rettere spøgelset af den dreng, der druknede for ti år siden…

På Goodreads er bogen registreret som børnebog, men jeg vil nærmere mene, at den ligger et sted mellem børnebog og ungdomsbog. Det kommer sig blandt andet til udtryk i hovedpersonen, for det var svært at gennemskue hvor gammel Tilly egentlig var. På nogle punkter virkede hun som et barn, og på andre mere som en teenager.

Bogen har en form for gotisk vinterstemning med det hjemsøgte hus, de mystiske omstændigheder ved Tillys redning og ikke mindst hendes opklaringsarbejde, da hun vil forsøge at finde ud af, hvorfor drengespøgelset fortsat eksisterer. Tillys stædige gåpåmod (der dog flere gange virker lidt for moderne) er med til at drive historien frem, selvom hun gang på gang møder modstand og skepsis.

Teksten er udmærket skrevet. Den er lettilgængelig og inddrager samtidig også en række detaljer undervejs, der er med til at understøtte, at historien foregår i slutningen af 1800-tallet.

Jeg savner dog en form for nærhed i forhold til historien. Jeg blev ikke suget ind i fortællingen eller på anden måde grebet så meget af historien, at den var svær at give slip. Et eller andet sted er det jo den følelse, man håber at få ved alle bøger, men her manglede den, og derfor blev oplevelsen også derefter, for der var ikke så meget nyt i historien – hverken mht. plot eller fortælleform.

‘Frost Hollow Hall’ er en udmærket men ikke speciel skelsættende historie. Den er hurtig at læse, og savner du en fin lille bog med vinterstemning, så er denne bog måske noget for dig.

Vi ses deroppe

Sidste år læste jeg flere bøger om 1. Verdenskrig, hvilket både var spændende og skræmmende på samme tid. Det gav mig lyst til at læse flere bøger fra den tid, så da Lindhardt og Ringhof gav mig mulighed for at læse ‘Vi ses deroppe’, glædede jeg mig til at læse bogen. Jeg tøvede dog lidt, da jeg modtog bogen. Ville det være  meget deprimerende og tung læsning? Havde jeg overhovedet lyst til at læse dette på nuværende tidspunkt? Jeg skulle lige samle  mod til at gå i gang med bogen… og derefter fik jeg noget af en overraskelse…

‘Vi ses deroppe’ er skrevet af Pierre Lemaitre, der vandt Goncourtprisen 2013 for dette værk. Bogen handler om to soldater, der overlever 1. Verdenskrig og det skrøbelige og ret overraskende liv, der lever de efterfølgende år i Paris. Det er et liv, der ikke levner dem mange chancer ud over dem, de selv tager, men heldigvis er især den ene af dem både kreativ og stædig, og pludselig udvikler tingene sig drastisk… 

Jeg kan ikke røbe mere af handlingen, for hvis du har lyst til at læse denne bog, skal du selv opleve de finurligheder, denne bog byder på. Jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig om, at dette ville blive en tung og trist bog at komme igennem. ‘Vi ses deroppe’ byder på en overraskende kampvilje og livsglæde, som på sin helt egen underspillede måde kryber ind under huden på læseren, mens man vender side efter side. Der er noget utrolig livsbekræftende ved denne bog, som jeg har svært ved at beskrive, og selvom hovedpersonerne tager nogle valg undervejs, som jeg finder moralsk uforsvarlige, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem – og med dem. Men til min egen overraskelse fik handlingen mig til at smile flere gange – ikke lige noget jeg havde forventet, men som jeg ikke desto mindre satte stor pris på.

Bogen handler ikke særlig meget om krig – mere om tiden efter og ikke mindst hvordan soldaterne svigtes af samfundet, vennerne og familien. Det er også beskrivelsen af, hvordan et land skal genopfinde sin egen identitet og opbygge et velfungerende samfund efter flere år med krig.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, hvis du gerne vil læse en bog, der favner både alvor og humor på samme tid, og som kan byde på nogle herlige hovedpersoner.